biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Palads

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Palads Teatret en sommeraften i 1986. Foto: Thomas Hauerslev

PALADS
Axeltorv 9
Åbnet 26. januar 1918

Palads Teatret på Axeltorv er kun byens ældste biograf af navn. Grand Teatret i Mikkel Bryggers Gade er fire år ældre, men åbnede som Empire Teatret, før den skiftede navn til Metropolteatret og blev først i 1923 til Grand. Palads Teatrets historie starter også tidligere end 1918. Det oprindelige Palads var indrettet i Københavns 2. Hovedbanegård i 1912 og eksisterede frem til april 1917, hvor bygningen skulle rives ned. Banegårdsplaceringen var lige ved siden af den nye biograf omkring det nuværende Hammerichsgade næsten parallelt med den nu nedgravede jernbane.

Den nyanlagte plads foran Palads fik navnet Axeltorv og strækker sig ned forbi Cirkusbygningen og National Scala i dens forskellige udklædninger til venstre frem til Tivolis hovedindgang. I højre side opføres Axelborg foran det oprindelige Palads Teater. Området, hvor det nye Palads kom til i en nærmest oval form mellem den nye Hammerichsgade og Axeltorv, var tidligere rangerterræn, hvilket de senere udgravninger i kælderen tydeligt afslørede.

•  Gå til stoleplan Palads Teatret, 1710 pladser
•  Gå til stoleplan Palads Teatret, 1519 pladser

Palads rummer næsten hele den største danske film- og biografhistorie i ét. Det var biografpionéren Constantin Philipsen, der i 1912 omdannede den gamle banegård til kæmpebiograf og som i 1915 fik et 25-årigt lejemål til den nye grund. Han solgte imidlertid få måneder senere alle sine aktiver til et pengestærkt konsortium anført af Sophus Madsen, der hermed som direktør kommer til at stå for opførelsen af det nye Palads. Sophus Madsen ejede i forvejen Metropolteatret, som siden flytter over på Strøget. Han har personligt biografbevillingen til Palads. Siden kommer Nordisk Films Kompagni ind over og biografen ejes fortsat af Nordisk Film i dag.

Ligesom folk ikke troede deres egne øjne og øre, da Philipsen omdannede den gamle banegård, mente mange, at Madsen bogstaveligt talt var komplet idiot, da han først købte det oprindelige Palads for en formue og siden bruger en endnu større formue på at bygge og indrette det nye, der får 1.937 pladser, heraf 552 på balkonen. Efterhånden som filmene fik tilranet sig større interesse i forhold til de levende teatre, skulle det vise sig, Madsens dispositioner slet ikke var så tossede endda. Desværre havde han forregnet sig i forhold til sin dominerende position. Kino-Palæet kom til få måneder senere ikke langt nede ad Gl. Kongevej lige over kommunegrænsen til Frederiksberg, hvor Constantin Philipsen indrettede ny kæmpebiograf i stedet for at trække sig tilbage og hellige sig familielivet, som han havde ladet forstå. Han havde endda indgået en klausul med Madsen om ikke at opføre ny biograf, men den omfattede kun Københavns Kommune og altså ikke Frederiksberg. Historien er uddybet under Kino-Palæet og det første Palads-kapitel. Desuden havde Madsen en anden konkurrent lige ved siden af i vinterhalvåret, hvor World Cinema indrettede sig med permanent biografdrift i Cirkusbygningen. Her havde man slået dørene op allerede den 15. september 1917 og med Kino-Palæets åbning et år senere var der pludselig tre store biografhuse i byen. Kun ét var dog et Palads.

Københavnerne følger nedbrydningen af den gamle banegårdshal og opførelsen af den nye biograf med stor interesse. Dag for dag henover sommeren 1917 bliver den ene mindre og mindre, mens den anden vokser sig større og større. Det går i rasende fart. Også lovlig hurtigt, synes nogen, der mener, man ikke er grundig nok i detaljen og sikkerheden blev der muligvis slækket på. En murer dør i en arbejdsulykke under opførelsen i november 1917. Rygtet vil vide, han aldrig forlader stedet. Som i et af biografens programmer nogle år senere, der omtales herunder, har Palads i mange år sit helt eget spøgelse. Hvis man tror på den slags.

Udefra tårner det nye Palads sig majestætisk op ved sin helt centrale placering i bybilledet. Der er ingen omkringliggende bygninger, der umiddelbart kan stjæle opmærksomheden. I mange år er bygningen kridhvid, før den bliver farvebelagt, som vi kender den i dag. Ved åbningen er den blot oppudset og mat men ikke mindre imponerende af den grund. Den oprindelige banegårdsbiograf blev bebrejdet ikke at være elegant nok i detaljerne. Det gjorde Madsen alt for at råde bod på her fem år senere. Denne gang blev der simpelt hen ikke sparet på noget i elegancen. Til gengæld var det svært at skaffe cement nok. Den måtte Madsen erhverve i små portioner indkøbt rundt om i landet kombineret med en bunke mursten. Brandvæsenet gjorde også deres til, at opførelsen blev dyrere end planlagt. Der kom udgange og nødudgange overalt og heldigvis for det. Opførelsen kostede omkring tre millioner, mens selve grunden stod i trekvart million kroner.

I det oprindelige Palads fyldte biografsalen kun halvdelen af den store banegårdsbygning og på samme måde fylder den nye sal faktisk mindre end halvdelen af det nyopførte hus. Den anden halvdel indrettes til øvrig forlystelsesbrug med fokus på restaurationsdrift. Den forrige biograf havde også været udstyret med indtil flere restauranter. Der er fortsat kun én aftenforestilling i det nye Palads suppleret med en eftermiddagsvisning kl. 16 i weekenden. Man tager naturligvis det enorme husorkester med sig med Steen Jensen som ny kapelmester. Siden får Palads en kapelmester, der går hen og bliver verdensberømt. Fuldtalligt består orkestret af 35 mand, men fungerer de fleste dage kun med 30. Det blev betragtet som Københavns fornemste orkester næst efter Det Kgl. Kapel.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
Palads åbner lørdag den 26. januar 1918 uden helt samme festivitas, der indviede det første Palads Teater i 1912. Man mener ikke, tiden er til det. Ude i Europa raser verdenskrigen fortsat, men et strygeorkester spiller dog i foyeren. Åbningsforestillingen finder sted kl. 19.30. En klokke ringer ind til danmarkspremieren på den svenske ”Bjerg-Ejvind og hans hustru” af og med Victor Sjöström baseret på en populær roman. Filmen distribueres af Sophus Madsens eget filmselskab Dansk-Svensk Film, som han havde oprettet i 1912. Filmen kaldes ’et mesterstykke af rang’.

Publikum er med rette benovet over det nye Palads Teater, der ligesom det forrige er Nordeuropas største, mens Paris kan fremvise endnu større filmhuse. Biografen er blevet opført på bare syv måneder. Det er arkitekterne Andreas Clemmensen og Johan Nielsen, der har tegnet Palads i nybarok stil. Opførelsen blev ledet af murermester Fugmann. Ude foran indrettes parkeringspladser på den brostensbelagte plads, der eksisterer indtil torvets omlægning i 1987, hvor den dog for længst er blevet asfalteret. Oprindelig blev pladsen også betjent af flere sporvognslinjer og var dermed nem at nå også før S-toget standser ved Vesterport.

Alle ved formentlig, hvordan bygningen ser ud i dag, men ved åbningen tog den sig lidt anderledes ud, selvom formen var den samme. Faktisk fandt man den nye bygning lidt besynderlig. Ligesom de nye farver i 1989 var det en tilvænningssag. De tre dobbelte indgangsdøre var af massivt træ og facaden var ikke pyntet op med store plakatreklamer. Ligesom Det Kgl. Teater ikke er plastret til med reklamer, har Palads Teatret, filmens Kgl. Teater, ikke følt sig nødsaget til at gøre yderligere opmærksom på sig selv. Størrelsen alene gør det. Over indgangspartiet ses en loggia helt uden vinduer. De karakteristiske søjler og buer træder derfor tydeligt frem mellem de tre åbninger over indgangsdørene, der henover har samme rundbueform. Mange af bygningens vinduer er små rudevinduer udsmykket med samme bue. Selv salen er indrettet med vinduer lige under taget. I bygningens venstre halvdel med restauranten er ruderne dog væsentlig større ud mod Axeltorv. Der er en åben altan i endnu en halvbueform til venstre for indgangen, som også eksisterer i dag. Arkitekterne havde såmænd tænkt grundigt over det.

Ved åbningen er de store restaurantlokaler først lige ved at blive færdigindrettet med hovedindgang fra bygningens smalleste hjørne helt for enden ud mod Vesterport. Foyerens karakteristiske søjleformer og lysekroner går igen i disse lokaler, der også har loftsornamentering. På førstesalen er der indrettet en finere restaurant med gulvtæpe, dug på bordet og store gardiner foran vinduerne ud til altanen. Den skulle have heddet ’Sommer’ efter Dagmar Teatrets respekterede overtjener Axel Sommer, som Madsen havde hyret til at lede restauranten, men denne forlod stedet i vrede allerede på åbningsdagen og vendte aldrig tilbage. Så blev den blot til ’Palads Teatrets Restaurant’, mens den finere afdeling ovenpå refereres til som ’Den blå Sal’. Alle lokaler var pyntet med fine blomsterdekorationer. Om sommeren var der caféservering ude på torvet, mens man på øvrige årstider kunne nyde en drink eller en let anretning med god udsigt umiddelbart indenfor. Biografen har i øvrigt et lille vaffelkonditori, der sælger nogle tilsvarende små isvafler til en pris, der er omvendt proportional med størrelsen. Mellem 10 og 20 øre må man af med for et kræmmerhus.

På husets top i indgangspartiets højre side er der bygget en opsats med Kai Nielsens hvide sandstensskulptur ’Ursus kæmper med tyren’, der siden blot kendes som ’Ursus med tyren’. Den bliver i 1935 belagt med bronze for bedre at kunne klare vejr og vind. I september 1949 bliver den lueforgyldt, dvs. belagt med et tyndt lag guld og står herefter smukkere end nogensinde. Ursus var den kolossalt stærke slave i romanen ”Quo Vadis”, der i sin første filmversion var det oprindelige Palads Teaters største succes og sidste program. Venstre side prydes af et åbent tårn. I løbet af nogle år kommer biografens titelprogram op med store bogstaver øverst på biografens kant mellem tårnet og skulpturen.

Indvendigt passerer man først en lille forhal med billetsalg og chokoladekiosk. Bagved fører et mere venligt dørparti ind til den imponerende foyer, der i sin grundform i dag fremstår næsten som dengang. Man kalder den faktisk ’forsalen’. I midten fører en kolossal marmortrappe i italiensk renæssancestil op til balkon og restaurant. Den deler sig på midten til hver side med en lille dør ind til en kontorgang, der i øvrigt er filmet fra ved adskillige lejligheder. Kontorerne har ændret udseende mange gange gennem årene og er ikke til at kende i dag, hvor der her er indrettet personaleopholdsstue. Hele foyeren er omkranset af søjler, buer og hvælvinger under gangene hele vejen rundt om det ganske overdådige og særdeles højloftede rum med glastag op til loftsrummet ovenfor. Der er pyntemalet hele vejen rundt og små lysekroner i gangpartierne. Der er ventestole på hver side af trappen og for enden indrettet store garderober. Toiletterne er alle dage placeret i foyerens venstre side, mens der er adgang til salen direkte til højre.

I den usædvanligt højloftede sal går indgangens og foyerens buer med udsmykning igen over den enorme balkon, der nærmest er opdelt i to stykker med tre uheldige søjler i midten. Disse går gennem hele bygningen og dermed også ned til gulvplanet, hvor det bagerste stoleafsnit på samme måde er delt i to sider. Der er to, hævede logeafsnit i siderne omtrent midt i salen med selvstændig indgang på både balkon og gulv. De er i siderne adskilt fra salen med gardinforhæng, men ellers er alle træstolene i øvrigt ens iført let stofbeklædning. Man fandt dem særdeles bekvemme. Der er også loger bagerst i salen. Man føler sig trods storheden lidt trykket af de tykke mure og savner den gamle bygnings loftsbuer fremfor det nye, flade men kønt pyntede loft med en række store lysekroner. Dog ikke så store som i det gamle teater. Lærredet er otte meter bredt. Operatørrummet er placeret helt øverst lige under loftet i krydsfeltet mellem de to buerundinger. Det er i dag reetableret efter digitaliseringen. I flere årtier var det flyttet ned i balkonområdet, hvorved det gamle operatørrum midlertidigt blev omdannet til håndværkerlokale.

Første film efter ”Bjerg-Ejvind” er Holger-Madsens danske ”Himmelskibet”, der får premiere den 22. februar. Det er en af de mest kendte danske film fra stumfilmstiden og dens usædvanlige historie om en rumskibsekspedition til Mars tur/retur bliver da også interesseret modtaget af publikum, men man finder den ikke vellykket. Set med nutidige øjne er den vel også temmelig naiv, men hvem kan klandre en mere end hundrede år gammel science-fiction film? Filmen indeholdt nogen for tiden helt exceptionelle optagelser af København fra oven. Filmen vises i tre uger og afløses herefter en uge af Douglas Fairbanks i ”Ægte amerikansk”. Ingen af de tre første film formår at fylde biografen på nær til åbningsaftenen.

Den første rigtig interessante film i det nye Palads er D.W. Griffiths ”En nations fødsel” fra 1915, som får danmarkspremiere fredag den 22. marts 1918. Man reklamerer med ’verdens hidtil største filmmesterværk’. ”En nations fødsel” er en af de mest sete film i verdenshistorien muligvis kun overgået af ”Borte med blæsten” og ”Snehvide og de syv dværge”, der først kommer frem mere end tyve år senere. Filmen regnes også som ’den moderne amerikanske films fødsel’. Den er siden beskyldt for at glorificere Ku Klux Klan. Man kunne ved den danske premiere læse nogle ganske interessante beretninger fra Palads om, ’hvorledes klansmændene slog bevægelsen ned, da den blev farlig for de hvide’ og ’da klansmændene – en halvt spøgelsesagtig korsfarerhær til hest – susede ind, bragede bifaldet løs’. Filmen er med sine i Danmark knap tre timer (opr. 195 minutter) en af de hidtil længste film på et dansk biograflærred. Ikke desto mindre mente Politikens anmelder, at ’da den var færdig, fik man lyst til at se den om igen’. Filmen er på plakaten i to måneder. Ligesom ”Quo Vadis?” flere år forinden er der tydeligvis publikum til endog meget lange film, hvor man virkelig kan nå i dybden med handlingen.

Griffith afløses af den første af flere filmatiseringer af ”Husmandstøsen” efter Selma Lagerlöfs roman og er ligesom åbningsfilmen instrueret af Victor Sjöström. Denne titel bliver mægtig populær. Den 30. juni 1918 lukker Palads som de levende teatre for at holde sommerferie. Madsen mener ikke, det kan svare sig at holde storbiografen åben i industriferien, hvor mange formodes at tage på landet. I hele stumfilmstiden og videre frem til 1934 fortsætter Palads denne tradition. Der foretages visse forbedringer denne første sommer, uden der redegøres nærmere for dem bortset fra et tiltrængt ventilationsanlæg. Stolene er nemme at fjerne midlertidigt og lokalet kan således benyttes til andre formål. I 1923 var salen fx omdannet til et kæmpe bespisningslokale, hvor husets restauranter ikke alene kunne gøre det. Det må have været et mægtigt gilde!

Genåbningen finder sted fredag den 2. august og lader ikke ”En nations fødsel” noget efter. Det er denne gang Cecil B. DeMilles filmatisering af ”Jeanne d’Arc”, som også har en spilletid på over to timer. Selv det nye ventilationsanlæg kunne ikke kølne den fyldte sal tilstrækkeligt, men filmen faldt i god jord og udløste begejstret bifald. Den 1. oktober er der premiere på Griffiths ”Intolerance” med Lillian Gish. Det er de største film, der finder vej til den største biograf og Palads Teatret er ved at blive mere populær end den forrige banegårdsbiograf. I oktober 1919 er Norma Talmadge-filmen ”To verdener” så populær, at der er udsolgt hver eneste aften de første ugedage. Man programsætter derfor en ekstra forestilling lørdag eftermiddag foruden den sædvanlige om søndagen. Alligevel vises filmen kun enkelt uge, så man må virkelig have været godt forvænt. Langt de fleste film er amerikanske eller svenske. I 1920 har man råd til at holde sommerlukket i hele to måneder. Både i juni og juli har den store personalestab fri. Nogle somre senere strækker ferien sig helt fra medio maj til august. Det går godt i Palads.

Det er også særligt i sommermånederne, hvor agurketiden råder i nyhedsstrømmen og altså manglen på samme, at man jævnligt ser interviews med kendte kulturpersonligheder. Hr. Sophus Madsen er flittigt benyttet og risikerer at blive stoppet på gaden for en kortere eller længere bemærkning. Han er altid beredvillig, selvom han tit får skældt huden fuld for dette eller hint. Lad os bare slå fast, at Sophus Madsen var en kolossalt dygtig biografmand. Han blev betragtet som en temperamentsfuld herre, men for dem, der ikke ville ham ondt, var han et overflødighedshorn af gode råd og venlig vejledning. Han var knalddygtig til at drive biograf og vidste, hvad folk ville se. Han tog desuden sit publikum alvorligt. Når folk alligevel ikke indfandt sig til flere af de mest bemærkelsesværdige film, var det fordi, han – og filmene – ganske enkelt var forud for sin tid. Eksemplerne følger senere herunder. Han så filmkunsten og dens form og udvikling mange år før, den fandt sted og havde hans talent ligget indenfor eksempelvis instruktørfaget, var han sandsynligvis blevet en af landets største. Nu var han i stedet landets største biografdirektør og det var vel heller ikke at kimse ad.

