biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Nørreport Bio

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Nørre Voldgade 80, Nørreport Bio som Irma den 23. september 2021. Foto: Thomas Hauerslev

NØRREPORT BIO
Nørre Voldgade 80
Åbnet 7. december 1938
Lukket 26. marts 1981

Knud Valdemar Rassow havde gennem tre år været teaterdirektør for Dagmar Teatret, som nu i 1937 skulle rives ned. I stedet fik han en biografbevilling. Han var ikke den første, der havde skiftet Dagmar ud med en biografdirektørstol, men nu blev han den sidste. Han var kun 56 år gammel, men det blev af mange betegnet som ’hans sidste chance’. Han havde forud bla. haft en mindre karriere som filmskuespiller og før da på teaterscenen, hvor han debuterede.

Byggeriet af en ny biograf lige overfor Nørreport Station var blevet forsinket en måneds tid efter påbegyndelsen i foråret 1938. Havde opførelsen fundet sted i dag, var der tilstødt langt flere forsinkelser, da man gjorde forskellige fund. To forhuse måtte lade livet til fordel for et nyt forhus i seks etager. Under udgravningen stødte man på nogle gamle kanaler, der oprindelig havde ført vand fra Peblingesøen op til voldgravene omkring Rosenborg Slot. Der måtte derfor støbes med beton fem meter længere nede af hensyn til pillerne og grundmuren, så det hele ikke risikerede at blive undermineret. Bagved havde der ligget forskellige småbygninger og endnu tidligere en større ejendom, hvor der havde været garveri. Underjorden var her fyldt med gamle garvekar, som endte på Bymuseet. Også dette areal måtte omhyggeligt funderes, før biografsalen kunne opføres.

• Gå til stoleplan Nørreport Bio

Forhuset kommer til at rumme en række kontorer og lægeklinikker m.v. I stueetagen indrettes automatcafé og chokoladebutik i to lejemål til højre for biografindgangen, der sker gennem en fire meter bred indgangsportal. En buet baldakin rager godt udover fortovet med et lille, lysende bio-skilt ovenover og bred premiereplakat på undersiden med spilletiderne. Reklameskiltet blev senere ført helt ned under som streamer over indgangen. De første år lyser ’Nørreport’ og kæmpe ’bio’- bogstaver herunder vinkelret ud fra bygningens fire etager ovenfor og syner dermed på lang afstand. Det kunne ses helt til Jarmers Plads.
 
Læs mere her:

Nørreport Bio, København

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
Nørreport Bio fylder godt op i baggården. Her set fra porten fra Rosengården den 18. november 2021. Foto: Thomas Hauerslev

Indvendigt er der udhængsskabe på hver side ned mod gaden. Væggene er hvide med små lamper, der lyser op mod loftet. Mosaikgulvet skråner let opad mod billetsalget med to kasser placeret for enden femten meter inde. Til højre herfor fører et par glasdøre ind til en 90 kvadratmeter stor foyer på tværs og altså i forlængelse af forhuset med chokoladekiosk nede i den bagerste ende. Der er desuden et stort spejl og figur. Der er nedgang til toiletter i højre side. Trappen op til balkonen er placeret umiddelbart bag billetkontoret. I foyerens venstre side er der to indgange til salens gulv med store udhængsskabe imellem. Væggen er pyntet med træpaneler. Den blomsterprydede foyer er ydermere udsmykket med et maleri af Christian Bogø, der forestiller bogervæbningen, som i røde galleuniformer med fuld musik marcherer ind gennem Nørreport hundrede år forinden, i 1838. I relief over de to indgangsdøre til salen svæver amoriner med filmstrimler i hænderne. Disse er udført af billedhuggeren Finn Wandahl. Biografens kontrollører er i fuld uniformering i olivengrønne farver. Man har ikke haft plads til at indrette garderober, hvilket direktionen stærkt beklager. Foyeren er med andre ord ikke kæmpestor, men den er særdeles hyggelig.

Bagved skråner salen let nedad bagtil med to midtergange ned mod første brede række. Herefter er der kun en enkelt midterrække yderligere ned mod en indsnævring af salen, hvorefter de forreste tretten rækker kun har sidegange. Der er her tre udgange i hver side, mens der i den bredere, bagerste del blot er to udgange mod højre. Balkonen rummer plads til 171 tilskuere også med nedgang i højre side, mens der er 607 pladser på gulvet. I alt er Nørreport Bio udstyret med 788 dybtrøde stole fra Odense Stolefabrik, der alle er ens. Man fandt dem ligefrem vidunderlige. Der er teleslynge på udvalgte sæder. Efter nogle måneder udstyres salen med et højttaleranlæg, der kan berette om resultater ved vigtige sportskampe. Så kan man til enhver tid vælge biografen fremfor radioen derhjemme.

Opgangen til operatørrummet finder sted fra gården til højre og der gøres allerede ved åbningen klar til tonefilm med AEG Klangfilmanlæg. Salen er en ganske høj med indirekte belyst, kraftig rund loftshvælvning malet i hvidt med en grøn nuance, der går igen på det markante proscenium med fortæppe, der ligeledes er holdt i lysegrønne nuancer. Salen minder betragteligt om Grøndals Teatret, som Bunch også har tegnet året forinden. Udformningen er således for at opnå den bedst mulige akustiske virkning efter den tids forhold. Der er tillige et udmærket ventilationsanlæg. Salens vægge har mandshøje, brune træpaneler af Oregon-pine og lyse overvægge, der med den indirekte belysning giver et gyldent skær.
 
 
Åbningen finder sted onsdag den 7. december 1938 med danmarkspremiere på ”Dronning Victoria” instrueret af Herbert Wilcox. Filmen kom fra udlejningsselskabet Fotorama, som er flink til at give nye biografer en god film som åbningspremiere. Biografen er indviet dagen forinden, hvor der var fornemt besøg af selveste statsminister Stauning i selskab med alle byens prominente borgere og filmens spidser. Der gives de vanlige åbningstaler fyldt med stærkt rosende ord og bedste håb for fremtiden. Man har nu også noget at have det i. Alle er enige om, at det er en virkelig tilfredsstillende biograf, Erik Bunch har frembragt sammen med bygherren, Anthon Melbye.

