biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Mit liv i Filmens Verden
Steen Mortensen ser tilbage på mange gode år i den danske biografbranche

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Steen Mortensen, Filmmand Dato: 05.01.2014

Steen Mortensen, 4. januar 2014, ser tilbage på en lang karriere i den danske biografbranche. Foto: Thomas Hauerslev

Min første filmoplevelse fik jeg i Metropol i København i 1948, hvor min mor tog mig med til Walt Disney's "Dumbo". Hun fortalte mig senere, da jeg var blevet ældre, at jeg på et tidspunkt under forestillingen syntes, at det, der skete på lærredet, blev lidt for overvældende, hvorfor jeg – som var vant til at blive transporteret rundt i byen med sporvogne – højlydt spurgte, hvornår jeg kunne komme af. Oplevelsen var dog ikke mere skræmmende for mig, end at jeg med tiden blev en meget stor film fan og fik en karriere i den danske filmbranche, som jeg her vil berette lidt om. Desværre må jeg indledningsvis oplyse, at en stor del af de personer, jeg har mødt igennem tiden, allerede har forladt denne verden. Mange af dem alt for tidligt.

På Vesterbro i København, hvor jeg voksede op, så vi mange 16mm film på skolen. Jeg var så heldig, at få tjansen med at afhente og bytte de film, som læreren havde bestilt hos filmudlejerne, som f.eks. på Den Amerikanske Ambassade i København. Endvidere blev jeg tidligt medlem af Skole Bio, som viste forestillinger i Toftegaard Bio på Toftegårds Plads i Valby. Disse forevisninger gav yderligere blod på tanden, og jeg var da også kun 10 år, da jeg i midten af 50’erne blev medlem af den nyoprettede Hopalong Cassidy-klubben, som med mellemrum viste de populære sort/hvide westernfilm i Toftegaards Bio. Derefter brugte jeg mangen en søndag eftermiddag i drengeårene på at se eftermiddagsforestillinger i alle de lokale biografer i København, som kørte disse forestillinger til stor fornøjelse for hundredvis af børn i forskellige aldre. De biografer jeg besøgte mest til eftermiddagsforestillinger var Platan Bio og Vester Bio begge på Vesterbrogade, Boulevard Teatret på Sønderboulevard og Casino i Istedgade. Filmoplevelserne satte gang i filmdrømmene. At kunne besøge Hollywood – filmens altoverskyggende midtpunkt - blev dog en indtil videre uopnåelig drøm. Værelset derhjemme blev dog overplastret med utallige portrætter af tidens store filmhelte og smukke heltinder. Det smagte trods alt lidt af fugl.
 

Læs mere her:

Rolf Konow
Ole Skou Olsen
Sam Lomberg
Ole Olsen

Internet link:

Jørgen Grandt
 

Jeg var selv en af de mange, der så "South Pacific" i Todd AO, da 3 Falke bio i sin tid åbnede.

Senere, som ung mand, skiftede jeg sammen med kammeraterne eftermiddagsforestillingerne ud med premierebiograferne og deres premierefilm samt midnatsforestillingerne lørdag nat i de københavnske biografer, som annoncerede i aviserne med film, som så så spændende ud, at man muligvis kunne holde sig vågen til den lyse morgen. Mange af forestillingerne var dobbeltprogrammer med f.eks. en krimi og en western. Forestillingerne startede lørdag aften klokken 23:00 og sluttede, så man på vejen hjem kunne tage morgenbrød med fra bageren søndag morgen ca. klokken 03:30. Jeg besøgte dengang stort set samtlige Københavns biografer, og dem var der rigtig mange af i 50’erne og starten af 60’erne. Og jeg fik set i hundredvis af film til lige så mange forestillinger. Mine foretrukne premierebiografer på den tid var Palladium, Kinopalæet, Saga og 3 Falke Bio.

Jeg husker en pudsig lille ting fra de unge år. Jeg var til en 9-forestilling i Scala Bio på Vesterbrogade overfor Tivoli i 1959. Jeg var sammen med min lidt ældre kusine, som var på ferie fra Jylland, og vi så, så vidt jeg husker, en af datidens Morten Korch film. Da filmen var færdig, men inden publikum nåede at rejse sig for at forlade salen, gik filmens instruktør Sven Methling op på scenen og meddelte, at alle der havde lyst til gratis at overvære en forpremiere på hans nyeste film "Ballade på Bullerborg", som skulle have premiere i Scala Bio dagen efter, var meget velkomne til at blive siddende og se denne film sammen med bl.a. hovedrolleindehaverne Svend Asmussen, Ulrik Neumann og Helge Kjærulff-Schmidt. Det var en sjov uforudset oplevelse, som kunne få et filmpublikums interesse for film til at vokse i styrke.