Sophus Madsen stammede fra Aalborg og fra et andet sted i Jylland, var en ung mand på 16 ved navn Jacob Gade i 1895 draget fra Vejle til København for at uddanne sig som violinist og komponist. Han får bl.a. engagement Dagmar Teatret. I 1919 rejser han til USA, hvor han også får succes, men vender hjem to år senere og bliver fastansat som dirigent i Palads. Et par år tidligere havde han fungeret som gæstedirigent til føromtalte ”En nations fødsel”. Det var dirigentens opgave at arrangere eller komponere musik til filmene og rollen var langt mere omfattende og formentlig nervepirrende, end nogen drømmer om. Et fransk filmselskab havde allerede i 1913 udgivet nodehæfter med brugbare kompositioner til deres film, men det var bestemt ikke udbredt praksis. Man kunne naturligvis genbruge passager og de rutinerede orkesterledere vidste efterhånden, hvad der passede sig. Det var i alle tilfælde nødvendigt at gennemse filmene i ordentlig tid inden, for at kunne blive klar med orkestret til premiereaftenen. Det skete ofte under stort tidspres, da premieren oftest først blev fastlagt i sidste øjeblik, idet man var nødt til at se tiden an i forhold til det forrige programs succes eller manglen på samme. Allerede i 1922 udgiver Gade sammen med et musikforlag hæfter med dramatiske kompositioner, som egner sig for biograferne.

Jacob Gade blev uløseligt forbundet med ”Tango Jalousi”, som han komponerede i 1925 og blev spillet til ”Don Q” med Douglas Fairbanks, der blev vist fra den 14. september. Musikken blev også danset i Palads Teatrets selskabslokaler, der nu ikke længere blot var restaurant men også dansant både under og efter spilletid. Musikken blev så populær, at folk tog den med hjem og snart kunne mange spille tango jalousi ved klaveret og Gade måtte ofte spille det i pauserne. I stumfilmens sidste år forestiller man sig, mange biografgæster i Palads næsten er mere spændt på, hvad Gade måtte have komponeret, end hvad lærredet fremviste. Mange anmeldere pirrede i den retning også publikums nysgerrighed. Det virker mærkeligt i dag, men det er ikke uforståeligt, at en biografoplevelse i Palads – som andre biografer med stort orkester – har virket ganske anderledes end forevisningerne i de mindre biografsale. Filmene blev ofte genanmeldt i øvrige centrumbiografer, hvis de blev rykket herover. Det faldt sjældent ud til de mindres fordel. Jacob Gade trækker sig helt tilbage i 1931, men var før overgangen til talefilm i 1929 bogstaveligt talt blevet toneangivende i Palads.

Den talende film blev præsenteret i Palads som det allerførste sted i Danmark. Faktisk var det i det oprindelige Palads Teater helt tilbage i 1913, hvor lyden kom fra fonografplader til nogle franske kortfilm fra Gaumont. Den første ’ægte’ tonefilmsvisning fandt sted i det nye Palads. Det skete så tidligt som den 12. oktober 1923 og foregik via et danskproduceret anlæg af telefoningeniør Axel Petersen og radioingeniør Arnold Poulsen ved en særlig eftermiddagsvisning, der varede et kvarter. De to havde arbejdet på opfindelsen gennem fem år. Tonefilmene var med stemmer bl.a. tilhørende Storm-P., forfatteren Axel Breidahl og skuespillerne Christian Arhoff og Charles Wilken. Den stumme scene var nu ikke længere stum. ’Som ved et trylleslag blev lærredet for første gang for alvor rigtigt levende’, noterede man i B.T. Wilkens var første mand, hvis stemme lød fra højttalerne med et digt af Drachmann. Det blev efterfulgt af en oplæsning af H.C. Andersens eventyr ”Thepotten”. Herefter fulgte nogle mindre tilfredsstillende sangnumre, mens Storm-P.’s og Arhoffs ’Storm & Stille’- vrøvledialog, hvor de agerer to flyttemænd, der klinger flasker med deres bajere i slutnummeret, var yderst tilfredsstillende.

Man mente, Danmark var banebrydende med opfindelsen, men mange lande eksperimenterede i disse år med tonefilmene og de amerikanske systemer endte med at udkonkurrere det danske i biografleddet. Tonefilmens problemer med særligt at få sangnumrene til at lyde rent var fortsat blandt de største udfordringer, da tonefilmen fik sit definitive gennembrud sidst i 1920’erne. Det femten minutter lange program blev måneden efter vist som forfilm til den russiske ”Polikuschka” og gjorde stor lykke. Petersen & Poulsens tonefilm bliver videreudviklet i det nyetablerede selskab ’The Electrical Phono Films Co.’. To år senere afholdes endnu en tonefilmspræsentation i Palads. I efteråret 1927 forsøger selskabet at sælge deres videreudviklede system i USA, men de er for sent på færde. Allerede i oktober 1927 fik ”Jazzsangeren” med Al Jolson premiere i New York.

Den 3. oktober 1922 har ”Der var engang” baseret på Drachmanns syngespil fra 1885 haft premiere i Palads. Filmen har Clara Pontoppidan i den kvindelige hovedrolle, er instrueret af Carl Th. Dreyer og produceret af Sophus Madsen himself. Knap to år forinden havde Madsen premieresat Dreyers skelsættende ”Blade af Satans bog” den 24. januar 1921. Denne dag var de røde lamper tændt og både publikum og anmeldere syntes vældig godt om den. Madsen havde set et kæmpe talent udfolde sig og udtaler få år senere, at Dreyer er langt forud for sin tid. Han viser mellem de to danske produktioner også Dreyers svenskproducerede ”Præsteenken”, som der ikke kommer mange til. Madsen ser de stilskabende eller direkte banebrydende instruktører før andre og tager i tilgift de tærsk, der følger, når han siden redegør for, hvorfor den ganske anmelderstab og publikum tager fejl og han selv og distributøren (der så også kunne være ham) har ret.

I tilfældet ”Der var engang” blev det ikke nødvendigt. Filmen blev i pressen kaldt ’en ubetinget sejr’, men trods den glimrende fire ugers spilletid i Palads, var det ikke nok. Dreyer selv var heller ikke tilfreds med filmen, som måtte siges at være i hans lette ende. Produktionen var estimeret til at skulle koste 90.000 kr., men udgifterne var løbet op i 222.000 kr. Året efter producerer Madsen ”Livets Karneval” sammen med Svend Nielsen på Palladium og distribuerer den selv gennem Dansk-Svensk. Her bliver det til sølle fem spilledage mellem jul og nytår i Palads og så var Sophus Madsen forståeligt nok færdig med at lege spillefilmsproducent oveni sine øvrige gøremål. Den store fiasko resulterede også i en retssag anlagt af Palladium. Sådanne var der mange af dengang. Madsen havde i sin tid anlagt sag mod Philipsen – og tabt. Denne gang vandt han.

Mere farlige forhold gjorde sig også gældende i biografmørket. Den 1. august 1922 havde Griffiths ”Verdens hjerte” haft premiere i Palads. Filmen var blevet tilladt for alle efter enkelte fraklip, hvilket der ikke var noget usædvanligt i, men tre uger efter premieren blev filmen kaldt tilbage til censuren for yderligere beklipning. Det skete udelukkende, fordi en legationssekretær i det tyske gesandtskab havde ønsket filmen forbudt. Tre år senere blev en helt igennem dansk film først total forbudt af censuren, idet man var hunderæd for tyskernes reaktion. Først efter en gennemgribende omarbejdning af filmen blev den sluppet fri. Sidst i 1930’erne væltede det ind med klager fra tyskerne, hver gang udenlandsk film ikke var tyskervenlig, dvs. i særdeleshed var kritisk overfor de tiltagende nazistiske tendenser og myndighederne bøjede sig jævnligt. Retfærdigvis skal det nævnes, at det modsatte også kunne gøre sig gældende med en engelsksproget film.

Den 5. december 1922 får A.W. Sandbergs danske version af Dickens-eventyret ”David Copperfield” premiere og bliver en fænomenal succes. Den vises knap to måneder i Palads og bliver en af årtiets mest sete danske film. I oktober 1923 er det eventyret om ”Robin Hood” i versionen med Douglas Fairbanks som Robin Hood, der får succes og i marts 1924 bliver ”Gösta Berlings saga” en endnu større succes i Danmark end i sit svenske hjemland. Det er endnu en umådeligt populær Lagerlöf-filmatisering. Instruktøren Mauritz Stiller rejser til København for at opleve en forestilling i Palads og se, hvordan og hvorfor publikum reagerer så stærkt på filmen.

Verdenskrigen er dette år for længst overstået, men nu er der i stedet udbrudt en mindre lokal krig mod de amerikanske film, som nogen mener, er ved at blive alt for fdominerende. ’Europæiske biografer for europæiske film’, lyder parolen. Meningsdannerne ser gerne, de danske biografejere slår sig sammen mod de amerikanske mastodonter. Man kaster sig granskende over biografernes repertoirer og slår nidkært ned på alle mulige uvæsentlige detaljer, hvorefter trætte biografdirektører gang på gang må gøre rede for deres kunstneriske såvel som økonomiske dispositioner. Sophus Madsen lader sig sjældent gå på og har altid et svar parat til selv de mest hårdnakkede og oftest usande påstande. Han er ikke bleg for at nævne, han ofte har tabt penge både i Metropol og Palads på de såkaldte ’kulturfilm’. Her tænker han ikke så meget tænker på de kunstneriske titler som de mere berejste film om polarekspeditioner og lignende, der tidligere havde fungeret så glimrende, men nu ifølge Madsen kun var til gavn og glæde som forfilm. I den modsatte grøft indrømmer han lige så gerne at have tjent formuer på Chaplins tidlige kortfilmsfarcer. I starten gad ingen se dem, men efter en brydekamp i København stod folk lige pludselig i kø langt ned ad gaden til ”Mesterbokseren”. Farcerne fik også succes som forfilm i Palads. Den længere ”Chaplins plejebarn”, som ved premieren hed ”Charlies plejebarn”, havde haft premiere i 1922 og gjort enorm lykke. Distributionen af denne blev varetaget af det amerikanske First National. I 1925 kom ”Guldfeber” også op i Palads.

I efteråret 1924 havde Madsen i flere måneder udelukkende vist amerikanske film i Palads, bl.a. ”Havørnen” med Milton Sills. I november var der atter svensk film på programmet foruden en tysk, men det var ”Tyven fra Bagdad”, atter med den populære Fairbanks, der solgte flest billetter i måneden op til jul. A.W. Sandberg havde kastet sig over endnu en Dickens-filmatisering og dermed får ”Lille Dorrit” premiere i juledagene. Den blev kolossalt populær. Selv Hendes Majestæt Dronningen og Kronprins Frederik lagde vejen forbi filmens Kgl. Teater den 2. februar 1925 og så var alt jo godt igen. For en stund.

Den 20. marts 1925 får filmatiseringen af Victor Hugos ”Klokkeren fra Notre Dame” med Lon Chaney premiere. Det var ’mægtigt og godt’, skrev pressen, mens publikum tog mindre pæne gloser i brug om den stakkels, pukkelryggede mand. Betragtningerne lod næppe ”En nations fødsel” noget efter. Romanfilmatiseringerne var fortsat i umådelig høj kurs. Måneden efter er en ny version af ”Quo Vadis” på programmet i fem uger. Denne gang med Emil Jannings.

Enhver premiereført film i Danmark var i mange år synonym med den biograf, hvor filmen havde haft sin danmarkspremiere. I de første årtier kaldte man det slet ikke for danmarkspremiere men ’urpremiere’; en betegnelse, der endnu i dag men dog sjældent benyttes på teatrene ved førsteopførelser. Således kunne man i øvrige biografer altid se annoncer med teksten ’Palads Teatrets store succes’ eller Kino-Palæets ditto. Selv i provinsen refererede man gerne til den københavnske premierebiograf, hvor navnet alene nærmest kunne indgyde benovelse. Man brugte gerne den rosende succes-vending uanset, om filmen virkelig havde været en succes eller ej. Lige så forvirrende benyttede mange biografer sig af at skrive ’premiere’, når de tog en ny film på plakaten, uantastet den havde været vist andetsteds forud. Det var jo premiere på den enkelte biograf. Det var egentlig noget værre rod.

Det hele kunne naturligvis kun foregå således, idet premierebiograferne som regel var enerådende. Ofte var der virkelig blot én kopi i landet på premiertidspunktet. Hvis en film blev en virkelig stor succes, kom der måske flere kopier i distribution siden, men det var slet ikke almindeligt, en film kom op flere steder samtidig før helt oppe i 1920’erne. I langt de fleste tilfælde fik filmene premiere i København, men der var naturligvis titler, der kom op i provinsen før København. Sjovt nok var Madsens gamle City-biograf i Aalborg en af de mest benyttede danmarkspremierebiografer udenfor København, men her kom alle disse fra Paramount og ikke Madsens eget filmselskab.

Netop fordi der ofte kun var den ene kopi ved premieren, gav det også sig selv, at premierebiografen var ene om at vise den. Man havde i begyndelsen ingen klausuler om monopol på en given film, men det kom der erfterhånden og det var faktisk Sophus Madsen, der fik det gennemtrumfet som den første. Han havde allerede ved premieren på ”Robin Hood” i 1923 forsøgt at få en sådan aftale i stand med United Artists. Dengang var det nemmere at bide skeer med de udenlandske distributører end de danske. I starten mislykkedes det for Madsen, men i 1926 forsøger han igen i forhold til First National at få en aftale i stand om, at de ikke må udleje film til nogen anden, som også vises i Palads. Denne gang får pressen færden af historien og præsenterer den som en ’David og Goliath’-historie. I det lange løb gik den stærke Ursus vist af med sejren.

Palads Teatret var fortsat byens dyreste biograf og publikum i de sene stumfilmsår ved at være lidt filmtrætte. Snakken gik i krogene, at de levende teatre ville vinde fornyet indpas og filmenes tid snart måtte være forbi. Man mente tilsvarende også kun, det var rimeligt, at billetpriserne blev sat ned, da Palads Teatrets repertoire ikke altid svarede til, hvad der forlangtes i billetpris. I foråret 1925 var Sophus Madsen ’Danmarks dygtigste filmsmand’, men i august kunne man i Social-Demokraten læse, hvorledes Palads den 1. august havde taget hul på den nye sæson med det allermest rædsomme program og så havde forestillingen endda været udsolgt. Der var først lagt ud med en ’tåbelig farce’ i to akter med den ’alt andet end pudsige Buster Keaton’ i hovedrollen. ’Der skal en ikke uanselig ublufærdighed til – navnlig med de billetpriser, som Palads Teatret opretholder – at byde publikum noget så ulideligt og åndssvagt vås’. Citat slut. Det var i Palads, Keatons kortfilmsfarcer blev vist første gang. Hovedfilmen ”Kvinden” med Norma Talmadge blev ikke blidere behandlet og ’hun var jo ikke ung længere’. Dengang blev skuespillerne åbenbart dårligere med årene, efterhånden som skønheden (må man forstå) blegnede. ’Det er ufatteligt, hvad der har bevæget Sophus Madsen til at turde byde sit publikum så ringe og så kedelig en film’, rundes der af med. Norma Talmadge var for resten blot 30 år.

Året efter føler Madsen sig rent faktisk nødsaget til at nedsætte sine billetpriser. I januar 1926 har han pillet ”Operaens hemmelighed” af plakaten efter blot fem katastrofale spilledage. Der er faktisk tale om den ganske fremragende, amerikanske version fra 1924 af ”The Phantom of the Opera”, der ligesom ”Klokkeren fra Notre Dame” har Lon Chaney i hovedrollen. Hvor det danske publikum lod sig begejstre af den pukkelryggede klokker, som de foragtede i udseende, så ligefrem hader de den nye film, som pressen håner lige så langt væk som publikum, der buher den ud med hånlatter under de få fremførsler, det blev til. Kun fem gange vises den fra mandag den 25. til fredag den 29. januar. Det finere københavnske publikum havde virkelig ikke meget tilovers for ulykkelige menneskeskæbner. I sig selv ret beskæmmende men endnu mere beskæmmende at samtlige anmeldere lod sig dupere af publikum og øjensynligt ikke tog selvstændigt stilling til filmen med undtagelse af dagbladet København, der faktisk vurderer både instruktion og skuespil aldeles glimrende. Dengang anmeldte man aldrig forud, men så oftest filmen sammen med publikum på premiereaftenen og havde derfor adgang til også at vurdere publikums reaktion.

