biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Danmark 1904-2020
København 1904-2020
Premiere 1911-2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

• 2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

3 Falke Bio
Skandinaviens første Todd-AO teater

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Thomas Hauerslev. Hvor intet andet er anført er foto af Thomas Hauerslev Dato: 05.01.2020

Meget Moderne i 1958

 
Falkonercentret i februar 2003. Biografen ses yderst til venstre med hvis facade og mørk taglinie.

3 Falke biografen var 30 år forud for sin tid og anses af mange som den bedste biograf, der nogensinde har været i Danmark. Blandt forhenværende personale, nutidige filmoperatører og 70mm fans, som er gamle nok til at huske den, står 3 Falke Bio stærkt i erindringen som BIOGRAFEN, hvor man så 70mm med 6-sporet stereofonisk magnetlyd. Det er ikke uden grund. Biografen havde 1000 pladser, og en fantastisk udsigt til det kæmpestore buede lærred. 3 Falke Bio lukkede efter sidste forestilling den 14. december 1982 og savnes stadig. Dette er historien om biografen, fortalt af den sidste filmoperatør, der blev uddannet i Danmarks bedste biograf.

"3 Falke Bio var unik i sin egenskab af at være Skandinaviens første specielt indrettede biograf til at vise det nye filmsystem Todd-AO. Jeg følte mig omsluttet af lyd og billede, når filmen fyldte hele mit synsfelt. Det var et kort og næsten kvadratisk biograflokale, så fornemmelsen af det store lærred blev forstørret på denne måde."

På Frederiksberg lå der engang en biograf med det pudsige navn "3 Falke Bio". Navnet refererede til de 3 falke i Frederiksberg Kommunes byvåben. Så man kan næsten sige, at det var Frederiksbergsborgernes helt egen biograf. 3 Falke Bio var den første danske biograf indrettet til Todd-AO. Det var Danmarks bedste biograf. Lærredet var bredt, buet og meget, meget stort. At se Todd-AO i 3 Falke Bio var en kæmpe oplevelse der dannede grundlaget for min store interesse for biografer og 70mm film.
 

Læs mere her:

3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater

Gallerier:
3 Falke Bio, februar 1982
3 Falke Bio, 1981-1983
3 Falke Scenen, 1983-1984

Internet link:

Adresse

3 Falke Bio
Howitzvej 4
2000 Frederiksberg


Direktører
LOF ved August A Andersen (1958-1977)
Lademann (1977-1978)
Henrik Sandberg (Dana Film) (1978-1980)
Per Hauberg (1980-1981)
Louis Jubelsky (1981-1982)

Billet telefon
Fasan 8818 (1958-1963)
Fasan 8818 (1963-1978)
01 86 88 18 (1978-1982)

Siddepladser
1000 (1958-1972)
976 (1972-1982)
 
Stoleplanen. Klik på billedet og se en større version

Omtrent samtidigt med min kortvarige filmoperatørkarriere i 3 Falke Bio begyndte, opsøgte jeg August Andersen i Brønshøj. Han var en flink mand og han uddelte velvilligt af sine erindringer fra biografens tid. Takket være August, kan jeg på biografmuseet.dk præsentere en masse spændende historier og illustrationer.

Biografen blev tegnet af arkitekt Ole Hagen og var en integreret del af Falkonercentret, der i årene 1955 - 1958 blev bygget på den grund, hvor Frederiksberg Rådhus tidligere havde ligget. Ole Hagen (1913 – † marts 1984, 71 år gammel) var en berømt dansk arkitekt, der havde bygget adskillige skoler, offentlige bygninger, industribygninger (Godsbanegården, København) og beboelse (Domus Vista, Valby). Hans tegnestue var på den tid den største af sin art i Danmark. I 1959 tegnede han også Kinopalæet, Danmarks eneste Cinerama biograf. Ole Hagens Tegnestue lå i mange år på H. C. Ørstedsvej i et moderne kontorhus, med benzintank i stueetagen. Idag ligger tegnestuen på Kong Georgs Vej på Frederiksberg og den gamle kontorbygning er ombygget i 2006/07 til beboelse og en Faktaforretning.
 
 

Todd-AO

 
Vi befinder os i 1950erne. Et årti præget af store biograflærreder og mange nye spændende filmsystemer. Et af disse nye filmformater kom i særlig grad til at præge de danske biografer. Den nye film ”Oklahoma!” der havde premiere i New York i oktober 1955, blev filmet i den nye bredfilmsproces; Todd-AO. Filmen blev et øjeblikkeligt hit og Amerikanske og Europæiske biografejere lagde mærke til systemet. Den første Europæiske Todd-AO biograf, Adriano i Rom, åbnede den 14. februar 1957 og en måned senere åbnede den første Todd-AO biograf Savoy i Hamburg.

3 Falke Bio var unik i sin egenskab af at være Skandinaviens første biograf specielt indrettet til at vise det nye filmsystem Todd-AO. Det var ganske unikt at Todd-AO kom til Danmark i 1958. På samme tid var der kun 60 biografer i USA og Canada og 50 biografer i resten verden indrettet til Todd-AO. Mindre end 3 år efter verdenspremieren på det nye filmformat, kunne man i Danmark derfor opleve "70mm film med 6-spors stereofonisk magnetlyd". Med 5 højttalere bag det store buede lærred og et antal effekthøjttalere placeret i salen var Todd-AO, sammen med design, repertoire og ledelse hjørnestenene til biografens store succes i mere end 20 år.
 

Hvad er Todd-AO?

Danmarks Største Lærred

 
Det store Todd-AO lærred

3 Falke Bio var meget moderne i 1958 med det gigantiske buede "væg til væg" og "gulv til loft" lærred. Det var en biografdesignfilosofi udviklet af Cinerama, Todd-AO og Dimension 150 og senest markedsført af Showscan Corporation i starten af 1980erne som "High-Impact Biografer".

I moderne biografer betragtes kæmpelærreder som standard, men den buede version er desværre udfaset til fordel for det væsentligt mindre imponerende flade lærred.
 
 

Et amfiteater med 28 rækker

 
Udsigt til de mange pladser, operatørrummet og loftet.

3 Falke Bio var opbygget som et amfiteater med 28 rækker. Alle rækker var naturligvis buede således, at alle havde det bedst mulige udsyn imod lærredet. Biografrummet bestod af 1000 pladser heraf 64 sofapladser plus 2 kontrollørsæder. 1/3 af pladserne var på de 11 første rækker på det stærkt skrånende gulv. Bagerste række på gulvet var sofarække med god benplads. Dernæst kom terrassen med en sofarække ca 2 meter over gulvniveau. De efterfølgende 16 rækker, med 2/3 af pladserne, hævede sig i en kraftig stigning op bagerst af biografen.

Stolene, med teaktræsarmlæn, havde turkisfarvet betræk i ren uld. Rækkeafstanden var 85 cm. Det normale på den tid var 78 cm. For enden af rækkerne var der stolerækkelys tegnet af Ole Hagen der på den tid kostede pris 30 kr pr. stk, og et rækkenummerskilt i matforkromet messing med indgraveret inskription.
Stolene blev leveret fra Odense Stole- og Møbelfabrik og kostede i alt 200.397,20 kr. I august 1972 blev linoleumsgulvet skiftet og stolene blev renoveret samtidigt med, at stoleplanen blev lavet lidt om. Pladsantallet blev reduceret til 976. En af disse pladser blev landskendt, da "formand" Simon Spies købte en plads til sin
stok. En pudsighed han også anvendte i Det Kongelige Teater.
 
 

Billetkontor og Facade

 
Billetkontoret var placeret på pladsen udenfor og havde 3 salgssteder med pengebakker og taleruder. Endvidere var der en tavle vendt imod publikum, en pladsoversigt med udskiftelige prisgrupper samt lysmarkering for "UDSOLGT".

Billetprisen kostede fra starten fra 5 kr til 14 kr.

Pladsen foran billetkontoret blev i spøg kaldt for "3 Falke Square". Om vinteren kunne det være en kold oplevelse at købe billetter til 3 Falke Bio og allerede 18. december 1958 skrev Frederiksberg Bladet, at publikum havde klaget over blæst og kulde, når de købte billetter. Pladsen blev først overdækket midt i 1980'erne, længe efter at biografen var lukket. Personalet havde lokaler til rådighed på 2. og 3. sal med udsigt til brandstationen. Der var ikke nogen elevator op til operatørrummet der lå på 4. sal, og man skulle derfor slæbe de meget tunge 70mm film derop.