”Dronning Victoria” er på plakaten i fire uger og det tegner dermed godt for den nye storbiograf, der fra start har vind i sejlene. Efter et par dage er man dog nødt til at aflyse første eftermiddagsforestilling på grund af byggestøj fra forhuset, der endnu ikke er helt færdigt. Den 5. januar 1939 skiftes der ud med en ny danmarkspremiere denne gang fra MGM. Det er ”En falden engel” med James Stewart og Margaret Sullavan, som vises i 2½ uge. En indbrudstyv, der huserer i de københavnske biografer i denne tid, tømmer ikke blot biografkassen, men løber også med Margaret Sullavan eller i hvert fald udstillingsbillederne med hende. Man kan herefter formentlig konstatere, at tyven er en mand.

Efter Stewart og Sullavan følger to amerikanske premierefilm fra Columbia, som dog klarer sig ringere. Den 2. februar 1939 kommer en svensk film på plakaten. Det er ”En kvindes ansigt” med Ingrid Bergman, der ligesom ”Dronning Victoria” bliver en vældig succes. Denne endda større endnu, da den holder sig på plakaten i knap otte uger. Nørreport Bio bliver meget hurtigt en af Damernes foretrukne biografer med sin perfekte placering lige ved Danmarks travleste station som begyndelsen eller afslutningen på en eftermiddags-shoppingtur. Lige så glimrende placeret er den for et aftenbesøg med station og sporvognslinjer lige udenfor døren.

Biografens repertoire de første år er i en helt anden genre end dem, biografen bliver kendt for sidenhen. 1939 slutter lige så glimrende, som det begyndte. Den 13. oktober er der premiere på den finske ”Pigen Silja – 18 år”, som er på plakaten helt til jul, hvor en norsk succesfilm med titlen ”Elis kærlighed” får premiere. Titlerne taler alle deres tydelige sprog.

Den 6. februar 1940 har man undtagelsesvist overtaget en film fra byens øvrige biografer. Det er ”Det ligger i luften” med George Formby, der har spillet en uge i Colosseum og to uger i Rialto med støt stigende daglige kasser. Nu kommer den ind til centrum, hvor jublen bryder helt gennem taget og filmen er på plakaten i over to måneder. Faktisk lige frem til den 11. april, hvor tyskerne har invaderet Danmark to dage forinden.

Der er tre store krigskapitler i den københavnske biografhistorie. Det ene er tyskernes overtagelse af Dagmarhus og dermed Dagmar-biografen den 28. august 1943. Det andet er schalburgtagen af Kino-Palæet natten til den 31. marts 1944. Det tredje er kapitlet om ”Landevejskroen” i Nørreport Bio.
 
 
Den svenske landevejskro er omdrejningspunktet i en hyggefilm med den umådeligt populære svenske skuespiller Edvard Persson i hovedrollen, som havde haft premiere i Carlton og Colosseum den 29. januar 1940. I Carlton var den blevet vist et par uger, men Colosseum havde været nødt til at tage den af med store kasser efter blot én uge og tog den på programmet igen to gange. Første gang allerede fem dage senere og så atter tre dage i marts. Folk var bare slet ikke færdig med at more sig over den og Nørreport Bio havde derfor taget den på programmet fra den 12. april efter George Formby. Der var ikke helt så mange premierefilm i cirkulation som tidligere og Rassow tænkte, at det jo fungerede så strålende med Formby, så hvorfor ikke også Persson? Han havde næppe forestillet sig det videre forløb.

Nørreport Bio – der snart i annoncerne blot kalder sig ’Nørreport’ – begynder hurtigt at skrive ’10. spilleuge’ og så fremdeles og talte ugerne i premierebiograferne med i det samlede regnestykke. Det ændrede dog ikke ved, at filmen fortsatte og fortsatte… og fortsatte. Naturligvis var besøget dalet efter nogle uger, men så rygtedes det hvorfor og folk begyndte at vende tilbage og se filmen igen og igen. Det berettes dog, at salen efterhånden var væsentlig mindre fyldt end rapporterne fra billetsalget lod fortælle. Forklaringen var den, at tyskerne som bekendt havde dikteret skrappe krav i forhold til omfanget af tyske film, som skulle programsættes. Almindelige biografer skulle vise et antal hvert kvartal, som steg gennem krigsårene, mens premierebiograferne i begyndelsen som minimum skulle skifte programmet ud med en tysk titel hver tredje gang. Der stod til gengæld ikke noget om, hvor længe der skulle gå imellem, da premierefilm naturligvis sommetider kunne hænde at være på programmet en god rum tid.

Rassow nægtede af princip at vise tyske film og hvad gjorde man så? Man lod da bare være at skifte program! På det første år, var der solgt 450.000 billetter til den i Nørreport plus 100.000 billetter i de øvrige københavnske biografer forinden. I løbet af det næste halve år blev der solgt yderligere 155.000 billetter. I alt 605.000 nåede altså at løse billet til det svenske lystspil, der dermed slog alle hidtidige rekorder med 705.000 billetter i København. Det var mange flere, end der var indbyggere. Ingen film havde nogensinde spillet i en dansk biograf så længe. Rekorden forud besad Panoptikon, der havde vist deres sidste program ”Menneskehedens svøbe” i knap ni måneder, før biografen lukkede i april 1927. Den var i øvrigt tysk.

