biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Orla, Biograferne, Rumrejsen og 7OMM
Fra Smalle Film, til Brede Billeder

Tilbage til forsiden
Skrevet og fotograferet af: Thomas Hauerslev. Optaget lørdag den 14. maj 2016 i Nørresundby. Dato: 25.05.2016
Orla og Thomas på Limfjordsbroen, lørdag den 14. maj 2016 på vej til børnematineforestilling på "The Hateful Eight" i Teater Nordkraft.

Orla Vestergaard Nielsen (1952) har drevet biografer i Aalborg og Nørresundby i næsten 40 år. Med en baggrund som elektriker og filmfotograf, har Orla altid været eksponent for de lidt smallere film og glæden ved at vise film på den bedst mulige måde, fordi han grundlæggende tror på, at det betyder alt for publikumsoplevelsen, at filmen står skarpt og klart på det buede lærred.

Jeg har kendt Orla i 30 år, og vi har mange sammenfaldende interesser. Særligt de klassiske biografdyder som super 7OMM billedkvalitet, buede lærreder, fortæpper, Stanley Kubrick, David Lean, 7OMM film og biografer i al' almindelighed, og vi har igennem årene delt mange sjove & gode 7OMM filmoplevelser rundt omkring i kongeriget. I maj måned 2016 skulle Orla vise "The Hateful Eight" in 7OMM i en uge på ægte "roadshow" manér, med trykt filmprogram, overture, pause og udgangsmusik. I den anledning havde han indrettet en komplet 7OMM biograf i Teater Nordkraft, og jeg måtte naturligvis atter en tur til Aalborg, for at se hvad han nu havde fundet på.

Det var samtidigt på tide at høre om Orla's tanker og synspunkter om biografer og film og dele dem i en bredere kreds blandt biografmuseet.dk's læsere. Her følger vores snak om hvordan den ideelle biografoplevelse skal være, publikum, den god historie, 7Omm film, og fremtiden for biografen.


Thomas Hauerslev: Fortæl mig om omstændighederne der gjorde, at biografbranchen tiltrak dig?

Orla Nielsen: Lige fra barnsben af, har jeg interesseret mig for at gå i biografen. Jeg har altid været optaget af hvad, der foregik i biografen, og magien i rummet når filmen kører. Alt det der sker, handlingen, og det at gå i biografen. Jeg syntes det er rigtigt fedt at se film. Det er grundlæggende det, der fik mig til at drømme om at blive filmfotograf i sin tid. Jeg tog uddannelse og begyndte at arbejde med det. Det gjorde jeg i mange år, da vi lavede TV serier. Det var en betagelse af det med det bevægelige billede, det levende billede, og det at fortælle historier. Det med biografer har bidt sig rigtigt godt fast.

Jeg ville gerne formidle de lidt smallere film i Aalborg, hvor der altid har været dårlige vilkår for den slags ting. Jeg syntes det ville være helt oplagt, hvis jeg gjorde det, og jeg fik så mulighed for at gøre det for mange, mange år siden. Helt tilbage i 1979, hvor jeg kom med i et projekt i Biografen i Nørresundby. Den kommercielle biograf lukkede, og så opstod der en slags art-house biograf, eller hvad man nu skal kalde den. Den var jeg med til, og det var rigtigt, rigtig sjovt og lave biograf, vise film, vælge film og fremvise dem, lave PR og alt sådan noget. Det er helt vildt spændende, og man får kontakt med rigtigt mange mennesker på den front. Det er sjovt, syntes jeg. Så omstændighederne er et eller andet i det der.....


THa: Hvor gammel var du da du startede i den biograf?

Orla: I 1979 var jeg 28 eller noget i den stil, og jeg havde afsluttede min filmfotografuddannelse i 1975. Jeg havde meget fint arbejde med at fotografere kortfilm og reklamefilm, og alt det vi lavede lokalt heroppe i Nordjylland. Sidenhen kommer der TV serier for Danmarks Radio om de danske skove og mange andre ting i den stil. Jeg kunne have begge ting ved siden af hinanden. Det kørte godt.
 
Læs mere her:

All That Jazz i Aalborg

Aalborg's Teater Nordkraft Forberedes til 7OMM

Galleri: Teater Nordkraft 7OMM

Ultra Panavision 70 & "The Hateful Eight"

Quentin Tarantinos film THE HATEFUL EIGHT får dansk premiere i verdens bredeste filmformat 70mm

Orla Nielsen og hans 2 biografer

"Hamlet" under åben himmel
"Mit Afrika" hos Karen
Så til Søs med Todd-AO
Open air ved Klædefabrikken
Jeanne d'Arc i Aalborg
Orla's to biografer
70mm Premiere i Biffen, Aalborg
Til Frankrig efter ønskefilmen
Jagten på den forsvundne filmkopi
Europa Bio

Internet link:


 
Nu har vi snart kørt "The Hateful Eight" i en uge, og det har faktisk været en succes, syntes jeg godt jeg kan sige. Der har været 50-60 mennesker til hver forestilling. Det er sgu fint. Selv om det har været sommer uden for, så er der kommet så mange mennesker.

THa: Arbejder du stadig som filmfotograf?

