biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Imperial Bio

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Imperial Bio den 4. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev

IMPERIAL
Ved Vesterport 4
Åbnet 3. november 1961

I de gode gamle dage ved filmens og biografernes oprindelse blev der smækket lærred op nærmest fra den ene dag til den anden. Først som ’markedsgøgl’ som man i tiden ofte uretfærdigt benævnte det nye underholdningsmedie; siden i ofte små lokaler, der ikke oprindelig var indrettet til formålet. I starten krævede det blot politimesterens velvilje. Siden blev biografbevillinger udstedt først af Justitsministeriet og siden Kulturministeriet før ophævelsen i 1972. Da man efter nogle år begyndte at indrette biografer i eksisterende bygninger, gik det fortsat relativt hurtigt med opførelsen. Der var mange steder i København, som var egnet til at sanere, rive ned og genopbygge. Siden blev det vanskeligere og vanskeligere. Efterkrigstiden havde for en stund givet begrænset adgang til byggematerialer og disse var en periode meget bekostelige. Ikke sjældent skete det, de efterhånden relativt få nye biografbevillinger, der blev udstedt, måtte vente adskillige år på at blive omsat til virkelighed.

Området fra Vesterport Station ud mod søerne var der ikke rørt ved i mange år. Det lå som en oase fra svundne tider med bassiner, der blev brugt til at filtrere vandet fra Skt. Jørgens Sø over til vandværket i Studiestræde og videre ud til forbrugerne. Der var lave barakbygninger med tømmerhandel inde i gården og bazarforretninger, hvor Imperial kommer til at ligge. Området ved de små bassiner op mod Nyropsgade havde huset remiserne til Københavns anden Hovedbanegård. Til højre for det nye banelegeme havde det nuværende Palads Teater rejst sig i 1918 efter at have holdt til nogle år netop i selve banegårdsbygningen, der lå omtrent ud til den nuværende banegrav. Lidt længere ude ad Gl. Kongevej over kommunegrænsen til Frederiksberg var Kino-Palæet allerede åbnet samme år som Palads i 1918. Den blev i 1959 erstattet af en helt ny biograf trukket noget længere tilbage om bagved det nyopførte Codan-højhus.

Det var dette område parallelt med det første stykke af Gl. Kongevej, der først nu bliver stort set fuldstændig nedrevet i 1950’erne og 60’erne og erstattet af alle de bygninger, vi kender i dag. Mercur-bygningen, der også rummer en sal, var kommet til i 1956. Der kom mange nye kontorarealer i bygningerne omkring Nyropsgade i disse år, men ikke særlig mange lejligheder bortset fra det 300 meter lange Vestersøhus opført mellem 1935 og 1939 som vægtigste undtagelse. For enden af Vestersøgade kom det høje Scandic til i 1967 som noget af det sidste nybyggeri helt ned mod Gl. Kongevej. Hotellet var oprindelig åbnet som et Sheraton-hotel og har bl.a. været benyttet som lokation i ”Olsen-Bandens store kup” i 1972.

I en uharmonisk firkant mellem Vester Farimagsgade, Herholdtsgade, Nyropsgade og Gl. Kongevej stod de gamle bygninger for fald som de sidste ud mod banegravslegemet. Her havde der siden 1954 rumsteret planer om indretning af et nyt kæmpeteater. Man benævnte hele firkanten ’teatergrunden’ og i 1955 skiftede stykket af Gl. Kongevej netop fra Nyropsgade op stationen navn til ”Ved Vesterport”. Samme navn havde også en bygning opført i 1931-32 mellem Vesterport Station og Vesterbrogade. Det nye gadenavn ville tilføre det kommende byggeri ekstra bevågenhed.

To år senere var man gået bort fra idéen om et levende teater på teatergrunden. I juli 1956 havde man udviklet tanken om en storbiograf indrettet med Cinerama-formatet, som var kommet til verden i USA i 1952. Den nye sal med den mest moderne teknik skulle have plads til 2.000 gæster. Biografsalen skulle løftes op i byggeriet, mens stueplanet skulle bestå af et overdækket butikstorv. Hele byggeriet skulle stå klar i 1958 og desuden rumme plads til 200 biler på et gennemløbende bildæk på første sal med indkørsel fra Nyropsgade. Desuden skulle der være plads til 50 biler i en underjordisk garage. Fra bildækket på første sal kunne bilister med reserveret billet gå direkte ind i biografsalen. ’Hele byggeforetagendet bærer præg af bilismens tidsalder’, skrives der. Der indrettes desuden et stort hotel og en række kontorer. Summen for hele herligheden var anslået til at løbe op i 50 millioner kroner. Ved udgangen af 1959 er prisen steget til 60 millioner.

Arkitekten for projektet er Otto Frankild. Han har i 1956 netop færdiggjort teatersalen i Københavns Handelsstands Klub af 1841 ved siden af i Vester Farimagsgade. Det er den bygning og sal, der snart bliver kendt som Mercur navngivet efter husets hotel, der netop er åbnet med 85 elegante værelser. Det nye hotel Imperial bliver endnu større og endnu finere. Bygningen bliver i seks etager.

Udvendigt bliver Imperial-bygningen alle dage præget af hotellet, der med sin italienske, mørke marmorfacade og frontparti ud mod Vester Farimagsgade, firkantens korteste side, løber med opmærksomheden. Årsagen består til dels i, at byggeriet blev færdiggjort i to etaper. Byggeriet blev påbegyndt som planlagt i 1956, men kun en del åbnede til tiden. Det var hotellet, der åbnede som forventet i foråret 1958 ud mod Vesterport og så hele fløjen op langs Herholdtsgade. Udover hotellet rummer denne første etape også en del kontorer. Hele denne del af byggeriet står i tyve millioner kroner. Resten af bygningen skulle efter den oprindelige plan have stået færdig ved udgangen af 1958. Her tilstøder så den ene forsinkelse efter den anden. En af de primære årsager er uklarheden om brugen af det projekterede teaterrum. Et storteater af en slags var klausul for byggetilladelsen.
 
Læs mere her:

Imperial Bio

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
Imperial Bio den 4. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev

I sommeren 1959 tages der efter mange overvejelser og uenigheder beslutning om at ændre hele det resterende byggeri radikalt. Siden de oprindelige planer for grunden var tegnet, havde man som nævnt fået en ny sal i Mercur lige ved siden af. Desuden var Falkoner Centret åbnet med både teaterscene og en stor, velbesøgt biografsal, ligesom det nye og større Kinopalæet vil stå færdigt ved årets udgang. Allerede i foråret 1959 havde man således udtrykt stærk bekymring for, om et nyt kæmpe biografteater med plads til 2.000 gæster nu kunne blive rentabelt. Man benævnte det oftest stadig ’teater’, idet planerne var at kombinere driften, så der også skulle optrædes på scenen.

Egentlig var det blot en storbiograf, der nu var på tegnebrættet. Tv var på dette tidspunkt i 1959 allerede begyndt at trække publikum væk fra biograferne og billetsalget dermed dalende. Måske var området mættet af biografer? Man forsøgte derfor, om man kunne ændre det ufærdige byggeri til kun at bestå af butikslokaler, kontorer og en udvidelse af hotelkapaciteten med fastholdelse af planen om det åbne bildæk hele vejen rundt på bygningens første sal. Biler var en højprioritet på dette tidspunkt. Huset ville således også rumme en servicestation i Nyropsgade. Den øvrige del af bygningen vil blive opført i samme marmorfacade som hotellet og fløjsiden. Hjørnet ved Vesterport vil få den buede runding, mens hjørnet længere nede ad Gl. Kongevej, nu kaldet ’Ved Vesterport’, bliver med en lille kant. I de helt oprindelige planer var hovedindgangen til huset placeret her, da det er bygningens spids.

Sidst i 1959 har man atter skiftet mening og synes nu at have fundet en rimelig løsning for alligevel at opføre en biograf i Imperial-bygningen. Man havde endnu det nye, smarte Cinerama i tankerne, selvom der ikke var indgået nogen aftale. Den nye model bliver stort set også den endelige løsning og disse planer således slutresultatet for, hvordan biografen og resten af bygningen kommer til at tage sig ud. Biografen vil blive bygget som amfiteater med plads til mellem 1.400 og 1.600 gæster. Der ender med at blive nøjagtig 1.521 pladser. Salen var nu tiltænkt at kunne rumme koncerter, mens man definitivt havde opgivet tanken om en teaterscene. Der bliver dog indrettet garderobe for optrædende gæster. Otto Frankild er fortsat tilknyttet projektet og har udarbejdet alle de indledende planer, men uenighederne fortsætter. Frankild forlader derfor det resterende byggeri i foråret 1960 og biografen færdiggøres af arkitekterne Svend Aage Hansen og Jørgen Høj.

Den umage firkant viser sig at være aldeles perfekt for indretningen af biografsalen, der med sin praktiske vifteform placeres inde midt i huset. Bilerne kom som planlagt op på et bredt vogndæk rundt om biografsalen i første etages højde. Der bliver plads til 300 og ikke kun 200, ligesom en underjordisk parkering får plads til knap 100. De fleste parkeringspladser i området kom dog ned under jorden udenfor biografen længere oppe ad Nyropsgade.

Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF) havde allerede i 1958 fået bevillingen til biografen for næsen af Henning Karmark på ASA. Han havde nogle år forinden heller ikke haft held til at få en ny storbiograf placeret dér, hvor Royal Hotel kom til skråt over for det nye Palads, omtrent hvor det oprindelige Palads Teater kortvarigt havde haft hjemme. FOF ansætter Jørgen Nielsen som ny direktør. Han kommer fra en stilling som direktør på United Artists. Det er den reklamebevidste Nielsen, der får gennemtvunget hovedparten af de synlige spor af biograf, Imperial overhovedet udstyres med udefra. Hele vejen gennem projektfasen er biografen tænkt som et slags kongeligt teater uden de store prangende nødvendigheder i at gøre opmærksom på sig selv.

Imperial Bio står nu endelig færdig og klar til indvielse i november 1961. På toppen af taget omkring det runde hjørne til Vesterport står Hotel Imperial i store bogstaver. Der er intet biografskilt her. På afstand kan man dog se biografens navn i lysende smalle, lodrette røde bogstaver på sorte firkanter bevægende sig fra 2. sals højde ned til indgangspartiet placeret lidt nede ad vejen Ved Vesterport. Fremtoningen er langt fra de fede neonbogstaver foran Roxy-biografen på Godthåbsvej. Der er heller ingen baldakin men et aflangt lysskilt, der skiftevis enten reklamerer med filmens titel eller biografens navn. Sommetider opsættes en bred reklamestreamer over det tolv meter lange parti glasdøre. Det er placeret inde bag et hundrede kvadratmeter stort fortovsbelagt indgangsparti med et par søjler imellem helt ude ved gaden og yderligere et par i enderne. Først mange årtier senere kommer en stor lærredsplakat ud på hjørnet foran bildækket mod Vesterport Station. Denne giver i tiden herefter biografen langt bedre blikfang. Nielsen sætter dog allerede tidligt ofte den lange, smalle stramerplakat op på facaden helt over husgavlen, men det krævede hver gang en særlig tilladelse. Herudover er der i hver side kun et par små, smalle lysskabe til billeder og et til plakat. Til højre mellem indgangen og det ene parti udgangsdøre har man sjovt nok valgt at indrette en separat butik, som biografen først overtager midt i 1990’erne og omdanner til salgssted for det nye, populære bland-selv-slik samt popcorn og sodavand.

