biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Klaptræet

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Ca 10 år efter lukning af biograferne eksisterede cafe Klaptræet stadig i 2001. Foto: Thomas Hauerslev.

KLAPTRÆET
Kultorvet 11
Åbnet 5. september 1977
Lukket 8. december 1991

Klaptræet åbner som sidste skud på stammen i en række nyetablerede artbiografer i 1970’erne. Den nye biograf er placeret på Kultorvet nær den trafikerede Nørreport Station og dermed tæt på Nørreport Bio, som biografen bestemt ikke konkurrerer med. Det gør man nærmere med Alexandra, der er placeret på parallelgaden Nørregade på hjørnet af Gl. Torv. Biografen på Kultorvet bliver åndehul for et spirende kulturliv i området, der de næste årtier blomstrer op med små børneteatre, caféer, hovedbibliotek og et vedvarende butiksliv, der strækker sig fra stationen ned ad gågaden Frederiksborggade og videre ad Købmagergade for at munde ud på Strøget ved Illum.

Initiativtagerne er et kollektiv på syv unge mennesker, der inkluderer den senere så kendte filmproducent Regner Grasten, hvis mor er filminstruktør og far er filmanmelder. Biografen ligger på anden sal i det tidligere varehus Bolette. Man træder først et par trin ned, hvorefter man skal gå ind ad døren til venstre. I højre side bliver der bogcafé. Den første trappe fører op til en første sal, hvorved man først via næste trappe når op til billetsalget og et lille foyerområde tapetseret med filmplakater og fin udsigt over Kultorvet. Der er øludskænkning fra det lille træhjørne med biografsalen bagerst med lærredet vendt mod torvet. Salen har 78 pladser og er skævt formet. Man sidder bedst i højre side. Klaptræet har et strålende udvalg af øl og fra 1980 trakterer huset med spisested på første sal. Både café og restaurant spreder sig i sommermånederne ud over Kultorvet.

Åbningsfilmen er en mere lystig en af slagsen i forhold til så mange andre cafébiografers indledende repertoirer. Det er den herlige, gamle ”Swing Time” med Fred Astaire og Ginger Rogers fra Warner, der åbner ballet. Der spilles fjorten timer i døgnet fra 10 formiddag til midnat. Biografens røde stole fik man flået ud af Palladium, lige inden bulldozeren gik i gang i begyndelsen af året. I november giver Klaptræet et sjældent gensyn med Alfred Hitchcocks mesterlige ”Telefonen ringer kl. 23”. Ligesom ved de øvrige sjældne repremierer kommer der heller ikke mange denne gang og filmen spilles kun en uge. Den 26. december er turen komme til Marx Brothers, hvor ”Sæt dampen op” får repremiere med originaltitlen ”Go West”. Udover de amerikanske klassikere er der også interesse for italienske hovedværker, der dog viser sig sværere at få op igen.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
Grasten var allerede ude af biografen igen i januar 1978 efter mindre end fem måneder, men kom senere til Alexandra, hvor han dog også kun blev for en kort stund, før han overtog den en måneds tid som denne biografs allersidste bestyrer sidst i 1981. Efter Grasten er det Jan Wedersøe, der tegner biografen og som også har cafédriften, der med årene tager om sig.

Først den 15. december 1978 viste Klaptræet en premierefilm og da var det faktisk gamle kortfilm med den i Danmark forholdsvis ukendte tegnefilmsfigur Betty Boop, der fik premiere i samleprogrammet ”Betty Boop skandaler”. Hun var lidt af en uartig pige og filmen var forbudt for børn under 12 år. Det var helt fjollet, men filmene var nu ikke børnevenlige, så det var også lige meget. Modsat mange andre spøjse gamle sager, var der ingen, der havde lyst til at stifte bekendtskab med Betty i Danmark. Som juleshowskrydderi for poderne kunne biografen ryste op med et ”Cirkeline”-show og børnefilm med noget på hjerte fik et naturligt hjem i de rare omgivelser i Klaptræet. Langt de fleste film for ungerne var danske eller østeuropæiske, men man kunne da også opleve Skipper Skræk.