Rassow forklarer i oktober 1941, at nu var filmen trods alt løjet så meget af, at han er nødt til at skifte program og at det også havde været lige ved henover sommeren, men så havde den taget endnu et opsving i august. Han beretter om en ung mand, der med sikkerhed havde været inde og se filmen 31 gange, et fødselsdagsselskab på 98 foruden en ældre herre, der var gået forgæves adskillige søndage i træk, hvor altid han først dukkede op i sidste øjeblik. Der var også én, der bare skulle have 31 billetter og det var helt ligegyldigt hvornår… Sandheden var nu her i oktober, at der viste sig det problem, at Justitsministeriet ikke havde opført Nørreport Bio som premierebiograf og tyskerne var efterhånden mere end vrisne over, at biografen dermed halvandet år inde i krigen ikke havde vist én eneste tysk film, som ellers var deres bedste propagandavåben udover ugerevyerne, som biograferne ikke slap for. Oprindelig var de kun påhæftet de tyske film, men nu skulle de vises foran alle programmer.

Sidste selskab i ”Landevejskroen” fandt sted den 7. oktober 1941 efter 76 spilleuger, men blev ikke erstattet af en tysk film, men endnu en svensk, nemlig ”Fristelse” efterfulgt af repremiere på den amerikanske ”Han, hun og leoparden” og flere svenske eller amerikanske film. Først 15. december 1941 viste Nørreport bio en tysk film, ”Kvinder til Golden Hill” og det var da en repremiere. Selv når biografen fik puttet de obligatoriske tyske ind mellem det øvrige repertoire, blev de pillet lige så hurtigt af igen. Da biografen i februar 1942 gav den tyske ”Unge mennesker” fra 1938 repremiere, stod der blot i annonceteksten ’med den svenske filmsstjerne Kristina Sönderbaum’. Der var ingen hentydning af filmens tyske ophav. Nørreport Bio gjorde alt for at slippe af med de tyske film så hurtigt, som overhovedet muligt. I juli 1942 afløste ”Tre piger om Schubert” Katharine Hepburn og Cary Grant-lystspillet ”To mennesker gør sig fri”, der havde spillet i knap tre måneder for blot at blive afløst én dag efter af en anden tysk med titlen ”Lov mig intet”, der også spillede blot én dag etc. Mærkeligt nok fik Rassows omgåelse af de tyske film under besættelsestiden aldrig nogen konsekvenser.

Fortællingen om ”Landevejskroen” består som den mest berømte biografanekdote fra krigsårene. I provinsannoncer ved en repremiere på filmen 15 år senere kunne man læse, hvordan 1,5 millioner havde set filmen i Nørreport Bio. Det var ikke sandt, men så mange billetter var der da solgt på landsplan. Ikke mange film kan være med i den klub.

Efter krigen består programmet gennem nogen tid af amerikanske film. Det er krigsfilm og lystspil. I august er der premiere på den danske komedie ”Panik i familien” sammen med fire brobiografer. Det er første gang man deler premiere med andre og det sker ikke ofte siden, men biografens repertoire er ved at skifte karakter. Det skete vel egentlig allerede ved ”Landevejskroen” og Formby-komedien før denne, at Rassow opdagede, han kunne få endnu flere ind til bredt favnende titler, selvom hans mere kunstnerisk anlagte repertoire også havde fungeret mere end glimrende. Alexandra Teatret var flyttet over til en større sal på Nørregade og Grand havde efterhånden også fået et større kvindeligt publikum til den genre, Nørreport havde lagt ud med. Derfor lagde Rassow sig snart mageligt i slipstrømmen på repertoiret i Palads, hvor man til de bredere titler sidst i 1940’erne desuden manglede Kino-Palæet efter schalburgtagen selv efter tilkomsten af den nye kæmpebiograf Saga, der heller ikke havde problemer med at fylde sin store sal. I 1946 er samtlige premierer engelske eller amerikanske og det samme gør sig gældende i 1947 på nær en enkelte fransk, ”Oberst Chabert” med Raimu.

Tobaksrygning har været forbudt i Nørreport lige fra åbningen, så det er ikke det, der forårsager en ulykkelig brand om formiddagen den 28. december 1947, hvor salen bliver fuldstændig raseret. Branden er værre end den, der lukker Odeon-biografen i 1958. Man mener, der er sket en kortslutning i de tekniske installationer bagerst i salen, der justerer lyd og belysning og som herefter har spredt sig til træværket. En vinduespudser havde set sort røg stige op fra en ventilationskanal og tilkalder brandvæsenet. Man er bange for en gaseksplosion og sprænger derfor alle udgangsdørene inden slukningsarbejdet går i gang. Bygningens jernbetonskonstruktion sikrer, at ilden ikke har bredt sig, men indvendigt er ødelæggelsen total. De bagerstre stolerækker er helt brændt væk og kalkpudset på væggene havde slået revner over alt på grund af den kraftige varmeudvikling. Fortæppet var en forkullet klud, men lærredet var mærkeligt nok ikke brændt. Kun operatørrummet står stort set ubeskadiget, ligesom foyeren også klarer frisag.
 
 
En uge før jul havde man haft premiere på Basil Deardens engelske ”Never Give Up”, som fortsat var på plakaten ved branden. Filmens titel tager man som et positivt tegn. Loftet males nu helt hvidt. Der er endnu 788 pladser og nye stole kommer atter fra Odense Stolefabrik. På gaden er forretningerne ved siden af blevet til en bodega, der en del år også tilbyder smørrebrød med udeservering. Allerede den 21. februar 1948 fortsætter programmet, hvor man slap. Efter denne vises ”Aladdins eventyr” til en måneds fortsat succes og den ene tage den anden. Der er stribevis af populære engelsksprogede film på Nørreports premiereprogram. Filmene holder sig ofte på plakaten tre-fire uger ad gangen og sommetider længere endnu. Enkelte gange er man nødt til at tage en film af efter blot få dage, men det er sjældent.

