biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Kirkens fortid som undholdningstempel

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Nana Holm Green, marts 2004Dato: 20.02.2010
Jernbane Allé ændre sit udseende dramatisk for tiden og Vanløse savner sin biograf på 2. år. DR’s ”Krøniken” sætter fokus på at mindes hvordan tingene var en gang – så hvorfor ikke få opfrisket hvordan denne del af Vanløse var i begyndelsen af 50’erne. Mens den eneste rest af Vanløse Bio i øjeblikket er nogle mure og en halv biografplakat, der kan skimtes gennem det store hul, så kan den gamle biograf ”Vanløse Biograftheater” prale med at have holdt sig bedre. Den er ikke en biograf længere men bygningen står stadig. Den sidste rigtige forstilling blev vist i 1962.
 
Læs mere her:

Vanløse Bio
Bio, Vanløse (1962)
Bio, Vanløse (2006)

Internet link:

vanløse.dk

 

Minder fra Vanløse Biograftheater

 
Mange af dem der er vokset op i Vanløse vil sikkert også kunne genkalde sig turen i Vanløse Biograftheater. Blandt dem er Bent Lauritsen.

– Som barn i Vanløse var det naturligt, at det var den lokale biograf, der blev besøgt. I hvert fald indtil jeg blev så stor, at mine forældre turde slippe mig løs i byen på egen hånd.
 
 

Bent fortæller her om en biograftur:

 
Når man kom op ad trappen fra Jernbane Alle og kom ind i forhallen, kunne man dreje skarpt til højre og der købe sin billet. Drejede man til venstre kunne man – hvis man hjemmefra var blevet overøst med penge – købe alskens slik.

– Med billetkøb overstået og eventuelt med en fedtet karamelstang krammet i hånden tullede man stille og roligt rundt i forhallen, for dørene ind til salen var lukket indtil få minutter før forestillingen skulle begynde. Jeg kunne tage denne ventetid forholdsvis roligt, for min billet var til reserveret plads. Jeg har aldrig kunnet fordrage de to forreste rækker, hvor sæderne ikke var nummereret. Disse billetter var ganske vist billigere, men der var også betydeligt mere "livligt" på disse rækker end i salen i øvrigt. Vi drenge fra "den pæne del af Vanløse" var da også helt sikre på, at det var børn fra husvildeboligerne på Lønstrupvej – af os kaldet "Knivstikkerlejren" – der sad foran os. Jeg er også helt sikker på, at denne aversion mod de forreste rækker ligger i generne fra min mor. Når hun gav penge til en biografbillet, var der altid nok til at købe en reserveret plads. Hendes drenge skulle ikke sidde dårligere end hun selv ville gøre i den samme situation.

Når man så endelig var kommet ind i salen og havde fundet sin række og det rigtige sæde, kunne man i nogle minutter iagttage lokalet. Vel egentlig ret trist af udseende. Lidt skummel belysning, og vægge i en grumset farve, så de ikke kunne reflektere lyset fra filmprojektoren, som fortrinsvis burde ramme lærredet. Nå, ventetiden var som sagt ikke ret lang. Når forhallen var ved at være tømt for gæster, der skulle købe billet og helst også lidt slik, kom en mand gående med meget taktfaste skridt ned langs med væggen i venstre side af salen. Det skal lige erindres, at det var i slutningen af 1940'erne og i 1950'erne, så når skomageren havde forsålet dine sko, kunne sål og hæl blive forstærket med jernbeslag. Det var absolut ikke listesko, så der er måske en forklaring på, hvorfor jeg erindrer denne mands skridt som meget taktfaste og målbevidste. Han forsvandt ind under scenen, og efter nogle få sekunder begyndte fortæppet at gå til side. Ikke i en glidende elegant bevægelse. Næ nej. Ikke noget med elektrisk træk her! Håndkraft, det ved man, hvad er. Og her blev lagt kræfter i. Med 2-3 seje træk var tæppet hevet til side, og manden dukkede nu frem fra det mystiske rum, der måtte gemme sig unde scenen. Han forsvandt bagud i salen – ligeledes i venstre side – og publikum kunne derefter nyde synet af lærredet i et minut eller så, for mon ikke, det var den samme mand, der skulle op i operatørrummet og starte maskineriet, som skulle give os dagens oplevelse.

Forestillingen kørte som den skulle. Jeg erindrer ikke, at der var uheld med at filmen knækkede eller at billedet stod på hovedet. Efter forestillingen blev publikum så lukket ud gennem sidedørene i salen. Gennem hjørneejendommens gård kom vi ud på Jydeholmen overfor Svend Bentzon, og kunne gå hjem en oplevelse rigere.

Efterhånden blev jeg ældre, og som nævnt turde mine forældre efterhånden lade mig bevæge mig rundt i byen. Jeg kom i mange af byens biografer. De nærmeste, Grøndals Teatret, Bella Bio og Windsor Bio lå i en afstand, der kunne nås på cykel. Senere blev det de biografer, der lå længere væk, og mageligheden kendte ingen grænser, når man kunne købe en barne-bybanebillet og lade sig transportere med S-tog til byen.

Mange af de københavnske biografer fra min barndom og ungdom er nu borte for altid. Mange er revet ned, andre er ombygget til supermarkeder og atter andre er ombygget til mindre sale af dagligstue-størrelse.

En af de sale, der stadig eksisterer er den gamle biografsal i Vanløse Biograftheater. Nu som Frikirken Betlehem, som nu kan fejre sin 25 års dag i Vanløse.
 
 

Biografen bliver til kirke

 
I 1958 lukkede den gamle biograf. Den var udlejet til et hvidevarefirme i nogle år, før ”Frimenigheden Betlehem” i 1964 købte ejendommen. Det var en ejendom der trængte til istandsættelse. Der var næsten ingen stole tilbage i salen, der var mørk og uden vinduer. Der blev slået hul i de tykke mure og lavet 6 store vinduer i den nye kirkesal. Lysekronen og rosetterne i loftet blev fjernet til fordel for et mere hensigtsmæssigt lys. Nu skulle belysningen ikke mere hjælpe dig på plads inden biografmørket sænkede sig. Den skulle bruges til se teksten i salmebogen og de andre mennesker i salen.
Men noget af stukken i salen og foyeen er bevaret og bygningens historie kan ses ud af den arkitektur. Operatørummet blev omdannet til lokale for forældre med børn og i stedet for hul til filmfremviseren blev der lavet et stort vindue, så man kan følge med i gudstjenesten.

Kirkesalen minder stadig en om dens oprindelse. Biografens stole var der ikke mange af ved overtagelsen, men menigheden købte biografsæder fra en nedlagt biograf på Falster og det er stadig dem menigheden sidder på om søndagen.

Efterhånden som butikkerne ud mod Jernbane Allé opsagde sine lejemål blev de inddraget i kirkens aktiviteter, ligesom at man udvidede bag til ved at lave en tilbygning hvor børnekirken og spejderarbejdet i dag holder til.

Den gamle biograf, der nu har fået titel af kirke er bestemt ikke færdig med at ændre sig. Med tiden vil den sikkert få en ansigtsløftning på facaden og det indvendige vil sikkert også blive tilpasset kirkens ændrede behov.

Og mens man længes efter Vanløse Bios genopstandelse, så kan man jo gå en tur på Jernbane Allé og se på ombygningsarbejdet – eller besøge ”den gamle biograf” en søndag formiddag og høre om en anden genopstandelse.

Kilder: www.vanløse.dk af Svend Krøjgaard og Frikirken Betlehems 50 års jubilæusmbog
 
 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret søndag, 07 februar 2010 04:50:00