I december 1978 har man til ”Betty Boop” udvidet biografen til tre sale. I ærlig bevidsthed om sin beskedne størrelse morer man ved at kalde de tre sale hhv. ’den lille’, ’den mindre’ og ’den mindste’. Den lille havde da 66 pladser, den mindre 52, mens den mindste blot kunne rumme 32 gæster og var dermed vitterlig også byens mindste biografsal. Til gengæld var de opbygget med fin hældning, så udsynet var glimrende, selvom lærrederne ligeledes hørte til de mere klejne. Alle lærrederne er uden afmaskning, sådan som Grand mindre sale også var i disse år.

”Betty Boop” kom fra Jesper Film og det er også dette selskab, der året efter giver Klaptræet sin næste premierefilm. Det er koncertfilmen ”The London Rock and Roll Show” med Mick Jagger, Chuck Berry, Little Richard, Bo Didley, Bill Haley og Jerry Lee Lewis m.fl. Altså flere af de forrige årtiers allerstørste navne optrædende på Wembley. Den får premiere den 31. august 1979. Fire uger senere kommer den australske ”The Picture Show Man” fra Kærne Film på programmet. Det var en absolut glimrende film, men folk var åbenbart endnu ikke vant til spillefilmspremierer i biografen og den blev komplet overset.

I 1980 begyndte man selv at importere film og særligt koncertfilmene har man et godt blik for. De tilforladelige musikfilm og særligt koncertfilmene behøvede ingen danske tekster, så de var nemme at lancere og altså relativt billige. I marts 1980 vises således ”Punk in London”. Det er musik til tidens unge publikum mere end det foregående koncertshow fra London, men denne film kommer der nu heller ikke mange til. Bedre gik det med ”Pink Floyd i Pompeij” i oktober, som to dage forinden var midnatslanceret i Dagmar. Man lancerer også den hollandsk-producerede ”Cha Cha” på samme måde i februar 1981, hvor der de to foregående aftener var skruet gevaldigt op ude i Tre Falke. Det var næppe dér, man havde forestillet sig at se Nina Hagen fyre den af men hvorfor egentlig ikke? I det hele taget skuffede Klaptræets koncertfilm mærkeligt nok næsten altid i besøgstal. Den senere premiere sidst i årtiet på ”Depeche Mode 101” havde man forventet sig alverden af. Koncertfilmen var aldeles forrygende, men publikum udeblev. Undtagelsen, der bekræfter reglen, kom i 1985, hvor Jonathan Demmes ”Stop Making Sense” med Talking Heads blev en rigtig nydelig succes og Hendrix-koncerten ”Jimi Plays Monterey” var nu heller ikke at kimse ad i 1987.

I februar 1981 finder biografen en langt mere indbringende indtægtskilde end koncertfilmene. Med Ib Makwarths danske novellefilm ”Vi anklager” om seks unge narkomaners misbrugssituation kommer der for alvor gang i skolevisningerne. Filmen bliver vældig omtalt i dagspressen og på skoler bliver den en del af undervisningen langt udover københavnsområdet. Filmen bliver trods stærke scener også kun forbudt under 12 år, på samme måde som den virkelighedsbaserede, tyske ”Christiane F.” om samme emne bliver det, da den kommer op sidst på året. På det tidspunkt var censurforanstaltningerne særdeles fornuftige, når det kom til vigtige film, unge kunne tage ved lære af. Så glemmer vi, at den mindst lige så ungdoms-væsentlige ”Breakfast Club” og de fleste ”Cheech & Chong” film i samme åndedrag blev forbudt for børn under 16, idet de ikke tog afstand fra hash. ”Vi anklager” var på almindeligt program helt til oktober og der var stribevis af særforestillinger. Filmen blev distribueret af Statens Filmcentral. Der kom også andre nye danske film herfra dog uden at nå samme udbredelse.
 
 
Øvrige filmselskaber benyttede nu fra tid til anden biografen som premierebiograf. I flere tilfælde var det dog, når øvrige biografer havde takket nej. Sommetider var det, som eksempelvis med den australske, ganske ufortjent, men andre gange var der en god grund til, at andre havde betakket sig. Med tre sale kunne man dog hurtigt fjerne de mere uønskede elementer igen. Programmet strakte sig fortsat fra formiddag eller tidlig eftermiddag til sen aften, så repertoiret var op gennem 1980’erne særdeles fyldigt. Blandt de absolutte bundskrabere, der fandt vej, kan blot for sjov nævnes ”Brdr. Mord” i 1987. Nogle vil sikkert have en anden opfattelse, for instruktørerne hed Ethan og Joel Coen, men ABCinema havde i hvert fald takket nej og det samme havde man helt sikkert gjort i både Dagmar og Grand. Nu kunne den så få julepremiere i Klaptræet. I 1989 måtte man døje med den danske ungdomsfilm ”17 op”.