Biografens facade bestod af et udhæng hvor biografens navn "3 FALKE Bio" sad bøjet i neon. På forkanten af denne baldakin var det plads til at sætte bogstaver, så man kunne skrive filmens titel. Oven over baldakinen var der plads til en stor 24-sheet, plakat der altid prydede facaden og biografens indgangsparti.

24-sheet = meget stor plakat, der består af 24 enkeltdele. Bruges ikke mere. Idag laves disse plakater på et trykker.
 
 

Foyer

 
Udhængsskabe i den ydre foyer. Foto fra A Andersen's samling.

Vestibulen var 12 x 5 meter. På venstre side var der 2 store montre til plakater. På væggene var der brune kakler, og belysningen var indbygget i loftet. Til højre sad der en salsoversigt samt plakatmontre med baggrundslys. Fra vestibulen fortsatte man ind i foyeren. I foyeren var der publikumstelefoner, toiletter, en slik- og iskiosk, bar og springvand. Fra foyeren var der adgang til biografsalen via 2 trapper der ledte op til 1. sal.

Til højre for kiosken lå en bar forpagtet af en restauratør. På venstre side lå en kaffebar, der pga. manglende omsætning blev nedlagt i begyndelsen af tresserne. Senere blev også baren nedlagt. I bunden af foyeren blev der opstillet et springvand, hvor vandet skiftede farve ved hjælp af en projektør med en drejende skive med forskellige farver foran. Springvandet var kantet af kunstige blomster, som kontrollørerne yndede af få piccoloerne til at vande. 

I foyerens loft sad der i et gitterarmatur med 240 lamper, der skulle skabe en form for Tivoli illuminationseffekt. Foyeren lå under biografsalen og belysningen skulle derfor give gæsterne en illusion af, at der var højt til loftet. Branchebladet "LP & Co Nyt" skrev i deres nummer af den 28. november 1958, at foyeren ikke oprindelig var konstrueret til helaftensfilm. Foyeren kunne ikke rumme 1000 mennesker i pauserne, og den var derfor for lille. Der manglede også en garderobe i foyeren. Erfaringerne med 3 Falke Bio's lille foyer gav anledning til omfattende ændringer i projekteringen af Kinopalæet som Ole Hagens tegnestue var i fuld gang med at tegne (Kilde: Frederiksberg Bladet den 27. november 1958.)
 
 

Ventilation

 
Aaltolamperne i baggrunden til venstre og operatørrummet. Foto: Thomas Hauerslev

Hver time blev der blæst 25 kubikmeter frisk renset og forvarmet luft ind per tilskuer. Indblæsningen var i loftet og udsugningen var under stolene. Efter premieren klagede publikum over træk på de bagerste rækker (Kilde: Frederiksberg Bladet 18. december 1958).
 
 

Salsindretning

 
Næsten alle stolene set fra lærredet. Bemærk Aalto lamperne ved bagvæggen. Foto: Thomas Hauerslev

Det samlede biografareal var 600 kvadratmeter. Gulvet var lavet af mørktbejset fyrretræ under stolene og belagt med Wilton tæppe på gangarealerne. Loftet var mørkeblåt og konstrueret af gasbeton i felter med indbyggede downlights på 100W hver. På rampen sad der 87 lamper i loftet. Væggene var asbestbemalede akustiske paneler (asbestolux plader med akustisk regulering) med små lodrette lysrender med en enkelt 15W pære i bunden. Til lidt over dørhøjde var væggene beklædt med teaktræspaneler. På bagvæggen sad der 14 styk dobbelt Aalto cylinder pendler.

Biografens håndværkere gav biografen navnet "4. maj bio" pga lamperne, der kunne minde om et boligkompleks med levende lys i vinduet. Udgangstrapperne gik ud til Howitzvej. Det viste sig senere, at tømningstiden var for lang, dvs, det tog relativt lang tid at få 1000 mennesker ud af salen efter forestillingen (Kilde: Frederiksberg Bladet den 18. december 1958.)

Biografen blev den 1. november 1961 præmieret af "Komiteen til præmiering af gode og smukke bygninger på Frederiksberg" med diplom og bronzetavle. Broncetavlen er eftersøgt hos Frederiksberg Kommune i 2004, men den er forsvundet.
 
 

Lærredet

 
Lærredet set fra den vestlige indgang. Foto: Thomas Hauerslev

Det var det største biograflærred, der endnu var installeret i en dansk biograf. Det fyldte hele endevæggen og de sorte masker var meget små, når der blev vist 70mm film. Det var som at kikke ud af et stort vindue. Tegningerne af lærredet blev sendt til Todd-AO i USA til afprøvning (Kilde: Børsen 17. oktober 1958), for at man på forhånd kunne have garanti for den korrekte anbringelse.

De imponerende dimensioner var: 17,6 x 8 meter (Kilde: Berlingske Tidende 17. oktober 1958) (uafmasket 18,5 x 8,2 meter). Det krummede stærkt med en pilhøjde på 2,7 m, og det havde en speciel lysspredende overflade af imiteret fiskeskæl og perlemor.

Afstanden fra 1. række til lærredet var 8 m. Foran lærredet var der en scene af mørktbejset fyrretræ på 8 x 12 m, der var velegnet til optræden. Sceneloftet var et mørkt malet hængende rabitzloft. Lærred blevet skiftet flere gange bl.a. i 1963 ("Lawrence of Arabia"), 1967 (Dimension-150 "The Bible...in the beginning") og igen i 1976. I biografens levetid blev lærredets størrelse kun overgået af Kinopalæet og den omrejsende biograf, der viste "Windjammer" i årene 1958 - 1960.

Der var 2 fortæpper. Et gult (tæppe 1) af Mohair velour "Castle", der fulgte forkanten af scenen og et lysegråt af glasfiber (tæppe 2), der var det traditionelle fortæppe foran lærredet. Fortæpperne forsvandt ud bag væggen, når de gik fra. Det gule tæppe blev hovedsageligt brugt i pauserne.
 
 

August A. Andersen - Født til Film

 
August Andersen står på trappen aftenens forestilling. Foto: Stefan A Kron Andersen

Blandt 36 ansøgere, fik August Andersen i 1958 jobbet som direktør i 3 Falke Bio. Han skulle starte den 1. august 1958. Han var på det tidspunkt 48 år og filmansætter på Warner Brothers i København og kendt som en erfaren og dygtig filmmand. August nød hver eneste dag som direktør. Han elskede sit arbejde. Han var typisk på arbejde om formiddagen og igen om aftenen. Han lod sig pensionere i en alder af 67 den 31. juni 1977.

August A Andersen (23.05.1910 - †24.11.1990) blev født i København og voksede op på Nørrebro. Hele hans liv var August Andersen knyttet til dansk biografvæsen. Han startede som biografkontrollør i 16-17 års alderen i stumfilmstiden, og blev siden filmoperatør i Metropol og Palladium. Efter realeksamen startede han som stik-i-rend dreng hos  Paramount Pictures i Danmark. Han var sekondløjtnant i artilleriet, men militærkarrieren blev afbrudt, da han kom til Gloria Film samtidigt med, at han var filmoperatør. Efter en uddannelse som prokurist kom han i 1937 til Gefion Film.
 
 
Kronprinsesse Margethe og August Andersen. Foto: Stefan A Kron Andersen

I august 1944 blev han interneret i Vestre Fængsel og siden i Frøslev lejren. Han startede i 1950 sit eget filmselskab, Zenith film, og lukkede det igen 1952, da han blev ansat i Warner Brothers. I protest mod at LOF ikke ville give August Andersen lønforhøjelse og ordentlige pensionsforhold, søgte han i 1962 bevillingen til Bispebjerg Bio. Så kunne han blive sin egen chef og få en bedre pension, skrev Berlingske Tidende den 31. januar 1963. LOF besindede sig og indså naturligvis, hvor vigtig August Andersen var for deres biograf. Han trak ansøgningen tilbage, da han fik lønforhøjelse og forbedrede betingelser med LOF, der havde bevillingen til 3 Falke Bio.

August Andersen var meget kreativ og driften af 3 Falke Bio var et højdepunkt i dansk biografdrift og han havde overskud på regnskabet helt op til og med 1975. På et tidspunkt i starten af 1960 "udgav" 3 Falke Bio egne frimærker efter August's initiativ.