Om lørdagen er der nyt program. ”Kærligheds-ekspressen” lægger hastigt operaen bag sig. Her fik man i stedet en kærlighedshistorie om en mand, der falder for en kvinde, der viser sig at være prinsesse. Virkelig originalt, ikke sandt? Hovedrollen blev spillet af Norma Talmadge. Var hun i øvrigt mon ikke blevet for gammel til at illudere yndig prinsesse? Madsen står dybt uforstående overfor den danske reaktion på ”Operaen”. I Sverige bliver filmen samtidig en kæmpesucces, ligesom den har været i resten af verden og i provinsen gør man noget usædvanligt i ugerne derpå. Man viser den her for pressen på forhånd og reaktionen er nu ganske anderledes. Fra Aalborg kan man læse ’Operaens hemmelighed vil blive en succes med sin skønhed – og gru’ og siden i Aarhus: ’Man sidder som forhexet under denne fantastiske film’. Der er stort set stuvende fuldt hver aften rundt om i Jylland. I marts vender filmen tilbage til København, hvor den fra 8. marts vises i både Colosseum og Odeon. I Colosseum gik 1.000 mennesker ifølge direktionen forgæves den første aften ved to aftenforestillinger og denne kæmpebiograf alene havde 1.000 pladser til rådighed pr. forestilling. I april kan filmen atter ses helt inde i centrum, hvor den tages op i Central Teatret.

Historien om ”Operaens hemmelighed” er virkelig en usædvanlig én af slagsen, men den gentager sig for så vidt året efter, da Fritz Langs ”Metropolis” lider næsten samme skæbne ved premieren lørdag den 5. marts 1927. Den får drøje hug mange steder og tages af efter seks dage. Nogle anmeldere syntes dog om den. Om mandagen er der et kendt ansigt i pausen under aftenforestillingen, der overvejer, om filmen i virkeligheden ikke ’på sin vis er mesterlig’ og ’om teatret, det gamle teater, ikke er forældet, om vi ikke lever i en overgangstid, hvor helt nye kunstneriske former er ved at danne sig…”.

Sophus Madsen begynder nu i det hele taget at være lidt klemt på flere kanter. Han fratræder som direktør for Dansk-Svensk Film i begyndelsen af 1926 ’efter venskabelig overenskomst’, men et halvt års tid senere kommer det frem, at han har udlejet selskabets film til sig selv for måske helt ned til 6% i filmleje og det er ikke en trykfejl. Dansk-Svensks nye ejere kræver 200-300.000 kr. i kompensation, mens forsvaret lyder, at en lav filmleje var at foretrække frem for ingen fra teatre, der gik sløjt! Madsen blev frifundet, ligesom han var blevet det i sagen anlagt af Palladium. Madsen er i en position, hvor han levnes vidtgående mulighed for egenrådige dispositioner. I kølvandet starter han et nyt distributionsselskab, der får navnet International Film.

Constantin Philipsen er dette år død og Kino-Palæets bevilling er overgået til Carl Bauder fra Nordisk Film. I begyndelsen af 1926 har Madsen solgt ud af aktiekapitalen i Palads, hvorved Nordisk også opnår aktiemajoriteten her. Det skaber ironisk nok en midlertidig fordel for Madsen, idet Nordisk og Bauder rager uklar med bevillingsnævnet i forhold til at være i besiddelse af aktiemajoriteten i både Palads og Kino-Palæet. Nordisk ville vældig gerne overtage hele Palads og dvs. bevillingen, men den er Madsen på dette tidspunkt ikke det ringeste interesseret i at give fra sig. Han kan vist i øvrigt ikke fordrage Bauder, som han mener, ejer Nordisk og offentliggør, at denne allerede halvandet år forinden har forsøgt at få ham til at sælge ud i Palads lokkende med bestyrelsespost i både Nordisk Film og Kino-Palæet. Justitsminister Steincke ønsker også, at Palads forbliver på den dygtige Madsens hænder, mens han deler bekymringen over Bauders og Nordisks motiver. Omvendt underkender ingen Nordisk Films gigantiske rolle for dansk filmindustri, så det er kompromisernes tid.

Det skal heller ikke være trist snak alt sammen. Palads Teatret var i de unge år sjældent biografen for de store latterbrøl, men det er alligevel meget skægt, at Sophus Madsen under visningerne af en Rudolph Valentino-film engang fjernede alle billederne af den unge stjerne med skæg, idet teenagepigerne gik igen, da de så ham på udstillingsbillederne med lille overskæg. Madsen flåede dem selv ud af skabene og da der kun var skægløse tilbage, strømmede pigerne til. Et par andre pudsige anekdoter knytter sig til Dreyers franskproducerede ”Jeanne d’Arcs lidelse og død”, som Madsen selv havde importeret gennem sit nye selskab. Som den væsentlige film, den i eftertiden anses som, kan det med de tidligere historier ikke undre, at også denne fejlede. Madsen tabte mange penge på den og det var i denne forbindelse, han udtalte, at folk endnu ikke forstod den store mester. Han inviterer knap 1.800 arbejdsløse ind til en gratis forestilling og beder dem give deres mening til kende ved at udfylde en seddel med kryds ved enten ’god’ eller ’dårlig’.

En endnu væsentligere anekdote omkring filmen består i, at Madsen rådede over to kopier af, hvor den ene af uvisse årsager endte hos en norsk overlæge. Filmen var aldrig blevet vist i Norge, men i 1981 havde man nu pludselig en perfekt, dansktekstet kopi af en film, man troede tabt for længst. En tilsvarende kopi med andre undertekster viste sig dog allerede at være dukket op tre år forinden hos en italiensk præst, som havde vist den på lukkede afdelinger for sindslidende. Tal om mystiske sammentræf. Skal kapitlet alligevel ende trist, så koster Sophus Madsens fortsatte dans med kvalitetsfilm i hans nye selskab dyrt og han afhænder efterhånden flere af sine aktiviteter. I 1929 sælger han Metropol-bygningen til Triangel Teatrets direktør, Ingvar Jørgensen og året efter sælger han Panoptikonbygningen, som også har huset biograf nogle år forinden. Han afhænder desuden interesser i forskellige provinsbiografer og skiller sig endvidere af med investeringer også udenfor biografmiljøet, bl.a. et hotel i Sønderborg.

I 1929 lukker man for sommeren allerede den 5. maj. Denne sommer drager Madsen til London for at se den nye tonefilm ”Show Boat”, som skal åbne den nye sæson, der dette år først begynder den 17. august. Der er altså lukket i over tre måneder. Fra London forlyder det, at stumfilmens dage nok ikke er helt færdige endnu, hvilket måske er en lidt bekymrende udmelding for alle andre end husorkestret, der er blevet opsagt. For de store biografer var de gamle tider nu stort set endegyldigt forbi. De sidste år havde sangledsagelse suppleret klavermusikken og i lidt mindre grad de største biografteatres orkestre, men folk ville snart kun se film med lyd, selvom mange kloge hoveder i avisindlæg gjorde rede for, hvorfor tonefilmen aldrig ville blive andet end stumfilmens ’bastard’, som én udtrykte det. På den anden side: Hvordan kunne man vide andet ud fra det, man hidtil havde set? Selv store instruktører som Chaplin nægtede i mange år at acceptere det.

Som udførligt beskrevet under Colosseum og Roxy fik disse langt større succes med deres første tonefilm, mens ”Show Boat” i Palads endte med at gå ned. Om ikke med mus og mand så var det dog den mindst succesfulde af de store tonefilmspremierer i sensommeren 1929. En anmelder bemærkede, at musikakkompagnementet havde en lettere metalagtig lyd, som ikke helt levede op til de levende orkestre, men omvendt var musikken tilpasset scenen og ikke valgt som et tilfældigt potpourri. Dog havde filmen alt i alt føltes meget lang og den blev ved åbningen vist med engelske undertekster og først senere suppleret med dansk titel (”Teaterbåden”) og tekster, uden det gjorde sagen meget bedre. Allerede mandag den 4. marts samme år havde Palads sammen med Colosseum, Kino-Palæet og Rialto haft premiere på et nyt kort dansk forprogram med tale og sang fra Petersen & Poulsen, men i august havde amerikanerne erobret flere af de store biografbastioner på én og samme måned. I Palads har man indkøbt et amerikansk anlæg fra Western Electric.

Den 2. september skiftes program efter 2½ uge med ”Show Boat”. Den populære Fairbanks vender her tilbage på lærredet i den nye ”Tyve år efter” og skiftes nogle uger senere ud med en anden amerikansk film. Sophus Madsen fik ret i, at han ikke helt var færdig med stumfilmene endnu. Lyden kæmpede stadig med begyndervanskelighederne og stumfilmselskere og øvrige skeptikere havde kronede dage, da Palads den 5. oktober sætter den norske ”Laila” instrueret af danske George Schnéevoight på plakaten. Peter Malberg er også med. Folk er betaget af historien og de vinterkolde billeder fra Lapland og lykkelige over igen at kunne høre Jacob Gades orkester, som er genansat til lejligheden med Gade selv som dirigent. Filmen vises halvanden måned og bliver en betragtelig succes også på landsplan. Filmen regnes i øvrigt som kronjuvelen i norsk stumfilmsproduktion. Det bliver dog en enlig svale. Efter denne vender de amerikanske talefilm tilbage til Palads.

Den 21. december er der en sensationel tysk tonefilmspremiere på Ewald André Duponts ”Atlantic” (på tysk ”Atlantik”), der var baseret på Titanics forlis i 1912. Filmen blev optaget i tre forskellige versioner. Udover den tyske også i en fransk og en engelsksproget version. Den engelske fik premiere i Palads to måneder senere. I dette tilfælde gik den tyske langt bedre, men den kom selvfølgelig også først og det var jo samme historie. Ved filmens senere repremierer var det fortsat den tyske version, der blev taget frem.

Sophus Madsens International Film udlejede Lewis Milestones amerikanske ”Intet nyt fra vestfronten”, som fik premiere i Palads den 1. august 1930 og køber i 1931 også den tyske version af filmen, der er forbudt i hjemlandet og Østrig. Den nye version kommer også op i Palads. Madsen begrunder købet med, at han anslår, der er hundrede, der i Danmark forstår tysk for hver én, der forstår amerikansk. Man kan vist roligt konstatere, nogle ting har ændret sig siden. Den tyske version tiltrak i dette tilfælde dog ikke helt så mange, men ellers var tysksprogede film oftest vældig populære, som eksemplet med ”Atlantic” også viser og Madsen køber selv en hel del.

Lige fra begyndelsen bliver det en fast tradition med karneval i Palads Teatrets foyer og restaurant. De største år bevæger det sig helt ind i salen, der da får afmonteret stolene, som når der er ædegilde. Fire orkestre spillede samtidigt op til dans. Det var en overordentligt populær begivenhed og der herskede ligefrem sorg, da der i 1923 ikke blev afholdt noget karneval. Biografen benyttes sporadisk til øvrige arrangementer, men ikke så jævnligt som øvrige biografer. Rummet var større, end der oftest var brug for, så ved mindre arrangementer kunne Den blå Sal med fordel benyttes i stedet. I løbet af 1920’erne var det efterhånden blevet vanskeligt at fylde de store restaurationslokaler. Skiftende restauratører havde med mellemrum opgivet at føre dem videre, men i februar 1930 er den kendte restauratør Lodberg fra National Scala blevet husvild efter (endnu) en forestående ombygning af det store etablissement få meter væk. Han får som den første vendt driften af restauranten i Palads fra røde til sorte tal. Det skete ved at gøre restauranten mere folkelig og sætte priserne ned. Nu kunne de fleste betale, hvis man valgte at supplere aftenforestillingen med et gedigent måltid forinden. Der spilledes fortsat typisk først omkring kl. 20 og Den blå Sal benyttes nu udelukkende som selskabslokaler.

Sophus Madsens bevilling løber til 1. april 1934, men fra 1932 er han efter (sigende) eget ønske kun artistisk leder og ikke længere administrerende direktør. Denne stilling overtages nu af Carl Bauder. Bauder og Madsen er fortsat uenige omkring det meste. Bauder havde sidst i 1920’erne beskyldt Madsen for bevidst at slække på repertoiret, da biografen disse år gav underskud. Det var i 1930 atter vendt til et overskud og visse ting mildnedes, men Bauder er fortsat utilfreds med Madsens kunstneriske filmvalg. De har begge længe haft modsatrettede interesse i forhold til Bauders udlejningsselskab Kinografen og Madsens International Film. I februar 1932 indstiller International Film imidlertid betalingerne og selskabet likviderer i april på grund af valutamarkedet, hvor dollarkursen er steget voldsomt. Selskabets distributionsaftale med det amerikanske Columbia overgår kortvarigt til Kinografen, før de året efter selv går ind på det danske marked. I sommeren 1932 overtager Kinografen International Films øvrige bagkatalog. Der hersker dog også problemer med Nordisk Film og Bauder i forhold til sammenblandingen af produktion, distribution og biografdrift, som betyder et farvel til Kinografens film. Nordisk Film får dog efter kort tid mulighed for selv at distribuere flere europæiske titler men først fra 1936 også selskabets egne danske film.

I foråret 1932 så henved en kvart million Marguerite Viby i ”Skal vi vædde en million” alene i Palads. Den var på plakaten i fire måneder fra 1. marts indtil udgangen af juni og blev dermed biografens nye rekordsucces. Der var to daglige forestillinger på hverdage, hvilket var den nye normalitet efter tonefilmenes ankomst. Sommermånederne betragter Madsen fortsat som helt håbløse og Bauder fifler derfor med tanken om at ombygge teatret således, det også kan benyttes som revyteater på filmløse sommerdage og til spredte varietéforestillinger i vinterhalvåret sideløbende med filmforestillingerne. Han har allerede forhandlet med bl.a. komponisten Kai Normann Andersen. Der er tegnet planer for en ny kæmpescene som i de almindelige teatre, hvilket vil koste siddepladser men dog ikke alt for mange. Madsen kæmper stædigt imod og holder fast i filmene. Denne sommer sættes en stor baldakin op over indgangen og der kommer større reklameplakater på facaden, som efterhånden dækker loggiaen, ligesom der opsættes store plakatskabe mellem indgangsdørene, på samme måde som det sker i Kino-Palæet. Der kommer endvidere reklamer op på husets bagende ved lærredet op mod Jarmers Plads, som også siden vokser sig større. Biografen er nu og mange år frem helt hvid.

I sommeren 1933 sælges de gamle stole billigt. Salen friskes op med ny maling og genåbner tirsdag den 15. august med 1.728 nye stole og Liva Weel på lærredet i ”De blå drenge”, der bliver endnu en fuldtræffer for Palads og Nordisk Film. Det foregående år havde forud også givet kæmpesucces med ”Tretten år” og ”Nyhavn 17”.

I 1934 forlader Madsen Palads på en aftrædelsesordning med Nordisk, men i tre år drives biografen praktisk talt uden bevilling, idet den først i 1937 gives som officiel produktionsbevilling til Nordisk med Bauder i spidsen som leder. Bauder har samtidig personligt bevillingen til Kino-Palæet. Sophus Madsen kan indtil sin død i 1953 med stolthed se tilbage på sin tid som biografdirektør for Danmarks mest kendte biograf nogensinde. Det var Constantin Philipsen, der havde fået idéen og fundet pladsen til den nye biograf, men grundstenen blev lagt af Madsen. Fra 1918 op til begyndelsen af 1930’erne er det i Palads, man har set mange af de allerstørste film. Blot var det måske ikke alle, der var klar over det.

En brand i fortæppet i Palads den 26. juli 1935 udvikler sig, efter håndværkere under udskiftning af lærredet har glemt en tændt lampe og spreder sig til scenen og de forreste seks rækker. Man mente først, det var en kortslutningsbrand. Det 100.000 kr. dyre højttaleranlæg går tabt. Tilmed har varmen under loftet sprængt stukornamenterne, som falder ned på tilskuerrækkerne og aftenens premiere på ”Den uægte ægtemand” med Maurice Chevalier måtte aflyses. Premieren blev flyttet til Kino-Palæet tre uger senere. Palads må holde lukket i fem uger og genåbner først den 29. august. Den ufrivillige lukning benyttes til også at friske indgangspartiet op. I billetfoyeren erstattes lampekuplerne med en mere behagelig, indirekte belysning og udvendigt oplyses facaden nu af en række skarpe projektører, der får bygning og filmreklamer til at funkle på lang afstand. De brandhærgede vægge i salen får nye motiver af en siddende indianer, en liggende negerpige og en aggressiv klapperslange. Vægfarverne bliver derudover grønne med guldornamenter og det nye fortæppe bliver også grønt. Bag endnu et nyt lærred, som var vanskeligt at anskaffe, opsættes tre nye højttalere og der kommer tykke, røde løbere på gulvet.

I årene efter Madsen holder Bauder naturligvis fast ved filmene fra Nordisk og der vises fortsat en del svenske film foruden de amerikanske, der er flest af, mens filmene fra Tyskland bliver fortrængt. Der vises også kun sjældent film fra andre lande og egentlige kunstneriske film er det stort set slut med. I sommeren 1937 bliver ”Den gode jord” med Paul Muni en meget stor succes med over tre måneders spilletid. Om sommeren havde man ellers holdt fast ved blot én daglig forestilling, men ved denne vises også en eftermiddagsforestilling. Det samlede program løb op i 2½ time.

Under krigen var filmfornøjelse en kærkommen afveksling i dagligdagen og trods luftalarmer følte mange trang til hyppige biografbesøg. Nye film kom der efterhånden færre af, men de største fik naturligvis også premiere i de største biografer, hvor de blev mere populære end nogensinde før. Naturligvis holdt man dem også på programmet lidt længere end forud, idet det var mere sikkert at beholde en succes for en blot næsten fyldt sal frem for at skifte til et langt mere risikabelt nyt program. Således vises i foråret 1941 blot to film. Fra julen 1940 spiller Schnéevoights ”Jeg har elsket og levet” frem til 28. marts, hvor den afløses af Alice Babs i den svenske ”Swing it, Herr Lærer!”, som er på plakaten frem til 17. juli. Fra 2. august vises operettefilmen ”Alle går rundt og forelsker sig” og hele Danmark synger med på Kai Normann Andersens titelmelodi. Filmen vises i tre måneder. I 1942 sættes ny spillerekord i Palads, da Bodil Ipsen og Lau Lauritzens ”Afsporet” er på plakaten næsten et halvt år fra 19. februar til 2. august. Sommeren 1942 er den hidtil suverænt bedste for biograferne. Folk strømmer dette år til.

