biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Odeon

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Odeon's gavlreklame den 6. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev

ODEON
Fælledvej 6
Åbnet 3. oktober 1925
Lukket 16. september 1958

Odeon er tegnet af arkitekterne Arthur Wittmaack og Vilhelm Hvalsøe, der kendes for en række øvrige københavnske storbiografer, men Odeon-salen er ikke ny. Den er indrettet på Fælledvej 6 i den forhenværende ’Florasalen’, der var et stort og smukt etablissement med balkon og sideloger på både balkon og gulv. Der var kæmpe dansegulv oplyst af en enorm lysekrone i det smukt dekorerede loft. Der var tillige indrettet restaurant i balkonfoyeren. Florasalen var opført i 1908, hvor man havde åbnet sine døre en sensommeraften, lørdag den 29. august. Det var i princippet indrettet som et finere teater, men fungerede altså primært som fornem dansesalon. På grund af lokalets praktiske indretning blev salen også benyttet til vælgermøder, generalforsamlinger, julefest o.a. Forhuset er en femetagers beboelsesejendom med forskellige forretninger i stueetagen og er opført samtidig med salen bagved. Dansesalonen fortsætter lige til juni 1925, men på det sidste var politiet ved flere lejligheder kaldt til stedet, så man kan formode, det ikke længere gik helt så fint for sig som ved åbningen.

•  Gå til stoleplan Odeon Teatret

Den 6. juni 1925 køber et konsortium hele huset for en million kroner med tanke på at omdanne huset til biografsal, hvilket justitsminister Steincke giver sin tilladelse til få dage senere, efter at have godkendt stedet til biografbevilling. Konsortiet har allieret sig med forfatter og redaktør Carl E. Simonsen og pianofabrikant Søren Jensen, der har en biografbevilling på hånden, som endnu er uudnyttet. Bygningen ejes nu af William Nielsen med den velhavende Tage Nørgaard i kulissen, der selv driver biograf andetsteds i byen med bevillingen til Nørreport Teater. Han kommer til at stå i spidsen for Odeon som administrerende direktør frem til 1935 på vegne af bevillingshaverne, mens direktør Oluf Hansen fra Dansk-Svensk Film bliver formand for Odeon Teatrets bestyrelse. Biografen åbner som en direkte konkurrent til den nærliggende Nørrebros Biografteater på Nørrebrogade.

Florasalen kunne til forveksling minde om forlystelsesetablissementet Parisienne på Vesterbrogade, der i 1913 blev til Vesterbros (biograf)teater og er af samme årsag heller ikke vanskelig at omdanne til Odeon. Kun logerne på gulvet må fjernes, men her bliver søjlerne så stående til nogen gene for de nye stolerækker, hvad angår pladserne helt ude i siden, hvor udsynet flere steder forringes betragteligt. Den omdannede sal får et let skrånende gulv med 24 rækker i gulvplan og en loge bagerst, hvor orkestret oprindelig var placeret. Her bliver der otte pladser med separat indgang. Derudover er der indgangsdøre til salen i hver side. Balkonen får seks brede rækker også med indgang i hver side samt tolv logepladser bagerst, mens sidelogerne indrettes med to sæder ad gangen i skrå vinkel mod lærredet. Der er nødudgange fra sidelogerne i hver side ved lærredet. Den venstre fører ned i selve salen, mens den højre fører direkte til gården. Gulvplanet har derudover også tre udgangsdøre mod gården til højre med nogle trin ned. Alle stole skulle være behagelige at sidde på ved åbningen, selvom det er træsæder med let polstring. Odeon får i alt 759 pladser incl. balkon og sideloger heraf 506 på gulvet.

Salen beskrives som opført efter parisisk mønster dekoreret med brogede farver og foyer med fortræffelige garderobehold som det sig hører og bør for et finere teater. Et seksmands orkester spiller på scenen med lærredet hævet noget herover. Selvom farverne er brogede, nemlig holdt i grønt og mørkegråt, beskrives atmosfæren som humørfyldt og folkelig. Måske den gamle flora fortsat rumsterede? Salens dekorationer og udsmykningen af prosceniet er udført af malerinden Carla Rasmussen, som hermed sætter sit kvindelige præg på de ellers mandsdominerede biografer. Der er sorte lister med guldkant og balkonen er også dekoreret med guld. Loftet er udstyret med et bekosteligt ventilationsanlæg ført gennem nye kanaler i det hvælvede loft.
 