August kaldte sig altid "August A. Andersen", men i virkeligheden hed han Alfred August Andersen.
 
 

Byggeledelse og Fremvisning af biografen

 
Bygning af biografen sommeren 1958. Man aner terrassen og den ene udgang i biografens højre side. Foto fra A Andersen's samling.

Byggeriet af Falkonercentret med 17-etagers hotel, handelsskole og koncert/konferencesal foregik fra 1955 til 1958 og biografdelen var noget af det sidste, der blev færdigt. Byggeleder af biografprojektet var LOF´s forretningsfører, Egon Wagner Jensen, og tidligt i projektet håbede man på at åbne den 15. september 1958. Liberalt Oplysningsforbund havde fået bevillingen til at drive biografen og den 1. august 1958 ansatte de August Andersen til at drive deres nye prestigebiograf.

Den 9. september 1958 var stole og maskiner stadig ikke installeret, og hvilken film man skulle vise, var stadig uvist. Torsdag den 16. oktober 1958 kl 14.00 blev biografen uden lærred, men med alle dens tekniske raffinementer, fremvist for pressen. Imens en hærskare af håndværkere stadig arbejdede, var Ole Hagen som tilsynsførende arkitekt, dagens guide.

Lærredet kostede 21.000 kr og ankom fra England i en stor trækasse og blev lagt langs en af væggene i salen. Af frygt for at beskadige det blev det først sat op til sidst efter at håndværkerne var færdige. Politiken skrev fredag den 17. oktober 1958, en uge før åbningen, at lærredet endnu ikke var hængt op.
 
 
Bygning af biografen sommeren 1958. Man ser terrassen og operatørrummet. Foto fra A Andersen's samling.

Den 17. oktober 1958 var der artikler om 3 Falke Bio i Berlingske Tidende, B.T., Børsen og Dagens Nyheder.

"Moderne enkelthed og lys festlighed, der er behagelig uhøjtidelig" skrev Børsen

3 Falke Bio havde 1000 pladser men var langt fra den største biograf i Danmark, hvad angår siddepladser. Følgende Københavnske biografer havde flere pladser: Nora (1184), Palladium (1347), Palads Teatret (1549), Saga (1692) og World Cinema (1575). Hvad lærredsstørrelse og filmbredde angik, slog 3 Falke Bio dem alle. Todd-AO, stort lærred og 6-sporet stereofonisk magnetlyd var synonymt med, hvad der gjorde 3 Falke Bio berømt. Inden biografen åbnede fremkom der forespøgsler fra konkurrenterne, vedr. installatione af Cinemiracle.

August Andersen fortalte, at han havde valgt at vise "South Pacific". Han havde set filmen i Dominion biografen i London, og det var kun 7 måneder siden, den havde haft verdenspremiere i Criterion Theatre på Broadway i New York, USA. 

"Det bliver en forrygende succes" - og August Andersen gav den 6 ugers spilletid. "Der bliver udsolgt, inden håndværkerne er væk"

-, fortalte han optimistisk. LOF havde beregnet et overskud på 50.000 kr, hvis belægningsprocenten var mindst 75% i et år. LOF skulle blive meget klogere, for filmen kom til at køre i sammenlagt 184½ uge og blev den største biograf succes i Danmark i 20 år.
 

 

Personalet i biografen

 
1962, Chefoperatør Møller viser "South Pacific" i Todd-AO. Foto Henrik Fabild

Det samlede personale var på den tid: 1 direktør, 1 kontordame, 4 kontrollører, 3 operatører, 3 billetdamer, 4 piccoloer og 3 rengørings-damer i alt 19 mennesker. I 1969 var følgende ansat som kontrollører: Erik Christensen, Lennart Liljegren og K Wauder. Hovedkasserersken Inge Wallin (Biografbladet kalder hende "Velin") havde været ansat siden 1958.

Der var 2 operatører på arbejde af gangen. De skulle betjene 34 tryk-knapper på skråpulten. Tilbagespolingen foregik pr håndkraft. Kaj Larsen (kinotekniker hos BOFA senere SCANKINO) var chefoperatør, og skulle sørge for, at de 6 forstærkere og 36 højttalere var i orden. Hans makker var Harry Møller.

Personale

Overkontrollør Bøghave (1959)
Overkontrollør Erik Edskov (1959)
Operatør Harry Møller  (1959)
1. operatør Hans Christensen  (1959)
Chefoperatør Kaj Larsen (01.02.1962)
Hovedkassererske Inge Wallin

Piccolo Jan 
Piccolo Svend Åge Bech
Piccolo Jan Petersen

Schneider
Knud Nielsen

Erik Christensen (1969)
Lennart Liljegren (1969)
K Wauder (1969)
Henrik Westergaard Christensen (1964 - 1969)

• Gå til Mit Liv i 3 Falke Bio
• Gå til Hvad Skuffen Gemte
 
 

Svend Aage Bech - Piccolo og filmoperatør

 
Personalet fejrer "South Pacific"'s første år i oktober 1959. Fra venstre til højre: Erik Bjørn Jensen, Schneider, Svend Aage Bech, uidentificeret, Inge Wallin, Knud Nielsen, Bøghave og Jan Petersen. Foto fra A Andersen's samling.

Svend Aage Bech (08.04.1942 - 26.09.2007) var i næsten alle årene tilknyttet 3 Falke Bio. Han startede som piccolo i 1958, og avancerede til filmoperatør samtidigt med at han havde sit dekoratørjob Philips i Danmark. Han var fabelagtig til at dekorere biografen med plakater og billeder når der var premierer. Svend Aage havde en knastør form for humor, hvilket følgende historie dokumenterer. 

I 1978 gik filmoperatørene Jan Niebuhr og Ole Frellis op i operatørrummet efter forestillingen for at sikre sig, at "Close Encounters of the Third Kind" var en 70mm kopi. Da de henvendte sig til Svend Aage, og spurgte om de måtte komme op og se operatørrummet, men at de ikke havde spurgt nogen, svarede han blot:
 
 
Berlingske Tidende 29.09.2007.

"Har I ikke spurgt nogen?????".

Niebuhr fik fremstammet, lettere paf, at han var sikker på, at det var en 70mm kopi de lige havde set, men det stod ikke i aviserne. Svend Åge svarede ham prompte:

"Det er fordi, det er hemmeligt"

De fik bekræftet, at det var 70mm, men forlod operatørrummet noget forvirrede efter deres første møde med Svend Aage Bech. Efter 3 Falke Bios lukning i 1982 fortsatte Svend Aage som filmoperatør i Lyngby Teatret, Palads teatret i København og senere i Kastrup Bio.

En anden gang kom filmoperatør Bjarne (Efternavn ukendt) på besøg. Film var lagt i maskinerne, klokken var 19:30, og der var folk i salen. Det gule fortæppe var kørt for. Bjarne starter selvfølgelig filmen. I det øjeblik det gule tæppe så kørte fra, afslørede det Svend Aage Bech, der stod på en høj stige ved det lysegrå tæppe. Tæppet havde sat sig fast, og han var derfor ikke kommet i gang endnu. Folk morede sig formentlig strålende. Som operatør i den situation, er der ikke andet at gøre end at bukke og så komme i gang med filmen. Svend Aage Bech døde desværre i 2007 efter lang tids sygdom.
 

 

Danmarkspremiere på Todd-AO

 
Den første film i den nye biograf blev musicalen "South Pacific" filmet i Todd-AO. Filmen havde premiere i New York den 19. marts 1958 i Criterion theatre (efter 6 måneder flyttet til Rivoli theatre), og havde Europa premiere i London den 21. april 1958 i Dominion theatre. I Sverige havde "South Pacific" premiere i Todd-AO tirsdag den 7. april 1959 og kørte til og med torsdag den 1. oktober 1959 (26 uger) i Ritz biografen i Stockholm. Ritz biografen i havde allerede kørt "Oklahoma!" og "Around The World in 80 Days" i 35mm. I august 1959 blev Scania biografen i Malmø ombygget til Todd-AO med et lærred på 15 meter.

"South Pacific" succes varierede fra land til land. 12 uger i Helsingfors, Finland, 17 uger i Oslo, Norge og kun 3 uger i Rom i Adriano biografen og tilsvarende ganske få uger i Paris.