Som søn af en enlig mor, måtte jeg i en tidlig alder tjene mine egne lommepenge ved siden af min skolegang. Mit første regulære job - som mælkedreng hos et ismejeri - fik jeg som 12 årig. Jeg startede hver morgen klokken 06:00 med at bringe mælk og fløde ud til de mange børnerige familier, som boede i min egen gade. I øvrigt den samme gade, som min mors klassekammerat fra Enghavevejens skole Tove Ditlevsen har beskrevet i sin roman Barndommens gade, og som Astrid Henning Jensen har foreviget på film med musik af Anne Linnet. Mælkedrenge-jobbet med trapper til 5. sal i forhuse og baggårde gav styrke og en super kondition, så efter skolegangen mellem klokken 08:00 – 14:00 kunne jeg senere udvide med en budplads hos en boghandler om eftermiddagen, hvor jeg på cykel bragte nye bogudgivelser ud til de faste abonnenter. Navnene på to af disse faste abonnenter husker jeg tydeligt, det var nemlig Wieth & Weiding på Frederiksberg Allé. En bog aflevering hos dem mindede mig altid om, at min egen fremtid meget gerne måtte omhandle noget med film.
 

 
Forside af ASA filmoversigter, hvor årstallene er nævnt

I 1959 fik jeg så et nyt job. Denne gang som biografpiccolo i Park Teatret på Østerbro i København. Egentlig måtte jeg ikke bestride jobbet, da jeg kun var 15 år. Man skulle på daværende tidspunkt være fyldt 16 år for at måtte overvære film, der af filmcensuren var forbudt for børn. Film var dengang enten tilladt eller forbudt for børn, og skillelinjen var som nævnt 16 år. ”Men, da du er stor og stærk at se på af din alder, skal det nok gå”, som inspektøren O. Teimark, som ansatte mig, udtrykte det. Vi var 5 piccoloer, to kontrollører, en fast operatør, en inspektør (Teimark), en direktør (Ahl Nielsen) som vi sjældent så, samt 2 – 3  damer i billetkontoret. Én af sidstnævnte var hovedkasserersken fru Virkner, som var mor til skuespillerinden Helle Virkner. Vi piccoloer skiftedes til at tage aftenvagterne og weekendvagterne, og vi var altid 2 piccoloer og en kontrollør på arbejde i selve salen samt 1 piccolo på balkonen. Vi skulle møde 3 kvarter før første forestilling, så vi kunne nå at klæde om til en flot navyblå uniform med guldsnore, lyseblå skjorte, blåt slips og sorte sko, inden vi åbnede dørene for publikum. Jo, der var skam stil over Park Teatrets ansatte dengang. Ud over at skifte plakater, still fotos og andre reklameeffekter, skulle vi piccoloer også vise publikum på plads, feje gulvene mellem forestillingerne, soignere toiletterne og lukke publikum ud efter endt forestilling. Vi kørte ofte den samme film i en uge eller længere tid, og da vi piccoloer skulle opholde os i salen og på balkonen under forestillingerne, lærte vi efterhånden filmens dialog uden ad. Det kunne også i længden blive en søvndyssende affære, og jeg må da også erkende, at jeg mere end én gang er vågnet op i mit sæde på balkonens sidste række, efter at publikum havde forladt salen. Pinligt - og fyringsgrund hvis det var blevet opdaget.
 
 
Steen Mortensen designede selv Athena Film's biograf/avisannoncer - ofte baseret på Amerikansk forelæg. Annonce fra Steen's samling.

Af mere specielle oplevelser i Park Teatret dengang kan jeg nævne, at vi en aften i en weekend havde en flok meget højrøstede og provokerende rødder fra lokalområdet i teatret. De havde også nogle piger med inde på sidste række i salen, og på et tidspunkt blev de to køns opførsel så frivol, at vi måtte skride til bortvisning af hele flokken. Det faldt naturligvis ikke i god jord hos flokken, men da vi var 3 store og adrætte piccoloer samt 1 kontrollør til at tage affære, fik vi dem alle ud, uden at nogen led alvorlig overlast. En lidt mere speciel oplevelse var det, da vi en aften fik besøg af et større asiatisk selskab, som skulle sidde på den dyre sofarække midt i teatret. Dengang var det ikke normalt, at danskere indtog store doser hvidløg, men det var ikke desto mindre, hvad det asiatiske selskab havde gjort, før de gik i biografen, og der gik da heller ikke lang tid efter forestillingens start, før det øvrige publikum begyndte at udvandre. Til sidst var der kun asiaterne tilbage. Og det var altså ikke, fordi filmen var dårlig. Den sidste mindeværdige oplevelse fra Park Teatret var, da vi en weekend eftermiddag fik besøg af et af datidens store ungdomsidoler, tyske Peter Krause, som sammen med Conny Froboess indspillede adskillige tyske ungdomsfilm med masser af populære musik hits og slagere. Jeg husker ikke nøjagtig hvilken film, arrangementet var i forbindelse med, men vi blev fuldstændig rendt over ende af skrigende unge piger, som alle ville røre ved deres store idol og have hans autograf – og om muligt et lille kindkys. Vi var 3 piccoloer om at bære ham i sikkerhed højt over pigernes hoveder. Vi fik sved på panden, men arrangementet var en stor succes, kunne man dagen efter læse i aviserne.
 