Hvad den mangler i sit ydre, kan biografen imponere med i hele sit indre. Elegancen fra tiden omkring 1960 bevares gennem mange år. Det syner lige fra, man træder ind i den ekstravagant store foyer, til man når op i den smukke og alligevel så afdæmpede biografsal. Den rummelige, lavloftede vestibule er ligesom passagen ind til foyeren dekoreret med blå marmorfliser på væggene. Her er der i venstre side fire smalle udhængsskabe til fotos. Billetsalget er også i blå marmor og placeret ligefremme til venstre med fire salgssteder. Over de lave billetluger er salens 33 rækker inddelt i rækkeorden med de forskellige priskategorier. Røde lamper lyser, når en kategori er udsolgt. Dette system bruger man helt frem til 1993, hvor billetsalget moderniseres. En periode kom de sjældent i anvendelse, men bedre tider vendte heldigvis tilbage. Til højre for de fire salgssteder, der senere blev reduceret til tre, fører den mørke marmorpassage forbi to fine udhængsskabe indbygget i væggen på hver side. Herefter når man ind til den store og omvendt særdeles højtloftede nedre foyer. Foran den overdådigt smukke bladguldbelagte og let buede foyergavl på venstre side bag billetkontoret, er der opsat kaktusser. Denne smukke, lidt aparte afrunding var i bygningens allertidligste planer tiltænkt som hovedindgangen til biografen, der skulle ske fra det omkringliggende butikstorv. Guldvæggen bliver mange år senere på det skammeligste ødelagt. Man må på et tidspunkt opsætte snorværk for at holde nysgerrige på behørig afstand af guldvæggen. Et ægtepar blev afsløret, da manden havde taget sin hobbykniv frem og var begyndt at snitte i den. Nogle år senere fandt man ikke længere snorene nødvendige. Kaktusserne med deres torne blev stående som fin afskrækkelse. Måske var de så stødende, at de senere blev skiftet ud med nogen meget mindre. Femten år senere er de ganske små og tyve år efter er de blevet til smågrønt.

Gulvet består overalt i både nedre og øvre foyer af lyse marmorfliser. Væggene ved siden af guldvæggen, der strækker sig to etager op i åbent rum, er malet i en mosgrøn farve. 3 x 2 halvtykke, blå søjler holder biografens gulv på plads ovenover. Yderligere to rækker med hhv. fire og fem søjler går gennem gulvet i den øvre foyer foyer, hvor de i stueplanet ender i en møbelforretning. Loftet er hele vejen igennem smukt og afdæmpet oplyst af indirekte lys placeret i grønne, cirkelrunde former i inddelte loftskapitler. Hele den nedre foyer er lige over 400 kvadratmeter stor.

En kiosk med Toms-chokolade og iskager har et lille udsalgssted bagerst i et indhug indrettet med trævægge under en stor lærredsplakat på endevæggen, der reklamerer med biografens næste store premiere. Det er den, der sommetider får lov at supplere over indgangsfacaden og siden kommer ud mod stationen på premieredagen. Der er kun ét salgssted i kiosken, hvilket naturligvis er alt for lidt for det sliklystne publikum. Overfor chokoladekiosken findes toiletter. På den modsatte gavl ud mod den ydre foyer og billetkontoret, bliver der nogen tid efter åbningen gjort plads til endnu en stor lærredsplakat, der reklamerer for en kommende film. Denne plads er tom, hvis man ikke har nogen plakat klar. Da kunne der godt se lidt bart ud, men folks blik var som regel altid rettet den anden vej eller op mod den øvre foyer, så det gjorde ikke alverden. I alle dage udsmykker man gerne fra loftet med balloner eller plakater. Det sker ofte i forbindelse med særarrangementer, men det kan også blot være til en almindelig premiere. Desuden er der tit udstillinger i det store foyerområde. Selv biler er der snildt plads til.

Både nedre og øvre foyer er udstyret med behagelige og særdeles tidstypiske læderstole af Børge Mortensen i afdæmpet rødt sat sammen i sofaarrangementer. På hver side af indgangspartiet i højre side op mod det øvre areal, er der to glasvægge. Oprindeligt var de bare, men da en gæst med for megen fart på ned ad trappen ikke opdager glasvæggen og styrter lige ind i den, sørger man herefter for både stole foran og plakater opsat i en eller anden form. På dette sted kontrolleres billetten. Før man går op ad den særdeles brede, vifteformede trappe til den øvre foyer, som spreder sig over hele 670 kvadratmeter, støder man på to udgangsdøre i hver side, der fører ud mod hhv. Ved Vesterport og Nyropsgade. Her kan man ofte møde publikum på vej ud fra den tidligere forestilling. De går ned langs trappens to sider, mens man går op i midten. Der adskilles med snore. Hermed støder man på biografens eneste alvorlige skavank. Arkitekterne har aldrig frigjort sig for tanken om salen som teater og selv ved indretningen, har man haft repertoiret fra Tre Falke Bio (i logo ’3 Falke Bio’) i tankerne.

I Kinopalæet havde man allerede året forinden taget ved lære af fejlene ved en alt for lille foyer i Tre Falke. Det havde man i Imperial også imødekommet med den overdådige foyer, men man havde forestillet sig programmet som Tre Falkes helaftensfilm med én aftenforestilling suppleret med én eftermiddagsforestilling om søndagen. De fine garderober bagerst i hver side af øvre foyer vidner om det samme. Man havde ikke tænkt på problemet, når der var to aftenforestillinger eller de daglige fire, som det blev til, når der ikke vises helaftensfilm. Man benyttede nemlig de samme døre som både ind- og udgang. Kun udgangsdørene i selve salen nærmest lærredet førte direkte ud og det så til bildækket, som man skulle sno sig omkring for at nå ned til udkørslen mod Nyropsgade. Som bildæk var det naturligvis ikke beregnet til biografgæster, selvom de vidtløftige tidlige planer havde tænkt direkte indgang også herfra. Denne udgang bliver derfor kun brugt forud for store arrangementer som eksempelvis gallapremierer, hvor det er nødvendigt, publikum ikke blander sig i det kommende arrangement. Man kan også komme ud på bildækket via de øvrige adgange til salen på et mellemplateau. I alt er der fire dobbelte indgangsdøre i hver side.

Kontrolløren tager som nævnt imod billet mellem glaspartiet i nedre foyer og der åbnes ofte i god om aftenen og i weekenden, hvor baren opført i træ på 1. sal holder åbent. Mellem baren og garderoberne i hver ende er der også her opsat røde læderstole i sofaarrangement. Der findes på første sal yderligere fire toiletter, to i hver side. Man kan gå hele vejen rundt om den øvrige foyer forbundet af en gangbro med fint udsyn til foyerområdet nedenfor. Små udstillingsskabe lokker også her med de kommende attraktioner. Normalt åbnes der først hertil, når sidste forestillings publikum har passeret forbi. Et snorværk holder indtil da også publikum adskilt her. De seneste år hvor der er færre pladser i salen og typisk længere tid afsat mellem forestillingerne, tages først imod billet helt oppe ved opgangene til salen. Ofte endda kun indgang i den ene side, hvis besøget er småt og personalet dermed begrænset.

Ved Imperials åbning er man med sine 1.521 pladser ikke byens største biograf. På dette tidspunkt er Saga på Vesterbrogade størst med over 2.000 pladser, mens World Cinema i Cirkusbygningen også endnu er lige akkurat større. Der er ingen balkon i Imperial, så alle pladser er placeret ’på gulvet’ i den amfiteatralske opbygning, sådan som man allerede fornemmer det i foyeren direkte nedenunder. Sæderne bagud har en hældning på 15 cm. pr. række. Gulvet er belagt med lyse tæpper og der fra start ingen trin i selve salen. Imperials lærred er stort, men det er ikke Danmarks største og bliver det aldrig. Lærredet måler ved åbningen 8 x 17 meter. Tæppet i lysegrå silke er kun en tand mørkere end væggene. Fortæppet kører altid ind mellem forfilm og hovedfilm, hvilket i mange år (indtil fortæppet sløjfes) afstedkommer sjove kommentarer fra publikum om, at ’filmen allerede er slut’. Den rummelige scene med fem trin op benyttes ofte ved arrangementer.

Der afholdes gennem alle år mange store gallavisninger i Imperial. Dronningen har været her, prins Henrik kom jævnligt og prinserne sidenhen ofte. Bodil-prisuddelingen har også fundet sted her med årtiers mellemrum. Fortæppet belyses både fra loftet og scenen og giver en effekt af sommerfugl, mens sidevæggene har spøjse og højtragende totempæle med indirekte lys. Disse fungerer også som højttalere. Når filmen starter, dæmpes lyset gradvist. Ved en tiltrængt justering i 1985 ændres dæmpningen fra næsten totalt nede ved lærredet til næsten uforandret lysstyrke ved bagvæggen, hvilket giver en formfuldendt effekt. Det er en yderst elegant funktion, som man desværre ikke benytter længere. Udover et almindeligt ventilationsanlæg afkøles oversiden af det 1.000 kvadratmeter store, bølgende turkisblå aluminiumsloft af en luftstrøm, der sikrer, at loftets temperatur altid ligger ca. 10 grader under salens temperatur. Ved udsolgte forestillinger ’blev der nu alligevel fandens hedt’, som Jørgen Nielsen siden udtrykte det. Umiddelbart før hovedfilmen begynder, kimer en klokke, der kan høres i hele biografen. Det er et tegn fra operatøren til piccolo og kontrollør om at sikre, at dørene, der automatisk lukker i, faktisk også gør. Til publikum er det signal om, at ’nu begynder det’ eller ved pauser, hvor klokken er ekstra praktisk og benyttes flere gange, at ’nu fortsætter det’, hvis man vil nå at få det hele med.

De 1.521 specialdesignede, uldbelagte stole er udformet i samarbejde mellem arkitekt og stolefabrik og har relativt smalle armlæn, som man må dele med sidemanden. Stolene i tre røde nuancer er placeret på 33 rækker. Af disse er tre rækker med ekstra god benplads, nemlig række 12, 21 og 28. Stolenes farver afgrænses også af disse rækker fra en mørkere rød på de forreste elleve rækker til en orangerød på de bagerste seks. På sidste række hakkes salen ind af småsøjler, der afgrænser rækken i etaper med fire sæder i hvert afsnit. Ved en senere ombetrækning får alle sæder samme farve. Stolene bliver stående indtil den første ombygning af salen, der finder sted i 1988. Om aftenen er der individuelle priser, mens der om eftermiddagen altid er enhedspris og oftest unummerede billetter. Trods de mange rækker er benpladsen rimelig. De fire opgange til salene fra den øvre foyer er angivet A+B, C+D, E+F og G+H. Hver opgang deler sig yderligere op til salen, hvor man ved at følge bogstavet allerede fra billetten nemt finder sin plads i salen. Det er vældig smart og fungerer praktisk og godt.

