biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Carlton Teatret

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Carlton omkring 2001. Foto: Thomas Hauerslev

CARLTON TEATRET
Vesterbrogade 66
Åbnet 13. oktober 1928
Lukket 13. december 1988

På Vesterbrogade 66 havde der tidligere ligget en gammel gård, garager og fabrikker bag forhuset fra 1883, men i 1928 er det meste væk og en ny stor biografsal placeres et godt stykke inde i gården forbundet via en mellembygning, baghus og korridor.

Fhv. teaterdirektør Axel August Edvard Jacobsen og operasanger Johannes Fønss, som indtil nu har drevet Højbro Teatret, har fået deres bevilling overført til denne nye biograf med 822 pladser, heraf 217 på balkonen. Salen og den nye foyer er tegnet af arkitekt Axel Maar, der tidligere har formet væsentlige biografer som Kino-Palæet og Rialto Teatret. Fra gaden føres man gennem en indgangsportal med billetsalg ind i en rummelig vestibule, der videre gennem en korridor fører ind til en større bagvedliggende foyer. Først bag denne når man frem til salen, der er usædvanlig bred i forhold til tidens andre biografer. I hver side fører trapper fra foyeren op til balkonen, der er udstyret med ekstra magelige stole. Salens loft er buet og malet i gult, mens væggene er i diskret grønne farver. Udvendigt syner store bogstaver med Carlton over facaden mellem 1. og 2. etage. Skiltningen forandrer sig aldrig og suppleres mellem 2. og 4. etage af et lodret, lysende Carlton-skilt, der de sidste årtier blot skriver ’bio’.

•  Gå til stoleplan Carlton Teatret

Carlton Teatret åbner den 13. oktober 1928 med den amerikanske ”Fire sønner” instrueret af John Ford. Folk var begejstrede for den nye biograf. Det var lige året før tonefilmens ankomst, så åbningen blev med dirigent og stort ti-mands orkester foran scenen, hvor operasanger Aage Thygesen synger en sang undervejs i filmen. Sådan gjorde man det ofte lige før tonefilmens fremkomst. Der er altså endnu ingen musik og tale fra selve lærredet. På grund af nyindretningen tog det lidt ekstra tid, før Carlton fik indkøbt ordentligt tonefilms-apparatur. Ligesom i Kinografen og Metropol blev det hele i begyndelsen lidt primitivt på denne front. Det hævnede sig især, når filmene ikke var tyske eller til nød engelske og spansktalende film havde det i særdeleshed svært i de tidlige 1930’ere. Tre-fire dages spilleforløb og filmene var taget af programmet.

I anmeldelsen af den spanske film med den ellers nok så lokkende titel ”Haremets lov”, der havde premiere i Carlton den 20. maj 1932, sluttede anmelderen tørt af med at konstatere, at ’hvor virkede elskov dog latterlig, når den blev talt med uartikulerede og barkende lyde’. Dagen efter var det sidste spilledag. Det var endnu en påmindelse om, at tysk var danskernes absolut foretrukne fremmedsprog i 1930’erne fulgt af svensk. Amerikanske og engelske film klarede sig naturligvis, østeuropæiske og russiske kunne også gøre sig gældende, men latinersprogene var tydeligvis ikke populære. Man forstod dem overhovedet ikke. ”Haremets lov” var i øvrigt produceret i Hollywood af Fox og primært tiltænkt det store latinamerikanske publikum samt det spansktalende publikum i USA foruden Sydeuropa. Flere af disse Fox-producerede film med spansk tale fik alligevel premiere i Danmark de kommende år. Nogle af dem klarede sig siden endda hæderligt. Måske havde danskerne efterhånden vænnet sig til, at fremmedsprog kunne være andet end tysk, svensk og engelsk?
 
