biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Folkene i operatørrummet

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Henrik Westergaard ChristensenForår 2007
Disse medarbejdere var jo også kolleger til os andre, men de levede en mere skjult tilværelse, nemlig i deres operatørrum. Mødte man dem på vej i omklædningsrummet på samme etagehøjde, hvor de arbejdede, sagde man naturligvis god aften eller farvel, men ellers levede de i deres egen verden for det meste. Det kunne ske, at de ringede ned og sagde, at de ønskede bragt noget kaffe eller andre drikkevarer op. Så måtte én af piccoloerne tage trappen op til deres rum. Nu og da var vi i telefonisk kontakt med dem, fx hvis publikum var syge – fx ved tilkaldelse af ambulancer eller de få gange, hvor vi måtte bede folk om at forlade biografen. Så skulle operatørerne naturligvis stoppe filmen.

Når vi i pauserne kunne se, at handelen i butikkerne var ”gået i stå” nede i forhallen, ringede vi på en klokke 3 gange, så kunne publikum vide, at filmen atter blev genoptaget. Denne klokke ringede også i operatørrummet.

Operatørerne levede også deres eget ”liv”, forstået på den måde, at chefoperatør Svend Åge Bech, var en underlig snegl. Formentlig dybt genert. Det var først efter ca. 10-15 bajere fredage og lørdage, at han blev som mennesker er flest. Så kunne han godt finde på, at kigge ned i foyeren til os andre og drikke sammen med os. Svend Åge Bech var til daglig dekoratør hos Illum. Han stod også for dekorationerne omkring og inde i 3 Falke Bio. Svend Åge var ikke i ædru tilstand den, som indledte en samtale. Dog elskede han de situationer, hvor det kunne lykkes ham, at gøre grin med en piccolo.

Svend Åge var ved roret ved langt de fleste filmforevisninger. Der var altid 2 operatører og ofte var den anden operatør en herre ved navn Ole. Jeg husker ikke Oles efternavn i dag. Ole var til daglig ansat hos Panduro Hobby. Og han var en kreativ type, ligesom han var helt ”normal” – set i forhold til Svend Åges noget lukkede sind. Jeg har mange gange været på restaurant/værtshus sammen med Ole og helst – efter Oles smag - restauranten Barcelona Bar. Oles søde hustru Hanne, der var på skifteholdsarbejde på Rigstelefonen, måtte dog helst ikke vide noget.

Imidlertid var Svend Åge god nok, når man først kendte ham. Det var langt fra alle, som lærte ham at kende. De kunne ikke komme til genmæle, når Svend Åge kom med sine syrlige udfald. Man skulle give ham tilbage på den kække og rappe facon. Det mestrede jeg. Det blev også bedre af, at Svend Åges lillebror Bent blev ansat som piccolo i min tid som kontrollør. Lillebror Bent var lige så genert og indadvendt som sin storebror. Genfejl – måske.

Fredage og lørdage gik de ofte hårdt til den i operatørrummet. De drak og drak og nu og da skete det, at de kom til at sætte en forkert filmspole på apparaterne. Der kunne gå lang tid førend de opdagede det og ikke altid tog de telefonen, når vi ringede op til dem og gjorde dem opmærksom på sagen. Så måtte vi gå derop. Enkelte gange var det ved at gå helt galt, fordi direktør August Andersen indfandt sig i biografen og i operatørrummet på ”forkerte” tidspunkter. Så måtte Svend Åge staks spille ædru, hvilket det nu og da kneb med. At stå lige, var i sig selv en vanskelig kunst.

I forbindelse med storfilmen ”Bibelen”, skulle der opsættes et kæmpe lærred uden på det eksisterende i forvejen store lærred. Der kom specialister fra USA for at udføre dette arbejde. Selve filmen var ikke nogen succes og den gik kun 2-3 måneder. I forbindelse med denne film, kom en operatør mere til – Bjarne Jørgensen, som også var lyd- og lysmand. Min hustru og jeg blev gode venner med Bjarne, som tilfældigvis ikke drak. Han blev senere lysmand på Det Ny Teater, hvor han flere gange gav os fribilletter. Efter forestillingerne på Det Ny Teater kom vi ned i skuespillernes restaurant, hvor vi drak øl eller kaffe og talte med flere af de dengang værende skuespillere på dette teater. Jeg husker nogle gode samtaler om samfundet med skuespilleren Berthe Quistgaard. En yderst begavet kvinde.

Den daværende kronprinsesse og nuværende Dronning Margrethe var i øvrigt fascineret (som hun selv ville sige det) af filmen ”Bibelen”.
 
Læs mere her:

Mit Liv i 3 Falke Bio af Henrik Westergaard Christensen


Foråret 2007

Direktøren – en hård banan

En almindelig arbejdsdag

En typisk arbejdsaften som piccolo

Personalegoder, fribilletter og løn

Det osede af seksualitet

De 3 forretninger – måske 4

Publikummet i 3 Falke Bio

Mobning på jobbet

Tid med mange minder


3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater

Internet link:

Sporvognsremisen i Allégade var en vigtig brik

 
Det var især fredage og lørdage, at de ansatte gik hårdt til den rent drukmæssigt. Når vi var forholdsvis sikre på, at August Andersen ikke dukkede op, kom flaskerne frem. I regelen havde vi ikke øl nok selv. Så fandt vi løsningen i kantinen på sporvognsremisen i Allégade. De var vant til, at vi fra 3 Falke Bio gæstede dem, for at købe øl i spande-, taske og læssevis. De tog en lille overpris for øllene og sparede på den måde op til deres julefester.

De ansatte på remisen begyndte deres arbejde omkring kl. 21.00 og arbejdede så hele natten, hvor de gjorde sporvognene rene (nogle skrappe kvinder). Andre – mændene – reparerede og smurte sporvognene. Pudsigt nok var mit første køb af øl i remisen lidt underlig, fordi et kvindemenneske råbte i det fjerne – ”Henrik. Hvad laver du her”. Det viste sig at være fru Rasmussen, damen som boede i lejligheden ovenover mit barndomshjem på Vesterbro. Derhjemme kaldte vi hende altid for ”rasser-røv”. Men hun fik set mig mange gange i forbindelse med vore køb af øl på hendes natarbejdsplads i remisen.

Operatør Svend Åge ringede nu og da ned til os i foyeren og sagde: ”Husk nu at sende et par piccoloer til remisen. Vi er meget tørstige i dag. Lad det gå kvikt”. Kantinen i den daværende remise havde åbent hele døgnet, forstået på den måde, at én på vagt, havde nøglen til det store ølskab og pengekassen.

Det kunne sagtens forekomme, at publikummer opdagede, at visse af kontrollørerne og piccoloerne havde svært ved at stå af sig selv. Så støttede vi os op ad én af de mange piller, som var i foyeren. Publikum må have kunnet lugte øllet ud af vore munde, men jeg erindrer aldrig klager fra publikum. Vi smilede blot lidt til dem. Derimod har jeg oplevet, at visse kontrollører blev sendt op i deres garderober for at sove den ud. Vi kunne simpelthen ikke lade publikum se dem.

Disse mere festlige oplevelser hørte stort set alene fredage og lørdage til. Særligt lørdage. På de ordinære hverdage var vi ædruelige.
 
 
  
Tilbage til En almindelig arbejdsdag - Frem til Personalegoder 
  
Gå: tilbage - op
Opdateret lørdag, 13 marts 2010 06:51:05