Per Hauberg - BIOGRAFMAND! |
Tilbage til
forsiden |
| Per Hauberg (21.11.1952), interviewet, fotograferet og redigeret af Thomas Hauerslev. Afskrevet fra de rå optagelser af Mette Petersen i januar 2018. | Dato: 12.06.2018 |
 Min
debutbiograftur forgik den 8. januar 1956 kl 16:45 hvor mine forældre
tog mig med i biografen for at se ”Far til Fire på Landet” - jeg
var lige blevet 3 år. Per Hauberg i billetkontoret, Malling Bio, 1. november 2017.Per og jeg har delt interessen for 70mm film på forskellig måde i mange år, og jeg var bl.a. nysgerrig for at høre hvad 70mm film har betydet for ham. Var det de store billeder, den gode lyd, eller noget helt anden? Et af mine første spørgsmål til Per var: "Hvornår oplevede du 70mm film for første gang?" Jeg så 70mm første gang da "Alle Tiders Race" kom til Århus i 1967 - og registrerede ikke noget. Jeg ved bare, at jeg har været til premieren, og den blev kørt i 70. Ikke mere om det, for jeg var for ung til at fatte, hvad det gik ud på. Så ved jeg, og husker det nærmest som var det i går, at da "Paint Your Wagon" kom til Århus, også i Kosmorama, der var jeg henne og spørge kontrolløren om hvad der foregik, for det var da et vældigt spektakel, der kom oppe fra operatørrummet. Der blev skruet op, og der blev skruet ned. Jeg var faktisk osse lidt irriteret, for det var første gang jeg havde registreret noget stereolyd. Det var også grunden til, at jeg ikke havde opdaget noget i "Racet", for den var så svag i effektsporet, at hvis man ikke "pillede" med en skruetrækker i BOFAen [forstærkeren], så fik man det ikke at høre. Der var ikke meget liv i den kanal. Positiv begejstring over stereolyden med "Paint Your Wagon", for den havde reprise i Rialto [Frederiksberg]. På balkonen i Rialto kunne man kikke ind i operatørrummet næsten som på samme måde som i Kinopalæet. Man var så højt oppe, at man både kunne høre DPerne og se - i fuld udstrækning, at der stod mere. I pausen var jeg nede og spørge, om man kunne komme op og hilse på. Og der blev jeg jo dybt bevæget - ikke over DPerne, for dem kendte jeg ikke endnu, men at der stod en BOFA KM1, som jeg stod med i Solbjerg. Den brugte de så til reklamer. Det var Jens Gerløv, der kørte film, og som jeg ikke kendte, men som jeg har kendt lige siden. Ganske hyggeligt. Han kom senere ud i Rialto 2, og senere rejseinspektør i Lademann Biograferne. Siden endte han i Aalborg hvor han blev sat til at passe Bio 5, indtil den blev overtaget af [Henning] Elimar. De to kunne ikke sammen, og det tror pokker, når de havde kæmpet imod hinanden al' den tid de havde været der. Så lærte jeg lidt om 70mm af ham. Ved efterrationaliseringen, lurede jeg lidt ved principperne, når man skulle køre 70mm i Rialto. Når han skulle spole en film op, så startede han bagfra og fyldte en spole op. Så snittede han, og flyttede en startstrimmel derhen, lavede nogle overkørselsmærker i den næste rulle, og fyldte op. Han kørte ca 4-5 gange 35 minutter, så var det rigeligt til en aften. Helt ærligt, jeg gjorde selv med "Borte Med Blæsten", men det var kun to akter, der kunne vindes af de 13 akter. Ole Olsen [CIC] blev stiktosset. Hele 70mm kopien kom retur med beskeden "Om jeg vil være venlig at føre den kopi tilbage som jeg havde fået den". "Jo" - og det gjorde jeg så aldrig mere. Vi havde mange meningsudvekslinger, men det var først, da han kom på Hauchsvej, at vi blev rimeligt gode venner. |
Læs mere her: • Intro til Per Hauberg - BIOGRAFMAND! • Gå til standardversionen: Per Hauberg - BIOGRAFMAND! • Gå til Galleriet: Seneste nyt fra Malling Film Agentur & Kulturformidling in70mm.com: 7OMM with Per Hauberg An evening with "Dunkirk" in 70mm at the Malling Bio, Denmark Bio, Malling Per Hauberg, 40 år i Malling Bio Magnetlyd i Malling Bio Udkantskulturformidlingen i Malling |
Interessen for film og biografer |
|
 Bio
i Malling, midt på Bredgade. Skiltet lyser op i natten, og viser
gæsterne ind til billetkontoret.Hvordan opstod din interesse for film og biografer? Det var generne. Mine kære forældre, de har alle dage i al' deres gifte tid været i biffen mindst to gange om ugen. De gik i biffen hele tiden. Somme tider hver for sig. Fatter tog cowboy filmen. Så tog mutter veninden med til Nelson Eddie og deslige. Jeg var ikke mere end 3 år, da jeg blev slæbt med til "Far til Fire på Landet" i Folketeatret i Aarhus. Jeg har slået det efter. 8. januar 1956, Ganz genau. Den havde premiere i november 1955. Sådan startede det, og jeg har set i mor's efterladte dagbog, at jeg var meget tilfreds med oplevelsen. Hvad er den tidligste biografoplevelse du kan huske? Jeg kan næsten ikke tro, at du kan huske oplevelsen som 3-årig? Jeg ved, at 7-års fødselsdagen, det var et Disneyshow, så langt væk som i Palads oppe på Trøjborg med fem gutter fra klassen med bus og sporvogn. Far var nær nervesammenbrud over at have den flok rødder med, har mutter noteret. Ellers skal jeg langt frem til "Junglebogen". Hvordan opstod interessen for at se film? Altså, lige så snart jeg kunne få lov, så var jeg jo afsted alene. Det var sådan med visse begrænsninger, netop ud fra dette med at få lov. Det første år kunne jeg ikke komme afsted alene, fordi vores lokale biograf i Viby jo allerede lukkede i '61. Skammeligt! Skammeligt! Så da jeg blev lidt ældre, var det i orden at tage cyklen og futte til Brabrand eller Højbjerg, så skulle det være pr. bus., og der var fandemig langt. Jeg tror det tog en time komme der ud. Brabrand var osse langt væk, men det var fint at cykle derud. Der var cykelsti meget af vejen, så det var fint, selv for en meget ung knøs. Vi boede i Viby på det tidspunkt. Da jeg nåede 7. eller 8. klasse, der var jeg af sted 2-3 gange om ugen, bl.a. fordi jeg var jo så asocial, at jeg ikke kunne enes med dem i min klasse om, hvad der var sjovt. Jeg gad ikke høre på Beatles' musik, som de alle sammen gjorde på det tidspunkt. Jeg gik i biffen helt for mig selv, og det havde jeg det helt fint med. Omkring konfirmationsalderen var det helt sikkert, at der var jeg afsted tre gange om ugen. Og meget ofte til Brabrand fordi de skiftede simpelt hen film tre gange om ugen. I weekenden så jeg eftermiddagsforestillinger, og dobbelt midnatter, så der var nok at tage af. Og for øvrigt lige sådan i Åbyhøj, men Vest (Teatret i Brabrand) var den rareste. Det var en pragtfuld sal bygget i 1957. Den mindede noget om Strand Bio i Esbjerg. CinemaScope biograf i gule mursten. Det var et par fine steder. For mig var det 14. række, nummer 22, eller "hjem igen, og kom igen i morgen". Yderste plads på 14. række ud af 18. Et glimrende sted, som også en sjælden gang også havde en magnetkopi i 35. Det var ikke ret tit, men det var et godt anlæg. Hvilke film var det du så? Det var alt! På et tidspunkt førte jeg bog over det, og jeg gav filmene karakterer efter 13 skalaen. Det mest grinagtige er, at nytårsdag 1969 havde der været julepremiere i Scala i Århus på "Play Time". I det "store format", det stod der på plakaten, og det ved de fleste så, at det var lykken. Jeg sad der hele aftenen og gloede ud rundt i mørket. Så var der en derover, der grinede, og så var der en deroppe, der grinede. Det var højden. Der var en, der så hver enkelt lille ting, og jeg fattede ikke en meter. Næste dag i avisen stod der, at "Det havde godt nok været morsomt". Så blev jeg enig med mig selv om, at det havde jeg ikke prøvet før. Så måtte jeg hellere afsted igen. Jeg så den igen en uge efter. Så avancerede den altså fra et 3 tal, og til et stort 10 tal. Jeg hulkede af grin anden gang, men jeg skulle lige lære det. |
|
 Siden
1973 har Per Hauberg været forbundet med kulturformidlingen i Malling.
Hvad var det, der gjorde indtryk på dig i biografen? Man var ikke sart hvad angik stole den gang. Det var stort set Odense stole af samme model, der stod alle steder, og det var helt fint. Jeg havde ikke noget imod dem i hvert fald, og hvis vi endelig skal til at måle, så sad man bedre efter en 4-timers "Borte med Blæsten" på sådan en halvhård træstol end man gør i en polstret. Vest [Teatret], det var hele rummet. Der var en særlig stemning i det hus. Astra, det var noget gammelt lort, lige som min [Bio], men så en dag i Brabrand så kom bossen uopfordret, og med uredt hår, og spurgte om det havde interesse og se operatørrummet? Han havde jo registreret, at jeg var der stort set hele tiden. Det havde jeg da aldrig drømt om. "Jo tak, det ville jeg da gerne", og så var jeg solgt. Dér faldt jeg for biograferne i en alder af 16-17 år. Der havde været en forøvelse, men det var måske mere til at grine af. Da "Junglebogen" havde premiere i Århus, havde den premiere i Risskov. Det var jo før der kom store og mægtige mænd i den by. Meget store armbevægelser fra Gamle [biografdirektør] Betzer. Store annoncer [i aviserne], og det var så ligegyldigt, om han havde haft udsolgt hele sidste uge, så skulle der "STORE ANNONCER!" igen i morgen med "KÆMPE SUCCESS". Fatter og mutter erklærede, at så ville de godt med til "børnefilm" som det så smukt blive udtrykt. Vi drog afsted til Risskov, og det har været i januar 1968. Den havde haft julepremiere i 1967. Det var fandemeig kø langt hen ad Nordre Strandvej for at komme til dette bette billethul. Da vi endelig nåede frem, og kom ind under baldakinen, så kom Edward [Betzer], som jeg ikke kendte endnu, tøffende med en ølkasse, som han stillede foran indgangen og steg op på. Han var ikke så stor af statur, men så blev det "hældt" ud over folket at "Der er ikke flere billetter til kl 13, og 14:45, men vi sælger nu billetter til kl 16:30". "Dét vil jeg være, når jeg bliver stor!", sagde jeg i gåseøjne til min fader. Hvordan passede det sammen med din skolegang? Århus kørte kun aftenforestillinger, så man kunne sagtens passe sin skole, sågar sine lektier og gå i biffen hele tiden. Det var til min fars store fortrydelse, for jeg skulle både være spejder og gå til fodbold og diverse andre ordentlige beskæftigelser. Første gang jeg skulle spille fodbold - og jeg har ikke været ret gammel, og i skolesammenhænge - måtte jeg erklære, at jeg ikke havde nogen fodboldstøvler. "Nej, men så må du bare løbe i bare tæer". Jeg var ikke nået mere end to meter ind på banen, før jeg blev stukket i foden af en hveps. Det var et signal fra de højere magter. Farmand og mig endte på skadestuen, hvor der var en eller anden hvidkitlet herre med pincet, der fik brodden ud og fik fjernet noget forgiftning. Der var store bevægelser i det hele taget, og så skulle den dreng altså holdes i "absolut ro i en uge". Far spurgte hvordan han så mente, at man kunne holde en 8-9 årig knægt i absolut ro i en uge? Navnlig samtidig med, at man selv var på arbejde. "Nå, men hvis De ikke kan så kan jeg!". "Nå, det var dejligt" sagde min far. Så jeg kom stortudende hjem med mit ben i gips herop til - for et hvepsestik! Filmoperatørgerningen - hvor og hvordan startede den? Vest Teatret havde to [Bauer] B14, og den lille 4-kanals model af BOFA forstærkeren. Den gode Hr Sørensen holdt jo vældige foredrag om ikke bare om overkørselsmærker, men osse om de strivrede streger som man rettede ind efter, for at masken passede korrekt. Han forklarede om dybteskarphed og VistaVision og uha-dada. Store øre. Store øjne. Det var "De Ti Bud" han kørte. Ugen efter tøffede jeg så op af egen drift, og det gik ikke så godt. Det var den samme operatør, og han tog vældig pænt imod igen. "Nå, har du rigtigt fået smag for det?", og så forklarede han jo videre - med det resultat, at han lagde ud med andet akt af "Doctor Zhivago" i stedet for første. Ups! Og så stod Knud Henning deroppe og var meget kram i hovedet og stuvende fuldt hus. "Vi er til grin for 384 mennesker! Ingen må gå i operatørrummet uden tilladelse. UUUDDDD!". Så skyndte jeg mig ned på plads, for han skulle først lige have ny spole i. Der blev ikke noget af at lære at køre film i Vest [Teatret]. Det var åbenbart for at gøre mig interesseret. Så gik der lidt tid. Det blev 1969, og Viby Amtsgymnasium. Man har jo vist megen initiativ i årenes løb. Man skrottede jo egenhændigt latintimerne og gymnastik til fordel for at drive filmklub. Det blev påtalt en gang imellem. Jeg tror nu nok de morede sig lidt over....., ved det, at jeg kaprede talerstolen i aulaen hver morgen til morgensamling, og kom med lige så voldsomme jeremiader dér, som jeg gør den dag i dag i Malling, hvis folk ikke går nok i biffen. Repertoiret var meget anerkendt blandt de herrer lektorer, fordi det var Truffaut, det var Bunuel, og såmænd osse "Play Time" sågar. Ved "Play Time", der gik det helt over gevind, for jeg fandt ud af, at vi havde to 16mm maskiner, og så skulle der da fandemig køres over! Der var ingen pauser, og det undrede folk sig da meget over. De kunne ikke se de sjove i "Play Time". De kunne heller ikke se noget interessant i Truffaut og Bunuel. Da jeg havde sat spareskillingerne til, og der en dag kom en rykker fra NSI Film, som kom i vor mors hænder, så blev hun "ram i hu", og betalte af husholdningspengene. Og så kunne jeg godt holde op med det pjat. Så tænkte jeg, at nu skulle der lukkes med manér, så det blev "Winnetou - Skatten i Sølvsøen", og en stuuuuvende fyldt aula. Det var jo dét, man skulle have gjort fra starten. Jeg gik i gymnasiet i 10 måneder. Man skal jo ikke bruge tre år på noget, der kan gøres på ti måneder. Latintimerne og filmklubben var jo ikke så heldigt. Da vi nåede frem til maj måned fik jeg et stort og velformet nul. Min latinlærer, der også var rektor og censor, var meget overbærende, "Men vi kan altså ikke...", sagde de begge to. Det kunne jeg godt forstå. De gav mig ellers tre chancer. Jeg kunne sagtens læse det op, så det lød næsten italiensk, men at finde ud af hvad der stod, det lå det altså lidt tungt med. Samme dag stillede jeg oppe ved rektor, og sagde, at jeg gerne ville have lov at aflevere bøgerne. "Ahh, er du nu sikker på det?", sagde rektor, "Du har jo 9,2 i snit i øvrigt. Skulle du ikke overveje et sommerkursus?". "Nej, det nytter ikke noget det her". Jeg vidste jo godt, at latin er grundlaget for alle andre sprog, og jeg ville være sproglig. Det holder ikke. Jeg havde for en gangs skyld taget en selvstændig beslutning i en alder af 17 år. Uden af spørge dem derhjemme, meddelte jeg så, at dét var dét. |