 
Steen Mortensen designede selv Athena Film's biograf/avisannoncer - ofte baseret på Amerikansk forelæg. Annoncer fra Steen's samling.

Da jeg som 22 årig havde fået min handelsuddannelse og aftjent min værnepligt arbejdede jeg i et par år med salg i et par forskellige brancher. I 1969 blev jeg så tilbudt en stilling som bookerassistent i et filmproduktions-og udlejningsselskab ved navn Athena Film. Det blev indledningen til min videre karriere i filmbranchen. Efter kort tid i firmaet blev jeg forfremmet til filmbooker, som går ud på at udleje udlejningsselskabets film til biograferne og forestå den dermed forbundne logistik, så biograferne modtager reklamemateriale, trailer og film i rette tid til den pågældende biografs premiere. Firmaet havde eget lager, hvorfra alle materialer blev distribueret. Den fysiske del blev omhyggeligt varetaget af en mangeårig branchekendt lagerchef, som sideløbende arbejdede som operatør i Enghave Bio, og hans medhjælper. Athena Film havde også en lille intim screening biograf, hvor der blev kørt presseforestillinger og screenet film for avisernes anmeldere og forskellige oversættere, så filmene kunne blive behørigt forsynede med undertekster på tekstningslaboratorierne inden premieren.
 
 

Steen Mortensen klædt ud som Nuser ved premieren på "Søren Brun og Hans Venner" i Imperial Bio i København. Billede fra Steen's samling.

Filmbookeren havde også ansvaret for, at biograferne modtog selve 35mm hovedfilmen, som dengang lå på op til 5 separate spoler/akter, i rette tid. Rette tid var som oftest dagen før premieren, så operatøren havde mulighed for at klargøre filmen til den første forestilling dagen efter. Filmkopier var dyre at anskaffe, og i 60’erne og 70’erne havde man derfor ikke så mange kopier af de enkelte film. Af og til blev den samme filmkopi derfor dobbeltbooket til to biografer i København. Logistikken i den forbindelse blev kaldt at pendle og foregik på den måde, at de to biografers forestillinger startede forskudt. Biograf ”1” startede med første akt, og så snart operatøren havde kørt over til andet akt og spolet første akt tilbage på spolebordet, stod der en kurer parat til enten på knallert, motorcykel eller i bil at køre første akt til biograf ”2”, som så kunne starte deres forestilling. Sådan foregik det med alle 4 – 5 akter. Som man sikkert kan forstå, skulle der ikke meget til at skabe forsinkelser i forestillingen, hvis f.eks. biograf ”1” lå på Sjælland og biograf ”2” lå på Amager. Både Langebro og Knippelsbro er blevet bandet langt væk af operatører, som måtte vente længere end godt var på et akt, fordi en af broerne var oppe for at lade høje skibe passere!

Personligt var jeg selv flere gange ude sent på aftenen for at skaffe en ekstra filmkopi til en biograf, fordi biografen, som skulle sende sin kopi videre til den aktuelle biograf, havde skrevet forkert modtager på adressesedlen. DSB, som skulle fragte filmkopien, gjorde så engang fejlen endnu større ved ikke at tage kopien ud af toget, inden toget nåede den tyske grænse. Filmkopien havnede derfor i Nordtyskland!

Jeg havde et par spændende år i Athena Film, hvor min hustru også var ansat som receptionist. Selskabet producerede egne film som eksempelvis Kong Lear. Til disse optagelser blev der bygget en hel kongeborg i Råbjerg Mile i Vendsyssel, som gjorde denne produktion til datidens dyreste danske filmproduktion nogensinde. Derud over distribuerede vi mange udenlandske film samt en hel del danske ASA film. Jeg havde også den store fornøjelse at optræde udklædt som hunden Nuser fra Radiserne til et premierearrangement i Imperial biografen, hvor min hustru samtidig solgte radiser fra en bod i foyeren. Det var netop på det tidspunkt, at direktør Jørgen Nielsen, senere Fox Film, var tiltrådt i direktørstillingen [Jørgen Nielsen var Imperial Bio's direktør fra åbningen 1. november 1961, red]
 

 
Columbia Film udgav et magasin med de kommende film fra Columbia. Fra Steen's samling.