Søndag d. 21. september 1958 blev den første 70mm kopi af "South Pacific" fløjet til Danmark fra USA via SAS's Nordpolsrute (skrev Frederiksberg Bladet den 25. september 1958). "South Pacific" var blevet oversat i Danmark og tekstet i USA. Der var kun to stavefejl i oversættelsen (skrev Frederiksberg Bladet den 22. oktober 1959).

"South Pacific" fyldte 11 spoler, der hver vejede godt 15 kg. Med transportkasserne kom vægten op på 25 kg. To dage senere, den 23. september 1958, blev kontrakten underskrevet af Fox Film A/S og 3 Falke Bio. Filmen skulle køre mindst 8 uger, og filmlejen var 60% af nettoindtægten incl. Todd-AO royalty. Filmen blev censureret i 3 Falke Bio imellem den 17. og 21. oktober 1958. Statens Filmcensur havde ikke, og fik aldrig mulighed for at køre 70mm så Statens Filmcensu måtte en tur i 3 Falke Bio for at se filmen.

Mandag den 20. oktober 1958 startede billetsalget. På kun 1 time kunne biografen melde "alt udsolgt" til Skandinavienspremieren den følgende fredag. Onsdag den 22. oktober 1958 var der generalprøve for 1000 mennesker kl 19.30. En kreds af håndværkere, biograffolk og personale fra filmselskaberne var inviteret.
 
 

Indvielse

 
Biografens "South Pacific" facade en gang i 1960erne. Foto fra A Andersen's samling.

Torsdag den 23. oktober 1958 kl 19.30 blev biografen officielt indviet for pressen og mange fine gæster. En halv snes Hawaii piger bekransede gæsterne, som bl.a. talte forhenværende statsminister Erik Eriksen, arveprinsesse Caroline Mathilde og hendes to børn prinsesse Elizabeth og prins Ingolf, justitsminister Hans Hækkerup, størstedelen af Venstres folketingsgruppe, de nordiske landes ambassadører, Frederiksbergs borgmester A. Stæhr-Johansen, Kommunalbestyrelsen, direktør Svend Nygren fra Fox Film A/S, Niels Anker Kofoed og konsul Alexander Christiani.

Der blev holdt taler af arkitekt Ole Hagen, direktør August Andersen og direktør L A Duus Hansen fra BOFA mfl, som talte om det specielle nye filmsystem, teknikken og biografen. Endelig gled fortæppet på prosceniet til side, og "The Miracle of Todd-AO" tonede frem. Man kunne fornemme den kendte susen og kildren i maven, som når man kører i rutschebane. I pausen blev der uddelt Toms chokolade.

Folketidende i Ringsted skrev om Todd-AO efter premieren i 3 Falke Bio:

"Imponerende skarphed, farvestrålende scenerier. Det var fuldstændig som om, personerne myldrede frem foran lærredet. Alt stod skarpt og naturligt til mindste enkelthed. Og nærbillederne var af en betagende virkning. Man var ganske stum overfor, at dette var teknisk muligt".
 

 

Publikum stormer biografen

 
Fredag den 24. oktober 1958 åbnede biografen dørene for et begejstret publikum. Skandinavisk urpremiere i strålende farver og Todd-AO. Indvielsen var nær blevet aflyst, da der blev konstateret en revne i hulspejlet i det ene lampehus. En person blev sendt af sted til Amsterdam for at hente et nyt. Spejlet gik dog ikke midt over, og man havde herefter et i reserve.

Anmelderne var ikke meget for "South Pacific".

"Flot men overpyntet operettefilm" (Berlingske Tidende)
"- er teknisk fremragende, men kunstnerisk tom" (Aftenbladet)
"Pragtfuld teknik - elendig handling" (Demokraten).

Besøgstallet faldt efter de første 6 uger, og den næste film var klar til premiere omkring jul. Imidlertid strømmede folk ind fra den 7. uge, og succesen var i hus. "South Pacific" holdt sig på plakaten i 72½ uge med en daglig aftenforestilling kl 19:30 samt en ekstra forestilling på lørdage og søndage kl 16.00. Spilletiderne var typiske for 3 Falke Bio helt op i 70'erne.

Da "South Pacific" var udspillet i 3 Falke Bio, blev den flyttet til Europa bio i Aalborg den 14. marts 1960, der på det tidspunkt var den eneste Todd-AO biograf uden for København. Efter Aalborg kom turen til Århus hvor Kosmorama genåbnede efter ombygning med Todd-AO den 23. maj 1960.

3 Falke Bio annoncerede i hele landet for "South Pacific" og Todd-AO. Eks: Randers dagblad, Vestkysten og Vendsyssel Tidende. Den 9. april 1959 skrev Frederiksberg Bladet, at der havde været talrige besøg fra Norge og Sverige, og sågar Færørerne (Kilde B.T. 22. oktober 1959). Annoncering foregik også i "Copenhagen This Week" på engelsk. Der var mange turister, der så filmen, der selvfølgelig blev spillet i originalversionen med danske undertekster.

I Malmö, Sverige, blev der annonceret massivt. Folk valfartede til København for at se "South Pacific" i Todd-AO og Forum´s "Windjammer" i Cinemiracle. Dengang var der noget at se på. Salget af billetter i Malmö blev gjort af turistforeningens kontor og i Landskrona gennem skibsreder Jørgen Jensen.

 
Filmens plakat fra 1958.

De første 6 måneder havde den månedlige omsætning svinget imellem 200.000 kr og 325.000 kr = ca 10.000 kr/dag skrev Frederiksberg Bladet den 9. april 1959.

Da filmen havde gået 1 år på 3 Falke Bio, verserede der rygter om, at Mitzi Gaynor (født Francesca Mitzi von Gerber) skulle komme og kaste glans over jubilæet. August afviste rygterne i Ekstra Bladet den 3. oktober 1959.

Hun var en dyr dame, der krævede de fineste hoteller, den dyreste mad og de bedste biler. Hun kom dog ikke fordi det ikke blev besluttet hvem (Fox Film A/S eller 3 Falke Bio) der skulle invitere, og dermed betale skrev Berlingske Aftenavis den 30. september 1959.

Alle landets aviser skrev om filmens 1 års jubilæum i 3 Falke Bio. På et år havde 262.368 mennesker set filmen, og filmen havde brutto indspillet 2.567.525 kr. Belægningen havde gennemsnitlig været 75% og den gennemsnitlige billetpris var 9,79 kr. Utallige så den flere gange. August Andersen så filmen mindst 15 gange.

3 Falke Bio var den biograf på kontinentet, der viste "South Pacific" i længst tid. Succesen blev kun overgået af Dominion i London.

Efter næsten 1 års kørsel var 70mm kopien meget medtaget. Amerikanerne undrede sig over, at den stadig kunne holde sammen skrev Dagens Nyheder den 23. oktober 1959. Fox Film A/S i Danmark var ikke meget for at købe en ny kopi, der kostede 70.000 kr. 70mm kopien blev derfor holdt ved lige af 3 Falke Bio ved at tørre den af i rensevæske (freon) og jævnlige eftersyn skrev både B.T. og Frederiksberg Bladet den 26. hhv. 27. august 1959.

Overkontrollør Bøghave var lidt træt af "South Pacific". 1. operatøren Hans Christensen fortalte i avisen: "Hvis der skulle ske noget, kunne jeg springe lige op på scenen og fremstille hele stykket". Hans kone elskede melodierne, og spillede dem på bånd. Først den 4. marts 1960 blev "South Pacific" erstattet af en ny film. Den nye film var "Die Trap familie in Amerika", der kun kørte 25 dage. August Andersen havde oprindelig antaget filmen til premiere 2. juledag 1958, men den måtte pænt vente i 15 måneder på at få premiere.
 
 
Reklamefrimærke fra "South Pacific". Bemærk Todd-AO logoet

Den 27. december 1960 var der repremiere på "South Pacific". Kun en gang tidligere havde man hørt om en film, der kunne køre i så lang tid. Det var "Landevejskroen" med Edvard Persson der blev vist i 78 uger (11.04.1940 - 07.10.1941. Kilde: Nørrebrobladet 9. maj 1960) i Nørreport bio under 2. verdenskrig. Den lange spilletid var dog kunstig idet  tyskerne havde indført en bestemmelse om, at hver anden film på enhver biografs repertoire skulle være tysk. Man ville simpelthen ikke skifte! ”South Pacific” blev på 3 Falke Bio i sammenlagt 184 uger over to perioder på henholdsvis 72½ og 112 uger. Den blev vist i mere end 3½ år og sidste dag var den 13. februar 1963.

