biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Nørrebros Biografteater / Nørrebros Bio / Hjerter Dame / Københavneren

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dk Dato: 01.10.2021
Københavneren på Nørrebrogade 37 som Teater Grob den 6. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev

NØRREBROS BIOGRAFTEATER / NØRREBROS BIO / HJERTER DAME / KØBENHAVNEREN
Nørrebrogade 37
Åbnet 28. oktober 1921
Lukket 30. december 1982

Genåbnet 15. marts 1983 som kulturhus med biografforestillinger, siden udelukkende teater

Nørrebros Biograftheater var oprindelig åbnet i 1905 på Nørrebrogade 63 i en tidligere restaurant. Nu er biografen i 1921 flyttet op til Nørrebrogade 37, hvor der tidligere lå en vinhandel i foyeren. Biografens direktør, William Wandahl, havde haft så stor succes med sin forrige biograf, at det havde været nødvendigt med en større sal og han køber derfor et helt nyt hus og grund til sin biograf. Forhuset er bygget i 1891, men salen er nyopført i baggården, hvor man går ind i venstre side set mod lærredet. Der er udgang gennem gården til højre. Foyeren strækker sig bagved indgangspartiet fra gaden relativt smalt op mod salen. Udvendigt står biografens navn med store bogstaver over vinduerne på 1. sal. Gadepartiet prydes yderligere af fire plakatskabe på murværket mellem hhv. indgangsparti i midten, udgangsparti fra gården til venstre og et udstillingsvindue til højre. Senere flyttes døren over i højre side. Indenfor er der billetsalg til venstre og længere bagved en chokoladekiosk i glas også placeret i venstre side. Selve biografsalen er med sine 355 pladser stilfuldt udstyret med guldstuk i loftet og operatørrummet indrettet så moderne, det kunne blive i 1921. Operatørrummet har indgang fra gården bagtil med projicering ned mod indgangspartiet til venstre for lærredet.

•  Gå til stoleplan Nørrebros Biografteater

Det nye Nørrebros Biografteater åbner fredag den 28. oktober 1921 med danmarkspremiere på den tyske film ”Rotterne” efter Gerhart Hauptmanns berømte roman med Emil Jannings i hovedrollen og ’en mængde gribende billeder fra Storbyens Dyb, fra Berlins mest udprægede proletarkvarter’. Det danske biografpublikum var stærkt interesseret i disse storbyskildringer og alt, der hændte i Berlin. ”Rotterne” fik forrygende anmeldelser og blev en gevaldig succes. Filmen kom fra Fotorama, som gav den nye biograf en kæmpe chance med denne attraktive titel, men biografen havde forud også vist stort set alle selskabets titler, så det var vel kun mere end rimeligt. Nørrebros nye Biografteater holdt filmen på plakaten i hele tolv dage og blev nogle dage senere vist yderligere en uge i Fotoramas eget Vesterbros Teater.

Den nye biograf spillede typisk tre aftenforestillinger, mens der om søndagen ofte kan nås hele fem forestillinger med start kl. 16. På åbningsdagen lagde man allerede ud kl. 16, hvor folk stod i kø. Biografen viser ligesom på den forrige adresse primært de mest interessante titler i spillefilmslængde fra øvrige biografers repertoire. Lige før jul 1921 overgiver man sig dog til Chaplin og øvrige farcer, der vises hver hele time. Måske betød juletravlheden fordelagtige tal ved kortere forestillinger.

Nørrebros Biografteater skulle ikke være premierebiograf og de svandt også ind igen efter ti-elleve år, men den eminente start gjorde alle interesseret i at afprøve den nye Nørrebro-lokalitet. Allerede 2. juledag giver Biorama premiere på den franske ”Varieté-primadonnaen” og den den 23. januar 1922 kunne man sætte en amerikansk film med titlen ”Fars søn” på premiereplakaten. I august 1922 sås atter en fransk film med titlen ”En pariser-skandale” og i oktober den ligeldes franske ”Ungt blod”. I marts 1923 finder den første københavnske bropremiere sted på den danske film ”En nat i København”, som Fotorama udover i sine egne Panoptikon og Vesterbros Teater også giver til Nørrebros og Merry Teatret på Amager. Med Panoptikon helt i centrum er det dog ikke en ’ægte’ bropremiere, men bør dog alligevel medregnes. Bortset fra denne enlige svale gør Nørrebros Biografteater sig aldrig i danske premierefilm. De kommer i eftertiden op alle andre steder, mens man selv blev den mindste biografsal i området efter tilkomsten af Colosseum og Odeon i umiddelbar nærhed. Sidstnævnte åbnede få meter væk på Fælledvej i oktober 1925.