For de mindre fintfølende kunne man i 1981 opleve lugtefilmen ”Polyester” i Klaptræet, hvor den nok har været en større stinker end i en af Sagas større sale, hvor den også kom op. Konceptet var, at man skulle trykke i udvalgte felter på den plade, man havde fået udleveret, efterhånden som filmen skred frem. Filmen var ganske underholdende, men idéen med ’Smell-O-Vision’ var nok kun sjov én gang.

Den 15. januar 1982 har man importeret noget, der skal vise sig som lidt af et scoop. Det er den franske ”La vie devant soi – du har jo livet for dig” med Simone Signoret. Den forelsker fransklærerne sig i og givetvis også mange andre, for den er på plakaten i over et halvt år. Man indgår decideret samarbejde med fransklærerforeningen om danske undertekster og undervisningsmateriale til filmene. Det samme gentager sig nøjagtig ti måneder senere, hvor ”Historien om Martin Guerre”, denne gang med Gérard Depardieu i den signifikante hovedrolle, bliver en bragende succes for både filmselskab og biograf. Med endnu en film, der spiller et halvt år og siden distribueres vidt og bredt, er det ikke så underligt, at man fik blod på tanden. 14. marts 1983 er der således hattrick med den seneste franske filmatisering af ”Les misérables” baseret på Victor Hugos roman.

Med disse tre succesfilm har man haft råd til et dybere greb i pengepungen og kan således den 17. juni sætte ”Merry Christmas Mr. Lawrence” med David Bowie op i både Dagmar og Palads, før man siden får den over til egen biograf. Med 55.000 solgte billetter bliver det selskabets største succes. ”La vie devant soi” havde immervæk solgt 35.000 og Martin Guerre” 26.000, så man var pludselig blevet en ganske betragtelig leverandør udi artfilm også til øvrige biografer. Grand viser herefter flere af dem, ligesom man ’bytter film’ i november 1983, hvor det undtagelsesvist er Klaptræet, der giver en film fra Grands distributionsselskab premiere, nemlig Paolo og Vittorio Tavianis italienske ”Padre Padrone”. Den finder dog ikke noget publikum. Der bliver i 1983 råd til nye, ensartede stole i alle sale og den store, dvs. den lille, har herefter 60 pladser, den mindre 48 og den mindste 30.
 
 
De fleste egenimporter viser man selv og succeserne griber også om sig i forhold til repremierer. Således bliver ”Paradisets børn” fra 1945 en kolossal succes og vises fra den 17. december 1982 helt frem til 15. marts 1984. Repremierer fra øvrige selskaber gør sig med tiden også virkelig godt i Klaptræet. James Dean-filmene ”Øst for Paradis” og ”Vildt blod” kan således notere sig for nogle gevaldige tal. ”Vredens druer” fra Columbia-Fox imponerede også ret eftertrykkeligt i smuk, ny kopi så sent som i december 1986. I selskabets egen distribution tager man i 1985 ”Citizen Kane” hjem til repremiere. Den regnes som bekendt af mange anmeldere som verdens bedste film. I en helt anden boldgade kunne man nyde ”Jonathan Livingston Havmåge” med Neil Diamonds musik og i 1986 var man fiks og omdøbte DR’s faste inventar nytårsnat med Peter Sellers, ”Kom og vask min elefant” (på tv også vist som ”Selskabet”) til ”Birdy Nam Nam”. Fra Italien var der dette år gensyn med Federico Fellinis ”Det søde liv” (”La Dolce Vita”) og fra Frankrig Jean Renoirs ”Den store illusion” fra 1937. I 1988 kom turen til Bernardo Bertoluccis ”Sidste tango i Paris” som en af de sidste. Man spændte bredt.