Læs mere her:

Odeon, København

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 

Biografens indgangsparti fra gaden er ganske smalt som en hall med lille vindfang ud til gaden med plakatskabe og herefter vestibule. Inde bagved denne ligger billetkontoret til højre, sådan som Alexandra Teatret i Nygade også er indrettet, med tre salgssteder. Bagved dette er der nedgang til dametoiletter i kælderen. Først herefter når man nogle trin op til selve foyeren foran biografsalen, der strækker sig i forlængelse bagved. Umiddelbart inde til højre fører en bred trappe op til balkonfoyeren og til venstre for denne foran en halvvæg, hvor trappen drejer til venstre op, ligger en lille kiosk. Der er to søjler i foyerens venstre del. Til højre fører en trappe under balkontrappen og kiosken ned til herretoiletterne. For enden er der nødudgang direkte til gården. Hele foyeren er holdt i lyse farver med guldornamentering.

Ud mod gaden gjorde biografen ved åbningen ikke stort væsen af sig. Facaden var uden baldakin udover fortovet og ikke særlig prangende, men på gavlen maledes (muligvis senere) et gigantisk Odeon-skilt og mellem stuens forretninger og lejlighederne på første sal kom der stort biografnavn op, der hurtigt blev suppleret med en meget lang reklamestreamer for det aktuelle program. Selv mellem førstesalens vinduer kom der stribevis af filmreklamer og sommetider kæmpe figurer. Snart var ingen i tivlv om, at hér lå der en stor biograf. Mens ”King Kong” var på plakaten, holdt kæmpeaben en flyver i sin hule hånd, mens han faretruende dominerede hele indgangspartiet op til anden sals højde. Der var sandelig ikke sparet på noget.

Åbningsfilmen lørdag den 3. oktober 1925 kaldes ”Midnatsekspressen” om en jernbanekonges uduelige søn, der til slut får afværget en stor togkatastrofe. Man reklamerer med, at tobaksrygning er tilladt. Ekspressen kører med fin belægning i ni dage og fortsætter herefter i Grand. Som en sjældenhed bevægede en film fra broerne og ind til centrum, men det bliver ikke Odeons eneste premiere, der foretager denne vandring.

Den 7. februar 1927 får biografen sin næste danmarkspremiere. Det er ”Bigamist for en aften” med Laura La Plante, som bliver en vældig lattersucces, der også flyttes ind til centrum. I dette tilfælde til Central Teatret. Man begynder at tro, Odeon har premiereevner og der tilfalder de næste måneder teatret endnu flere af slagsen. Nogle pilles af efter få dage og det er om noget en ting, biografen faktisk bliver kendt for. Nemlig at filmene oftest kun er på plakaten kort tid ad gangen. Det gælder også Odeons premierefilm, der sjældent får mere end en uge på plakaten. I begyndelsen er det særligt de amerikanske selskaber, der giver Odeon sine premierer, ligesom det er tilfældet for Nørrebros Biografteater, men film fra eksempelvis Skaarup finder også vej. Komedier er vældigt populære, men med tiden finder westerngenren også et godt hjem i Nørrebro-biografen i fint kompromis med Vesterbros Teater, der tager sig af sin bydels publikum med film i samme genre. Det er ikke kun i udseende, de to biografer ligner hinanden. Når de to deler premierebiograf med andre, er det som årene går ofte med hinanden.
 
 
I juli 1930 spiller ”Tarzan og Opars juveler” i elleve dage med Frank Merrill som Tarzan. Det er ny rekord. Johnny Weissmüller har knap overstået karrieren som OL-svømmer og derfor endnu ikke overtaget Tarzan-rollen, men da han først kommer på lærredet, er der ren folkevandring til Odeon, selvom filmene har premiere i større centrumbiografer forinden. Tarzan bliver ufattelig populær på Fælledvej. Det samme gør Gøg & Gokke. Da ”Midnats-spøgeri” får premiere her den 31. august 1931, er den på plakaten i hele to uger. Nu begynder der snart at være seriøs rift om at få premiereplads i biografen. Brobiograferne kan efterhånden selv løfte selv halvstore titler. Colosseum på Jagtvej har efterhånden også forrygende succes som premierebiograf, mens den mindre Nørrebros Biografteater modsat hører op med de nye titler. Lokalbefolkningen går virkelig ofte i biografen på Nørrebro, men man må formode, at folk også begynder at komme langvejs fra. Det er vældig nemt at nå dem med sporvogn eller i eget køretøj. I august 1932 deler man ”Kærlighedskvaler” (bedre kendt som ”Gøg og Gokke i fremmedlegionen”) med Rialto og senere film deles gerne med Boulevard Teatret, der var duoens mest populære københavnske tilholdssted. Amerikanske film var der alt andet lige flest af i Odeons programmer. Svenske film kom kun sjældent forbi og danske fyldte heller ikke alt for meget de første år. Efterhånden fik man dog en del af komedierne på plakaten og sporadisk også en premiere. Her tegnede Emanuel Gregers’ ”Min kone er husar” i julen 1935 den første film, der spillede længere end to uger.