I 1971 fik jeg så tilbudt stillingen som udlejningschef i det store amerikanske filmselskab Columbia Films danske afdeling. Jeg slog til, og både min hustru og jeg rykkede sammen over til de nye udfordringer. I Columbia Film distribuerede vi udelukkende selskabets egne store amerikanske film. Jeg kørte også lejlighedsvis ud til biograferne rundt om i provinsen som rejsende filmchef. Formålet var dels at lære de enkelte biografejere bedre at kende samt at få afsat nogle af selskabets film til deres biografer. Det kunne af og til være svært, især hvis man ikke lige havde de mest aktuelle blockbusters. Det modsatte kunne dog også være problematisk. For når vi så endelig havde en af de hotte film, så ville alle biograferne have sukcesen på samme tidspunkt, hvilket naturligvis ikke lod sig gøre. Men vi udsendte en hel del store film, mens vi arbejdede dér. En særlig nævneværdig premiere havde vi i World Cinema også kaldet Cirkusbygningen. Filmen var en koncertfilm med nogle af tidens store rockorkestre. Dens titel var "Let the Good Times Roll", og jeg aftalte med biografens direktør, cirkuskongen Eli Benneweis, at vi skulle gøre premieren til én stor rockkoncert, hvor Frede Fup og hans orkester skulle varme publikum godt op til filmen og fortsætte et par timer efter filmen var slut, så publikum kunne få danset af, inden de gik hjem. Det gik også helt fint i starten, men pludselig opdagede Eli Benneweis og jeg, der sad sammen oppe på nogle af de bagerste rækker og iagttog hele sceneriet, at nogle publikummere sad med små bål på gulvet og fyrede fede af! Det kunne så måske have været ok, hvis det blot havde været et manegegulv, men der var et par aftener i forvejen blevet udlagt et særdeles flot kunststofgulv af Dansk Badmintonforbund til brug for en stor badmintonturnering, der skulle afholdes et par dage efter! Og nu sad der så nogle skæve unge mennesker og brændte bål af midt blandt de dansende direkte på det flotte gulv. Heldigvis havde vi Eli Benneweis’ nevøer og en håndfuld cirkustjenere i baghånden, så vi fik hurtigt stoppet fyrbøderne, inden det flotte gulv led alvorlig overlast. Eli Benneweis og jeg fik senere et nært samarbejde i det næste udlejningsselskab, jeg kom til at arbejde for. Også Columbia Film havde eget lager med en særdeles kompetent ældre lagerchef, en assistent og en chauffør.
 
 

Forside af det hedengangne Biografbladet. Fra Steen's samling.

I 1974 blev det pludselig meddelt fra U.S.A., at Columbia Film og Fox Filmi Danmark skulle sammenlægges. Hele personalet, ja selv direktøren i Columbia Film – skulle afskediges. Dog på nær undertegnede, som Columbia Pictures fortsat gerne ville have til at udleje deres filmpulje i de sammenlagte selskaber. Jeg var ikke meget for at fortsætte på de foreliggende betingelser, selvom Columbias daværende chef på Europakontoret i Paris selv kom til København for at overtale mig til at fortsætte. Min hustru, var allerede inden da en kort overgang ansat i Gunnar Krygers Cinema Film i Rungsted. Hun forlod dog både Cinema Film og branchen helt for at indlede en helt anden karriere. Personligt nåede jeg at være et par måneder i det sammenlagte Columbia-Fox Film, men kort efter sammenlægningen fik jeg tilbud om en ny stilling, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til.

Den 1. oktober 1974 startede jeg så som udlejningschef i filmproducenten Just Betzers Panorama Film. Just Betzer (1944 – 2003) var vokset op som søn af biografdirektøren i Park Teatret i Risskov og senere Royal Cinema A og B i Aarhus. Han ville nu hellige sig filmproduktion af danske film, mens jeg og mine nye medarbejdere skulle opbygge en ny og effektiv filmudlejning. Vi havde til at starte med et antal af Just Betzers egne produktioner af danske film, en lidt større pulje af ældre engelsksprogede storfilm, en stor pulje dansk dubbede tegnefilm (Asterix, Tintin, Smølferne og lignende) samt en del Tarzan film. I 1976 blev vores filmpulje så udvidet med hele ASA’s danske filmpulje, som blev købt af skuespiller, teaterdirektør og udlejningsdirektør Klaus Pagh, som havde købt filmpuljen af den tidligere ejer Henning Karmark. ASA’s filmpulje indeholdt foruden topsælgere som Morten Korch serien og Far til fire serien alle de gamle danske filmperler, som biograferne dengang yndede at køre igen og igen.
 

