biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Foråret 2007

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Henrik Westergaard ChristensenForår 2007
Et tilbageblik på en nu svunden tid som piccolo og kontrollør i 3 Falke Bio. Noget af det gamle 3 Falke Bio genopstår i form af Falkoner Biografen, når denne nye biograf slår dørene op den 12.3.2007, men der er ingen forbindelse mellem datiden og nutiden

2 tilfældigheder fra primo år 2007 er baggrunden for denne artikel. Den første tilfældighed var en dødsannonce

Min hustru og jeg sidder i den ny tilbygning til vort parcelhus i Roskilde-området og nyder de velfortjente feriedage mellem jul og nytår 2006. Vi har som sædvane, hver vor del af morgenavisen og til trods, at vi bestemt ikke føler os gamle – stærkt på vej mod hhv. 59 og 58 år – tilhører vi den gruppe af læsere, som læser dødsannoncerne. For det meste kendte vi ikke de afdøde i annoncerne, men nu og da læser vi om gamle kolleger, naboer, bekendte til bekendte, kendte mennesker i samfundet og så videre, som er gået bort.

En af disse feriedage erfarede vi, at en mand ved navn Frey Jørgensen også var gået bort. Han blev 70 år og skulle begraves fra Solrød Kirke en af de nærmeste dage. I dødsannoncen stod der blandt andet ”Farvel – fra Kirsten” – Freys hustru.

Det må være ”Frey og Kirsten”, blev min hustru og jeg hurtigt enige om, nemlig Frey og Kirsten, som vi i deres og vores ungdomsdage arbejdede sammen med i 3 Falke Bio. De var lidt ældre end vi. Når vi en sjælden gang tænker tilbage til tiden i 3 Falke Bio – det er en tilbagespoling på over 40 år, ser vi naturligvis disse gamle kolleger i vore hoveder, som vi husker dem fra dengang. For de dengang unge, ser vi deres ungdommelige ansigter, med videre. Meget har ganske givet ændret sig i årenes løb og det forekommer i år 2007 helt underligt at læse, at Frey døde 70 år gammel. Vi husker ham som en ung og frisk person.

Frey og Kirsten var det forelskede, nygifte, venlige og stort set altid glade par, som igennem flere år stod i baren i pauserne under helaftensfilmene i 3 Falke Bio. Min dengang forlovede, men nu igennem 34 års ægteskab kære hustru, stod også i baren i 3 Falke. Det var imidlertid i kaffebaren, hvor hun også som sit formål havde, at skulle servere frisklavet kaffe til gæsterne i filmpauserne. Min hustru skiftede arbejdsdage med en anden dame i kaffebaren – Lene. I 3 Falke Bio var der dengang kun helaftensfilm på programmet. Det var heldigt, fordi vi alle havde vore faste jobs at passe i dagtimerne.

Frey Jørgensen var en særdeles godt begavet person – uddannet optiker og med optikerbutik i Istedgade 100 i København. Siden hen blev han direktør hos Synoptik. Kirsten var en særdeles flot kvinde, der til daglig arbejdede i en Schou-butik på Enghave Plads. Kirsten vidste godt, at hun i hvert fald dengang var godt skruet sammen og derfor havde hun heller ikke noget imod, at blive side 9-pige i Ekstrabladet. Dette gav dog en del problemer af drillende art blandt os personale i 3 Falke Bio. Jeg husker en episode, hvor Kirsten og jeg skulle dele en taxa til hver vor bopæl i København. Frey lå derhjemme og var syg. En flok amerikanske turister var ikke meget for, at lade Kirsten gå ind i taxaen. De holdt på døren indtil taxamanden og jeg, havde verfet dem væk. Og de råbte ad Kirsten…..wow.

I baren skiftede Frey og Kirsten med en dame, som vi altid kaldte ”Fru Larsen”. Jeg ved faktisk heller ikke i dag, hvilket fornavn fru Larsen har, men denne også flotte og lidt mere modne dame, vender jeg lidt tilbage til.
 
Læs mere her:

Mit Liv i 3 Falke Bio af Henrik Westergaard Christensen


Direktøren – en hård banan

En almindelig arbejdsdag

En typisk arbejdsaften som piccolo

Folkene i operatørrummet

Personalegoder, fribilletter og løn

Det osede af seksualitet

De 3 forretninger – måske 4

Publikummet i 3 Falke Bio

Mobning på jobbet

Tid med mange minder


3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater

Internet link:

Den anden tilfældighed

 
Er fra februar 2007. Vores voksne søn, som for længst er flyttet hjemmefra og har fået sin uddannelse, leder efter noget bestemt på Internettet i forbindelse med sit arbejde. Tilfældigvis kommer han ind på en side hos Google, hvor der står 3 Falke Bio.

Nysgerrigt – da han jo ved, at mor og far har fundet hinanden i 3 Falke Bio, hvor de begge arbejdede i deres fritid – gennemgår vor søn Morten de mange Internetsider og leder naturligvis efter fars og/eller mors navne. Men vi var ikke nævnt. Derimod fremgår redaktøren af Internetsidens navn – Thomas Hauerslev. Jeg måtte naturligvis straks kontakte Thomas og rose ham for det meget store og flotte arbejde han har udført for at beskrive 3 Falke Bios historie. Det er et fantastisk stykke arbejde Thomas har udført.

Til gengæld måtte jeg love Thomas Hauerslev, at jeg vil skrive noget om mine erindringer fra min arbejdstid i biografen og om selve biografen.
 
 

Lidt begyndelse og tilbageblik

 
Det er ikke så ofte, at min hustru og jeg tænker tilbage på vor tid i 3 Falke Bio og vi har faktisk ikke været gæster i den nu nedlagte biograf siden vi sammen forlod den en majdag i 1969.

