biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Colosseum

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Colosseum på Jagtvej medio 1980erne. Foto: THomas Hauerslev

COLOSSEUM
Jagtvej 65
Åbnet 26. december 1924
Lukket 30. december 1983

På Nørrebro havde man i begyndelsen af 1920’erne flere små biografsale. De var upraktiske, idet de var indrettet i ældre lokaler, der ikke var beregnet til biografdrift. På Nørrebrogade havde man fået en biograf længere inde mod søerne, da Nørrebros Biograft var flyttet til nr. 37 efter at have haft adresse forud i nr. 63 tættere Nørrebros Runddel. Den nye sal fik 355 pladser, men det var fortsat slet ikke nok til at mætte filmappetitten hos lokalpublikummet. Det blev derfor besluttet, der skulle opføres en ny biograf i forbindelse med Folkets Hus på Jagtvej 69, som i sine sidste år mellem 1982 og indtil nedrivningen i 2007 blev kendt som Ungdomshuset. Dette lod sig imidlertid ikke gøre. Pladsen var heller ikke til det. Teatermanden Jacob Jacobsen og forfatteren Carl Ludvig Emil Jensen havde fået bevilling til en storbiograf og dét kom der. Biografsalen kom til at ligge akkurat ved siden af Folkets Hus men på en markant større grund, der tidligere havde været tømmerplads. Her blev der opført en biografkolos med plads til omkring 1.000 gæster. Navnet kunne naturligvis kun blive Colosseum. Den var ved åbningen Københavns fjerdestørste biograf blot overgået af Palads, World Cinema og Kino-Palæet.

• Gå til stoleplan Colosseum
• Gå til Colosseum, København

Folkets Hus ligger et par meter tilbagetrukket fra gadeplan i forhold til Colosseum, så biografens kolossale bogstaver vinkelret på husgavlen kunne ses langt ned ad Jagtvej. Over biografens indgang rager en stor, firkantet baldakin godt ud over fortovet. Otte rækker med små pærer lyser op i loftet og ved fortovskanten viser to standere filmens titel. På hver side er der opsat to smalle rækker med udstillingsbilleder på muren. Det indskudte dørparti er bedækket med marmorplader og udhængsskabe til billeder og filmplakater.

På åbningsdagen er facaden endnu relativt anonym, men få år senere lokker kæmpestore udsmykninger folk indendøre. Biograffacader er sjældent set mere imponerende end, hvad Colosseum fremviste sidst i 1920’erne og en del år frem. Jævnligt fulgte udsmykningerne med indendørs og ved juletid var der juletræ i foyeren. Nogle af de gigantiske facadeudsmykninger, der strakte sig langt til venstre fra indgangen og ud til bygningens gavl til højre, kunne ses til film som ”Barken Margrethe af Danmark”, ”Den ukendte soldat” og ”Den syngende nar”, hvor filmens titel i neonbogstaver fyldte hele husets facade. Til premieren på Chaplin-filmen ”Byens lys” den 1. maj 1931 var der opsat en flere meter høj figur af Chaplin med sin stok over baldakinen.

Indenfor er billetkontoret placeret i venstre side af før passagen ind mod den store foyer, der er tæppebelagt og prydes af et overdådigt smukt springvand, læderbænke og blomsterdekorationer. Herudover er der chokoladekiosk i højre side og cigaretautomat til venstre, hvor man også finder toiletterne. Senere flyttes herretoilettet over i højre side. Salens 1.000 sæder er smalle og hårde med meget tyndt siddebetræk. De forreste rækker skråner op mod scenen. Ved åbningen er der ingen midtergang og ej heller balkon, men enkelte rækker har lidt bedre benplads. Vægsøjlerne mellem udgangsdørene i træ er marmorbelagt og øverst er der søjleudskæringer, der tilfører salen et stænk romansk Colosseum-aura. Salen er i øvrigt ganske rektangulær og endog meget lang. Store røde silkelamper lyser op mellem dørene i begge sider og imellem pryder vifter med kendte personer. Loftet er inddelt i kønt udsmykkede kvadrater. Foran lærredet spiller det store husorkester under ledelse af Edmund Sørensen.