Orla: Nej, det stoppede jeg med, da vi startede med det projekt med Biffen nede i Nordkraft (2008). Der kunne jeg godt se, at det skulle jeg gøre 100%. Man kan ikke gøre noget 75%, når man har et andet arbejde ved siden af. Når man har sådan en biograf kræver det fuldt opmærksomhed og fokus. Det handlede om at vælge, og jeg valgte biografen. Så havde jeg også en alder, hvor det var fint at gøre det. Og det med at fotografere kan man jo altid vende tilbage til, men ikke på fuld damp, som da jeg var ung. Det havde jeg egentlig heller ikke lyst til. Det var et hårdt arbejde at rejse rundt og være fotograf med stramme produktionsplaner osv. Man var sjældent hjemme, så det var et lidt barsk liv et eller andet sted. Så det med at gå og hygge mig i biografen, det passede mig rigtigt fint.


THa: Du har haft biografer i næsten 40 år. Hvad er det, der tiltaler dig?

Orla: Det er det med at gå ind i det. Jeg kan være der i rigtigt mange timer fra tidligt om morgenen, og gå hjem sent om aftenen, og det har været en fantastisk dag med masser af oplevelser. En masse arbejde og masser af gode stunder med det man elsker at have med at gøre. Klargøre og planlægge hvad der skal vises. Få det til at fungere sammen med nogle samarbejdspartnere som man laver en eller anden serie med. Der er bare så mange ting, der er spændende.


THa: Hvilke biografer har du været involveret i?

Orla: Jeg har ikke direkte været involveret i Biografen i Nørresundby. Den startede med at hedde Alfa Bio, og det var i november 1979, hvor jeg åbnede den sammen med Jørgen Vestergaard. Det var Jørgen Vestergaard's projekt og det var ham, der havde købt biografen. Jeg var med som "det tynde øl" i starten, men blev hurtigt en slags inspektør, og var med i den daglige drift af den. Den lukkede desværre efter nogle økonomiske op- og nedture. Det var lidt svært at få det til at fungere, og at få folk til at komme og se de film vi gerne ville vise [griner]. Det var ikke de film, folk var vant til at se i Aalborg og Nørresundby hvor Biografen lå. Så den blev omorganiseret nogle gange, mens den eksisterede, og kort fortalt endte den med at blive en slags foreningsbiograf. Til sidst gik den konkurs efter en ombygning, hvor vi lavede to sale, som egentlig var rigtigt fine. Det begyndte at fungere godt med den lille sal og den store sal, men desværre havde der været en dårlig styring af økonomien under hele ombygningsprocessen, så vi endte med et kæmpe underskud, som vi ikke kunne få finansieret og få betalt tilbage til banken. Så måtte vi lukke biksen, og så var der et tomrum på to år, hvor jeg ikke var direkte involveret i noget med biografer i Aalborg. I de to år fik jeg knyttet kontakter til Skråen, et musikspillested her i Aalborg, som lå på Strandvejen. Skråen havde et ledigt lokale, som var muligt at bruge som biograf. Det fik jeg stillet til rådighed, og fik kommunen til at stille garanti om noget økonomi i det. På det tidspunkt fik vi også et tilskud fra det Danske Filminstitut til at få udstyr og de mest elementære ting på plads. Vi åbnede den 2. april 1989, og Biffen lever endnu, bare ikke det samme sted.

Jeg har ikke haft en biograf i de sidste par år, men jeg er stadig på en eller anden måde i miljøet, og nu har vi "The Hateful Eight" kørende. Det er ligesom lidt "back in business" for mig! Det er dejligt at være med igen. Det kan jeg mærke med det samme. Jeg føler mig enormt hjemme i det miljø, så det er rigtigt fint. Efter "The Hateful Eight" har kørt rundt omkring i landet er den nu færdig, men jeg har fået den til Aalborg i 7OMM. Der var en 7OMM kopi, som kun kom til København. Hvis nu jeg havde været i Biffen og projektionsgrejet havde været der, så var den selvfølgelig fortsat i Biffen i 7OMM efter Imperial - det var jo helt oplagt. Men sådan var det jo ikke, så jeg gik med tanken om, at sætte den op på en eller anden måde, og så få den vist et eller andet sted [i Aalborg]. Så kommer lederen af Teater Nordkraft Jacob Højgaard Jørgensen mig til undsætning og han siger:

"Orla, vi kan da vise en film her i teatret, kan vi ikke det?"

"Jo det kan vi da godt, hvornår kan vi gøre det?"

"Det kan vi gøre her i maj måned. Der skal jeg ikke bruge teatret i 14 dage. Der står det tomt, så der kan vi sætte den op hvis du syntes."


-, og det fandt vi så ud af at få arrangeret. Filmudlejeren var med på den, og, ja, så "plum", så havde vi en biograf der. Nu har vi snart kørt den i en uge, og det har faktisk været en succes, syntes jeg godt, jeg kan sige. Der har været 50-60 mennesker til hver forestilling. Det er sgu fint. Selv om det har været sommer uden for, så er der kommet så mange mennesker.
 
 
Jeg er helt sikker på, at publikum godt kan lide den tankegang med, at der er rum, og der er frihed. Der er meget plads til det man er kommet for, nemlig at se en film. Og man vil gerne stemmes til en filmoplevelse. Det er jeg helt sikker på. Det vil folk sgu da gerne!

THa: Det er jo heller ikke en helt almindelig film og en helt almindelig biograf?