|
 Malling
Bio, med topmoderne digital fremvisning af alle de store film.Jeg var sikker på, at der var en elevplads ved Odderbanen. Der havde jeg tjent siden jeg var 12, med at læsse banepakker og sælge billetter. Da jeg så kom til Odder, og skulle søge, så fik jeg at vide, at nu var de lige sluppet af med én jernbaneidiot. Olaf Skou havde været trafikelev ved Odderbanen før jeg søgte. Han søgte ind til DSB, og det var de blevet så begejstrede for, at nu kunne de blive fri. De ville ikke have flere elever, for det var jo ikke sikkert, at banen kørte så længe, at der kunne blive en elevuddannelse overhovedet. Så pumpede jeg cyklen og tog ind til Århus og fik foretræde for stationsforstanderen. Han var mere positiv. "Altså, De skal vide Nielsen, at der er ikke noget der hedder trafikelev mere ved Statsbanerne. Det kommer til at hedde "Kontorassistent på prøve", og hvornår vi kommer rigtigt igang, det ved vi ikke endnu. Det er stor søgning lige nu. Jeg gemmer Deres ansøgning, og så må vi snakkes ved lidt senere". En gang imellem stak jeg hovedet ind et par etager under "standern" for at høre. Men de havde ikke hørt noget. Så tog jeg ind til fotohandleren for at høre om han havde brug for en elev. Det havde han faktisk - fra den 1. november, hvis jeg kunne få tiden til at gå indtil da, for da røg hans nuværende elev ud. Det aftalte vi så uden at skrive noget om det. Den 27. oktober kom der brev fra Sølvgade, med beskeden at, "De ansættes som kontorassistent på prøve ved DSB. Tiltrædelse 1/11 1970. Fripas vedlagt". Hen til fotohandlerne og meddele det. Det var ikke så godt, men sådan gik det. Jeg kom til Hovedstaden imens mor var fuld af bestyrtelse. "Hendes lille dreng...... og København..... det er et skrækkeligt sted......, men nu har jeg skaffet overnatning til dig". Nå, det lyder fint, hvor mon det er henne? "Det er på vandrehjemmet i Ringsted". Det var langt fra Kalvebod [Brygge], men sådan skulle det være. Vi kendte dem, der havde vandrehjemmet, for der havde vi været på ferie mange gange tidligere. Vandrehjemmet var lukket om vinteren, men der blev lukket op i den ene sidefløj for Per's skyld. Jeg havde min knallert med, for vandrehjemmet lå nemlig langt fra Ringsted banegård. Afsted derfra kl kvart i syv "om natten", så kunne jeg være på Kalvebod Brygge til morgenstart. Kursus frem til jul, og så sprang bomben med stationeringer. Sandelig om man ikke havde været nådig helt uden at spørge, og jeg blev anbragt i Århus. Jeg stillede ved den gamle stationsforstander den 17. december 1970. "Nå det var godt Nielsen. Jeg har jo sagt til Dem, at vi godt vil have Dem". "Mange tak", og så blev jeg placeret sammen med gamle fru overkontorassistent. Hun skulle have mig "på slæb" den første dag, og tog mig med ud i pladsbestillingen og oplysningen ud til skranken. Under rundvisningen havde hun lige en snak med en anden ved siden af. Så meldte jeg mig fluks, og sagde goddag til den første kunde, der ville vide noget om køreplanen. -, og så bladrede jeg og lyste op.... "Er du rigtig klog dreng! Det har du da ikke forstand på". Jo, det bildte jeg mig jo ind, at jeg havde. Det var ikke helt velset, men det lykkedes da i fin stil. Dagen efter fik jeg at vide, at jeg skulle ned på fragtgodset. Da jeg havde været dernede i to dage ringede jeg til forstanderen, og spurgte om han mente det alvorligt, eller om jeg havde gjort noget grimt eller hvad? "De skal jo lære det hele Nielsen, og De har jo fortalt, at De har bogført fragtbreve i Viby". Det skulle jeg jo have holdt min kæft med, så dér hang jeg de første to år. Når man går der hver dag og faktisk har fortrudt, at man har søgt ind til Banen, og har tidlig fyraften fordi man mødte kl 05:30, så får man jo ideer. |
|
-, så får man jo ideer |
|
 Kødannelse
i Malling Bio. Skoleforestilling i "Bette Bio", onsdag kl 15:45. Men
først skal der vises billet, og købes popcorn.Da Paul Petersen kom til Århus og åbnede Biografen den 6. marts 1970, så var man selvfølgelig til premiere, og fra avisens billeder kunne man genkende Hr Petersen. Jeg gik hen og sagde tillykke med hans fine bif og spurgte, om han ikke havde brug for en kontrollør. Det havde han ikke, men han manglede en, der kunne køre film, for han havde ingen afløser. Jeg havde da set et operatørrum, men heller ikke mere. Op og kikke hos gamle Madsen, og så kom jeg til at køre film - the hard way. Jeg fik overhovedet ikke lov at røre maskinen, før jeg havde lavet de første 50 spjelsninger. To spritnye Victoria 8, med automatisk overkørsel. Der var lidt, der skulle slibes af imellem Madsen og jeg, men det blev nu egentlig rigtigt godt. En dag kom han op til mig og sagde, at de havde en afløser, og at jeg var nummer to. Der ville ikke blive ret meget arbejde til mig, hvis jeg gerne ville tjene penge på det, men der er lige en, der er røget ud oppe i Palads. "Det er de samme maskiner, så hvis du har lyst, vil jeg gerne ringe op og sige, at vi har et emne til hende deroppe – du kan sagtens klare det." Ja, det ville jeg så godt prøve. Og så kom jeg op og hilse på frøken Christiansen, gammel jomfru på 70 år, som havde overtaget Palads nogle år i forvejen, fordi den gamle direktør var gået på pension. Jeg måtte gerne komme og hilse på førstemanden, og så lige få et par stikord og så regnede hun ellers med mig om 14 dage. Og første dag jeg var der, så kom overkontrolløren, Hr. Frederiksen. En meget ældre herre med lange buskede øjenbryn, og med en bog hvor der stod "Lager- og Pakhus Arbejderne" uden på. "Vi skal lige ha' dig i fagforeningen". "Nej", sagde jeg. "Er du nu sikker på, at vi lige skal det? Jeg kører film en gang hver 14. dag. Det er jo alle pengene som ryger til fagforeningen?". Jamen det måtte jeg skam også selv om. Det måtte jeg ikke selv om. Senere blev det jo godtgjort, at alle de uheld jeg fik de næste 2 måneder skete, når jeg havde stået nede ved fjernbetjeningspanelet i biografsalen. Det havde jeg lært i Biografen, at man gjorde. Så kunne man gå til hånde, hvis kontrolløren havde for meget at lave. Det var lige omvendt i Palads. Det var en fagforeningsbastion, så det gjorde noget, og der var der fandeme ikke nogen, som skulle blande sig i andres arbejde, og dét fjernbetjeningspanel, det var kun installeret for at få vippet en kontrollør ud på et tidspunkt. Så hver gang jeg stod der, så var han oppe og lukke håndlukkeren, og det var jo ikke godt, når jeg stod dér og startede. Det næste nummer var så tæppespillet, der stod af. Der sad en pind i klemme, men det var jo mig, som ikke havde fået det stoppet. Jeg stod jo og trykkede, men det var jo lige meget, for de der anordninger var hoppet af, så tæppet kørte bare videre indtil motoren brændte sammen. Så røg jeg ud. Som trøst bevilgede jeg mig selv en tur til dobbelt midnat på Astra. Jeg gik op og hilste på Hoffmann, som selv passede sin butik. Stort set hele ugen fes han rundt som "fluen i en flaske", for han havde ikke spoler nok, og han var for nærig til at købe nogle. Midnatteren kørte han enten på delespoler, eller i hvert fald på 600 meter spoler. Der var jo ikke tale om at samle dem, selvom han havde alle de dejlige store 2000 meter spoler. Og han skulle jo også ned og lukke ud og ind selv. Han havde jo kun reklamen lagt i, når han skulle ned og lukke ind. Så jeg tænkte, "Han har sgu brug for hjælp ham den stakkels mand". Jeg gik over, og kiggede noget på den her [Bauer] U3'er som jeg ikke havde mødt før. Man kunne da altid se foregående tilfælde ovre på siden af, så jeg havde lagt film i, da han kom tilbage. "Næhh", sagde han, "-, hvornår kan du begynde?". "Det er ikke sikkert, at du vil ha' mig, for jeg er lige blevet smidt ud i Palads", og så fortalte jeg den lange historie. "Ja, skide da værd med det, her er ikke nogen i fagforening. Bare se at komme i gang kammerat." Det var godt nok hårdt med de dobbelt midnatter, når man ikke var vandt til at være ude om natten, og så starte tidligt i DSB bagefter. Jeg nåede da også at køre 70mm derude. Det gik dog ikke så godt, for der skulle der også spares. Så det her elendige teflonbånd, trykbåndet, de var papir tynde, så de røg jo hele tiden. Det var heller ikke så tit, at han havde brug for hjælp. En dag hvor jeg havde aftenvagt på banegården, så kom Edwin Feldballe Petersen, fra Regina [biografen] ind, og skulle have en film sendt af sted express. Så sagde jeg til ham: "Har du brug for en afløser engang i mellem?" Det havde han, for han kunne ikke styre de fandens studenter, som kørte i Regina, med 1000 pladser, to Westrexmaskiner, 600 meter spoler og operatørrum i 4. sals højde. Adgang til operatørrummet foregik fra billethullet, hvor man hentede nøglen. Ned langs hele biografen, ud i gården, op af en lang betontrappe, langs med biografen den modsatte vej, og så op af en jernstige. Helt op på taget, tværs over det, og så ned i et hul. Så var man nede i operatørrummet. Der kom ikke nogen og generede nogen undervejs, undtagen når klokken blev 21:30, så kom overkontrolløren med posen med penge, som skulle anbringes i lampehuset på lysbilledemaskinen. Det var pengeskabet. Man fik film ind den samme vej. The hard way. Det har været i foråret 1972. Mens jeg var i Regina en enkelt dag om ugen, så kom der også lige et afløserjob i Rio i Højbjerg. Var der nogen, som kunne undvære en afløser, for Rio havde kun en mand tilbage, til at kører for 12 kr. i timen? Det var jeg med på, hvis man kunne finde sig i, at jeg havde aftenvagter på banen engang i mellem, og at det ikke ville være hver gang jeg kunne sige ja [til en vagt]. Men det var helt i orden. Så nu var jeg både i Rio, Regina og på banen. I Rio, var pornobølgen på sit højeste, så der gik man helt sammenbøjet, efter at ha’ stået og kigget på det lort, for overkørselsmærker. Det var også 600 meter spoler. Så der kom ideen til, at man måske kun finde et sted hvor man selv kunne bestemme? |
|
Finde et sted hvor man selv kunne bestemme |
|
 Solbjerg var det nærmeste, for på Solbjerg kro havde der været biograf i
mange år, fordi kromanden var filmtosset. I 50'erne og 60'erne var der
to kroer i Solbjerg, og i den ene var der biograf. Og ham, som sad ovre
på den anden kro, han var biografinteresseret. Så de lavede et skifte,
udelukkende for, at han kunne få sig en bif. Så lukkede ham uden bif på
et senere tidspunkt, og Solbjerg kro blev omdøbt til Niels Peters kro,
efter nuværende indehaver. På et tidspunkt hvor Niels Peter var blevet
gammel nok, så skulle han jo på pension, men han skulle heller ikke
gerne kede sig i sin alderdom. Og eftersom at
Malling [Bio] var til salg,
fordi indehaveren i Malling havde købt Skanderborg, så blev det en