Åbningen finder sted 2. juledag 1924 med første forestilling kl. 14. Filmen var som traditionen foreskrev en danmarkspremiere. Det var den amerikanske ”Signaltårnet” fra filmselskabet Fotorama instrueret af Clarence Brown og filmen spiller indtil nytår. Biografen var derudover ikke tænkt som premierebiograf. Den skulle tage sig af lokalpublikummet i funktionen brobiograf, fællesbetegnelsen for alle disse store og mellemstore biografer beliggende i brokvartererne. Biografen skulle således vise de store titler, der var udspillet på premiereteatrene i centrum.
 
Læs mere her:

Colosseum, København

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
Colosseum viste med enorm succes stribevis af de populære amerikanske film. Disse fyldte allerede i 1922 hele 85% af repertoiret i de danske biografer. 8% af de øvrige var tyske eller østrigske og 4% danske og svenske. De sidste tre procent fordelte sig mellem italienske og franske samt en enkelt ungarsk. Øvrige lande var slet ikke repræsenteret. De amerikanske film beholdt førerpositionen for eftertiden på nær i krigsårene, hvor de blev forbudt. De amerikanske filmselskaber fik derfor også meget større indflydelse, men danske filmdistributører fik fortsat også mange af dem. Et dansk selskab som Fotorama var derfor ganske indflydelsesrigt. Før den nye biograflov i 1933 var der stadig tætte forbindelser mellem biografer og filmdistributører, hvor Fotorama eksempelvis på dette tidspunkt endnu havde kontrollen over Alexandra Teatret på Nygade og Vesterbros Teater på Vesterbrogade.

Den 1. februar 1926 får biografen sin danmarkspremiere nr. 2. Det er et amerikansk kærlighedsdrama fra Paramount med titlen ”Mellem to verdener”. I august vises kriminaldramaet ”Den store prøve” fra First National og i september forsøger United Artists sig med ”Flagermusen”. I marts 1927 giver Frede Skaarups filmselskab filmatiseringen af ”Greven af Monte Cristo” i versionen fra 1922 med John Gilbert premiere i Colosseum. Denne bliver en betragtelig succes og fortsætter kort efter både i Højbro Teatret på Købmagergade og siden i Central Teatret på Vestergade ved Rådhuspladsen. Skaarup giver endnu en film premiere i Colosseum og nu rykker filmene fra brobiograferne pludselig ind til centrum. Samme rejse foretog den amerikanske ”New York i lygteskær” senere på året.

Da Jensen dør i 1927 fortsætter Jacobsen på bevilling sammen med Skuespillerforeningen og efter den nye lov i 1933 alene mod betaling af en årlig afgift til foreningen. Den 12. marts 1928 får ”Det dansende Wien” premiere. De tyske film med disse temaer var umådeligt populære i tiden og da denne havde nogle af tidens mest populære skuespillere, Alfred Abel, Ben Lyon og Lya Mara, på rollelisten, strømmede publikum til. Nu begynder Colosseum også at dele premiere med øvrige brobiografer, bl.a. Aladdin og Park.

Den 6. august 1928 sker der det interessante, at Fotoramas tyske ”Spioner” instrueret af Fritz Lang får premiere på Jagtvej. Filmen skulle egentlig have været vist i Alexandra Teatret, men her fylder en fransk kærlighedsfilm så godt på programmet, at man ser sig omkring. Filmen egner sig med sin usædvanligt lange spilletid, knap 2½ time, dårligt til Vesterbros dobbeltprogrammer, så man øjner chancen i Colosseum, der med sine mange pladser levner filmen gode muligheder. Det var en god idé både for filmselskabet og for biografen. Alexandra Teatret ender med at vise filmen efterfølgende og Vesterbro såmænd ligeså, men i Colosseum bliver den biografens hidtil største succes. Folk står i alenlange køer ude på gaden og der er totalt udsolgt de første uger. Nu begynder udlejerne for alvor at se Colosseum som en biograf, der er værd at satse på og erfarer, at succesfulde film ikke nødvendigvis behøver få premiere i de store centrumbiografer.

Allerede fire uger efter, den 3. september, får endnu en tysk film premiere i biografen. Det er denne gang den musikalske kærlighedsfilm ”To røde roser”, som filmens danske distributør, det amerikanske First National, haster op til Danmark kun en måned efter den tyske premiere i Berlin. Man har gjort biografens orkester dobbelt så stort. Det er nu et femtenmands orkester og koncertsangerinden Ulla Nergaard synger filmens titelmelodi. I en kort overgangsperiode har storbiograferne udover gagen til de betragtelige orkestre også hyret kendte sangere til at synge passager fra filmene under forestillingerne. Det var mægtig populært og mægtig dyrt. Også på Jagtvej bliver der nu varmet op til tonefilmens ankomst.