 

Steen Mortensen og Ib Mossin (til højre). Billede fra Steen's samling.

I august 1978 indledte vi et nyt samarbejde med A/S Palladium. Det nye distributionsselskabs navn blev ASA – PANORAMA – PALLADIUM, og det skulle fremover samarbejde indenfor produktion af danske film, filmudlejning og biografdrift. Just Betzer havde på daværende tidspunkt erhvervet flere biografer rundt om i landet. Flagskibet var Kino i Holbæk, som bl.a. blev brugt, når vi skulle screene indkøbte film eller skulle gennemse film med henblik på nye indkøb. Her blev holdt flere maraton screeninger med op til 6 – 8 film fortløbende fra tidlig morgen til sen aften. De nye danske filmproduktioner blev for det meste screenet hos filmlaboratoriet Johan Ankerstjerne på Lygten i København. Vi havde premierearrangementer i flere af de store premiereteatre i København, og jeg har i tidens løb hilst på mange af de medvirkende skuespillere, hvoraf jeg i vilkårlig rækkefølge kan nævne nogle, som f.eks.: Helle Virkner, Dirch Passer, Ove Sprogøe, Jens Okking, Preben Kaas, Ulf Pilgaard, Karl Stegger, Klaus Pagh, Willy Rathnov, Ib Mossin, Poul Reichhardt, Judy Gringer, Buster Larsen, Bodil Udsen, Axel Strøbye, Kirsten Walther, Frits Helmuth, Karen Lykkehus, Poul Bundgaard, Ole Ernst, Birte Tove og Søren Strømberg. Det skal også nævnes, at vi på grund af vore mange danske film kunne levere masser af film til biografernes sommerkavalkader. F.eks. havde vi Morten Korch kavalkade i Drive In Bio i Farum, hvor vi havde besøg af Ib Mossin. Inden kavalkaden blev sat i gang, havde jeg koordineret denne med forlagsdirektør Morten A. Korch (søn af Morten Korch), så forlaget kunne drage fordel af den pr, som kavalkaden ville bringe med sig.
 

 

Steen Mortensen og Richard Mulligan (til højre). Billede fra Steen's samling.

Samme sted – i Drive In Bio - havde vi premiere på den første Smølfe-film, hvor Johnny Reimar og hans dengang små smølfebørn optrådte med deres festlige smølfeshow. Også filmen "Højt Skum" havde premiere i Drive In Bio, og til denne premiere fik biografen så, som et resultat af min aftale med Richard Mulligan i Hollywood - besøg af netop ham, som var blevet uhyre populær i Danmark grundet sin medvirken i tv-serien Skum. Vi havde lejet Kong Frederik IV’s tidligere åbne Bentley Cabriolet, som blev kørt af den daværende adelige ejer, som kørte Richard Mulligan op og ned blandt bilrækkerne og et festligt hujende publikum. Derefter gik Richard Mulligan på scenen og udførte sine usynligheds-knips med fingrene til publikums store begejstring. Det hele sluttede så af med et overdådigt festfyrværkeri som Ernst Bulskov i Drive In Bio var en mester i at stable på benene.

En af mine nye opgaver blev nu også at tage rundt i verden og screene og eventuelt indkøbe nye film til distribution i Danmark. I den forbindelse har jeg bl.a. besøgt og indkøbt film på filmfestivalerne i Milano og Cannes samt i storbyerne Rom, London og Frankfurt. En dansker, som havde slået sig ned som filmagent i Frankfurt i Tyskland, ringede en dag og spurgte, om han måtte komme forbi min private bopæl og vise mig nogle film, som han havde til salg. Jeg sagde ok, og han spurgte så, om han måtte tage en ven med, som han havde lovet at være sammen med resten af dagen. Også dette sagde jeg ok til. Og hvem troppede så op sammen med filmagenten? Jo, det gjorde såmænd tusindkunstneren Jens Jørgen Thorsen i sine karakteristiske leopardbukser. Mine naboer kiggede undrende til, da han kom anstigende, men vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag. Selv samme Jens Jørgen Thorsen fik senere lov at låne et kontor i Panorama Film, hvor han kunne sidde og skrive på sit manuskript til en ny Jesus film. Han var et rigtigt hyggeligt og meget vidende menneske, når man havde ham på tomandshånd.
 

 
En reklamebrochure for Panorama. Fra Steen's samling.