retrætepost for gamle Niels Peter, som trak sig til Malling i 1968. Da vi når frem til sommeren/efteråret 1972, kommer jeg i tanker om, at det dér, dét skal jeg prøve. Jeg fik lavet en aftale med kromanden om, at jeg kunne have salen torsdag aften og hele søndagen, medmindre der var konfirmation. Men så viste det sig, at der var ikke noget indmad i det operatørrum. Men til gengæld så var Hovedgård lige nævnt i Stiftstidende. Den skulle lukke ugen efter. Så kontakter man jo murermesteren, hvis søn passer biografen. Den var godt nok gammel, men jeg vidste, at maskinen kunne køre film. Så den kunne jeg købe for en plovmand. Af sted, to mand fra banen, med en lille ladvogn, og vi får øje på en Kinofa [kinomaskinen] formentlig fra først i 30'erne. Den stod høj oppe og der var en stejl trappe. Ned af trappen kurede Kinofa'en fordi snore knækkede, men den overlevede. Og Schønnemann kunne så lige fortælle, at der var et enkelt minus ved den. Billedeflytteren virkede ikke. "Det kan du godt få den til, hvis du har en kniv eller en saks eller noget andet spidst, som du kan få til at sidde i spænd mod billedrammen". Så kunne man altså godt løfte en lille smule, men altså ikke mere end 1 tand. Hvis det var mere end 1 tand, så måtte man stoppe. Ham jeg delte operatørrum med i [Rio Teatret] Højbjerg, han var elinstallatør, og han skulle nok klare det der. Han fik kylet Kinofaen ind i en særlig fart, og en meget gammel Bofa forstærker. En lille buttet fyr med buet front, brun og forsølvet. Det fik han sat til i en håndevending, engang lige i starten af september, og så var vi klar til at lukke op. Jeg ringede rundt til det ene filmselskab efter det andet og præsenterede mig, og sagde, at "Jeg kunne da godt tænke mig at leje nogen af Deres fremragende film". Det første sted jeg havde fat i, det var Nestorf ude på Warner. De havde altså ikke nogen præmierefilm. "Nej, gud bevares, men det har I forhåbentligt til nogle andre biografer, så kan jeg sikkert få dem senere." Det havde jeg nu heller ikke regnet med. Men jeg skulle altså vide, at hvis jeg skulle køre ”Harry og Kammertjeneren”, så skulle jeg altså gøre mig fortjent til det først. Den blev kun udlejet på guldrandet papir og kun til kunder, som havde kørt mange film. Det havde jeg så ikke noget ønske om på det tidspunkt, så det var lige meget. Så ringede jeg videre til Erik Johanson på Nordisk Film. Han var også en noget bedaget herre, som havde været hele sit arbejdsliv på Nordisk Film. Han startede som kontorelev som 15 årig, og han gik på pension som 72 årig derinde fra. Ifølge folkeord, så noget storsnudet, men på en eller anden måde, så fik jeg mig altså smisket mig ind hos ham. Jeg skulle jo gerne lukke biografen i Solbjerg op med manér. "Du får ”Olsen Banden i Jylland”", og det var jo en flot åbning. Og Disney's tegnefilms shows. Så jeg var rigtigt godt forsynet til at lukke op med to gange tegnefilmsshow og tre gange Olsen Banden. Alt sammen klaret på en søndag. Til ni-forestillingen søndag var der så lidt olie tilbage på maskinen, at jeg måtte på benzintanken. Jeg skulle bruge noget olie, men det måtte ikke være særligt tykt. Jeg anede ikke en skid om hvad det skulle være for noget olie, men jeg fik noget pænt tyndt olie. Det gik det meget godt med, men det rendte stadig væk ud, og maskinen var lidt træg at få slæbt i gang. Så fik jeg fat i noget som var tyndere, i en dunk uden at jeg så [efter] hvad det var. Det viste sig, at det var rensebenzin. Så den sidste forestilling blev aflyst på halvvejen, for så var maskinen brændt sammen. Korset var gået. Det var den karriere! Så skulle vi jo så på jagt, og det viste sig, at i Tørring, der havde også været en 1-maskine biograf med en Bofa. Der havde været lukket i fire år, men maskinen havde været startet hver eneste dag siden. Han pudsede og plejede på den gamle maskine, og ville nærmest ikke sælge den. Det var hans gamle mor på 80, som bestemte, så den blev altså solgt for 4500 kr. Jeg måtte lave afbetalingskontrakt med ham, og igen var det den store Viggo fra Højbjerg, der kom og gik med hele "dyret" på én gang. "Tab den nu ikke!" Nej, nej, det skulle han nok lade være med. Og op på ladet med den, så vi var klar igen næste uge. En maskine og Bofa'en havde jo lukkede kassetter, der max kunne have 1200 meter. Så der var mange film med to pauser. Det var jo så til gengæld godt for kiosksalget. |
|
Malling Bio |
|
 Per
Hauberg med 70mm og omgivet af en samling plakater fra klassiske
BREDfilm fra '60erne.Men det betyder så, at du skal have en rigtig biograf? Ja, og der havde jeg ikke været i gang i mere end en måneds tid. Så kom Niels Peter tøffende over fra Malling. Sur som en eddikebrygger. Det havde jeg dog fået en lille lyd om ovre fra Johansson på Nordisk. Det lignede fandeme ikke noget, at Solbjerg skulle have en film som han ikke havde haft i hans store teater i Malling. De blev aldrig gode venner igen de to. Da jeg lige kom forbi, begyndte han med: "Du er godt klar over, at det er mit lærred du kører film på?" "Nåh", sagde jeg, "Jeg troede, at det var kromandens?". "Nej, det var hans". Han havde aldrig solgt lærredet. Så spurgte jeg ham om, hvorfor han så ikke havde taget det med sig? Han var altså ude på, at han skulle score noget for det lærred. Og eftersom, at det blev pure afvist, så var vi heller ikke gode venner. Han var så venlig, at lægge sig til at dø et par måneder efter. Så stod hans enke tilbage med en bif, som bestemt ikke interesserede hende. Den eneste grund til, at de havde den var, at han interesserede sig for film. Specielt glad for Fy og Bi. Så det led folk under, både på Solbjerg og i Malling år efter år. Men hun var i hvert fald ikke interesseret. Det var jo tilbage i de tider hvor hvert [udlejnings]selskab havde en rejsende [sælger] rundt i landet en gang om måneden, der bookede film. Og alt det som de ikke var kommet af med andre steder, det prakkede de hende på. Selskaberne havde en mand, som rejste rundt? Ja, det var sandelig en fin branche engang. Det var meget sjovt. De var nogle værre drønnerter de fleste af dem. Men jeg tog over til hende engang i mellem, og sagde "Goddag". Også for at smiske mig ind, for jeg kunne da begynde og fornemme, at det nok ikke varede så længe før den [biograf] kom til salg. Og så hjalp jeg hende lidt med at booke film. Vi blev vældig fine venner. Men hun syntes, at jeg var for ung. Jeg var jo ikke mere end 19 år, og det gik vist ikke. Der var også nogle i hendes familie, som havde hjulpet dem med at køre film, og de skulle jo også tilgodeses. Altså i Malling? Ja, men så tog vi af sted på sommerferie. Der havde jeg lige fået min første bil. Så jeg havde inviteret "de gamle" med på tur til Norge. Jeg kørte så efter, at skulle nå Nordkap. Det fandt vi så ud af var for langt et stykke efter Narvik, og der var ikke en skid at se på. Vi blev enige om at stikke en kurs ud østover i stedet for. Så kørte vi lige over på den anden side af grænsen, så vi også fik set Finland, og så ellers ned til Haparanda. Der ringede jeg for at høre hvordan det gik med bedsterne derhjemme, og de sagde, at der havde ringet en fru Jacobsen. "Du må godt købe hendes biograf". Jeg ved ikke om du ved hvordan dine egne forældre ville reagere, men der var i hvert fald ikke nogen god stemning i kareten, da vi kørte fra Haparanda til Gøteborg i ét hug. Der er langt! Men så kom jeg på visit hos Fru Jacobsen igen. Der var nogen i hendes familie, som havde sagt til hende, at det var nok mig som hun skulle satse på. Det viste sig så, at vores købmand’s kone (hjemme i Viby), var niece af den gode fru Jacobsen, så dér havde jeg jo fået en fandens fin anbefaling. Hun ville se igennem fingre med det med alderen. Jeg var jo kun 19, så jeg måtte have Mutters navn på licensen. I hvert fald lige de første måneder. Jeg vimsede jo rundt derude, selv om der var 14 dage til overtagelsen. Imens hun havde lukket biksen ned for holde ferie, kom posten jo med de første reklamepakker. Men næh, når udbetalingen var i orden og papirerne skrevet, så måtte jeg godt pakke op. Ellers var det pakker til hende, selv om jeg skulle lave reklame for min åbningsfilm. Så måtte jeg have fat i sagføreren, og få lavet de papirer i en helvedes fart, så der kunne komme til at stå, at der skulle åbnes med ”Når Guldfeberen Raser”. Det var åbningen. Det vil sige, at vi tog lige venner, familie og forretningsforbindelser med og bød velkommen med ”Baronessen fra Benzintanken”. Den var bedst til familiebrug. Og det var da vældigt hyggeligt. Men så ellers ”Guldfeberen” til start. Og det var da godt nok ved at få mig lynchet med den lokale ungdom. For når de nu kom med lort på træskoene, og skulle ind og se Lee Marvin og Clint Eastwood, så skulle de da ikke sætte sig ned på en træstol og synge. "Ham den nye biografmand, han var da ikke rigtig klog!" Men da vi så kom over pausen og de begyndte at slås, så hjalp det. Så blev jeg anerkendt alligevel. Så stod der lidt Rex Film i hendes kalender. Og havde jeg kendt Rex Film dengang, så havde jeg nok annulleret. Det havde jeg jo lov til. Men jeg kørte dem da. Det gik såmænd også. De kunne sælge billetter, og så skulle man jo også have besøg af Rex Films unge rejsende. Det var indehaverens søn, Loke Havn og så kom vi til at lære hinanden at kende, for det var det eneste sted, han var blevet taget ordentligt imod. Det var ham, som senere kom til at sidde på Warner, og som desværre fik et flip, fordi han ikke syntes, at det var udfordring nok. Så gik han nedenom og hjem med alt som dertil hører. Det er i hvert fald hans skyld, at der er en bif i Malling i dag. For den gang jeg havde beklaget mig tilstrækkeligt, var det ham, som gav mig ”Åndernes Hus”, og dermed den første Danmarkspræmiere i en lille bif. Det var sundt. I dag er det jo som bekendt ikke nogen sensation at have Danmarkspræmiere i en lille bif, for det har vi jo stort set hver uge. Nu er det ikke noget salgsargument mere. Det er meget stærkere og skrive "Sidste 2 dage". Så kommer Mallingbrugerne. Hvordan gik det til, at Malling Bio får 70mm? Hvad var anslaget til din interesse for 70mm? Det med 70mm, det var mere eller mindre tilfældigt. Men det gik jo op for mig, at 70mm betød meget. Det var vel også nærmest det, som det handlede om på det tidspunkt? Ja, for der sker et eller andet for dig, at du beslutter, at 70mm, dét vil jeg have i min biograf! Ja, men det er jo nok omvendt rundt, når det kommer til stykket. I Malling stod der to gamle Bauer B5 fra 1937, som havde stået i Palæ i Aalborg indtil 1964. Kulbuelys, manuel overblænding og start med håndsving for ikke at rykke blænderen. Det var vældigt spændende. De kørte godt. Det skal være sagt, men det var noget gammelt noget, og der var ikke rigtigt nogen som ville påtage sig at få dem til at lave et skarpt billede, lige meget hvilke glas [objektiv] man satte på den. Så noget skulle der ske, og eftersom jeg havde mit DSB frikort og alligevel havde lukket hver lørdag, så rejste jeg rundt i landet og så operatørrum og spurgte til forskellige maskiner. Hvad der var noget værd, og hvad der ikke var. Jeg var nogenlunde klar over, at en Cinemeccanica ikke var noget for mig. Jeg ville gerne have billeder, som stod roligt. Det var der sådan set ikke nogen som skælder mig ud for. De kan vist godt, hvis man er virkelig god ved dem. |
|
 "Husk