Læs mere her:

Farvebillede af Carlton fra 1945

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
En lykkeligere begivenhed end ”Haremets lov” havde dog da allerede fundet sted i februar samme år. Her gik Carlton Teatret nemlig Boulevard Teatret i bedene og gav den første film med Gøg og Gokke i spillefilmslængde premiere den 1. februar. Det var ”Gøg og Gokke i spjældet”, men ved den danske premiere talte de ikke engelsk men tysk! Versionen var nemlig en tysksproget version, da langt flere danskere på dette tidspunkt forstod tysk end engelsk. Man havde simultant filmet flere versioner i Hollywood og stakkels Stan Laurel og Oliver Hardy måtte lægge replikker til et sprog, de så vidt vides end ikke forstod. Det må have forekommet meget mærkeligt, men igen, publikum havde stadig ikke helt vænnet sig til de nye tonefilm, så man accepterede nok uden kny en hel del. Og så var det da immervæk heller ikke spansk…

Fra åbningen og frem til krigens begyndelse viser Carlton film fra alle lande og i alle genrer, men der er især kærlighedsfilm på programmet i denne periode. Programmerne skifter hurtigt, der er masser af film at tage af. Sidst i 1930’erne begynder Carlton at få en del danske folkekomedier på programmet og de klarer sig fortrinligt. Under krigen er de danske og svenske film de mest populære. De tyske undgår man gerne at køre flere dage end højst nødvendigt. Lidt fransk og italiensk finder også fortsat vej til biografen.

Biografen bliver renoveret allerede i 1941, hvor biografen genåbner torsdag den 17. juli med den svenske komedie ”Det regner med penge”. Renoveringen er sket for fortsat at være konkurrencedygtig i forhold til de nye biografer, der er på vej og de biografer, der allerede er renoveret. Kinografen har eksempelvis bygget helt om til Bristol og Scala Bio er også renoveret. Forandringen ses allerede i biografens foyer, der har fået nye sofaer, hynder, løbere og gardiner og alt er ligesom nu i teatersalen holdt i lette, lyse farver. Inden i salen er prosceniet bygget om i lyseblåt og gyldent omkring det røde fortæppe. Alle stolene har en varm, blå farve og belysningen er gjort indirekte, så salen virkelig kommer til sin ret, som det noteres.
 
 
Carlton fik ved krigens afslutning gigantisk succes med genoptagelsen af den britiske humørbombe ”Det ligger i luften” med George Formby. Filmen spillede for udsolgte huse i over et halvt år. De 785 visninger blev set af en halv million mennesker. Det er omkring 637 personer i gennemsnit pr. forestilling. Eftermiddag som aften! Det var derfor heller ikke underligt, det blev Carlton, der 1. februar 1946 fik premiere på Formbys ”Come On, George”. Denne vises over næsten tre måneder. Aldrig før havde biografen haft så stor succes som med disse to. I 1947 er der igen en stor succes. Denne gang med James Cagney i den amerikanske ”Yankee Doodle Dandy” og Gary Cooper og Barbara Stanwyck trækker også mange til huse i ”Prinsessen og korpigen”. I 1951 er det ”Sømænd på vulkaner” med Gene Kelly og Frank Sinatra, der er en af biografens mest populære.

Biografen viser flere 3D film i løbet af 1950’erne. En særlig kæmpesucces er ”Vokskabinettet” fra Warner med Vincent Price, der holder sig på programmet tre og en halv måned fra 1. juni 1953. Man gentog eksperimentet den 1. september 1955 med premieren på ”Udyret fra Rue Morgue” og denne tiltrak også mange. Normalt var gyserfilm ellers ikke noget, man forbandt med Carlton og det blev da heller ikke til så mange andre end disse. Ved udgangen af 1950’erne var ”Vokskabinettet” imidlertid den film, der havde solgt flest billetter i årtiet, men 3D-filmene var forsvundet og dukkede først op igen i begyndelsen af 1980’erne.