I 1949 er den største succes Victor Mature i kriminalfilmen ”Dyrekøbt” og ved juletid overtager man Carol Reeds ”Den tredie mand” fra Palladium og holder den på plakaten helt til 16. marts 1950. Den 15. december 1950 er der premiere på John Fords ”My Darling Clementine” og i 1951 viser man den danske film ”Nålen” med Ebbe Rode sammen med en bunke øvrige. Det er den første danske siden 1945 og flopper gevaldigt. Herefter holder Nørreport sig atter til de amerikanske og britiske og som tidligere en fransk film sådan cirka hvert femte år. I julen 1951 er ”Herligt forelsket” med David Niven det helt store nummer og vises knap to måneder. Det er nærmest til en afveksling, for ellers består programmerne udelukkende af spændingsprægede titler.

I marts 1952 dør Rassow efter nogen tids sygdom 75 år gammel og biografen videreføres herefter midlertidigt af hans søn, Helge. Han har hidtil har fungeret som inspektør og i praksis stået for det hele det seneste års tid. Han søger selv bevillingen blandt 42 ansøgere, men den går i august til Foreningen Norden, der kommer til at drive den de næste 29 år. Det var i denne tid populært at give biografbevillinger til foreninger i stedet for som pensionsordninger for ældre teaterfolk. Biografen er en af byens allermest attraktive og alligevel overvejer Anthon Melbye, der fortsat ejer huset, at omdanne biografen til teater. Det er så moderne for tiden, men det sker (heldigvis) aldrig. Helge Rassow fortsætter som ny direktør og kommer godt ud af det med den nye bevillingshaver. Han fortsætter den stil, hans far allerede var slået ind på med et gedigent, spændingspræget repertoire af rimelig kvalitet, som både pressen og publikum oftest er godt tilfreds med.

I 1953 er den største succes den knaldspændende ”Havet sletter alle spor” med Jack Hawkins og sidst på året vises som noget nyt en børnefilm, nemlig den schweiziske ”Heidi”. De fleste dage dog kun om eftermiddagen, men den er på plakaten i fire uger. Herefter kan man fra tid til anden se familiefilm i Nørreport omkring jul eller i efterårsferien, hvor det dog oftest film for raske drenge. ”Heidi og Peter”, der nok mest er for pigerne, kommer i en fortsættelse op mod julen 1956. På et tidspunkt begynder man også at supplere premierefilmene med de mest oplagte repremierer. Det er ligesom under krigen, men repremierefilmene er nu altid amerikanske, fx ”Herfra til evigheden” eller ”Shane – den tavse rytter”. En film som ”Tabte horisonter” har allerede haft repremiere i biografen flere gange.

I oktober 1954 er der endnu en kæmpesucces. Det er Elia Kazans ”I storbyens havn” med Marlon Brando, som vises i hele tre måneder. Det er ny premiererekord. Nørreport får derfor også premiere på Brando i ”Vild ungdom” i februar 1955. For første gang i ti år er der atter en svensk film på plakaten dette år, nemlig ”Sømandstøsen”, som er instrueret af Ingmar Bergman. Den blev ikke velmodtaget af biografens publikum, der hellere ville se noget solid spænding, men måske følte ’Norden’ behov for at tækkes bevillingsnævnet, der snart skal se på forlængelsen. Bergman følte sig altid meget bedre tilpas i Metropol og der var åbenbart ikke slet længere et romantisk publikum til Nørre Voldgade-biografen som femten år forinden.

Mens man kører en række repremierer, installeres der i forsommeren 1957 CinemaScope i Nørreport forud for premieren på Raoul Walshs ”Læderhalsene”, der vises med fire-sporet magnetlyd. Der er premiere den 19. juli. De første to rækker fjernes og antallet af siddepladser falder dermed til 750. Der skabes ved samme lejlighed en lidt større scene. Der er allerede opsat widescreenlærred og nu kommer der to nye fortæpper i hhv. gult og grønt. Der tilmed gong-gong til pauserne, men krigsfilmen vises forkortet og dermed uden pause til fordel for to aftenforestillinger.

I foråret 1958 emigrerer Helge Rassow til Canada for ikke længere at betale den høje danske skat. Foreningen Norden ansætter som ny direktør Jens Maegaard, der gennem et år havde været direktør for Strand Teatret i Hellerup samt en 25 år lang karriere forud som inspektør i Metropol. Han skulle dermed have den fineste forstand på biografdrift og publikum. Største film i 1958 er ”High Society” med Bing Crosby, Grace Kelly, Frank Sinatra og Louis Armstrong. En anden kæmpesucces er Nicholas Rays mesterværk “Vildt blod” med James Dean i sin sidste rolle. Sidst i oktober overtager man David Leans fremragende krigsfilm ”Broen over floden Kwai” fra Saga.

I 1961 bliver der skudt mod Nørreport Bio og Foreningen Norden. Ikke i bogstaveligste forstand men i forhold til repertoiret, som mange mener, har bevæget sig fra det sobre til det tarvelige. Man tager alene afsæt i antallet af spilleuger for at afgøre en films kunstneriske succes. Gid det også var såvel i dag. Det er titler som ”Autostradaens lokkeduer” og ”Den sorte slavinde”, der falder folk for brystet. Man antyder, det kun er de nye franske ”Lemmy”-film med Eddie Constantine, der kan holde sig på plakaten længere end blot en lille uges tid. Man har glemt en titel som krigsfilmen ”De nøgne og de døde” med Aldo Ray, der spillede fra julen 1959 og 3½ uge ind i det nye årti, men ellers var der nu noget om snakken. Repertoiret havde rigtig nok på det seneste bestået af en række tyske spændingsfilm, der ofte får premiere i amerikansk-synkroniserede versioner mellem det velkendte amerikanske repertoire, der ikke længere helt holdt niveauet. Ved juletid 1961 får John Fords ”To mand red ud” med James Stewart nu fin succes og spiller i fem uger og i februar er der premiere på ”Hajen” med Paul Newman, som dog kun holder sig på plakaten i to. Bedre går det i Nørreport, når man lokker med kontante titler som ”Bær ham ud, Lemmy!”, der får følgeskab af stribevis af øvrige i samme slå-på-tæven genre. Censuren tager det ikke længere så tungt.
 