Orla: Nej, det er jo 7OMM og specialudstyr, med Ultra Panavision 70. Der er heldigvis en, der har lånt mig nogle fine objektiver, ellers kunne vi jo ikke vise filmen i det format. Projektet kunne kun lade sig gøre med venners hjælp og alt muligt andet. Det er jo ikke en kommerciel ting som sådan. Det er et EVENT vi laver og som vi hygger os med. Der er ingen, der kommer til at tjene penge på det her projekt, men det kommer heller ikke til at koste os noget. Det går i nul, så det er sgu fint nok.


THa: Hvad er vigtigt for dig, når du indretter en biograf?

Orla: For mig handler det om, at huske, at det jo er et rum til oplevelse. Det skal man sætte i fokus. Det skal være sådan, at når publikum kommer ind i biografen, så bliver deres forventninger og nysgerrighed spændt til bristepunktet syntes jeg. Det skal være sådan her "WOW", for det her bliver spændende at opleve. Biografen skal have et udseende, eller layout, der er noget særligt, noget specielt. Gerne med buede rækker, nogle velvalgte farver på væggene og gerne et buet lærred med fortæppe. Det ville jo være det ideelle. Så har man et lokale, eller et rum, hvor alt kan ske ... hvor alt er muligt. Det er det vigtigste.

I dag har man jo disse mange fine biografer, som spiller rigtigt fint og alt sådan noget. Men, man bliver ikke rigtigt spændt på nogen måde, når man kommer i multiplexbiograferne, som vi kender. Det er jo én stor slikbutik, og en meget lille foyer. Ja, sådan er det. Jeg vil gerne lave noget andet [griner]. Noget foyer med noget atmosfære. Mulighed for at købe lidt rødvin og lidt kaffe og lidt the og lidt andet, man kan hygge sig med.


THa: Hvad er den bedste oplevelse for publikum i en biograf?

Orla: Det er jo, når alt spiller som det skal, alt virker, og der er en film, der fungerer godt. Altså en film, der tager publikum med. Det gør de fleste film, men der er jo nogen film, der gør det særdeles godt. En film som Tarantino's "The Hateful Eight" er jo fin, fordi den har en intro. Den har en Overture på 3-4 minutter, som stemmer folk. "Nu er vi klar. Nu bliver vi draget ind i en fortælling. Et univers. En historisk ting hvor vi skal være i de næste tre timer". Det er perfekt. Sådan havde mange storfilm det førhen med "Zhivago" og "Rumrejsen" og alle de andre store film. De havde en overture, som lige stemmer folk til "NU". Det er "NU" vi tager afsted til historien her. Det er spændende. Det er godt. Sådan nogle oplevelser husker man jo mange, mange år senere. Man så filmen i den og den biograf, og der var overture. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg husker helt klart, og helt tydeligt, de film jeg så i min ungdom, der blev præsenteret på den måde.


THa: Er der en sammenhæng imellem at have en foyer, der spænder publikums forventninger til bristepunkter, overture osv., med det, at kunne huske filmen mange år efter?

Orla: Det var jo det, jeg oplevede. Det var det, der tog mig, når jeg tænker tilbage på det, og jeg syntes, at det er dét, man skal prøve at fokusere på, hvis man vil bygge en ny biograf. Det er absolut vigtige elementer at fokusere på, for at biografen skal blive en succes.


THa: Hvorfor gør de fleste [multiplex]biografer så ikke sådan?

Orla: Ja, godt spørgsmål. Altså, de vil jo lave forretning nu om dage, på den måde, at de vil sælge noget slik. Det er jo en stor ting, det koncessionsalg. Det er en meget stor del af butikken. Så man propper jo foyeren til, og folk fylder sig med alt muligt, og vælter ind på sædet med kæmpe popcornsting, og slik og sodavand og alt muligt andet. Man skal jo heller ikke undervurdere alt det forretningsmæssige. Det styres jo af nogle forretningsfolk, der slet ikke fokusere på det, som jeg går og fokuserer på. Jeg er jo nok alt for romantisk i deres øjne. De siger sikkert "Ud med sådan en gammel romantiker der, lad os få gang i butikken...". Det er vel sådan det er?

Men jeg er helt sikker på, at publikum godt kan lide den anden tankegang med, at der er rum, og der er frihed. Der er meget plads til det man er kommet for, nemlig at se en film. Og man vil gerne stemmes til en filmoplevelse. Det er jeg helt sikker på. Det vil folk sgu da gerne! Det er da en god del af det. Komme lidt i god tid og møde andre mennesker.
 
 
Vi havde "Rumrejsen" på programmet tre gange, og der var mange, der kom og så den anden gang. Vi havde tændt et eller andet inden i dem. De kunne slet ikke får ro, og måtte ind og se den en gang til.

THa: Hvad er vigtigt for dig, når du viser film for publikum som filmoperatør?

Orla: Jeg holder rigtig meget af at vise det så godt, som det nu kan lade sig gøre. Det ved alle, at jeg styrer på [griner]. Det er der også andre der gør, selvfølgelig, men nu er det tit sådan nogle specielle ting, der bliver vist. Og de bliver kun vist en eller to gange eller et eller andet i den stil, så jeg må jo lige sikre mig, at det foregår ordentligt eller lige efter mit hoved. Det er fint, og det nyder jeg rigtigt meget at gøre. Det er en meget stor del af fornøjelsen for mig. Det er vel ligesom at være dirigent for at orkester. Man vil jo gerne have, at de spiller ordentligt, og, at der er harmoni i foretagendet.

THa: Man kan jo se film alle mulige steder, steaming, telefoner, you name it. Hvordan ser du fremtiden for biograferne med konkurrence fra BluRay, og streaming tjenester?