I løbet af 1950’erne begynder Carlton også at vise flere westerns. Film af John Ford kommer op i Carlton, bl.a. repremiere på ”Den tavse mand”. John Wayne er på plakaten i bl.a. ”Man kaldte ham Hondo” i marts 1955. Den blev i april efterfulgt af Nicholas Rays western ”Johnny Guitar” med Joan Crawford og Sterling Hayden. Senere kaster biografen sig også over agenter i film med titler som ”Spioncentral Hawaii” og ”Spioncentral New York”. Allerede 9. september 1957 kan man i Carlton en film med den dragende titel ”Slagsmål, sex og slyngler”.
 
 
I 1959 overtager forfatter Ove Brusendorff bevillingen til biografen, der lukker for modernisering mandag den 7. marts 1960. Brusendorff kom fra Filmmuseet og havde helt specifikke tanker for sin nye biograf, som kom til at blive banebrydende for det, der i dag kendes som den franske ’nybølge’. I forbindelse med genåbningen den 25. marts 1960 på ”Ung flugt”, kommer filmens 27-årige instruktør, Francois Truffaut, til landet for at deltage i begivenheden. Biografen har fået installeret CinemaScope lærred og salen fremstår frisk og mere rummelig for gæsterne nu med plads til 597 personer. Facaden har fået nye fliser og det lille indgangsparti fremstår rummeligt med masser af lokkende plakater og billeder samt et kønt dekoreret loftsparti.

Efter ”Ung flugt” får Carlton premiere på den lige så mesterlige tyske ”Broen”, der vises fra 18. april. I oktober er der eksempelvis premiere på ”Åndeløs” med Jean-Pierre Belmondo og i november følger den franske ”En dødsdømt flygter”. Senere vises bl.a. Godards ”Livet skal leves” og Fellinis ”Det søde liv” får repremiere i Carlton. De første år af 1960’erne forsøger Brusendorff sig ind imellem med tegnefilmshows om eftermiddagen, men det fungerer aldrig rigtig godt her.

Fra 1962 bliver biografen det gyserkomiske hjemsted for en række Miss Marple-film med Margaret Rutherford. ”4.50 fra Paddington”, ”Miss Marple har mord på hjernen” og ”Dommen er afsagt, sagde hun” trækker masser af gæster. I 1964 gør nogle svenske film sig bemærket, eksempelvis Bo Widerbergs ”Barnevognen” og ”Ravnekvarteret” og i 1965 er det svenske kærlighedsdrama ”Kære John” en succes af de rigtig store. Den russiske ”Ivans Barndom” får premiere i Carlton (og ikke i Alexandra). Biografen viser lidt mere besynderligt også de berygtede italienske ”Mondo Cane”-film. Her er der igen masser af publikum til denne nye pseudo-dokumentariske genre.

Der er på dette tidspunkt ikke mange useriøse film på programmet længere. Komedierne i den fjollede genre er flyttet andre steder hen, hvis det ikke lige er Chaplin og på dette niveau. Spændingsfilm som ”Manden fra Istanbul” vises i Carlton vel mest som afstikker fra Nørreport og en spoof ud i genren med den fornøjelige titel ”Tigeren parfumerer sig med dynamit” får premiere i Carlton. Fransk art er fortsat repræsenteret med fx Agnès Vardas ”Cleo fra 5 til 7” i 1966 og Passolinis italiensk-franske ”Matthæus Evangeliet” får premiere i 1967. Øvrige bemærkelsesværdige udenlandske film sidst i 1960’erne tæller Roman Polanskis ”Rosemary’s Baby”, Luchino Viscontis ”De lange knives nat”, Akira Kurosawas fine krimi ”Himmel og helvede”. I begyndelsen af 1970’erne vises Claude Chabrols ”Dyret skal dø” og ”Slagteren” samt Viscontis ”Døden i Venedig” for blot at nævne nogle.