 
Først i april 1964 indtræffer Nørreports næste revolutionerende kapitel. Den 5. april denne måned er der danmarkspremiere på ”Agent 007 – Mission: Drab” med originaltitlen ”Dr. No”. Det er en lille agentfilm blandt mange med et frisk ansigt i hovedrollen, Sean Connery. Filmen bliver en nydelig succes og er på plakaten i tre uger. Ingen vidste endnu, hvad der ventede forude. Filmen sælger ganske enkelt nærmest flere og flere billetter, som tiden går. Resten af 1964 fordrives med amerikanske og europæiske spændings- og gyserfilm af lidt tvivlsom karakter, men der er nu publikum i Nørreport til næsten alt. Den genoplivede Dr. Mabuse vender også tilbage ved flere lejligheder.

Man behøver ikke vente alt for længe på næste topsucces, for den kommer allerede til jul, hvor der er premiere på Bond film nr. 2, ”Agent 007 jages” eller ”From Russia with Love”, der har dansk premiere blot to måneder efter verdenspremieren. Filmen vises i Nørreport fra den 20. december frem til den 2. februar, altså dobbelt så lang tid som den første. Efter denne følger endnu et eventyr med ”Lemmy og dynamitpigen”. Op mod julen 1964 kunne man få spoleret sin nattesøvn med ”Den nat Triffiderne kom” og i juledagene er det atter Bond-tid. Denne gang ”Agent 007 contra Goldfinger”, som er den oprindelige, lange titel på opus 3, som bliver en gevaldig succes. Denne gang spilles helt til den 4. april, så der er atter doblet op. Direktør Maegaard bliver af branchen selv kaldt ’Mr. Goldfinger’. Den sidste film sælger over 170.000 billetter i Nørreport og er den største succes de seneste syv år.

Bond og Lemmy afregner kontant (som en titel også lyder) og endnu en agentserie OSS 117 dukker op, men glider snart stille og roligt ud igen i Danmark. Den 17. december 1965 er der verdenspremiere på ”Thunderball” – ”Agent 007 i ilden”, hvor spillerummet nu strækker sig helt til 17. april 1966. James Bond-filmenes stadigt voksende succes bevirker, at stribevis af spændingsfilm når at få provinspremiere, før de når til København. Filmselskaberne ventede hjertens gerne i månedsvis, til Bond var udspillet. Tænk på den fantastiske trailerkørsel!

I julen 1966 er der ingen ny Bond men noget, der er næsten lige så godt. Her får en italiensk film instrueret af Sergio Leone med en stadig relativt ukendt Clint Eastwood i hovedrollen sammen med Lee Van Cleef premiere med titlen ”Hævn for Dollars”. Måneden forinden havde samme instruktørs ”En nævefuld dollars” haft premiere i Platan og overrasket ganske eftertragteligt. Den nye spaghettiwestern-genre er født og domineres snart af Django-film og diverse efterligninger, men Leones film var selvfølgelig bedst.

Den 11. september 1967 er turen kommet til ”Du lever kun to gange”, men nu får Nørreport ikke længere lov til at holde Bond-premiere alene. For første gang nogensinde må man dele en udenlandsk film med en anden storbiograf, nemlig Kinopalæet og den efterfølgende Bond-film viser man slet ikke. ”I hendes majestæts hemmelige tjeneste” kommer kun op i Saga. Kinopalæets tilkomst trækker naturligvis mange tænder ud af Nørreports indtægtsmuligheder og det bliver i 1967 kun til to måneders spilletid på Nørre Voldgade. De senere Bond-film kommer atter op på Nørreport og på et tidspunkt kommer Imperial også med i premiereselskabet, så der nu er tre kæmpesale til rådighed. Det er snart som i vore dage, men Nørreport kan glæde sig over, der helt op til midt i 1970’erne fortsat er en del fine snapse at nyde. Allerede i 1968 kan man hilse på ”Den gode, den onde og den grusomme” fra mester Leones hånd.

I december 1968 lukker biografen i tre uger op til jul for en gennemgribende modernisering. De gamle stole var fuldstændig slidt op og erstattes af nye, røde stole. Antal sæder røres der ikke ved, Nørreport har fortsat brug for så mange som muligt. I operatørrummet installeres to Victoria 10-maskiner med stereo magnettone og dermed Todd-AO. Nørreport kan nu vise film i 70mm. Der genåbnes lørdag den 21. december med William Holden i ”Djævlebrigaden”.

Maegaard dør 63 år gammel i marts 1969 og herefter bliver programlægningen noget svingende, da man gennem nogen tid mangler en direktør i spidsen. Pressen holder vågent øje med udviklingen og i Land og Folk hugger man til i anmeldelsen af ”Syv vilde engle” i oktober. Spaltepladsen benyttes til at lange ud efter Foreningen Norden i stedet for at anmelde filmen, som kaldes et af de stærkeste voldsorgier, man hidtil har set. Filmen var dog tilladt af voksencensuren, der endnu kunne svinge saksen eller totalforbyde. Anders Bodelsen blander sig i kritikken af repertoiret. Da Johan Jacobsen i marts 1970 endelig kan sætte sig i direktørstolen på Nørre Voldgade, får han både læst og påskrevet, hvorledes han bør vige bort fra tidligere tiders håbløse repertoire og nærmere lade sig inspirere af Brusendorffs forvandlinger ti år forinden i Carlton. De skulle så bare vide, hvad der kom til at ske dér få år senere, men det er jo en anden historie. Jacobsen havde tidligere ledet Triangel Teatret fra 1954 til 1966 og havde en lang karriere bag sig indenfor filmbranchen, så han havde de bedste forudsætninger.