Da operatørrummet er færdigt, bliver det uden Cinerama, men det er i princippet designet til at kunne rumme det ved en eventuel udvidelse, hvor projektion i så fald krævede tre operatørrum. Det fornemt udstyrede operatørrum kan vise både 16mm, 35mm og 70mm og har Todd-AO lydsystem med Bang & Olufsen ’BOFA’-forstærkere. Siden bliver biografen også digital som den allerførste i landet. 16mm-maskinerne blev benyttet ved særforestillinger og til et par enkelte premierer på novellefilmen ”En ny virkelighed” i 1963 og børnefilmen ”Operation Kirsebærsten” i 1972. Filmene spillede hhv. fire og fem dage. 70mm-installationen har helt givet været den bedste investering, man nogensinde har gjort. Det eksisterer nemlig endnu og bliver særligt efter overgangen til digitale film med endnu større vigtighed benyttet som eksklusiv tiltrækningskraft, når man her kan præsentere en ny film i det oprindelige kæmpeformat. Meget mere om det herunder. I begyndelsen var der to operatører på arbejde ad gangen. Siden kunne man klare sig med en. Læs meget mere teknisk detaljeret om Imperial Bio gennem alle år i øvrige kapitler på biografmuseet.dk.

FOF’s landsformand, Paul Honoré, kan sammen med Jørgen Nielsen med stolthed vise biografen frem for et indbudt publikum onsdag den 1. november kl. 19.30. Det er en gallaforestilling med herrerne i smoking eller mørkt tøj og massiv projektørbelysning på biograffacaden. På scenen er der velkomsttaler og Svend Methling fremsiger en prolog skrevet af Mogens Dam. Det havde man alle dage benyttet ved åbningen af et nyt biografteater og selv her i 1961 var det fortsat god skik. Herefter vises Otto Premingers storfilm ”Exodus” med Paul Newman i Super Panavision 70 og Technicolor med seks-sporet stereofonisk lyd. Filmen varer 3½ time, så der er indlagt pause med forfriskninger. Åbningsfilmen var ingen tilfældighed. Udover at filmen naturligvis passede perfekt som den storfilm, den i enhver henseende var, så kom den fra United Artists, hvor Jørgen Nielsen selv havde været direktør. En yderligere forpremiere gives i filmens ånd om torsdagen, den 2. november, for Mosaisk Trossamfund.

”Exodus” blev en succes som forventet, selvom man havde håbet på endnu flere gæster. Allerede den 10. december 1961 var man nødt til at skifte program. Det var alle dage et paradoks for biografen, at man ikke altid kunne skue hunden på håret, i forhold til hvor lang tid filmen spillede omsat til filmens reelle succes på lærredet. Man er fuldstændig afhængig af publikumsinteressen og prisgivet, hvis det ikke går som forventet. I tidligere tider kunne man så endda ty til repremiererne, der ofte var sikre kort. For multibiograferne, der kom til fra 1970’erne, forholdt tingene sig markant anderledes, men for de store énsals-biografer stod der meget på spil. Også derfor er Imperial den eneste, der i den henseende har overlevet uforandret frem til i dag og det også kun som resultat af mange heldige omstændigheder. ”Exodus” måtte vinke farvel til Imperial søndag den 10. december, hvor den danske produktion ”Gøngehøvdingen” skulle op. Søndag var normalt ikke benyttet som premieredag siden filmenes første årtier, med mindre 2. juledag faldt denne ugedag. Nitten dage efter premieren nåede man gæst nr. 50.000, der vil blive modtaget af Dirch Passer og modtage en ’gøngestol’ på scenen. Naturligvis et reklamenummer idet man overhovedet ikke ville være i stand til at identificere den nøjagtige gæst.

Imperials første rigtigt store succes kom den 8. oktober 1962, hvor der var premiere på ”West Side Story” i 70mm. Filmens distributør, Jørgen Nielsens afløser på United Artists, Poul E. Pedersen, havde i februar ringet Nielsen op og fortalt, at Tre Falke havde takket nej til den. Nielsen ville gerne se filmen øjeblikkeligt. Det kunne han komme til i Stockholm samme aften, så han drog afsted i bil og nåede rettidigt frem. Filmen spillede 4½ måned. Tænk, hvad Tre Falke med sine traditioner for ’long-runnere’ kunne have fået ud af den? I Imperial blev musicalen afløst af en ny dansk strimmel. Denne gang var det folkepensionisterne på spil i ”Støvsugerbanden”, der på morsomste vis satte fokus på den stigende alderdomskriminalitet i stedet for den i tiden omdiskuterede ungdomskriminalitet. Der kommer flere danske film på plakaten de kommende år, bl.a. ”Don Olsen kommer til byen” med Buster Larsen og Dirch Passer samt flere alvorligere film. Pensionistbanden støvsugede publikums pengelommer gennem to måneder.

Imperials inspektør hed Poul Hansen. Han blev i jobbet helt frem til sin pension i 1990, der endda var ufrivillig. Om ham er der spændende ting at berette. Som helt ung mand under 2. verdenskrig, var han agent for England og involveret i planlægningen af invasionen ved Normandiet i 1944. Poul Hansen havde således et helt særligt forhold til den mægtige krigsfilm ”Den længste dag”, da den fik danmarkspremiere i Imperial efter ”Støvsugerbanden” den 29.april 1963. Den spillede helt forrygende godt og var på plakaten i tre måneder. Filmen fik yderligere tre repremierer siden, muligvis på kraftig opfordring fra Hansen. Den spillede vældig godt hver eneste gang. Ved den sidste repremiere i juni 1984 gik han naturligvis med liv og sjæl op i dekorationen af en helt særlig udstilling i forbindelse med markeringen af 40-årsdagen. Filmen tog sig fantastisk ud på Imperials lærred.

Da man den 27. januar 1964 har premiere på den japanske ”Harakiri”, som er en usædvanlig premiere for biografen, virker oplevelsen så rystende på flere publikummer, at de besvimer. I mindst ét tilfælde måtte der tilkaldes ambulance. Scener af den karakter med de brede samuraisværd havde man ikke før set mage til. Al omtale er som bekendt god omtale og filmen vises i 3½ uge. Den afløses af den første film i serien om ”Den Lyserøde Panter” med Peter Sellers. Her gik det ikke nær så vildt for sig. Også denne bliver en stor succes og får adskillige efterfølgere. Med baggrund i ”Harakiri” får Imperial sig tilmed en vaskeægte samuraifilm. Det er ”Yojimbo” (”Livvagten”) af Akira Kurosawa med Toshirô Mifune i hovedrollen, der kommer op i 1965.

For ballet- og 70mm-elskere ventede en godbid den 7. april, da den engelske ”En aften med den kongelige engelske ballet” får premiere til en uges visninger i Imperial. Her ser man verdensstjernen Nureyev i ’Sylfiden’ og øvrige balletscener. Modtagelsen var blandet, men det var også de vanlige filmanmeldere, der havde taget plads i stolene og ikke nødvendigvis balletsagkyndige. Nogle var ved at falde i søvn, mens andre faldt i svime. Det meste af filmen var i det smalle ”Academy”-format, men i sidste akt bredte lærredet sig ud i 70mm pragt til filmens sidste parti.

Fra 29. april 1964 er ’verdens største film’, som man havde udråbt, på plakaten. Det er ”Cleopatra” med Elizabeth Taylor, der i anledningen selv er kommet til byen. Så stor var filmen nu heller ikke, men den var i hvert fald dyr. Den spillede halvanden måned i Imperial og så var den i øvrigt i 70mm. Lidt stor var den så alligevel, selvom den i Jørgen Nielsens erindring var ’det værste lort’, han havde vist. I Danmark blev de fremtidige repremierer forvist til Rialto, hvor filmen solgte ganske godt. Det var også den film, Rialto lukkede med i sommeren 1980. På verdensplan nåede filmen i det lange træk at tjene sig hjem.

Imperials repertoire gennem den første halvdel af 1960’erne var generelt en sjov blanding af store helaftensfilm og moderigtige komedier i tidens ånd, gerne den lidt pikante. Fra 1965 sås også nogle mere usædvanlige engelske film som Sidney Lumets ”Højen” med Sean Connery og Roman Polanskis ”Chok” med Catherine Deneuve. I foråret havde man været ude at køre med ”Den gule Rolls-Royce” og sidst på året var der flyverhistorie med ”Disse prægtige mænd i deres flyvende maskiner eller hvordan jeg fløj fra London til Paris på 25 timer og 11 minutter”. Hermed titlen i sin fulde længde, der er næsten lige så lang som selve filmen, som præsenteres i 70mm. Julen 1965 byder på biografens hidtil største succes med ”The Sound of Music”, der vises næsten et halvt år.

Mens der synges i alperne, afholder biografen en række midnatsvisninger om lørdagen på Bent Christensens ”Naboerne”. Disse finder sted hver lørdag i perioden mellem 4. marts og 4. juni 1966. Filmen får regulær premiere den 6. juni og er på plakaten halvanden måned. Med disse tager Jørgen Nielsen hul på en række mere spektakulære midnats-events, som man med et meget senere ord sagtens kan kalde dem. I de oprindelige planer for biografen skulle salen da også benyttes alternativt.

Der blev vist forskellige kunstfilm i samarbejde med galleriejer Svend Hansen om det amerikanske undergrundsmiljø i New York. Den 8. marts 1969 viser Imperial således Paul Morrissey og Andy Warhols ”The Chelsea Girls” i split-screen, der året forinden var for stærk for filmfestivalen Cannes, hvor den blev forbudt. Det er tre timer og tredive minutters svælgen i obskøniteter. Hvor biografer visse steder i USA blev stormet af politiet og idømt store bøder, var det i Imperial primært kontrolløren, der kom på overarbejde. Han var sandsynligvis ikke helt på bølgelængde med den hippie-ungdom, der for en stund havde indtaget salen. I Danmark havde censuren overraskende nok tilladt filmen, men det var også lige før ophævelsen af voksencensuren. Samme dag censor havde givet grønt lys, startede forsalget i biografen og der var udsolgt allerede et par timer senere. Som nødplan havde man ellers planlagt, at man for ti øre kunne melde sig ind i en forening, hvorved man for en given billetpris kunne afholde visning som en lukket forestilling. Det var nemlig fuldt tilladt. Den tidligere forbudte motorcykelfilm ”De vilde engle” blev eksempelvis vist i sådanne lukkede filmklubber, før den efter voksencensurens ophævelse fik ordinær premiere.