Da "South Pacific" i april 1962 havde kørt 140 uger i 3 Falke Bio, havde den kørt 208 uger på Dominion i London. På jubilæumsdagen trak Robert Jeffrey, fra "West Side Story" opførelsen i Stockholm, lod om LP plader skænket af RCA. Resten af jubilæumsugen var der også lodtrækninger. "South Pacific" havde re-premiere i 1967 i en ny 70mm kopi. "The Miracle of Todd-AO" blev også vist. Et billede i Aktuelt den 23. august 1967, taget udenfor biografen, viste en gruppe nonner på vej i biografen for at overvære en lukket forestilling af "En Landsbypræsts Dagbog" imens der blev vist "South Pacific". Den sidste gang "South Pacific" blev vist i 3 Falke Bio i 70mm var fra den 26.07.1976 til den 17.08.1976.

Soundtracket blev i Danmark solgt i over 25.000 eksemplarer og kan den dag i dag findes i enhver second-hand shop. Det var flere eksemplarer end der blev solgt i Vesttyskland skrev Dagens Nyheder den 23. oktober 1959. LPen kostede imellem 35,50 - 38,50 kr.
 
 

Besøgsstatistik

 
Dato: Gæster: Besøgsstatistik:

November 1958

 31.000 41 forestillinger 76% belægning
24.07.1959 192.777 Sidste 15 års største succes i København
23.10.1959 262.368 Brutto indtægten var kr 2.567.525,-.
03.03.1960 333.000 -
21.08.1961 700.000 -
13.11.1961 500.000 1000 opførelser i alt 4.000.000 kr.
29.11.1962 600.000  167 uger, på 1500 forestillinger og hermed den største succes i Norden.
15.02.1963  683.812 Spillet 2056 gange inkl. provinsen. Ny dansk rekord
     
 

Todd-AO Demonstrationsfilmen"Rutschebaneturen"

 
Som forfilm til "South Pacific" fra den første dag i 1958 blev der vist en kort Todd-AO demonstrationsfilm, der viste publikum scener fra en rutschebane, en flyvetur over Rocky Mountains, at stå på ski i Sun Valley og køre på motorcykel i San Francisco.

Kortfilmen demonstrerede hvad mulighederne var med Todd-AO's specielle 128° "Bug Eye" linse. En linse der gjorde det muligt at fotografere med en meget stor billedvinkel og gengive dette uforvrænget på det store Todd-AO lærred. Effekten giver publikum en fornemmelse af at 'være der selv', dvs, det ser meget realistisk ud. Det er en såkaldt first-person experience. Dvs, at publikum oplever handlingen som om man selv deltog i filmen.

Denne demonstrationsfilm fik aldrig nogen dansk titel, men gjorde et stort indtryk på publikum, og i folkemunde kom filmen til at hedde "Rutschebaneturen". Den titel blev oven i købet anvendt i annonceringen.

Originaltitlen var "The Miracle of Todd-AO".
 
 

Ejner Knudsen så "South Pacific" mere end 100 gange

 
Ejner Knudsen så "South Pacific" mere end nogen anden. Fotograf ukendt. Foto fra A Andersen's samling.

Ejner Knudsen fra Peter Sabroesgade 21 var en Frederiksbergsborger på 62 år, altmuligmand fra Kødbyen, far til fire og enkemand, der så "South Pacific" mere end nogen anden. Han havde arbejdet siden han var 8 år, og nu mente han at tiden var kommet til at forkæle sig selv. "Jeg er mutters alene, og jeg syntes jeg har lidt sjov til gode".

Han var helt vild med Mitzi Gaynor. Han købte altid den samme plads: 1 række nummer 1, typisk om lørdagen. Han havde kun råd til at se den en gang om ugen. Ofte havde han blomster med til billetdamerne. Den 31. januar 1959 satte han danmarksrekord, da han så filmen for 25. gang. Hr. Knudsen fik foræret et signeret billede af Mitzi Gaynor og en flaske portvin. Da han havde set filmen 40 gange, fik han filmens RCA soundtrack af biografen. Lørdag den 16. juli 1959 havde han set den 50 gange, og fik på dagen foræret en hel mappe med filmbilleder, en flaske cognac samt en rundvisning i operatørrummet af direktøren. 65. gang fik han foræret en fribillet. På 70 uger så han filmen 80 gange. Den 100. gang, i april 1961, blev han iført smoking modtaget af direktøren selv.

Den 13. november 1961 så Ejner Knudsen filmen den 150. gang. Her fik han foræret en blomsterkurv så stor, at den ikke kunne komme ind i hans egen lejlighed - huskede August Andersen. I hans hjem hang der billeder af Mitzi Gaynor på væggen. I februar 1962 brækkede han benet ved en trafikulykke, og kom på Frederiksberg Hospital. De første han ønskede underrettet, var billetkontoret i 3 Falke Bio, så de ikke skulle holde hans billet tilbage, skrev Ekstra Bladet den 6. marts 1962. Personalet syntes, det var nogle hyggelige aftener med Ejner Knudsen, der ofte talte om filmen i pausen.

I november 1962 havde Einar Knudsen set filmen 166 gange. Det blev overvejet at give ham et frikort til "South Pacific", men det blev opgivet, da han selv ønskede at betale for det. På trods af han altid selv betalte sin billet, kostede det biografen flere penge at give han forskellige gaver, end man tjente. Hr. Knudsen var god reklame for biografen og filmen. Til gengæld skrev samtlige aviser i hele landet om Ejner Knudsen, der så "South Pacific" mere end nogen anden i 3 Falke Bio fra 1. række nummer 1. Ved repremieren i 1967 kom han igen, og så Mitzy Gaynor fra 1. række nummer. 1.
 
 

Premierer, Stil og Prominente gæster

 
Peter Glenville i samtale med kronprinsesse Margrethe. I baggrunden ses Droning ingrid og Kong Frederik IX. Foto fra A Andersen's samling.

Mange udenlandske gæster betragtede på den tid biografen som den flotteste og bedste biograf i Europa til forevisning af Todd-AO film. Det var de gode solide amerikanske film, der var 3 Falke Bio's repertoire og de første 12 år spillede 3 Falke Bio de største film, der kunne opdrives. De fleste blev vist i 70mm, og i nogle tilfælde var biografen blandt de biografer i hele verden, der kunne vise de bedste resultater. "Porgy and Bess" kørte i 17 uger og indspillede 474.464 kroner på 127 dage hvilket var Europa rekord. .

På den tid var det en oplevelse at gå i 3 Falke Bio, og publikummet kom ofte langvejs fra. Man annoncerede bevist i byerne langs indfaldsvejene til København. Billetbestillinger blev kvitteret med specielt fremstillede "frimærker", der tjente som reklame. Hvis man bestilte over 8 billetter, fik man en kuglepen. Busture fra f eks Ringsted til en aftenforestilling i 3 Falke Bio var ikke ualmindelige i 1960'erne.

En premiere i 3 Falke Bio var altid en københavnerbegivenhed, der ofte tiltrak den kongelige familie, diplomater og politikere - altid i mørkt tøj naturligvis.
Da "Becket" havde premiere, kom instruktøren Peter Glenville på besøg. Dronning Ingrid og børnene Margrethe og Benedikte kom også, og overskuddet på 9438,35 kr gik også til Red Barnet's børnehavebyggeri på Grønland. Fabrikant George Salomon og søn uddelte 1000 parfumeprøver. Prinsesserne så senere filmen som privatpersoner. Skuespilleren Rod Stiger besøgte biografen da ”Waterloo” havde premiere.
 
 
Foto fra A Andersen's samling.

"Oklahoma!"
blev forhandlet direkte med Magna Theatre Corporation's, Albert Leonard, i januar 1959. "Oklahoma!" 70mm kopien blev transporteret med fly til Danmark for 6000 kr, men samlede støv i 2 år, før den fik premiere fordi "South Pacific" spillede endnu. "Oklahoma!" spillede 151 dage og tjente netto 659.478,73 kroner.

