biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

En typisk arbejdsaften som piccolo

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Henrik Westergaard ChristensenForår 2007
Henrik Westergaard Christensen i maj 1966.

En typisk arbejdsaften som piccolo og kontrollør

Alle de ansatte havde deres faste jobs i dagligdagen. Arbejdet i 3 Falke Bio gav således lidt ekstra på pengeinstitutkontoen. Nu og da skete det – blandt andet i skolernes efterårsferie – at vi mødte op i dagtimerne. Så tog vi fri fra vore faste jobs. Ligeledes kunne det ske, at 3 Falke Bio blev anvendt til fremvisning af kommende premierefilm med henblik på afspilning i andre biografer – ofte af hensyn til filmanmelderne på dagbladene. Fx har jeg set flere James Bond film i deres fulde udstrækning, men de blev beskåret for at passe ind i andre biografers fx kl. 19 og 21 forestillinger. Derfor måtte man nu og da korte i filmene, så de passede tidsmæssigt ind i de enkelte biografers spilletidspunkter. Det var naturligvis synd. Vi var omkring 12 fastansatte kontrollører og piccoloer alt i alt.

Overkontrollør Knud Nielsens daglige arbejde var hos Københavns Belysningsvæsen, hvor han vist var overmontør og han arbejdede mest på H. C. Ørstedsværket. En af kontrollørerne var taxamand, når arbejdet i biografen ikke kaldte. En anden var shippingmand, andre var kontorfolk. En arbejdede om natten og den tidlige morgen for Bladkompagniet – stærke Frederiksen, en anden igen kombinerede jobbet som kontrollør med jobbet som ansat på Ballongyngen i Tivoli. Ham kaldte vi naturligvis for ”Ballongyngen”.

Jeg selv gik i realen og derefter kom ind i forsikringsbranchen, begyndende som kontorelev. Min hustru arbejdede i Københavns Skattevæsen og gør det næsten fortsat den dag i dag – nu under SKAT i statens tjeneste. Så alt i alt var vi folk, der udgjorde en del af hverdagslivet på de danske arbejdspladser.

Vi blev ikke nedslidte af arbejdet som hhv. piccoloer eller kontrollører. På hverdage mødte vi omkring kl. 18.30 og åbnede dørene for publikum kl. 19.00. Alle forestillinger begyndte kl. 19.30. På lørdage og søndage var der 2 forestillinger. Kl. 16.00 og igen kl. 19.30 og vi mødte 1 time før hver forestilling.

Efter at vi var mødt i biografen (vi havde selv nøgler hertil, kontrollørernes nøgler kunne dog åbne flere døre), havde taget vore uniformer på - vore stålskabe stod ved bagindgangen på 2. sal på samme etage, som operatørrummet – var den første opgave for piccoloerne, at tænde lyset i biografsalen og konstatere om nogle af de tusindvis at elpærer, der var i siderne af biografsalen, var sprunget. Hvis ja, skulle de straks skiftes. Der var sprunget pærer stort set hver dag. Om bag scenen og hente 1 eller 2 tunge træstiger (letmetal var sikkert ikke opfundet dengang). Den store og meget tunge stige måtte vi bruge, hvis vi skulle højt op.

Hvis der var noget som kunne gøre direktør August Andersen rasende, så var det, når blot 1 pære var sprunget. Han sagde ofte: ”Folk kan ikke huske filmen bagefter, men de kan huske, at der var sprunget pærer”. Vi grinede lidt af ham, men absolut ikke mens han kunne se og høre det. Så var det måske ud.

Ofte stod vi og svajede på disse tunge stiger, hvor underlaget (gulvene) var skrående. Alligevel var der ikke i min tid nogen som kom til skade. Vi skulle efterse, om samtlige pærer, herunder i forhallen virkede. Ellers udskiftning.

Rengøringsfolkene så vi aldrig. De gjorde rent om formiddagen og det var ikke vores job, at gøre rent, som sådan, men vi skulle kontrollere, om de havde gjort ordentligt rent. Ellers skulle overkontrolløren indberette det for August Andersen. Piccoloerne skulle også checke om der var papirhåndklæder og wc-papir på toiletterne samt sæbe. Ellers opfyldning heraf.