Foreningen Nordens direktør, Ole Harkjær, blander sig overraskende nok i debatten og henstiller overfor Jacobsen, som ikke får en ærlig chance. Efter de vanlige spændingsfilm, som biografen tjener sine penge på, har han booket den svenske ”Boghandleren som holdt op med at bade” med Allan Edwall instrueret af Jarl Kulle. Det må man da sige, var en radikal fornyelse, der om noget bragte tankerne tilbage til ”Landevejskroen”, men kunne en sådan film sælge bare ti billetter i Nørreport anno 1970? Naturligvis kunne den ikke det og Foreningen Norden blev naturligvis stiktosset. De fik, hvad de havde bedt om og det var selvfølgelig slet ikke det, de i virkeligheden ville have. Forretningen skulle naturligvis køre som hidtil. Boghandlerbutikken står tom i ni dage og så siger direktør Jacobsen op som kulmination på en formodentlig ganske ophidset diskussion. Han lover dog at blive indtil, man har fundet en afløser. Kort efter tiltræder Børge Slot som direktør. Han har år forinden ledet Scala-Bio, før han etablerer Panorama Films distribution sammen med Just Betzer. Han burde om nogen kunne sin metier.

Allerede den 26. december 1970 får Slot en virkelig stor succes, der kan måle sig med Bond og tidligere højdepunkter. Faktisk får Nørreport nu sin største premieresucces nogensinde målt på antal spilledage. Denne 2. juledag får Ralph Nelsons western ”Soldier Blue” med Candice Bergen og Peter Strauss premiere til formidabel succes. Pressen elsker dens kritiske indstilling til genren, som er vendt helt på hovedet i forhold til så godt som alle tidligere westernskildringer af cowboyhelte overfor de blodtørstige indianere og publikum er lige så begejstret. Filmen er på plakaten helt til den 20. juni 1971. Gæst nr. 100.000 blev modtaget med blomster den 4. maj. Filmen var i mange år berygtet som den mest barske western, der nogensinde har været vist. Den får adskillige repremierer i øvrige biografer, men kommer sjovt nok ikke op i Nørreport igen.

Den 6. marts 1971 forsøger Slot at dele sol og vind lige ved at tilfredsstille både pressen og Norden, der gerne vil blæse og have mel i munden på samme tid. Det får han ganske heldigt lejlighed til ved at kunne sætte Flemming Quist Møller og Jannik Hastrups ”Bennys badekar” på plakaten om eftermiddagen. Det er en dansk tegnefilm i novellefilmslængde, der regnes som et hovedværk indenfor genren. Filmen kommer fornuftigt nok også op i Camera på Sdr. Boulevard, men det bliver i Nørreport, den får størst succes og er på plakaten her i knap 2½ måned. Den 17. maj skiftes ud med ”De fire klovner”, der er et samleprogram med Gøg & Gokke, Buster Keaton og Charley Chase. ”Soldier Blue” spiller kontinuerligt om aftenen og fra 7. juni på fuldt program de sidste to uger.

Er der ikke længere så mange agenter på plakaten i Nørreport, kommer der i stedet spioner. Det er såmænd næsten også det samme. Derudover kommer der flere politifilm og i denne genre får Nørreport sit næste scoop. Det sker den 14. februar 1972, hvor ”French Connection” med Gene Hackman får premiere til fænomenal succes og vises i 3½ måned. I løbet af de første to måneder lagde 80.000 vejen forbi biografen. Historien om Jimmy Doyle er så god, at den får en fortsættelse, der nok er lidt mere mat i sokkerne, men som dog også formår at trække pænt til huse tre år senere. I maj 1972 opsættes et nyt og større lærred, der måler knap 5 x 10 meter. Den 20. september 1972 får Sam Peckinpahs ”Køterne” med Dustin Hoffman premiere og er endnu et pletskud med seks ugers spilletid. Den afløses af Clint Eastwood i John Sturges ”Joe Kidd”.

Nørreports titler i 1970’erne må konstateres at være bedre end de fleste i 1960’erne, så Børge Slot var givetvis en mere kyndig filmmand end de foregående. Alligevel havde Foreningen Norden indkasseret solide overskud alle år, hvor andre biografer allerede var begyndt at skrante. Kinopalæet havde eksempelvis allerede underskud i 1970 og Imperial og Palads havde efterhånden også problemer. Sidstnævnte kunne heldigvis trække på ”Olsen-banden” gennem hele det nye årti op til forandringen til multibiograf, som ændrede alt. Også for Nørreport Bio men endnu har man gode dage på Nørre Voldgade med en række bundsolide film fra de store distributører.

Julen 1972 giver Nørreport en tyvekomedie med titlen ”Fire uheldige helte”, der har Robert Redford på plakaten. Den bliver en fin succes. Man har forinden vist et spin-off på ”Syv mænd sejrer” med ”Syv mænd går til angreb”. Yderst middelmådig film; masser af penge i kassen. I februar 1973 er der atter en politifilm med succes på plakaten i form af ”Distrikt 87 Boston City” med Burt Reynolds og i april kan man se Charles Bronson i ”Mechanic – menneskejægeren”. Den første klarer sig pænt i tre uger, mens Bronson kan trække publikum til i halvanden måned. De efterfølgende par år er det de nye Bond-film, der sikrer biografen sine bedste omsætningstal og der er sommerkavalkade med de gamle, mens Charles Bronson i ”Manden uden nerver” bliver en langvarig succes i marts 1975 med over to måneders spilletid. Ved juletid gentager Bronson sine succesdage i Nørreport med ”Streetfighter”. Han har så godt fat her, at man i sommeren 1976 skifter Bond ud med Bronson og kører en kavalkade med ham i stedet. Særligt ”Stone Killer” bliver en gevaldig succes ved denne lejlighed. I efteråret bliver den danske ”Strømer” med Jens Okking en succes og trækker godt helt til jul, hvor ”Den røde pirat” med Robert Shaw fylder salen godt op.