Under filmblokaden midt i 50'erne drog Københavnerne til Landskrona i hobetal og så de amerikanske film. En af de populære film var "Gone With the Wind", der endnu ikke havde haft dansk premiere. Lanskronabådene blev kaldt Scarlett bådene, opkaldt efter Scarlett O'Hara. Der var derfor feststemning på Øresund da "Gone With the Wind" i 1968 havde repremiere i 70mm version. Festen foregik på en af "Scarlett" bådene. Dagen efter drog en pigegarde gennem byen med et stort banner, hvor der stod: ""Borte med blæsten" i 70mm".

"Lawrence of Arabia" kontrakten med Columbia film blev underskrevet 23. januar 1963. 3 Falke Bio skulle så lang tid i forvejen som muligt vise en 70mm trailer til "Lawrence of Arabia". I samme kontrakt var 3 Falke Bio garanteret 15.000 kr/uge af Columbia film i så lang tid, som filmen kunne køre. Det var det, man på den tid kaldte en "four wall deal". Dvs at filmselskabet mere eller mindre købte alle forestillingerne til en fast pris, uanset hvordan filmen kørte.

Til premieren på "Lawrence of Arabia" i 1963, blev lærredet udskiftet med et højrefleksionslærred. Overfladen var blevet sprøjtet med en blanding af fiskeskæl og perlemor for at reflektere så meget lys som muligt. "Lawrence of Arabia" fik premiere 15. oktober 1963 og Omar Sharif overværede premieren. Forpremierens overskud gik til "Red barnet", som opførte en børnehave i den grønlandske bygd Arsuk for pengene. "Lawrence of Arabia" var en stor succes, og kørte helt frem til den 22. marts 1964.

"Lawrence of Arabia" blev restaureret i 1989 og havde repremiere i Imperial Bio. Filmen blev også vist i 70mm i Imperial Bio i april 2008 og igen i 2018.
 
 
August Andersens ellers særdeles gode forhold til MGM og John Årshøj kom på en hård prøve i slutningen af 1964. Den 14. maj 1964 underskriver August Andersen en kontrakt med MGM om at vise "Gone With the Wind" i mindst 4 uger. Hold-over tal var 18.000 kr. Den 16. oktober 1964 skrev August Andersen kontrakt med Warner Brothers om at vise "My Fair Lady" i minimum 12 måneder fra 2. juledag 1964. Imidlertid gik "Vinden" så godt i december 1964, at man ikke kunne forvente, at den var udspillet 2. juledag. I den første uge af december 1964 var nettokassen 36.289,41. 

3 Falke Bio indstillede derfor al reklamering af filmen samtidig med, at MGM forøgede annonceringen for deres film. Det gik ovenikøbet rygter om at MGM opkøbte billetter for at holde "Gone With the Wind" på plakaten. For at slippe ud af kontrakten tilbød 3 Falke Bio MGM 25.000 kr/uge i perioden 23. november - 23. december, samt at sætte den op igen efter "My Fair Lady" var udspillet. MGM sagde nej, og truede med retslig forfølgelse af sagen. 

Aviserne skrev meget om sagen, og bl a ROXY på Godthåbsvej tilbød at overtage "Gone With the Wind". John Aarshøj, MGM, tilbød 10. december 1964, at 3 Falke Bio kunne spille "My Fair Lady" til og med nytårsdag. Derefter skulle "Gone With the Wind" tages op igen. I samme ombæring foreslår han, at 3 Falke Bio kan blive løst for kontrakten for 100.000 kr. Sagen blev afgjort i Frederiksberg Fogedret tirsdag d. 21. december 1964 kl 14. Hvis "Gone With the Wind" indspiller mere end 18.000 kr i ugen 14/12 - 20/12 vil der blive krævet fogedforbud imod at "My Fair Lady" bliver vist.

Der blev indgået et kompromis således, at "Gone With the Wind" skulle genoptages på 3 Falke Bio efter "My Fair Lady". Der skulle gå mere end 18 måneder før "Vinden" kunne komme på plakaten igen. "Gone With the Wind" indspillede herefter på 10 uger 377.387 kr og 34.275 mennesker så filmen. Efter "My Fair Lady" premieren var der fest på Ambassadeur (senere ABCinema). Der findes i øvrigt ingen billeder fra festen, idet fotografen blev udsat for tyveri og alle fotografierne forsvandt. De blev aldrig fundet.

"My Fair Lady" var 3 Falke Bios største succes og først den 30. august 1966 (1 år og 8 måneder senere) var "Ladyen" udspillet. Der var altid 28 dages forsalg og næsten altid udsolgt 14 dage i forvejen. Filmens titel blev endda trykt på billetterne. I alt så 418.217 mennesker filmen. Den 31. august 1966 flyttede 70mm kopien over i Husum bio. Samme dag fik den premiere i Bio Lyngby også i 70mm. 2. juledag 1966 havde Slots Bio i Hillerød og Folketeatret i Odense premiere på "My Fair Lady" i 70mm. I provinsen kørte "My Fair Lady" også godt. Kosmorama i Århus havde 60.922 gæster på ca 12 uger i efteråret 1965. 27.624 så den i Europa bio i Aalborg.

"My Fair Lady" blev restaureret i 1994.
 
 
En mandag formiddag i midten af juli måned i 1972 underskrev 3 Falke Bio og Palladiums direktører en kontrakt på "The Godfather". Det forgik på Cinema International Corporation's kontor hos direktør S. A. Christensen. Det var første gang, at to store københavnerbiografer delte en film. August Andersen og Frederik Sundram fra Palladium underskrev igen i 1974 den hidtil største kontrakt i dansk filmhistorie. For "Papillon" skulle der betales 57% af netto filmlejen. Det normale i 1974 var 31%. I februar 1974 blev kopien af "Papillon" stjålet fra operatørrummet i Palladium. 3 Falke Bio delte i nogle dage sin kopi med Palladium. Akterne blev kørt frem og tilbage i taxa.

Fra starten i 1958 var spilletiderne kl 19:30 på hverdage samt kl 16:00 + 19:30 i weekenderen og på helligdage. Den 1. juli 1977 overtager Lademann driften og spilletiden udvides med en fast eftermiddagsforestilling kl 15 og/eller 16. Henrik Sandberg overtager driften af biografen den 25. maj 1978. Spilletiderne er herefter normalt 16-19 og 21. Per Hauberg overtager 1. juli 1980 hvorefter spilletiderne bliver meget uregelmæssige og spilletiderne er kun anført i det omfang de er kendt. Louis Jubelsky overtager driften og genåbner 3 Falke Bio den 1. november 1981. Spilletiderne er kl 20 næsten hver dag.

• Gå til Per Hauberg - En Jyde Kommer til Byen
 
 

Kreativ markedsføring med 3 Falke Bio's egne Frimæker

 
Reklamefrimærke fra "Oklahoma!". Mærkerne skabte et værre postyr med Postvæsnet.

3 Falke Bio udgav forskellige reklame "frimærker" som skabte en del postyr med det lokale postvæsen. Det var en af August Andersens kreative markedsføringsideer. Frimærkerne blev brugt på al' korrespondance der blev sendt fra biografen.

Når gæster ønskede at bestille billetter pr. brev eller havde spørgsmål dit og dat, blev der anvendt disse reklamefrimærker.
 
 

Rolls-Royce blandt kinomaskiner: Todd-AO's Philips DP70

 
De 2 DP70 maskiner. Bemærk "Sensurround" logo på lampehuset. Svend-Åge anes bagerst til venstre i billedet.

Philips og Bang & Olufsen stod for det tekniske. Hele biografen kostede 2.800.000 kr, heraf kostede inventaret og Todd-AO udstyret 900.000 kr. De to Todd-AO linser kostede imellem 30.850,- og 32.550,- kr. Det var lige så meget som en Opel Capitan kostede i 1958.

Kinomaskinerne var de første af typen i Danmark, nemlig Philips' universal projector type EL4000/01. I daglig tale blev den blot kaldt DP70. Lampehusene var af typen GK Mole Richardson til kulbuelys på max 140 ampere. I 3 Falke Bio lå strømstyrken et sted mellem 100 og 120 ampere. Positivkullet og kulholderen var vandkølet. Hver aften blev der afbrændt for 30 kr kul. Til at vise reklamefilm var der opsat en 35mm Ernemann maskine. Den blev fjernet sidst i halvfjerdserne. 