at lukke døren, hvis I skal på toilettet under filmen, ikke!".Men ved et operatørrumsbesøg, gik det grueligt galt. Jeg var engang imellem stadig ude og afløse på [DSB] fragtgodset. Du ved, de manglede folk, og der kom så Karl Pedersen, som var overfagforeningsmand og AOF boss i Aarhus, og direktør for Folketeateret, og en særdeles utilnærmelig stodder. Men en dag tog jeg alligevel mod til mig, og spurgte, om der var mulighed for at komme op og kigge i operatørrummet? Han spurgte hvad interesse jeg havde i det. Jo, jeg kørte jo selv film. Men så pyt. Han skulle selv være der til en præmiere i næste uge, så der måtte jeg gerne komme. Så skulle han nok tage mig med derop. Jeg blev taget pænt imod og taget med op. Vi var ikke mere end lige inde ad døren, før nogen spurgte: "Hvad skal I"? Fagforeningsfolkene passede deres, og det var der ikke nogen, som skulle komme og blande sig i. Og der fik jeg mig rigtigt gjort utilbens, for jeg havde aldrig set en maskine med skab på [dør om betjeningssiden], og jeg spurgte, om det var nogen, de havde haft med fra det gamle Folketeater. Så var jeg jo nærmest ved at blive smidt ud med hovedet forrest. Men det fik jeg jo så forklaret, og så måtte jeg jo hellere købe en billet til filmen. Det fik jeg også lov til. Der var ikke nogen, som inviterede. Jeg købte billet til kl. 9 og kom ind og se ”Elvis, That’s the Way It Is”. Og så fik jeg da i hvert fald demonstreret hysterisk effektlyd. Det var næsten for meget for den film. Men jeg var da dybt imponeret og den [DP70 kinomaskine] kørte rigtigt fint. Nå, men jeg var rundt og kigge, og jeg tror ikke, at jeg mødte DP'er andre steder end derovre i Rialto. Jeg havde ikke lige være oppe de rigtig fine steder. Det har jeg nok ikke fået lov til. Jeg havde en kammerat, som afløste lidt for mig en gang imellem, som i øvrigt gik på fin skole oppe ved Kaj [Larsen] og lærte at køre film, og var meget optaget af det. Han gik så hen og begik selvmord, da han ikke var meget mere end et par og tyve år. Men indtil da, var han meget optaget af det. Vi var også baneidioter sammen. Men vi var taget til Odense for at se Grand Teatret. Jeg husker, at vi blev afvist. Der ville vi have fået DP'eren at se. Vi var inde omkring Palads og vi havde hørt, at direktøren var fotohandler, så vi havde jo en ”kanon” hængende på maven begge to, for at se præsentable ud. En meget gnaven kontrollør i fin uniform sagde, ”Nej, der kunne ikke være tale om, at vi kom ind”. Så gik vi lidt rundt om bygningen og fandt hen til nødudgangstrappen oppe fra operatørrummet. Så der kravlede vi ind over plankeværket, og op og banke på. Vi blev vældigt godt modtaget deroppe. ”Hvordan fanden har I fået lov til at komme herop? Njaa… Nåh, så må jeg hellere følge jer ud når I skal ud. Så er I fri for den vej ned igen”. Det var med skabe på, små Philips 35'ere. Det må have været FP7'ere. Det var vist den eneste, som havde skab på, og med magnettonehoved. Vi fik ikke noget at se og hører dernede, men vi fik da set operatørrummet i hvert fald. Og så fulgte den ene af dem os ned. Men jeg endte med at få to DP70'ere. Jeg endte med at spørge først hos Heidemann [Dansk Kinematografisk Fabrik], som jeg også havde været efter dengang Kinofaen stod af dengang i Solbjerg. Han var for dyr, og havde kun noget brugt. Det var alt sammen noget gammelt sort noget. Det syntes jeg ikke rigtigt var nogen opgradering, når det kom til stykket. Så tog jeg så til Rødovre [Dansk Biograf Teknik], og Poul [Petersen] slæbte mig jo straks ind. Jeg skulle se, at der stod to Bauer B14. ”Hvor havde de kørt?”. De havde kørt film i Nygade, så de var da kørt til, men det var gode maskiner. Så kiggede jeg rundt og sagde: "Hvad var så det?". ”Dem skal du ikke kigge på”, sagde han. Det var så DP'eren. Der var et eller andet over dem. Dem kunne han ikke lide. Men i hvert fald endte det med, at jeg skulle købe de to DP70'ere. Det var som 35mm maskiner han solgte dem og ikke andet. Ja, så kunne vi selv rode færdigt, så de kunne komme til at bestille noget igen. Ja, det var da i orden med ham, men der var ikke andet garanti end 35mm hos ham. Palladium’s gamle Bofa [forstærker]panel, stod der også. ”Fulgte det med?”. ”Næhh, det kom da an på, hvad jeg ville give for det”. Jeg kunne få det for 5000 kr., uden garanti. Sådan gik det, og så havde jeg en god ven, som havde forstand på forstærkere. Så skulle vi lave Surroundsound. Det var lige meget hvilke højtalere du sætter op, bare du kører dem i serie, så de kan klare trykket, og vi ikke brænder forstærkeren af på det grundlag. Så gik vi i Metro og købte nogle små bitte Dantax'er. Det var faktisk køkkenhøjtalere, men de kom faktisk til at spille rigtigt pænt. Så det var faktisk i omvendt rækkefølge? Du skulle bruge nye maskiner, som tilfældigvis kunne køre 70mm film, og så startede din interesse for 70mm. Hvad er det, som fanger dig ved 70mm? For mig snakker vi ikke om større billeder, men om bedre billeder. Det blev jo næsten som mejslet ind i væggen. Også lyden som jeg var meget, meget besat af. Og jeg må jo alligevel også have været ude og studere noget af det. Fordi jeg insisterede jo på, at det skulle være "Ørneborgen" som skulle åbne, så de rigtigt kunne få en lydoplevelse. Det fik de også, så hatten passede. Det mest forfærdelige var, at på det tidspunkt havde Malling altid to film om ugen. Det var en sensation at sætte en film til at køre en [hel] uge, og få en 70mm kopi over for de seks forestillinger. Det var jo åndsvagt, men det kørte. Det var faktisk populært en overgang. Altså ”Ørneborgen” kunne have kørt længe, det er jeg overbevist om. Den kom jo bare igen og igen. • Gå til Magnetlyd i Malling Bio • Gå til in70mm.com: 7OMM with Per Hauberg Hvorfor var dit publikum så vilde med 70mm? Jeg tror udelukkende, at det var lyden. Jeg tror ikke, at de kunne se forskel på billederne, hvis jeg skal være helt ærlig. Men lyden lod de sig imponere af. Jeg kan huske første gang jeg kørte Cheech og Chong’s ”Så Du Røgen”, så kom de bagefter og spurgte, hvorfor den fede stereolyd ikke var slået til på sådan en film? Det ville den jo også have været, hvis filmen var optaget med sådan en lyd. Så noget tjek havde de alligevel på det, bønderne. Så prøvede jeg dagen efter at trykke på den berømte VS knap, og samtidig, hvad hed den? Der var fem vælgerknapper på panelet. Der var en mere, og når man trykkede dem begge ind, så smed de mono [signalet] ud i alle 3 frontkanaler, og op i effekten også. Så til indstignings- og udstigningsmusik, så fik den lige på begge. Se det var meget bedre. ”Hvad var det for noget vrøvl du sagde i går med, at der ikke var stereolyd på?”. Til ”Jordskælv” havde jeg nogle store gulvhøjtalere oppe i privaten, som jeg tog ned i biografen og stillede i hvert sit hjørne ved scenen. Der var ikke skyggen af ledning på dem, men hold da op, de var imponeret. I mine kunders tilfælde er det lyden, de får ud af at se 70mm. Jeg synes ikke, at jeg har kunnet overbevise dem om, at det har været billedkvaliteten. Med undtagelse af en enkelt gang. Da ”Spartacus” kom ud som reprise i 1992, der var der ingen 70mm biografer, der kunne køre den i Aarhus, så der fik vi meget opmærksomhed. Stiften skrev side op og side ned om Aarhus Film Klub, der havde bestilt busser, for de skulle til Malling og se den. De kunne fandeme se forskel. Det var herligt. At der så ikke var nogle efterfølgende 70mm film at vise dem, det var ærgerligt. Jeg blev bare ved med at køre reprise på reprise. Der var ikke så meget andet at gøre. Det hele var jo skrottet. Så kom jo lige min eneste alvorlige 70mm film, "Far and Away". Den fik vi som trailer. På lydsiden var det traileren, der var allerbedst, men også ideen med at vise, at billedet blev større og større. Det var knaldgodt. Ron Howard har faktisk også sagt, at han syntes ikke, at der skulle være effektlyd. Det skulle ikke være sådan noget "braller". Trods den gode trailer, så kunne jeg ikke sælge den |
|
Filmudlejning med Mafia Film
|
|
 Hvordan starter du op på Mafia film, hvordan fik du fat i "My Fair
Lady" og "Little Big Man"?Starten var en total tilfældighed. Jeg ved ikke om navnet Arne Ranebjerg siger dig noget. Han var oprindelig bogholder hos Philips og havde næsen i så meget, at han havde held med på et tidspunkt, i et konkursbo, at købe rettighederne til alle Johan Jacobsen's film. På godt og ondt. Plus han købte lidt andet hist og her, og kaldte sig Art Film. På et tidspunkt fik han så en lejekontrakt inde i Mercur, som jo bare stod og gloede, og ikke blev brugt til noget. Det viste sig så, at det eneste han havde at køre på det tidspunkt, det var et par 16mm film, og det har næppe gjort sig så godt, på det store lærred. Det var også et par obskure strimler. Jeg kan faktisk ikke engang huske hvad det var. Det var i hvert fald ikke noget, der kunne samle nogen, andet end et par kunder i en skoæske. Det gik han så også ned på med et brag, og siden den dag, har han været i permanent pengenød. Da jeg lærte ham at kende, der havde han sendt materiale ud til landbiograferne om Art Film. Han havde ”Den Tredje Mand”, og han havde noget med Marx Brothers og en mere. Jeg ringede for at spørge på ”Den Tredje Mand”, men jeg kunne ikke køre 16mm og 35'eren kunne ikke mere. Der skulle meget til, at han ville være ved det, så den 35mm kopi må have været rigtigt smadret. Men hvad så med Marx Brothers, de var jo i fjernsynet hele tiden? Men han mente godt, at man kunne lave en god eftermiddagsforestilling på den. Så det skulle jeg prøve, og det væltede ind med unger til Marx Brothers. På et tidspunkt nogle måneder senere ringede han, imens jeg sad på en afløsning nede på Expressgodsekspeditionen. Der var ikke noget at lave, så der var tid til at knevre længe, da han ringede. "Hvad koster 10.000 kr. i 3 måneder? Ja, kan du ikke låne mig 10.000 kr., for bedstemor's lotterisedler skal indfries, og jeg har ikke en krone?" Jeg var nu ikke pengeudlåner. "Men kan vi ikke finde på noget andet, for jeg mangler penge". "Jeg kan måske afse 5000 kr. hvis det kan hjælpe. Men jeg vil have noget for det." "Ja, så kan du få mine restrettigheder på de der Marx Brothers film." Det var den eneste, han havde, og som han kunne sælge ud af. Så det var sgu da i orden. Så lavede vi en aftale om, at jeg skulle have den og leje den ud i 1½ år for de 5000 kr. fast. Det var jo ikke værre end at gå på roulettespillet, og så sætte en grænse for hvor meget man måtte tabe. Så det prøvede jeg. Han kom futtende over med to kopier på nakken og en hjemmestrikket kontrakt. Han fik sine 5000 kr. med, og så sad vi og snakkede om den [filmen] på banegården en dag. De mente, at jeg skulle have et stort firma. Men med én film? Jo, men det skal lyde af noget. Og så var der en, der kiggede på mig, og sagde; ”Hvad med Mafia film? Jo, kan du ikke se – "Malling Filmagentur".” Det var jo én film, så det blev navnet, indtil det gik op for mig, at dem ovre på vestkysten ikke ville handle med Mafia'en. Jeg kunne overhovedet ikke få den solgt derovre, hvorimod i resten af Danmark, var de to kopier ude hver weekend og tjente mange penge. Det blev så til Hauberg Film senere, for at få en fod inden for andre steder. Det var heller ikke videre originalt, men hvis Gunnar [Obel] kunne kalde noget for Obel film, så kunne jeg vel også? Det blev det så til. I hvert fald fik jeg også af vide af Fanny Jørgensen på Palladium. Det var hende der var oppe på loftet og finde kopien af "Papillon" [-, da 35mm filmkopien blev kidnappet]. En sød gammel dame, som var avanceret fra billetdame til inspektrice i Palladium biograferne, og havde der så bookingen til omegnsbiograferne. De havde "kolossen" og Triangel, og jeg tror også Platan. På et tidspunkt fik hun en af mine kopier over, som hun lige skulle se igennem. ”Filmen er fin, men en anden gang når du får tekstet film, kan du så ikke lade være med at skrive det der "Mafia Film/Malling Bio". Det griner de af i hovedstaden.” Ja, det kunne der jo godt være noget om. Så det startede vi med, at det blev udeladt. På den ene kopi der var tale om, blev det klippet ud. Men i hvert fald, det startede med Marx Brothers filmen, og det gik godt. Og det næste jeg gjorde, var på et tip fra Ragnebjerg. Ude i Frihavnen var der et speditørfirma, som havde nogle film liggende, som han ikke havde haft penge til at få gjort noget ved. Jeg ringede til speditøren, som jeg ikke kan huske hvad hed. "Jo, det var rigtigt nok". De havde nogle stykker liggende, men det var jo kun kopierne. Det var ikke noget med rettigheder på. De havde dem bare til opbevaring for det firma, som var gået neden om og hjem. Så det fik vi så lavet en fiks aftale om, at vi kunne købe, og så skulle jeg jo så i gang med at finde ud af, hvem der overhovedet havde rettighederne. Den eneste....., nej der var to, det var ”Flugten til Burma”, med Robert Ryan og Barbara Stanwyck i en jungle. Vel at mærke i en kulisse, og så var det ”Præriens Dronning” med Barbara Stanwyck og Ronald Reagan højt til hest. Det var meget pudsigt. De var så slidte, at det lignede ”Papillon”, men igen en rimelig god film til et eftermiddagsprogram. Det var "z" film, plus nogle andre som jeg simpelthen bare kasserede. Den ene, det var dumt, at jeg fik den smidt ud oven i købet, ”Clash by Night” (1952). Jeg kan overhovedet ikke huske hvad den hed på dansk [”Opgør i Natten”]. En lillebitte rolle til Marylin Monroe, og Robert Ryan som filmoperatør. Og et vældigt slagsmål i et operatørrum, fordi der er to, som er kommet op og slås over en pige. Og absolut intet ellers. Jeg kunne ikke finde nogen rettigheder til den, og det var heller ikke besværet værd. Men hvorfor den røg ud? Det ved jeg ikke. Jeg må have haft pladsmangel eller kuller af en eller anden art, for den er der ikke mere. Et akut anfald af oprydning. Det ligner mig ikke, og det må straks holde op. Jo, så var der det ringbind med spilleopgørelserne fra 1979. Det røg ud, da det var 5 år gammel. Det er mærkeligt når, alle de andre blev stående. |