Da de amerikanske selskaber etablerer sig med egen distribution i Danmark, har de fra start svært ved at komme ind i de største biografer, der kontrolleres af danske distributører. Selskaber som Fox og især Paramount søger derfor andre veje og nogle af deres titler kommer dermed op i Nørrebro-biografen. Filmene er lystspil såvel som dramaer og en håndfuld nye westerns finder også vej. Den 8. august 1932 er der premiere på ”En hustru fra varietéen” fra Paramount og efter denne er det faktisk slut. De mange nye storbiografer er tilstrækkelige og måske fandt Nørrebros Biografteater også fortsat langt større tilfredsstillelse i de succesfulde film, der havde spillet øvrige steder forud. Først helt oppe i 1970’erne kom der igen premierer på plakaten, da biografen havde skiftet navn.

I 1940 er der nogle kurrer på tråden i forhold til brandvæsenet, der ikke er helt tilfredse med indgangsforholdene. Foyerforholdene er for små i forhold til antallet af siddepladser i salen. Bevillingsnævnet har derfor for en forlængelse betinget sig en udvidelse af biografsalen og Wandahl er naturligvis ikke uinteresseret i flere gæster indendørs. Han udarbejder derfor indtil flere planer for en helt ny sal, der skal rumme plads til 800 gæster. Den vil antageligt komme til at ligge på grunden bag den nuværende ejendom. Man ville ved den lejlighed langt bedre kunne tage konkurrencen op med den større nabobiograf Odeon på Fælledvej uden dog at kunne vide sig alt for skråsikker. I Odeon havde man nemlig gennem mange år også planer om at udvide. Ingen af projekterne bliver til noget. Krigen sætter en stopper for nye byggeanlæg og hverken ministerium eller brandvæsen er særlig interesseret i at sætte en stopper for underholdningen under krigsårene. Med tiden lader man det hele gå i glemmebogen.

På sine ældre dage er Wandahl folkeeje i hele bydelen med et stort, trofast publikum. Filmene er evigt populære også selvom de ofte henvender sig til den modne generation. William Wandahl dør i februar 1944, 84 år gammel, som landets ældste biografdirektør. Wandahls søn, billedhuggeren Finn Wandahl, ville gerne overtage driften og viderefører midlertidigt biografen. Flere måneder efter faderens død, er bevillingen endnu ikke opslået ledig af Justitsministeriet, som fortsat pønser på helt at nedlægge biografen til fordel for en udvidelse af Odeon. Først i oktober beslutter man at lade den fortsætte. Muligvis fordi det er Barnets Hus, der atter står uden biograf, efter Palæ-biografen i Klerkegade var blevet endnu et biografoffer for mindre bombeeksplosioner. Barnets Hus havde oprindeligt fået bevillingen til Højbro Teatret i 1928, men her måtte man opgive driften efter et par års virke på grund af stærkt svigtende besøgstal.

Som direktør for Barnets Hus’ biografvirksomhed fortsætter Harald Prior hermed som leder af biografen på Nørrebrogade, mens den gamle biografdirektørs søn forsøger sit held andre steder. Prior fortsætter driften i elleve år, hvor han er blevet 78 år gammel. Direktørposten overtages herefter af biografens hidtidige inspektør, A. Egon Hansen. På dette tidspunkt, hvor vi nu skriver 1956, bliver biografen moderniseret i juli med nye stole og væggene males, men ellers foretages intet, idet man hele tiden forventer, at biografen skal flytte.

