biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

• 2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Filmformater
Sensurround
Film- og Kinoteknik
Interview mm.
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem med 6-sporet, stereofonisk lyd

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Thomas Hauerslev. Alle billeder er stillet til rådighed af Richard Whitney, Optical Heritage Museum, USADato: 24.03.2020
Efter tre års forskning, udvikling og produktion, havde "The Greatest Show in Todd-AO" endelig premiere i oktober 1955 i Rivoli biografen på Broadway, New York City, USA.

"Hvad er Todd-AO-processen?"

• Todd-AO, er knivskarpe 70mm film, vist med 30 billeder i sekundet (HFR) på meget STORE og BUEDE biograflærreder.
• 70mm film med høj billedkvalitet er meget imponerende takket være det store billedareal - og den høje billedhastighed.
• Negativet er ca 4 gange større end standard 35mm widescreen film.

Todd-AO-processen satte standarden for 65mm og 70mm film - og inspirerede filmindustrien i 50 år. 70mm filmformatet er ofte forbundet med de store episke film og ikke mindst filmmusicals fra 1960'erne. Begyndelsen på Todd-AO går tilbage til sommeren 1952, hvor min historie begynder.

For snart 70 år siden lykkedes det Broadwayproducenten Michael Todd at overtale American Optical Company til at deltage i udviklingen af det første nye filmsystem i mere end to årtier.

"Du er med i filmen!!"

Før jeg begynder, skal jeg først forklare et fænomen kendt som "det perifere syn". For at forstå dybte og afstand er vores orienteringsevne mere afhængig af, hvad øjnene ser til siderne, end hvad vi ser lige frem. Dette princip fungerer også i biografen.

Hvis du fotograferer et kavaleri af heste, der kommer løbende imod dig og forbi kameraet med konventionelle objektiver med almindelige brændevidder, så "ser" kameraet aldrig hestenes sider. Hvis dette nu vises på et biograflærred, og dette gælder også store buede lærreder, så vender hestene alle sammen mulen imod dig, imens de galopperer sidelæns ud af lærredet. Dette er en lille fin detalje, men fordi man aldrig ser siderne af hestene, så forsvinder fonemmelsen af at være med i filmen også.

Fred Waller, amerikansk opfinder og ingeniør eksperimenterede med det perifere syn og forsøgte med succes at kopiere den menneskelige synsvinkel på film. Hans opfindelse "Cinerama" gengav en meget realistisk illusion af virkeligheden ved at fotografere et ekstremt vidvinklet panorama på tre filmstrimler. Når en tilskuer sidder et sted tæt på "the sweet spot" (Centrum af lærredets radius), og ser på lærredet oplever tilskueren en effektiv "1st person" oplevelse - en nærmest 3D lignende fornemmelse af at være med i filmen. Denne "1st person" oplevelse er hele grundlaget for de store buede lærreder og korte brændevidder, og det hele forgik uden brug af de vulgære 3D briller.

Cinerama reproducerer denne fornemmelse af at medvirke i filmens handlingen med et meget kompliceret projektionssystem, der består af tre filmprojektorer, der viser tre paneler af 35mm film side om side på det store buede lærred. I teorien ses de tre billeder på lærredet som ét stort komplet uforvrænget billede. Der er dog en vis bevægelse mellem panelerne, og denne ustabilitet er ekstra synlig, hvor de tre billeder mødes ved de to sammenføjninger. Denne ustabilitet nedsætter illusionen, og tilskuerens oplevelse af at være med i filmen spoleres - i teorien. I praksis, og selv om der er lidt ustabilitet imellem panelerne, er det er det stadig en imponerende oplevelse at se Cinerama, med tre synkront kørende 35mm film på et stor buet lærred.

Cinerama var også meget dyrt at installere, fordi biografer ofte skulle gennemgå væsentlige ombygninger for at gøre plads til tre operatørrum og det store lærred. Mange siddepladser blev ofret, i nogle tilfælde blev flere hundrede siddepladser fjernet, og det var ikke så populært for biografdirektøren. Michael Todd, der var en af producerne bag den første Cinerama film indså hurtigt de tekniske begrænsninger ved systemet, og at det var dyrt at installere. Todd mente heller ikke Cinerama ikke var egnet til at fortælle en historie, når man altid kunne se de to samlinger oppe på lærredet. Fred Waller forsikrede ham om, at de tekniske mangler ville blive rettet før premieren af "Dette er Cinerama". Imidlertid blev der ikke gjort mere ved det, og de to samlinger blev aldrig fjernet.
 