I Imperial blev kun til den ene visning af ”The Chelsea Girls”. Det var vist rigeligt, men det har helt sikkert været en interessant, bizar oplevelse. Både Nielsen og galleriejer Hansen syntes om idéen at være landets største art-cinema for en aften. Man gentog samarbejdet i juni med ”Echoes of Silence”, der vistes flere gange de efterfølgende uger natten til søndag. Denne var en mere fredsommelig dokumentarfilm om kunstnerlivet i New York. Det var den prisbelønnede dokumentarist D.A. Pennebakers ”Monterey Pop” fra 1968 også. Den blev vist adskillige gange, da den lidt forsinket kom til Danmark i 1971 i kølvandet på Woodstock-festivalen, der havde fundet sted sommeren i forvejen. Mere syret blev det sidst samme år, da Frank Zappas ”200 Motels” kom dugfrisk til Danmark blot fjorten dage efter premieren i New York.

Excentrikere var der i det hele taget mange af på den tid. En af dem var Simon Spies, der fik sit domæne i netop Mercur-bygningen ved siden af Imperial. Han var flittig gæst i biografen. Udover vanen med at købe en billet til sin stok tog han også gerne stolerækken foran i brug til sine ben. Benpladsen var som nævnt ikke dårlig i biografen, men ligefrem god var den heller ikke. En af biografens kontrollører var notorisk kendt – eller berygtet – for at tjekke salen i tide og utide for uvorne elementer, unge som gamle. Spies og andre fik at vide ’at man ligger ikke på stolene. Man sidder på dem’. Spies replicerede, at ’hvis han ville, så kunne han købe hele biografen blot for at have den fornøjelse at fyre ham’. Kontrollørens ord er i øvrigt nu om dage ved at miste sin gyldighed, men det er en helt anden historie. Måske startede Spies i ren irritation og i hvert fald som provokation sin egen biografdrift i 1971. Her fik han fik lov til selv at navngive sin første film, der fik den hovedrystende (sjove) danske titel ”Fire frække numser fik et gok”. Den gode Spies kan man fornøje sig meget mere med i kapitlet om Mercur, som nu blev permanent biograf en del år.

De tidstypiske film man kunne opleve i Imperial sidst i 1960’erne, tæller Anne Bancroft og Dustin Hoffman i Mike Nichols ”Fagre voksne verden”. Der blev også plads til mere kunstneriske udfordringer i franske film som Claude Lelouchs ”Lev for at leve” med Yves Montand og Deneuve i Jacques Demys farvestrålende ”Pigerne fra Rocherfort”. I krigsfilmstraditionen fik Guy Hamiltons ”Slaget om England” premiere i biografen som en af årtiets sidste, den 3. oktober 1969. Det var generelt film som disse, der fungerede bedst. Det nye årtis første succeser var således ”Patton – Pansergeneralen” med George C. Scott og den amerikansk-japanske ”Tora! Tora! Tora!”.

Biografen blev efter ”Monterey Pop” og Frank Zappa også vært for andre store musikoplevelser, hvor den betydeligste, ”Elvis: That’s the Way It Is”, spillede på fuldt program to uger i maj 1971. Endda i 70mm som den sidste premierefilm i dette format i årtiet. En midnatsvisning af filmen mange år senere for en stort set udsolgt sal i anledning af 25-års mindedagen for Elvis’ bortgang, fik biografens direktør, Morten Anker Nielsen, til at valse syngende ud af salen. Publikum havde været mere end henrykt af begejstring. Stemningen var på højde med den, der måtte have indfundet sig 33 år forinden. Her i 2002 var det kun en 35mm-kopi, der blev vist, men oplevelsen var fortsat unik.

I 1972 hvor bevillingssystemet ophæves og de første multibiografer lander på tegnebrættet, har Imperial svært ved at få økonomien til at hænge sammen i det daglige. Der mangler ganske enkelt de storfilm, man havde så stor glæde af særligt op til midt i 1960’erne. Filmene kunne ofte ikke længere klare mere end en uge på plakaten. I januar 1972 blev Delbert Manns filmatisering af ”Jane Eyre” taget af plakaten efter blot fire dage, hvilket var helt usædvanligt. Den var lavet som tv-film, men fik biografpremiere i Danmark, sådan som det skete for en del film i dette tiår. Distributøren forsøgte med en ny titel (”Kvinden i tårnet”) i Merry en måned senere, men her spillede den kun i to dage.

Det så noget broget ud for biograferne, så det var kun på høje tid, man var sluppet af med forlystelsesafgifterne og det tåbelige bevillingssystem. Eksperimenterende film begynder at fylde i Imperials regulære programmer og kan slet ikke fylde den store biografsal, der nu længe har været Danmarks næststørste. Det er snart repremiererne, der trækker flest folk til biografen, så disse kommer der flere af de efterfølgende år. ”De ti bud” og ”Navarones kanoner” vises i Imperial for første gang, mens der bliver gensyn med både ”Exodus”, ”The Sound of Music” og som nævnt ”Den længste dag”. I 1972 har man også James Bond-kavalkade i Imperial. Det er første gang, agent 007 ses på lærredet her, men siden bliver Imperial fast premierebiograf.

Pr. 1. januar 1973 sælger FOF biografen til Preben Philipsen. Jørgen Nielsen fratræder som direktør og bliver daglig leder af Dagmar for Henning Carlsen. Philipsen havde i forvejen Rialto-biografen og har i løbet af 1972 udvidet med købet af Kinopalæet, en biograf i Herning, tre i Odense foruden biografer i Søborg og Hillerød. Med Imperial og Kinopalæet i København har han hermed to af byens største biografer. I juli 1973 råder han desuden over to biografer i Lyngby, en i Roskilde og en i Ålborg. Man kalder sig internationalt ’The Rialto Cinema Group’ og laver fremsynede brochurer på engelsk, der præsenterer kædens biografer med skitser for fremtidens udvidelser. ’Vist er jeg en renlivet kapitalist’, udtaler Philipsen på dette tidspunkt. Det er dog stadig en brydningernes tid og Philipsen får aldrig realiseret sine planer om at udvikle biograferne. En større ombygning af Søborg-biografen til to sale skrinlægges. Få år senere er både denne og den ene biograf i Lyngby lukket.

Den 15. april 1974 får Imperial sin første reelle succes i det nye årti. Det sker med Paul Newman og Robert Redford i George Roy Hills ”Sidste stik”, der vises helt frem til den 21. november. Det er hidtidig spillerekord. I marts 1975 får biografen endnu en stor succes i form af ”Det tårnhøje helvede”, der atter placerer Newman øverst på rollelisten, selvom flere af de øvrige stjernenavne reelt har mere spilletid på lærredet. I filmen medvirker også Steve McQueen, William Holden, Fred Astaire og Faye Dunaway m.fl. Det er en af årtiets mange store katastrofefilm.

Filmen man officielt betragter som historiens første rigtige blockbuster, har premiere i USA denne sommer. Det er Steven Spielbergs ”Dødens gab”, der ved premieren i USA kommer op i et rekordstort antal biografer og bliver set af 67 millioner amerikanere. Det er cirka hver fjerde, hvilket ville modsvare et dansk besøgstal på omkring 1¼ million gæster. Man når i Danmark ’kun’ op omkring 800.000 billetter, men den skaber naturligvis lang kø foran Imperial. Nu må man endda for første gang nogensinde dele en premiere med en anden biograf, nemlig Tre Falke. ”Dødens gab” skabte efter sigende bekymring ved strandene lange tider frem, men også i biografmørket slog rædslen igennem. Her blev en yngre kvindelig gæst i Imperial så forskrækket, at hun kom i klemme mellem stolene. Hun kom heldigvis fri igen, men det var vist lidt af en operation. Forhåbentlig gik det kun ud over sæderne, men hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, er et vældig godt spørgsmål. Måske havde hun spjættet så meget, at sædet havde rykket sig bagud og halsen dermed kommet i klemme mellem nabosædet?

På baggrund af den succesfulde lancering af Torben Nielsens roman ”Nitten røde roser”, der blev til filmen af samme navn, som fik premiere i august 1974 i Alexandra og Kinopalæet, indgår Philipsens Constantin Film og Rialto-gruppen i januar 1976 et økonomisk samarbejde med Jørgen Lademanns forlag. Det skal styrke biograferne og skabe grundlag for yderligere filmproduktion, der således i 1977 udmunder i filmen ”Terror” også på romanforlæg af Nielsen. Erik Crone ansættes til at stå i spidsen, mens Lejf Bernt pr. 1 april 1976 ansættes som direktør for biograferne øst for Storebælt.

Alan J. Pakulas ”Alle præsidentens mænd” bliver den største film efter hajen. Genindspilningen af ”King Kong” gør sig udmærket julen derpå. I februar kommer Clint Eastwood på Imperials lærred i ”Dirty Harry renser ud”, efter de to første i serien har haft premiere i Kinopalæet. Tre uger senere rykker ”Terror” så ind i to måneder. Der bliver solgt 273.000 billetter på landsplan. Det er noget mindre end ”Nitten røde roser”, der havde præsteret 394.000 billetter. Da Imperial for første gang blander sig med Nørreport Bio og Kinopalæet i James Bond-premiererne med ”Spionen der elskede mig” den 12. august 1977, er Imperial den første til at hoppe fra efter tre uger. Her sælger Kinopalæet flest billetter henover to måneder, mens den originale Bond-biograf Nørreport viser filmen suverænt længst med 3½ måneds spilletid. Imperial får dog siden overhalet, da begge de to øvrige biografer er lovligt undskyldt fremme i august 1981, hvor ”For Your Eyes Only” bliver en af seriens største succeser på dansk jord. Både Nørreport og Kinopalæet er tidligere dette år blevet ofre for udviklingen.

Sidst i 1977 begynder man at vride sig i hænderne. Både i Imperial og hvad angår kædens øvrige biografer samt med hensyn til filmproduktionen. Den seneste film var ”Hærværk” med Ole Ernst, som kun lige akkurat runder 200.000 solgte billetter. Særligt denne film taber man mange penge på. Den bliver dog ikke vist i Imperial. Et par katastrofefilm under havoverfladen har i stedet trukket lidt ved Vesterport. Det er den håbløse, italienske ”Kæmpeblæksprutten” med John Huston om sommeren og så den meget bedre amerikanske ”Drama i dybet” med Robert Shaw i efteråret. Den sidste bliver en gedigen kæmpesucces. Det er dog julens film, der, ligesom ”Dødens gab” to år forinden, har den gnistrende gejst, der er kimen i storbiografer og blockbusters DNA. Her får George Lucas’ første udspil i rumsaga-eventyret premiere og hedder på dette tidspunkt ”Stjernekrigen”. Den spiller i fire måneder, men underpræsterer dog i Danmark i forhold til mange andre lande. En betragtelig del af den halve million solgte billetter, filmen kan noteres for i Danmark, har den indkasseret ved senere repremierer og i den redigerede udgave fra 1997.