”To røde roser” slår ”Spioners” rekord med flere længder og holder sig på plakaten i halvanden måned. Undervejs blev biografens annoncer større og større og reklamerede med, hvorledes folk ikke kun kom fra byens øvrige kvarterer, men også fra omegnen, ja, publikum kom tilrejsende fra provinsbyer, som man skrev. Det var særdeles usædvanligt på den tid. I stedet for illustrerende billede fra filmen eller plakaten sås i annoncerne et foto af et menneskefyldt Jagtvej foran biografen. Det anbefaledes naturligvis at bestille billet på forhånd. Tusinder gik forgæves de første uger. I november 1928 har ”Ramona” med den populære Dolores del Rio premiere og igen til kæmpe succes. Biografen er nu blevet en regulær premierebiograf, der naturligvis fortsat supplerer med film overflyttet fra andre biografer.

Ved tonefilmens ankomst i 1929 forandres alting. Filmen ændrer totalt karakter. Hvad der få år forinden var sjovt og interessant, er nu dybt forældet og ligegyldigt. Folk vil høre tale og sang fra lærredet. Ved tonefilmens ankomst blev orkestrenes medlemmer og dirigenterne arbejdsløse næsten fra den ene dag til den anden. Sjovt nok blev Colosseum på Nørrebro og Roxy på Frederiksberg de første, suverænt største vindere, da tonefilmen for alvor slog igennem.

Roxy kom Colosseum i forkøbet med 16 dage med ”Fox Movietone Follies 1929”, men den 17. august var der Jagtvejs-premiere på ”Den syngende nar” med Al Jolson. Samme dag havde Palads på Axeltorv premiere på ”Show Boat”, men der endte man med taberkortet. Colosseum og Roxy havde ganske enkelt det bedste tonefilmsudstyr, men det var langtfra perfekt. Om ”Den syngende nar” skrev pressen, at talen virkede ”som fra en tragt”, mens musikken lød bedre. Man beklagede sig også over de undertekster, der nu pludselig stod ubehjælpeligt og mangelfuldt her og der i billedet i stedet for de mellemtekster, man havde været vant til. Kunstnerisk opfattedes ”Den syngende nar” som den største succes og det er den af de første film, der kommer tættest på den type, der snart ville blive den gængse. Alle var godt klar over, at alt det tekniske ville blive voldsomt forbedret indenfor kort tid, så både anmeldere og publikum tilgav meget i tonefilmens første år.
 
 
Colosseum biografen forkortes og gøres klar til supermarked ultimo 1980erne. Foto: THomas Hauerslev

Folk strømmede til brokvartererne og ”Den syngende nar” spillede over tre måneder i biografen. Det blev endnu en ny rekord, som samtidig ville blive stående som biografens største gennem alle tider. Filmen blev samtidig den hidtil største kassesucces i Danmark med over 180.000 solgte billetter alene i Colosseum. Roxy nåede op på næsten samme niveau og spillede også filmen i over tre måneder. I Palads gik ”Show Boat” ned efter 14 dage. Succesfilm på succesfilm fulgte i Colosseum. De fleste var sangfilm, spændingsfilm og kærlighedsfilm og hovedparten var endnu amerikanske og tyske. Enkelte russiske film kommer også forbi. Biografens første danske spillefilmspremiere kommer i 1933. Det er ”Fem raske piger” med Marguerite Viby, som naturligvis bliver umådeligt populær. Herefter er Colosseum med på mange af de danske bropremierer og publikum strømmer til de fleste.

Mandag den 16. oktober 1933 har Colosseum i efterårsferien premiere på den amerikanske børnefilm ”Penrod og Sam” kl. 16.30. Det ser ikke særlig usædvanligt ud med nutidige briller, men dette var faktisk allerførste gang i danmarkshistorien, en almindelig spillefilm udelukkende fik premiere til en eftermiddagsforestilling og ikke spillede om aftenen, uanset målgruppen. Om aftenen vises ”Dr. Mabuses testamente” instrueret af Fritz Lang på 2. succesuge.

