biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Palladium

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
PALLADIUM
Vesterbros Passage / Vesterbrogade 1
Åbnet 19. januar 1938
Lukket 30. december 1976

Palladium er af svensk oprindelse. I 1917 har Lars Björck stiftet filmselskabet Skandinavisk Filmcentral, som også får en filial i København med filmdistribution fra kontor i Cirkusbygningen, Jernbanegade 8. Selskabets første film åbner her World Cinema den 15. september 1917. I december samme år er Björck i København og lufter planer om et fælles skandinavisk samarbejde omkring filmproduktion. Med en aktiekapital i selskabet på ti millioner kroner, er der god grund til at tro, selskabet vil blive konkurrerende med Ole Olsens Nordisk Film.

•  Gå til stoleplan Palladium
•  Gå til stoleplan Palladium

Først i 1919 køber Björck to filmateliers i Hellerup, der tidligere har tilhørt Dania Biofilm og Kinografen med adresse på Hellerupvej og Strandparksvej. Her opretter han produktionsselskabet Palladium Film opkaldt efter sin egen Palladium-biograf, der var åbnet i Stockholm året forinden som Sveriges hidtil største biograf med 1.240 pladser. Der er fri næring i Sverige og Skandinavisk Filmcentral ejer allerede i 1919 en stribe biografer rundt om i landet. De danske filmstudier skulle lægge hus til indendørsoptagelser, mens selskabets udendørsoptagelser primært skulle finde sted i Sverige. Filmene ville derfor få et umiskendeligt svensk præg og beregnet på det internationale marked. Instruktøren og skuespilleren Laurids Skands er hyret til at lede den danske underafdeling, mens World Cinemas direktørs søn, Svend Jens Frederik Nielsen, ansættes som økonomiinspektør. Nielsen havde forinden fungeret som operatør i Björcks stockholmske biografer. En del af Palladiums nye stab kommer fra Nordisk Film, der kort forinden havde været gennem en større sparerunde. Herudover ansættes den danske filminstruktør Robert Dinesen som kunstnerisk leder og til at instruere selskabets første film, ”Jefthas datter”.

Den stort anlagte og temmelig dyre produktion bliver en fiasko på begge sider af Øresund og opnår slet ikke det forventede salg til udlandet. I World Cinema vises den kun en uge. Væsentlig bedre går det i januar 1921 med filmen ”Tyvepak”; en latterfarce på godt en halv time, der har Osvald Helmuth på plakaten sammen med Carl Schenstrøm og Aage Bendixen. De to har været med i flere af selskabets tidligere film, men bliver her sat sammen som ’Fyrtårnet og Bivognen’. Bendixen er med i flere af de senere film, men bliver i rollen som Bivognen erstattet af Harald Madsen. De kendes herefter oftest blot som ’Fy og Bi’. De er en slags dansk forløber for ’Gøg og Gokke’, der først kommer flere år senere. Den berømte amerikanske duo fra Hal Roach er helt givet inspireret af Fy og Bi, der også får kolossal succes i udlandet. I Danmark bliver de intet mindre end gigantiske navne på højde med Chaplin eller større. De er Palladiums største trumf gennem resten af stumfilmsårene og en del af deres film bliver siden eftersynkroniseret.

”Tyvepak” og andre billigere farcers succes var imidlertid langt fra tilfredsstillende for Lars Björck i 1921. Han havde sit hjerte i de dyrere produktioner, som selskabet fortsat havde svært ved at få tilfredsstillende resultater med. Derfor skiller han sig allerede i 1921 af med Palladium i Danmark, der købes af netop Svend Nielsen og filminstruktøren Lau Lauritzen (senior). Selskabet producerer i alt 36 ”Fy og Bi”-film mellem 1920 og 1933. ”Med fuld musik” var den sidste. Herefter fortsætter Schenstrøm og Madsen med at filme i Tyskland og Sverige, før de vender tilbage med en dansk svanesang i 1940, der får titlen ”I de gode gamle dage”, som atter produceres af Palladium. Allerede ved tonefilmens fremkomst var de gammeldags stumfilmsfarcer stort set passé.