Endelig i 1981 gik min drøm fra drengeårene så i opfyldelse. Jeg skulle til New York og screene et stort antal karatefilm med henblik på indkøb. Vi havde i forvejen nogle Bruce Lee film i vores filmpulje. Disse var uhyre populære og indtjente mange penge til både biograferne og os. Men desværre faldt ingen af de nye film, som var produceret for at ride på Bruce Lee bølgen, i min smag. Jeg kunne ikke se, at disse C-film havde potentiale til at blive udsendt i Danmark. Næste stop på den samme rejse var Los Angeles, hvor jeg skulle mødes med Panoramas ejer og vores bestyrelsesformand for at deltage i det første American Film Market, som skulle afholdes netop i Los Angeles i marts 1981. Vi havde på forhånd allieret os med filmkomponisten Ole Høyer, som havde slået sig ned i byen nogle måneder forinden for at få inspiration til ny filmmusik. Han havde så linet en masse oplevelser op for os, så vi kunne få så meget som muligt ud af vores besøg i Los Angeles. Det blev en meget stor oplevelse med bl.a. besøg i de store filmstudier i Hollywood. Vi kom til forpremiere på filmen "Tågen" i selskab med instruktøren John Carpenter, og hans hustru og hovedrolleindehaver skuespillerinden Adrienne Barbeau samt nogle produktionsfolk i afdøde Alfred Hitchcocks personlige biograf. Jeg fik tillige hilst på Chuck Norris og Kurt Russell ved et kæmpeparty med flere hundrede gæster i et af MGM’s store filmstudier. Kurt Russell spillede hovedrollen i en anden af John Carpenters actionfilm "Flugtaktion New York", som ASA – PANORAMA – PALLADIUM skulle udsende i Danmark i slutningen af juli 1981. Jeg havde gerne set, at Kurt Russell overværede den danske premiere, men han var desværre forhindret af filmindspilning andetsteds på premieretidspunktet. Men vi fik da aftalt med Richard Mulligan, at han ville komme til premieren på "Højt Skum".
 
 

Steen's store passion er western film, og her er han lørdag den 4. januar 2014 med plakaten fra en af Columbia Film's store westerns fra 1969, 70mm filmen "Mackenna's Guld". Foto: Thomas Hauerslev

Vi besøgte også Halicki, eller Junkman som han også blev kaldt. Halicki var manden bag den originale ”Gone in 60 Seconds”, og han residerede i nogle kæmpelokaler i et studieområde, som mindede meget om en miniature western by. Udendørs var der nogle stunt koordineringsfolk i gang med pyrotekniske forsøg bl.a. med visuelt fantastiske sprængninger, som skulle kunne få biler til at flyve rundt i luften omgivet af masser af ild. Selve stedets store indendørs arealer var fyldt op med et utal af flotte gamle og nye biler af alle fabrikater, selv en mindre hær af ægte Chevrolet politibiler var der plads til i et hjørne. Midt i et af disse store lokaler havde Halicki sit formidable rustikke skrivebord på en forhøjning, hvortil han kom kørende ind på en stor Harley Davidson motorcykel, som han parkerede ved foden af forhøjningen, hvorefter han kastede sin store Stetson cowboyhat op på en stumtjener, som var placeret bag hans kæmpestore læderkontorstol. Da dette var gjort, kunne vi starte vores møde.

Vi var indkvarterede på et fint hotel i bydelen Westwood, som grænser op til U.C.L.A. Bydelen har mange biografer, og vi fik derfor set en masse film i gåafstand fra hotellet. Hver morgen kunne vi konstatere, at vi boede på samme hotel som bl.a. skuespilleren Dustin Hoffman, idet han konsekvent spiste morgenmad ved bordet ved siden af os. Der blev også tid til en frokost på den navnkundige restaurant The Hollywood Brown Derby på Wilshire Boulevard, som er stedet, man går for at blive set. Vi oplevede også pludselig at blive afbrudt midt i et møde med en filmsælger på toppen af vores hotel. Pludselig var der en masse røre ude på gangen og filmsælgeren begyndte straks at ryste over hele kroppen. Vi havde i forvejen haft svært ved at lokke ham op til mødet i vores repræsentationssuite på toppen af hotellet – for manden var simpelthen hunderæd for at sidde så højt til vejrs, ifald der – som han sagde - skulle indtræffe et jordskælv! Men røret på gangen drejede sig om noget helt andet. I selv samme øjeblik havde der netop været et skudattentat i Washington mod præsident Ronald Reagan, og dette blev naturligvis bragt på direkte tv. Det brugte vi så en del tid på, før vi kunne fortsætte vores forretningsmøde. Kom så ikke og sig, at filmbranchen er kedelig.
 

 

Et julekort designet af Steen Mortensen for Filmlageret.  Fra Steen's samling.

ASA – PANORAMA – PALLADIUM indledte også samarbejde med flere af de største uafhængige amerikanske filmproduktionsselskaber, som hen ad vejen skaffede os en masse store spændende filmpremierer til de danske biografer.