Da Odeon brænder i 1958 er der rigtig mange, der gerne vil overtage bevillingen og endelig få omdannet Fælledvej-biografen til en moderne kæmpebiograf. Barnets Hus er også interesseret og man får endda bevillingen i 1959, men ak… Odeon bliver aldrig genopført, da gamle planer om en undergrundsstation på stedet bliver en endelig stopklods for drømmeprojektet. Derfor bliver Nørrebros Biografteater liggende, hvor den er. I 1960 bliver Mathilde Hove ny direktør for biografen, der stadig drives af Barnets Hus. Biografen har efterhånden fået en aura af hjemlig hygge over sig. Man gør alt for, at folk skal føle sig rigtig godt tilpas, nu man ikke kan prale med størrelsen. Programmerne bliver langsomt mere folkelige og både nyere såvel som ældre danske film fylder efterhånden en del i repertoiret.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
I juli 1961 vælger man at modernisere foyeren og facaden i erkendelse af, at der ikke blev nogen flyttedag og i løbet af efteråret installeres CinemaScope og nyt lærred, så man endelig også her kan vise film i bredformat. Antallet af pladser reduceres til 258. I årene efter kalder man sig Nørrebros Bio eller blot ’Nørrebro’ i avisannoncerne. Det er særligt i sommermånederne, der er ældre danske film på plakaten. I 1971 vises en kavalkade med hele 36 af slagsen. Der er fokus på Morten Korch og Peter Malberg, der ses i nogle af sine glansroller i ”Hans onsdagsveninde” og ”Thummelumsen”. Desuden vises også Malberg-fri film som ”Sørensen og Rasmussen” og ”Alle går rundt og forelsker sig”. Man tog det afslappet denne sommer, der skulle blive den sidste i de gamle rammer.

I foråret 1972 opsiger Barnets Hus selv deres bevilling til at videreføre biografen. Det sker kort før hele biografbevillingssystemet ophæves, men Nørrebros Bio har givet underskud i både 1970 og 1971. Det var temmelig uheldigt, idet overskuddet skulle være med til at finansiere driften af organisationens seks børneinstitutioner. Mathilde Hove ønskede personligt at overtage bevillingen her på falderebet i forventning om at kunne vende resultatet, men da konkurrencen gives fri, køber Ove Brusendorff fra Carlton både Roxy på Godthåbsvej og Nørrebros Bio, som han overtager driften af i oktober 1972. Nørrebros Bio er formentlig lukket nogen tid forud, men man har ikke annonceret i månedsvis.

På Nørrebrogade skifter Brusendorff biografens gamle navn ud med ’Hjerter Dame’ og lægger ud med premierefilm. Dem har han med sit fine renommé i begyndelsen ikke svært ved at lokke ud af udlejerne. Således får ”Hvem myrdede Mr. Pelham” med David Hemmings fra C.I.C. premiere den 7. oktober 1972. Hemmings var ’hot’ efter ”Blow Up” nogle år forinden og forventningerne var høje. Brusendorff planlægger at flytte hele sit hidtidige repertoire fra Carlton ud til Nørrebro, mens Vesterbrogade-biografen i stedet skal huse mere fristende film af en genre, der ikke hidtil har været produceret, men som man nu snart kan vælte sig i. Der går dog knap et år, før Carlton næsten gør sig helt fri af sit hidtidige repertoire og det til dels på grund af helt andre hændelser.

Ingen viste sig interesseret i hvem, der havde myrdet Mr. Pelham på Nørrebrogade. Syv dage senere er der repremiere på ”Robin hood - den fredløse” i den engelske version fra 1961 med Richard Greene i titelrollen. Herefter bliver det kun til ældre film i Hjerter Dame, der dog inkluderer to dage med en brasiliansk premierefilm fra 1963, før der i december kommer et mere interessant dobbeltprogram på premiereplakaten. Det er Christian Hartkopps dokumentarfilm ”Følelserne er de samme” om homoseksuelle i Danmark sammen med en modig fransk kortfilm fra 1950 med titlen ”Kærlighedens sang”. De tiltrak sig en del opmærksomhed.
 