Læs mere her:

Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater

Historien om 70mm Film i Danmark

3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater

Film produceret og præsenteret i Todd-AO

Internet link:

Dr. Brian O'Brien, chef for forskning og udvikling for American Optical Company, ved siden af Todd-AO's universalprojektor installeret på American Optical Research Center's Todd-AO demonstrationsbiograf i halv størrelse.

"Dette er Cinerama" viste hvad den nye teknik kunne præstere, da den havde premiere i New York den 30. september 1952. Filmen blev en enorm success, men Mike Todd forlod premieren allerede i pausen siges det. Han var ikke tilfreds med Cinerama, og satte sig et nyt mål - han ville perfektionere "illusionen af virkelighed", og gøre det bedre og billigere. Han ville have et Cineramasystem, hvor filmudstyret kunne installeres i et eksisterende operatørrum, og hvor det hele kommer ud af ét hul i stedet for tre.


To uger senere den 15. oktober 1952 mødtes Mike Todd med Dr. Brian O'Brien, USA's ledende ingeniør inden for optik på det tidspunkt. Mike Todd havde bedt om et møde, og det fandt sted på en bar i Rochester lufthavnen. Mødet blev overværet af Walter Siegmund, en af O'Brien's assistenter, og ifølge ham redegjorde Mike Todd for problemet på et serviet og spurgte, om Cinerama kunne forenkles. Mike Todd's bekymringer var dels økonomi - han ville være i stand til at installere det nye system i eksisterende biografteatre uden alt for dyre ombygningsomkostninger, og dels teknologi - Todd vill gerne slippe af med de to samlinger på lærredet. Todd ønskede at udvikle et system med filmoptagelse med et enkelt kamera i stedet for tre kameraer, og en enkelt filmprojektor til at vise et fejlfrit Cinerama-lignende billede på et stort buet lærred. Ifølge overleveringen spurgte Mike Todd:

"Doktor O'Brien, jeg ønsker at bygge et Cinerama lignende filmsystem, hvor det hele kommer ud af ét hul, kan det lade sig gøre?"

Brian O'Brien forklarede, at sådan en omfattende opgave krævede en stor virksomhed med speciale indenfor optisk arbejde, og ifølge Dr. O'Brien var der kun tre amerikanske virksomheder, der kunne løfte sådan en opgave: Eastman Kodak, Bausch & Lomb eller American Optical Company. Dr. O'Brien sendte sin assistent Walter Siegmund til New York for at se "Dette er Cinerama", der entusiastisk rapporterede om oplevelsen til Dr. O'Brien i ét ord "WOW!". Walter beskrev selv oplevelsen i 2002 under et interview med biografmuseet.dk

"Cinerama var det bedste jeg nogensinde havde set på et filmlærred, og "Wow" var en enkel måde at udtrykke det på."

Mike Todd ringede til Dr. O'Brien en måned senere for at fortælle ham, at han havde besluttet sig for American Optical Company. O'Brien bad Todd om at komme til Southbridge [MA] den følgende søndag for at spise frokost med Walter Steward, præsident for American Optical Company. Mike Todd fremlagde ideen om "et Cinerama ud af ét hul" til Walter Steward. Han gjorde det så godt, at Steward fortalte ham, at hvis Todd kunne sammensætte en gruppe mennesker, som alle var velbevandret i filmindustrien, og samtidigt fremlagde et budgetforslag til at udvikle denne proces, ville American Optical Company gå med på udviklingen. Todd forsikrede ham om at finansiering og filmfolk var ikke noget problem, og at den første film i det nye system blev Rodgers og Hammerstein's Broadwaymusical "Oklahoma!". Todd havde allerede henvendt sig til Rodgers og Hammerstein for at få dem til at sælge deres største success nogensinde, for at producere den i den nye proces. En process, der ville "fungere som Cinerama, men uden Cinerama's ulemper".

Dr. O'Brien fortalte ham, at det ville koste 20 millioner dollars og tre år at udvikle processen, hvortil Mike Todd svarede:

"20 millioner dollars er ikke noget problem, men tre år er udelukket - De får seks måneder".