I 1937 har de mange gæster tæret så hårdt på biografsalen, at der efter blot tolv år er brug for en modernisering. Biografen genåbner den 16. juli 1937 med premiere på ”Sabotage”. Den er instrueret af Alfred Hitchcock, men pressen har ikke har meget tilovers for den. Hitchcocks navn bliver end ikke nævnt i eksempelvis Politikens anmeldelse. Man er væsentlig mere begejstret for den nye sal, som er forandret: Det er nu en funkissal i havblåt, oceangrønt og krapsrødt. Det var i den romerske oldtid den rødeste farve, så hvad var mere naturligt? De nye sæder er en anelse bredere end de gamle. De beskrives som værende magelige, blødt polstrede og har armlæn. Billeder synes nu at vise, de stadig er ganske smalle, men givet en forbedring i forhold til de første års meget hårde træstole. Colosseum har herefter plads til 952 gæster ad gangen med ny midtergang på de bagerste rækker og dermed tre salsindgange frem for en i hver side som hidtil.

Under krigen blev biografen i juli 1943 udsat for en sabotageaktion. Colosseum blev benyttet af værnemagten, hvor tyske soldater så propagandafilm til forestillinger udenfor den normale åbningstid. Det var typisk kl. 14. Disse forestillinger havde tidligere fundet sted i Kino-Palæet, men her ønskede man selv at vise film for det almindelige publikum allerede fra tidlig eftermiddag. Tyskerne henvendte sig derfor til Colosseum, der forhørte sig hos Justitsministeriet, om hvordan man skulle forholde sig. Jacobsen var ræd for, hvad hans almindelige publikum ville sige. Han var desuden ræd for, at tyskerne medbragte lus og lopper. Der var desværre ingen hjælp at hente. Jacobsen risikerede, at værnemagten overtog hele biografen, men hans frygt skulle vise sig rigeligt velbegrundet.

Den danske modstandsgruppe Holger Danske besluttede at statuere et eksempel ved ganske enkelt at sprænge Colosseum i luften. Man var godt klar over, tyskerne blot ville finde over i en anden biograf, men man fandt det nødvendigt at sende et signal, der ikke var til at misforstå for alle øvrige biografer. Efter sidste forestilling den 21. juli 1943 trængte man derfor ind og anbragte brandbomber i salen, som eksploderede og skabte en del ødelæggelser på gulv og stole. Dog ikke mere end at biografen kunne genåbne nøjagtig to måneder senere. Tirsdag den 21. september var der således premiere med Poul Reumert i ”Det brændende spørgsmål”.

Kino-Palæet endte også med at blive bombet. Det skete natten til den 31. marts året efter. I dette tilfælde var det Schalburgkorpset, der stod bag. Kino-Palæet blev modsat Colosseum fuldstændig raseret og genåbnede først i 1950. Efter Colosseum rykkede værnemagten direkte over i Palads og siden til Park og Triangel. Til slut overtog de hele Dagmarhus og dermed også den kun få år gamle Dagmar-biograf, som blev helt lukket for offentligheden resten af krigsårene.

Efter krigen vender de amerikanske og engelske film tilbage på lærredet og blander sig med de danske samt enkelte øvrige europæiske. En del sovjetiske film vises også med relativt pæn succes. Det er mest film med krigstema. Sågar en australsk film finder den lange vej til Nørrebro.

Lørdag den 7. februar 1953 genåbner biografen med kriminalfilmen ”Politiets signal” efter en gennemgribende ombygning af salen, der er nu reduceret til 893 pladser, hvor hele bagenden i halvt balkon og halvt terrasseform er løftet ind over foyeren, der nu er udvidet kraftigt bagtil. Væggene er blevet ensartede i lyse farver med nye lampetter. Man har beholdt de første rækker uforandret med de bedste af de gamle stole fra genåbningen i 1943 og der er fortsat tre udgangsdøre i hver side. Lærredet er blevet større og der er kommet nyt, flot fortæppe. I foyeren imponerer Ejvind Meldgaards ti sandblæste spejlplader sat sammen til et stort motiv, bl.a. med dyr. Derudover er foyeren moderne og stilren med lysloftsplader og et nyt, ternet gulv, der bliver liggende uforandret resten af biografens levetid. Små, kønne lampetter lyser nu også op på foyerens vægge. Biografens facade har fået en ny, lidt mindre baldakin med biografens bogstaver i snoet neon ovenfor, mens selve indgangspartiet er forandret med nye glasdøre helt ud til gaden.

