biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Palæ-Biografen

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
PALÆ-BIOGRAFEN
Store Kongensgade 31
Åbnet 14. februar 1922
Lukket 3. april 1924

En særdeles omtalt italiensk film ”Bibelen” var i fire dele instrueret af Pier Antonio Gariazzo og Armando Vey. Hver episode varede omkring en times tid. I dag eksisterer kun en brøkdel af den oprindelige film, der erklærede at være optaget over hele fem år on location i Palæstina og Egypten med deltagelse af intet mindre end 10.000 mennesker og 15.000 dyr.

Filmens første del havde undertitlen ”Skabelsen” og åbnede Palæ-Biografen i Store Kongensgade den 14. februar 1922. Filmen blev vist kl. 16, 17.15, 18.30, 19.45 og 21. Biografen var kommet til gennem en pulje nye biografbevillinger og fik adresse i et nedslidt område af København med høj befolkningstæthed. Den italienske film var en større satsning for den nye distributør, der egentlig tjente til det daglige brød som bagermester og som havde døbt sit selskab ’Special Film’. Speciel er i sandhed også hele denne biografhistorie, hvor lokalet var klar, længe før man fik lov til at åbne.

Pressen modtog Bibel-filmen med stor kritik. Tilhængere brugte vendinger som ’enestående pragtfuld’ og ’en alvorlig gennemført kulturfilm’, mens de fleste hånede udførelsen og de skrabede effekter, der var grinagtige selv med 1922-øjne. Atter andre var af den opfattelse, at beboerne omkring Store Kongensgade og Borgergade slet var egnede til at begribe filmens religiøse budskaber. Nogen fandt alligevel vej, for filmen blev en gevaldig succes. På tre uger blev filmen set af omkring 30.000 mennesker, før den kom til Valby Teater, hvor den fortsatte sit succesfulde spilleforløb. Allerede i Palæ-Biografen væltede det ind med skolebørn.

Filmen og Palæ-Biografen blev forhåndspræsenteret for en indbudt kreds den 13. februar. Bevillingsforholdet var slet ikke faldet på plads, men man åbnede alligevel på en særtilladelse. En grosserer Fiedler ejer bygningen, men det er fabrikant Poul Allen og redaktør V. Samuelsen, der bekoster henved 50.000 kr. på indretningen. Folketingsmedlem A.C. Meyer ventes at skulle drive biografen, men han ender i stedet med at få bevilling til at indrette en ny biograf på Amager, der bliver til Aladdin.

Palæ-Biografens navn har man hentet fra Palægade skråt overfor, men tankerne vandrede uundgåeligt hen mod Kino-Palæet på Gl. Kongevej eller Odd-Fellow Palæets store sal nærved i Bredgade, hvor sporadiske filmvisninger også fandt sted. Så hørte enhver sammenligning imidlertid også op. Udefra tog huset sig pænere ud end nabobygningerne, men salen var indrettet i et lavloftet butikslokale, som så mange andre biografer var blevet det forud og en kolonialhandel blev såmænd liggende næsten helt frem til åbningen. Meget havde imidlertid forandret sig, siden biograferne trådte deres barnesko ti-tolv år forinden. Publikum stillede nu helt andre krav til komfort og filmene var blevet længere. Palæ-Biografens vinduesfacade ud mod Store Kongensgade var ganske markant, men indenfor drev salen lang og smal frem mod et minimalt lærred nede for enden. Uden hældning på gulvet var det nærmest umuligt at se forbi personen foran.