Orla: Jamen, biograferne har været truet af videokassetten lige siden den kom frem. Det var også en nedtur for biograferne, men de kom tilbage igen. De popper ligesom op. De bliver ikke slået fuldkommen omkuld. Det gør de sgu ikke! Jeg er sikker på, at hvis dem, der skal styre de her biografer, gør deres arbejde ordentligt, og ikke bare laver et stort koncession supermarked, men også sørger for, at der er noget atmosfære, så er jeg helt sikker på, at biografen vil overleve langt ind i de næste mange årtier. Helt afgjort. Det vil de, for det er jo et rum man kan gå ind i og ud af, uden af det koster en hel masse penge. Man kan gøre det helt spontant. Det at gå i biografen. Og det er jo det, der er det rigtigt fine ved biografer. Man kan improvisere.

”Vi skal skisme se en film i aften. Lad os komme afsted”!


Så ser vi film, og så har vi haft en god oplevelse. At gå i teatret eller til koncert, kræver lidt mere tilløb, og så er det jo en hel aften det handler om. Hvorimod en biograftur er en halv aften. Sådan noget i den stil. Eller en halv eftermiddag.

Det går jo godt for biograferne. Der kommer rigtigt mange mennesker og ser film, og der er ligesom to kategorier. Der er den store amerikanske mainstream film fra Hollywood, som der er mange der ser. Men så er der også de mange smalle film, og de har jo et fantastisk stort voksenpublikum, i og med, at der bliver flere og flere ældre mennesker. De er virkelig storforbrugere af det der med at gå i biografen. De melder sig i Biografklub Danmark og Filmporten, og hvad der ellers er af tilbud, hvor man kan få lidt rabat. Det er de jo glade for, og det er jo klart. Man går gerne i små grupper, to, tre og fire. Filmklubber hvor man kan mødes og få caffe latte og alt muligt andet før og efter filmen. Og den gruppe af mennesker ser faktisk mange film. Gerne en film hver 14. dag i biografen. Det er jo rigtigt spændende. Der er kunder til at købe de billetter. Biograferne skal bare sørge for, at gøre det godt, og lytte lidt til hvad publikum gerne vil have i biografen.

Der er jo mulighed for at udvikle biograferne fra de sorte kasser som det er i dag. De spiller sådan set udemærket, men man kunne godt gøre lidt mere ud af det, når man bygger biografen. Man kunne godt sætte ordentlige lærreder op. Ikke de der 3D lærreder, men 2D lærreder og så et fortæppe vil være rigtigt fint. Det giver altså lidt format over foretagendet. Det gør det. Det giver noget andet, end når det bare er en "skærm" filmen kommer på, ligesom hvis det var ens computerskærm eller TV skærm derhjemme. Der er noget ved et fortæppe. Det giver sgu et eller andet! Det er fantasien eller magien man åbner op for hos folk, og det er ikke sikkert, at de lige sidder og er bevidste om det. Men WOW!, et tæppe der kører til side, og NU begynder forestillingen. Det tager nogle minutter mere at have sådan et arrangement kørende, men det er altså godt givet ud i den sidste ende. Det er helt sikkert.
 
 
THa: Er det vigtigt at se filmen i biografen?

Orla: Ja, absolut!

THa: Hvorfor?

Orla: Jeg kan se en film rigtigt mange gange, og min favoritfilm har jeg set vildt mange gange, men ikke altid i biografen. Jeg har også set den på Bluray derhjemme og sådan nogle ting. Nu blev "Doctor Zhivago" genlanceret i biografen her for nylig, og så gik jeg selvfølgelig ind og så den igen. Og jeg har ikke set den i årevis på et filmlærred, men hold da kæft, det var godt at se den i en biograf igen. Det var så godt. Det var ikke en film, det var en digital gengivelse, men det var faktisk rigtigt, rigtigt fint, det var det.


THa: Hvad er det, der gør det specielt godt at se den i biografen, når man kender filmen?

Orla: Når man går ind i en biograf, så er man ligesom i en bobbel uden for verdenen. Man er DER i det rum, som er mørkt, og der er ikke noget der forstyrrer en. Selvfølgelig er der nogen, der kan sidde og hoste og alt muligt andet, og gufle popcorn under hele filmen. Men normalt, så er det jo sådan en boble man går ind i hvor man ikke bliver forstyrret. Det er noget af det mest vidunderlige ved at gå i biografen. Man kan smutte ind i det rum, og være der, og så går man ud i verdenen bagefter, og har haft en fantastisk oplevelse med at se film.

David Lean er en mester i at fortælle en historie, og den folder sig ud på fornemmeste vis, når man sidder der og lader sig flyde ind. Man kan jo alle replikkerne i den film efterhånden. Det gør ingen ting. Man nyder det bare. Det er så velskrevet og velkomponeret det hele.

THa: Hvad oplevede du i "Doctor Zhivago" ved at se den i biografen?

Orla: Altså den kører virkelig godt den film. Den er skruet fantastisk sammen. Den er jo lavet af en rigtig storyteller. David Lean er en mester i at fortælle en historie, og den folder sig ud på fornemmeste vis, når man sidder der og lader sig flyde ind. Man kan jo alle replikkerne i den film efterhånden. Det gør ingen ting. Man nyder det bare. Det er så velskrevet og velkomponeret det hele. Også fotograferingen og ikke mindst musikken, klipningen og overgangene fra den ene scene til den anden. Det er så fantastisk godt lavet i den film. Det er en af de mest vellykkede film overhoveret.