Seriøse danske spillefilm får i Brusendorffs tid ofte premiere i Carlton. Senere i 1960’erne og særligt i begyndelsen af 1970’erne lagde biografen også hus til eksperimenterende, unge danske filmkunstneres nye værker. En række kortfilm blev vist som forprogrammer til biografens repertoire. Det var i sandhed en tidlig forgangsbiograf og et udstillingsvindue for de unge instruktører, som dansk film fortsat den dag i dag høster frugterne af nationalt og internationalt gennem den udbyggede danske Filmskole. Jørgen Leths berømte kortfilm ”Det perfekte menneske” havde eksempelvis premiere i Carlton den 14. juni 1968 som forfilm til Godards ”Kineserinden”. Som Leth skriver i sin bog ’Mine helte’, var Brusendorffs Carlton ’art cinema, før der var noget, der hed det’.

11. december 1967 får biografens største succes op gennem 1960’erne premiere. Det er den svenske ”Jeg er nysgerrig”, som spiller frem til sidst i marts. Denne film tager forskud på den stil, der i 1970’erne bliver næste banebrydende kapitel i Carltons historie med Brusendorff ved roret.

Brusendorf modtager i 1968 en Æres-Bodil i 1968 for sin indsats og han går i hvert fald til den med oprejst pande. Uden at rødme skiftede han nærmest fra den ene dag til den anden fransk nybølge og eksperimentel filmkunst ud med pikanterier og siden regulære pornofilm. Dem interesserede han sig nemlig lige så meget for.

Brusendorffs forfatterskab havde også givet en hel del indblik i erotikkens verden. I hvert fald så meget der nu kunne tillades lige fra tre-binds værket ’Erotikkens historie’ i 1938 til ’Kærlighedens Billedbog I-II’ sammen med Poul Henningsen i 1956 og ”Erotik i filmen” sammen med forfatter og filmhistoriker Poul Malmkjær i 1965. Han var også forfatteren bag bøgerne ’Filmen I-II-III’ mellem 1939 og 1941, der anses som fundamentet for dansk filmvidenskab.

Carlton havde således premiere på den vel allerførste regulære pornofilm i Danmark et helt år før Nygade viste ”Langt ned i halsen”. Det skete, da den amerikanske ”Mona” havde premiere i juni 1972 og spillede henover sommeren med repremiere året efter og yderligere en måneds spilletid. I december vistes den amerikanske ”Hor”, fra sidst i april 1973 ”Den liderlige drøm” og siden ”Sære pornoglæder”. Imellem disse vistes fortsat vældig lødige underholdningsfilm med fin art-profil som ”Junior Bonner – kørende cowboy” med Steve McQueen og mesterværket ”Sidste forestilling” af Peter Bogdanovich. Sidste ufrække titel var den danske ”I din fars lomme” med premiere den 21. marts 1973. Den spillede kun en uge. Herefter overgav biografen sig til kødets lyster, men i første omgang blev glæden kort.

Carlton fik den 3. august 1973 premiere på den første film i ”stjernetegns”-serien med Ole Søltoft, ”I jomfruens tegn”. Stjernetegnsfilmene var de første år nu mere folkekomedier og de uartige indslag beherskede. Brusendorff havde på dette tidspunkt overtaget driften af Nørrebros Biograf og omdøbt den til Hjerter Dame. Den biograf kommer til praktisk anvendelse, da jomfruen pludselig bliver brændt af. Det sker natten til den 25. august 1973 efter 23 spilledage for fulde huse. Så stor var tilstrømningen, at antallet af daglige forestillinger endda var blevet udvidet undervejs.

En natlig brand sætter en brat stopper for Ole Søltofts løjer. Den var startet på balkonen umiddelbart efter sidste forestilling forårsaget af en cigaretglød fuldstændig som det tidligere var sket i Odeon. Rygning i biografsalene havde ellers været forbudt i mange år på dette tidspunkt. Hele salen raseres og genåbner først den 10. april året efter. Her er det så heldigt, at Brusendorff kan sætte de film, han har booket til Carlton op i Hjerter Dame i stedet. Udlejerne var måske ikke helt så heldige, for det var bestemt ikke alle titlerne, der passede lige godt til profilen på Nørrebrogade. Jomfruen var også blevet husvild; hun kom ikke ud til Hjerter Dame, men fandt over til Grøndal, Merry, Nora og Park samt Sandbergs ABCinema på Rådhuspladsen efter nogle dage uden tag over hovedet.