 
VIP møde hos American Optical Company. Forreste række fra venstre til højre: Mike Todd (Producer), Fred Zinnemann (Instruktør), Dr. Brian O'Brien (Ingeniør) og Oscar Hammerstein II (Komponist).

Mike Todd grundlagde virksomheden "Magna Theatre Corporation" den følgende fredag den 27. november 1952 og bad American Optical Company om at udvikle objektiverne, kameraet, projektoren, lyskilden til projektoren og det nye lærred, som de havde i tankerne, og selvfølgelig lydsystemet.

Den første gruppe af ingeniører bestod af Brian O'Brien, Walter Siegmund, John Davis og Robert Hopkins. Deres job var at få en forståelse af den opgaven de var sat til at løse. Hvilken form for forvrængning skulle de tage høje for med korte brændevidder og hvordan skulle den grundlæggen geometri af lærredet konstrueres?

For at matche filmarealet på Cinerama's tre 35mm-film havde ingeniørerne brug for så meget plads som muligt på en enkelt filmstrimmel. Hertil fik ingeniører anvist nogle ældre Thomascolor 65mm 8-perf kameraer fra '30erne som de kunne arbejde med. Det maksimale filmareal på 35mm film var simpelthen for småt og utilstrækkelig til at få nok lys gennem projektorens billedvindue. Beslutningen om at vælge 5 perforationer i stedet for 8, lærredets bredde og højdedimensioner og et formatforhold på ca. 2:1 blev taget på grundlag af:

• Mike Todd's ønske om, at det nye system skulle passe ind i eksisterende biografteatre uden alt for dyre ombygningsomkostninger.
• Det nye lærred skulle derfor passe ind i de eksisterende biografer's prosceniumbuer.

Lærredets dybe krumning blev valgt for at give tilskueren en effektiv "1st person" oplevelse - altså, den illusion at være med i filmen, og for at reducere forvrængning fra det store 128° Todd-AO objektiv, der skulle fange de store panoramaer.

En lille gruppe af American Optical's ingeniører udførte mange eksperimenter vedrørende udformningen af lærredet, krumning, størrelser og materialer. I det væsentlige skal lærredet ikke påvirke oplevelsen når publikum ser på det - lærredet skal være usynligt - et slags vindue ud til verden. Et typisk Todd-AO lærred målte 15 gange 7 m med en kurvedybde på 4 meter. Afstanden fra side til side langs buen målte ca 18 meter. Disse første vigtige beslutninger om grundelementerne i det nye filmsystem blev taget af denne lille gruppe ingeniører, der sad sammen og tænkte:

"Dette er rationelt og giver god mening - lad os gøre det"

Filmhastigheden blev sat op fra 24 billeder i sekundet til 30 billeder i sekundet for øge illusionen af virkelighed, og for at udjævne stroboskopering eller flimmer, hvilket kan være meget irriterende for øjnene i lyse scener og især på et stort lærred. Det blev besluttet, at biografkopierne skulle være 70mm brede for at gøre plads til lydsiden af filmen. De extra 5mm var nødvendig for at gøre plads til at rumme de fire striber magnetisk brun jernoxid, der bar de seks lydkanaler med hifi lydspor.

Todd-AO-multifunktionsprojektoren blev udviklet af American Opticals instrumentafdeling i Buffalo og fremstillet af Philips i Holland. Todd-AO projektoren, eller DP70, der blev det populære navn, var designet til at være kunne vise ethvert filmsystem i 70mm og 35mm, og kvaliteten af denne maskine er ikke overgået siden. Maskinen betragtes stadig af mange som Rolls-Royceen blandt filmprojektorer. Hr Jan Kotte, Philips' chefdesigner, blev hædret med en OSCAR for udviklingen af DP70 maskinen i marts 1963.

65mm kameraerne blev udviklet i samarbejde med Mitchell Camera Corporation. Lydsystemet blev udviklet i samarbejde med Altec, som også udstyrede biografer med deres "Voice of the Theater" højttalere. Ampex Corporation udviklede afspilningsteknologien, herunder tonehoveder. Alt blev fremstillet til strengeste specifikationer, der var fastsat af Forsknings og Udviklingsafdelingen hos American Optical Company i Southbridge, MA. i USA.

Westrex Recording udviklede lydoptagelses-, mix- og redigeringsudstyr, der blev defineret som 6-kanals magnetisk stereo med 5 lydkanaler bag lærredet og 1 effektkanal ude i biografen. Frekvensområdet skulle være 20 - 18.000 Hz.
 