THa: Men, ser man det bedre i biografen, end på en Bluray?

Orla: Man ser det klart og tydeligt i biografen. Jeg nød det i hvert fald rigtigt meget, da jeg sad og så den i biografen. Man oplever det selvfølgelig også på Blurayen, men det har ikke samme intensitet som i biografen. Der er noget helt særligt ved biografoplevelsen. Det er der bare! Det kan være svært at sætte ord på, men det er mere intenst. Selv om man har et vældig fint anlæg derhjemme, så er det noget andet at se den i biografen. Det er det bare! Det er ubeskriveligt dejligt og vildt godt.

"Zhivago" blev [ved re-premieren] vist akkurat som den blev vist, da jeg så den første gang med det indledende musik. Jeg var ligesom tilbage som første gang jeg så den. Filmen var pludselig frisk og ny på en helt fantastisk måde. Der var nogen publikummer, der var forvirrede over, og kunne ikke forstå, at nu var der ingen billede på, men der var lyd og musik? Der var nogle, der gik ud og klagede over det manglende billede. Det var helt forstyrrende altså [griner]. Havde der nu været et fortæppe i den biograf, så havde det selvfølgelig signaleret, at det her er overturen. "Værsgo, så er vi ved at være klar. Vi får lige et stykke musik", og så går tæppet til side.


THa: Hvilke film kan du bedst lide?

Orla: "Zhivago" er en af de bedste film. Den bliver bare bedre og bedre for hver gang man ser den. Og "Rumrejsen" er helt i særklasse. Den er helt på højde med "Zhivago". "Lawrence of Arabia", og "Ryan's Daughter" er også nogle af mine favoritfilm. Der er mange film, men der er jo nogen, man bare kan vende tilbage til, og se igen, og igen og igen. Man bliver aldrig træt af dem. Det er mærkeligt, men det gør man bare ikke.
 
 
De første 20 gange jeg så den, forstod jeg den ikke, og jeg vil heller ikke sige, at jeg helt forstår den endnu, men altså, det er heller ikke det helt afgørende ved den historie. Men man er med på turen.

THa: Hvad er der så specielt med "Rumrejsen år 2OO1", den har du jo set mange gange?

Orla: Ja, den har jeg set mange gange. Jamen, den tager mig med på den tur, på en eller anden fantastisk måde. De første 20 gange jeg så den, forstod jeg den ikke, og jeg vil heller ikke sige, at jeg helt forstår den endnu, men altså, det er heller ikke det helt afgørende ved den historie. Men man er med på turen. Man er med ude i rummet. Med ude og udforske og forsøge at afdække et mysterium og sådan nogle ting. Monolitten finder man jo aldrig ud af hvor den kommer fra, eller hvad den laver osv. Men den er jo fantastisk i den her historie. Den dukker op, og er der, og er der ikke. Den betyder noget. Ja ....... det er helt vildt, den er meget, meget betagende den historie. Den er utroligt velskrevet i replikkerne lige som Tarantino's film, men den her er måske nok på et lidt højere niveau. Den er i særklasse og billedmæssigt helt fantastisk. Man ER ude i rummet. Der er ingen diskussion. Man er vægtløs sammen med de der astronauter. En rejse i tid og rum.

Den har vi vist mange gange og sidst her i 2014. Fin kopi på det buede lærred nede i Biffen. Der var fuldt hus til samtlige forestillinger vi kørte den. Der var mange unge mennesker, der kom og så den for første gang. Vi havde den på programmet tre gange, så vidt jeg husker, og der var mange, der kom og så den anden gang. Vi havde tændt et eller andet inden i dem. De kunne slet ikke får ro, og måtte ind og se den en gang til. Det var helt fantastisk. Det var en meget stor oplevelse at køre den. Og det er jo sjovt, at man kan hive sådan en gammel film frem og køre den igen. Så er der en ny generation, der skal se den - det er utroligt.


THa: Er der noget specielt ved 7OMM og den film?

Orla: Ja, når man ser den film i 7OMM udgaven, så står billederne jo så klart, fint og skarpt, at man fornemmer, at man er ude i rummet. Man er der, fordi det er som at se ud af et vindue på det der filmlærred. Man er med ude blandt stjernerne og planeterne. Det er ikke det samme som når man ser den i en 35mm udgave, det er det altså bare ikke. Det har jeg set nogle gange, og det har naturligvis været en skuffelse, når man har troet det var 70mm fremvisning, og så var det "kun" 35mm udgaven. Men, ”Ok”, historien er jo spændende nok, men det er ikke det samme, som når man har den klarhed og skarphed, farverne og i dybden. Det er helt vildt, og så selvfølgelig, den stereofoniske lyd, der fulgte med, når det var 7OMM. Det var jo meget sjældent, når det var 35.


THa: Hvor mange gange har du set den?

Orla: Det ved jeg ikke. Over 100 gange tror jeg, det er jeg sikker på. Som sagt er der nogle film man bare kan hoppe på. Så er man på, og man fængsles lige på stedet, og så kan man se den. "Ørneborgen" er også en af dem. Det er sådan en rigtig ramasjangfilm, men det er en af de gode ramasjangfilm må man nok sige. Den kører rigtigt godt. En utrolig historie. Gode skuespillere først og fremmest. Mesterligt fortalt. En god historiefortæller, der har lavet den


THa: Hvad er det, der gør det buede lærred helt specielt at vise film på?