Panorama Film havde til at begynde med eget lager, som lå på Amager og blev bestyret af en lagerchef. Min tidligere direktør i Athena Film havde på et tidligere tidspunkt luftet en ide om at samle de forskellige filmudlejere i et stort fælles distributionslager centralt beliggende i København. Det ville kunne spare udlejerne for en masse omkostninger. Projektet var dog aldrig blevet ført ud i livet. Just Betzer havde dog opsnappet ideen og han og jeg rejste derfor til Tyskland, hvor man allerede i 70’erne havde fælleslagre, for at studere disse på nærmeste hold. Da vi kom hjem, blev det besluttet, at nu skulle der ske noget. Vi havde selv lokalekapaciteten på Amager, hvor Panorama og ASA’s film allerede blev fysisk distribueret fra. Nu drejede det sig kun om at få de øvrige filmudlejere til at ”se lyset”. Efter nogen tid begyndte de da også at komme en efter en, og Filmlageret var skabt! Efterhånden sluttede hovedparten af distributørerne sig til sammenslutningen og Filmlageret blev en virkelig kapacitet i branchen. På et tidspunkt var succesen så stor at Nordisk Film ønskede at købe Filmlageret. Der var foruden selve oplagringen og den fysiske distribution også filmreparatører og filmrensningsanlæg til rådighed. Jeg havde selv fornøjelsen af at være administrerende direktør i den indledende periode. Derefter ansatte jeg en ny direktør ved navn Leif Hjort, der bør være kendt af alle danske biografejere, og som var en virkelig kapacitet i næsten resten af Filmlagerets levetid. Da 35mm filmrullernes tid var forbi, og ny digital teknik blev indført, lukkede det oprindelige Filmlageret i sommeren 2013.
 

 

Forside af reklamebrochuren for Kino Box. Fra Steen's samling.

På et tidspunkt i slutningen af 70’erne var jeg de danske filmudlejeres repræsentant i Filmbranchens Samarbejds-og Ideudvalg. Her var jeg bl.a. med til at udvikle og implementere 1800 meter spolerne og de specielle transportkassetter til disse i biograferne. Disse blev så senere afløst af de store pladespoler, hvor hele filmen kunne samles på én tallerken. Endvidere var jeg en overgang administrerende direktør i offsetbogtrykkeriet Film & Video Posters, hvor der blev trykt plakater og pressematerialer til et utal af filmpremierer i de danske biografer. På stort set samme tidspunkt var jeg de danske filmudlejeres repræsentant i Foreningen af danske Filmudlejeres 3 mands forretningsudvalg (én repræsentant for de amerikanske udlejere, én repræsentant for de danske udlejere samt en højesteret sagfører, som også var formand). Filmudlejerforeningen, som den blev kaldt i daglig tale, var sammen med Biografteaterforeningen aftalepartnere ved f.eks. vedtagelse af filmlejesatser og andre ting, som var relevante for begge parter.

Jeg har igennem årene som filmudlejer deltaget som gæst i mange Biografkongresser på lige fod med mange af mine navnkundige kollegaer. Jeg kan i den forbindelse nævne navne som: K. E. Jørgensen, Gunnar Kryger, Chris Sørensen, Monna Petersen, S.A. Henriksen, Jørgen Jacobsen, John Aarshøj, Jørgen Nielsen, Inge Olsen, Erik Hamre, Harry Olsen, Poul Larsen, Finn Dyre, Leif Bernt, Britta Sørensen, Axel Jespersen, Bo Larsen, Carl V. Mulvad, Per Deleuran, Aage W. Petersen, Erik Johansson, Inger Mogensen, Gunnar Obel, Torben Villesen, Leo Schou, Poul E. Pedersen, Jannie Dupont, Steen Gregers, Henning Nestorf Sørensen, Kurt Olsen, Niels Hein Iversen, Aage Sparre Petersen og mange, mange flere. Alle sammen filmudlejere som har ydet en fantastisk indsats for at skaffe de bedste film til de danske biografer. Desværre bliver netop denne del af den danske filmbranche ofte glemt, når branchen bringes på tale.
 

 
Bagside af samme Kino Box brochure hvor min hustru Helen optræder med en box i hånden foran datidens Palads Teatret. Fra Steen's samling.