Carlton genåbner den 10. april 1974 med ”Høj rejsning”. Herefter flyder amerikanske pikanterier og sexfilm i en lind strøm. Nogle af dem var nu mere frække end egentlig uartige, uanset hvad titlerne måtte lokke med. Antallet af siddepladser er igen blevet væsentligt reduceret fra 597 til 416. Midtergangen er blevet inddraget, så man udnytter de gode siddepladser i midten bedst muligt.
 
 
Den 26. december 1974 hedder Carltons danmarkspremiere ”Naturlig størrelse”. Det var en sydeuropæisk co-produktion, havde franske Michel Piccoli i en hovedrolle og blev distribueret af det respektable Columbia-Fox. Forbudt for børn var den da, men den holdt kun skansen en uge. Der var ingen tvivl om, hvad folk (også) gerne ville se, så kosten blev skrappere herefter. Biografen ophørte også med at vise filmene for avisernes anmeldere forud for premiererne. Som Brusendorff forklarede: ”Nu må vi holde os til annoncer og vores egen reklame … hvor saftige vi kan antyde, de er”. Filmen der afløste hed ”Belinda”, men blev snart kaldt ”Liderlige Belinda”. Herefter følger ”Nu står den, doktor”, ”Liderlige sygeplejersker”, ”Kyske læber elsker bedst”, ”Slikkepinden”, ”Søde samlejer” osv.

I 1976 gør biografen tre forsøg på at sætte ikke-pornografiske film på plakaten. Dog kun til aftenforestillingerne. Det bliver repremiererne på ”Helvedet i Normandiet”, ”Hannie Caulder” og ”Karatebrødrene gi’r den hele næven” fra Obel Film, der alle spiller en uges tid. Ellers forbliver der udelukkende pornofilm på programmet og det var knaldsucces næsten hver gang. De amerikanske blev med tiden også til både franske, svenske og tyske. Særligt eftermiddagsforestillingerne var populære og især lige før fyraften, hvorfor forestillingerne lå tæt. Ingen tid at spilde. Der vistes film med halvanden times interval om eftermiddagen samt kl. 19 og 21 om aftenen.

Brusendorff leder Carlton frem til 1978. Biografen bliver solgt til Tage Borg, der også driver Borg Film foruden flere provinsbiografer. Borg distribuerer også en del pornofilm, som naturligvis kommer op i egen biograf. De øvrige distributører er også fortsat flittige til at give Carlton nye film. Intet bliver derfor forandret og selv konkurrencen fra den nærliggende Studio 1-2 på den ene side og Broadway Bio på den anden mærker Carlton ikke meget til. Omkring 1982 begynder man dog at kunne registrere en nedgang. Videomaskinen har gjort sit indtog i folks private hjem og publikum begynder at sive. Saga er også langsomt begyndt at fylde sine store sale med pornofilm. Broadway bukker under som den første og lukker i sommeren 1983.

I sommeren 1984 sælges Carlton til den 28-årige Lone Sørensen. Hun har allerede et mindre filmimperium skabt på baggrund af et succeseventyr med netop salg og udlejning af videofilm gennem Video International og er desuden direktør for Filmselskabet Danmark, der har distribueret nogle enkelte biograffilm siden 1983. Hun er også direktør for Tastyburgerbars ApS foruden tre ejendomsselskaber.

Lone Sørensen overtager biografen med tilhørende repertoire og sætter nogle egne frækkerter op og spilletiderne udvides. Hvor biografen før åbnede kl. 14 vises nu dobbeltprogram lige fra formiddag kl. 11 og i weekenden er der nu dobbelt midnatsprogram, men tiden er løbet fra disse engang så populære forestillinger. Efter nogle måneder med midnats-action helt uden porno hørte det op igen.