 
I julen 1972 vises børnefilm om eftermiddagen, Buster Larsen som ”Don Olsen kommer til byen” kl. 19 og Robert Redford som ”Manden der ikke kunne dø” kl. 21. I februar er der en amerikansk premierefilm fra Columbia med titlen ”Drenge bli’r mænd igen”, som der ikke kommer nogen til. Herefter fortsætter Hjerter Dame atter med repriserne de næste otte måneder, indtil Carlton brænder natten til den 26. august. Herefter sætter Brusendorff de film, han har booket til Carlton op i Hjerter Dame i stedet. Således får ”The Culpepper Cattle Co.” premiere her med den noget misforståede danske titel ”Støv, sved og skud fra hoften” den 31. august 1973. Efter denne følger de næste par måneder tre nye film fra Fox-MGM, ungdomsdramaet ”Sømmet i bund” med Karen Black, Robert Mulligans fremragende gyserfilm ”Den anden” og Vittorio de Sicas italiensk-tyske ”Den forbudte have”. Herefter syntes de amerikanske udlejningsselskaber ikke længere, legen var sjov. Filmene havde formentlig fungeret langt bedre i andre biografer. Man kan næsten ud fra titlerne hver især placere dem bedre.

Det er nu ikke slut med premierefilm af den grund. Faktisk får Hjerter Dame sin allerstørste succes i form af en danmarkspremiere på en film helt tilbage fra 1931, der oprindelig var totalt forbudt af censuren. Det er ”Samfundets fjende” fra Alliance Film med James Cagney og Jean Harlow, der kommer op 2. juledag 1973 og vises helt frem til 17. januar. I marts 1974 er der også stor opmærksomhed omkring Jørgen Leths Tour-de-France dokumentar ”Stjernerne og vandbærerne”. Sidst i april var der sen dansk premiere på en western i sort-hvid fra Kinorama med titlen ”Opgøret ved Boot Hill”, hvor Charles Bronson var med. Brusendorff havde udmærket forstand på de gode film, men det var svært at få fokus på premiererne i Hjerter Dame. I julen 1974 er der premiere på et italiensk-spansk Zorro-eventyr med titlen ”Zorro rider igen”, som kommer fra Borg Film. Brusendorff ender med at sælge Carlton til Tage Borg nogle år senere, men til Nørrebrogade kommer også Borgs ”Den frygtløse pirat” samt ”Tarzan i Kong Salomons Miner” fra Atlantic Film, begge i maj 1975. Brusendorff havde såmænd også vist flere Tarzan-film i Carlton forud, men det var rigtig nok et premiererepertoire, der svingede fra den ene yderlighed til den anden.

I 1974 har Brusendorff skilt sig af med Roxy og 1. juli 1975 er turen kommet til Hjerter Dame, som han udlejer til Just Betzer fra Panorama Film, der i forvejen driver fire biografer i provinsen. Betzer planlægger at køre biografen med kavalkader, der skifter to gange hver uge. Der lægges ud med ”Den gode, den onde og den grusomme”. Han indfører desuden midnatsvisninger fredag og lørdag med de vanlige dobbeltprogrammer. De udvides senere til også at omfatte torsdag, som bliver den bedste af de tre, idet de fleste øvrige kun viser midnatsprogrammer i weekenden. Han benytter også sin biograf til københavnerpremiere på den svenske børnefilm ”Spilopmageren Kalle” og den amerikanske ”Søløve på sjov” fra Panoramas udlejning. Begge vises kun søndag eftermiddag. De sælger temmelig mange billetter rundt om i landet og kunne formentlig snildt have båret en langt bredere lancering i hovedstaden, men endnu fandtes børnefilm ikke i dusinvis og det var først lige i disse år, at biografer som Grand og lidt senere Tivoli Bio og Palads begyndte at indlemme dem i de daglige programmer også udenfor højtiderne, hvor Nygade og naturligvis især Metropol med Disney hidtil havde været frontløbere.
 
 
Københavneren's udgange i baggården på Nørrebrogade 37 ca 2001. Foto: Thomas Hauerslev

I 1976 ændrer programmerne atter karakter og nærmer sig Brusendorffs mere eksperimenterende stil med titler som ”MASH” og ”Køterne” med Dustin Hoffman samt Ove Sprogøe i ”Den forsvundne fuldmægtig”. Den 1. november er der premiere på den spanske ”Fire desertører” fra Borg Film, som ikke bliver nogen succes. Det bølger i den grad på Nørrebrogade i disse år, ligesom på Sdr. Boulevard, hvor Camera-biografen er blevet til ’Boulevarden’.