I tiden før midten af 70’erne blev klichéannoncer i forskellige størrelser kreeret af udlejningsselskabernes kreative folk. Dengang var spaltebredden i alle aviser 50 mm. Men, på et tidspunkt i 70’erne ønskede Politikens Hus og Det Berlingske Hus at reducere spaltebredden til bare 40 mm. [Politiken skiftede fra 7 til 8 spalter imellem 13. og 18. juni 1971, red] Det var branchen naturligvis ikke så glade for, men efter at have diskuteret sagen internt i Filmbranchens Samarbejds-og Ideudvalg, indgik FSI en aftale med aviserne, som gik ud på, at B.T. og Ekstra Bladets kreative annoncekonsulenter fremover gratis skulle udforme annoncerne, ud fra det færdige materiale de fik leveret fra biograferne og udlejningsselskaberne. Det betød i praksis, at annoncekonsulenterne fik lov til selv at “klippe og klistre”, så annoncerne blev tilpasset den nye spaltebredde. Det blev billigere for biograferne, men det højnede bestemt ikke kvaliteten. Jeg var selv med til forhandlingerne med bl.a. Bent Falbert på Ekstra Bbladet (som senere blev ansvarshavende redaktør i Politikens Hus), hvem vi forhandlede med på Berlingske, husker jeg ikke i dag.

Tegnerne og især de kreative reklamefolk på udlejningsselskaberne, som tidligere havde gjort meget ud af at udforme nogle flotte blikfang for de enkelte film, blev således skubbet i baggrunden. Måske var det også en medvirkende årsag til, at publikum gik mindre i biografen i de år, så mange biografer måtte lukke.
 
 
Biografbladet bagside. Fra Steen's samling.

Aage Lundvald, Kurt Wenzel, Benny Stilling og John Stevenov var nogle af de mest produktive tegnere i 60’erne og 70’erne. De to førstnævnte er nok dem, der antalsmæssigt har tegnet flest plakater og annoncer igennem tiden. Personligt har jeg også selv tegnet en del, da jeg arbejdede for Athena Film og senere Panorama Film. Jeg fik, som den eneste, Aage Lundvalds personlige tilladelse til at omforme hans annoncetegninger, hvis det var nødvendigt. En meget stor ære!

Men der har været mange rigtig dygtige tegnere beskæftiget med at lave plakater og annoncetegninger gennem tiderne. Jeg kan nævne nogle navne i vilkårlig rækkefølge som: Sven Brasch, Povl Norholt, Viggo Mailind, Arne Ungermann, Knud Engholm, Verner Münch, Robert Storm Petersen, Svend Koppel, Kaj Rasch, Palle Wennerwald og Peder Bundgaard. Men der var mange flere. Jeg havde selv et meget fint samarbejde med mange af de fantastiske litografer og skiltemalere, som kreerede de mange fantastisk flotte klichéplakater og lærredsplakater i forskellige formater 1-delte, 3-delte, 6-delte og 24-delte. Sidstnævnte blev anvendt på bagsiden af Palads Teatret og på Sagas facade.

I slutningen af 1981 sluttede min aktive karriere i filmudlejningsbranchen. Videoen havde holdt sit indtog, og jeg blev administrerende direktør i A-S Panorama Video Service som skulle blive en video kopierings-og marketingvirksomhed i Panorama koncernen. I 1989 blev jeg direktør i videodistributionsvirksomheden A-S Panorama Video Bio, som skulle afsætte videokassetter til de danske videoforhandlere. Her havde vi en kort overgang den festlige filmskuespiller Søren Strømberg ansat som videosælger.
 
 

Helen og Steen Mortensen, 4. januar 2014 i deres hjem i København. Foto: Thomas Hauerslev

Just Betzer besluttede sig på et tidspunkt i 1985 for at sælge sine firmaer i Danmark og flytte til England, hvor også andre danske ejere af filmudlejningsselskaber og biografer havde slået sig ned. Firmaet blev solgt til et norsk foretagende, som dog ikke evnede at beholde det, og Egmont koncernen overtog det hele i 1989. Jeg fortsatte i Egmont Audio Visual A/S med at arbejde med filmrettigheder, video produktion og senere forestå Egmont og Nordisk Films DVD produktion og distribution i de nordiske lande. Dette fortsatte jeg med efter sammenlægningen af Egmont og Nordisk Film. Jeg sluttede min aktive karriere i filmens verden i 2004 med at fejre 30 års jubilæum i Nordisk Film i Valby. Kærligheden til film i almindelighed, de danske i særdeleshed – men specielt amerikanske westerns, som jeg faldt for helt tilbage i drengeårene – er dog stadig intakt.

Dette var et lille indblik i mit liv i filmens verden. Branchen har, siden jeg indstillede min aktive karriere, ændret sig radikalt på mange punkter bl.a. med implementeringen af den digitale teknik. Jeg er dog glad for at have oplevet den tid, hvor en film var en celluloid strimmel, og hvor dem med sorte hatte var skurkene, mens heltene bar hvide hatte, og heltinderne altid var underskønne både i sort/hvid og farver.
 

 
   
Gå: tilbage - op
Opdateret fredag, 16 december 2016 05:36:37