Palads Teatrets 25-års fødselsdag i 1943 fejres med portvin og kage samt gratiale til personalet og yderligere gaver de funktionærer, der har været med i samfulde 25 år. På plakaten er Bodil Ipsens ”En herre i kjole og hvidt”. Biografens oprindelige lejemål på 25 år er blevet forlænget to år i forvejen, men fortsat spøger planerne om at hele området skal ’rettes ud’. Axeltorv skal nu endelig rent faktisk være et torv og biografen rives ned og flyttes til Vesterbrogade lige ved banegraven, der på dette tidspunkt endnu ikke er blevet overdækket på stykket op til Gl. Kongevej (i dag Ved Vesterport). Placeringen ville i så fald blive omtrent være, hvor det oprindelige Palads Teater lå i den gamle banegård. I denne omgang kommer der alligevel ikke noget rigtigt torv på Axeltorv. Det sker først 44 år senere og Palads ligger som bekendt endnu, hvor den blev opført i 1918. Planerne om en flytning rumstrerer igen midt i 1950’erne, hvor også ASA er mægtig interesseret i placeringen, der i sidste ende giver plads til det nye Hotel Royal og atter sidst i årtiet, hvor tankerne går på at flytte biografen umiddelbart over til stykket ved Vesterport Station. Det er tilsvarende planer, der også har været på tegnebrættet her i vore dage.

Fra 31. marts 1944 vises Ipsens ”Mordets melodi”, den uhyggeligste danske film, man endnu har set. Filmen bliver afbrudt mellem 25. april og 28. maj, hvor tyskerne lukker ned for al forlystelsesliv efter de mange sabotageaktioner, som Schalburgkorpset i mange tilfælde selv har orkestreret. Derudover slipper Palads såmænd nådigt gennem krigen med det mindre antal tyske film, man skal vise, der her bliver premieretitler, mens særligt de danske film har held til at fylde den store sal. De fleste tyskere i Palads ses ikke på biografens lærred, men i den gamle restaurant Lodberg. Den blev omdannet til ’Deutsches Eck’ og gik hen og blev besættelsesmagtens favoritsted, da de lagde beslag på de mægtige restaurantlokaler den 14. august 1943. Nordisks bedre halvdel i form af Kino-Palæet var som bekendt blevet offer for førnævnte sabotageaktioner natten til den 31. marts, men Palads-bygningen var formentlig nu hellig jord. 14 dage senere beslaglægger tyskerne hele Dagmarhus og dermed Dagmar Teatret. Dørene fra Deutsches Eck ind til Palads Teatrets foyer mures til og Den blå Sal bliver til tysk ølknejpe med skrig og skrål. Indvendigt er de gamle lokaler næppe til at kende, men ikke mange danskere ser denne del af bygningen igen før krigens afslutning i maj 1945.

Carl Bauder er død i maj samme år, 62 år gammel. Han havde i årene omkring 1920 tjent store summer på børsspekulation, hvilket havde bragte ham i den gunstig position i forhold til Nordisk og med Kino-Palæet og Palads. Bauder var med til at reetablere og genrejse Nordisk Films Kompagni i 1929, da selskabet var helt nede at skrabe bunden. Han gik stort set alle dage blot under betegnelsen ’vekselerer Bauder’. For Palads er den fremtidige drift ikke i fare, for her er det Nordisk, der som selskab har bevillingen. Palads og Nordisk Film fortsætter med direktør Olaf Dalsgaard-Olsen i spidsen.

Krigsafslutningen fejres med premieren på Noël Coward og David Leans ”Havet er vor skæbne”. Også i Palads er man lykkelig for de amerikanske og engelske films genkomst og denne engelske vises i to måneder. Deutsches Eck bliver på en måned omdannet til ’English Corner’. I december 1946 skifter den atter navn ’Atlantic Palace’. Det nye sted bliver som en parisisk Lido med varietéoptræden og cabaretstjerner. Et nyt borgerskab lagde vejen forbi og stedet var atter til den fornemme side. Atlantic Palace er i funktion frem til 1964.

I sommeren 1946 lukker biografen mandag den 10. juni for en gennemgående reparation af huset. I salen er det nu slut med de dystre grønne farver. Der opsættes en helt ny, lys vægbeklædning med bedre akustik. Endnu bedre er der indlagt fjernvarme og et nyt ventilationssystem, hvor man (i princippet) altid kan justere temperaturen pr. grad. Der fjernes en del rækker og Palads rummer herefter 1.710 sæder med teleslynge på udvalgte pladser samt mikrofon til scenebrug. I forhallen er der bygget endnu et billetsalg og der er således herefter fire ekspeditionssteder. Der etableres en ny, separat indgang til venstre for hovedindgangen for folk, der allerede har købt billet forud og de gamle trædøre erstattes af glasdøre, så lyset bedre trænger ind i forhallen, selvom man endnu stort set kun spiller om aftenen. Loftet i billetområdet er desuden akustisk forbedret, så køber og billetsælger bedre kan høre hinanden. Chokoladekiosken er flyttet ind bagved i foyeren og der opsættes desuden telefonbokse. Belysningen gøres her kraftigere og mere behagelig med nye lamper.

Ombygningen i 1946 er forestået af arkitekterne Ivar Christensen og Engelstoft. Der genåbnes den 2. august med ”Så mødes vi hos Tove” af Alice O’Fredericks. I en mere end fortræffelig efterårssæson får ”Casablanca” med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman premiere den 31. oktober og året sluttes af med et af hovedværkerne indenfor dansk film med premieren få dage før jul på Bjarne Henning-Jensens ”Ditte Menneskebarn” med Tove Maës. Filmen afløses et par måneder senere af William Wylers ”Mrs. Miniver” med Greer Pearson. Fra 24. november 1947 er samme instruktørs ”De bedste år” med Myrna Loy på plakaten et halvt år og blev set af 458.000 mennesker. Det er ny publikumsrekord og tilmed en helaftensfilm til dobbelt billetpris. Der kom næsten 1,2 mill. kr. i kassen. Palads Teatret har kronede dage.

I starten af 1950’erne går Palads på hugst i Metropols repertoire, hvor man napper premieren på Walt Disneys ”Pinocchio” fra den Disney-hjemmehørende strøgbiograf. Den får premiere den 25. maj 1950 og man spiller i sommermånederne om søndagen helt udsædvanligt kl. 14, 16, 18, 20 og 22, men filmen er ’kun’ på programmet til den 3. august og på hverdage har man holdt sig til de traditionelle aftenforestillinger kl. 19.15 og 21.15. Børnene var ikke glade. De kunne ikke gå i biografen og se filmen en almindelig eftermiddag og havde oftest heller ikke råd til at betale Palads Teatrets priser. De var så lige så sure, som dengang Palads ophøjede deres yndling, Chaplin, til filmkunst og lagde beslag på dennes spillefilm. John Price lægger i øvrigt stemme til Jesper Fårekylling. Først mange år senere er det Ove Sprogøes stemme man hører i DR’s juleshow ”Fra alle os til alle jer”. I foråret er der kommet nye kinomaskiner fra Gaumont Kalee. Apparaturet har kostet over 80.000 kr. og er brandsikret.

I starten af 1950’erne hedder nogle af biografens største succeser ”Mød mig på Cassiopeia” med Bodil Kjer, ”Den tavse mand” med John Wayne og ”H. C. Andersen” med Danny Kaye. Udvendigt vokser reklamerne for filmene sig stadigt større. Det tredje dørparti til højre vælger man nu at spærre af med et nyt, stort reklameskab. Baldakinen er også udskiftet med en lidt smallere med neonrør under, men fra denne rager Kaye næsten helt op over taget. Det kulminerer i 1959, hvor premiereplakaten til ”De ti bud” fylder 27 x 12 meter. Den 24. april 1952 har ”Vi arme syndere” med Ib Schønberg premiere. Filmen er instrueret af Ole Palsbo og en ung Erik Balling. Ham får Nordisk og Palads som bekendt meget glæde af de næste årtier.

Mandag den 20. juni 1955 lukker biografen i to måneder efter 2½ uges ”Flammende lidenskab” for den hidtil største ombygning af salen. Al indmaden pilles ud og væggene bliver skrællet. Der kommer et nyt, tolv meter bredt lærred til widescreen og CinemaScope og nye, behagelige lænestole fra Odense Stolefabrik på gulvplanet. De nye stole er lidt bredere end de gamle, hvorved antallet af pladser reduceres til 1.556. Fem rækker får bedre benplads og tre af dem er sofarækker. De forhøjede logepladser er sænket til almindeligt gulvniveau og gardinerne fjernet. Hele den nye rækkeopsætning er let amfiteatralsk i terrasseform, hvilket giver et meget bedre udsyn og bagtil er gulvet yderligere hævet. Balkonens sæder udskiftes først året efter, hvorved det samlede antal pladser falder en anelse til 1.519, men også her hæves gulvet allerede i forbindelse med ombygningen i 1955. De nye stole er betrukket med vinrød fløjl, mens et nyt fortæppe er i kongeblåt velour. De blå farver går igen på midtergangens søjler, der endnu skæmmer noget i helheden. Væggene beklædes i bunden med paneler af afrikansk rosentræ opdelt af matte messinglister. Herover er loftet lysegråt ligesom gulvtæpperne. Det meget høje loft er sænket tre meter, hvilket giver en passage mellem salens og husets tag med kringelgange, der ville have glædet en vis fransk klokker. På balkonen betyder det, at rundbueformen er forsvundet og det let nedsænkede operatørrum anes nu kun svagt. Balkonrampen og sidelogerne heroppe beklædes med fransk nøddetræ. Alle antydninger af fortidens stuk er helt forsvundet til fordel for enklere linjer. Med over ti meter er der fortsat vældig højt til salens loft. Udvendigt nedlægger man den separate indgang for forkøbte billetter. Den genetableres sidst i 1970’erne.

Det er arkitekt Holger Pind, der i hovedtræk har stået for restaureringen, mens han søn har haft ansvar for den detaljerede udsmykning, der også giver en helt ny belysning gennem væsentlig flere men betydeligt mindre lamper i felter, der fra loftets midte funkler som en blomst. Civilingeniør Aage Moniers har taget sig af flere af nykonstruktionerne, der har været omfattende, idet bl.a. hele prosceniet fx måtte bygges fuldstændigt om for det bredere lærred. Scenen gøres mere venlig for solistoptræden og midnatskabareter, som gennem nogle år har været populære i byen og både scene og lærred får projektørbelysning. Ombygningen koster knap en million kroner. Der genåbnes den 19. august med Astrid Villaume og Poul Reichhardt i ”På tro og love”.

Publikum er som altid begejstrede for Palads og tager særdeles godt imod den nye sal og det bredere lærred. Folk ville så gerne se brede film og Palads viser nu dem alle i widescreen, hvis de da altså ikke var i scope. Det betød, at René Clairs franske ”Den store manøvre” sidst i januar 1957 blev en bredere fornøjelse, end instruktøren havde tænkt sig, idet han bevidst havde optaget filmen i det oprindelige normalformat. Historien blev kendt, da Clair selv overværede premieren. En række danske filmfolk slog et slag for betydningen af filmkunsten i forhold til de aktuelle overgreb mod fremførelserne. Den franske film undergik samme behandling mange andre steder i verden, ligesom Palads også mange gange siden har vist film i forkerte formater. Palads som tempel for filmkunst var gået fløjten med Sophus Madsen, men vedbliver naturligvis at give fantastiske filmoplevelser. Palads er blevet folkets yndlingsbiograf.

Mens Palads er blevet mindre, bliver Saga på Vesterbrogade omvendt gjort større, hvor man her snart når op over 2.000 pladser med en nybygget balkon. Hermed er Palads Teatrets dage som Danmarks største biograf ved at være talte. World Cinema har på dette tidspunkt 1.582 pladser, men her skal der også fjernes over hundrede sæder ved overgangen til CinemaScope og Palads kan for en stund holde en position som Danmarks næststørste.

Den 15. oktober 1955 vises FN-filmen ”Børnene ler med Danny Kaye” og hovedrolleindehaveren er selv til stede. Kayes film var altid voldsomt populære i Palads og biografen stiller ofte salen til rådighed for velgørenhedsarrangementer, særligt for børns vilkår. Til premieren på George Cukors ”En stjerne fødes” med Judy Garland den 21. oktober er der fyrværkeri fra tårnet et kvarter før premiereforestillingen kl. 20. Det var endnu ganske normalt, at man på premiereaftenen nøjedes med én festforestilling og først dagen efter spillede de nu sædvanlige to aftenforestillinger. Først flere år senere bliver det almindelig praksis at afholde forpremiere frem for at fyre krudtet af på premiereaftenen (med eller uden fyrværkeri).

I oktober 1956 fejrer Nordisk Film sit 50-års jubilæum ved at vise en række af selskabets største film i Palads hver især over to dage. På selve jubilæumsdagen den 6. november 1956 er der premiere på Nordisk Films nyeste ”Quivitoq” instrueret af Erik Balling. Filmen vises i 4½ måned og bliver den første danske film, der nomineres til en Oscar. Filmen er optaget på Grønland. Den 6. marts 1959 tager Balling hul på serien om ”Poeten og Lillemor” i skikkelse af Henning Moritzen og Helle Virkner. Den første vælter ikke hele huset, men spiller dog godt i over to måneder. Gennem 1950’erne har Erik Balling sikret Nordisk og Palads deres største danske succeser. Særligt ”Kispus” med Angelo Bruun skal nævnes. Det var Danmarks første farvefilm og fik premiere den 7. maj 1956. Denne film havde også haft Moritzen og Virkner i de forelskede hovedroller. Ved udgangen af 1950’erne har Nordisk Film sikret sig råderetten over Palads-grunden frem til 1978.

I starten af 1960’erne skifter Palads program hyppigere end tidligere. Der er mange store film, men de kan ikke fylde salen i månedsvis som tidligere. Der bliver i det hele taget længere og længere mellem, de røde lamper er tændt. Danny Kaye er altid godt trækplaster og der veksles fortsat mest mellem danske og amerikanske film. Årets mindste måned i omsætning, juli, benyttes gerne til repremierer på nogle af de største film, der har spillet i andre biografer tidligere. Således kan man eksempelvis gense Alfred Hitchcocks ”Farligt møde”. I den anden ende af bygningen bliver Atlantic Palace i 1964 til ’Le Carrousel’, da man vender øjnene mod syd men med en langt mere folkelig stemning som i ’Lodberg’-dagene. Der blev indrettet bowlingbane på førstesalen. Det havde man også gjort nogle år forinden i Kino-Palæets øvre foyer, kort før bygningen skulle rives ned. Efter fem års karruseltur og bowling kommer der med ny ejer palmer i stueetagen og lokalerne gik nu under navnet ’Palmehaven’, hvor der både kunne spises og danses. På etagen ovenover indrettede den nye direktør en ’Blue Heaven’-bar i ærbødig hyldest til den forhenværende blå sal. Det nye koncept fungerede slet ikke og hele herligheden gik konkurs.

Den 31. juli 1964 giver Erik Balling premiere på ”Døden kommer til middag”, hvor Nordisk Film for en kort bemærkning har genoptaget spændingsgenren, der et par årtier forinden havde givet så stor succes med ”Mordets melodi”. Denne ellers fantastisk velkomponerede krimi tiltrækker ikke mange og Nordisk taber faktisk penge på den. I komediegenren, som Balling ellers har størst succes med, går det endnu værre, da den delvist tyskproducerede ”Halløj i himmelsengen” må tages af blot 14 dage efter premieren den 12. april 1965. Filmen var da rigtig nok også ganske forfærdelig, men på kontorgangen i Palads havde Dalsgaard-Olsen bestemt ikke forventet dette brag af en fiasko og måtte i hast supplere med repremierer i flere måneder. Det giver et populært gensyn med Audrey Hepburn i ”Nonnen”, der nogle år tidligere havde været vist i World Cinema.

Hvor selv en mester kan fejle, er der fra 1. oktober 1965 atter mange gæster på plads i Palads Teatrets magelige stole, da hans nyeste film ”Landmandsliv” får premiere. Balling har i det mellemliggende år desuden fundet på at kombinere spændingsgenren med komediegenren. Det giver lige før jul premiere på ”Slå først, Frede” inspireret af James Bond og mange andre udenlandske populærfilm i agentgenren krydret med masser af humor. Den ubegribeligt produktive Balling har sammen med Henning Bahs samlet Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard i en agentkomedie, der bliver en helt kolossal succes og den hidtil største danske film i teatrets historie. Med denne er kimen lagt til ”Olsen-banden” tre år senere, men først bliver det til en opfølger til den første, da ”Slap af, Frede” får premiere i oktober 1966. Den første er på plakaten i over fire måneder, mens efterfølgeren må nøjes med lidt over to.