Hjerter Dame spiller sidste gang torsdag den 17. marts 1977, hvor ”Væk på 60 sekunder” er på plakaten. Forud har man vist ”Den gode, den onde og den grusomme”, som Betzer også lagde ud med, efterfulgt af ”Frygter er mit våben” og ”Skolepigesex og frække drenge”. Pr. 1 april 1977 overtages biografen af Preben Østerfelt, der netop også havde overtaget boulevardbiografen i 1975. Det viser sig, at han til at begynde med har mere held i Hjerter Dame, som han helt fornuftigt omdøber til ’Københavneren’.

Østerfelt lægger ud med at male hele biografsalen lys. Under de forrige ejere er biografsalen gået hen og blevet aldeles mørkeblå og går i lokalbefolkningen under navnet ’Det sorte hul’. Det er ikke fordi, man har haft Disney-produktionen af samme navn på plakaten, for den bliver først indspillet flere år senere. Referencen går nærmere mod ’Den sorte firkant’; Nørrebro-kvarteret, hvor biografen også lå placeret, der dengang var genstand for stor tumult. En stor del af områdets beboere var socialt udsatte og området skulle gennem 1970’erne saneres til stor frustration for borgerne, hvilket afstedkom mange optøjer. Langt mere fredeligt gik det for sig i Københavneren, hvor havde valgt det nye navn på grund af genåbningen den 1. april med filmen ”Københavnere” fra 1933, der havde Christian Arhoff og Olga Svendsen på rollelisten.

Skulle man vise gamle danske film, skulle man også have en pianistinde, som man brugte det i gamle dage. Derfor hyrer Østerfelt sidst i 1978 Helene Hartvig, som han kaldte ’en statelig dame af den gamle skole’. Hun spillede hver aften et kvarters tid før den tidlige forestilling kl. 19 og var i øvrigt kendt for sin musikalske underholdning på forskellige større Nørrebro-etablissementer. Østerfelt var temmelig spændt på, hvad ’læderjakkerne’ ville sige til det, men al nervøsitet blev gjort til skamme. Hartvig blev et særdeles populært indslag og tit bedt om et ekstranummer, ligesom der ofte blev lagt en rose eller en æske chokolade til hende.

Østerfelt fik endog rigtig stor succes de første år med sit nye koncept. På Sdr. Boulevard havde de gamle danske film ikke fungeret, men nu var tiden moden til dem på Nørrebrogade. Man havde i øvrigt også mistet Nora-biografen længere ude ad Nørrebrogade, der havde taget sig kærligt af mange nyere danske film årene forinden. I Københavneren var det særligt de rigtig gamle, der fik folk til at komme langvejs fra. Det fortælles, at folk under ”Støt står den danske sømand” fra 1948 med Poul Reichhardt rejste sig spontant op og sang med på nationalsangen. Det skabte alt sammen en hyggelig og populær atmosfære og gennem flere år relanceres med held en række ældre danske film, der for længst var gået i glemmebogen. Det er ikke i Københavneren, man ser flest Morten Korch-film. Derimod er der repremiere på film som ”Genboerne” med Carl Alstrup eller ”Mordets melodi” med Angelo Bruun, der var særdeles uhyggelig, dengang den kom frem i 1944 og som vel fortsat oppe i 1980’erne kunne få en til at kigge sig over skulderen, hvis man var nødt til at gå gennem en baggård, før man var nået sikkert hjem. Den sidste blev også vist på tv, men der var fortsat biografpublikum til den.

De gamle film var ikke alle helt nemme at opdrive. Mange skulle støves grundigt af efter år på filmselskabernes hylder. Det samme gjorde sig gældende med de oprindelige trailers, som ingen havde vist i årtier. Østerfelt havde udover det store malerarbejde også været på udkig efter nye biografstole og fandt frem til Dagmar gamle stole med tykt stof, der stammede fra Dreyers tid. De må rigtig nok have været gode, hvis de skulle holde adskillige år endnu, men det gjorde de. Der kom naturligvis nyt navn på facaden.
 