Med hensyn til piccoloerne kontrollerede kontrollørerne, om de så ordentlige ud. Det var især overkontrollør Knud Nielsen, som ”gennemgik” os – vore negle, hvordan vort hår sad, om vore uniformer var velpressede og/eller beskidte. Der kunne også falde en bemærkning om: ”Find nogle andre bukser i garderoben. De kan ikke se sådan ud, når publikum viser sig”. Vi fik syet vore uniformer hos skrædderfirmaet Schilder ved Skindergade, men også på et tidspunkt hos en rigtig fin (og formentlig dyr) skræddermester Rasmussen på Frederiksberg Alle.

På vagt var der altid 3 piccoloer og 2 kontrollører. I forbindelse med premierer blev mandskabet forøget de første par dage. Det var overkontrollør Knud Nielsens opgave, at lægge vagtplanerne, således, at alle havde 2-3 aftenvagter på hverdage og 1 hver anden weekend. Da der kun blev spillet helaftensfilm var der en publikumspause på ca. 15 minutter omkring kl. 21.30. Efter pausen kørte i regelen den ene kontrollør hjem, fordi vi gik ud fra, at August Andersen ikke dukkede op så sent. Det var ikke tilladt, at denne ene kontrollør gik hjem og nogle enkelte gange ”faldt hammeren”. August Andersen opdagede det.

Vi vidste aldrig, hvornår direktøren dukkede op. Normalt gjorde han det 1-2 gange ugentligt samt enkelte gange i weekender. Han passede til daglig sit kontorarbejde, men var også kontrollant over for personalet.

For publikum blev dørene åbnet kl. 19.00 på hverdage. Så vi havde alt i alt en halv time, fra vi mødte på jobbet og indtil publikum skulle lukkes ind. Vort forberedende arbejde skulle således gå stærkt. Når dørene blev åbnet skulle piccoloerne befinde sig i selve biografsalen, hvor de skulle anvise publikum deres pladser. Der var altid nogen som kom for sent – efter af forestillingerne var begyndt. Så havde vi som piccoloer brug for vor små lommelygter for at kunne give lys i den mørke sal for disse ”for-sent-på-den-folk”. Det var altid irriterende.

I hver side af biografsalen, der hvor publikum kom ind i salen, var der 2 piccolosæder. Det ene sæde skulle altid indtages af en piccolo – det i salens højre side. Så vi skulle skiftes til at sidde der. Der var således altid ansatte i salen. I nærheden af dette sæde i højre side, var der et lille teknikrum. Herfra kunne vi styre lydstyrken og lyset i salen, ligesom vi kunne stå og læse bøger eller lave vore lektier – de af os, som stadig gik i skole. Lektier lavede vi også, når filmene kørte og vi opholdt os i biografens foyer (der hvor publikum kom ind og opholdt sig i pauserne). De ”voksne” kontrollørerne drøftede samfundsforhold eller læste bøger, skændtes om politik, sov eller gik sig en lille tur i området omkring biografen.

I pauserne skulle piccoloerne befinde sig i salen. 2 i den ene side og 1 i den anden side – umiddelbart foran de rigtige udgangsdøre. Vi gik så lidt frem og tilbage i siderne af salen, stod stille og/eller besvarede spørgsmål fra publikum. De 2 kontrollører var nede i foyeren sammen med den del af publikummet, som havde forladt deres sæder i selve biografsalen.

Når pauserne var overstået og filmenes anden og sidste del var gået i gang, skulle vi checke toiletterne samt tømme de store askebægre i foryeren: ”Kvinder er nogle svin”, sagde overkontrollør Knud Nielsen ret ofte. I andre sammenhænge, var han meget interesseret i det modsatte køn. Hans synspunkt hørte jeg om kort tid efter min ansættelse: ”Unge mand. Når De skal efterse kvindetoiletterne efter pausen, forstår De, hvorfor jeg siger dette”. Og han havde ofte ret deri. Papirhåndklæderne flød på gulvene på toiletterne, vandhanerne løb, wc-papir var væk (stjålet), selvom der ofte var mange ruller i det samme toiletrum. Der var langt mere ryddeligt på herrernes toilet.

Når der lørdage og søndage var 2 forestillinger, skulle vi feje gulvet mellem sæderne i biografen mellem de 2 forestillinger. Det var stort set alt, hvad vi skulle foretage af egentlig rengøring. Nu og da var der svært handicappede blandt publikum – folk i rullestole. Det var også vor opgave, at bære disse ofte tunge rullestole op i salen. Der var ikke nogen elevator.