Fra 20. marts 1967 får Palads en overraskende stor repremiere-succes med J. Lee Thompsons ”Navarones kanoner”, der holder sig på plakaten i to måneder. Den sommer er der en lige så usædvanlig succes med en dansk film, nemlig ”Jeg er sgu min egen”, der har en indtagende Daimi i hovedrollen. Igen er det en film med Balling i instruktørstolen. Det hele gentager sig, da ”Martha” får premiere den 10. oktober 1967 med både Sprogøe, Grunwald og Bundgaard foruden Poul Reichhardt, Preben Kaas, Karl Stegger og mange flere. Skuden er nu kun på lærredet to måneder i Palads, men er over den lange sejllads en kolossal succes, hvor end den lægger til.

Fra 18. december 1967 får Gérard Ourys franske ”Undskyld, vi flygter” med Bourvil og Louis de Funès bragende succes og fylder salen i månedsvis. Palads bliver næsten fast repremiere-teater, hvor filmen genoptages hele fem gange mellem 1971 og 1985. Filmen er det mindre distributionsselskab Regina Films største succes. Under dette program fylder Palads i januar 1968 50 år. Fødselsdagen markeres med en stilfærdig reception om formiddagen den 26. januar. Nye planer for Axeltorvs fremtid og dermed Palads ser dagens lys til tid og evighed stort set uden at blive realiseret. Dette år luftes planer om et vintertivoli på torvet.

Den 11. oktober 1968 når vi frem til premieren på ”Olsen-banden”. Det er ikke seriens bedste film. Her er både lovligt voldsomme gangsterskyderier og trekløveret tænker for meget på frække damer, men det ligger i tiden. Persongalleriet skrumper desuden allerede i den næste film og hjemme hos Kjeld gør Yvonne sig klar til at bestemme farten. Efterhånden som Balling og Bahs får styr på rammerne, går serien hen og bliver den mest forrygende danske nogensinde. Det er ganske enkelt ’skide godt’ for både Nordisk og Palads. Olsen-banden er bestemt med til, at Palads kommer ud af det næste årti mere styrket end nogensinde, selvom den første ikke tjener sig hjem før flere år senere. Den vises frem til den 12. januar. I Politiken brugte anmelderen ordene ’En engangs spøg’ som overskrift. Enhver kan jo tage fejl og han slutter da også sin anmeldelse af med et forbehold. På årets sidste dag i 1968 smækker Palads Teatrets mangeårige, trofaste og ekstremt populære inspektør gennem 40 år, Carl Cold, pengeskabet i for sidste gang. Den havde Egon Olsen vist luret få år senere. Trods biografkrise var Palads fortsat en rigtig god forretning.

Overgangen mellem 1960’erne og 1970’erne giver Palads flere pæne succeser i form af Palle Kjærulff-Schmidts bankrøverhistorie ”Tænk på et tal” efter Anders Bodelsens roman med Henning Moritzen. Filmen bliver endda genindspillet en del år senere i USA som ”Den tavse makker” og kommer også op i Palads. I den lystigere ende af samme handlingsgenre afløses filmen af ”Tre gange tyve” med Jean-Paul Belmondo, Bourvil og David Niven, som er på plakaten i to måneder henover sommeren 1969. Herefter er der flere komedieløjer med Louis de Funès i ”Av – min ryg!” og så er det ellers tid til ”Olsen-banden på spanden”. Det er stort set et komediernes år i Palads. Første film i 1970 er Sergio Leones ”Vestens hårde halse” med Claudia Cardinale, Henry Fonda, Charles Bronson og Jason Robards, der får premiere den 5. januar. Westerns var ellers ikke dem, der var flest af på Palads Teatrets program, men her skulle der åbenbart en endnu større sal til, end Nørreport Bio kunne præstere. Filmen vises en måned og er en succes mange år fremover, hvor den efterhånden bliver bedre kendt under sin amerikanske titel ”Once Upon a Time in the West”. Efter denne er Anthony Harveys fornemme ”Løve ved vintertide” med Katharine Hepburn, der fik endnu en Oscar for sin præstation, sammen med Peter O’Toole på plakaten i 3½ uge. Filmen tages af før tid og erstattes af en lystigere repremiere på ”Hatari” med John Wayne.

Hvor Palads i 1969 var domineret af komedier, bliver 1970 generelt mere alvorlig. Tom Hedegaards dansk-norske ”Ska’ vi lege skjul?” fungerer ikke, men fra 10. april er ”Klanen fra Sicilien” med Jean Gabin og Alain Delon en rigtig stor succes med halvanden måneds spilletid. Over sommeren er der repremiere på ”Landsmandsliv” og et par nye komedier, der slår fejl, før gangstergenren igen finder sig godt til rette på Axeltorv i august med ”Borsalino – fra Marseilles underverden”, men det er også atter de voldsomt populære Belmondo og Delon, der har hovedrollerne. Franske og særligt italienske gangsterfilm, politifilm og krimier produceres der utallige af i disse år. Mange af dem når slet ikke til Danmark, men endnu kan denne genre ofte distancere sig milevidt i forhold til de amerikanske film, både når det kommer til besøgstal og kvalitet. Oktober 1970 er uden den ufarlige, danske bandetrio. Her får Ballings ”Rend mig i revolutionen” premiere og vises frem til jul. Der er gensyn med både Sprogøe og Bundgaard i hovedrollerne, men filmen er ikke ret god.

Nordisk Films produktion udenfor ”Olsen-banden” har i de første år af det nye årti givet film som ”Hændeligt uheld” baseret på det internationale marked med udenlandske skuespillere som engelske Judy Geeson med premiere i januar 1971. I marts samme år får ”Ballade på Christianshavn” efter den populære tv-serie end ikke premiere i Palads men i fem brobiografer, hvilket virkelig kan undre. Her havde man i stedet samme dag premiere på en amerikansk Paramount-film med titlen ”På en smuk dag” med Barbra Streisand og Yves Montand. Troede man slet ikke på, at danskerne ville valfarte til biograferne for at se deres elskede persongalleri fra Amagergade udfolde sig i spillefilmslængde? Brobiograferne holder filmen på plakaten en måned, mens Palads skifter program efter to uger. Her får filmen dog repremiere to gange siden og vises også efterfølgende i en kavalkade. Gangsterfilmene er fortsat blandt de mest succesfulde. Topfilmen i efteråret er Jean-Pierre Melvilles ”Den røde cirkel” med Delon, Bourvil og Montand. Atter et stjernehold og en rutineret instruktør bag kameraet. Man får siden også ”Den røde sol” med Bronson. I en anden genre får Mike Nichols amerikanske ”Kødets lyst” med Candice Bergen, Jack Nicholson og Art Garfunkel også rigtig god succes. Herefter bliver det primært til gangsterfilm og lette komedier, hvis der skal penge i kassen. Louis de Funès er altid god at få besøg af, men langsomt bliver der længere mellem snapsene udenfor vinteren, hvor Egon, Benny og Kjeld finansierer udgifterne resten af året. Der bliver hastigt længere og længere mellem gæsterne i den store foyer og biografsal. Generelt klarer man sig dog bedre end eksempelvis Imperial på den anden side af Vesterport Station.

Ovre i den anden ende af huset er der i 1973 indrettet ’Hard Rock Café’ i den tidligere palmehave, men man måtte på grund af copyright ændre det til ’Daddy’s Dance Hall’. Her optræder eksempelvis Chuck Berry den 31. august 1976. Der var plads til flere end 1.700 gæster og dette var et koncept, som ungdommen og de lidt ældre syntes om i 1970’erne. Stedet bliver umådelig populært og fortsætter med at være det oppe i 1980’erne. På et tidspunkt er man dog nødt til at gå under jorden. Det sker i forbindelsen med den første rigtig store Palads-revolution, der i 1978 ikke blot forandrer Palads totalt men den ganske forståelse af begrebet ’multibiograf’.

I 1972 har Dalsgaard-Olsen overdraget posten som direktør for Nordisk Film til Aage W. Petersen, men beholder ledelsen af Palads Teatret. Da han fylder 70 år i januar 1973 kan han se tilbage på 50 års tro filmtjeneste, heraf 47 under isbjørnen. Det er fortsat ”Olsen-banden”-filmene, der trækker det helt store publikum til filmpaladset på Axeltorv og det er den femte film i serien, ”Olsen-banden går amok”, der starter med, at banden begår indbrud i Palads. Her vises filmen ”Det store kup”, som refererer til den forrige i serien, der netop havde titlen ”Olsen-bandens store kup”. Det går som vanligt galt, da Egon forsøger at bryde Colds gamle pengeskab op og efter en flugt gennem Palads Teatrets kryptiske gange ender med at åbne en dør i den store facadeplakat, hvor han er lige ved at træde ud over kanten. Det er selvfølgelig vanvittig morsomt tænkt af Balling og Bahs. Naturligvis kan intet måle sig med bandens kup i Det Kgl. Teater, end ikke her i Filmens Kgl. Teater. Filmene er blevet en fortsat større og større succes fra et par måneders spilletid til at være på plakaten i hele 5½ måned, da ”Olsen-banden ser rødt” vises fra 1. oktober 1976 helt frem til 17. marts 1977. Det var heldigvis ikke slut med ”Olsen-bandens sidste bedrifter” to år forinden. Hvert efterår siden 1968 har der været en ny film i serien og det fortsætter til og med 1981 med undtagelse af 1970 og 1980. De gamle kommer også op som repremierer med passende mellemrum.

Fra midt i 1970’erne og frem er det hele Nordisk Films ledelse, der sætter sit præg på udviklingen i Palads med Aage W. Petersen som ny direktør for Palads, efter Dalsgaard-Olsen er gået på pension i 1975. Herudover er Nordisk Films direktør Ole Sevel dybt involveret i udviklingen, ligesom Svend Aage Christensen, der tiltræder som endnu en ny direktør i 1976. Christensen var tidligere direktør i Rialto-koncernen. Frederik Sundram bliver tilsvarende en del af biografen med direktørpost, da Palladium lukker ved udgangen af 1976. Han får også ansvaret for Tivoli Bio.

Ingen har kendt mage, da man i 1978 beslutter at omdanne biografen til hele tolv sale, selvom det nu i første omgang rent faktisk kun er elleve, idet man tæller salens nye balkon med som selvstændig sal. Ligesom da Constantin Philipsen indrettede biograf i den gamle banegård i 1912 og Sophus Madsen opførte det nye Palads i 1917-18, mente folk også, at det nu rablede for ledelsen. Planerne står til at koste ti millioner kroner, men besøgstallet i de danske biografer var faldet med 8,6% fra 1976 til 1977. Belægningsprocenten var på landsplan kun 19,5% og i Palads blot 15,5%. Det var alt for lidt. Med fire daglige forestillinger hvor bandefilmene i vintermånederne i forvejen trak voldsomt op på gennemsnittet, så Nordisk Film ingen anden udvej.

Nordisk Film havde længe følt konkurrenterne ånde dem lige i nakken. Sandberg havde etableret de to Cinema-biografer omkring Rådhuspladsen og først Dagmar og siden Grand fik flere sale. Efter nogle års tøven indretter Nordisk i 1976 Tivoli Bio på det gamle Wivex-hjørne på Vesterbrogade. Mens denne biograf tager hul på tilværelsen med tre sale, fortsætter Palads denne sommer med repremierer på spaghettiwesterns. Året forinden havde repremiererne også fyldt det meste af sommerrepertoiret. Det havde været virkelig svært at samle mange til premierefilmene. De nye planer for Palads omfatter en ombygning af den store sal til fire mindre samt den store sal i formindsket størrelse med ny balkon. I den modsatte ende af huset bygges der seks nye sale, hvor Daddy’s Dance Hall havde holdt til. Etagen ovenover i denne venstre side af huset omdannes til kontorbrug for Nordisk Films distribution. Det er de nye sale i denne del af huset, der åbner først.

1977 havde ikke været det allerværste år for Palads. Nordisk Films lystspil ”Affæren i Mølleby” havde afløst ”Olsen-banden ser rødt” i april som københavnerpremiere, efter den havde haft danmarkspremiere i provinsen julen forinden. Den gik ikke særlig godt i Palads og det var i øvrigt herefter slut med store premierer i provinsen før København. Palladium-selskabet havde jævnligt praktiseret det forinden, men det skete aldrig siden. Mølleby-affæren blev afløst af ”Ørnen er landet” med Michael Caine og Donald Sutherland og den gik godt. Det samme gjorde Richard Attenboroughs ”Broen ved Arnhem” i august, selvom man delte premieren med Tre Falke. Tænk, hvis man kunne havde spillet dem meget, meget længere end ’blot’ seks-syv uger ved at rykke filmene fra den store sal ned i mindre? Sådan tænkte man naturligvis i disse måneder. Med Tivoli Bio kunne man rykke filmene herover og det gjorde man da også. ”Ørnen” dog med nogle ugers forsinkelse, men ’move-over’-systemet indenfor egne rækker var hermed effektueret også i Nordisk, ligesom Sandberg allerede praktiserede mellem sine biografer, hvor man siden også fik Imperial, Kinopalæet og Tre Falke ind under paraplyen. Der var dermed udbrudt en regulær biografkrig i København. Udover Sandberg havde flere andre allerede forsøgt sig med kæde-biografer: Palladium, Preben Philipsen, Lademann og Gunnar Obel. Fra 1978 stod slaget udelukkende mellem Nordisk og Sandbergs ’stjernebiografer’, som de nu blev kaldt.

Inspirationen til de mange sale under samme tag kom fra ’Marignan Pathé-Concorde’ i Paris, der ligesom Loew’s ’State’ i New York blev omdannet til to kæmpesale i 1968. I New York ved ganske enkelt at føre den kolossale balkon igennem helt ned til lærredet. Udviklingen til multibiograf havde været langt mere omfattende i Paris med flere ombygninger og udvidelser de efterfølgende år, hvor man så nåede op på i alt seks sale fordelt på langt flere kvadratmeter, end man tidligere havde haft til rådighed. Marignan var oprindelig åbnet som ’Marignan Pathé-Natan’ i 1933 med 1.800 pladser fordelt på gulv og hele to balkoner hver med sideloger ned mod lærredet. Den var i mange år en af byens (og Europas) største efter den kolossale Rex, der eksisterer endnu i dag med 2.800 pladser og Gaumont Palace og Paramount Opera. Gaumont Palace er for længst væk, mens Paramount Opéra (senere Gaumont og Pathé) er under total ombygning. Sidstnævnte fik også allerede tidligere i 1960’erne indrettet en ny og meget stor sal i kælderen under den eksisterende, der først blev splittet op nogle år senere. Marignan blev i 2003 til Gaumont Champs Elysées og eksisterer endnu.

Udviklingen til multibiograf finder sted i foråret 1978. I maj og juni sælger Palads ud af de gamle biografstole. Mandag den 5. juni lukker Palads efter tre ugers repremierekørsel med ”Olsen-bandens store kup”. Allerede fredag den 24. juni genåbnes med de første nye sale. De er ikke særlig store, da de er placeret mellem de gamle søjler i de tidligere danselokaler. Søjlerne træder fortsat frem rundt om og blander sig mellem gangarealerne og stolerækkerne. Man betegner det hele som ’charmerende’. Alle seks sale betjenes fra én og samme operatørgang med tre på den ene side og tre på den anden. I alt får det nye Palads kun brug for to operatører det første år, da kun én tager sig af de øvrige i den anden side af huset, når de er klar. Denne side bliver lidt af et mareridt for operatørerne. Man skal bøje og bukke sig på gangen mellem de nye sale 2-5, hvor der fra samme gang skal projiceres film på to etager. Det bliver bl.a. til det berygtede spejlsystem, der også kendes fra Cinema-biograferne. Det tager sig nu ikke helt så forskrækkeligt ud på lærrederne i Palads, men pænt i sal 2 bliver det aldrig. Operatørrummet til sal 1 er endnu placeret helt oppe under taget. Fra begyndelsen starter filmene på forskellige tidspunkter, hvilket gør arbejdsrutinerne mindre stressende for operatørerne, mens publikum tilsvarende fordeles bedre i foyeren. Det sidste er en vældig god idé, for publikum kommer der nemlig masser af.

Operatørrummene er indrettet med tallerkensystemet, hvilket gør salene nemmere at betjene, idet filmene ikke skal spoles tilbage. De kan tværtom startes næsten øjeblikkeligt efter foregående forestilling. Der kommer ikke fortæppe i de nye biografer; det beholder man kun i den store sal. I stedet oplyses lærrederne af små projektører, der siden bliver farvepærer. Alle salene males lyseblå i let grålig nuance. Den store sal får en stor rødlig cirkel på væggene, der ikke er særlig køn på den blå baggrund. Benplads levnes der ikke meget af i nogen af de nye sale, som indrettes med ganske små, orange sæder. Enhver velvoksen mand har svært ved at klemme sig ned i dem. Ellers er de såmænd ikke ubehagelige at sidde i. De er rimelig bløde, men der er ingen ryglæn. Dem har man behændigt undgået, da de ville optage for meget plads med svaj bagtil.