Den 1. april 1977 er der premiere på ”Manden med milliarderne” med Terence Hill, der viser sig overraskende populær. Denne sommer er der den 30. juni repremiere på ”Den store flugt” med Steve McQueen, som spilles helt til 12. august, hvor der er premiere på ”Spionen der elskede mig”. Selvom Imperial og Kinopalæet er med, er den på plakaten helt til den 1. december. Mandag den 19. december 1977 lukker man for den sidste modernisering. Seks stolerækker udskiftes med nye sæder med bedre benplads og antallet af stole falder til 644. Filmmaskinerne bliver forsynet med et hulkortsystem, så operatøren nu kan starte filmen fra salen og man sparer hermed en medarbejder. Der genåbnes 2. juledag med Jens Okking i ”Skytten”. Filmen vises i hele to måneder, selvom den også spiller i andre biografer. Den 20. marts 1978 er der en endnu større succes, da Morten Arnfreds ”Mig og Charly” vises helt frem til den 23. juli. Filmen har også premiere i Tivoli Bio. Den 13. september 1978 deler man premieren på Walter Hills ”I storbyens nat” med Palads. Filmen kommer fra Nordisks egen distribution.
 
 
Arkitekt Jens Houmøller Klemmensen forslag til biografens indgang, der endte med at se en smule anderledes ud.

Den 16. oktober tager man atter en dansk film på plakaten i håb om succes, men fiktionsfilmen ”Hvem myrder hvem” fra Alliance Film om atomkraftproblematik flopper gevaldigt, selvom man har den alene og tages af efter en uges kørsel for næsten tom sal. Den skiftes ud med Burt Lancaster i krigsfilmen ”Til sidste mand”, der passer noget bedre til Nørreports gammelkendte stil. Fra den 11. december deler man ”Dødens gab 2” med både Palads og Tre Falke og det kommer biografen til at måtte vænne sig til. Fra Nordisk kommer ”Convoy” kørende den 26. januar 1979 og vises i to måneder sammen med Palads. Den bliver en gigantisk succes på landsplan og sælger totalt mange flere billetter i Palads. Det gentager sig med næste premiere, der finder sted 30. marts på Michael Ciminos ”The Deer Hunter” ligeledes fra Nordisk, hvor både Palads og Tre Falke igen er med på premieren. Palads har den som bekendt på programmet i årevis, mens Nørreport viser den til 13. maj. Den 6. juli får Walter Hills ”Krigerne” premiere og trækker vældig godt de næste fem uger, men Tivoli Bio fortsætter med filmen i tre måneder efterfølgende og sælger mange flere billetter. Det bevirker, at distributøren C.I.C. i endnu højere grad foretrækker Nordisk og Sandbergs Stjernebiografer til disse ungdomsorienterede film, hvor de kan spille mange flere penge ind på sigt, når filmene kan rykkes rundt mellem salene. I august 1979 er der premiere på ”Moonraker”, der bliver biografens sidste Bond-film. Filmen tages af plakaten den 8. oktober til fordel for en repremiere på ”Rædsler i dybet”. Der var ikke mange gæster de sidste dage og skrækfilmen kommer der heller ikke nogen til.

Fra 12. oktober 1979 vises ”Atlantis – byen under havet”, som man har solo fra Nordisk. Til 21-forestillingen vises ”En nævefuld dollars”. Børnefamilierne flokkes dette år til Palads, mens eventyrfilmen vises for en ganske tom Nørreport-biograf. Efter denne sættes ”Læderhalsene” op igen og denne gang i ubeskåret version. Den 9. november giver C.I.C. alligevel Nørreport premiere på den ellers fine ”Bande brødre” i håb om at gentage succesen med ”Krigerne” fra om sommeren men uden det forventede resultat. Den skiftes ud med ”Gigant edderkop invasion”, som er en pinlig amerikansk katastrofefilm. Så er næste film klasser bedre. Det er "Ørneborgen", der tages op som repremiere.

Fra 21. december 1979 er ”Charley og Steffen” er en sørgelig undskyldning for en fortsættelse af ”Mig og Charly” og det er bestemt ingen god jul i biografen. Derouten fortsætter i 1980, hvor der ikke er mange succeshistorier. Enkelte ganske gode film finder vej, hvor det er Nordisk, der atter forbarmer sig over Nørreport et par gange og giver premiere på Stuart Rosenbergs ganske effektive gyser ”Spøgelseshuset” (”The Amityville Horror”) og ”Mad Max” med Mel Gibson, men formentlig mest fordi Nordisks egne biografer ikke havde fornemmet den succes, der var i vente. Herudover består filmene af mere tarvelige sekundaprodukter som ”Angreb fra dybet”, ”Jaguar”, ”Power Play”, ”Skråt op med F.B.I.” og ”Supersonic Man” m.fl. Kvaliteten var som omkring 1960, men denne gang kom der ingen og så dem. Der er dog en agtværdig repremiere på ”Papillon” i april, som vises i fem uger.
 
 
Den 27. juni 1980 viser man ”Emanuelle – erotikkens dronning”. Det bliver biografens eneste flirt med den pseudo-pornografiske genre, hvilket er imponerende nok i sig selv. Herefter kan man se Ruggero Deodatos hårrejsende ”Kannibalmassakren”, der er en absolut drøneffektiv ”lost footage”-film, som den senere ”Blair Witch Project” er inspireret af. Man gad nu vide, hvad Bodelsen og de andre kritikere ville have sagt til denne ti år forinden. Filmen havde passet sig meget bedre til Sagas repertoire i disse år, men i Nørreport bliver den en udmærket sommersucces og biografens sidste film, der trak et større publikum foranlediget af en bred lancering af distributøren Palladium Film, der ellers aldrig gjorde sig i en filmgenre som denne. Man advarede bl.a. med ’Garanteret Deres livs mest chokerende oplevelse’ og ovedrev for en gangs skyld end ikke.