I 1954 begyndte de første biografer at spille 23-forestillinger om lørdagen. Colosseum fik ligesom de øvrige stor succes med disse. Man viste normalt ikke det almindelige program men en ældre film. Det var næsten altid spændingsfilm, så publikum kunne holde sig vågne. I begyndelsen af 1955 udvidede Hvidovre Kino til et dobbelt midnatsprogram og flere af de øvrige brobiografer fulgte trop. Colosseum ventede dog til 1958 med at give ’dobbelt-midnattere’, men havde herefter til alle tider kæmpesucces med disse natten til søndag. Lørdag blev sløjfet som skoledag i København i august 1969, men først sidst i 1970’erne begyndte Colosseum også at vise midnatsprogrammerne natten til lørdag. Om søndagen er der i Colosseum som i mange andre brobiografer også film for børnene. I begyndelsen vistes kun en enkelt film kl. 16, men senere havde man i en periode både en 14-forestilling for de lidt yngre og et dobbeltprogram typisk kl. 15.45 for ”raske drenge”. Pigerne som målgruppe for børnefilm var stort set ganske overset gennem størstedelen af 1900-tallet med få undtagelser som eksempelvis ”Pippi Langstrømpe”-filmene.

I november 1955 dør Jacob Jacobsen og året efter overgår bevillingen til forfatter og manuskript-forfatter Flemming Lynge. Biografen får i disse år installeret CinemaScope. Lynge fortsætter med Jacobsens repertoire tilsat lidt flere westerns og en del flere komedier. Der kommer også en større tilstrømning af film fra Frankrig, Italien og Spanien. Langt de fleste er rene underholdningsfilm. Bevillingsnævnet kiggede gennem alle årene på lødigheden i biografernes repertoirer og bevillingshaveren kunne rent faktisk risikere at miste sin biograf. Det hændte for nogen og visse biografer havde mere grund til at være nervøse end andre. Her tænkes særligt på Odeon og Vesterbros Teater, men Colosseums profil hørte heller ikke just til den kunstneriske. Til gengæld sørgede man for at vise de film, der havde det bredeste potentiale, men det må nok erkendes, at kvaliteten dalede gennem 1960’erne. Det nye Kinopalæ var åbnet, Tre Falke og Imperial var også kommet til. De store distributører så efterhånden andre steder hen, men der var fortsat masser af film at få fra de mindre selskaber. I 1960’erne fandt mange Elvis-film sig godt tilrette i Colosseum, selvom disse kom fra større de selskaber, MGM og United Artists. Columbia og Paramount leverede eksempelvis også en del premierewesterns til biografen. Dem kunne man altid bruge.

Flemming Lynge drev Colosseum frem til sin død i 1970, hvorefter den sættes til salg. Den blev kortvarigt ført videre af Svend Aage Jørgensen, før den jyske biografmand Gunnar Obel køber sig i ind i biografen i marts 1971, ligesom han får fingrene i Platan Bio på hjørnet af Vesterbrogade og Platanvej. Obel har på dette tidspunkt ikke bevilling til nogen af dem, men set mange gode omsætningstal på sine film og øjner muligheder. Han ender med at få lov til at drive begge biografer på en midlertidig bevilling, idet bevillingssystemet stod til at blive ophævet i 1972. Herefter gives biografdriften fri og man kunne danne biografkæder. Obel skulle dog kæmpe noget for at beholde sin biograf i Thisted.

Biografen har på dette tidspunkt 843 pladser. Obel skifter dem alle ud med 650 nye, bløde lænestole med en vis angst for, om lokalpublikummet nu kunne lade være med at ødelægge dem. Repertoiret er efterhånden blevet til B-film, hvor den ene afløser den anden. Obel giver den første film i den i dag mindre velansete ”Schulmädchen-Report”-serie premiere i Colosseum. Den blev udlejet af Cinema Film, men Obel købte selv alle de efterfølgende. Colosseum viste den første i fem uger og det var noget af det længste, man havde set her de seneste mange år. Ellers er det nu primært gyserfilm, junglefilm, spændingsfilm, enkelte westerns og spredte komedier, der fylder repertoiret. Der er snart en ny premierefilm hver eller hver anden uge. Titlerne holder sig ikke lang tid på plakaten, men nye film er der fortsat nok af.

Allerede i 1973 sælger Obel både Colosseum og Platan videre til Niels-Jørgen Nielsens Palladium-selskab med Frederik Sundram som direktør. Kun ét sæde måtte i øvrigt skiftes ud efter Obels år, noterer Sundram med et smil på læben. Profilen er fortsat den samme, men publikum begynder at falde fra. I 1974 giver Palladium-selskabets fem biografer et samlet underskud på 1,1 millioner kroner. Sjovt nok får ikke mange af Palladium-selskabets egne titler premiere i netop Colosseum.