I 1979 havde Lone Sørensen haft kig på at overtage den lukkede Colosseum-biograf på Jagtvej og bygge om til hele ni sale. Det blev ikke til noget (Henry Fussing ombygger til tre i 1980). Ved overtagelsen af Carlton håbede Sørensen at kunne genåbne 2. juledag 1984 med fem sale, tre på gulvet og to på balkonen, men projektet bliver for dyrt og kompliceret og sættes i bero.

Sørensen havde store planer for sin nye biograf og definitivt sidste dag for pornoen bliver den 2. juni 1985. Herefter lukker Carlton for at gennemgå en ganske utrolig foryngelseskur, der vil sætte biografen tilbage til repertoiret i 1960’erne. Udover biograffilm skal biografen danne ramme om udstillinger, koncerter, teater, foredrag og underholdning for hele familien samt en ny bistrocafé.

Genåbningsfilmen bliver ganske sensationel. Lone Sørensen har købt Federico Fellinis splinternye ”Ginger & Fred”, der har italiensk og fransk premiere blot et par uger før den danske. I Danmark vises filmen dermed før, den præsenteres på filmfestivalen i Berlin. Både instruktøren og hans hustru, Giulietta Messina, som spiller hovedrollen, er inviteret til København i forbindelse med den storstilede genåbning. Sandelig om ikke Messina tager imod invitationen og kommer til byen for at kaste glans over premieren.
 
 
Carlton omkring 2001. Det tidligere Codanhus (Kinopalæet) ses til højre i baggrunden. Foto: Thomas Hauerslev

På den store genåbningsdag, lørdag den 1. februar 1986, var biografen renoveret, så den ud til gaden stod så smuk som i fordums tid med nymalet facade og de to store, gamle udhængsskabe i glas. Over indgangen pryder biografens projektørbelyste navn henover to søjler i hver side. I midten fører et nyt dørparti i glas ind til den smukke bistrocafé, hvor man også køber biografbilletterne. Gulvet er et helt nyt, lyserødt marmorgulv indkøbt i Portugal. I foyerpassagen er der ophængt smukke billeder, lokalerne er lyse og imødekommende. Den gamle sal er nymalet og udstyret med nye Quinette-stole og nyt, stort lærred. Derudover lider salen af den gamle skavank, at gulvet ikke skråner. Man sidder udmærket i gulvplan, men rummet har aldrig været rigtig hyggeligt og det er det heller ikke nu. Balkonen er også shinet nydeligt op, men her sidder man fortsat ikke med det bedste udsyn i forhold til publikum på rækken foran, selvom der er tyndet ud i pladserne.

Bistroen forsvandt hurtigt og blev indskrænket til cafédrift. Biografen eksisterede nogle år længere, men det var ikke uden alvorlige problemer. ”Ginger & Fred” var på programmet et halvt års tid og fik følgeskab af andre premierer fra eget selskab, ”Echo Park” med Tom Hulce den 6. april og ”Små giganter” med en aldrende John Huston den 16. maj. De spillede længe, men der kom næsten ingen og så dem. Helt skidt blev det for biografens nye profil, da man 1. august 1986 havde premiere på sci-fi-actionfilmen ”Queruak”. En film, der burde have spillet i City Bio eller til nød i CINEMA 1-8. Den næste premiere finder sted i et større Amnesty International-samarbejde, men der går over et år og kommer til at markere den tiltænkte ombygning i forandret form. Den 16. oktober 1987 åbner således to nye sale med hhv. 71 og 65 pladser, mens ”Sweet Country” har premiere i sal 1, der består uforandret.

I stedet for at ombygge den store sal er de to nye biografer indrettet på første etage i forhuset og åbner selvom ikke alle bygningsregler er overholdt, bl.a. flugtvejsforholdene for sal 3 gennem sal 2, men de nye sale var nu ganske behagelige. Repertoiret kunne udvides betragteligt, men ombygningen havde været særdeles bekostelig og man forsøgte hele tiden at skabe interesse ved skiftende udstillinger, foredrag og arrangementer i den store sal.