Den 1. maj 1978 kaster Lademann håndklædet i ringen og indgår et samarbejde med Anders og Henrik Sandberg. Reelt overtager Sandberg driften af en del af Lademanns biografer, heriblandt Imperial. Man har fra Lademanns side ikke lagt skjul på, at idéen med som forlag at involvere sig i biografdrift skyldtes en storstilet plan om at sælge biografbilletter med rabat i en bogunion. Idéen havde imidlertid ikke fået opbakning fra Filminstituttet. I dag findes der som bekendt en landsdækkende filmklub i form af Biografklub Danmark. Lademann var ganske enkelt for tidligt ude. Bekendtskabet med de mange biografer har kostet dyrt. Sandberg råder i København og på Frederiksberg snart over både Tre Falke, Kinopalæet, Imperial foruden ABCinema og Cinema I-V (siden Cinema 1-8) samt Studio 1-2. Med sine store biografer kombineret med de mindre sale kan man ubesværet ’rykke filmene nedad’. Man har længe gjort det på tværs af biografkæderne, men nu bliver det mere stringent. Hvor ”Stjernekrigen” efter Imperial blev rykket over i Grand (tro det eller ej!), bliver filmene nu kun flyttet over til egne biografer, dvs. enten de to Cinema-biografer eller til Studio. En sjælden gang med mellemstop i Tre Falke.

Sandberg kører Imperial som ’populærbiograf’. Der tages overhovedet ingen chancer med film af kunstnerisk tilsnit. Premieretitlerne i 1978 er spændingsprægede og består af ”Fanget i dybet” med Charlton Heston (dansk titel inspireret af succesen året forinden), ”Brændemærket” med Dustin Hoffman, ”Mission Capricorn 1” med Elliott Gould, ”De vilde gæs” med Richard Burton, ”Hård hud over hele kroppen” med Burt Reynolds og flere ”Rædsler i dybet”. I december vises endda en karatefilm. Julen 1978 står i Navarones-tegn med ”Styrke 10 fra Navarone” og ”Drengene fra Brasilien” fungerer fint i januar 1979. Senere dette år hitter John Carpenters ”Maskernes nat”. og Bond er på programmet igen i august i ”Moonraker”. I oktober kommer den fantastiske ”Alien – den 8. passager” med verdens bedste trailer (den med ægget, der klækkes) og den forrygende slaglinje ’i rummet kan ingen høre dig skrige’. Nu har biografen også fået installeret Dolby-Stereo. Overgangen til endnu et nyt årti markeres med Donald Sutherland i ”Bjørneøen”.

Sommetider hænder noget særligt som søndag den 22. maj 1979, hvor biografen får besøg af bokseren Muhammad Ali, der med filmklip og til en billetpris mellem 100 og 130 kr. fortæller om sit liv. En film blot med titlen ”Ali” om bokseren, får siden premiere i Imperial, hvor den vises i to dage i oktober 2003.

Biografen er der ved udgangen af 1970’erne stort set ikke rørt ved i det forgangne årti. 1960’ernes karakteristiske, store foyer ser helt ud som i 1961. Det samme gør salen bortset fra nyt betræk på sæderne. I perioden mellem 1980 og 1983 er biografens største film stjernekrigsfortsættelsen ”Imperiet slår igen” i august 1980, ”USS Nimitz – Forsvundet i Stillehavet” i julen 1980, ”Rekrut Benjamin” med Goldie Hawn i det sene forår 1981 og så ”For Your Eyes Only” i august samme år. ”Ud at køre med de skøre” tiltrækker mange fra efterårsferien frem til december. Som den mest delikate rosin i pølseenden kommer Steven Spielbergs ”E.T.” på langt visit fra 2. juledag 1982. Denne viser man sammen med Palads.

Imperial led ikke helt som Kinopalæet. ”Søulvene kommer”, som skulle have haft premiere i efteråret 1980, fik endda premieren flyttet hen til Kinopalæet på grund af den nydelige succes med andet udspil i stjernekrigssagaen. Sandberg prioriterede i større og større grad Imperial som deres foretrukne premierebiograf. Det blev omvendt den onde spiral for biografen lidt derfra på Gl. Kongevej, der til sidst kun havde B-film på programmet eller i hvert fald de allermindste. Alligevel var der mange måneder, særligt om sommeren, hvor det var mere end svært at få publikum inden døre også oppe ved Vesterport. De før så lukrative repremierer trak bestemt heller ikke som tidligere efter videofilmens ankomst. I USA var sommermånederne årets bedste periode, men i Danmark gik det som plejede og dvs. aldrig særlig godt, når der ikke var nogen store film at se. Her gemte man fortsat premiererne til efterårs- og vintermånederne. Først i dag med simultane verdenspremierer ser billedet helt anderledes ud. Derfor rumsterede Sandberg i 1982 med skumle planer om at omdanne Imperial til multibiograf. Virkeligheden fortalte jo, at man tjente gode penge særligt i ABCinema og Cinema 1-8, mens man på årsbasis tabte penge i de store sale. Her havde man allerede taget konsekvensen og skilt sig af med først Tre Falke og siden lukket Kinopalæet i februar 1981. I foråret 1983 lå tegningerne til at omdanne Imperial til fem sale klar. To pænt store sale skulle indrettes i bagerst i den gamle sal, mens to mindre skulle placeres i den øvre foyer.

Nordisk Film Biografer, der ejer Palads og Tivoli Bio, køber i juni 1983 ganske overraskende hele Sandbergs biografkæde minus pornobiografen Studio, som man ikke vil forbindes med. Købet til en sum i omegnen af 100 millioner kroner begrundes især med, at man ikke ønsker Imperial bygget om. Nordisk mener, Københavns centrum på dette tidspunkt er rigeligt forsynet med sale og at man på sigt vil få brug for kapaciteten i Imperial. Efter få år skal det sandelig også vise sig, at man får ret. Planerne om ombygningen af Imperial skrinlægges øjeblikkeligt og tages aldrig frem igen. Nordisks største forandring af biografen de første fem år handler om, at der i sommeren 1984 monteres rækkelys på stolene. De oprindelige lys i gulvet var umulige at udskifte, efterhånden som pærerne gik. Samme år blev der desuden lagt nye gulvtæpper i salen.

Den 23. april 1984 fik Imperial sin første 70mm-premiere gennem mere end et årti. Det skete med ”Brainstorm” med Natalie Wood i sin sidste rolle. Det var ikke den mest oplagte film at give det fornemme format revanche med, men der kom flere endnu. Allerede året gav man ”2010 – den anden rumrejse” premiere i kæmpeformat, men den nåede kun den originale ”Rumrejsen år 2001” til sokkeholderne i besøgstal. I november 1984 var der derimod mange udsolgte huse til Milos Formans ”Amadeus”, der dog i 35mm var klemt ind til blot én uges spilletid. Man lagde ud med en gallapremiere af de helt store med fornemt besøg af både filmens instruktør og Tom Hulce, der havde hovedrollen. Hvad publikum ikke alle nåede i Imperial, kunne de indhente i ABCinema, hvor filmen spillede videre i knap 1½ år. Den havde også premiere i Dagmar.

Imperial-bygningen rummede flere luftfartsselskaber. Bl.a. lå Pan-American på hjørnet ud mod Vesterport Station. Det var her, der i sommeren 1986 blev sprængt en bombe, der kostede en forbipasserende cyklist livet. Nogle år tidligere havde der også været rædsel omkring en mulig bombe i skraldespanden ved busstoppestedet, der i mange årtier lå dumt placeret lige foran biografens indgang. Det var sidst i september 1979, hvor biografen viste ”Strisser-bisse” med Jean-Paul Belmondo. I begyndelsen af 1980’erne rykkede enkelte spillemaskiner ind i den nedre foyer foran glaspartierne på hver side af indlukningsstedet. Spillene var aldrig særlig flittigt benyttet i denne biograf, men blev stående i over ti år. Der kommer også tv med trailershow i foyeren.

Mange kendte instruktører og skuespillere har naturligvis gæstet biografen gennem årene udover førnævnte. Ove Sprogøe var en kær gæst, der typisk indfandt sig præcis kl. 14 til første forestillings start. Nogen kommer desuden ganske incognito som Sylvester Stallone, der med halstørklæde sidst i september 1988 lægger vejen forbi for at se ”Coming to America” med Eddie Murphy. Han spørger til, hvordan Rambo-filmen have gået forinden. Han vidste, ”Rambo III” havde haft premiere her. Stallone er ingen høj mand og billetsælgeren, der ikke umiddelbart genkendte ham, svarede, at ’jo den havde havde da meget godt, men folk ville nu meget hellere more sig’, sådan som de gjorde til Murphy-filmen, der trak fulde huse. Stallone svarede, at ’det kunne han da godt forstå’. Ophidset var instruktøren Sydney Pollack til gengæld 2½ år forinden, da han overværede testvisningen af ”Mit Afrika” op til den storstilede gallapremiere, hvor Klaus Maria Brandauer også var tilstede. Han kunne høre, det gamle lydanlæg havde 25 år på bagen.

”Mit Afrika” bliver det helt store vendepunkt i Imperials historie. Filmen, der som bekendt er baseret på Karen Blixens ”Den afrikanske farm” med Meryl Streep og Robert Redford, bliver biografens største succes nogensinde. Den vises i 70mm fra 21. februar til 30. oktober 1986 og tages kun af plakaten, idet man har haft held til at bryde den indgåede aftale med filmens distributør, UIP. Det skete ved, at man fik installeret 70mm i A-salen i ABCinema, hvor kopien så kunne rykkes over. Der var ellers indgået en filmlejeaftale om bundgrænsetal, hvor filmen over en uge skulle under et vist beløb, før man kunne tage filmen af plakaten. Det skete aldrig. Selv i de varmeste sommeruger stod et ældre folkepensionistpublikum i kø længe før dørene åbnede for at få rabat til første eftermiddagsforestilling mandag til torsdag kl. 13.45. I weekenden kom det almindelige publikum i pænt antal til forestillingen kl. 17.00 og alle aftener trak 20.15 forestillingen. Kun hverdagene kl. 17 kunne være lidt stille. Fra premieredagen spilledes oprindeligt kl. 14, 17 og 20, men da var programmet så stramt, at man var nødt til at give mere luft. De første måneder var der stribevis af udsolgte huse og vi taler immervæk fortsat om 1.521 siddepladser til rådighed. Til allersidste visning sad der over 700 i Imperial. Lige omkring en million så filmen på landsplan og Imperial var den biograf i verden, filmen havde solgt suverænt bedst. Imperial var på dette tidspunkt blevet Danmarks største biograf(sal).

I ABCinema gik ”Mit Afrika” kun to uger i 70mm og i Imperial erstattedes farmen af ”Aliens – det endelige opgør”, James Camerons mesterlige opfølger til Ridley Scotts originale film. Med denne kunne man se faren ved at køre den samme film nærmest som teaterforestilling uden skift gennem en hel sæson og tilmed for et ganske andet publikum. Det yngre publikum var vænnet fra Imperial og søgte pr. automatik over i biografer som Palads og Cinema 1-8, hvor man også allerede havde givet film som ”Top Gun” og ”Cobra” premiere. Film, der ellers var planlagt til premiere i Imperial. Resultatet var derfor et temmelig skuffende spilleforløb for sci-fi mesterværket. Ved juletid 1986 var det helt katastrofalt, da John Badhams i øvrigt søde ”Nr. 5 lever” blev på programmet hele tre uger for nærmest nul mennesker. ”Nr. 5” var ingen ”E.T.”. Personalet sad og sænkede slagskibe, mens de drømte sig tilbage til bedre tider i Afrika.