Orla: Jeg syntes det står klart og skarpt på en helt særlig måde på det buede lærred. Altså det kan også blive for buet, så det forvrænger ude i siderne, og det skal det selvfølgelig ikke. Men et passende buet lærred er helt utroligt fint til at formidle det visuelle i en film. Det er jo noget med, at det fylder synsfeltet ud på en måde, så man bedre kan dreje sit hoved lidt rundt. Det syntes jeg er fint når man skal se lidt til den ene side og lidt til den anden side, for at følge med i handlingen, når der er noget at se på når det er et bredt billede. Det er betagende, og jeg syntes det er fedt når filmen ikke er klippet sådan lynhamrende hurtigt. De rigtigt gode historiefortællere, de forstår jo det der med, at man skal jo ikke bare klippe hele tiden for at klippe. Det skal ikke bare gå hurtigt i klipningen. Man skal bruge den der acceleration i klipperytmen, hvis noget intensiveres i historien. Og når det er roligt skal man ligesom finde pulsen i hvor historien nu er henne. Det kan være en langsommere puls, og så er det en lidt langsommere klipperytme. Det forstår Lean og Kubrick alt sammen. Det handler om, at nå ind til pulsen eller rytmen i historien. Når det er et stort billede på et stor lærred, så skal man lige havde ro.

Det er sådan lidt et modefænomen med, at det skal gå hurtigt en gang imellem, og det er man heldigvis ved at komme lidt væk fra igen syntes jeg. Et buet lærred, det er sagen. Det har også den magiske effekt. Det giver jo en form for tredimensionelt billede, selv om det er et todimensionelt billede. Det giver en dybde, der er helt speciel og fin.
 
 
Max Linder Panorama i Paris var en kæmpe oplevelse fordi der er jo to balkoner og så gulvet. Det var også helt vildt at opleve sådan noget. Der var et kæmpe stort lærred, som godt nok ikke havde et fortæppe. Men så var den malet helt sort. Det var nyt for mig at se en helt sortmalet biograf.

THa: Hvilke biografer er du inspireret af, når du laver dine egne biografer?

Orla: En af de bedste biografer var jo nok 3 Falke biografen på Frederiksberg. Den havde fortæppe og nogle fine farver i interiøret, og så havde den de buede rækker. Den var harmonisk i størrelse og rum. Det var ikke en kæmpebiograf, men det var bestemt heller ikke nogen lille biograf. Imperial biografens oprindelige design og layout var også meget fint. Den kan jeg også godt lide fordi den er stor på en flot måde. Så var der min egen barndomsbiograf Europa Bio, den var også rigtig fin at se film i. Man var ikke sådan rigtigt helt inde i lærredet som man var i 3 Falke, hvor man var mere inde i lærredet. Europa Bio var en meget lang biograf med 793 pladser. Man skulle ikke sidde for langt tilbage. Cinerama Dome i USA var virkelig en fantastisk biograf.

Max Linder Panorama (i Paris) var en kæmpe oplevelse også, fordi der er jo to balkoner og så gulvet i den. Det var også helt vildt at opleve sådan noget, fordi det var også en fin arkitektur. Ret specielt, lidt 30'er agtig i foyeren, der ikke var særlig stor, men virkelig en spændende foyer at være i. Vi skulle ind på den midterste balkon tror jeg, så skulle man finde rundt. Det var premieren på "The Piano" vi så. Den havde lige vundet de Gyldne Palmer i Cannes på det tidspunkt, og kort efter kom den op i Max Linder. Det er den eneste film, jeg har set derinde. Det var rigtigt fint. Der var et kæmpe stort lærred, som godt nok ikke havde et fortæppe. Men så var den malet helt sort. Det var nyt for mig at se en helt sortmalet biograf på det tidspunkt. Det var meget inspirerende, for vi havde jo Biffen hjemme i Aalborg, så da vi havde været på ferie, så tog vi direkte hjem og malede Biffen sort. Så var der ro, og ikke noget, der forstyrrede filmoplevelsen, når der var et mørkt lokale at være i.

Senere er jeg kommet frem til, at den ikke skal være helt sort, men på det tidspunkt, kunne den ikke blive sort nok. Max Linder var et fint sted. Jeg håber den eksisterer endnu. Så er der Karlsruhe hvor vi kommer jævnligt og i Tjekkiet. Det er to steder hvor teknikken bare fungerer uden noget slinger i valsen. Der er fortæpper og masker, der kan køre op og ned. Alt virker og lyden spiller, og det er sådan noget man går efter, når man ved det er i orden.


THa: Hvad er det der tiltaler dig ved 7OMM film formatet?

Orla: For det første er det jo definitionen på billederne, der er helt fantastisk, og rent fysisk den brede strimmel. Det fungerer bare rigtigt fint, når man arbejder med det og viser det format så tænker man, "det er bare sådan her det skal være". Det skal jo ikke være mindre end det her, altså .... det virker rigtigt godt og kommer der en lille ridse et eller andet sted, så er den jo ikke kæmpestor nede på lærredet. Det er den jo på de mindre formater, hvor den bliver forstørret meget mere. Det blive nemt lidt træls at se på, og det gør det jo ikke på 7OMM. Så det har en eller anden plastisk virkning det der billede. Der er mere dybde i det og farverne er meget mere detaljeret. Det er ligesom at paletten er meget længere og kontrastområdet, det spænder meget bredere end på de mindre formater. En ny film som "The Hateful Eight" fotograferet på nye Kodak materialer og alt det der, det står rasende godt. Det er helt utroligt fine billeder. Det er rent guf at kikke på, og det skal man ikke undervurdere. Jeg tror måske ikke at folk er bevidst om det, men der er et eller andet særligt over intensiteten og dynamikken i billederne. Den påvirker jo også tilskuerne på en eller anden led. Det er jo ikke sikkert, at alle lige kan sætte ord på det. Det er jo ikke alle, der er teknisk interesseret i hvorfor nu lige det eller det, men jo bedre fremvisningskvalitet, jo bedre bliver historien formidlet. Det er der overhovet ingen tvivl om.
 