Palladiums titler blev de første mange år udlejet af Skandinavisk Filmcentral (Filmcentralen). Siden fik selskabet også det amerikanske MGM ind under sig og filmene fik premiere i World Cinema. I 1926 blev Svend Nielsens lillebror, Knud Tage Sophus Nielsen, der blot kaldte sig Tage Nielsen, direktør for det, der nu var Filmcentralen-MGM. Da MGM startede selvstændig distribution i 1933 udlejes Palladiums film fortsat her igennem, men i 1934 etableres ’Filmcentralen Palladium’, hvor man fra 1937 distribuerer alle selskabets egne film foruden de udenlandske titler.

Der var kolossal rift om biografbevillingerne i Danmark, som blev udstedt af justitsministeren, der nærmest egenrådigt tog stilling efter anbefalinger fra bevillingsnævnet. Palladium var gennem 1920’erne den største konkurrent til Nordisk Film, der allerede ene eller delvist havde økonomiske interesser i flere københavnske biografer, bl.a. gennem Carl Bauder i Kino-Palæet og siden Palads. Nordisk endte med netop at få Palads Teatret på en produktionsbevilling og denne biograf har man endnu. I Palladium havde Svend Nielsen også allerede i 1933 forsøgt at få bevillingen til Palads og dernæst Kino-Palæet, ligesom han var interesseret i at omdanne Dagmar Teatret til biograf som supplement til World Cinema, på samme måde som Nordisk via Bauder var endt med at have adgang til både Kino-Palæet og Palads. Først i august 1935 får Palladium endelig lovning på bevilling til en biograf, der skal ligge i området omkring Rådhuspladsen og Vesterbros Passage. Både Nordisk og Palladium havde gjort det klart, at en fortsat opretholdelse af en dansk filmproduktion kun kunne finde sted, hvis man også havde en sikker biograf, hvor man kunne få vist sine film. Allerede i december kan Svend Nielsen afsløre, man har Industriforeningens Hus i tankerne for biografens placering, men der er tre-fire øvrige projekter i spil, bl.a. i Utrecht-huset og Richsbygningen. Begge huse er også siden genstand for biografrumlerier, som aldrig bliver til noget.

Palladium-selskabet var i 1933 omdannet til et aktieselskab, idet biografloven af 1933 forbød, at bevillinger kunne gives til interessentskaber. Nu fik man meget nemmere ved at komme i betragtning. Med filmloven af 1938 blev det en betingelse for produktionsselskaberne, at man kun kunne opretholde en biografbevilling, såfremt man årligt producerede et tilfredsstillende antal film af en vis kunstnerisk kvalitet. I 1938 var både Lauritzen senior og Tage og Svend Nielsens far død og Tage Nielsen overtager derfor driften af World Cinema. Lige ved Rådhuspladsen har Svend Nielsen åbnet den nye storbiograf Palladium onsdag den 19. januar. Lauritzen var oprindelig udset til at skulle fungere som direktør, men trådte allerede ud i 1937 og Svend Nielsen bliver derfor direktør i hans sted.

Palladium-biografen kom ganske rigtigt til at ligge i Industriforeningens Hus. Et halvt år efter bevillingsudstedelsen, i maj 1936, er det endnu umuligt at få Palladiums forventninger om en biograf af den rette størrelse til at harmonere med mulighederne på Vesterbros Passage. Først på årets næstsidste dag når man til enighed og indgår et tyveårigt lejemål. Palladium må for egen regning selv opføre biografen, mens man bliver lejer hos industriforeningen. Efter de tyve år overgår biografen automatisk til industriforeningen, men Palladium må forlænge lejemålet årligt på samme betingelser, hvad man da også gør de næste tyve år. Huslejen er ved denne ordning forholdsvis beskeden, men biografen skal altså afskrives på de første tyve år og indenfor dette tidsrum indbringe fortjeneste. Palladium forpligter sig desuden til at vise små industrifilm som ekstranumre.