Biografens mindste sal 14 har kun 40 pladser. Man tænker faktisk slet ikke at benytte den til ordinær drift, da den er så lille, men nærmere til særprogrammer for Statens Filmcentral eller børnefødselsdage eksempelvis med film fra Nordisk Films store bagkatalog. Salen har en mindre, selvstændig foyer foran. De første måneder kommer den nu til at indgå som del af den ordinære drift, men fra september udlejes den netop alternativt til Tivi Magnussons HTM Film, der importerer kunstneriske film, som selskabet så viser her. Man mistænker, det sker for at tækkes kultureliten, der hermed ikke kan bebrejde Palads for ikke at vise kunst, mens man selv slipper for risikoen. Det betyder, at nogle art-film spiller utrolig længe i biografen, selvom de måske ikke tiltrækker alverden. Biografen annoncerer med altid at have ’mindst én seriøs film på programmet’. Det kunne man nu love uden at tage munden for fuld. Faktisk kommer der adskillige Dagmar- og Grand-orienterede film på plakaten de første år også fra øvrige distributører. Fra HTM vises alene Diane Kurys franske ”Peppermint soda” over et halvt år i 1980. En del af biografens ungdommelige publikum opdagede formentlig aldrig, de var gået ind til en artfilm. Tivi Magnusson går i øvrigt siden hen og bliver en af de største danske filmproducenter med mange succesfulde film på sit CV. Gik filmene rigtig godt, hændte det, de faktisk blev vist i en større sal. Det kom bl.a. til at gælde for Terrence Malicks ”Badlands” med Martin Sheen fra 1973, der først med otte års forsinkelse fik dansk premiere i april 1981. HTM holder kun til i Palads et par år.

I den gamle og fortsat overdådige foyer sker der grundlæggende ikke de store forandringer. Garderoberne for enden af foyeren var blevet tomme længe før, salene også blev det. Man var gået væk fra bemanding i 1960’erne, da publikum for længst var blevet mindre fine på den og tog overtøjet med ind i salen. Her blev der i stedet indrettet en bar, det fik navnet ’Zebraen’ som ved åbningen var Danmarks længste bio-bar. Da kælderen siden fik sine biografer og sin bar, blev denne helt naturligt til ’Føllet’. Der kommer soft-ice, popcorn og 1980’er-hittet ’slush-ice’. Føllet overlevede i øvrigt zebraen med flere årtier og beholdt navnet i folkemunde længe efter, det officielt var forsvundet. I venstre side af foyeren indrettes et nyt sliksupermarked som erstatning for den tidligere chokoladekiosk. Man havde aldrig set noget lignende. Et sliksupermarked, hvor man tog en kurv ved indgangen og gik turen rundt til de to kasser, mens man forsynede sig med lækkerier undervejs. Forretningen var bortforpagtet til Toms Chokolade.

Indgangspartiets venstre billetsalg var en periode indrettet med plakatsalg og videoudlejning, hvor man en kort overgang også kunne købe grammofonplader og fotos fra filmene. Ud mod gaden blev de gamle toiletter moderniseret og de renoveres igen ti og tyve år senere. Der kommer også nye toiletter ovenfor på første sal, hvor Damerne får bedre plads. På førstesalen indrettes der på balkongangen over trappeforgreningen en ny bistro, La Petite Cocotte, der udstyres med et lidt større menukort med franske specialiteter til rimelige priser. I den anden ende er den åbne loggia nu lukket til med store vinduer. Dette nye lokale indrettes med spilleautomater. Der er desuden en udstilling om Palads Teatrets historie i venstre side af den øvre foyer.

Billetsalget bliver en åben del ind mod foyeren og det giver nu sommetider træk fra gaden. Først ti år senere etableres et vindfang. Det midterste billetsalg bliver liggende stort set uforandret, ligesom de to øvrige på hver side. Til gengæld bliver det nødvendigt at skille salgene til salene op mellem sig. På mindre travle eftermiddagsforestillinger, hvor man kan nøjes med at have et par kasser åbne, sker al salg fra midten, men ved de travle aftenforestillinger og i weekenden flyttes udvalgte sales filmsalg over til siderne, hvilket gør det lidt svært for publikum at orientere sig. Der sættes hjælpende skilte op ude på gaden, så folk i kø kan orientere sig. Det er også strengt nødvendigt, for køerne bliver ofte alenlange, hvad man tidligere ellers kun så til ”Olsen-banden”-filmene. Den tredje dør i indgangspartiet til højre er reetableret. Over dørene er der kommet en lang stribe plakatrammer under neonbaldakinen. Der kommer også nyt Palads-skilt op i hvid neon øverst på facaden mellem Ursus og tårnet og ligeledes lyser grønne neonrør på tårnets sider op mod toppen med Palads-navnet rundt om dette. Til gengæld forsvinder de store reklamer så over facaden, mens kæmpereklamen på lærredsgavlen består. Hvor de nye sale er indrettet bag de tilmurede vinduer ud mod Axeltorv, ophænges de såkaldt seksdelte lærredsplakater med mindre plakatskabe imellem. Der kommer desuden lysavis som kendt fra Politikens hjørne på både facaden umiddelbart over baldakinen under loggiaens vinduer og ud mod Vesterport Station, der fortæller ventende passagerer om biografens aktuelle programmer. Denne lysavis kører de næste årtier.

Der åbnes i første omgang stilfærdigt og der er kun én premierefilm på programmet fredag den 24. juni 1978, hvor det meste af ovenstående først er ved at blive færdiggjort til den helt store genkomst i september. Det sker med filmen ”De supersmarte”, der har Michael Caine i hovedrollen. Man var endnu langt fra i træning med mange nye film i sommervarmen og denne kom fra det mindre Obel Film. I stedet kan man glæde sig over et gensyn med Jacques Tati i ”En festlig dag”, som Nordisk har genindkøbt og en repremiere på ”Next Stop Greenwich Village”. I to sale fortsætter man med ”Olsen-bandens sidste kup” og i den sidste påbegyndes en Trinity-festival med ”Trinity – Djævlens højre hånd”. Man kan køre to film i samme sal ved interlock-systemet, der også benyttes i Cinema I-V på Vesterbrogade. Selvom det kun bliver til i alt elleve sale i 1978, hedder de nye 7, 8, 9, 10, 11 og 12 med hhv. 86, 91, 91, 61, 59 og lilleputten med 40 pladser.

Den 1. september 1978 er Palads officielt verdens største multibiograf og folk kommer helt fra udlandet for at se, hvordan man har båret sig ad med indretningen, der var lagt i hænderne på civilingeniør Niels Fennet. Egentlig ville de parisiske biografer nok give et bedre fingerpeg for de fremtidige indretninger, men for en stund er Danmark forbillede. Ikke længe efter er der biografer, der langt overgår Palads, men inden da når biografen i 1979 op på 16-17 sale. Som kuriosum indrettes faktisk en screeningsbiograf på kontorgangen over supermarkedet, som blev kaldt ’Lille Bjørn’. Oprindelig fungerede den som en video-cinema med mødelokale.

Den 1. september 1978 fejres dagen allerede fra kl. 8 om morgenen med flag mellem Vesterport Station og Palads. Kl. 13 paraderer Frederiksborg Drabantgarde foran Palads og spiller fanfare-musik fra tårnet. Billetkontoret åbner kl. 13 og første forestilling vises kl. 14. kl. 15.15 går drabantgarden fra Vester Farimagsgade over H.C. Andersens Boulevard, Rådhuspladsen og Vesterbrogade, før de ankommer til Axeltorv og giver koncert foran Palads. Der er balloner til børnene og masser af gratis filmaviser, der fortæller om det ombyggede Palads og det nye ’Daddys’, der nu ligger lydisoleret i kælderen under de forhenværende lokaler. Præcis kl. 16 denne dag klipper Olsen-banden snoren over til den officielle indvielse af Palads. Københavns jernbaneorkester spiller, mens Egon sender 500 balloner til vejrs alle indeholdende gavekort til en fribillet. Det var alt sammen meget godt, men det øsregnede og den kraftige vind sendte efter sigende alle billetterne over Øresund mod Malmø. Måske så man ekstra mange svenskere i byen de efterfølgende dage? Ydermere var der strømafbrydelse under 19-forestillingen, hvor alle folk måtte have deres penge tilbage og 21-forestillingerne blev helt aflyst. Tilmed svigtede ventilationssystemet og ved flere lejligheder var filmene gået hen og blevet stumme, da også lydsystemet tog sig en fridag i en eller flere sale. Man undskylder inderligt og lover bod og bedring.

Der er fire danmarkspremierer i Palads den 1. september, nemlig ”Alle kneb gælder” med Burt Reynolds, ”Den amerikanske ven” med Dennis Hopper, ”Det store spring” med Tatum O’Neal og Astrid Henning-Jensens danske ”Vinterbørn”. Sidstnævnte ender med at være på programmet helt frem til den 16. september året efter og bliver biografens suverænt længst spillende film. Denne rekord holder dog ikke længe. ”Den amerikanske ven”, instrueret af Wim Wenders, var det kunstneriske indslag fra HTM Film. Palads indrykker nu og mange år frem landets største biografannoncer, som øverst prydes af et gigantisk, fremskudt Palads-logo og slaglinjen ’Altid en god film i Palads’.

Ombygningen til de nye sale har været lidt af en udfordring, idet det var et krav, at den nye balkon blev uden søjler. De eksisterende består naturligvis. Hovedparten af den oprindelige balkon og det meste af pladsen herunder er indlemmet i de fire nye sale. I forlængelse af denne bygges en ny, fremskudt balkon (som i Paris) i én stor konstruktion bestående af tyve tons jern. Det var nødvendigt at slå hul i biografens mure for at få den på plads. Den nye sal 1 har 818 pladser inkl. balkonen, der får selvstændigt salsnummer 6. Prosceniet er ombygget med nyt, rødt fortæppe. For første gang præsenteres publikum i Danmark her for film i Dolby-Stereo. Det nye lydsystem høres til jul, hvor ”Superman the Movie” med Christopher Reeve får premiere. Oprindelig var der tre indgange til den store sal fra stuen, men nu er der udelukkende indgang fra midten. Her ligger sal 2 umiddelbart til højre med 165 pladser, mens sal 3 til venstre har 97 plader. For enden er der indgang til den nye sal 1. På balkonen ovenfor har sal 4 tilsvarende 200 pladser, mens der kan være 92 i sal 5. I alt der nu helt præcis 1.800 pladser i det nye Palads. Det er næsten 300 flere end i den forhenværende sal.

To uger senere er der den 15. september premiere på ”Himlen må vente”, hvor filmens instruktør og hovedrolleindehaver Warren Beatty kommer til København. Denne bliver en lige så langvarig succes som ”Vinterbørn” og holder sig også på plakaten i over et år. Der begynder snart at blive filmforstoppelse. Torsdag den 2. november overværes gallapremieren på ”Døden på Nilen” af Hendes Majestæt Dronning Margrethe, Prins Henrik og Dronning Ingrid. Aftenens indtægt går til Kræftens Bekæmpelse, som dronningen er protektor for. Billetterne sælges til hhv. 300, 200 og 100 kr. I december sælges glögg, æbleskiver og pebernødder fra et julepyntet træhus i foyeren. Det er en fantastisk idé og traditionen holdes ved lige indtil midt i 1980’erne. Palads har aldrig tidligere haft fokus på børnene, men nu sørger man for altid at have mindst én børnefilm på programmet.

Efter begyndervanskelighederne kører det hele snart på skinner. Folk valfarter til Palads! Skinner finder man nu snart nogle stykker af, da man graver ud til nye kælderbiografer. Det var naturligvis slet ikke nok med de første 11-12 sale, så der tegnes planer for fem nye og arbejdet skal gå hurtigt. Man planlægger at være klar allerede året efter. Som skinnerne antyder, gav disse og andre gamle jernbaneelementer visse udfordringer under indretningen i kælderen ved siden af Daddy’s. Man var allerede ved indretningen af discoteket udmærket klar over, hvor det bar hen. Der var i forvejen nogle håndværkerlokaler i kælderen og rygtet vil vide, at det gamle husspøgelse fik forstyrret freden, da om ikke Dynamit-Harry så i hvert fald en tilkaldt sprængningsekspert måtte hjælpe til. Man så mystiske ting og sager ved aften- og nattetide nogle år fremover, før det hele gik i sig selv igen. Selvfølgelig kom der også mere uhyggelige film på plakaten mellem de familiære titler og spændingsfilm, man havde været vant til. Det kan have spillet personalet et puds, men der er som bekendt mere mellem himmel og jord. I den store sal fik børn og deres forældre nogle år senere en gevaldig forskrækkelse, da operatøren ved et uheld havde startet programmet fra aftenen i forvejen fremfor den tiltænkte børnefilm. Det var Tobe Hoopers ”Motorsavsmassakren”, der fik lov at køre løs et par minutter, før den blev stoppet.

Mens der arbejdes i kælderen, vælter folk ind til næsten alle film. Alene i efterårsferien sælger biografen 57.921 billetter. Der spilles allerede kl. 10, så der er rigtig nok også mange pladser til rådighed om dagen. Belægningsprocenten var skyhøj og besøgstallet efter sigende verdensrekord for en multibiograf. Fra og med 1978 spiller Palads altid film lige fra om formiddagen i efterårsferien, der de næste tyve år altid var årets bedste dage. Fra maj 1989 frem til 2020 spilles permanent børnefilm fra kl. 10.

Fra oktober 1978 vises ”Olsen-banden går i krig”, som man i efterårsferien også deler med Tivoli Bio. Fra 2. juledag vises som nævnt ”Superman” i den store sal og fra 26. januar 1979 fyldes sal 1 med Sam Peckinpahs ”Convoy”. I begyndelsen af marts får ”Flugten til Athena” med Roger Moore og Telly Savalas premiere her og spiller næsten syv måneder i biografen. Der er slet ikke plads til alle filmene og premieretitlerne hober sig efterhånden op. Alle distributører kunne nu pludselig godt tænke sig at få deres film vist i Palads. Det skal til ledelsens ros siges, at man ikke kun tog filmene fra egne rækker og de store amerikanske distributører. En del af Nordisks egne film fandt vej til Nørreport i stedet. Palads viste fortsat mange film fra Regina, der altid havde været trofast leverandør af mange succeser de forgangne år. Jesper Film kom også indenfor. Man begynder desuden at vise film allerede fra kl. 12 i stedet for først kl. 14. De første år om søndagen dog fortsat et par timer senere på grund af helligdagslovgivningen. Den betyder et års tid senere, at man eksempelvis gerne må leje videofilm på benzintanken, men altså ikke gå i biografen i kirketiden. Lovgivningen er håbløst bagud.

Fra den 30. marts 1979 er Michael Ciminos ”The Deer Hunter” på plakaten. Filmen vises også i både Tre Falke og Nørreport, men Palads slår med denne film alle hidtidige rekorder for en storbiograf, da den vises uafbrudt frem til den 23. september 1982. Det kunne hverken Tre Falke overgå med ”South Pacific” eller Rialto med ”Dr. Zivago”. Kun hvis man tæller sammenlagte spilleuger, så vinder Tre Falke ubetinget dén sejr! Blandt øvrige succesfilm i 1979 kan nævnes ”De kaldte ham Bulldozer” med Bud Spencer, ”The Champ” med Jon Voight og Edward Flemings ”Rend mig i traditionerne” efter Leif Panduros roman. Om sommeren har man overtaget ”Mickey Mouse fødselsdags-show” efter en uges premierekørsel i Metropol og får væsentlig mere glæde af den på Axeltorv. Det glemmer man ikke sidst på året, hvor man støder til med ”Walt Disney’s Juleshow” to uger efter, Metropol har påbegyndt det, der skal blive deres sidste juleshow. Det er samme program. Da man også deler repremieren på ”Hund og hund imellem” 2. juledag, er det slut for Metropol, der lukker et par uger senere. Herefter er Palads fast premierested for Disney og de næste års juleshow, før disse ebber ud. Der er altid mindst én Disney-tegnefilm på programmet.

Året før omdannelsen til multibiograf solgte Palads 350.000 billetter på et år. I løbet af de første elleve måneder fra 1. september 1978 runder man allerede én million. Gæst nr. 1.000.000, sådan cirka, blev mødt med frikort gældende for et år samt blomster og chokolade overrakt af Morten Grunwald og Poul Bundgaard. Fra den 26. oktober er ”Dommedag Nu” med Marlon Brando på plakaten.

I efterårsferien 1979 er man til planlagt tid og trods udfordringen blevet færdig med de nye kældersale. Der er nedgang i foyerens højre side. Kælderen udstyres også med en telefonboks, hvor man kan stå mere uforstyrret end ovenpå. Væggene er som på balkonfoyeren og i arealerne mellem de nye stuesale 7-12 prydet med fine plakatskabe. I kælderen ligger sal 20 lige overfor nedgangen og er ved åbningen ikke den mindste af de nye, men det svinger lidt de efterfølgende år. Til venstre for trappen er spillemaskinerne flyttet ind i et søjlebåret lokale midt under bygningen, der ligger i forlængelse af Daddy’s på den anden side af muren for enden. Her kommer det nye ’føl’ til. Sal 20 har i øvrigt nødudgang gennem Daddy’s, men får af sikkerhedshensyn siden en selvstændig udgang op til gaden, hvilket reducerer den lidt i længde. Til højre for salen er der indrettet nye toiletter og for enden af den marmorbelagte kælderfoyer ligger sal 16 og 17 i forlængelse af hinanden til højre og de mindre sale 18 og 19 til venstre. Der er mange søjler i hele kælderplanet, men i salene mærker man ikke rigtig noget til dem. Salenes lærreder er ret små og særligt sal 18 alle dage en gyselig sal. Heller ikke i 2021 skal man hverken i denne eller i sal 12, 19 eller 20 ønske sig at se en film i scope, for her kryber lærredet sammen og bliver endnu mindre. De nye sale har i nummerrækkefølge plads til 170, 107, 51, 49 og 70 gæster. Disse numre bliver aldrig forandret. Til gengæld bemærker man, at der ikke er nogen sal 15 i Palads. Det kommer der aldrig.