 
Østerfelt viser fortsat eftermiddagsprogrammer for børn, hvor han går udenom de pædagogisk korrekte titler til fordel for ægte ramasjang som ”Tyven fra Bagdad”. Om aftenen holder han torsdag til lørdag også fast i dobbeltmidnatterne med spændingsfilm og actionprægede komedier. Pornofilm gider han ikke, siger han, men både Boulevarden og Københavneren kan notere sig for en københavnerpremiere i denne genre sneget ind i netop disse. I Københavneren var det Obels ”Sygeplejerskernes sexklinik”, som mærkværdigvis ikke blev vist ordinært andre steder. I 1981 indgår Cinema Films ”Nu falder hammeren, gutter” som aldrig forinden havde været vist i København, selvom den dog havde solgt henved 10.000 billetter på landsplan. Der blev fra tid til anden også vist andet end danske film til det almindelige aftenprogram. Måske når pianistinden havde ferie, eller hvor det var ekstra vanskeligt at få publikum ind til den danske film kl. 21.

Udover Wandahl er Preben Østerfelt den, der får sat størst aftryk på biografen i Nørrebrogade 37. Allerede nogle år inde i 1980’erne måtte Østerfelt desværre sande, at videobåndene overtog den rolle, Københavneren indtil da havde udfyldt og han blev nødt til at lukke. Sidste forestilling finder sted den 30. december 1982, hvor ”Far til fire i sneen” vises kl. 14 og ”Olsen-banden” kl. 16, 19 og 21.15.

Al biografens inventar bliver stående og er i overraskende velholdt stand. I marts 1983 overtager et kulturhus med Stig Jarl i spidsen driften af Københavneren fra Brusendorff, der fortsat ejer huset. Der skal nu vises børnefilm i weekenden og en enkelt voksenfilm i ugens løb. I praksis bliver Københavneren til teater med filmvisninger som krydderi ved særlige lejligheder. En større scene reducerer antallet af pladser til 200. Foyeren males på ny og der indrettes en teatercafé.

Den 14. juni 1984 er der et ganske usædvanligt indslag på repertoiret, idet ”Frihedens vej - El Salvador” fra Filmcentrum får premiere i Københavneren og vises henover tre dage. En film om samme emne fra samme distributør havde to år forud haft premiere i Biografen i Huset, der også viser den nye under en lille filmfestival i september. Herefter fortsætter Københavneren henover sommeren med en ægte dansk sommerkavalkade som i Østerfelts dage frem til den 12. august. Fra september 1984 er der stort set kun teaterforestillinger. Endnu i 1985 kan man se klassikere som ”Fugleskræmslet” og ”Elefantmanden”, men film er nu snart en sjældenhed.

Københavneren bliver i 1994 til Teatret Kaleidoskop. Operatørrummet blev stående og der har været særforestillinger på 35mm helt frem til 1997, hvor ”Christopher Columbus – den store eventyrer” med Marlon Brando kørte gennem de gamle filmmaskiner. Muligvis har der været film i Kaleidoskop endnu senere.

Kaleidoskop blev i 2009 til Teater Grob, der malede sin facade i alle mulige farver. Sommetider var den grimt lyseblå eller grøn. Andre gange skiftede den til en pænere gul og rød facade. I dag fremstår Teater Grob med nye, flotte og lysende bogstaver på en dybblå facade, der lader til at blive permanent. Så nydeligt tog biografen sig faktisk aldrig ud på Nørrebrogade. Teatrets indre er omdannet med en meget kraftig hældning på stolerækkerne, der bagtil er løftet et plateau op i forhold til gulvplanet. Grob har også haft særforestillinger med film, men 35mm-udstyret er formentlig for længst væk.
 
 
   

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

 
 
   
   

• Gå til
Nørrebros Biografteater / Nørrebros Bio / Hjerter Dame / Københavneren
 
Gå: tilbage - op
Opdateret søndag, 07 november 2021 16:56:49