Lyden blev forstærket af en driftsikker 6-kanals BOFA V60 rørforstærker udviklet af Bang & Olufsen i Struer. Der var en forstærker i reserve samt to grammofon forstærkere og en båndoptagerforstærker. Bag lærredet sad der 5 sæt baffel højttalere. Hver sæt bestod af 3 bashøjttalere oven på hinanden og en diskanthøjttaler allerøverst. Rundt i biografen sad der 36 effekthøjttalere gemt bag asbestolux vægpanelerne. Lydkvaliteten var overvældende god skrev datidens aviser.

Som den første biograf i Danmark indstallerede Philips-Bofa ca 1967/1968 nye Xenosol V lampehuse med 6500 Watt xenon. BOFA forstærkeren blev efter næsten 20 års daglig anvendelse udskiftet i foråret 1978 med nye Cinemeccanica C100 forstærkere. Den 30. marts 1979 var der premiere på Dolby Stereo og "The Deer Hunter".
 
 
En Cine Aperagon på den ene maskine.

Objektiverne til Todd-AO var American Optical Companys specielt byggede Cine Apergons biografprojektionsobjektiver. Nogle imponerende linser, der vejede godt til. De lavede nogle forbløffende skarpe billeder, og havde en farvegengivelse, der efter datidens standard sjældent er set siden. Først i begyndelsen af 1960'erne blev patentet frigivet, og andre objektivfabrikanter begyndte at lave Todd-AO projektionslinser - bla. ISCO i Tyskland. Udstyret i operatørrummet var imponerende, og ofte var der besøg af filmoperatører, der ønskede at se, hvad 70mm var for noget. De originale Todd-AO objektiver blev i 3 Falke Bio til lukningen i 1982. Objektiverne har samlet støv hos en samler i Slagelse siden medio 1980erne.
 
 
Kinoton 70/35 ST270 non-rewind i 3 Falke Bio. "My Fair Lady" i 70mm og "The Ten Commandments" i 35mm. Foto: Per Hauberg

Omkring 1975 blev der som en af de første steder i Danmark installeret et Non Rewind system til 70mm. Non rewind systemet er meget udbredt idag og anvendes mange steder i danske biografer. Hele filmen sættes sammen til en lang strimmel. Systemet var kun installeret i få år i 3 Falke Bio. Ved årsskiftet 1977/78 blev det demonteret og hensat i en af lokalerne på trappen. Non-rewind systemet endte senere i Bio Trio, Cinema 1-8, ABCinema og til sidst i Palads Teatret biograf 9.

Efter lukningen kom Dolby Stereo processoren type CP50 til en biograf i Middelfart.
 
 

Dimension 150

 
Teknikere i færd med at justere det store Dimension 150 lærred. Foto fra A Andersen's samling..

I starten af 1960erne blev Dimension 150 lanceret i forbindelse med en køreteknisk simulator på University of California i Los Angeles. Eleverne sad i en model af en bil med et stort biograflærred foran dem. Via et snedigt system, kunne de via "bilens" pedaler styre en projektor med en film. Billedvinklen var meget stor og gav eleverne en fornemmelse af at bevæge sig rundt i trafikken. Den "civile" version blev lanceret som Dimension 150. Dimension 150 have en maksimal billedvinkel på 150 grader, og var designet til at blive vist på lærreder med en krumning på 120 grader. Alle formater kunne vises på et Dimension 150 lærred.

Systemet blev i 1967 indstalleret i 3 Falke Bio som den første biograf i Europa - ihvertfald ifølge annoncerne.
Der blev indstalleret et nyt lærred og nye projektionsobjektiver. 3 Falke Bio lukkede i 3 dage fra tirsdag den 28. februar til og med torsdag den 2. marts 1967 for at installere det nye lærred og optik. Det nye lærred gik fra gulv til loft, og have en radius på 120 grader.

August Andersen har fortalt, at man rullede det gamle lærred sammen som en pølse fra hver side, og lod det hænge på midten så det nye lærred kunne hænges uden på det gamle. Dimension 150 lærredet var større end bygningen tillod, så fortæppet kørte ikke i den periode, hvor "The Bible...in the beginning" blev vist.
Lærredet blev leveret af Andrew Smith Harkness Ltd og vejede 2 ton incl ophæng. Det var 150 kvadratmeter stort og der måtte 3 Harkness ingeniører til at sætte lærredet op. Fox Film A/S betalte for opsætning og nedtagning af det nye lærred samt alt i forbindelse med Dimension 150. Falkonercentret A/S havde betinget sig, at der ikke skete skade på eksisterende materiel. De 3 dage der var lukket, betalte Fox Film A/S 3 Falke Bio 2500 kr/dag.
 
 
Super Curvulon Dimension-150 objektiv.

Super Curvulon Dimension-150 objektiverne blev efter brugen sendt til Norge og muligvis også brugt Norges store biograf, "Colosseum" i Oslo. "The Bible...in the beginning" havde dansk premiere 03.03.1967 med efterfølgende fest på Ambassadeur på Rådhuspladsen. Da Ambassadeur lukkede i starten af 1970erne, blev det bygget om til ABCinema. Tronfølgeren, prinsesse Margrethe overværede premieren sammen med bl.a. svenske Ulla Bergryd, der hovedrollerne som "Eva" i filmen.

600 mennesker var til forpremiere 22.08.1967. Indtægten fra premiereaftenens forestilling gik til Scleroseforeningen. Blandt de øvrige gæster til forpremieren var Simon Spies med hans 4 sekretærer og billet til stokken. De sad på 16 række. Endvidere kom P E N Skov, Jørgen Bender, Preben Uglebjerg og Puk Schaufuss. Blandt gæsterne til premieren så man kirkeminister og pastor Orla Møller, Københavns biskopper, en række provster og ca 250 præster fra hele Storkøbenhavn samt et stort antal gejstlige fra den katolske kirke, såvel præster som nonner og ordenssøstre. De gav filmen et langt og stort bifald. Filmen spillede til og med den 30. april 1967. Dagen efter havde "The Sound of Music" premiere igen.
 
 

Jordskælv i "Sensurround" så lamperne faldt ned

 
Den første rigtige 'katastrofefilm' "Earthquake" ("Jordskælv") fra 1974.

Sensurround blev installeret i 3 Falke Bio i 1974 til filmen "Earthquake", der handler om et stort jordskælv i Los Angeles. For at gøre jordskælvseffekterne så realistiske som muligt have Universal Film udviklet et helt nyt lydsystem. Lydsystemet blev kaldt for Sensurround og bestod af et antal særlige Cervin Vega højttalere i salen, der kunne levere et kollossalt lydtryk ved meget lave frekvenser.

Tre Cervin Vega stereoforstærkere på 150 watt pr. kanal og en Sensurround control box blev installeret i operatørrummet. Når systemt spillede rystede salen bogstaveligt talt. Det rystede og bragede så lamperne på rampen faldt ned, og gik itu. De blev da sikret med ståltråd. Det var meget imponerende at opleve. Ved en enkelt lejlighed blev entertaineren Liza Minnelli, der øvede i Falkonercentret ved siden af, forstyrret og afbrød prøverne. Hun kunne ikke koncentrere sig pga det høje lydtryk fra 3 Falke Bio.

"Battlestar Galactica"
, have også premiere i Sensurround 3 Falke Bio. "Earthquake" have re-premiere i 1979. Ved re-filmen stod der to højttalere bag i salen i hvert sit hjørne samt 3 højttalere bag lærredet. Distributionsselskabet CIC (Cinema International Corporation) havde indkøbt en helt ny 70mm kopi af "Earthquake". Operatør René Pfaff pakkede den ud i operatørrummet, og han kan stadig huske de tykke plasticposer og den herlige "duft" af ny 70mm film. Desværre manglede der et printkort i Sensurround kontrol boksen, så man kunne ikke køre den i 70mm med Sensurround. En 35mm kopi blev i stedet kørt og den næsten ubrugte 70mm kopi blev hugget op kun 3 år senere.

Der var en 35mm Sensurround test film til afprøvning af anlægget. Det var en speciel trailer til "Battlestar Galactica", hvor man på lærredet kunne se og høre, "Front speakers should be on" imens det bragede.

Sensurround i 3 Falke Bio:
"Earthquake"
"Battle of Midway"
"Battlestar Galactica"

Kinopalæet
"Rollercoaster", men ikke i Sensurround.
 
 

Nye Tider og Biografkrise
Skiftende lederskab og tidens ugunst

 
3_falke_bio_annoncer_stjernebiografer.jpg (47645 byte)Typisk annonce fra Københavns Stjernebiografer.