Der er i 1979 hverken heller en sal 13 eller 14, men det kommer der kort efter, da bistroen bliver nedlagt og omdannet til sal 8 og 7-12 skifter nummer til 9-14 uden nogen øvrig forandring før 1988. I 1979 rådede Palads over 2.247 pladser og med sal 8 når man næsten op på 2.350. På dette tidspunkt findes nu heller ingen sal 7, men den føjes til igen, da balkonen i 1982 omdannes til to selvstændige sale, 6 og 7. Balkonen var atter begyndt at stå tom det meste af tiden. Herved flyttes operatørrummet væk fra loftet til operatørernes glæde, da de ikke længere skal slæbe de tunge 35mm-film op ad den stejle trappe. Fremviseren rykkes ned på balkonen til det nye operatørrum mellem de to nye sale, der indrettes med sæder i hver sin retning mod mod husets sider. Den nye sal 6 får 60 pladser, mens sal 7 får 70 pladser. Sal 8 er udstyret med 88 pladser og får i første omgang en kort levetid. Ikke længe efter indretningen finder man ud af, der mangler kontorplads og begår den dumhed at inddrage salen. Der kommer såmænd kun et par enkelte kontorer ud af det. Med de mange tilskuere kunne man sikkert have fundet en bedre løsning. Der var nemlig hårdt brug for sal 8. I den korte tid lå den smukt for enden af trappeopgangen og havde det smukkeste firkant-inddelte spejlkabinet foran sig med kønne filmmotiver. Det var oplyst og hele opsatsen pyntet med blomsterdekorationer.

På dette tidspunkt var der umådelig pænt i filmpaladset, der på en travl dag godt kunne minde om en banegård lige før afgangstid. Der var mange journalister og publikummer, der troede, foyeren virkelig var den gamle afgangshal og kunne såmænd også sagtens minde om en sådan. Selv en direktør for Nordisk Film har refereret til den som den gamle banegårdshal. Hvem, lader vi forblive usagt her, for det er jo yderst pinligt. Det er ubetinget Danmarks største biografpalads og nogle år også verdens største. Siden slår stribevis af nye biografkomplekser Palads i både antal sale og sæder. Efter de første omdannelser falder antallet af siddeplads i Palads til 2.181.

En vindeltrappe fører fra efteråret 1979 fra loggiaen ned til et indskudt mellemplateau over billethallen med trappeadgang fra den lille hall, der oprindelig var indrettet med dør fra gaden til publikum med forkøbte billetter. Denne indgang støder op til passagen op mod de seks nye biografer til venstre, hvor stuens telefonboks er placeret. Hallen pyntes med glasvægge som endnu et spejlkabinet og Bifburger rykker ind på det indskudte plan, mens spilleautomaterne rykker ned i kælderen. Bifburger er særligt inspireret af Burger King og deres sesambolle-burgers og bliver ekstremt populær blandt ungdommen. Der opsættes tv-skærme både her og i foyeren med trailershow til kommende film.

Nogle år efter skifter Bif Burger navn til Hamburger Heaven. Den benævnes sommetider også ’Hamburger Hell’ mere møntet på kvaliteten end krigsfilmen ”Hamburger Hill”, der også spillede i perioden. I 1988 er det slut med slaskede burgers og fritter. Biografen skal gennemgå en ny ’paladsrevolution’ som man reklamerer med i overskrifterne. Udvendigt lyder der et ramaskrig af den anden verden, da Poul Gernes hyres til at dekorere hele Palads-bygningen i nye farver i 1989. Som vi alle ved, bliver den ikke bare malet i nye farver men nærmest i alle farver og går herefter ofte under betegnelsen ’Lagkagehuset’. Hver gang en turist spørger om vej til Palads, er det ikke svært at anvise retning.

Indvendigt sker der voldsomme ting og sager. Både godt og skidt. For at tage det stygge først, rives hele den nederste del af den smukke, gamle marmortrappe ned. Det er en skandale af de helt store. Det gøres for at give plads til et nyt billetkontor flyttet helt ind i forhallen således, publikum i travle timer ikke skal stå i kø udenfor. Man havde gennem mange år forsøgt at få en aftale i stand med Københavns Kommune om det ene eller det andet i forhold til et større halvtag ude foran eller anden løsning men uden resultat. I stedet bygges en aflang hvid disk med messing. En fordel er dog, at der nu kommer billetsalg via EDB og computersystemet kan naturligvis sælge billetter til alle film fra alle kasser. Dét er til gengæld en kærkommen forbedring. Der bliver desuden plads til et enormt stativ, der ligner noget fra ”Rumrejsen år 2001” med plakater og spilletider for alle programsatte film. Der bliver fem salgssteder og det fungerer rigtig godt. I venstre side kommer der tilmed en drinkstation, hvor der kan købes friskpoppede popcorn og sodavand. De populære popcorn popper løs en tid, før en direktør får nok af lugten, som han ikke kan udstå. Herefter skal de poppes i Cinema 1-8 og flere gange om dagen transporteres over til Palads i en stor sæk. Der er bare det problem, at popcorn netop sælger godt, fordi de lugter… undskyld… dufter og dermed sætter gang i omsætningen. Da man kunne notere en mærkbar omsætningsnedgang i Palads, var der ingen anden udvej end, at popcornmaskinen måtte i funktion igen i Palads. I den modsatte side af billetsalget er der en ny servicekiosk, der får filmleksikon og plakatudsalg og hvor man kan stille personalet filmspørgsmål. Der sælges desuden gavekort. Servicekiosken bliver ikke meget benyttet og nedlægges igen nogen tid senere. Bag billetsalget mødes to modsatrettede, skrå trapper på et mellemplateau, der fører videre op bagtil mod den gamle trappeforgrening, der eksisterer uforandret. Farvepaladset indvies officielt fredag den 13. oktober 1989, hvor Shu-Bi-Dua spiller fra bygningens tag kl. 18.15 for mellem 20-25.000 mennesker forsamlet på Axeltorv. Samme dag er der biografpremiere på popgruppens ”Den røde tråd”, som dog ikke bliver nogen succes.

På førstesalen er sal 8 vendt tilbage. I en periode er der opsat et tarveligt forklæde foran, der ved dørindgangen er sat op med hæfteklammer. Rædderligt. Efter nogen tid blev facaden foran den nyindrettede sal pyntet op med standees for kommende film. I starten var der opsat en filmmaskine i den modsatte ende ved balkonloggiaen, som viste trailershows på en lærredsvæg foran salen, når mørket faldt på. Her kunne man eksempelvis engang opleve danmarkspremiere på en James Bond-trailer. Det var endnu lang tid før internettet.

1980’erne blev Palads Teatrets bedste årti nogensinde. Frederik Sundram havde ved udgangen af 1979 benyttet ”Døden på Nilen” til at illustrere situationen i Palads. Hvor Imperial i gennemsnit om året behøvede tyve nye film, kunne Palads nu klare halvtreds. En film som netop Agatha Christie-filmatiseringen ville i en biograf som Palads tidligere typisk havde indspillet 350.000 kr. og derefter omkring 200.000 kr. i omegnen. Inden filmen var udspillet i Palads, havde den indtjent omkring en million kroner ’og så blev den ikke engang den succes, man havde forventet’. Den endte med at spille i knap fem måneder.

I det indsnævrede konkurrencemarked er det fra 1978 kun giganterne Nordisk og Sandbergs stjernebiografer, der står overfor hinanden. Palladium-selskabet har næsten afviklet sine biografer og ligger underdrejet frem til 1979, hvor hovedbiografen genopstår nybygget med tre sale under Industriens Hus. I januar 1981 overtager Nordisk Film driften af Palladium med part i selskabet og har hermed tre biografer i centrum. Kort efter lukker Sandberg Kinopalæet og har således også kun tre tilbage, nemlig ABCinema, Cinema I-VI og så den store Imperial-biograf. I sommeren 1983 sælger Sandberg hele deres kæde til Nordisk, som hermed bliver totalt dominerende på ikke blot Københavns biografmarked men indirekte i hele Danmark, da man stort set enerådende får mulighed for at bestemme premieredatoerne på de nye film. Det er før tiden, hvor de amerikanske selskaber sætter denne dagsorden med verdensomspændende simultanpremierer. Sidst i årtiet kommer Scala til i Bent Fabricius-Bjerres mini-imperium, der også omfatter Dagmar. Grand eksisterer som sidste storbiograf helt på egen hånd, men viser et mere kunstnerisk repertoire end Nordisk formår, selvom man midt i 1980’erne gør tilnærmelser i ABCinema. Nordisk Film bliver selv senere en del af først franske Pathé, siden norske Schibsted og er i dag en del af Egmont.

Blandt de bedst sælgende film i 1980’erne i Palads kan i rækkefølge udover stort set samtlige Disney-tegnefilm som premiere eller repremiere nævnes John Carpenters ”Tågen”, ”Kapring i Nordsøen” med Roger Moore, ”Velkommen Mr. Chance” med Peter Sellers, Stanley Kubricks ”The Shining – Ondskabens hotel”, ”Gidseltårnet” efter Alistair MacLean, ”Dødens drabanter” med Christopher Walken, ”Jeppe på Bjerget” med Buster Larsen, ”Superman på nye eventyr”, Robert Redfords ”Ordinary People”, ”Flugt-aktion New York” med Kurt Russell, alle Bond-filmene efter 1981 begyndende med ”For Your Eyes Only”, ”Slingrevalsen” med Solbjørg Højfeldt, ”Olsen-bandens flugt over plankeværket” og ”Olsen-banden over alle bjerge”, Steven Spielbergs ”Jagten på den forsvundne skat” samt efterfølgere, Warren Beattys ”Reds”, ”Deres sensommer” med Hepburn og Fonda, ”E.T.”, ”Verden ifølge Garp” med Robin Williams, ”Officer og gentleman” med Richard Gere, ”Otto er et næsehorn” efter Ole Lund Kirkegaard, ”First Blood” med Sylvester Stallone, ”Still of the Night” med Roy Scheider, ”Farlig vej til Kina” med Tom Selleck, Edward Flemings ”De uanstændige”, John Badhams ”Wargames”, ”Bossen og bumsen” og ”Frækkere end politiet tillader” samt stort set alt med Eddie Murphy, ”Tid til kærtegn” med Nicholson og Streep, ”Politiskolen”-filmene, Wolfgang Petersens ”Den uendelige historie”, de to første ”Walter og Carlo”-film, ”Tilbage til fremtiden” med Michael J. Fox, ”Kong Salomons miner” med Richard Chamberlain, ”Top Gun” med Tom Cruise, ”9½ uge” med Basinger og Rourke og end ikke som premiere, ”Crocodile Dundee” med Paul Hogan, ”Rosens navn” med Sean Connery, ”Dirty Dancing” med Patrick Swayze, ”Die Hard” med Bruce Willis, ”Høj pistolføring” med Leslie Nielsen og tegnefilmen ”Landet for længe siden” samt ”De uovervindelige”, ”Den sidste kejser” og ”Fisken de kaldte Wanda” efter Imperial.

Årtiets allerstørste succes var ”Sophies valg” med Meryl Streep, som spillede fra 4. april 1983 frem til 2. oktober 1986. Den slår lige akkurat ”The Deer Hunter” som den film, der har været vist længst tid i biografen. Længe blev den naturligvis holdt på programmet lidt for spøgens skyld. Nogle gange blev andre film taget af med lidt større kasser, men der var altid pænt med gæster til den. Der var gravøl den sidste aften, filmen blev vist. I 1989 var ”Rain Man” med Hoffman og Cruise også en gevaldig succes. En eftermiddag i løbet af året var der nogen, der havde påsat en brand i et rum med nogle gamle stole i bunden af udgangen til sal 4 og 6. Alle berørte sale blev evakueret og branden hurtigt slukket. En kontrollør var sluppet med svedet hår, men ventilationsanlægget havde desværre spredt røgen rundt i de fleste sale. Kun én sal i stueetagen mellem sal 1 og 6 kunne genoptage forestillingerne. Det var sal 3, der netop havde ”Rain Man” på programmet.

I venstre side af bygningen sker der lykkeligere ting i 1989. De mange kontorer tilhørende filmdistributionen rykker ud af huset. Hele denne del af huset bygges helt om forestået af arkitekt Bent Saks. Taget og dermed huset løftes betragteligt for at give plads til to helt nye sale umiddelbart bag balkongangen og toiletterne, der forbliver uforandret. Til venstre er der fortsat et lille direktørkontor, som siden står ubrugt hen eller benyttes til opbevaring. Til gengæld åbnes passagen ud til den gamle altan, der aldrig tidligere har været benyttet for alvor. Her kommer der om sommeren udeservering med vindeltrappe ned til fortovet foran.

På balkonens venstre side bygges en ny trappe op til et plateau med to indgange til en helt ny og stor sal 9, der får en virkelig god hældning samt vægge med skråpaneler og et stort lærred for enden. Der er udgang både bagerst og forrest til højre for lærredet, hvor en ekstremt bred trappe fører ned til gaden. Den var netop så stor, idet det var den gamle opgang til kontorerne og før da diverse forlystelsesetablissementer. På dette trappeplan eksisterer fortsat nogle toiletter. Ovenfor er der et overskydende lokale fra kontordagene i et sydtårn over facaden ud mod Vesterport. Her indrettes siden telefonrum, da der kommer fælles telefonbestilling til Nordisk Films biografer, efter denne en kort periode har holdt til i Imperial.

Ovenover sal 9 fører en trappe yderligere et godt stykke op til sal 10, der er noget kortere end sal 9 men lige så bred og kan dermed præstere endnu et kæmpelærred. Med over 500 nye pladser fordelt på to vældig store sale er Palads pludselig ved at kunne gøre sig gevaldigt gældende i konkurrencen med eksempelvis Scala. Denne biograf er samme forår kommet til i det tidligere Anva, der forinden havde huset National Scala. Sal 9 får helt nøjagtig 326 pladser, mens sal 10 har 202 pladser. Sal 9 blev i øvrigt som den eneste sal i Palads i stand til at vise 70mm. Man flyttede Bauer U3-maskinen fra A-salen i ABCinema herover, efter denne biograf var lukket i foråret. Det blev til nogle move-overs i 70mm fra Imperial, som aldrig fungerede her, ligesom ”Mit Afrika” forinden heller ikke havde gjort det i ABCinema. De nye sale åbner op til efterårsferien 1989, nærmere bestemt den 13. oktober. Det var stort set nøjagtig ti år efter, kælderbiograferne kom til. Sal 9 åbnede med ”Den røde tråd” om eftermiddagen og ”Indiana Jones og det sidste korstog” om aftenen, mens sal 10 viser ”Karate Kid III” hele dagen. Beklageligvis er begge sale indrettet uden tilgang med elevator, hvilket gør dem umulige at nå for handicappede. Der er langt op til sal 9 fra gaden og ubegribeligt langt op til sal 10. Handicaptoiletter har man allerede flere år forinden anlagt i kælderen af alle steder. Her har man dog indrettet en lift. Den kan kun benyttes ved tilkaldelse af personalet og er bestemt ikke særlig ofte i funktion. Folk finder det simpelt hen for besværligt. Den gamle Palads-biograf har sine udfordringer i forhold til moderne forhold og det er til stadighed dens store problem også her snart 35 år efter den seneste paladsrevolution. Allerede i 1989 var der begyndt at blive lidt tomt rundt om i huset.

Udvendigt er bygningen færdigmalet og Axeltorv rent faktisk omsider blevet omdannet til et fortovsbelagt torv i sommeren 1987 med skulpturer af Robert Jacobsen, der blev afsløret for offentligheden i november samme år. Belægningen blev aldrig lagt rigtig godt. De traditionelle fortovsfliser hælder ikke rigtigt, men bølger op og ned mellem kloakafløbene. Gassen gik hurtigt af ballonen, men Palads blev mødt af fornyet interesse i medierne, der ellers havde travlt med at udskælde den for sine repertoirer og dårlige sale. Biografen blev også skældt huden fuld for de nye farver, ligesom publikums meninger var mangedelte, men al omtale er som bekendt god omtale. På facaden er de store Palads bogstaver erstattet af nye guldbelagte, der står flot mellem tårnet og Ursus. I aftenbelysning skinner det alt sammen så flot som nogensinde. Indvendigt ses fra sidst i 1980’erne og frem en række dekorative filmudstillinger rundt om i huset designet af Per Jacobsen og Teis Malm Nielsen.
 
 
Palads Teatret den 4. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev

Sommeren forinden er der sket andre ting og sager. I stueplanet er restauranten ’Scene 2’ åbnet den 18. juni 1988. Her de små sale nr. 13 og 14 blevet nedlagt og Hamburger Heaven bliver til reklamestue for biografkædens mange biografer, der tidligere har levet en forhutlet tilværelse i et nærmest klaustrofobisk rum uden vinduer. Ved tilkomsten af 9 og 10 på balkonen året efter skifter to af de resterende sale i dette område nr. Den fhv. sal 9 bliver til sal 11, sal 10 bliver til sal 13 og sal 11 til nr. 14, mens sal 12 beholder sit nummer. I stedet bygges der restaurant i de to nedlagte biografsale. Alt vender således tilbage til fortiden. Den nye restaurant har fokus på salat og deep-pan pizzaer og der er hyret lidt af en fagmand, der rent faktisk frembringer nogle vældig lækre pizzaer efter amerikansk opskrift. Udenfor står der i mange år fortsat en pølsevogn på Vesterport-hjørnet, men den forsvinder på et tidspunkt, hvor restaurationsdriften også åbner sig ud til gaden. Der er køkken helt nede ved indgangen til Daddy’s. Toms forpagtning af sliksupermarkedet ophører og biografen overtager selv driften. Der indrettes et helt nyt sliksupermarked i de forhenværende garderobe- og bararealer og dette udvides flere gange. Palads får denne gang en af Danmarks største slikbutikker med bland-selv slik, der først netop var kommet på mode.