I det dokumentariske spor er man meget økologisk bevidst i Klaptræet, hvilket også sætter præg på adskillige af filmene. En af de mest bemærkelsesværdige bliver Godfrey Reggios ”Koyaanisqatsi – en verden ude af balance”, som bliver en lille kultfilm, der kommer på programmet gentagne gange. Kultfilm er i det hele taget noget, Klaptræet om nogen bliver kendt for. I Cafe Biografen på Kompagnistræde kunne man tage æren som den første ved at køre ”Sheriffen skyder på det hele” i årevis, men man gør dem kunsten efter i Klaptræet. Faktisk viser Klaptræet gennem 1980’erne adskillige film, der kan tilegne sig denne særstatus. Kongen af kultfilm er absolut ”Monty Python og de skøre riddere”, der har danmarksrekord i flest spilledage. Den er muligvis årsag til, at man kommer med på ”Kuk i timeplanen” med John Cleese fra Nordisk Film, der vises i fjorten måneder fra august 1986. ”De skøre riddere” når at spille sammenlagt omkring ni år. Man bekoster i januar 1991 ny kopi for, man kan nå at afholde ti-års jubilæum. Det når man desværre ikke, men den foregående kopi var blevet slidt op, så der indkøbes to nye. Den anden til cirkulation mellem øvrige biografer. Uheldigvis bliver de to nye kopier stjålet lige op til repremieredagen og man er nødt til at få endnu to nye hjem og tekstet. Man havde planlagt den oprindelige repremiere til at skulle finde sted fredag den 13. januar 1989. Det var måske en dum dag?

Den anden kultfilm i Klaptræet er ”The Rocky Horror Picture Show”, der er på programmet i adskillige år som fast inventar hver fredag og lørdag nat. Folk blev aldrig trætte af at kaste med vand og ris til denne film, hvor man klogeligt medbringer paraply, hvis man har tænkt sig at sidde på de forreste rækker. Mærkeligt nok blev gulvet i den store sal, hvor filmen altid blev vist, til noget linoleum, der var supernemt at gøre rent. Gad vide hvorfor…?

Tredje betragtelige kultfilm bliver en af de senere, nemlig Jean-Jacques Beineix’ ”Betty Blue”, der overtages den 10. juli 1987, efter Dagmar har spillet den i otte måneder. Da biografen lukkede den 8. december 1991, var den fortsat på plakaten.
 
 
Kultorvet 11. 23. september 2021. Foto: Thomas Hauerslev

Op gennem 1980’erne fortsatte de fleste af Klaptræets egne film med at være franske, mens man gladeligt viste film fra alle lande fra øvrige distributører. Nogle film kom direkte fra premierehusene andetsteds i byen, mens andre var genoptagelser. Der blev også afholdt stribevis af filmfestivaler. Filmene holdt altid et højt niveau, men fra 1988 begyndte de nye film fra egen distribution at koste betydeligt mere end de tjener ind igen. To udmærkede franske film som ”Miss Mona” og ”Farlig frihed” solgte kun få hundrede billetter. Det var langt fra tallene blot fem år forinden og betød store underskud. Bedre gik det ikke med endnu en fransk film, ”Kamikaze”, som man i stedet havde givet til Palads nogle måneder efter. Herefter har man en stribe på tre gamle franske liggende, hvor ”Marius” med Raimu fra 1931 kommer op som den eneste i oktober 1989. Det er faktisk en danmarkspremiere men også et godt spørgsmål, hvad man har set af muligheder i en film som den. Yderligere to franske film flopper fælt i 1990 og i 1991 kommer Diane Keatons dokumentarfilm ”Heaven” op uden undertekster som biografens sidste premiere. Der har ikke været nogen nye film fra andre distributører siden marts 1989.

Der bliver talt meget om gyngerne og karrusellerne, men hvad angår Klaptræet var det tydeligt, at biografdriften tegnede sig mere og mere håbløs, mens café- og restaurationsdelen blev mere og mere givtig. Man tog derfor med blødende hjerte den smertelige beslutning at lukke ned for den stærkt underskudsgivende biografdrift den 8. december 1991. Det skete ret så pludseligt under afviklingen af en større afrikansk filmfestival, som i januar måtte fortsætte amputeret i Biffen på Rådhuspladsen, hvor den gamle D-sal i ABCinema pludselig kom til anvendelse.

Tanken var ikke, at det helt skulle være slut med kulturelle arrangementer på Kultorvet. En af salene skulle fortsat benyttes som videograf og til workshops m.m. Der kom nu aldrig rigtig noget ud af de gode intentioner. I mange år fortsatte cafédriften under navnet Klaptræet. Først i 2017 klapper Klaptræet sammen for sidste gang og erstattes af ølbaren og spisestedet Skaal.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

 
 
  
  

• Gå til
Klaptræet
 
Gå: tilbage - op
Opdateret torsdag, 25 november 2021 21:25:20