Mandag den 5. januar 1975 får biografen sin sidste kæmpesucces. Denne dag rykker Dyanne Thorne ind som SS-kommandant i den berygtede ”Ilse – hunulven fra SS”, som spiller helt frem til 22. februar. De næste to ”Ilse”-film får også premiere i biografen og der kommer andre titler op i samme genre. En anden ny genre, der trækker folk til fra midt i 1970’erne, er karatefilmene, som også bliver blandt de bedre trækplastre i denne periode.

Biografen lukker søndag den 8. april 1979 med Steve McQueen i ”Getaway – vild flugt”. Sidste premierefilm før lukningen er ”Terror under havet” fra A.P. Film, der vises fra 12. til 20. marts. Palladium-selskabet har da allerede skilt sig af med Triangel og Husum Bio, der er solgt til selskabets direktør, Frederik Sundram. Selskabets storbiograf på Vesterbrogade er allerede lukket ved udgangen af 1976 for at blive revet ned og erstattet af et nyt Palladium, der åbner i august 1979 med tre sale. I efteråret 1979 får en interesseret køber ved navn Lone Sørensen tilladelse til at bygge om til hele ni sale, alle bittesmå størrelser. De syv vil blive placeret i den oprindelige sal, mens balkonen skal omdannes til to sale. Købsplanerne bliver ikke til noget. Nogle år senere investerer en fortsat meget ung Lone Sørensen i Carlton-biografen på Vesterbrogade, som hun for en formue omdanner fra porno- til kunstbiograf og taber en forfærdelig masse penge på det.

I sommeren 1980 lejer Henry Fussing sig ind i biografen, der endnu ejes af Palladium. Han har tidligere samme år overtaget Broadway på Vesterbrogade. Fussing bygger ligesom Lone Sørensen har tænkt sig interimistisk balkonen om til to sale. På gulvet kan man tydeligt se skruehullerne i trægulvet fra de forsvundne sæder foran trappeopgangene, så der er rimelig god plads fra første række her op til lærrederne, men det ser alligevel lidt forhutlet ud. I den store sal sidder man til gengæld fortsat rigtig udmærket og den sal pilles der ikke ved bortset fra nyt operatørrum til venstre for indgangen. Obels stole er endnu i fin stand. Den oprindelige sal rummer herefter 392 pladser, mens balkonbiograferne hver får plads til 90 gæster.

Ved genåbningen fredag den 26. september 1980 står facaden, forhallen og foyeren fuldstændig som før lukningen i foråret 1979. Udhængsskabene på hver af indgangsfoyeren er fyldt med plakater. Den gamle chokoladekiosk længst inde i den store foyer til højre sælger atter lækkerier og det imponerende, smukke springvand lyser op, som om intet var hændt gennem halvandet år.

Genåbningsprogrammet består af københavnerpremiere på krigsfilmen ”Den længste bro” fra Toofa Film. Desuden vises ”Det tårnhøje helvede” og den danske gyserkomedie ”Mordskab”. Om eftermiddagen fornøjer Lille Per i ”Far til fire i sneen” og John Travolta i ”Saturday Night Fever”. Midnatsprogrammerne videreføres naturligvis også. Her lægges der ud med ”21 timer i München” og ”Det sorte helvede”. I weekenden vises desuden ”Tarzan og tryllekilden” og dørene åbnes allerede kl. 10 om formiddagen. Fussing havde intention om at gøre biografen til et sandt filmmekka for hele familien: Børn, unge, voksne og gamle. Programmerne var i lang tid meget fyldige, der blev vist en bunke forskellige film hver dag.

Ikke længe efter genåbningen bliver billetkontoret sløjfet og der bygges en ny disk placeret i passagen mellem forhallen og foyeren. Her kunne man købe det hele: Burgers, biografbilletter, slik og drikkevarer. Den gamle chokoladekiosk lukkede vinduet og fik tildækket sit glas med træplader. Her kom nu endnu flere plakater til kommende film og rummet blev nu benyttet som lager. Springvandet imponerede fortsat og lædersofaer står også en tid endnu og vidner om fordums pragt.