Som ’Scene 2’ gik restauranten godt en del år, men også denne mister nyhedens interesse. Ligesom med burgerrestauranten går det efterhånden også fløjten med kvaliteten. Stedet bliver shinet op med nye møbler og bliver siden til ’Café Olsen-banden’ med plakater, billeder og enkelte rekvisitter fra de gamle film. For en stund er der atter helt elegant i en nostalgisk, moderne stil, men det bliver alligevel sværere og sværere at holde gang i omsætningen. Loungen hvor man forud kunne nyde sin burger og cola, indrettes i perioder også med bar. Primært efter altanens bardrift blev indstillet. Der var skam hyggeligt nok på terrassen, men ofte lidt blæsende og i 1990’erne viste den danske sommer sig sjældent fra sin allerbedste side.

Sidst i 1980’erne havde biografen en gæst, der kom stort set samtlige hverdage til en eftermiddagsforestilling. Af ukendte årsager forelskede han sig dybt i Ridley Scotts ”Black Rain” med Michael Douglas, som han beviseligt så over hundrede gange. Der blev talt efter. Han behøvede heller ikke skynde sig. Den var på programmet fra den 26. januar til den 19. september 1990. Det var dog langt fra en rekord. I Tre Falke Bio havde man i 1960’erne haft en gæst, der var så glad for Mitzi Gaynor i ”South Pacific”, at han så filmen flere hundrede gange.

1990’erne bliver trods flere sæder et mere mat årti i Palads. Allerede i 1990 er sommermånederne næsten uden danmarkspremierer i Palads. Mellem den 11. maj og den 3. august er der kun to premierefilm! De amerikanske sommer-blockbusters gemmes stadig af distributørerne til efteråret og vintersæsonen. Der kommer fortsat nogle film, der forinden har haft premiere i Imperial eller Palladium. Årtiet giver ingen nye rekorder i spillelængde. De bedst sælgende premierefilm mellem 1990 og 2000 tæller udover før nævnte titler som ”Det er mig der snakker” med Kirstie Alley, ”Du skyder, jeg smiler” med Goldie Hawn, ”Thelma og Louise” med Susan Sarandon og Geena Davis, Erik Clausens ”De frigjorte”, ”Søvnløs i Seattle” med Meg Ryan, ”Flygtningen” med Harrison Ford, Ole Bornedals ”Nattevagten”, ”Fire bryllupper og en begravelse” med Hugh Grant, ”Forrest Gump” med Tom Hanks, ”Stargate” med James Spader og ”Seven” med Morgan Freeman.

Blandt børnefilmene var ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”, ”Krummerne” og ”Babe, den kække gris” samt ”Hannibal & Jerry” blandt de største. Da Tivoli Bio for Børn var lukket ved udgangen af april 1989, blev konceptet flyttet over i Palads. For en stund blev alle forestillingerne lagt i sal 11-14, hvor der om aftenen spillede ordinære film for voksne. Sal 11 var installeret med 16mm og her fortsatte man derfor traditionen med de knap timelange programmer af sammenklippede kortfilm. Ligesom i Tivoli Bio kom der ganske få til dem, men de fortsatte dog en god rum tid, før man ophørte med det smallere format. ’Palads for Børn’ fortsatte nogle år, før filmene stille og roligt gled ind i det øvrige repertoire. Palads havde som før nævnt altid en Disney-tegnefilm på programmet og nu var der som udgangspunkt altid minimum tre-fire børnefilm på programmet ad gangen. Forældre kan alle dage roligt tage deres børn med i Palads og finde en egnet titel.

Da Palads i 1993 fylder 75 år, markerer man bl.a. begivenheden ved at uddele ’Palads Prisen’ til Tove og Regner Grasten, der netop senest havde produceret den særdeles vellykkede ”Det forsømte forår” efter Hans Scherfig med Frits Helmuth i en helt uforglemmelig hovedrolle som den forhadte Lektor Blomme. Før denne havde Grasten produceret de to første film om ”Krummerne”, der gav Palads og mange øvrige biografer landet rundt fulde huse. Valget falgt på Grasten, idet ’de har turdet satse på det danske biografpublikum uden filminstitutstøtte’. Ingen tvivl om at Grasten har været guld værd for dansk film – og biograferne!

I august 1994 hændte mere alvorlige ting udenfor biografsalene men dog helt inde i biografens foyer. En 17-årig ung mand blev under et håndgemæng stukket med fire stik i brystet, men overlevede heldigvis. Den ulykkelige omstændighed skete i forbindelse med den australske bande-ungdomsfilm ”Romper Stomper” med en ung Russell Crowe, der havde haft premiere tre dage forinden. Filmen havde på dansk fået serietitlen ”Årgang ’93”, selvom hverken denne eller de øvrige havde noget med hinanden at gøre. Det blev formentlig på baggrund af denne begivenhed også den sidste. Dagen efter ændrede Palads spilletiderne således, filmen spillede forskudt i forhold til biografens øvrige program, men man beholdt den dog frem til sidst i oktober. Siden skævede man lidt til filmenes indhold og overlod muligvis nogle lidt mere ’risikobetonede’ film til eksempelvis Scala. En film som ”The Believer” med Ryan Gosling fik otte år senere en mere forsigtig premiere til kun aftenforestillingerne men i øvrigt i samme sal. Det gik denne gang fredeligt for sig og filmen blev en pæn, lille succes i al fordragelighed.

Programmerne i Palads ved overgangen til det nye årtusind er ikke meget forskellig fra det udvalg, man kunne finde tyve år forinden. Dog er der væsentlig flere premierefilm end dengang. I 2000-tallet når man op omkring 150 om året. Omkring hver anden film får nu premiere i Palads. Man kan efterhånden se det hele undtagen de allermest kunstneriske film. Mens der var biografer på toppen af Scala-bygningen, gik Palads glip af store film som eksempelvis ”Pretty Woman”, da man ikke ville vise film sammen med denne. Man opgav stort set monopolprincippet i det nye årtusinde, da Cinemaxx kom til. Efter kort tid viste Palads nu både film sammen med den ene og den anden og dvs. dem alle sammen. I den digitale tidsalder giver det hele sig selv. Hele Palads Teatrets programliste fra 1918 til 2020 ses i premierelisten, der er tilgængelig på biografmuseet.dk.

I 1990’erne havde de fleste sale fået sluser i indgangspartierne, dvs. et lille dobbeltparti døre, der hjalp til med at holde foyerlarmen ude af salene. Det var såmænd en udmærket idé, selvom den ikke var lige nødvendig eller praktisk alle steder. Enkelte sale, som sal 5, undgår af ukendte årsager helt at få en ekstra dør. Man bliver helt vemodig i denne, der bestemt ikke er biografens ringeste, selvom man alle dage skal sikre sig en plads i højre side af salen, hvis man gerne vil sidde midt for lærredet. En generel forbedring af lærrederne har gjort de fleste markant større. Der er reelt kun kun to rigtig gode sale i huset, nemlig sal 1 og 9, men sal 4 kan da gå an. Sal 10 er pænt stor, men ikke særlig hyggelig. I sal 9 har ingenting forandret sig bortset fra flere måneders periodevise lukning på grund af små ubudne gæster, man med mellemrum så pible rundt mellem rækkerne. Alle sale justeres mellem 2007 og 2011 og sal 1 igen i 2013 for bedre stole, benplads og akustik.

Særlig lykkelig blev ombygningen af sal 11-14, hvor der skete underværker, man aldrig havde troet mulig. Alle salene her blev bygget helt om med kraftig hældning og fik meget større lærreder. Det kostede også dyrt på siddepladserne, men det lader så til at være et af biografens mindste problemer i dag. Balkonen i sal 1 blev reetableret og fremviseren flyttet tilbage på loftet, da digitaliseringen gjorde det praktisk muligt. Flere gange er balkonens udformning ændret. Da der fortsat var operatørrum på balkonen, gav den stort set ingen mening, da næsten alle de bedste pladser var væk. Siden kom der ny, amfiteatralsk vinkel på stolerækkerne, som i dag er indrettet med thunderbox-sæder på en del af de midterste pladser, så publikum kan få sig en rystetur. Det er nu ikke videre behageligt. Også på gulvplanet er der ved flere ombygninger ændret på opsætningen. I dag er der således ingen midterrække overhovedet men brede rækker med behagelige lænestole og god benplads. Lærredet er desuden blevet endnu større og rykket frem, hvilket har kostet både scenen og fortæppet som i Imperial. Et proscenium eksisterer slet ikke længere.

I kælderen havde man forud for ombygningen af sal 11-14 gjort sig de ihærdigste anstrengelser for at gøre disse sale lækre med nye trægulv, nye vægge med filmcitater, titler og andre sjove påhit. Salenes udformning kunne man dårligt ændre meget på og så alligevel. Det lykkedes med lidt ekstra pynt at gøre lidt ved både den ene og den anden. Også sal 18 men den er fortsat helt slem. Desværre forårsagede et enormt skybrud den 2. juli 2011 en stor oversvømmelse i mange kældre rundt om i København, hvilket også gik udover de stort set nyrenoverede sale. Det var selvfølgelig ikke til at bære, men der blev da fint igen. Beklageligvis er kælderfoyeren siden gået hen og blevet næsten helt tom og ikke kun for publikum. Baren er for længst fjernet og spilleautomaterne i det gamle rum er også væk. Her er der opsat ægte sofarækkestole i siderne uden alt for mange år på bagen til behagelige minder om svundne tider. I midten er der opsat et par stolerækker og et lærred, men der vises aldrig noget. Egentlig skulle det være trailershow. År forinden havde man i stille sommeperioder vist gratis trailershow i sal 5 eller sal 20. Et lille børnehjørne i kælderen tilbyder nu små borde og stole med farveblyanter, papir og lidt legetøj. Alt sammen meget sympatisk og meget lidt benyttet. Der er siden genopsat nogle automater i gangområderne nærmer kældersalene mellem søjlerne her, men de benyttes også kun yderst sjældent og koster sikkert mere i strøm, end man får skrabet ind i indtægter. Strømforbruget var oprindelig én af årsagerne til, at de blev fjernet.

Baren i loggiaen blev ombygget flere gange og på et tidspunkt i ren luksusstil. Her blev den indrettet som lounge, hvor man for dobbelt billetpris kunne fylde sig med sodavand ad libitum. Det blev slet ingen succes og konceptet ophørte meget hurtigt i løbet af 2010’erne. De senere år har man bygget ”Café Olsen-banden” om til en rundkuplet bar midt i det hele og malet den i en gyselig lysegrøn farve. Kuplen ragede serveringsmæssigt bagvendt en smule ud over indgangspartiet til salene i dette område. Der kom siden også salatbar, men intet af det fungerede. Det gjorde ’Juicy Burger’ heller ikke ude ved hjørnefacaden, hvor man manglede siddepladser til sine gæster. Alle de sidste lejemål var på bortforpagtning som i tidligere tider. I sommeren 2021 er der helt lukket for det, der til slut blot var ’Palads bar’. Man var navnemæssigt nået nærmest helt tilbage til rødderne i 1918. Discoteket i kælderen fik også svært ved at holde kadencen. Det skiftede igen navn flere gange og åbnede og lukkede. På tidspunktet for disse skriverier er der aldeles lukket og slukket og det har der været længe. Der er opsat en hæveautomat i døren, som herudover er plastret til med sort, ligesom to flotte udstillingsskabe var det en tid umiddelbart indenfor i den gamle billetfoyer. Skabene stod herefter enten tomme eller med mere permanente filmudstillinger, før de nu er fjernet og omdannet til gulvareal som i tidligere tider.
 
 
Palads Teatret den 4. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev

Palads Teatrets 100-års fødselsdag fredag den 26. januar 2018 blev fejret med kage og festforestilling for et indbudt publikum og gratis popcorn til publikum i hele weekenden. I foyeren er den gamle trappe reetableret i 2010, hvor den oprindelige marmortrappe lå. Den prøver at imitere fordums storhed, men det lykkes ikke rigtig. Det er altså ikke en ægte marmortrappe. På hver side blev der i stedet indrettet to billetsalg, der mindede om endnu mere moderne rumstationer end det plakatgitter, der forud gav mindelser om ”2001”. Der kunne også købes biografbilletter i den forstørrede drinkstation, der var rykket ind i det tidligere sliksupermarked til venstre og det ene billetsalg gik snart hen og blev overflødigt. Man kunne nu også købe biografbilletter over nettet og der kom billetautomater omkring søjlerne ved indgangen, som det oprindelige midterste billetkontor var bygget rundt om. Disse forsvandt, da alt nu foregår digitalt over mobilen og på samme måde forsvandt også det andet rum-billetsalg. Man kan dog stadig købe billet i sliksupermarkedet og i venstre sides popcorn- og sodavandsudsalg. For tiden er alle øvrige serveringssteder væk. Udvendigt er alle de store plakatrammer også blevet færre, mens mere luftige stofplakater slingrer i vinden. De små plakater i almindelig størrelse er helt væk og det er baldakinen også for længst. Den forsvandt, dengang Saks moderniserede. Selv nye plakatstativer ude på selve trappeopsatsen de fire trin op mod indgangspartiet er revet ned igen. Der er fortsat nogle plakatskabe under vinduerne op mod Vesterport, men den nærmest blottede indgangsfacade er i dag noget trøstesløs at se på.

Palads Teatret er i sin helhed fortsat et pragtværk af en bygning. Det var et pragtværk i 1918, i 2018 og det er bygningen fortsat i 2021. Malingen krakelerer lidt på facaden og murværket er revnet flere steder, men trods besværlighederne ved at skaffe materialer dengang i 1917, da opførelsen stod på, måtte det alligevel have været solide materialer. Et overslag på en totalrenovering af facaden lød dog i 2013 på 13,5 millioner kroner. Mange penge. Naturligvis er bygningen inde som ude restaureret flere gange, men de helt store armbevægelser har der endnu ikke været brug for. Det er imponerende nok, når man tænker på, der dog er gået over hundrede år. Biografens største problem er, at tiden for længst er løbet fra den. I dag hvor alle film spiller samtlige steder på samme tid, er der mange om at tage for sig af retterne. Særligt nu hvor streamingtjenester i kølvandet på coronakrisen rager godt til sig, er det tvivlsomt, om 17 sale eller blot et antal, der minder om det, fortsat kan være rentabelt.

Dertil kommer særligt Palads Teatrets mange små sale i konkurrence med den stadigt større tv-skærm hjemme i stuen. Værre er det også med hyggen og konkurrencen med førnævnte, der kan tilbyde filmene meget hurtigere end tidligere eller helt simultant. Alle dage har man naturligvis kunne spise mad både ude og hjemme, men i dette tilfælde er retten dog den samme. Kun præsentationen er forskellig. Man kan umuligt få den samme grineoplevelse over en sjov film, hvis man sidder alene eller få mennesker sammen, modsat når en fyldt sal bryder ud i latterkramper. Desværre er der heller ikke mange af disse film nu til dags, da humor er vanskeligere at få til at fungere på verdensplan og Hollywood derfor hellere satser på andre genrer. Louis de Funès lige har vi heller ikke set noget til. Superheltene et kommet biograferne til undsætning gennem snart en del år, men disse lader også til at være udmattet ligesom det genkomne 3D-format, publikum hurtigt mistede interessen for i Danmark. Heldigvis er danske film fortsat i høj kurs.

Relativt velholdt i såvel sit indre som sit ydre mangler Palads gæster i 2021. Man er naturligvis ikke den eneste biograf med dette problem. Det store sliksupermarked er fortsat ekstremt velassorteret med et gigantisk udvalg af skønne, søde sager, popcorn og sodavand. Det er fortsat ikke voldsomt praktisk indrettet trods over 100 kvadratmeter til rådighed, men man kan så afgjort få styret sin sukkertrang til UG med kryds og slange. Palads er i dag udstyret med 2.095 pladser. I salsrækkefølge rummer sal 1 i dag 545 pladser, sal 2 har 125 og herefter 65, 145, 63, 76, 313, 182, 52, 47, 57, 61, 142, 86, 46, 43 og 47 pladser. Fra loftet i sal 1 hænger nye, røde lamper væsentlig længere ned fra loftet, end man har set siden åbningen. Det hele er som en cirkel, der sluttes.

Planerne om nedrivning har nu eksisteret i langt over et halvt århundrede år. Endnu står lykken den kække bi. I 2017 var der markante tegninger på bordet om overdækningen af Vesterport Station og flytningen af biografen hertil i forbindelse med en storstilet forandring, der ville nå helt op til Jarmers Plads. Arkitekten Bjarne Ingels gav på helt eget initiativ i 2020 sin version af et helt nyt hus på Axeltorv med Palads flyttet længere ned under jorden. Palads består endnu efter det enorme skud vitaminer i 1978 og 1979. Måske skal man bare nyde den, så længe det varer.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om Palads Teatret, København
 
 
  

• Gå til
Palads
 
Gå: tilbage - op
Opdateret onsdag, 10 november 2021 18:18:28