 
Jeg har altid været optaget af hvad der foregik i biografen, og magien i rummet når filmen kører. Alt det der sker, handlingen, og det at gå i biografen. Jeg syntes det er rigtigt fedt at se film.

THa: Er det noget publikum opsøger?

Orla: Altså hvis nogen hjælper dem afsted. Hvis man formidler det, og hjælper dem til at forstå, at vi præsenterer den i det her særlige format, så husker de "Når ja, det er det, der er særligt betagende", eller "godt Det vil vi gerne hen og se". Jeg er sikker på, at så vil folk vælge det frem for noget andet. Det oplever vi jo med "The Hateful Eight", at folk kommer, og ser den i det her format, og siger "WOW, det her, det er rigtigt, rigtig fint!. Det er sørme sådan, det her skal ses."


THa: Kan man ikke bare vise det digitalt, det ser jo også fint ud?

Orla: Jo, jo, det kan man da, og det gør man jo osse i stor stil må man sige, og det er jo det, alle satser på. Og så er der jo så nogen, der dukker op, og vil lave film på film og præsenterer det på film og alt muligt andet. Så kommer der noget, der sandsynligvis irriterer en hel masse forretningsmænd rundt omkring. Det har de jo godt af, syntes jeg [griner], og blive udfordret lidt. Det er jo bare fedt syntes jeg, at det kan lade sig gøre stadigvæk at få det distribueret, selv om det ikke er nemt. Det er jo ikke alle steder man kan komme til at set det. Så er der jo nogen, der får stablet det på benene rundt omkring i nogle byer. Karlsruhe, Oslo, Stockholm og København, og en hel masse biografer i USA, der var heldige at få lov at vise den på det format. Den blev en succes de steder hvor den kørte i det format. Det var der, den solgte billetter.


THa: Har du en fornemmelse om film stadig vil være her parallelt med digitale biografer?

Orla: Ja men det tror jeg helt sikkert. Man kan jo sige, at det er lidt mystisk bare at forlade det her filmmedie. Bare lige Vupti!. Det var der jo nogen der troede, man bare skulle gøre. Men det er jo noget, der har eksisteret i langt over 100 år. Det har virkeligt slået rødder i filmskabernes måde at udtrykke sig på. Det er jo ligesom oliemalingen, den forsvinder jo heller ikke bare forbi man opfinder akrylmalingen og noget i den stil. Der er jo kunstnere, der bruger oliemaling og andre gamle teknikker, til at udtrykke det de vil udtrykke i deres malerier og kunstværker. Sådan er det vel også med filmskabere? Der er mange, der mener, at filmmediet er det bedste medie at optage på og lave historien på, og så kan man udsende den digitalt bagefter. Der er mange, der holder ved at filme den med film, også fordi den proces med at optage på film - altså det workflow der er, det er lidt anderledes end på digitale produktioner. Det er de måske mere trygge ved og så holder de ved det?

Jeg tror nemlig, at det er det der med, at møbeldesign og alt mulig andet, der er lavet for 20-30-40-50 år siden, det vender jo tilbage igen! Folk værdsætter jo det de designede for så mange år siden. Det har jo en vis kvalitet. Det er indbydende, det er lækkert og det er først og fremmest smukt at se på. Sådan er det osse med filmmediet. Der er noget betagende ved, at det bliver vist ved en filmprojektion. Det flimrer på en lidt særlig måde, og det tiltaler rigtigt mange mennesker, det gør det.

Jeg syntes også man kan sige, at der er en forskel. Nu har jeg kørt "The Hateful Eight" i fire-fem dage efterhånden, og så var jeg inde og se en ny film, digitalt projiceret her en formiddag. Så kunne man se "Åh ja, jamen det er rigtigt. Det var meget skarpt alt sammen, men man kan jo se alle de der pixels". Dem ser man lige så tydeligt oppe på lærredet [Griner]. Det syntes jeg ikke er lige så charmerende som filmkorn, der er mere levende og organisk. De blander sammen i farvelagende på en anden måde, end det digitale billede gør. Det tror jeg altså der er mange, der er klar over og bevidst om, at det analog har nogle fine kvaliteter

Jeg tror det overlever - det ved jeg det gør, og jeg tror det er 7OMM formatet der overlever. Det er det, der trækker det igennem. Det er det format, der kan rumme det mest utrolige i en historiefortælling. Det kan det medie rumme i farvegengivelse og skarphed og klarhed. Det hele findes i det format. Der er 35mm nok liiige småt nok i virkeligheden, når alt kommer til alt. 7OMM er også mere velegnet til distribution i den forstand, at det er mere robust. Det bliver ikke ødelagt så hurtigt som en 35mm film gør. Folk har osse lidt mere respekt for det 7OMM format. Fremtiden ser lys ud for det format og filmformatet. Det vil man stadigvæk kunne se om 30-40 år, så vi skal passe på vores udstyr lang tid endnu.
 