I foråret 1987 har man endnu ikke helt fået fodfæste, men nu begynder filmene dog at gå bedre igen. Særligt Eddie Murphy kan trække godt til i ”Golden Child”. Den 8. maj får man sig en regulær kæmpesucces. Her får Oliver Stones ”Platoon – kamppatruljen” premiere og spiller helt til den 23. juli. Så får ”Dødbringende våben” premiere og selvom den ikke måler sig økonomisk med fortsættelserne, fungerer den fint. Det er en udmærket sommer for biografen og lærredet bliver skiftet i september. Denne måned får ”Frækkere end politiet tillader 2” premiere og bliver en regulær megasucces. For første gang siden ”Mit Afrika” kan der meldes totalt udsolgt med alle røde lygter tændt. Det gentager sig sidst i oktober, da ”De uovervindelige” med Kevin Costner og evigt populære Sean Connery fylder salen. På dette tidspunkt begynder premiererne at stå i kø og alle film er limiteret, dvs. med fast spilleperiode. Man vil ikke risikere, ikke at kunne slippe af med en film som affæren med ”Mit Afrika”. Det betyder så samtidig, at man efterhånden ofte må tage film af med meget store omsætninger. Det er derfor altid en ekstra bet, hvis det nye program ikke fungerer. På dette tidspunkt er biografen blevet en kæmpesucces for Nordisk. Man er ikke bleg for at omtale den som sit ’flagskib’. En tilsvarende betegnelse havde Sandberg vist aldrig benyttet. Måske forstod de den i virkeligheden aldrig. Måske genfandt biografen først sin sjæl her sidst i 1980’erne?

Nordisk tog i hvert fald konsekvensen sommeren efter, hvor man lukkede søndag den 12. juni efter et halvt år med endnu to storfilm, der tiltrak det voksne publikum. Det skete i særdeleshed med Bernardo Bertoluccis ”Den sidste kejser” og Philip Kaufmans ”Tilværelsens ulidelige lethed”. Begge gik forbavsende godt. ”RoboCop” i et kortvarigt intermezzo havde ikke havde imponeret og Richard Attenboroughs apartheid-film ”Et råb om frihed” var trods fem ugers spilletid en fiasko, hvor antallet af uafhentede billetter slog rekord. Det var ellers en film til tiden. Michael Ciminos mere beskedne mafiahistorie ”Sicilianeren” afsluttede første kapitel i Imperials historie.

Der genåbnes den 15. juli 1988 med Paul Hogan i ”Crocodile Dundee 2”. Den første havde væltet øvrige københavnske biografer året forinden, så toeren kom naturligvis op i Imperial. Den blev biografens første rigtige sommer-blockbuster. Man spiller fortsat først fra kl. 14. Alle andre rundt om havde i årevis åbnet dørene kl. 11.30 eller endnu tidligere, men hvad spilletider angår, var tiden gået i stå i Imperial. Den nye sal fik 1.179 pladser. De oprindelige plantegninger over salen var, som vinden blæste. Der var ingen, der vidste, salen faktisk indeholdt 1.179 pladser, før en billetsælger havde været oppe at tælle dem én for én, da de alle var sat op. Det var blot få timer før første forestilling. De plansæt der var solgt billetter til i forsalg, passede ikke med virkeligheden. Nogle pladser manglede i salen. Andre manglede på billetarket. Det var kaos, men det var sommer, vejret var godt, folk var glade og det blev taget i stiv arm.

Den renoverede biografsal blev taget godt imod, selvom der var begået en brøler, da man havde overmalet salens vægge med hvid plasticmaling. Denne dækkede kaklerne på væggene, som ellers var fyldt med huller, der havde en lydisolerende virkning. Der blev først rådet bod på dette ved endnu en ombygning ti år senere. Til gengæld var benpladsen forbedret betydeligt. Der var nu 1,10 meter mellem rækkerne, der i antal blev reduceret fra 33 til 26. Den første brede række 12 blev sløjfet, så der nu kun var to brede mellemgange, der blev rækkenumrene 18 og 22. Disse to rækker var alle dage de nemmeste pladser at sælge, selvom billetprisen altid om aftenen var 5 kr. dyrere her. Senere blev intervallet fornuftigt nok udvidet til 10 kr. Så var den billigste billet lidt nemmere at have med at gøre. Imperial blev altid bebrejdet at have byens dyreste billetpriser, men i kortere perioder kunne de forreste rækker faktisk være billigere end nogle af nabobiograferne. De nye, røde stole var brede, franske Quinette stole af virkelig lækker kvalitet. Der blev også lagt nye, røde guldtæpper i hele salen, ligesom der kom nyt fortæppe. Lærredet var blevet beskidt ved al støveriet i forbindelse med arbejdet og måtte allerede udskiftes på ny. Man havde overvejet at få salen THX-certificeret, men det var på dette tidspunkt for dyrt. Det skete derfor først ti år senere, hvor skiltet med stolthed blev sat op ved billetsalget i foyeren.

I foyeren blev der her i 1988 indrettet en ny bar foran guldvæggen med runding omkring hjørnet over til væggen foran toiletterne. Man overtager selv driften af baren, ligesom man overtager kiosken fra Toms. Den øvre bar bliver også shinet op, men benyttes nu sjældnere. Til ”Mit Afrika” havde der en periode været gratis Kenya-kaffe, men ellers kunne man faktisk ikke få noget at drikke til en almindelig eftermiddagsforestilling på hverdage. Det blev der nu i 1988 lavet grundigt om på, hvor et bredere chokoladeudvalg kombineret med nyt is-sortiment og drikkevarer, kolde som varme, kunne fås i den nye café. Derudover beholdt man den gamle kiosk uforandret. De gamle lædersofaer ryger ud og erstatte af nye sofa-arrangementer i øvre foyer.

Masser af succesfilm fulgte efter ”Crocodile Dundee 2”. Ved juletid 1988 var det ”Hvem snørede Roger Rabbit”, der trak vanvittig godt og ”Fisken de kaldte Wanda” væltede huset i 1989. Her var der gensyn med John Cleese og Michael Palin samt Kevin Kline og Jamie Lee Curtis i topform. En mandlig gæst oppe i årene døde helt bogstaveligt af grin under en af forestillingerne. Det er selvfølgelig ikke at gøre grin med, men en bedre måde kunne man da ikke ønske sig at komme herfra på. Latterbrølene til denne film blev formentlig først overgået af premieren på ”Klovn: The Movie” mere end tyve år senere. Her får man en grineoplevelse, man simpelthen ikke kan få andre steder end i en kæmpe biografsal med plads til over 1.000.

Til premieren på Bond-filmen ”Licence to Kill” i juli 1989 har Imperial som noget helt eksklusivt et særligt lysshow til aftenforestillingerne gennem hele weekenden. Alle seks aftenforestillinger disse dage er udsolgt. Fredag og lørdag er der ekstra midnatsforestilling. Filmene starter kl. 19, 21.30 og så 24 fredag og lørdag nat. Selve filmen varede 133 minutter. Dertil kom så reklamer og trailers, der varede nøjagtig 15 minutter. Det levnede gennem hele spilleperioden normalt to minutter, men så kom altså oveni det lysshow, der i sig selv varede knap fem minutter. Selvom reklamerne startede umiddelbart efter sidste rulletekst var løbet over lærredet ved foregående forestilling, blev både 21.30 og 24 forestillingerne naturligvis forsinket. Det var nu tider dengang. 1989 var et super år for Imperial. De sidste år i årtiet sluttede, sådan som man havde lagt ud de første fem fra 1961. Måske endnu bedre.

De nye 1990’ere lagde noget mere blødt fra land. En af de sidste film i 1989 havde været den fornemme danske ”Dansen med Regitze” med Ghita Nørby og Frits Helmuth. Det var første gang i flere år, en dansksproget film havde haft premiere i biografen. Den sidste havde været Erik Ballings ”Midt om natten” i 1984. Nordisk havde selv produceret og man havde også forenet de populære komikere Søren Pilmark og Per Pallesen i en komedie, der hed ”Camping”. Den ville Nordisk partout også have op i Imperial, selvom det var det værste makværk. Resultatet var som fortjent. Filmen blev sablet ned og på premiereaftenen sad der fire mennesker til 21-forestillingen i Imperials kæmpesal. Heldigvis skulle den kun gå en uge. Hvorfor i al verden man sidst samme år bookede en film af næsten samme kaliber med titlen ”Casanova”, må gudere vide. Resultatet var næsten lige så stygt. Bedste film i 1990 blev Bruce Willis i ”Die Hard 2” efterfulgt af Eddie Murphy i ”Nye 48 timer” og Sean Connery i ”Jagten på Røde Oktober”. Mest revolutionerende havde ”Lawrence af Arabien” fået repremiere den 3. juni, hvor den spillede i restaureret, utekstet originalversion med originaltitlen indtil den 28. juni. Tilmed var det i 70mm, hvor BOFA-forstærkerne kom på pension. Nu var der premiere på Dolby Stereo 70mm. Det var der forbavsende mange, der gerne ville opleve. Biografen fik en del presseopmærksomhed. Svundne tider var som genfundne. Til sidste forestilling var alle pladser solgt på nær ti.

I foråret 1991 stod succeserne atter og ventede på stribe. Tredje del af ”Godfather”-sagaen skuffede måske nogen, men publikum var der rigeligt af. Den blev efterfulgt af Anthony Hopkins i ”Ondskabens øjne”, der overraskede alt og alle. Det dog intet at regne for næste igen, der var ”Danser med ulve” med Kevin Costner, som trak næsten fuldt hus hver aften i månedsvis. Selv eftermiddagsforestillingerne var voldsomt velbesøgte. Denne var en helaftensfilm og man var nu endelig begyndt også at spille film allerede fra omkring kl. 12. Man kunne derfor med denne også nå op på tre daglige forestillinger. Efter lidt over tre måneders spilletid blev det sågar til en repremiere i efteråret. Det var immervæk usædvanligt i 1991. Årets anden kæmpesucces var også lettere sensationel. Den fandt sted den 8. november, hvor action-sci-fi mesterværket ”Terminator 2” med Schwarzenegger havde premiere i CDS digitallyd. 12.926 mennesker så filmen over premiereweekendens tre dage i Imperial og filmen slår alle hidtidige rekorder i omsætning. Besøgstallet modsvarer en belægningsprocent på 78,3, hvilket er ganske exceptionelt. Filmen er på plakaten lige til jul. Herfra og hele januar køres Jim Abrahams ”Hot Shots” i ”Højt at flyve”-genren. Der er igen fuld tryk på alle forestillinger og endnu en kæmpesucces er i hus. Der grines højlydt i salen og på direktørgangen.