|
"My Fair Lady" i 70mm |
|
 Rettighederne til ”My Fair Lady” udløb fra Warner Brothers i
starten af 70'erne og filmen kom tilbage til CBS. Var det det
samme, som skete i Danmark, så du kunne købe rettighederne? Der skete det i Danmark, at CBS’ film af en eller anden grund kom i udlejning. Hele puljen. I Europæisk udlejningssammenhæng af Cinema Center Films. I Danmark havde de været repræsenteret af Athena Film, som var nystartet af englænderen Sam Lomberg i slutningen af ’60erne. Han startede jo for sig selv, og havde altså Cinema Center Films kontrakterne op til 1971 eller noget i den stil. Og så gik det galt. Jeg tror nok, at det var ”King Lear”, som tog livet af Athena Film. Og så røg de til ASA og Just Betzer. Lomberg og Michael Barking, som var booker dengang, røg med. Just og Barking / Lomberg, ikke et godt samarbejde, så de gik fra hinanden. Barking havde de gode kontakter til Cinema Center Films, overtog deres rettigheder, og trak det hele med hjem i en 4. sals lejlighed på Frederiksberg. De kaldte sig Barking Film, og de gjorde ikke en skid for det. På et tidspunkt fik han så skidtet i udlejning hos Finn [Dyre]'s Scala Film i Svendborg. Altså, kun dem Finn gad have med at gøre, for han var meget selektiv. Men det var ”Ladyen”, og ”Little Big Man” og ”Manden de Kaldte Hest”. Jeg tror ikke, at der var mere, som kom med. Så købte han ”S.O.S. Nordpolen” og skrottede 70mm kopien. 70mm kopierne af ”Ladyen” ville han overhovedet ikke have med, og Barking havde ikke haft plads til dem hjemme, så de blev stående på Søndermarksvej efter sidste reprise i 1970, hvor det hed sig, at den ”absolut ikke gik”. Der var den allerede kørt færdig. Og det blev derude, hvor jeg hentede kopierne. Barking havde kun den ene 35mm kopi, Finn havde haft i Svendborg. Det var rigeligt til ham, men der lå 8 ved siden af. For øvrigt med et forbløffende dårligt lydspor, og ikke én eneste magnetkopi. Det kunne man jo undre sig over, for der var ellers mange [35mm magnetlyds-] maskiner derude på det tidspunkt. Men ”My Fair Lady” var bare synonym med 3 Falke Bio, og resten var ligegyldigt på det tidspunkt. Han rørte ikke ved 70mm. De stod bare stille ude ved Preben [Pynt Andersen, Warner Brothers, på Søndermarksvej i Valby]. I mellemtiden var der så lige et udspil mere fra Rendeberg, som havde gravet nogle undertitler frem. For han havde efterhånden opgivet at leje noget ud. Han havde gjort sig så utilbens med diverse kunder, blandt andet fordi forretningen af unævnelige årsager, var lukket i et halvt år, fordi han sad i spjældet for pantebrevssvindel. Han kontaktede mig igen, men jeg ville ikke have flere penge i mellem os, da han også havde taget røven på mig så det blomstrede. Jeg havde købt et eller andet i mellemtiden hos ham. Eller lejet. Den står lige hen. Men i hvert fald havde vi et mellemværende. Jeg havde sendt ham 3000 kr. for et eller andet. Så ringede han en uge efter, og bad mig sende de 3000 kr., for han manglede dem. Men det havde jeg gjort, men de var i hvert fald ikke kommet frem. Jeg gik i banken og ganske rigtigt, så var der ikke hævet noget. Jeg sender en check mere og BANG!, efter 2 dage, så havde han hævet dem begge to og Rendeberg var væk. Ikke at spore nogen som helst steder. Så i mellemtiden, så havde jeg ikke rigtigt lyst til at have penge i klemme hos ham. Aftalen om det næste, det blev så altså ”Rød Mands Hævn” (1954), som vist nok mere eller mindre, var Bronsons debutfilm. God gammeldags, traditionel indianerhistorie. Flot IB Technicolor. Meget flot at se på, og 4 sporet [magnetlyds-] kopi. Den skulle jeg så leje ud for ham, og så skulle han have 25%, af det jeg fik ind i filmleje. Det kunne gå. Der havde jeg ikke noget i klemme på nogen måde. Den var dog så ikke så forbandet let at booke. Den var fra 1955, så selv navnet Bronson kunne ikke helt løfte den. Men den kom da ud nogen gange. Jeg kan huske Skive, som jeg gerne ville have den op i, for jeg havde gode erfaringer med Svend i Skive. Der kom som regel penge i kassen, og de kom prompte, ”-, at den ville de da gerne køre”. Jeg skal lige sikre mig, at han havde små tænder [Fox perforationer på magnetlydskopien]. Den var god nok. Men så ringede han, og sagde, at jeg godt kunne have sagt, at der ikke var noget optisk spor ved siden af. For hold da kæft, hvor har de knoklet for at få lyd i det lort, men den er flot i bredden, og så var det OK. Da Finn [Dyre] afviklede [udlejningsforretningen], så ville Michael Barking da gerne stadig have procenter af hvad andre de arbejdede med. Han tog dem hjem en kort overgang og kørte videre selv, men kun med ”En God Dag at Dø”. Det var den, der var penge i. Så den kæmpede han lidt for at holde kørende. Den havde han på et tidspunkt fået smidt ind i Cinema 1-3, og der kørte den endnu, da vi lavede en handel. For jeg havde skrevet ud til samtlige udlejere, efter hvad de ikke syntes gik godt nok, og hvis de ikke selv gad at bruge kræfter på det, så var jeg måske interesseret. Og Michael ringede med det samme, og remsede op hvad han havde liggende. Han kunne ikke sælge noget, så han kunne sørge for at skabe forbindelse til Cinema Center folkene, og sørge for, at jeg fik en god kontrakt med dem, hvis han fik et konsulent honorar. Så fanden heller, for mon ikke der var 20 titler? Ikke lige store alle sammen, bestemt ikke, men nogen af dem kunne da bære sig selv. Ja, det her er en to-trins raket. Jeg fik en rigtig god kontrakt med amerikanerne, hvor vi delte 50/50, af hvad der kom ind i filmleje. Uden minimum til dem overhovedet, og med den besked, at jeg skulle bestille nye kopier for at få en attraktiv booking. Jeg skulle lægge pengene ud, men fik dem refunderet i hvad de spillede ind fremover. Da så samarbejdet mellem Barking og Finn ophørte, så fik jeg tilbuddet om at køre videre med dem [35mm kopierne]. Jeg fik aldrig at vide hvem af de store udlejere det var, der har sagt noget. Jeg gætter på, at det har været enten Just eller Ove V. på Nordisk, som i en eller anden lukket kreds har udtalt, at "Barking han skulle have haft sådan et læs øretæver", for at lægge den film over til mig. De andre stod i kø for at få den, og det var der da al' mulig grund til. På det tidspunkt lå ”En God Dag at Dø”, og kørte inde i Cinema 1-8 på 5. eller 6. måned. Den kunne ikke komme ned under xx tallene, så de kunne tage den af. Gerhard [Petersen] ringede jeg ved ikke hvor mange gange. ”Kan du ikke sige, at du skal have den kopi, for jeg har ikke plads til den længere?”. Men den giver jo penge, men det er sgu lige meget, "og du vil vel også gerne have den?”. Ja, det ville jeg gerne, men jeg tror ikke, at jeg får det igennem, og det fik jeg så heller ikke. Den kørte færdig i Cinema 1-3, og så fik jeg den hjem langt om længe. Jeg skrev rundt til samtlige biografer på én gang uden noget skelen. Den havde jo ikke været ude af distribution, så man kunne ikke kalde det repremiere. Den første, som reagerede var Carla [Madsen] i Nygade. Så tænkte jeg "fanden heller, en porno butik", men omvendt et Strøgteater. Så jeg sagde ”Ja tak", altså også ud fra det, at den lige havde kørt på Rådhuspladsen i et halvt år. Så kørte hun den i fem måneder, og kørte over en halv million ind, med en tredjedel til mig. Det var ikke så ringe endda. Jeg sagde til hende "Ved du hvad, jeg har ikke heller haft kopien hjemme endnu, men jeg ved at den er godt brugt". |
|
 Et
par entusiastiske 70mm brødre, der begge deler oplevelsen at forlade
gymnasiet før tid, og aldrig har interesseret sig for fodbold.”Må jeg ikke lige sende den over, så kan din operatør lige se, om jeg vil være den bekendt?” Og hun ringede to dage efter, og det var helt i orden. Hun havde fået den op til IFT [International Film teknik] oppe oven på [Nygade Teatret], og de havde kørt den i gennem i prøvesalen. Den var godt brugt, men det kunne godt gå, så det var en aftale. Da den havde kørt en uge, så ringede hun, HELT oppe i skyerne: ”At det lignede altså heller ikke noget at sende sådan en kopi”. "Arghh OK Carla, du har selv lige godkendt den." Det var lige meget. "Den var overhovedet ikke til at have med at gøre", og jeg måtte skaffe en ny kopi omgående. Der kunne jo godt gå en måned eller to før det kunne lade sig gøre. Hun havde snakket med Patick [IFT] og hvis bare kopien kom, så skulle han nok køre den igennem samme dag. Jeg telegraferede, for man havde jo ikke telefax dengang. Jeg vidste ikke engang, hvad det var for noget, da de spurgte derover fra Hollywood. Men jeg sendte telegram. Jeg havde fået filmen op der og der. Det gik så godt, men nu nægtede de altså at køre videre, hvis de ikke fik en ny kopi. Så ringede han midt om natten. Han skulle da se hvad han kunne gøre. Han kendte da nogen inde ved Technicolor, og sandelig om det ikke kunne lade sig gøre. To dage efter sendte han et telegram, at nu var den [nye kopi] gået af sted med fly. Jeg kunne så ringe til Finn Patick og sige, "at nu kommer den altså, så må du lige" ....... Han sagde ”Vi rydder bordet”, og så var der ny kopi, tekstet fire dage efter, at konen havde skabt sig. Det var noget af en rekord. Så kørte hun den i godt fem måneder., og kørte de mange penge ind. Den nye kopi var betalt af Cinema Center Film gennem, at jeg ikke skulle afregne filmleje for den tid, det havde kostet at sætte det i løb. Og så havde Mogens Kruse sagt, at når hun var færdig med den, så ville han gerne have den i Palads i Aarhus. Det var da i hvert fald en aftale. Telefonapparater var unødvendige, da Mogens ringede dagen efter han havde sat den i gang: ”HVAD SATAN...!” og helt deroppe omkring. Hvad er der nu galt? Det er en helt ny kopi. ”Ja, det er meget godt. Alle de scener, der betyder noget, de er væk.” Så ringede jeg til Carla: ”Ja, det var [Svend-Aage] Beck, der havde sagt, at den ikke kunne være på én spole." Der kunne ikke være tale om at holde pause, fordi så skulle han jo op og stå. "Der skulle jo være plads til både reklamer og forfilm, og det kunne det ikke være på en 4000 meter spole.” Nej, det kunne jeg også godt regne ud, da den var 3840 meter selv. Svend Aage havde fået overbevist hende om, at han skulle ikke op af sofaen. Så de havde taget den op til Patick, set den igennem igen, og var blevet enige om, at der var en hel masse scener, som var komplet ligegyldige. Der sad ham der, den store lille mand bare og snakkede med denne her indianerhøvding. Det kunne jo være lige meget, for der var jo ingen slagsmål, så de scener havde de klippe ud! Så ringede jeg til Finn. ”Jeg skal have de der stumper. I har spoleret min film”. De var da blevet brugt til start strimler for længst. Så måtte jeg have fat i amerikanerne, og det var ikke venlige ord, der kom derovre fra i den anledning. Jeg fik ikke en kopi mere, og så måtte jeg jo se at finde alle scenerne i skrotkopierne. Det var noget værre patchwork. Men den blev ved med at køre og køre og køre og køre. Jeg telegraferede igen, da årene var gået, at nu ville jeg gerne forny kontrakten for tredie gang. De kunne da se, at det var en god forretning, så de ville gerne udbede sig USD 9000$ i forskudsgaranti. Det syntes jeg ikke var passende, når vi hele tiden havde kørt på procenter. Men det var altså ufravigeligt. Så sagde jeg, at så måtte vi desværre nok sige farvel og tak. Dagen efter mine rettigheder udløb, var den i fjernsynet. Jeg ringede til Poul Malmkjær [DR] og spurgte ham, om han ikke lige kunne udsætte det - bare en uge, for den måtte jo gerne lige køre de sidste bookinger også. Men det endte med, at jeg måtte ringe til Ærø, og så en eller anden lille bif på Nordsjælland og sige til dem, at de altså skulle vide, at de begyndte at true med næste lørdagsfilm [på TV]. Så ville de godt være fri. Sådan blev det, og dermed sluttede det eventyr. Med Hauberg Film, eller med den film? Nej, kun med den film. Hauberg Film fortsatte på lidt flere indkøb, og så i mellemtiden var der så noget, som hed ”My Fair Lady”, hvor jeg var ovre hos Preben og hente hvad Finn ikke var interesseret i. Det viste sig, at der var otte 35mm [kopier], som var i pæn stand, men som sagt, med et elendigt lydspor. Så var der 70mm kopierne, som var godt brugt. Begge to, plus to akter, som stort set ikke var brugt, men som havde stået op og ned af noget [magnetisk], så de sagde "klik, klik, klik, klik" på lydsporet. Så dem kunne jeg ikke bruge til ret meget. Den var ellers flot at se på, for Søren! De var ikke falmet, de to akter. De var som nye. Hvornår var det? Hvis vi siger runde tal, så er det nok 1974, ’75 stykker. Så det hele kommer oven i hinanden. Du overtager en biograf, bliver filmudlejer og det hele, og du er i starten af 20'erne. Nej det er senere. Det er først i ’78 ”Ladyen” kommer til. For det passer med, at jeg overtager [Park Teatret] Riskov. Der skrev jeg rundt til alle mulige mennesker, at i anledning af alt muligt, ville vi gerne se folk til en reception og en repremiere på ”My Fair Lady”. Jeg overtog Riskov 1. juli 1978. Hvordan gik ”My Fair Lady” så herhjemme? For, på det tidspunkt i ’78, var der jo ikke mange biografer tilbage med 70mm. Der var ingen, som ville have den. Den ene gang Gerhardt kom i tanker om, at han ville have den, var den lige startet i Odense. Jeg ringede til Gerhardt igen, og sagde, at den var klar om 14 dage, men så var løbet kørt. Så blev der ikke mere ud af den snak. Det var i 70mm versionen. |