Det eneste man aldrig så i Odeon, var kulturfilm, altså kunstneriske film. Aldrig og aldrig… de var sporadisk på plakaten, når bevillingen skulle fornyes, men ellers var det bestemt ikke kunstens højborg, man befandt sig i, når man besøgte den gamle dansesal. Af en eller anden grund slap man afsted med det, mens ’pænere’ biografteatre måtte argumentere i øst og vest og gøre rede for selv de mest nydelige programmer, når pressen havde kastet sig frådende over ’en god historie’. Sagen var den, at Odeon længe forblev en sag mellem biograf og publikum, mens anmelderne og kultureliten ofte ikke tog sig synderligt af den. Den, der lever stille…

I 1935 er bevillingen overgået til Herman Erasmi Sørensen (Hermann-Sørensen), der har en lang karriere i branchen bag sig. Han er bror til den 5½ år ældre Eduard Schnedler-Sørensen, nuværende bevillingshaver til Vesterbros Teater og havde forud fungeret som inspektør i flere af broderens tidligere biografer. Han havde selv drevet Fotorama-biografen i Haderslev, før han i 1925 blev inspektør i det nyåbnede Alexandra Teatret i Nygade, som også kontrolleredes af udlejningsselskabet Fotorama, hvor broderen på dette tidspunkt ligeledes var direktør. Herman Sørensen var selv blevet direktør i Fotorama forud, da han i 1935 fik den attraktive bevilling til Odeon. Her skal han både finde en tilfredsstillende lejeordning med biografens ejer, Odeon tilhører fortsat Nørgaard, samt afholde en fastsat afgift til de forrige bevillingshavere, Jensen og Simonsen.

Herman Sørensen løfter biografens repertoire en anelse for en stund. I foråret 1936 kan man se ”Forår i Heidelberg” og den fungerer faktisk udmærket gennem to uger. Der var åbenbart publikum til alt i Odeon. Faktisk kom der flere moderate succeser af en vis kunstnerisk kaliber de næste år, men ligefrem Alexandra Teatrets repertoire var det nu ikke. De tyske film fik efter ”Heidelberg” nu alle mere spillerum, efterhånden som der generelt kom flere og flere af dem til landet. Her tog Odeon sig gerne af de mere spændingsmættede. Da krigen også nåede til Danmark, var Odeon en af de første til at vise en rendyrket tysk propaganda-krigsfilm, nemlig ”Ilddåb” produceret af Tobis og distribueret af Nordisk Film. De havde flere af samme skuffe ude i Valby, slemme mennesker. Selvom amerikanske film var forbudt ved udgangen af 1942 vistes ”Ulvehundens hævn” fra 1934, der havde haft premiere i Odeon i oktober 1941, alligevel i biograferne så sent som i 1943 og Disneys kortfilm fik også lidt længere spillerum. Tyskerne var vist generelt udmærket tilfreds med Odeon.

Allerede tidligt i krigen bakser Herman Sørensen med en udvidelse af biografen til 1.000 pladser, men planerne sættes midlertidigt i bero, da man afventer en eventuel omlægning af gadekrydset og der er også snak om en undergrundsstation i området. Desuden løber hans lejekontrakt med Tage Nørgaard kun til den 1. juni 1941. Han håber at kunne flytte sin biografbevilling over til Nørrebros (levende) Teater, mens Nørgaard varsler at tilbageføre biografen som danselokale eller andet forretningsmål. Ved samme lejlighed præsenterer han dog planerne for en endnu mere markant Odeon-biograf, der vil få hele 1.350 pladser. Nørgaard har Palladium som forbillede, men det er i virkeligheden nok særligt Colosseum, man gerne vil overgå. Odeon har i 1940 cirka 400 gæster pr. forestilling i snit, men man higer efter minimum det dobbelte. Flotte facadetegninger lader ikke Vesterbrogade-biografen noget efter, men hverken Sørensens eller Nørgaards planer bliver til noget. Sørensen ender med at forlænge sit lejemål med ti år, mens Nørgaard finder en investeringspartner, som på sigt overtager hovedparten af Odeon-selskabet. Ved udgangen af krigen ejes bygningen af Universal Trade Company ved Tage Jørgensen. Han sælger siden aktiemajoriteten videre til Henning Karmark, der uatoriseret benytter nogle af kælderlokalerne til opbevaring af en del udspillede ASA-film.