 
Stillfoto fotograferet med Todd-AO's 128° "Bug Eye" objektiv på Rochester Universitet's område i 1953. Bemærk hvordan træer og lysmaster bøjer som følge af den naturlige forvrængning i dette fiskeøjeobjektiv.

I begyndelsen af 1953 begyndte arbejdet på en af grundstenene i det nye filmsystem: objektivet, der kendetegnede Todd-AO mange år fremover, det imponernde objektiv med en billedvinkel på hele 128°. Det siges, at det var Mike Todd selv, der gav objektivet kælenavnet "The Big Bug Eye" da han første gang så objektivet, med et frontglas så stort som en spisetallerken.

Det blev dog hurtigt indset, at der også var behov for andre objektiver med længere brændevidder. American Optical udviklede derfor også et objektiv, der dækkede en billedvinkel på 64°. To andre objektiver med billedvinkler på henholdsvis 42° [55 mm Zeiss, F2 Biotar dobbelt Gauss] og 37° [76 mm Voigtländer (eller Schneider) F2,8 Heliaor til 6x6 fotografering] blev indkøbt direkte hos Carl Zeiss og Voigtländer og tilpasset til Mitchell Cameras's BNC montering.

De fire Todd-AO objektiver:

• 128° (22 mm)
• 64° (44 mm)
• 48° (55 mm)
• 37° (76 mm)

I juni 1953 havde AO's ingeniører det første prototype kamera og 128° objektiv klar til test. Disse tests fandt bl.a. sted på "Atom Smasher" - rutchebanen på Far Rockaway, et Tivoli på Long Island uden for New York. Mike Todd ønskede at genskabe rutsjebaneturen fra "Dette er Cinerama" ved at fotografere den samme rutchebane med det nye udstyr. Senere i september 1953 tog Mike Todd og Harry Stradling til Europa med det nye udstyr for at optage scener til en demonstrationsfilm.

På det tidspunkt var man nået så langt i arbejdet med det nye filmsystem, at den nye process endelig kunne navngives. Ved at kombinere Mike Todd's efternavn, og American Optical Company's initialer kom det nye system til at hedde: Todd-AO.

The Todd-AO Corporation blev dannet i 1953 for at være den tekniske agent for processen og til at levere og servicere det nødvendige udstyr til biografer og filmproducenter. Virksomheden var ejet af Magna Theatre Corporation og American Optical Company i fællesskab. American Optical ejede også alle patenterner, som de udlejede på licens til The Todd-AO Corporation.
 
 

Det største show i Todd-AO

 
Dr. Brian O'Brien flankeret af Rodgers & Hammerstein II i Rivoli Theatre ved åbning af Todd-AO og "Oklahoma!" Oktober 1955.

Regent Theatre biografen med 800 pladser i byen Buffalo, NY blev lejet af The Todd-AO Corporation til brug som demonstrationsbiograf af den nye teknik. En af de første private fremvisninger af den nye teknik - prototypen på Todd-AO - foregik den 8. august 1953. Kun 9 måneder efter oprettelsen af MAGNA skulle det nye system og dets fortræffeligheder demonstreres for et meget eksklusivt publikum. Mike Todd's vision om et filmsystem, der kunne reproducere CINERAMA's enestående evne til at involvere publikum, men uden alle de tekniske begrænsninger, skulle nu stå sin prøve over for investorerne, Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II, bestyrelserne for MAGNA Theatre Corporation og The Todd-AO Corporation, samt gæster fra filmindustrien.

Demonstrationen var afgørende for den videre udvikling af det nye system. Hvis Rodgers og Hammerstein ikke kunne lide resultatet, så havde MAGNA ingen film at producere i den nye process [Broadway musicalen "Oklahoma!"], og finansieringen af den videre udvikling ville sandsynligvis forsvinde. Mike Todd var så overbevist om Todd-AO's kvaliteter, da han fuld af selvtillid præsenterede dagens program for gæsterne, og forklarede:

"Denne proces er en forlængelse af livet...", imens han på stedet improviserede Todd-AO sloganet: "Det største show i Todd-AO".