|
Malling Bio, Borgere og Venneforening |
|
 Hvorfor er det vigtigt for Mallings borgere, at have biografen?Det er der mange grunde til. For det første er det socialt. Det er det politiske korrekte at sige. For det andet, kommer de lige hjem fra arbejde. Formentligt fra Aarhus de 90% af dem. Hvorfor skal de så til at køre den samme tur en gang til, og betale en formue for at parkere? Hvis de overhovedet kan finde derind for omkørsler og ensrettet og alt det der. For det tredie, så er det den sidste stump lokalkultur der er. Det kan gå ligesom da slagteren lukkede. Jeg kan ikke forså, at der ikke er en slagter mere. Det kunne gå, da de tre købmænd var her, hvor de var vandt til at gå hen og hente en pakke gær, som de havde glemt i Bilka. [Butikkerne er] Væk, fordi de ikke købte andet en gæret. Så det er vigtigt for begge hold. Ved borgerne godt, at det er vigtigt at holde fast i biografen? Jeg har i hvert fald ikke bestilt andet de sidste 45 år end at fortælle dem det. Der er en venneforening. Jeg har alle dage sagt, at jeg ikke vil have noget med foreningsbiograf at gøre. For det passer ikke til mit ego-trip. Men, da der skulle digitaliseres, da trommede jeg jo folket sammen og de viste dog interesse, for de kunne ikke være inde i salen. De stod faktisk helt ude på gaden for at være med i det møde, hvor jeg startede med at fortælle dem, at nu var det altså hjælp eller lukning. For diktatet fra filmudlejers side var ”digitalisering eller dø”. I startfasen hed det jo faktisk 1 mio. kr. pr. sal. Hvor de skulle komme fra i en biks, som omsætter for små 2 mio om året inkl. sliksalg? Det var svært at se. De store biografer rumsterede jo gevaldigt, da Per Stig Møller gik ud, og ville lave en støtteordning til de små [biografer] til digitaliseringen. Så ville de også have. Det var sådan set fair nok set fra den kant. Der var næste 200 mennesker til bønnemøde, og jeg fik dem forklaret netop, punkt 1, at Malling bio ikke bliver til en foreningsbiograf, så længe jeg har noget at skulle have sagt her. Til gengæld, hvis der var nogen som ville gi’ en hånd med, hvad enten det var økonomisk, hvis nogen sad med et fedt firma med et overskud, de skulle have afskrevet, eller nogen som bare ville købe et medlemskab, eller nogen som ville gøre et eller andet, ville det være en stor hjælp. Vi fik stor succes med at trumfe igennem, at dem, der ville biografen det godt, de tog en stak programmer med hver gang de var i biografen og smed dem i postkasserne på deres egen vej. Det var ikke en længere spadseretur, end man normalt ville gå, og ikke en større belastning en gang hver anden måned end, at man kunne klare det, uden at blive træt af det. Så var jeg så letsindig at stikke dem to fribilletter, hver gang de gik den tur. Det er nu ved at blive så mange fribilletter, at Disney er begyndt at protestere. Men deres fodtøj er jo også lavet over en anden læst end jyders. Men benefit for foreningen, var det simpelthen bare, at de stadig ville have en biograf i Malling? Det var oplægget, og det er en regulær forening med en bestyrelse og en formand, og så en masse rare menige medlemmer. Jeg mener, at tallet er ca. 250 medlemmer lige i øjeblikket. Det synes jeg er nydeligt, selvom andre, som er tilknyttet sportsforeninger siger, at det var nu ikke mange i sådan en stor flække. Der er forskel på finkultur og fodbold. De der venlige mennesker, de betaler 200 kr. om året, som jeg sagde til dem den dag, ”for ingen ting”. Det er jo løgn, for, for det beløb, så kommer de med til en årlig generalforsamling. Det lyder jo heller ikke videre underholdende, men der har de jo indflydelse på hvad foreningen gør, med de der 250 gange 200 kr., der kommer ind pr. år. Og det står jo i vedtægterne, og dem har de jo også alle sammen været med til at vedtage, at støtteforeningen er der for at hjælpe med store tiltag. Altså modernisering, digitalisering, nyt gulvtæppe og hvad der nu ellers kan være tale om, og til at sætte gang i en påvirkning af sponsorer. Alene det, at der er en stor flok medlemmer i en støtteforening, det har vist sig at være noget som dem, der gerne vil lave et sponsorat, ser meget på. Det er ikke bare en eller anden tosse, som sidder henne i sin landsby, og driver sin hobby, og vil have hjælp til det. Men, at der også er andre mennesker, som interesserer sig for det. Det har været af meget stor betydning for vores sponsorer. Et pudsigt, næsten omvendt tilfælde, fordi alle de store fonde man kan prøve at søge, når man ellers får den støvet op, der hedder det sig, "at man ikke støtter private foretagender". Stik modsat Sallings fond, der er den største i provinsen i hvert fald. De meldte tilbage til støtteforeningen, at det var ikke noget man havde været inde i før, og det havde man heller ikke til sinde at gøre. Et lille stykke tid efter, så kom der en mand som jeg ikke kendte. Hvis det skulle blive til noget, så var det muligvis en gevinst, hvis jeg selv søgte, og ikke foreningen. Det var så stik omvendt. Det var et ægtepar, som åbenbart vidste noget. De kom på visit igen et par dage senere lørdag aften efter lukketid, og sagde, at nu var det vist nok en hastesag. De havde lige hørt, at på mandag, skulle der være bestyrelsesmøde i Sallingfonden. Der var kun bestyrelsesmøde hvert halve år, så hvis jeg skulle have nogle chancer inden for det næste halve år, så var det altså med at få en ansøgning afsted i en fart. Det var så fint nok, at der ikke skulle snakkes med en bestyrelse om, hvad der skulle stå i den [ansøgning]. Så jeg satte mig til at skrive hele natten, og da jeg var færdig, så brugte jeg den næste nat på at cutte det ned til noget, som der var nogen, der gad at læse. For alle de lovprisninger som jeg fik ud af dette lille hus, det var nok lige i overkanten. Natten til mandag, hen af klokken 3-4 stykker om morgenen, var der ikke rigtigt nogen postkasser, som kunne få et brev frem til mandag. Så jeg kørte en tur til Højbjerg, og rendte rundt om det her store hovedsæde, og kunne notere mig, at der kun var én postkasse udenfor. Sådan en lille gammeldags eller privat postkasse, som var ved at løbe over af reklamer. Det var ikke det bedste udgangspunkt. Jeg prøvede alligevel, for der var ikke andre steder at aflevere det, medmindre jeg skulle til at forcere pigtråden. Jeg puttede det ind, bad en stille bøn, og kørte hjem og gik i seng. Så kom der lige en besked fra den anonyme kilde, at ansøgningen var kommet frem, selvom den kom af lidt pudsige veje, og at den var fremme i samme øjeblik at bestyrelsen gik hjem. Så nu lå jeg altså forrest i stakken til næste gang. Ja, hvis der er nogen som vil love at vende stakken, for om et halvt år, så er der kommet mange ovenpå i stakken. Så gik der igen et lille stykke tid, så kom de samme rare mennesker igen. ”Du skal have forpremiere på ”Tarok?”. Så må du nok hellere vælge dit slips med omhu, fordi fru Salling er æresmedlem af Jysk Væddeløbsbane’s Venner, og hun kommer med her, og skal se ”Tarok”, og hun har spurgt om hun træffer dig?” Afsted til frisøren og frem med det bedste slips, og alt det der. Så skulle jeg ellers til at finde ud af, hvordan man taler pænt til den rigeste dame i denne ende af landet. Der kom jo andre før hende, for de store gæster, de kommer jo til sidst. Blandt andet var der indtil flere gamle banefolk som jeg faldt i snak med. Bedst som vi står der og snakker, så kunne jeg jo godt se ud af øjenkrogen, at nu kom damen som det drejede sig om, ind af døren. Så skulle jeg se om jeg kunne få kringlet mig den rette vej og lagt hovedet i de rette folder. Men det var ikke nødvendigt, for hun stak hovedet ind i flokken og sagde: ”Er det dig i fuld størrelse? Jeg skal nok tænke på dig, når det bliver april.” Tilbud om rundvisning var slet ikke interessant, for nu var hun i byen med veninderne, og skulle se en film. At det så var ”Tarok”, der kunne ødelægge ethvert venskab, det var så det. Men de kom ud og syntes, at den havde været fin, men det skal man nok også være travsportsfolk for at vide. |
|
 Men det betyder jo så, at Malling har en biograf, og at borgerne kan
se film, og det er de glade for kan jeg regne ud?Ja, de kunne vise det tydeligere, men jeg tog et billede af de mange mennesker som var med til møde, og har tit stået og tænkt på, at det halve af de mennesker i den forening, de har købt aflad. Så har de købt noget uden nogensinde at sætte deres platfødder her. Det er jeg lidt ked af. Jeg vil hellere have, at de kom af begejstring, men jeg vil også hellere have, at de kom uden en støtteforening. Men sådan er det. Sådan er det jo ikke i dagens Danmark, og sådan er det jo ikke i nogen biografer. Imperial har flere tomme stole hver dag end jeg har. Men det er jo ikke kun film du viser. Du viser også opera. Hvordan foregår det? Er det noget folk sætter pris på? Ja, skindet er på næsen, ikke ret meget mere end det. Men alligevel, et tilbud til dem, der ikke normalt, før i tiden, har været et tilbud til. På et tidspunkt var der også et tilbud på forestillinger fra Det Kongelige Teater. Men det var så sært diffust. Man kunne ikke i ordentlig tid få at vide hvilke forestillinger der var og hvornår. Og så er det ikke nemt at gå ud og sælge sådan en pakke. ”Vil I købe en kat i en sæk?. Så bare smid nogle hundrede kroner her". Det blev desværre ikke til noget. Det havde ellers lige passet til min opfattelse af tingene. At vi så også går rundt herovre i udkanten og betaler til, at Det Kongelige Teater eksisterer. Det ville da være fint at få nogen forestillinger her ud på landet. Du har tidligere haft besøg af kunstnere som optrådte live. Det er meget spinkelt hvad der er tilbage af den slags. For det første, så var mit ambitionsniveau nok lige rigeligt højt. Og dermed honorarerne i forhold til det antal sæder det skulle deles ud på. Og derudover har vi jo fået vores landbrugsskole, som førhen leverede mange gode kunder, når jeg kørte tju-bang film. Den er blevet skiftet ud med Efterskolen for Scenekunst. Og det er klart, de stiller straks en scene ind, og invitere meget store navne, og har plads til 400 mennesker. Det begynder at gøre det muligt at betale en god pris til dem, som skal på scenen. Det er også store navne de har haft, og masser af mennesker til at se det. Plus, at de får i hoved og røv af støtte til at drive sådan en geschäft. Det gør jeg ikke. Til at begynde med var der kun Malling Kirke, som kunne finde på noget engang i mellem. Det var sådan set slemt nok, for de må da have udlignet med kirkebøssen, for de tog det halve i billetpris af hvad jeg kunne. Bogstavligt, så havde jeg engang hyret Michala Petri og Lars Hannibal, og jeg skulle have 125 kr. for lige akkurat, at få det til at hænge sammen med fuldt hus. En måned før, havde den samme elskværdige booker sørget for, at de kom oppe i kirken og de skulle have 50 kr. pr. billet inkl. kaffe. Så var der ligesom ikke ret meget tilbage til mig, så det opgav jeg. Så det gør du slet ikke mere? Nej, jeg gør det lidt engang imellem. Engang det var sjældent, at der var en Danmarkspremiere til en lille bif, og så skulle det piftes op. Altså åbningsshowet på den front, det var jo da jeg havde premieren på ”Åndernes Hus”, hvor jeg inviterede Kim Sjøgren, som oven i købet kom på sin 40 års fødselsdag. Det var jo en kæmpe sellert. Det var Danmarkspremieren jo i sig selv på det tidspunkt. Men det er jo som jeg lige har fortalt dig, den sensation er jo borte, for nu er der Danmarkspremiere over det hele. Det er jeg jo nok så glad og stolt over, og så tænker jeg alligevel, det var måske smartere at komme en måned efter, fordi så har de sløve nisser sgu hørt om filmene. Det er lige som om, at det lige skal over ligusteren først. Man skal ikke regne med det, når Per siger, at der er en god film. Hvis man høre det fra naboen, så er den ved at være der. |