 
De skyder hinanden i småstykker, det er jo forfærdeligt og se på. Når de så har skudt en mand, så ta’r de det helt roligt og ryster ikke på hånden eller noget som helst andet. Det er helt urealistisk, men det er svært underholdende sådan set.

THa: Du har kørt "The Hateful Eight" i en uges tid nu. Hvad syntes du om den?

Orla: Jeg syntes den film vokser mere og mere. Det er da rigtigt nok de snakker meget, og nogen syntes der ikke sker en skid i filmen. Men det gør der jo for fanden! Hvert sekund er fyldt med en eller anden spændingsopbygning, eller forløsning af et eller andet. Jeg syntes der sker rigtigt meget i den film. På overfladen kan den måske godt se lidt anderledes ud, og det er den osse. Den er ikke ligesom alle mulige andre film. Den er måske lidt som "Rumrejsen" i virkeligheden. Der er osse mange, der ikke lige hopper på den [2OO1]. Jeg har endda hørt om folk, der falder i søvn inden for det første kvarter og sådan nogen ting. Og jeg tænker bare "Hallå, luk lige sanserne op!" [griner]. "Der foregår så mange ting her. Det er da skide spændende!". Det fatter jeg altså bare ikke et kuk af. Men "The Hateful Eight", den har nogle gudsbenådede replikker. Den er skide sjov.

I går aftes var der et rigtigt godt publikum og rigtigt meget grinen inden i biografen, fordi det er jo helt grotest, det der foregår ind i mellem. Meget af det, det er virkelig langt ude. Den måde de skyder hinanden på Det er jo helt vildt. De skyder hinanden i småstykker, det er jo forfærdeligt og se på. Når de så har skudt en mand, så ta’r de det helt roligt og ryster ikke på hånden eller noget som helst andet. Sådan ville det jo ikke være i virkeligheden. Sådan nogle ting kan man jo ikke bare gøre. Så skal man jo været lavet af jern og beton, og det er folk jo ikke. Man har da følelser. Det er helt urealistisk, men det er svært underholdende sådan set [griner]. Der er en scene hvor de får noget gift og kaster blod op. De kaster ikke bare en lille smule blod op, de kaster litervis af blod op. Det er da skide sjovt for fanden da [griner]. Jeg bryder mig ikke om vold, men her er vi over i noget helt andet. Det er en farce, hvad skal jeg sige? Det er rasende godt lavet, og rigtigt sjovt.

Det er en fin film. Den er jo alvorlig og slet ikke dum på nogen måde. Det er et sjovt mix af noget action og noget plat og noget visdomsord. Noget filosofisk på en måde. Han er jo en enfant terrible ham der Tarantino i Hollywood. Han laver jo ikke film ligesom alle de andre gør, og det syntes jeg jo er det fede ved det. Jeg er kommet til at holde rigtigt meget af ham her på det sidste. Jeg har ikke fulgt med i hans første film, men jeg er ved at samle op på det, for jeg syntes faktisk, at der er noget at komme efter. Det må jeg sige


THa: Du har fremhævet den gode historie. Nede i Biffen havde du en plakat hængende med et citat af instruktøren Jean-Luc Godard, hvor han siger noget i retning af "En film skal have en begyndelse, en midte og en slutning, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge". Hvorfor syntes du, at det skulle op og hænge?

Orla: Jeg syntes bare det var så fint, og det er så tankevækkende. Man forestiller sig en historie der starter med "Der var en gang", og så kommer "De levede lykkeligt til deres dages ende", og så er den slut. Nogen gange er det jo skægt at vende tingene lidt på hovedet, twiste det lidt og give det noget kant og noget anderledeshed. Det kan jo fange folk, og det udfordrede alle de der franskmænd, da de lavede den der ... de vendte op og ned på alting ... med den ny bølge i '50erne og '60erne. Det er nok der citatet stammer fra. Han var også lidt af en provocateur, klart nok, det var Truffaut også, og så videre. De var unge, de var rebelske og de kunne alting selvfølgelig. Så siger man sådan noget. Ligesom Lars von Trier laver Dogme og alt det der.

Jeg nyder meget de film også, det må jeg sige, det gør jeg. Men jeg nyder også meget David Lean som følger en klassiske traditionel fortælleform. Han gør det mageløst godt. Det er næsten nyt hver gang man ser det. Han fornyede hele den måde man fortæller på. Der var selvfølgelig et anslag og en personpræsentation, historieudvikling med en konfliktoptrapning, og alt det, der hører til en dramaturgisk kurve. Han bruge også set-ups, når der var noget på vej. Nogen der snakker om noget, og en gang til, og når der har været tre set-ups, så kommer der et pay-off. Det gjorde han på en elegant måde, så det ikke var noget, der var åbenlyst. Det funker! Alle hans film, de fungerer. De formidler historien på en fantastisk måde, og det er jo en nydelse.

Det er lige som at høre et godt stykke musik, hvor nogen spiller rigtigt godt, og der bliver lagt op til en eller anden form for klimax i musikken. Det syntes jeg godt man kan sammenligne det lidt med. En god film er ligesom et godt stykke musik, og et godt stykke musik kan man jo høre mange gange, og en god film kan man også se rigtigt mange gange syntes jeg.
 
 
   
Gå: tilbage - op
Opdateret fredag, 16 december 2016 05:37:54