Blandt de scener som gæsterne så var optagelse fra en rutchebanetur i New York, scener fra MGM's back lot med Peter Graves som statist, og optagelser af unge mennesker på en skovtur i Ellicott Creek Park, Buffalo samt syv smukke kvinder i datidens badetøj fotograferet på MGM studierne i Culver City. Især scenerne af de unge mennesker var så livagtige at Rodgers og Hammerstein udbrød:

"Jeg ville række ud efter deres donuts - og derpå række ud efter pigerne!"

Demonstrationen var en succes, og Rodgers og Hammerstein besluttede at Todd-AO havde den visuelle kvalitet og dybde, de havde brug for, og solgte filmrettighederne til deres musical "Oklahoma!" til MAGNA for en million dollars og 40% af filmoverskuddet.

Mike Todd mente, at han selv skulle producere og instruere "Oklahoma!", men Rodgers og Hammerstein var ikke interesseret i at se deres musical forvandlet til en "rutsjebanetur" som de frygtede Mike Todd ville gøre. De ville sikre sig imod, at Mike Todd ikke fik den mulighed, og med George Skouras og de øvrige medlemmer af MAGNA's bestyrelse i ryggen afslog de Todd's foreslag. Mike Todd hævdede ellers at "Oklahoma!" var filmen, der skulle gøre processen kendt fordi Todd mente, at det var Todd-AO systemet, der var stjernen i hele showet. Men han havde gjort regning uden vært og han blev atter skubbet ud på et sidespor.

Akkurat som det var sket i CINERAMA-bestyrelsen, blev Todd igen skubbet ud en konservativt instillet bestyrelse. Bestyrelsen bad ham om ikke at sælge sine aktier i MAGNA. Mike Todd forblev modvilligt, men satte sig for at finde en ny historie, der skulle produceres i Todd-AO. Et projekt, hvor han ville have fuld kontrol, og for at vise Todd-AO's fulde potentiale. Et år senere meddelte han, at den anden film produceret i Todd-AO ville være hans egen filmversion af Jules Verne's klassisker "Jorden Rundt i 80 Dage".

Optagelserne til "Oklahoma!" gik igang i Todd-AO onsdag den 14. juli 1954. Kun to prototype 65mm kameraer var til rådighed til at begynde med, men Mitchell Cameras leverede fem helt nye kameraer undervejs i produktionen. American Optical's objektiver 128° & 64° blev brugt i ganske få scener under optagelserne. Det var hovedsageligt 48° (55 mm) og 37° (76 mm) brændevidderne, der blev brugt. Man kan derfor sige, at det meste af "Oklahoma!" blev optaget med tyske objektiver. Filmen tog 107 dage at indspille og optagelseren sluttede den 6. december 1954. Da det var umuligt at lave reduktionskopier fra 65mm film med 30 billeder i sekundet til 35mm film med 24 billeder i sekundet, blev "Oklahoma!" optaget samtidigt i 35mm CinemaScope. Grundlæggende er historien den samme, men der er stor forskel i perspektivet  i de to versioner.

 

 

Distortion Correction Printing

 
American Optical Company personale klædt i skjorte, jakkesæt og slips arbejder med Todd-AO Mark III printeren i Fort Lee, New Jersey. Walter Siegmund til højre.

En af de mest unikke komponenter ved Todd-AO processen var “The Distortion Correction Printing Process”, der måske bedst kan oversætte som, "forvrængningskorrigerende kopieringsteknik". Mike Todd's oprindelige ide var, at kunne vise Todd-AO i enhver biograf uden at dyre omkostninger til ombygning, som det var tilfældet med CINERAMA. Todd-AO's projektorer skulle typisk installeres i de eksisterende operatørrum højt oppe under loften, øverst i biografen, hvilket resulterede i alvorlig forvrængning på lærredet pga den ekstreme nedadgående projektionsvinkel. Oven i dette, er Todd-AO lærredet også meget buet, hvilket også tilføjer en anden form for forvrængning i billedet. Todd-AO's forvrængningskorrektionssystem kunne kompensere for forvrængning i billedet og projektionsvinklen, ved at forvrænge billedet på filmen i den "modsatte" retning under fremstilling af 70mm biografkopierne. Forvrængningskorrigerede kopier sikrede et perfekt billede under ekstreme projektionsforhold.