|
Den Gode Film- og Biografoplevelse |
|
 Hvad er en god film for dig?Ja, jeg dissekere dem ikke lige som en filmanmelder, og heller ikke på samme måde som nogen af mine publikummer. Jeg er nok blevet lidt kommerciel og så dog alligevel. Der er også noget smag. Eksemplet fra den ene grøft til den anden grøft. Min ynglingsfilm de sidste 30 år er "Victor/Victoria". Det er musical i den relativ moderne ende. Handlingen foregår dog i 30'erne, men den er rimelig moderne tekniknisk, og med god lydkvalitet på musiknumrene, og den er sjov. Og i den anden grøft, så havde vi en lille film fra Camera Film som hed ”Ida”. Find den og se den. Normal format, mono, polsk, og de flotteste S/H billeder jeg nogensinde har set. Hver eneste gang der var et klip, så "suk". Det var nødvendigt at se den et par gange, for at få både fotograferingen og handlingen ud af det. Det hele kunne ikke komme ind på én gang. Det var der slet ikke plads til. Det er en mageløs film. Har du en virkelig ynglingsfilm? Ja, det er "Victor/Victoria". Men der ud over, bliver jeg stadig ved med at vende tilbage til ”Ørneborgen”. Det siger jeg hver gang, jeg har set en ny krigsfilm, at så kunne man nok godt lige snuppe den en gang mere. Jeg synes, at jeg breder mig vildt og inderligt, genremæssigt. Jeg gider under ingen omstændigheder noget som kommer fra Marvel, og i det hele taget, når noget går over gevind. Ellers hvis vi er i Ramasjang, så tror jeg aldrig, at jeg har set en bedre røverhistorie end ”Casino Royale”. Til meget, meget forargelse for andre Bond fans, så synes at altså, at det er den bedste James Bond film. Det er stadig væk Sean Connery der er ”min” Bond, men ”Casino Royale” er så meget bedre en film. Alene åbningssekvensen, der er vel næste 15 min med denne her til-fods jagt, op i byggekraner og ja hold da kæft. Afsindigt flot filmet og med en lydside som siger spar to. Plus, at vi når at komme helt ned på jorden med rigtigt skuespil af Mikkelsen på den ene side af bordet og med Bond på den anden side som virkelig sidder og kører på hinanden. Jeg synes, at den er fremragende. Ellers bliver det svært at remse op, for der er mange. Hvordan kan det være at du synes at "Ørneborgen" er god? Det er fordi jeg aldrig er kommet igennem den, uden at være i tvivl om hvem, der skulle holdes med. Den er så godt skruet sammen og altså, alene det lydspor! Men det tog så lidt af glansen at læse denne her beskrivelse i Cinema Retro, med hvor lidt Burton egentlig havde været til stede. Det var skuffende. Men bortset fra det, så holder filmen altså 100% i dag. Jeg tager den tit frem. Jeg tror også stadig, at jeg kan kører over uden at kigge på lærredet. Hold nu op hvor har jeg kørt den mange gang. Jeg kan nu også godt lide ”Kelly’s Helte”, fordi den er så skæv, at det er helt vidunderligt. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne sælge nogen af dem i dag. Jeg gjorde jo et forsøg omkring mit 40 års jubilæum, hvor jeg lavede en hel sommer med en færdigtrygt plakat med en hel kavalkade, som jeg kaldte ”Hjertesager”. Den var så betinget af, at det var film som var disponible, men alligevel, et rimeligt bredt udpluk af hvad jeg havde holdt af, eller hvad jeg gerne ville vise folk. Det var der absolut ingen interesse for. Det ragede sgu ikke dem, hvad jeg synes var god film. Det kunne de se gratis hjemme helt gratis. Der havde jeg jo stillet an med ”Jaws”. UIP var faktisk rimeligt large, hvis bare jeg selv stillede an med en BluRay, så skulle de bare have en minimum leje på 1500 kr., og så ellers 35%. Så det var almindelig filmleje, på betingelse af, at jeg selv stillede med materialet, for de havde jo ikke noget. Hverken det ene eller det andet. Det kunne jeg også sagtens klare, det var ikke noget problem. Og de få BluRay som jeg ikke selv havde, dem fik jeg jo så anledning til at få købt. Det var så lige et spørgsmål om at få fat i dem med undertekster. At sælge billetter i Malling til noget, der ikke er tekstet, det er selvmord. Det tror jeg nu ikke, at der er ret mange steder man kan, når det kommer til stykket. Men jeg havde ”Jaws”, jeg havde ”Sidste Stik”, jeg havde ”Fang Tyven”, en gammel Hitchcock. Jeg havde ”Frøken Kirkemus”, for det var Malling Bio’s åbningsfilm i 1943. Jeg havde selvfølgelig ”Paint Your Waggon”, for det var min åbningsfilm, og jeg havde de første 10 Bond film, fordi nu ville jeg heller ikke brede mig for meget, før jeg kunne se hvor galt det gik. Og det gik jo altså sådan, at ”Goldfinger” toppede med otte billetter. Så da ringede jeg til Hanne Linden [UIP Udlejning] og sagde, at nu havde jeg fået hende til at bruge en masse ulejlighed til at finde rettighederne til alle de film, og om hun ville være med til at strege de fleste af dem igen. Men det var helt i orden. Jeg ville gerne beholde ”Paint Your Waggon”, fordi det var min åbningsfilm og den skulle slutte kavalkaden. Det var i orden, og det var en gave fra dem. Jeg er ikke sikker på, at det var andet en DVD jeg kunne skaffe med tekst på. Dengang var der heller ikke en BluRay af ”Alle Tiders Race”, for ellers havde den været tilskrevet. Den sætter jeg meget, meget højt endda. Men der er jo masser af gammelt lort man kan grave op, og gerne vil vise folk. Jeg kan ikke huske hvad det blad hed. Der var engang et Amerikansk blad [”The Big Reel”] på avispapir, halv format, som dels var fyldt med annoncer fra folk som ville sælge og købe film. De havde også annoncer for nogen udvalgte biffer fra Los Angeles eller en anden storby derovre, som lå og kørte klassikerkavalkader hele tiden. Som regel altid dobbelt programmer. Men for satan en drøm at kunne få lov til at gøre sådan. Men nej, der er byen for lille, nej landet er for lille. Jeg kunne jo ikke engang få folk ind og se Tati i København. Det var nok heller ikke der, de kiggede, hvis de skulle ind og se en Tati film. Hvad er en god biografoplevelse for dig? Hvad er det der gør, at du f.eks. tager til byen og ser ”Hello, Dolly!”, eller tager til Aarhus og se Imax film. Jeg får mig ikke taget sammen til at komme i biografen. Jeg har aldrig tid til det, men jeg ville så gerne. Men altså ”Dolly!”, den kan jeg jo udenad. At se den igen i 70mm, det var da lykken. Og Imperial er et vidunderligt sted at komme. Var i hvert fald dengang. Jeg ved ikke hvordan det er i dag. Men hvad er det som tricker dig? Det er simpelthen helheden. En ting er at se ”Dolly!” igen, det ville jeg gøre ved enhver given lejlighed, næsten. Jeg var meget nysgerrig for at høre hvordan DTS klarede den. Og det gik jo faktisk også fint. Billedmæssigt var det jo formidabelt. Og så det, at høre en reaktion fra et publikum, der ikke har set sådan en film før. Eller [opleve den med] nogen, som holder ligeså meget af den som mig. Det er nok noget af det vigtigste. Det er altid sjovt at se en publikumsreaktion. Jeg sidder tit inde bag i salen for at fornemme hvordan de har det med denne her film i dag. Det begyndte nok med ”Farligt Begær”, men det var nok mere sensationen. Og stå derinde lige som hun kommer op af badekarret til sidst, og se at hele bundtet ... de letter simpelthen. Men nej, det bedste er sgu, når man hører, at de alle sammen ler på én gang. Og der er så langt imellem film man kan le af. Jeg er slem til at se biografoplevelsen fra biografmandens side. Den kan godt være påvirket af, om det er en film, som kommer til at give penge i kassen. I sin tid, det var nok sidste gang jeg var i Palladium. Vi havde et filmtræf derinde, hvor bl.a. Camera var med for at vise ”Koncerten”. Jeg tror ikke, at vi var mere end 8-10 stykker, som gik ind og så den. Hvor de andre gik ind og så knald bang film. Og jeg fløj ud til Mette Søgaard og sagde: ”Den er til mig”. ”Gå op og køb en lakridspibe og stik den ind, den film tror vi overhovedet ikke på. Der er kun indkøbt 4 kopier”. ”Så skal jeg jo ikke have præmiere, kan jeg godt regne ud, men nummer 5. Altså den første kopi, der flytter sig, den er til mig". "Så skide værd med det, men så må du kun have den i 14 dage”. Det var så en aftale, og da jeg så skulle aflevere den efter 14 dage, så begyndte jeg jo igen at stille betingelser og skabe mig. Jeg afleverer den kun, hvis jeg får den igen om 14 dage. Det var også i orden. Og sådan blev vi så ved. Så den nåede at komme til Malling syv gange, og nåede i alt at spille den i 4-5 måneder. Alene dét var reklame, for folk begyndte at tale om hvad der foregik. Jeg havde kunder, der så den syv gange. Den er så skøn. Det er så afsindigt. Den var allerede en ynglingsfilm, den dag jeg tog ud af Palladium. Og det gør altså noget for at få Per's salgstal op. Jeg kan sgu ikke huske hvad den solgte. Men jeg tror altså, at den solgte billetter for omkring 100.000 kr. Historien gentog sig nogle år senere, med ”De Uovervindelige”. Fransk, men det havde Scanbox nu gjort alt for at kamuflere. I traileren, der stod original titlen ikke på fransk men på engelsk. På plakaten, stod titel på engelsk under den danske. Og et billede af manden i kørestolen, siddende på en sådan måde, at man var næsten sikker på, at det var Dustin Hoffmann. Tilpas uskarpt til at den næsten ikke kunne modbevises. For ellers var det ikke gået. Folk i Danmark gider ikke franske film. Ikke i det omfang som den blev set. For helvede da! Den skulle ud midt i november, og jeg havde snakket med Rasmus ovre på Scanbox, og det var i orden. Den skulle jeg have. Men den var stadig analog, nej det passer ikke. Den var digital, og det kunne jeg ikke køre i 2'eren. Så sagde jeg: ”Får du nogen i analog”. ”Nej ikke en eneste”. Det var jo ret tydeligt allerede efter 14 dage, at det blev en longrunner. Og julepremieren, det kunne jeg godt kante. Jeg kan ikke huske hvad det var den jul, men de kunne godt dele den store sal med de to film, og så kunne det endda gå videre. Men den 7. januar der var det Mads Mikkelsen som barnerøver eller hvad var det den hed… i hvert fald den hvor han er pædofil pædagog. Thomas Vinterberg’s film. Den hed ”Jagten”. For det første troede jeg ikke, at det gik, at have alle tre film til at køre i den store sal. For jeg kunne jo ikke køre digitalt derinde og for det andet ved jeg jo også, at Nordisk ikke vil godtage meget mindre end alle forestillinger den første dag. Så begyndte jeg at telefonere igen til den gode Rasmus på Scanbox. Den var da premiereført næsten et halvt år i Sverige inden den kom til Danmark. Så må den være lige ved at skulle ud her ved juletid på DVD og BluRay. ”Jeg ved godt hvor du er på vej hen og det må man ikke”. ”Nej”, sagde jeg, ”-, men hvis du ikke fortæller det til nogen, så gør jeg det heller ikke. Jeg skaffer en BluRay”. Jeg kan ikke huske de tal. Men det var helt vilde tal den film spillede ind. Det var noget med, at den kørte 4 måneder. Det passer ikke. Den kørte to og en halv måned i den store sal, og så kom den over og kørte tre og en halv måned i den lille sal på BluRay, og den gav ligeså meget derinde. Det var et eventyr simpelthen, og det var så også en af dem, som folk kom og så en ekstra gang. Ikke så meget som de gjorde dengang med ”Koncerten”. Jeg tror ikke at der var ret mange som vidste, at den skulle blive så stor, som jeg bildte mig ind dengang. Det var en af dem, der som blev til ”Hjertesager”. Der skulle gøres lidt ekstra for den, og jeg skal da love for, at det lykkedes. Det er så begrænset hvor mange der har været siden da. Det nærmeste der kommer til efterfølgende, det er næsten ”Kongens Valg”. Så stort er det på ingen måde, men det er den største i år. Jeg har så lige taget den på en uge mere, da jeg havde noget der floppede. Det kunne dog ikke gøre det. Den har de set færdig. Men den var også en god film. |
|
Tidernes Skiften |
|
 Hvordan har du oplevet tidernes skiften i den tid du har haft