Der kommer spredte premierefilm til det nye Colosseum. Man havde håbet på flere ligesom i gamle dage, men konkurrencen var for stor. Udlejerne foretrak centrumbiograferne. Premiererne, der fandt vej, kom derfor fra de små selskaber Jesper, Plaza, Atlantic, Kino Film og en enkelt fra Kærne Film foruden Toofa. Genoptagelsen af ”Navarones kanoner” blev sandsynligvis den største succes i tiden som Colosseum 1-2-3 og spillede sammenlagt mange uger på Jagtvej. ”Ørneborgen” gik også længe. Ellers gik det efterhånden mindre og mindre godt. Man kørte på et tidspunkt en del dobbeltprogrammer allerede kl. 19, mens eftermiddagsforestillingerne på hverdage blev indstillet.
 
 
Jagtvej den 6. oktober 2021. Foto: THomas Hauerslev

Da det lakkede mod enden, blev der slukket for springvandet og spilleautomaterne flyttede ind. Hermed fik biografen besøgende, der måske ikke var specielt interesseret i at se film. Midnatsforestillingerne, der indtil videre fortsat fandt sted i den store sal, gik måske også vildere for sig end tidligere. I hvert fald blev der på et tidspunkt skåret en kvadratmeter ud af lærredets ene side. Det blev lappet, men var fortsat til at se på scope-filmene.

I januar 1983 begyndte pornofilmene at fylde lidt, ligesom Fussing allerede havde skiftet begge sine Broadway-sale ud med disse programmer. Så vidt gik man slet ikke på Jagtvej. Mange har skrevet, Colosseum endte som ren pornobiograf, men det var slet ikke tilfældet. De var faktisk kun sporadisk på programmet. Så meget publikum har der altså ikke været til denne genre på Nørrebro.

Den engang så smukt dekorerede facade var de seneste årtier falmet betragteligt. Til slut var der blot planker i venstre del af indgangspartiet, hvor biografens grill lokkede med burgers, pølser, toast, is, chokolade og milkshakes. Til højre for indgangspartiet var der opsat de såkaldte tredelte lærredsplakater. Det er de store plakater, der også hang udenfor eksempelvis ABCinema og Cinema 1-8 samt i en kortere periode over Dagmars indgang og på siderne af hovedindgangen til Palads. De var i Colosseum en sørgelig erstatning for facadeudsmykningerne 50 år forinden.

Biografen mistede sin store sal før balkonbiograferne lukkede. Søndag den 6. november 1983 blev der vist film for sidste gang i den store. Herefter var der kun film i balkonsalene. Efter et par uger reklamerede biografen som Colosseum 1&2. Den store sal blev herefter benyttet til bingo eller banko og fredag den 30. december 1983 var det helt slut. De sidste film på programmet dagen før nytår var Louis de Funès i ”Hjælp, pigen er strisser” og ”Erotiske collegepiger”. Det kunne godt have været mere elegant.

Biografen stod tom og forladt et par år. På et tidspunkt var der adgang til den store sal via udgangen. Muligvis derfor opstod der natten til den 15. august 1986 brand i biografen, hvor den store sal blev stærkt beskadiget. Ikke lang tid efter blev den gamle biografbygning solgt til Aldi-supermarkedet, som rykkede ind i biografen med indgang fra salen. Formentlig for at skaffe nogle ekstra parkeringspladser havde man fjernet omkring en tredjedel af salens bagende. Et nyt indgangsparti til supermarkedet blev etableret, hvor der før havde været udgangsdør. Det resterende af den gamle sal blev udvendigt snart overdækket af graffiti fra top til tå. Sidst i 1980’erne var der også indendørs rigtig grimt. I Aldi-kædens første år skulle det helst ligne et supermarked fra Sovjetunionen omend et velassorteret et af slagsen. Man kunne godt fornemme biografens form, men den blev langt mere tydelig, da en ombygning en del år senere førte supermarkedsindgangen tilbage til biografens gamle indgangsfacade på Jagtvej. Selve indgangspartiet blev endda ført tilbage til helt gamle dage, så man nu går nogle skridt ind bag søjlen, før man træder ind gennem et nyt glasdørsparti. Facaden er blevet malet op flere gange, men overdænges hver eneste gang af ny graffiti. For tiden fremstår den rødbrun med resten af forhuset i matgult.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om Colosseum, København
 
 
  
  

• Gå til
Colosseum
 
Gå: tilbage - op
Opdateret onsdag, 17 november 2021 08:46:20