Printeren korrigerede tre typer forvrængning:

• Forvrængning fra "The Bug Eye" 128° objektivet.
• Forvrængning af billedet på det buede Todd-AO lærred
• Forvrængning fra ekstrem projektionsvinkel

Den forvrængningskorrigerende kopieringsteknik fungerede som beregnet, men kun til Todd-AO film. Hvis biografen skulle vise en almindelig 35mm film i CinemaScope på Todd-AO lærredet virkede det ikke, da 35mm kopierne ikke var forvrængningskorrigerede. Udvikling og forsøg foregik i årene 1953 - 1956 hvorefter behovet udeblev. Efterfølgende blev alle de særlige kopieringsmaskiner skrottet.

Premieren på "Oklahoma!" foregik i Rivoli biografen på Broadway i New York den 13. oktober 1955 og filmen fik positive anmeldelser. Rivolibiografen var også showroom for Todd-AO processen, og til premieren blev der anvendt en ny forvrængningskorrigeret 70mm kopi af "Oklahoma!", for at demonstrere metoden. Imidlertid var den fremsendte 70mm kopi ikke egnet til at vise frem for et betalende publikum. Det viste sig at kopien flere steder var fuld af ridser, fordi det originale negativ var blevet ridset i Hollywood. Det betyder normalt ikke noget når en film kopieres i en wet-gate contact printer. I dette tilfælde med de forvrængningskorrigerede kopier betød det noget helt andet, fordi printeren var en kontinuerlig projektionsprinter. Ridser af denne art betød derfor, at selv meget små ridser kunne ses på det store Todd-AO lærred. Ved premieren i Hollywood to måneder senere i december 1955, var det en normal wet-gate kontakt kopi, og der var ingen ridser.

Todd-AO-premieren for "Oklahoma!" afsluttede tre års hårdt arbejde for mere end ethundrede ingeniører fra American Optical Company, Ampex, Westrex, Mitchell og Philips. American Optical Company udviklede Todd-AO processen og etablerede standarden for 65mm og 70mm film med 6-spor stereofonisk lyd. Industrien adopterede formatet, og snart lavede andre kamera- og projektorproducenter nyt udstyr til filmindustrien.


I november 1955, en måned efter premieren på "Oklahoma!", lejede The Todd-AO Corporation sig ind hos Kling Studios (Charlie Chaplin's studio indtil 1952) i Hollywood og ombyggede det store Studie 2 til et indspilningsstudie hvor Todd-AO kunne mixe lyd til de kommende film i Todd-AO formatet. Den første film, de arbejdede på, var Mike Todd's egen "Jorden Rundt i 80 Dage".
 
 
Prototype Todd-AO kamera med 128° "Bug Eye" panoramaobjektivet.

Efter åbningen af den første biograf med Todd-AO i New York i oktober 1955 fulgte premiererne i Los Angeles, Chicago og San Francisco. I løbet af 1956 åbnede der i gennemsnit to nye Todd-AO biografer hver måned i USA. En af de første demonstrationer af Todd-AO uden for USA foregik i Vesttyskland på Photokina messen i Köln den 29. september 1956. Danmarkpremieren foregik den 23. oktober 1958 i 3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater, på Frederiksberg i København. Omkring 1958 solgte American Optical deres Todd-AO aktier, og på samme tid investerede filmselskabet 20th Century Fox i processen og begyndte at optage deres store film produktioner i Todd-AO. Fox's egen "South Pacific" [den tredie Todd-AO produktion] havde premiere 19. marts 1958.

To dage senere den 21. marts 1958 blev hele underholdningsindustrien rystet af den triste nyhed om Mike Todd's tragiske død. Mike Todd og Art Cohn var på vej fra Burbank, i Californien til New York City da hans 2-motors Lockheed Lodestar privatfly "The Liz" styrtede ned under et stormvejr ca 55 km sydvest for Grants i New Mexico. Mike Todd forlod branchen og biograferne med en film- og teknikarv, i form af en filmoptage- og biografpræsentationssystem, der bærer hans navn, og som har været standard i industrien i snart 70 år. Takket være hans vision og vilje til at præsentere publikum for den perfekte biografoplevelse, har millioner af mennesker kunnet glæde sig over "The Perfect Show, in Todd-AO". Store skarpe billeder på store buede lærreder og perfekt lyd i 6-spors stereo i snart 7 årtier. Mike Todd's største sejr var dog at vinde 1956's Bedste Film Oscar for "Jorden Rundt i 80 Dage".