Herman Sørensen dør i oktober 1943 efter nogen tids hjerteproblemer og året efter får instruktøren og skuespillerinden Bodil Ipsen bevillingen til Odeon ud af henved 200 ansøgere (!), der bl.a. også talte Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks. Så populær var den biograf virkelig og særligt Karmarks ASA-selskab havde håbet at få en produktionsbevilling, hvad man først fik flere år senere, da Kino-Palæet blev genopført efter schalburgtagen. Odeon var nu et spøjst valg af både Ipsen som biograf og af bevillingsnævnet af hende til netop dén, hvis repertoire vel lå så fjernt fra Ipsen som noget. Men måske netop derfor. Overgangen fra boet efter Herman Sørensen via Nørgaard til Ipsen gik nu ikke gnidningsløst. Man skulle først ud af Sørensens bundne lejekontrakt, men efter nogle nervepirrende måneder i efteråret 1944, hvor biografen var i overhængende fare for at lukke, kunne Ipsen flytte ind.

Da pladserne i sidelogen ikke længere blev benyttet, faldt antallet af siddepladser til 707 og da man i maj 1948 moderniserede og fjernede et par rækker til fordel for bedre benplads på række 9 og 16, reduceres yderligere til 662. Der genåbnes fredag den 28. maj med ”Den gådefulde Martha Ivers” med Barbara Stanwyck i titelrollen. Odeon havde her fået knap 300 nye sæder på den bagerste del af gulvet, mens man lod de forreste og balkonstolene blive stående. Der var desuden kommet nye løbere på gulvet og nyt fortæppe. Tobaksrygning var i øvrigt nu blevet forbudt, hvilket publikum efter notat havde lidt svært ved at finde sig tilrette ved. Selve repertoiret lod til at have været gennem noget af en forbedringskur under Ipsen. Allerede kort før moderniseringen havde man haft premiere på Billy Wilders ”Kvinden uden samvittighed” (”Double Indemnity”), som er en af verdens allerbedste film-noirs. Genåbningsfilmen er af helt samme kaliber og bliver en stor succes med 14 dages spilletid.
 
 
I årene efter er filmene primært amerikanske som i Odeons første mange år og der løber særligt mange Tarzan-film gennem apparaterne, mens westerns heller ikke er at fornægte. Herudover er det fortsat primært spændingsfilm, der præger repertoiret. Premierefilmenes standard veksler mellem det lødige og det mindre lødige, men så dårlige er filmene aldrig. De er afgjort bedre under Ipsen end forud. Desværre tynder det atter ud i de rigtig gode titler. De førnævnte værker ser ikke deres lige igen og visse film ender efterhånden med kun at være på plakaten i to dage, før de ryger af igen. Man opgiver dog ikke tanken om at biografen skal gøre væsen af sig og hiver nye tegninger frem af skuffen, der præsenterer Odeon med en større facade, som man allerede havde tegnet sig frem til i 1940. Således inddrages tobaksforretningen til højre i 1956 således, der kan bygges en større foyer ud mod gaden med nyt billetsalg, der kun får to salgssteder. Samtidig opsættes en seks meter bred baldakin med neonskilt, der rækker en meter udover gaden. Desuden får bygningen et lodret Odeon-skilt ned langs etagerne ovenfor i stil med Carlton og Roxy. Den nye skiltning får ikke lang tid at gøre væsen af sig.

Flere biografer var brændt i København før 1958. I de første år opstod mange brande på grund af de særdeles brandfarlige nitratfilm. Det gik bl.a. ud over Thaumatografen i Frederiksborggade, der udbrændte totalt, men som dog blev genetableret. Det var den farligste brand, idet der var publikum tilstede, men alle nåede heldigvis ud inden biograflokalet var omspændt af flammer. En del år senere blev Park Teatret også fuldstændig ødelagt. Den seneste større brand var gået ud over Nørreport Bio i 1947, hvor der en formiddag var opstået ild på grund af kortslutning i de elektriske installationer. Derudover havde der været en del øvrige småbrande, hvor de fleste holdt sig til operatørrummene.