bio? Repertoire, stil og publikum og så videre.I 1973 kunne jeg sætte hvad som helst på plakaten, og få masser af mennesker ind. Vel nok fordi der var ikke nogen konkurrent. Altså der var én kanal på tv. Det var næsten en sensation, hvis de havde en spillefilm på en lørdag aften. Og det var dét. Min forgænger holdt principielt altid lukket om onsdagen, for der var der andespil i sportsforeningen. Det var på det niveau. Der gik tog til Aarhus 7 gange om dagen. Du kunne ikke engang komme hjem fra en 9-forestilling. Nu har de lukket [Odder]banen, men ellers har der nu været 7-8 afgange til Aarhus i timen. Det er noget andet, og toget har nu endestation i foyeren hos den værste konkurrent. Det er ikke nemme vilkår. Det har jo også vendt sig sådan, at - igen i '73, at hvis Per opførte sig rigtigt pænt, og kørte alt det lort som Nordisk Film kom slæbende med året i gennem, så kunne Per få lov til at køre Olsen Banden i efterårsferien. Olsen Banden havde premiere i efterårsferien, og så fik Per den 12 måneder efter. Altså året efter. Sådan var det med alt stort fra Nordisk. De andre kunne man få på den halve tid. Men Nordisk var ekstremt slemme på det tidspunkt. Og det betød ikke en skid. Og efter 12 mdr., så kunne man kun beholde den i 1 uge, fordi der var andre som ventede. Så der blev kørt formentligt syv forestillinger med hver film og til fuldt hus, og 57% i filmleje. Det giver vi ikke engang i dag. Hvad betaler man i dag i filmleje Ny film 50%, efter 3 uger, så klatter de ned på 35%, så begynder man at tjene penge, når de går længere. 50% kan også gå, men der er som sagt ikke den værdi i en Danmarkspremiere mere. ”Sidste salgsdato”, det er næsten blevet med det samme. Jeg skrev ud i god tid til folk om, at ”Snemanden” ville komme til Malling 14 dage efter Danmarkspremieren. Det havde i gamle dage været en sensation. Nu hørte jeg fra den ene efter de anden, at dén havde de været inde og se, for den havde du jo ikke. De har ikke tålmodighed til at vente på, at du får den? Nej slet ikke. Jeg har hørt et par madammer sige, at de var mere fremme i skoene end mig. Så de kører gerne 20 km derind og tilbage? Og omvendt, så er der det samme, for den samme generation, som jo først kommer når der står, at det er de sidste 2-3 dage. Så bliver de jo nød til det. De har ikke spor travlt, men de vil jo se den. Det er også fint nok, men det måtte gerne være anderledes fordelt. Og det er jo sådan, at sådan en som Mads Nedergård, der er kommet rimeligt sent hos Disney som altid har stukket mig i næsen: ”Men jeg har hørt så meget om dig og Malling. Jeg har bare ikke set det i den tid jeg har været her”. Efter ”Åndernes Hus”, så tog jeg selvfølgelig på tourné med spillelisterne i hånden. ”Så kan I se hvad der sker, når en lille biograf er med fra start”. Hvilket resulterede i, at Erik [Hamre] fik sin højre hånd til at ringe. De var blevet inspireret, og at de gerne ville tilbyde mig ”Løvernes Konge” som premiere. Og jeg kvitterede med at kører i 8 mdr., og det var der sgu ikke ret mange andre i provinsen, som gjorde. Da den begyndte at gå lidt ned af efter et kvartal, så lavede vi en plys-bjørn dag. Alle der havde et tøjdyr med fik en slikkepind. Da den fyldte et halvt år, så var der en gigant kageløve, der fyldte det halve af scenen, og som ungerne fik lov til at smovse i. Coca Cola fik jeg til at sponsorere drikkevarer til det samme arrangement. På den måde kunne den så holdes i live kunstigt. Men i live, det var den - i hvert fald. Til fødselsdagen holdt jeg en quiz. De første spørgsmål var bare ud over salen, og de 10 kvikkeste børn, de kom så op på scenen, og var der til de havde svaret forkert første gang. De to sidste piger jeg havde deroppe...... Jeg havde skrevet 30 spørgsmål ned om Disney generelt, men også om ”Løvernes Konge”, men jeg kunne jo ikke forvente, at de kendte den så godt. Det var et miks af alt hvad der havde med Disney at gøre, men specielt små prinsessefilm. Da de 30 spørgsmål var slidt op, der stod de to piger der stadig, og så måtte jeg jo til at improvisere. Det varede fandenme længe inden jeg fik smidt de to piger ned. ”I kender de film godt, og også ”Løvernes Konge”?”. ”Ja, jeg har set den 8 gange.” Først kom der TV2. Det kunne mærkes en lille smule, og så begyndte de at køre spillefilm. Hvis ikke på den ene kanal, så på den anden, og så på begge kanaler på samme tid. Og nu er der kanaler med lutter spillefilm, så er den ved at stramme til der. Der bare kommet flere og flere kanaler. Jeg prøver lige nu at sige, at det er fordi Aarhus er Kulturhovedstad 2017, og de hundredevis af gratis arrangementer som kommunen kaster om sig med, at der ikke er så meget at lave i år, men jeg tror måske, at det er ligeså meget fordi vi har tabt til Netflix og Co. De gider ikke humme sig væk hjemmefra. Starten til det var videoudlejning, som du ved jeg også tog ind på et relativt tidligt tidspunkt. Og det var et rimeligt godt kosttilskud til den daglige drift, til at begynde med. Det gik jo også ned i takt med, at der kom mere og mere i fjernsynet. Noget de kunne hente mod betaling, noget de hentede gratis, det var lige meget. De fik behovet dækket. De kunne endda sidde hjemme i stuen, uden at skulle have far ud og hente og bringe, hvis det var dårligt vejr. Man kunne blive hjemme alle sammen og se film gratis, og der gik videoen altså ned. Jeg havde ellers nok det bedst udvalg i Østjylland. Jeg havde over 3000 titler en overgang. Men den største dag var dog den dag jeg holdt ophørsudsalg. Jeg må have sat priserne alt for lavt. Jeg havde slet ikke nogen skrubler den dag, for nu var det slut. Det var i december 2008. |
|
Fremtiden for Biograferne |
|
 "So,
I'm a woman pretending to be a man pretending to be a woman"
(Victor/Victoria). Det er aften og Bio spiller aftenens første forestilling.Publikum kan i dag se film hele døgnet alle steder i forhold til for 40 år siden. Hvordan ser du fremtiden for biografer? Den er sort. Det er efterhånden længe siden, at jeg gjorde mig meget upopulær ved en generalforsamling, og sagde, at nu var der 10 år tilbage til, at der kun var biografer i de fire største byer. Jeg tror det snart er 10 år siden. Og jeg får ret. Jeg tror ikke vi overlever ret længe. Jeg er efterhånden så gammel, at jeg kan være ligeglad, men det kan jeg alligevel ikke. Så kom min revisor og sagde, at han havde gennemgået de sidste 5 år, for han var ikke så sikker på ham, der havde passet det for mig. "Det er helt sikkert, at det ikke er overlagt snyd, men du skylder altså over 300.000 kr. i moms. Dem skal vi have indberettet, og dem skal vi ha lavet en afbetalingsordning med". Der var simpelthen blevet indberettet for lidt hver måned. Men det endte så med, at jeg gik i banken i stedet for at låne de penge, plus, at det var et år hvor jeg havde en dårlig sommer, så der står noget mod 400.000 kr. på et lån. Så jeg har ikke råd til at lukke. I går solgte jeg 12 billetter på 5 forestillinger. Det er der sgu ikke noget ved. Specielt ikke når jeg har gjort mig umage, og har et godt program. Jeg har altid sagt, at jeg skal kunne stå ude ved bygrænsen og skyde med spredehagl efter dem, som tager ind til byen. Så skal jeg jo også vise det hele her. Jeg havde jo i en lang periode, efter det der stunt med ”Løvernes Konge”, gyldne dage på mit børnepublikum. Jeg var en af de små biografer, som kørte mest ind på deres film. Jeg var deres kæledægge. Jeg fik så mange film som jeg overhovedet ikke var berettiget til på den konto. Og det har holdt temmelig længe, at det var børnefamilierne, og så et spring op til bedsteforældrene. Dem i midten, det var dem, der havde nemmere ved at køre til Aarhus. Men så kom digitaliseringen med 3D og P. Hauberg trådte frem og erklærede, at ”3D blev en døgnflue, ligesom det har været tre gange før. Så det skulle P. Hauberg ikke bruge 150.000 kr. på”. Med det resultat, at jeg blev ramt af en shit-storm, på Facebook, på disken og alle mulig andre steder fra mødre om, ”-, at hvis jeg ikke ville levere den vare som deres børn gerne ville ha', så kunne de sandelig kører derhen hvor de kunne få den.” Jeg tror, at jeg mistede 50% af mit børnepublikum på den konto. Det indså jeg heldigvis alvoren i, så jeg telefonerede til Hr. Müller [Kinoton, Hamburg] midt i, at han var ved at få sin aftensmad. ”Jeg gerne ville se på noget 3D udstyr”. Det kunne han sagtens levere, og det kunne også sagtens bygges ind, men jeg skulle bare lige vide, at det nok kostede 50% mere, når det var efterinstallation, end hvis jeg havde taget det fra start. Det var der så ikke noget at gøre ved. Jeg kom af med noget som lignede 170-180.000 kr. for at få 3D. Efter 3-4 mdr. så begyndte mødregruppen at indfinde sig igen, for at høre om jeg ikke også ville køre de film i 2D, for deres børn kunne ikke lide det [3D]. ”Begejstringen” breder sig. Og så var det overstået. Det var ikke fordi jeg fik så mange tilbage af det, så det gjorde noget. Der var så også andre grunde til, at det gik ned af bakke for børnefilm, for de begyndte at blive tynde og de lavede flere og flere. Og så slår de fra, for de vil ikke se det hele, eller i hvert fald, ikke betale for det hele. Men vi skulle jo have noget at være uvenner over. Så havde jeg en måned hvor ”Klorine” hun holdt ferie, så det var mig der skulle være støvsugerpilot konstant. Efter at have støvsuget konstant i en måned efter skolebio og andre børnefilm, så forærede jeg min popkornmaskine til skolefritidsordningen, og solgte de sidste 80 kg. majs til Odder, for de har så mange medarbejdere, som kan rydde op efter dem. Det var ikke nogen mindre shit-storm, kan jeg godt love dig. Så måtte jeg jo ringe til Hobro, om de kunne huske den popkornmaskine de solgte mig for år tilbage, "Kan du ikke lige sælge mig en mere"? Hun slog en latter op, og sendte mig en regning på 16.000 kr. og så var det Status Quo. Så var børnene glade igen? Ja, men det kneb stadig med at få dem ind igen. Selvom jeg lavede nok så farvestrålende plakater. Jeg kan huske, at der var en tegnefilm med nogle Muppetlignende figurer, som jeg overhovedet ikke kan huske hvad hedder. Den dem havde man placeret på to rækker biografsæder bag hinanden med popkorn og 3D briller, og så krøllet en god tekst til. Så ud til alle, at nærbiografen sandelig havde lige hvad klientellet gerne ville have. Der var både 3D og popkorn i stride strømme, så nu skulle de bare komme ind. Men det gik ikke helt sådan. Du nævnte pension - vil du gerne pensioneres? Havde jeg ikke haft det lån i banken, så er overvejelsen så tæt på. I hvert fald når jeg har sådan en aften. Dem har jeg altså for mange af, hvor der ikke kommer ret mange. Så går jeg og tænker på, at det godt nok var en skam, at jeg fik sat de nye stole ind, for det er de ikke værd de nisser her i byen. Så er det stort set det samme alle steder, det er jo så en anden snak. Det betyder bare, at de har ret i, at vi er på vej ned. Det måtte godt lige ha’ varet lidt længere, for jeg har ikke til sinds at give op. Men altså 3 Falke Bio i sin tid, og min part i digitaliseringen, har begge gange kostet hele min pensionsopsparing, og min mor's hus som jeg solgte i sin tid. Der er ikke en skid opsparing i mit navn nogen steder. Så der er en folkepension, og så en delpension for tre år af min banetid. Så der er sgu ikke meget at leve af, og hvis jeg skal til at bruge den også for at kunne drive biografen, så bliver det trist. Så jeg prøver så længe, at helbredet holder til det. Ejer du bygningen Ja, så den kan jeg sælge og flytte et rart sted hen. Ja så kan du så vende om og sige, at sidste gang der var ejendomsvurdering, der faldt den, til trods for vedligeholdelse som endda nævnes på vurderingspapirerne. Den står kun til 2,7 mio i dag. Det kan jeg dårligt nok få et ordentligt parcelhus for. Det kan ikke engang betale sig at flytte. Det er ikke nogen heldig udvikling. Jeg vil slutte af med at sige, at jeg er møgegoistisk, og jeg håber, at jeg får lov til at kører videre indtil den dag hvor jeg segner. Altså i gamle dage, der var der altid sådan en tvivl. Jeg sagde altid, at jeg skulle bæres ud, men der var tvivl, om det skulle være bedemanden eller kongens fogede, som skulle bære mig. Den med fogeden, den er jeg sådan set ude over i dag, så det er kun bedemanden vi taler om. Men der kan selvfølgelig også være helbredet. Er du en pessimistisk mand? Normalt ikke, men måske alligevel lidt. Jeg kan sige ligesom Mark Twain: ”Jeg har haft så mange bekymringer, som ikke blev til noget.” |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:17:34 |
|