Vi forlod ikke denne fritidsarbejdsplads i protest. Nej, slet ikke. Jeg skulle ind for Livgarden og min hustru (vi var forlovede dengang), ville ikke fortsætte sit fritidsjob, når jeg forlod stedet. Min tid i 3 Falke Bio gik tilbage til en sommerdag i 1964. Så jeg fik næsten 5 års gode og lærerige minder fra biografen – både i forhold til skiftende kolleger og i forhold til publikum. Jeg blev helt sikkert modnet særdeles meget. Vi holdt dog indirekte forbindelse med biografen efter at vi havde forladt den, fordi min svoger, min hustrus bror – kontrollør Lennart Liljegren – fortsat arbejdede i biografen og først forlod den nogle år efter.

Det var denne svoger og min kontrollør-kollega, som på en vis måder er årsag til, at min hustru og jeg mødte hinanden. Han skaffede hende jobbet i kaffebaren og sagde inden hun blev ansat: ”Prøv at se på den flotte fyr Henrik. Det må være noget for dig”. Og sådan blev det så. Om jeg så var en flot fyr dengang, vil jeg ikke selv tage stilling til.

Herudover har vi aldrig siden haft forbindelse med de gamle kolleger. Vi har haft travlt med at bygge vort eget liv op og har i vore fast jobs haft et gennemløb af mange tusinde personer. Min hustru i Københavns Kommune og nu i statens tjeneste og jeg i over 40 år i forsikringsbranchen. Der skal endnu gå nogle år førend vi slipper arbejdsmarkedet og går på pension, men tiden nærmer sig jo.
 
 

En ”underlig” mand med en nøgle

 
Hvorfor ved jeg ikke præcist, men i foråret 1964 fik jeg en ide om, at blive piccolo i en biograf. På det tidspunkt skulle jeg op i 2. real efter sommerferien. Fra barns ben var jeg interesseret i biograffilm. Når jeg havde penge i overskud skulle de altid anvendes på biograffilm. Det var især Platan Bio og Sønder Boulevard Bio, som fik gavn af mine sparepenge. I Platan Bio hver søndag eftermiddag, hvor man for samme pris, fik lov til at se 2 film. Jeg har set så mange film i mine ungdomsår, at jeg den dag i dag næsten ikke gider, at se film mere. Jeg synes også at filmene fra dengang havde kvalitet – nutidens film har svært ved at fange min interesse. Der er dog nogle undtagelser – fx ”Der Untergang”. Skuespillerne fra dengang var bare dygtigere, replikkerne langt bedre og temaerne gennemtænkte. Nå pyt. Tiden udvikler nødvendigvis ikke forbedringer.

Jeg cyklede rundt til et par biografer og tilbød min assistance som piccolo. Jeg nåede dog kun til 3 biografer. Hos Kinopalæet på Gammel Kongevej, meddelte man prompte, at man ikke søgte piccoloer p.t. og de ville heller ikke have mit navn, adresse mv. Hos Imperial [Bio] også på Gammel Kongevej, var jeg lige ved at have held i sprøjten. En tilsyneladende rar og voksen kontrollør sagde til mig: ”Jo, det kan da godt være”. Så kaldte han på en - måske ledende piccolo – og spurgte ham. Denne piccolo kiggede op og ned ad mig, hvorefter han sagde: ”Nej, vi har ikke brug for vedkommende”. Forundret blev jeg, men jobbet fik jeg ikke.

Nogle dage efter cyklede jeg ud på det ”fine” Frederiksberg. Mine forældre, som var af socialistisk observans, havde nu og da fortalt os børn, at de ”fine” og dem med de forkerte samfundsholdninger blandt andet bor på Frederiksberg og i Gentofte. Men jeg tog chancen med hensyn til 3 Falke Bio. Forlods vidste jeg ikke, at 3 Falke Bio kun var en aftenbiograf (det var dog heldigt for mig). Biografen var lukket om eftermiddagen, men jeg hev lidt i de lukkede døre og var ved at stige op på cyklen igen for at køre hjem. Imidlertid dukkede der en nydelig påklædt herre i mørkt jakkesæt og hvid skjorte med slips, op. Han låste sig ind og låste sig ud igen og fik øjenkontakt med mig. ”Hvad vil du”, sagde han. Jeg forklarede ham, at jeg søgte et job som piccolo, men var vist kommet på et forkert tidspunkt af dagen.

”Hvad hedder du og hvor bor du. Jeg er nemlig direktør for biografen”. Han skrev mine data ned og sagde, at han nok skulle give det til den rette person i biografen. Og det gjorde han sandelig. Godt en måned efter ringede en såkaldt overkontrollør Knud Nielsen til mig derhjemme. Jeg havde faktisk glemt mødet med direktøren og troede ikke på, at jeg nogensinde ville få et sådant job. Det gjorde heller ikke noget, fordi jeg burde koncentrere mig om min realeksamen, men havde alligevel en lyst til, at ud blandt folk. Efter et kort møde med Knud Nielsen i biografen, fik jeg jobbet som piccolo.

Jeg havde bare det problem, at jeg godt vidste, at man mindst skulle være fyldt 16 år. Derfor løj jeg mig et år ældre og sagde, at jeg var født i 1947 (1948 er det rigtige årstal). Denne løgn gav så lidt problemer efterfølgende, fordi man sagde tillykke til mig på min 18. årsdag og meddelte, at jeg nu var ansat til en bedre løn som kontrollør. Jeg måtte krybe til korset og meddele, at det først er til næste år, at jeg fylder 18 år. Så jeg fortsatte som piccolo og blev kontrollør året efter. Så sure blev de trods alt ikke på mig.
 
 
 
Videre til Direktør August Andersen 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret lørdag, 13 marts 2010 06:51:04