Nedgangen i biografbesøg på landsplan har man ikke mærket meget til i Imperial. I bundrekordåret 1992 føler man dog endelig også her, at der ikke er nogen store succesfilm at vælge mellem. Bedst sælgende film er i 70mm og det er ”Hook” med Robin Williams. Så blev det altså heller ikke større det år. Denne sommer er der ellers nu gensyn med ”Spartacus” i 70mm, men den trækker langt fra så godt som ”Lawrence”. I efteråret kommer ”Far and Away” med Kidman og Cruise på programmet i storformatet. I foråret 1993 installeres Dolby Digital til premieren på ”Vi lever” den 23. april og i sommeren moderniseres billetsalget, mens Ron Frickes ”Baraka” får premiere i 70mm. Det er her omkring, man begår fadæsen og gør ’guldet’ sort på bagvæggen bag caféen i foyeren. Det var nærmest en dødssynd.

Til ”Jurassic Park”, med premiere den 17. september 1993, blev der gjort alverden for maksimal opmærksomhed. Filmen var med ny digital DTS lyd og spillede de første fire uger kun i Imperial. Der var udsolgt dage i forvejen og man spillede som noget helt exceptionelt og aldrig set før filmen døgnet rundt hele weekenden fra kl. 11.30 om fredagen til 21.30 søndag aften. Der var start kl. 11.30, 14.00, 16.30, 19.00, 21.30, 24.00, 02.30, 05.00 og så en kort pause til at rydde op før opstart igen kl. 09.00. Bedst besøgte forestilling i nattetimerne og den tidlige morgen var 02.30 natten til lørdag, hvor lidt over 200 dukkede op, mens det laveste antal på omkring 40 var til forestillingen kl. 05 den efterfølgende nat. Det var dermed selvfølgelig ikke ligefrem fordi, det kunne svare sig med disse visninger, men reklameværdien var ubetalelig. Selve indgangsfacaden var pyntet op med store dinosaurer-bannere op langs siderne og der var sat levende lys op om aftenen. De stod den ene aften lovlig tæt på dinoerne, hvor den ene brød i brand og måtte slukkes med lidt hurtig assistance. 17.944 gæster så filmen denne weekend i Imperial. Schwarzeneggers rekord i åbningsweekenden var allerede sønderbanket. Et år forinden havde en pyroman sat ild til en håndklædeautomat i den øvre foyer. Her gik det heldigvis kun ud over håndklædet bortset fra, hele toilettet blev sodet godt og grundigt til. Eftermiddagsforestillingens publikum forlod salen i god ro og orden og de fleste blev og fortsatte med at se filmen til ende, da brandvæsenet havde sagt god for det. Resten af dagen var der dog betydelige forsinkelser i afviklingen af forestillingerne.

Imperial havde vist ”Søren Brun og hans venner” og den første ”Lucky Luke”-tegnefilm tidligt i 1970’erne, hvor man sporadisk satte børnefilm på programmet uden nogen synderlig logik. Selv en kavalkade med ”Far til fire”-film var blevet vist. Tegnefilm havde man derudover aldrig gjort sig i bortset fra ”Heavy Metal” for voksne i 1982. Alle Disneys film havde man i årevis kun vist i Palads. Først i 1990’erne kom de også ind i varmen i Imperial. Man troede faktisk ikke rigtig, det ville blive en succes. Man havde nemlig kørt ”Quark på julesjov” i julemåneden 1987. Heldigvis kun til eftermiddagsforestillingerne mens ”Predator” fortsatte om aftenen. ”Quark” var et spin-off med den elskede bifigur fra ”Valhalla”, men den korte film på 45 minutter havde intet at gøre i Imperial. For første gang nogensinde kunne man ved flere lejligheder kunne notere forestillinger, hvor der overhovedet ikke blev solgt én eneste billet. Disney var som bekendt noget ganske andet. ”Den lille havfrue” og ”Skønheden og udyret” havde fungeret strålende i Palads i hhv. 1990 og 1992, så i 1993 forsøgte man sig med ”Aladdin” i Imperial. Det var ikke nogen dum tanke. Både de dansk-versionerede eftermiddagsforestillinger og aftenforestillingerne i originalversion solgte fortryllende. Endnu mere fortryllende blev det året efter, da ”Løvernes konge” i 1994 virkelig imponerede. Man kunne nogle dage notere omkring 800 til 21-forestillingen. Det var altså godt gået af en tegnefilm! Eller skulle man sige ’animation’? I 1995 er ”Pocahontas” dog ikke stor nok med så mange pladser til rådighed.

Sidst i årtiet kommer endnu en film, teenagepiger og langt over en million andre danskere har glædet sig til. Det er James Camerons ”Titanic” med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. Nu var det ikke nødvendigvis noget at glæde sig til, at Titanic gik ned endnu en gang. Ej heller selvom den i Imperial ville synke i 70mm. Som den velkendte skrøne fortæller, kender alle jo historien, så hvem gider se en film med kendt udgang? Tidligere Titanic-film havde enten solgt so-so eller direkte skuffet. Camerons version var selvfølgelig helt anderledes. En kærlighedshistorie var det egentlige omdrejningspunkt for luksuslinerens forlis og så havde den mageløse special-effects. Det var en luksuriøs oplevelse på Imperials store lærred, hvor der var mange udsolgte forestillinger fra premieredagen den 23. januar 1998. I dette tilfælde tjente den danske distributør formuer på filmen, for som Lejf Bernt, nu på Constantin Film, sagde, så behøvede han jo dårligt nok annoncere for den. Alle danskere talte om filmen, som blev den mest sælgende på dansk jord siden 1950’erne med 1.430.000 billetter. På grund af kontraktlige forpligtelser måtte den endda tages af plakaten i Imperial allerede den 12. marts, men den kom på igen en måned fra den 24. april og efter blot én uge i yderligere en uge plus flere spredte visninger herefter. I 2012 fik den repremiere i ”Director’s Cut”. Imperial er skabt til en film som denne.

Den 8. juni 1998 lukker biografen efter sidste forestilling på den lunkne spændingsfilm ”Hard Rain”. Salens døre males blå og der kommer nyt blåt fortæppe, som ikke helt harmonerer med biografens øvrige udtryk. Nordisk Films isbjørn bliver nu projiceret på fortæppet og den gamle sommerfugleeffekt forsvinder. Caféen i foyeren bygges om og ligger herefter kun foran buevæggen. Søjlerne og væggene i nedre foyer males grå. De gamle, runde indirekte lys i loftet forsvinder og erstattes af et enkelt rundt lyselement samt forskellige små lysprojektører. I øvrige foyer udskiftes sofaerne og baren moderniseres, ligesom der kommer en ny endevæg i pænt, gråt design. Flere grønne planter end tidligere skaber lidt liv i de fortsat lyse foyerområder. Den nye sal får 1.102 pladser på 24 rækker. Der genåbnes den 10. juli til sci-fi-braget ”Armageddon” med Bruce Willis, der bliver en kæmpesucces. Folk kan dette år ikke få nok af katastrofer på det store lærred.

I 2001 står storfilmene i kø sidst på året. I juni har en sjælden repremiere i form af Billy Wilders ”Ingen er fuldkommen” fundet repremierevej til Imperial under originaltitlen ”Some Like It Hot” i markering af Marilyn Monroes 75-års fødselsdag. Filmen introduceres hver aften og vejret udenfor er dårligt i den uge filmen vises. Filmen bliver en forbavsende succes. Biografejere som distibutører og millioner af fans glæder sig på dette tidspunkt i ellevild begejstring til ikke blot starten på hele ”Harry Potter”-universet men også Peter Jacksons længe ventede filmatisering af Tolkiens ”Ringenes Herre”, som bliver til tre helaftensfilm. ”Harry Potter og de vises sten” får premiere som den første. Det sker den 23. november. Allerede på dette tidspunkt ligger folk i telt på gaden ude foran biografen for at sikre sig billet som de allerførste til ”Ringenes Herre – Eventyret om Ringen”, der får premiere den 19. december. Noget kan man siden takke billetsalg over nettet for. Fortsættelserne til begge får premiere i rap de efterfølgende to år. Mens Hobbit-fans herefter må væbne sig med tålmodighed i ni år, før denne roman filmatiseres, kan ”Potter”-fans glædes over en ny hvert år de næste tre og dernæst yderligere fortsættelser i 2007, 2009 og 2010. Når forstykket til ”Ringenes Herre”, den korte ”Hobbitten”, så i 2012 og 2013 blev til tre helaftensfilm i sig selv, siger det noget om, hvor meget man har måttet skære væk i ”Ringenes Herre”-historierne. I årene uden hverken den ene eller den anden var biografdirektørerne næsten grædefærdige. Filmene solgte millioner af billetter. Den første ’ring’ solgte alene over 1,3 millioner, hvilket var det næstbedste i Danmark siden 1976, hvor Danmarks Statistik begyndte at notere billetsalg. Biograferne oplever en genopblomstring op gennem 2000-tallet, hvor der naturligvis er brug for de helt store sale. 3D-filmene får også betydning med eksempelvis James Camerons ”Avatar” som den allerstørste succes, men der kommer også andre til. Efterhånden mister 3D-filmene atter deres tiltrækningskræft. Især i Danmark går de efterhånden sløjt, men der er generelt rigeligt med blockbusters mange år frem. Særlige de genopfundne superhelte fungerer godt.

I 2003 gennemgår foyeren en større ombygning. Det gamle billetsalg rives ned og flyttes over i højre side, hvor sliksalget havde holdt til efter at have forvist de tidligere islandske sweatre. Hermed får biografen et nyt og meget bredt indgangsparti, idet hele partiet med fortovsfliser inddrages og dørene flyttes ud til gaden. Hermed forsvinder noget af foyerens klassiske elegance. Udgangspartiet bagved bliver en del af indgangen og det er lettere rodet, når mange gæster går ud på denne side samtidig med, køen til næste forestilling holdes samme sted. Udenfor fjerner man både det gamle lysskilt og det lodrette biografskilt. Det lodrette erstattes af et nyt, der ganske ulæseligt blot skriver ’biografen’ med en isbjørn øverst. Der kommer også nyt skilt op over indgangspartiet med isbjørn, Nordisk Film Biografer og Imperial. Det nye billetsalg fungerer selvfølgelig rimeligt, men der er nu 117 forskellige rabatordninger at holde styr på og ekspeditionstiden er ufattelig meget længere, end den var i gamle dage. Efter kort tid begynder flere og flere at købe billetter over nettet, da dette bliver en mulighed og der opsættes også billetautomater ved siden af. På et tidspunkt lukker man for billetsalget om eftermiddagen og henviser til baren. Siden sker det også til aftenforestillingerne undtagen ved travle premierer. På et tidspunkt lukkes billetsalget permanent og rives til sidst ned. I venstre side indrettes et nyt sliksupermarked fra gaden og helt ind til caféen, som forbliver hvor den er i en opgraderet udgave med flere luksusprodukter udi øl og kaffe. Dermed forlænges ekspeditionstiden også her, når man kan forsyne sig med det hele; også chokolade, popcorn og sodavand. Selve slikbutikken har adgang gennem en smal dør i en nyopført væg, der føres igennem den sidste del af den oprindelige marmorvæg ved billetsalget. I salen udstyres armlænene på de atter nye stole i salen med kopholder, sådan som man også har det i Cinemaxx.