Ellers fortsatte vi med at lave lektier eller læse bøger eller drøftede samfundsaktuelle emner sammen, efter pausen. Nogle film var efter pauserne meget tunge. Forstået på den måde, at vi alle havde været tidligt oppe om morgenen for at passe vore daglige jobs og/eller skole. Fx kunne ”Borte med Blæsten” – en film, som efter pausen varede yderligere 2 timer, drive den allersidste energi ud af de ansattes kroppe. Vi var dødtrætte, når klokken blev omkring 23.45 og kunne bevæge os hjemad for at komme i seng og for at stå op næste morgen omkring kl. 6.00. De hverdage, hvor vi ved en ”fejl” så også havde indtaget for megen væske, kunne gøre livet meget surt dagen efter.

Igennem et par år havde jeg nærmest fuld tid 3 gange ugentligt. Op omkring kl. 6.30 hver morgen for at gå på arbejde hos MLU (Mejeriernes og Landbrugets Ulykkesforsikring – nu Topdanmark, hvor jeg stod i lære). På dette arbejde indtil kl. 14.00, hvorefter jeg skulle gå til Købmandsskolen ved Nørreport og være der kl. 14.30. Skolen sluttede kl. 18.00. Hvorefter jeg skulle nå en bus fra Nørreport og ud til 3 Falke Bio. Var hjemme hos mine forældre igen omkring kl. 23.30, hvis ikke det var ”Borte med Blæsten”. Ellers senere. Det var nogle lange dage.

”Skraberi” var noget af det værste vi som piccoloer, kunne blive udsat for. Det drejede sig ikke om at sove, men om, at visse af biografens gæster ikke anvendte de dertil indrettede store askebægre til at slukke deres smøger. De jokkede dem blot ud i linoleumsgulvet og med det resultat, at vi engang i kvartalet måtte bruge nogle jernskrabere til at ridse disse mærker væk fra gulvet. Det var et helvedes arbejde. Noget andet vi i begyndelsen heller ikke brød os om var, når folk kastede op – nemlig at fjerne folks bræk. Når vi havde prøvet det nogle gange, blev det blot en vane.

Blandt kollegerne, enten piccoloerne eller kontrollørerne, var det som på alle andre arbejdspladser. Nogle fandt godt sammen, over for andre haltede det. Der gik ofte historier om alle de ”psykopater”, som havde været ansat. Nogle var åbenbart biseksuelle, andre havde været nogle kranke skæbner, andre igen havde stjålet, osv., osv. Jeg var heller ikke populær blandt alle kolleger. Dette skiftede og skiftede afhængig af, hvem der var røget ud, havde forladt det frivilligt, osv.

Hvis man havde en smule situationsfornemmelse, ville man hurtigt finde ud af, at man ikke skulle lægge sig ud med de gode damer på billetkontoret. Hovedkasserer Inge Wallin havde magt, hvilket August Andersens egen hustru naturligvis også havde. Sidstnævnte var der blot ikke så ofte. Man skulle tale pænt og ordentligt til disse damer og huske at banke på døren ind til dem, hvis man ville dem noget. Man skulle ikke ryge dem op i ansigtet.

Lykkedes det for én at skabe tillid over for disse billetdamer – hvilket det gjorde for mig – fik man til gengæld lov til at følge dem med hen til biografens pengeinstituts bankboks. Det var naturligvis dagens omsætning, der skulle indleveres i den ellers på dette tidspunkt lukkede bank. Når tilliden blev helt overstadig, fik man lov til at gå alene hen til pengeinstituttet med en bemærkning om – fx ”pas nu på Henrik – på vejen hen til banken”. Der var ofte mørkt og stille på den tid af dagen, men datidens potentielle røvere så vi aldrig. Og derfor kunne den ofte store pengebeholdning i bankkassetten roligt glide ind i bankens døgnboks. Alligevel så man så for inden man alene begav sig ud i mørket med pengene.

Der var nogle tidligere kolleger, som ikke havde forstået det med det gode tilhørsforhold til damerne i billetkontoret. De blev simpelthen fyret. Og i sagens natur skulle man ikke tale August Andersen imod. Det kunne man gøre, på en pæn måde og hvis man var én af de få ansatte, som han respekterede. Ellers ud.
 
Læs mere her:

Mit Liv i 3 Falke Bio af Henrik Westergaard Christensen


Foråret 2007

Direktøren – en hård banan

Folkene i operatørrummet

Personalegoder, fribilletter og løn

Det osede af seksualitet

De 3 forretninger – måske 4

Publikummet i 3 Falke Bio

Mobning på jobbet

Tid med mange minder


3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater

Internet link:
Retur til Direktør August Andersen - Frem til Folkene i operatørrummet 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret lørdag, 13 marts 2010 06:51:04