Forventningen var, at Carlton nu ville få flere premierefilm, men distributørerne foretrak Grand, Dagmar og ABCinema. Efter det første år i Carlton, hvor fortsat kun den store sal var i drift, blev repriserne vist til enhedspris 20 eller 25 kr. Det må have set meget bekymrende ud, selvom repremieren på Fellinis ”Kvindebyen” i ny kopi trak lidt. Man forsøgte sig udover denne med en art kavalkadeprogram, hvor filmene skiftede regelmæssigt. Mulighederne udvidede sig betragteligt med de to nye sale og der var faktisk rigtig gode film at se. Nu kunne man se nyklassikere som eksempelvis Ridley Scotts ”Blade Runner”, ”1984” med John Hurt, ”Hotel New Hampshire” efter John Irvings roman, Hector Babencos brasilianske Oscar-vinder ”Edderkoppekvindens kys” og Gösta Ekman i den svenske ”Ærter og knurhår”. David Bowie-filmen ”Ziggy Stardust and the Spiders from Mars” var også en, der trak lidt flere til huse og i sit sidste leveår nåede Carlton også at hive en del ind til Jim Jarmuschs ”Down by Law”. Fra eksempelvis Alliance Film var der ældre film på programmet i noget slidte kopier. I julen 1987 var der danmarkspremiere på Fellinis ”Intervista”. Det skete da sammen med Dagmar, som i løbet af foråret i 1986 også havde taget ”Ginger & Fred” på programmet, mens den fortsat spillede i Carlton.

Der var også masser af danske film i de små sale. Konceptet var overtaget fra Københavneren på Nørrebrogade, der var lukket nogle år forinden. Nu kunne københavnerne få sig et sidste gensyn med de gamle folkekomedier og enkelte lidt alvorligere, før de kun var at se på VHS og tv. Noteres skal dog, at Vester Vov Vov små ti år senere også gav en række af de mere seriøse, gamle danske film en sidste chance, men filmene holdt dårligt sammen længere. Publikummet havde også haft generationsskifte og der var ganske enkelt ikke salg i filmene længere.
 
 
Biografens sidste premiere var den polske ”Tog til Hollywood”, der fik premiere i forbindelse med Polsk Filmfestival den 5. september 1988. Filmen solgte dårligt 200 billetter i biografen. Helt forfærdelige tal. Det var også Filmselskabet Danmarks sidste premiere, men man havde samtidig investeret i tre repremierer, som kun gjorde ondt værre. Richard Attenboroughs krigsfilm ”Broen ved Arnhem” fra 1977 havde allerede haft repremiere i juli og spillede lidt afbrudt indtil midt i september. Her blev den afløst af den fransk-italienske ”Farvel, min ven” fra 1969 med Alain Delon og Charles Bronson. Her indløste også omkring 200 billet i de tre uger, filmen holdt sig på programmet. Til slut fulgte Fellinis ”Giulietta degli spiriti” fra 1965 med Giulietta Messina, der netop et par år forinden havde kastet så stor glans over genåbningen. Filmen havde oprindelig haft dansk premiere i Alexandra i 1966 med titlen ”Juliette”, men blev nu relanceret som ”Julietta og ånderne”, hvilket lå tættere på originaltitlen. Den nåede op i omegnen af 300 solgte billetter på to måneders spilletid. Ingen biograf kunne leve af disse besøgstal og da slet ikke en stor biograf med tre sale på Vesterbrogade midt i København.

Carlton fejrede Danmarks første ’biografdag’ i 1988, hvor biograferne gennem en årrække herefter med få afbrydelser afholdt filmdag, hvor man kunne komme i biografen for en rund tier uanset film og biograf. Biograferne blev rent ud bestormet og prisen også siden sat op til det dobbelte. Fortsat en billig penge, den ene gang om året. Carlton havde denne dag, lørdag den 29. oktober 1988, et ganske unikt program med filmstart fra kl. 11 om formiddagen til kl. 21.15 med ”Kaninbjerget”, ”Under satans sol”, ”The Mission”, ”Flamberede hjerter”, ”Pelle Erobreren”, ”Rocking Silver”, ”Absolute Beginners”, ”Monty Python i Holywood”,”Birdy nam-nam” med Peter Sellers, danske klassikere som modstandsfilmen ”De røde enge” og Carl Th. Dreyers ”Ordet” foruden ikke mindre end fire amerikanske Humphrey Bogart-krimier ”Kapløb med døden”, ”Mord for betaling”, ”Ridderfalken” og ”Sternwood-mysteriet” samt endelig ”Julietta og ånderne”. Så fornemt som dertil.