I 2004 bliver Imperial som landets første biograf digital. Udstyret installeres til premieren på ”I, Robot” med Will Smith. Der er to forpremierer den 18. og 19. august, der begge indledes af Jakob Stegelmann. Der går adskillige år, før alle film vises digitalt, men den ridsefri fremføring imponerer naturligvis og man sidder febrilsk og kigger efter den mindste ridse, der af gode grunde ikke kan være der. Lige så overrasket eller snarere vemodig bliver man mange år senere, når man i Imperial kan se det gode gamle filmformat 70mm og rent faktisk få øje på en lillebitte ridse. Fra julen 2007 vises samtlige reklamer digitalt og fra 2009 kan man vise film i 3D digitalt. I 2011, hvor biografen kan fejre 50 år, kan digitale film ydermere vises i 4K. I sommeren 2012 bliver operatøren afskaffet i biografen, da alle 35mm-film nu er digitale. På nær 70mm-forestillingerne foregår filmafviklingen herefter fra Palads på Axeltorv.

Man begynder at vise operaforestillinger om formiddagen i transmissioner fra de store udenlandske scener. Disse er ofte særdeles velbesøgte og konceptet holder ved. Desuden viser biografen alle former for særarrangementer. Firmaer kan leje sig ind og afholde arrangementer med eller uden filmforevisning. Muligheden har alle dage eksisteret og været benyttet, men særligt omkring år 2000 og herefter bliver biografen rammen om andet end den helt traditionelle biografdrift. Tilkomsten af Cinemaxx på Fisketorvet i oktober 2000 fravrister Imperial sit monopol på solopremierer i centrum af København. Man er ganske enkelt nødt til at være innovativ for at holde på på publikum. Det betyder både noget med hensyn til programmet men også i fokus på særforestillinger, som ekspanderer i antal. Også det kære gamle 70mm får fornyet vind i sejlene et stykke oppe i det nye årtusinde, hvor man ellers havde opgivet troen på genopstandelse. Det skete først med en 70mm-festival og siden med regulære danmarkspremierer på nye film i storformatet.

I 2008 afholdes således den første 70mm-festival. Man gør sig de ihærdigste anstrengelser for at sammensætte og skaffe kopier til et bredere program med de bedste klassikere. Der lægges ud fredag den 25. april med ”The Sound of Music”. Jørgen Nielsen, der i 1982 på dette tidspunkt var kommet til Fox, fik sat sin gamle film (som han hadede lige så meget som ”Cleopatra”) op i Imperial i ny kopi. Der var ikke kommet et øje og Nielsen sagde, at nu var det helt slut med den film i Danmark. Det var det så ikke helt alligevel. Til den første visning kom der ikke mange, men om lørdagen sad der 800. Filmen er fortsat i dag særdeles populær på tv ved juletid. De øvrige film i kavalkaden er ”Rumrejsen år 2001”, ”Dr. Zivago”, ”Lawrence of Arabia”, ”Cleopatra”, ”Baraka” samt ”Titanic” og ”Hamlet” (1996), der ikke tidligere havde været vist i Imperial eller for den sags skyld i 70mm herhjemme.

Året efter gentager man succesen med ’The Second Annually 70mm Film Festival’, som man morsomt kalder den. Man gentager visningen af ”Titanic” og supplerer med ”Mit Afrika”, ”Patton”, ”Hello Dolly”, ”Fame” og ”The Abyss” samt ”Poltergeist”. De sidste tre sidste i rækken har aldrig været vist i Danmark i storformat, men desværre er især ”Poltergeist”-kopien både falmet og slidt. Succesen er ikke nær så stor som året forinden og festivalen gentages derfor ikke igen.

I efteråret 2013 bliver Imperial atter bygget om og får nyt 3D lærred. Det er ca. 18 meter bredt og går fra væg til væg. Hermed forsvinder det elegante fortæppe for stedse. Det er et stort savn, selvom man med det imponerende store lærred i endnu videre omfang kan konkurrere med eksempelvis Cinemaxx. Det nye sølvlærred til 3D giver ikke samme lys som de gamle. Den store scene må også vige pladsen, ligesom de forreste rækker forsvinder. Hele lydsystemet udskiftes i samme ombæring og man får installeret Dolby ATMOS. Man er herefter verdens største ATMOS-biograf. Der er masser af højttalere i begge sider, på bagvæggen og sågar i loftet og der kommer nyt blåt lysshow i loftssiderne, der skifter til rødt bag totempælene, som man heldigvis ikke rører ved. Stolene udskiftes også endnu en gang. De nye stole har meget bredere armlæn med plads til den største sodavandsmodel, mens sæderne er smallere uden plads til den bagdel, der følger med for mange store sodavand. Sæderne er ikke nær så gode som de tidligere men dog af rimelig kvalitet. Der pålægges nye gulvtæpper i salen i ganske nydeligt mønster. Antallet af siddepladser reduceres nu til 1.002 fordelt på 21 rækker. Da den ene sofarække nogle år senere får recliners, falder man under de magiske tusind og har nu ’blot’ 998 pladser. Det er stadig et formidabelt antal siddepladser for en biografsal, men magien er langsomt ved at forsvinde. Der genåbnes den 25. september 2013 med et koncertprogram, hvorefter der vises forskellige science-fiction af nyere dato samt flere koncertfilm. Først den 3. oktober er der et normalt premiereprogram, da ”Kvinden i buret”, som den første i rækken af ”Afdeling Q”-film, får premiere.

70mm udstyret er intakt og i takt med, at digitaliseringen giver stort set samtlige biografer premiere på samtlige film på samme tidspunkt, er 70mm noget, man har helt for sig selv i København. Det i hvert fald indtil Gentofte Kino også får det installeret i 2020. I Imperial kan man i 2010’erne få unikke oplevelser med Christopher Nolans mesterværker ”Interstellar” og ”Dunkirk” og senest i 2020 ”Tenet”, mens også Kenneth Branaghs version fra 2017 af ”Mordet i Orientekspressen” kan ses i dette format. Det samme gælder Quentin Tarantinos overvurderede ”The Hateful Eight”, der kan opleves i en helt særlig udvidet ’road show’-version i 70mm fra den 4. januar 2016. Det er to dage før, den får premiere i Cinemaxx og tre dage før alle øvrige. Det er en sjælden eksklusivitet, Imperial hermed benytter sig af atten år efter, man har haft den sidste helt store solopremiere i centrum med ”Titanic”, der som nævnt ligeledes var i 70mm. I 2019 vises ”Joker” med Joaquin Phoenix i formatet fra den 3. til den 29. oktober. En indsigelse mod de nuværende visninger af 70mm fra og med 2010’erne må være, at kopierne i sig selv er utekstet. De danske undertekster vises nu digitalt. De står ofte med små, gullige og gnidrede tekster, som kan være vanskelige at læse. Samtidig er den gule løsning afgjort ikke særlig køn at se på. Man kan åbenbart ikke få det hele.

Som supplement til det at give publikum noget særligt har man de seneste år haft events på klassikere. Også dem der ikke er i 70mm. Det gælder fx flere Chaplin-film. Særligt visningen af ”Byens lys” var mindeværdig. I filmens ånd fik damerne alle en rød rose med hjem. Efter visningen kunne man således i bybilledet se røde roser i vinduerne på byens busser eller i taxier, der kørte nyforelskede par hjem. Publikum til denne forestilling havde virkelig været alt mellem 7 og 87 og der blev klappet efter filmen. Det var et af de få øjeblikke…

Op til coronanedlukningen i 2020 var det virkelig sløjt i biografen. En Scorsese-kavalkade blev afskåret midt i forløbet og der sad vitterlig ikke mange til ”Cape Fear” i den uge, den spillede fra 5. til 11. marts. Oprindelig var den en flot succes i 1992, men nu kunne hverken den eller ”Goodfellas” trække. Sidstnævnte havde endda ikke været vist i biografen tidligere. Man havde netop i februar 2020 fået malet biografens foyerområder. Den gamle buede væg fik fjernet alle udvækster og blev malet mørkebrun med et guldbladsbelagt isbjørne-logo i midten. Lidt guld vendte tilbage. De øvrige vægge og søjler og lyselementer males også brune. Ellers er det afdæmpede spots, der gør det ud for belysningen og der bliver nu lovlig mørkt. Biografen tager imod sit publikum i en decideret ulykkelig stemning, når der ikke er mange gæster til forestillingerne. Det nedrevne billetkontor har skabt yderligere rum ud til gaden, som savner anvendelse.

Ved årsskiftet 2020/21 går man i gang med en sidste skønhedsbehandling, som står klar, når biografen genåbner. Fornyelsen skal samtidig være med til at markere Imperials 60-års fødselsdag. Biografens 25-års fødselsdag var ikke blevet fejret synderligt, mens 50-års dagen i 2011 omvendt blev markeret flot i avisannoncerne. Man blev desuden mødt af en kæmpe fødselsdagshilsen på den store marmortrappe op til den øvrige foyer. I 2021 opgraderes salen nu til THX Ultimate Cinema, der består af to 4K dual-laser projektorer og et RealD Ultimate-lærred med endnu skarpere farver og efter sigende enestående akustik. Området omkring lærredet er malet sort, så kontrasten virker endnu stærkere. Allerede i foyerområderne vil publikum bemærke store forandringer. Her er stilen ført tilbage til noget, der kan minde om den simple storhed fra 1960’erne. På sin vis er det ægte retro.

Udhængsskabene er alle væk på nær få nyere lysskabe. På de åbne vægge pryder nu filmaktuelle plakatmotiver, som muligvis vil fungere som permanente. Caféen ude i foyeren er nu helt væk og ført ind som del i slik-afdelingen. Her er der åbnet lidt yderligere op, så lokalet ikke i samme grad lukker omkring sig selv. Foyerens smukke marmorfliser på gulvet er fortsat de samme. På trappeopgangene til salen har de fået fine blå tæpper over sig. Nye stole og borde i elegant, simpel stil gør det ud for siddekomforten i øvre foyer, hvor senere lædersofaer også er fjernet igen. I nedre foyer er der nu opsat bredere blå stolearrangementer, der i design minder om en tilbagevenden til tidligere tider. De matcher tæppefarverne på opgangene til salene og strækker sig i separate elementer helt ud i indgangspartiet. Man har beholdt den væg, der skaber en lille gang ind til stueplanets toiletter, men ellers er de små finurligheder til højre, der fremviste Imperials historie, hvor slikkiosken oprindelig lå placeret, borte. Nye lamper hænger fra loftet i usædvanligt design. Det tager sig elegant ud, det må man indrømme. Den omdannede foyer er mere klar end nogensinde til at tage imod et festligt stemt biografpublikum.

Imperial-salen er fortsat meget, meget smuk. Man savner fortæppet og denne væsentlige del af elegancen, men selve filmoplevelsen fås ikke bedre i nogen anden biograf noget andet sted i verden. Hvor lykkeligt, en biograf som Imperial mod alle odds stadig eksisterer i 2021. Alle bør sende Nordisk Film Biografer en stor tak for at have holdt hånden under den biograf i snart 40 år.
 
 
  
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om Imperial Bio
 
 
  
  

• Gå til
Imperial Bio
 
Gå: tilbage - op
Opdateret torsdag, 25 november 2021 21:42:28