Todd-AO's glansperiode varede ca 16 år fra 1955 til 1971, hvor den sidste film ["The Last Valley"] i systemet havde premiere. Todd-AO's kamerafdeling havde travlt med gennemsnitlig en film om året. Efter 1971 forsvandt behovet for at lave de store episke film og musicals i Todd-AO. Efterspørgslen efter 65mm kameraer forsvandt og Todd-AO udviklede i stedet en serie anamorfotiske objektiver [i CinemaScope formatet] af høj kvalitet, der blev meget populære. De nye serie af objektiver til 35mm film med navnet "Todd-AO 35", blev præmieret med en OSCAR [Academy Award].

Selv om anvendelsen af Todd-AO's 65mm kameraer stort set ophørte i starten af 1970erne, fortsatte brugen af 70mm kopier i biografen i stor stil helt frem til 1992, da digital lyd [DTS, Dolby Digital og SDDS] blev introduceret på 35mm film. Den uigenkaldelige og absolut sidste film, der blev optaget i Todd-AO regi var den fabelagtige "Baraka" i 1992.

Biblioteket af film produceret i Mike Todd's Todd-AO process er idag tilgængelig på en måde, som Mike Todd aldrig ville have forestillet sig. I dag kan du se næsten alle Todd-AO filmene på BluRay, formateret i "letterbox" og med fantastisk 6-sporet digital lyd, i din komfortable sofa i din egen stue. Eller hvad med at tage filmen med på den bærbare, eller på din telefon? Filmene kan ses hvor som helst og når som helst.

Det er ironisk, da det sensationelle Todd-AO system med de store brede buede lærreder oprindeligt blev udviklet for at få publikum væk fra deres TV, ud af deres hjem og ind i biografen. I dag er det omvendt.

Kun 18 spillefilm blev produceret i Todd-AO-processen imellem 1955 og 1992. Slaglinien "Produceret i Todd-AO" på biograffacaden betød altid den fineste kvalitet i filmproduktion og præsentation. For mange mennesker efterlod disse relativt få film et uudslætteligt indtryk, fordi det i sandhed var "Det største Show, i Todd-AO".

Todd-AO's kamera afdeling lukkede i slutningen af '90erne og kameraudstyr og objektiver blev spredt for alle vinde hos samlere og museer. Det klassiske filmmateriale var også tæt på at forsvinde, da Eastman Kodak måtte indgive konkursbegæring i 2012. Noget måtte gøres, og en aftale om indkøb af råfilm blev indgået med Hollywood's producenter. Der er derfor stadig instruktører, der insisterer på at bruge "gammeldags" film til deres produktioner, og gerne 65mm film, og gerne de store 65mm kamerarer. Mike Todd's vision om det perfekte filmsystem lever derfor videre hos en gruppe filminstruktører, der næsten 70 år senere, har gjort 70mm film mere attraktivt og populært, end det store format har været i mange år.

• Quentin Tarantino:
"The Hateful Eight" i Ultra Panavision 70
• Kenneth Branagh: "Mordet i Orientexpressen" i Super Panavision 70
• Christopher Nolan: "Dunkirk"

• Gå til Vises nu i 70mm
• Gå til Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater
 
 

Todd-AO: Et Overblik

 
Todd-AO cement splicer

"TODD-AO 70mm film, plus TODD-AO's specialkamera, plus TODD-AO's nyudviklede 6-kanals high-fidelity magnetiske lydsystem, plus TODD-AO's "all purpose" 70mm projektor, og det store buede TODD-AO lærred, repræsenterer sammenlagt det mest revolutionerende af alle biografpræsentationssystemer med en renhed, perspektiv, detaljer og farvegengivelse, der aldrig tidligere er opnået. Takket være Todd-AO's revolutionerende teknik, der nu har nået et foreløbigt klimaks, har publikum omsider chancen for opleve fornemmelsen af at deltage i handlingen til fulde, og med det mest ægte udtryk".

Todd-AO er Michael Todd's vision, og sammen med American Optical Company's stab af ingeniører under ledelse af Dr. Brian O'Brien, er det lykkedes dem at udvikle:

"... et filmsystem system, der er istand til at fotografere scener med en meget stor vidvinkel .... med ét kamera .... på én strimmel film ...., der skal projiceres fra én enkelt projektor .... på et meget bredt lærred .... med en kvalitet så perfekt, at publikum ville være en del af handlingen, og ikke bare passive tilskuere."

 

 
  
  
Gå: tilbage - op
Opdateret tirsdag, 24 marts 2020 18:19:56