Kun første del af bibelhistorien fik premiere i Palæ-Biografen. De efterfølgende afsnit kom op i Valby Teater, der langt bedre end Palæ-Biografen kunne illudere palæsal med fornemme malerier på væggene. Justitsministeriet havde nemlig beordet biografen lukket igen øjeblikkeligt, da det gik op for dem, at biografdriften lod til at skulle fortsætte udover det, der var givet særlig tilladelse til. Efter onsdag den 12. april 1922 kan der slet ikke vises film. Denne formiddag tiltusker en ung mand sig adgang til biografen og stjæler fremviserudstyret. Han bliver nu hurtigt snuppet, da han forsøger at sælge det igen. I maj afholdes en børnehjælpsdag i biograflokalerne, der stadig venter på at komme i regulær funktion.

Der genåbnes først den 15. november med premiere på ”Black Beauty”, den første filmatisering af fortællingen om ’den sorte hingst’. Filmen var velsignet af Dyrenes Beskyttelse, så et vildt ridt i filmens 7. akt, der gik hårdt ud over hestene, afstedkom en del undren. Den endegyldige biografbevilling var endt som endnu en forhadt dobbeltbevilling til skuespillerne Oda Nielsen og Johannes Nielsen. Foyeren er udover chokoladekiosk nu også udstyret med en lille restaurant. Sammen med nyt operatørudstyr og en gennemgribende ombygning var udgifterne løbet op i svimlende 160.000 kr.

Ugen efter hingsten er der premiere på King Vidors ”Manden fra bjergene”. Biografen var fortsat ikke god, men filmene havde substans. I december er der premiere på et eventyr om ”Jack and the Beanstalk” med titlen ”Eventyret om Hans og kæmpen”. Igen en film som kvarterets børn valfartede til. Det var biografens fjerde men også sidste premierefilm, skulle det vise sig. Snart tårner problemerne sig atter op.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
Palæets nye indehavere viser i april 1923 ”Sodoma og Gomorra”. En ganske passende titel i forhold til åbningsprogrammet året forinden men lod desværre også til at blive en lovlig malerisk gengivelse af forholdene omkring biografen, der ender i den rene tumult. I foråret indledes således en større retssag anlagt af Allen og Samuelsen mod bevillingsparret for misligholdelse af aftalen, hvor også Allen og Samuelsen var levnet kompensation i form af at indgå i bevillingsforholdet som ’bestyrere’ på en kontrakt, der var uopsigelig i otte år. Nielsen skulle først hæve 10.000 i årlig afgift og ’bestyrerne’ herefter 10.000 kr. hver, såfremt der var overskud i kassen. Beklageligvis var det netop lige præcis, hvad der ikke var. Kassen var tværtom gabende tom. Nielsen-parret havde allerede i marts efter blot fire måneders virke overdraget herligheden til en tredje part, hvad de på ingen måde havde været berettiget til. Chokoladekiosken var desuden blevet bortforpagtet, uden indtægterne herved var opgivet. Øvrige reklameindtægter samt dele af restaurationens forhold var også gået udenom bogføringen.

Dramaet i retssalen fortsætter nærmest i det uendelige. Også fogeden bliver inddraget, mens yderligere mindst én person med blakket fortid impliceres i et rænkespil af dimensioner, som selv Sherlock Holmes ville have svært ved at opklare. Biografen fortsætter driften disse måneder, men det går kun én vej og det er ned ad bakke. Dørene lukkes definitivt den 3. april 1924. Sidste film på programmet er ”Ulverovet” med Irene Rich og schæferhunden Strongheart, der var superstjerne før Lassie.

Efter først det ene, så det andet og til slut det tredje retsopgør, dømmes Oda og Johannes Nielsen i 1925 til også at udrede de sidste udgifter til Fiedler i forbindelse med tilbageførslen af lokalerne til forretningsbrug efter en kort tid som udstillingslokale. Huset rives ned sidst i 1950’erne som del af et byfornyelsesprojekt. I dag forbinder vejstykket Landegreven Borgergade med Store Kongensgade, hvor nr. 31 lå placeret.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om Palæ Bio
 
 
  
  

• Gå til
Palæ-Biografen
 
Gå: tilbage - op
Opdateret mandag, 08 november 2021 10:22:40