De første 12 år gik hurtigt og 3 Falke Bio red på en bølge af succes og popularitet. Takket være fantastisk lederskab, gode film og et trofast publikum var 3 Falke Bio en fabelagtig succes. I de 12 følgende år fra 1970 til lukningen i 1982, faldt publikummet langsomt fra. Kun meget få film blev længere end 3 måneder på det store lærred. Nogle film blev taget af efter kun 2 og 3 uger. Der var langt fra de glade tressere da film nemt spillede mere end 6 måneder. Kun 6 film spillede mere end 6 måneder på 3 Falke Bios store lærred i 1970erne:

”The Godfather” (9 måneder), ”The Great Gatsby" (5 måneder), "Hello, Dolly!", "Kelly´s Heroes" and "Earthquake" (alle 4 måneder), "Close Encounters of the Third Kind" (3 måneder). Efter 1977 tabte biografen penge. 

Der var flere grunde. Filmene var anderledes, distribution forandredes og ikke mindst skiftede publikum smag. Der var en generel tilbagegang som påvirkede alle de københavnske biografer. Mange biografer lukkede i halvfjerdserne og de blev erstattet af en ny type biograf: flersalsbiografen.

Mange af halvfjerdsernes film var ”små produktioner”, mere intime og lavbudgetlignende, der ikke behøvede et stort Todd-AO lærred. 3 Falke Bio´s stampublikum var også ved at blive ældre og tabte måske interessen for at se film i biografen. Måske foretrak de at blive hjemme og se film i TV. De nye små skotøjsæske biografer i den centrale del af København tiltrak den nye generation af biografgængere. I takt med at indtægterne faldt, fik biografen ganske enkelt ikke de store film længere og en ond cirkel begyndte. Når de ikke fik de populære film, blev publikum væk i endnu højere grad.

Efter August Andersens pensionering i 1977 forsøgte fire forskellige drivkræfter at skubbe gang i biografen. Lademann, der i forvejen havde overtaget en række af Københavns premiere biografer, bl.a. Imperial Bio og Kinopalæet, overtog driften af 3 Falke Bio den 1. juli 1977. Henrik Sandberg overtog 26. maj 1978. Herefter gik det slag i slag.
Per Hauberg og Louis Jubelsky overtog i 1980 hhv 1981.

På det tidspunkt var kampen imidlertid allerede tabt. Med en enkelt undtagelse, havde ingen en klar fornemmelse for, hvordan biografen skulle ledes, og de gav alle op. Aviser udkommer ikke fra fredag 27. marts 1981 - 5. juni 1981 og annoncering umuliggøres. Herefter skifter repertoiret skifter meget hurtigt - næsten dag for dag. Publikum svigter og 3 Falke bio lukker.
Biografdirektør Louis Jubelsky (Kosmorama i Helsingør) genåbnede biografen i efteråret 1981. Ved den lejlighed blev maskinerne forsynet med nye kolber, tonehoveder samt tandruller mv. I juli 1982 kørte "Ice Station Zebra" som den sidste 70mm film i 3 Falke Bio. I 1982 viste 3 Falke Bio "The Cruel Sea" for meget små billetpriser, da man ikke var klar over, hvem der havde rettighederne til filmen. 

3 Falke Bio kørte videre til 14. december 1982. Der var det uigenkaldeligt slut for Danmarks bedste biograf. Sidste film på det store lærred var "Spartacus" i 35mm. 70mm kopien blev skrottet allerede 6 år tidligere. I de følgende år blev lokalet anvendt til teater og underholdning.
 
 

Biografen lukkes

 
Den nye scene fra efteråret 1982.

I takt med at indtjeningen faldt og lejeaftalen med Falkoner Centret betød, at salen kunne bruges til koncerter, skulle scenen gøres større og mere velegnet til live optræden. På et tidspunkt sent på året i 1982, blev scenen blev gjort større, og man inddrog de 3 første rækker. Efter denne mindre ombygning var der 920 pladser tilbage. Da kun meget få mennesker sad på de forreste rækker til dagligt, blev 55 pladser inddraget til fordel for den ny scene. Da biografen lukkede i december 1982 blev det besluttet, at erstatte det store buede lærred med et mindre lærred, så børnefilmklubben Frederik kunne fortsætte. Danmarks dengang største lærred blev taget ned den 17. januar 1983 og og erstattet af et fladt lærred på bagvæggen.

Det flade lærred var ikke et nyt lærred, men en del af det gamle lærred, der blot blev klippet til med en saks. Det "nye" flade lærred blev hængt op på bagvæggen og hermed kunne Børnefilmklubben "Frederik" kunne fortsætte. Selv om biografen lukkede for 25 år siden findes lokalet endnu. Det er i mere end 20 år blevet brugt til TV optagelser, møder, koncerter og konferencer. Biografen henstod tom i en periode efter lukningen indtil Falkoner Centret omdøbte biografen til "3 Falke Scenen" og lanceret stedet som stedet der var velegnet til mindre arrangementer.
 
 

3 Falke Scenen

 
Det originale "3 Falke" skilt. Ordet "Scenen" erstattede "Bio".

Stedets nye navn var "3 Falke Scenen", og den nye scene blev brugt flittigt til levende optræden af bl.a. Eddie Skoller, Linie 3 og Totalpetroleum mfl. Efter den næste ombygning blev scenen yderligere udbygget til i alt 380 kvadratmeter. De første 11 stolerækker forsvandt og gulvet blev gjort vandret for at gøre det egnet til TV optagelser. På gulvet kan der opstilles 324 stolepladser og inklusiv de 520 pladser på terrassen kan der i alt blive plads til 844 personer. Operatørrummet er revet ned for at gøre plads til en lysskakt, der giver lys i foyeren. DP70 maskinerne blev i 1986 solgt til Jens Erslev, biografentreprenør fra Vestsjælland. De blev herefter opstillet i Scala i Slagelse. Lampehusene blev solgt til Drive in bio i Farum. I august 1986 havde Warner/Metronome planer om at genåbne stedet som biograf. De ville bygge flere biografer i den gamle biografsal, men det blev aldrig til noget.

• Gå til Galleriet 3 Falke Scenen, 1983-1984
 
 

Konferancecenter og Audience

 
Film i Audience. Det er stadig de gamle sæder fra 1958 - og det kan man godt mærke.

10 år senere blev der for en enkelt aften vist film i den gamle sal. I 1996 ved den årlige Arnold prisuddeling, der denne gang blev afholdt i den gamle 3 Falke Bio, blev der til lejligheden opsat en Philips FP30 35mm maskine, et biograflærred og et komplet Dolby Digital anlæg, med højttalere og det hele. Det hele blev sat op for at vise reklamefilm og en eneste forestilling af "The Long Kiss Goodnight". Da det oprindelige operatørrum var fjernet for længst i forbindelse med renoveringen af Falkonercentret i midten af 1980erne blev det nødvendigt at opstille et midlertidigt operatørrum. Det oprindelige operatørrum var blev fjernet for at gøre plads til den flotte trappe og lysskakt der idag forbinder Falkoner Centret og Falkonerscenen.

Frederiksberg Bladet skriver den 9. marts 2004 og 11. maj 2004, at der er planer om at indrette en screeningsbiograf, en før-premiere biograf, i det gamle biograflokale. Biografen kan bruges af filmselskaberne til at vise de nyeste produkter frem, for at skabe omtale af de nye film. Endvidere er det tanken, at screeningsbiografen skal deltage i filmfestivalerne Buster, Natfilmfestivalen mfl. Den 5. juni 2004 er det tanken at begynde at bygge et operatørrum og opsætte et 14 meter bredt rullelærred. Dvs, et lærred, der kan rulles ned fra loftet når der skal vises film. Forventet åbning er 2. august 2004. Der bliver plads til 800 personer, og der er udskrevet en konkurrence om, hvad den nye biograf skal hedde. Biografen slog dørene op den 4. november 2004 under navnet "Audience". Officielt åbnede Audience dog først rigtigt den 6. januar 2005, med forpremiere på "The Phantom of the Opera" og taler af bl.a. Frederiksbergs borgmester Mads Lebech, Kulturminister Brian Mikkelsen, dogmefilmproducent Vibeke Windeløv, filmudlejer Loke Havn og biografdirektør Erik Hamre.

• Se billeder fra åbningen
 
 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret lørdag, 18 december 2021 14:03:54