Den mest kendte biografbrand i Danmark er den sidste store og det er den, der rammer Odeon. Branden er faktisk mindre omfattende end de førnævnte, men forskellen består i, at Odeon aldrig genåbner. Denne gang skyldes branden et cigaretskod smidt på balkonen efter sidste forestilling tirsdag den 16. september 1958, hvor premierefilmen ”I Amazonas vildnis” havde været på plakaten i to dage. Det var ellers Odeons første premierefilm siden maj. De seneste havde haft temmelig vanskeligt ved at trække ret mange gæster. Cigaretskoddet havde ligget og ulmet hele natten og kl. 06.30 næste morgen ser en forbipasserende på gaden og en vicevært ved siden af, hvordan flammer og røg steg op fra biografen. Brandstationen lå tæt ved, i nr. 20, og fra denne gik man umådelig hurtigt i gang med slukningsarbejdet. Resultatet var derfor også, at det kun var en del af balkonen og tagkonstruktionen, der var brændt, mens gulvet i det store hele havde klaret frisag. Foyer og operatørrum osv. var også stort set ubeskadiget. Fra gaden så det dramatisk ud hele dagen, hvor brændt inventar blev båret ud til de forbipasserendes store nysgerrighed. Salen lå placeret, så man udefra ikke kunne se, hvordan der så ud indvendigt. Mange troede naturligt nok, at det hele var væk, men faktisk kunne biografen være blevet genopført relativt hurtigt. Man regnede med blot en måneds tid. Det skete bare aldrig. Kort efter branden sælges to Phillips maskiner m.v. samt 285 polstrede stole og 125 stk. træsæde med træryg og i sommeren 1959 sælges hele huset til tømrermester Aage V. Jensen.

Et år efter branden er man fortsat relativt sikker på, der vil blive biograf igen og i efteråret 1959 får Barnets Hus derfor bevillingen til Odeon og skal dermed rykke fra Nørrebros Biografteater, som forventes nedlagt. Bodil Ipsen havde ikke ventet så længe. Hun fik allerede hurtigt bevillingen til Nygade Teatret på Strøget, hvor det gamle Alexandra Teater havde haft til huse indtil 18 år forinden. Herefter havde der været teaterdrift efterhånden tilføjet en god del dokumentarfilm i rejsefilmgenren og endnu senere adskillige nudistfilm, før man i 1958 besluttede, at man lige så godt kunne genindføre en regulær biografbevilling. Ipsen fik nok bevillingen hurtigt men bestemt hverken nemt eller smertefrit. Hun skulle søge på ny og kom en tur gennem vridemaskinen. Der var en forfærdelig masse skriverier i pressen om rimeligheden i dette eller hint, repertoiret fra Fælledvej lovede ikke godt osv. osv. Ipsen fik alligevel bevillingen for næsen af mange andre, fordi hun trods alt var blevet biografløs uden skyld deri og lagde da også ud med et rimelig sobert repertoire. Siden kom der andre boller på suppen i Nygade, men det er en helt anden strøghistorie.

Der havde som nævnt i årevis været alle mulige planer for Odeons fremtid. Indtil videre havde biografbranchen troet på en udvidelse, men atter rumsterede de gamle planer om en kommende undergrundsstation og disse satte nu en definitiv stopper for det hele. Idet Barnets Hus hermed ikke fik mulighed for at rykke over i Odeon, blev Nørrebros Biografteater i stedet liggende. Det ligger der endnu som Teater Grob. Stationen blev aldrig til noget.

Københavns Kommune endte med at købe Odeon-grunden og ærede den gamle biograf ved i 1963 at indrette offentlige toiletter i den oprindelige hall og vestibule. Det kunne man virkelig ikke være bekendt. I 1997 overtog et ejendomsmæglerfirma både toiletter og den genetablerede forretning til højre. Danbolig ligger der endnu i dag. Hvor der engang lå en flot dansesal og senere biograf, er der privatparkering og bagerst et lille græsareal, hvor der engang var scene og lærred.

På bygningens gavl kan man fra nordsiden fortsat i 2021 – 63 år senere – se det kolossale Odeon-navn i hvide bogstaver med sort skygge på en stadigt falmende grøn baggrund og herunder et tempel i rund cirkel. Oprindelig var der også telefonnummer til billetbestilling, men det forsvandt stort set ved opførelsen af et nyt sidehus. Sammen med Colosseum på Jagtvej og siden også Nora  lidt længere ude ad Nørrebrogade, var Odeon vitterlig et af de tre store filmtempler på Nørrebro og biografen blev stærkt savnet.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark
• Gå til mere om Odeon, København
 
 
  

• Gå til
Odeon
 
Gå: tilbage - op
Opdateret torsdag, 11 november 2021 15:07:45