Sommeren 1980 er en mærkelig en af slagsen. I Grand får Peter Refn stryg for at vise ”Caligula”, hvad han udelukkende gør for overlevelsens skyld og filmen indspiller her 110.000 kr. de første fire dage. Det er store tal i 1980 og uhørt store for en juli-måned. I Imperial viser man sidst på måneden ”Fredag den 13.” og Alexandra har under Gunnar Obels ledelse taget ”Ilse – hunulven fra SS” op igen. Pressen uddeler hug til højre og venstre, men burde nærmere spørge sig selv hvorfor, det forholdt sig sådan. Analyserede man i dybden kunne man se, at Alexandra, Nygade og Saga i desperation alle var ombygget til tre sale sommeren forinden ved at dele balkonerne op i to sale. Colosseum var lukket i foråret 1979 (men genåbner senere i 1980). Metropol var lukket i januar 1980 og Rialto havde netop opgivet driften ved udgangen af juni. Foreningen Norden melder også ud, at man har tænkt sig at skille sig af med Nørreport, som hermed også er i fare for at måtte lukke. Så sent som i november forsøger Børge Slot at få biografen over på egne hænder.


Efter kannibalerne kom ”Dirty Harry” op igen en uge, men herefter måtte man dele den i forvejen lille gyser ”Når en morder ringer” med Palads. Man formår at holde den på plakaten i knap tre uger formentlig i mangel af bedre. Herefter er der en lille københavnerpremiere på ”Kæmpekrokodillen” og flere repremierer, før C.I.C. har Michael Caine på toppen af plakaten til Nørreport i efterårsferie-filmen ”Øen”, der er en pænt lanceret adventurefilm, som holder sig kørende i fire uger. Herefter vises ”Dr. Zivago” i to. Palladium-selskabet har købt en pakke gamle italienske film fra 1960’erne, der ikke har været vist forud i Danmark og ”Kommando djævle” kommer op i Nørreport. Dybt at falde. Den får følgeskab af den nye version af ”Nøddebo præstegård” om eftermiddagen og siden kommer ”Ørneborgen” op igen til aftenforestillingen i ugerne op mod jul. Her vises ”Heltene fra Iwo Jima” fra 1949 med John Wayne som repremiere for første gang i Nørreport, men der kommer ikke mange og ser den. Den erstattes af repremiere på ”Ben-Hur”, som biografen heller ikke har vist forud. Den ellevedobbelte Oscarvinder skiftes sidst i januar ud med den australske spændingsfilm ”Dræb ham, han ved for meget”. Herefter vender Clint Eastwood tilbage i ”Coogans Bluff”.

Biografens sidste premiere finder sted fredag den 6. marts 1981 med ”Han ved, du er alene”, der har en meget ung Tom Hanks på rollelisten. Den 16. marts 1981 skiftes gyserfilmen ud med endnu en Clint Eastwood-film, nemlig ”Flugten fra Alcatraz”, der havde haft premiere i Kinopalæet i november 1979, men som ikke blev rykket over i øvrige biografer bagefter og derfor kunne samle et lille publikum.

Torsdag den 26. marts 1981 er det slut. En avisstrejke er varslet til at starte dagen derpå og bliver i øvrigt langvarig. Der havde været underskud for længe. De sidste uger var der blevet meget tomt i biografens udhængsskabe. Der var ikke flere kommende film at reklamere med. Bortset fra spillemaskinerne i den ene side af indgangspartiet lignede det hele ellers sig selv som i 1938 med udhængsskabene i hver side, billetkontoret for enden og foyeren til højre med chokoladekiosken. Trappen op til balkonen havde længe været spærret af med en snor ved de fleste forestillinger. Der havde ikke længere været behov for den. Biografen havde vist en del film de sidste år, man nok kunne have været foruden, men man havde forsøgt sit bedste. Repertoiret over 42 år kunne man godt være bekendt og Nørreport Bio skriver sig ind i historien som en af byens mest markante biografer gennem tiderne. Historierne om landevejskroen og James Bond kan gøre det alene.
 
 
Efter lukningen kommer en del af de røde, velourbetrukne sæder til Bio i Næstved. Det var 230 stole fra de første rækker, der kun var foret med træuld. Man blev lidt øm bagved i Næstved de efterfølgende år. En del af de øvrige sæder endte i Nordjylland. Sofarækken var behagelig at sidde på. Gad vide, hvor den endte?

I oktober 1981 køber Irma sig ind i biografen. Supermarkedskæden har overtaget stribevis af nedlagte biografer rundt om i Københavnsområdet og placeringen ved Nørreport Station er naturligvis ideel. Irma ligger der af den grund endnu og har siden udvidet, da man knap tyve år senere også inddrog bodegaen. Oprindelig skete indgangen til supermarkedet gennem den gamle indgangsportal, hvor baldakinen blev stående nu med Irmapigen malet på undersiden. Ved ombygningen blev baldakinen fjernet, ligesom den øvrige skiltning på facaden. Her kunne man bagved for en stund skimte aftrykket af oprindelige ’Nørreport Bio’-bogstaver over bodegaen. Hele fronten får en ny glasfacade og indgangen flyttes over i højre side. Indvendigt er det nu umuligt at se, her engang har ligget en biograf. Der er opsat et løst loft over gulvplanet og den bagerste del af biografsalen er omdannet til lagerrum. Hele toppen står der endnu. Udefra kan man i højre side skue hele den oprindelige biografsal i dens oprindelige form med udgangsdørene og trappen op til operatørrummet, der stod ubenyttet hen i mange år. Det gør det formentlig endnu. Balkonen eksisterer også fortsat. Et billede taget deroppe for få år siden viser hele den øvre del af salen i sin oprindelige form med prosceniet for enden. Der er dog et virvar af tekniske installationer og garanteret temmelig støvet.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark
• Gå til mere om Nørreport Bio, København
 
 
  

• Gå til
Nørreport Bio
 
Gå: tilbage - op
Opdateret tirsdag, 23 november 2021 20:28:39