Til slut måtte Lone Sørensen kaste håndklædet i ringen. Sidste dag man kunne finde en indrykket annonce for Carlton, var lørdag den 10. december 1988. Da havde programmet i tre ugers tid bestået af af Fellini med ”Intervista” og ”Julietta og ånderne”, mens den tredje film på programmet var en repremiere på ”Bermudatrekanten”, som dermed blev sidste film. Biografen lukkede tirsdag den 13. december 1988, men Carlton figurerede stadig i biograflisterne med dette sidste program helt frem til slutningen af februar 1989. Desværre blev folk mødt af lukkede døre, hvis man havde valgt at lægge vejen forbi. Den gamle biografsal nåede at fylde 60 år. De to nye blev kun knap 14 måneder.

Lone Sørensen afviste i interviews efterfølgende, at det havde kostet penge at drive biografen men også, at det ikke er dyrere at holde lukket end at fortsætte driften. Man havde i hvert fald gennem nogen tid heller ikke vist reklamefilm i biografen, da biografen ikke havde haft så store besøgstal, at det kunne svare sig. Så har tallene også været virkelig små, for der skulle meget til, før Dansk Reklamefilm ikke ville ulejlige sig med at sende reklamerullerne afsted. Det bevidnes også af besøgstallene ovenfor. Ifølge Lone Sørensen er der købere inde i billedet både fra filmbranchen og helt andre interesser. Lørdag den 25. marts 1989 kan man læse, at Filmselskabet Danmark og dermed Carlton er gået konkurs.

I februar 1990 lejer teatret Sorte Hest, der har adresse længere ude ad Vesterbrogade, sig ind i Carlton på grund af overvældende succes med Dario Fos ”Ægteskab på vid gab” med Ole Ernst. Man opfører teaterstykket i Carlton fra 2. marts og måneden ud. Herefter overtager ”Teatret til Damaskus” Carltons scene for en stund med stykket ”Mercedes”, der spiller fra 24. april til 12. maj. Planen var at videreføre Carlton som teater og at det kunne indgå i samarbejde med Rialto Teatret på Smallegade og Windsor Teatret på Peter Bangsvej. Begge disse teatre var også oprindeligt biografer, men det løb ud i sandet. Forestillingen ”Mercedes” blev den sidste publikumsattraktion på Vesterbrogade 66.

I september 1990 overtager Københavns Bibeltrænings Center den gamle biograf. Den store sal får fjernet biografsæderne, der skiftes ud med nye stole, men i 1997 står balkonen fortsat uberørt. I operatørrummet er alt væk. Bio-skiltene lyste i adskillige år fortsat om aftenen, sådan som Roxy fortsat lyser over supermarkedet på Godthåbsvej mange årtier efter denne biografs ophør i 1976. Efter nogle år blev det lodrette skilt på Vesterbrogade overtaget af Carlton Hotel Guldsmeden, der med indgang fra gården via mellemhuset flytter ind i sal 2 og 3 og på etagerne herover. I 2003 er bibeltræningen rykket ud og et Fakta-supermarked flytter ind i Carltons gamle sal og foyer. I 2012 erstattes balkonen af et indskudt plan gennem hele rummet og hotellet optager nu også denne del, mens ’Flying Tiger’ herefter indretter sig i stueetagen.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om
 
 
  
  

• Gå til
Carlton Teatret
 
Gå: tilbage - op
Opdateret fredag, 12 november 2021 10:16:10