Den nye storbiograf blev tegnet af Christiani & Nielsen og arkitekt Ernst Kühn i samråd med arkitekt K.F. Mikkelsen fra Industriforeningen, men det var efter mange strabadser. Den 24. april 1937 går håndværkerne i gang i gang med den totale ombygning af de gamle lokaler, der forinden havde indeholdt butiks- og udstillingslokaler, kontorer m.v. Det meste bliver praktisk talt revet ned, men elementer består. Byggeriet skal gå ubegribeligt hurtigt. Omdannelsen til ny biograf sker på blot otte måneder og alle byggeriets spændende faser er foreviget på film, der meget apropos kan ses på filmcentralen.dk. Lørdag den 4. september er der rejsegilde og det noteres, at den nye biograf bliver kernen i hele komplekset, såfremt man ønsker at bygge hele herligheden om. I forbindelse med opførelsen af Palladium er det kun et lille midterparti af forbygningen, man i sin helhed har ofret.

• Gå til En Storstadsbiograf i Verdensformat Aabner
• Gå til Åbningsbrochure: Palladium, København, 1938
• Gå til PDF: Palladium's kinoorganister 1938 - 1960
• Gå til PDF: Palladium's repertoire 1970 - 1976
• Gå til PDF: Hus og Frue, 1938
• Gå til
Billeder fra Palladium's historie

Palladium får 1.347 pladser og er ved åbningen Danmarks ubetinget mest luksuriøse biograf. Folk ser måbende til, mens bygningen folder sig ud og pressen refererer løbende detaljeret. Det var helt ligesom tyve år forinden, hvor københavnerne spærrede øjnene op, dengang Palads blev opført på Axeltorv. Få meter væk i Jernbanegade har arkitekterne bag opførelsen af Dagmar-biografen travlt med at kigge arkitekterne over skuldrene, så man også her kan matche Palladium eller bare det, der ligner. De to biografer åbner næsten samtidigt. Én ting får Palladium dog helt for sig selv: Et kinoorgel. Det er der ingen anden skandinavisk biograf, der kan prale med. Opstillingen af orglet begynder allerede i november og består af ikke mindre end 150.000 smådele. ’Et håbløst puslespil’ at sætte dem sammen, mener de fleste. Orglet kostede den gigantiske sum af 100.000 kroner.

Der er tale om et af de berømte Wurlitzerorgler, her model 175 3C (opus 2220), opkaldt efter Rudolf Wurlitzer og er det eneste af sin slags i Danmark. Orglet er drevet af luft. Et kabel med 1.200 korer førte over til magnetventiler, som åbnede og lukkede for de 900 orgelpiper, der repræsenterede alle instrumenter, heriblandt to flygler, et swingorkester og et jazzorkester. Den første til at spille på orglet i Palladium var australieren Berrey Brettoner. Han afløses samme år af Bobby Pagan, der gæstede biografen flere gange og siden Peer Frost, der første gang høres i 1939. I 1940 fik Mogens Kilde fast plads ved orglet. Han spillede frem 1948 og igen mellem 1950 og 1952. I ferieperioder blev der hentet gæsteorganister fra udlandet. Blandt disse og øvrige tæller bl.a. Robinson Cleaver, Lewis Gerard, Horst Schimmelpfennig, Terence Denne, Robin Richmond, Ena Baga, Benna Moe og Erik Erling. Fra 1952 var Ove Peters og Bertrand Bech faste organister ved orglet. Udenlandske biografers orgler var oprindeligt bygget til stumfilmene, men med tonefilmene får de helt ny funktion som opvarmning til hovedattraktionen. De fortsætter med at være særdeles populære særligt i England, hvor de dog efterhånden bliver varietéunderholdning. Særligt i sommermånederne valfarter danskere fra provinsen til hovedstaden for at se og høre kinoorglet for fuld udblæsning og folk kommer også rejsende fra udlandet for at se (og høre) orglet – og biografen.

Restaurant Frascati kommer til at stå for driften af restauranten i biografens foyer. Restauratør Devantier fortæller, at den nye restaurant får plads til 150 gæster og vil være åben for alle. Den bliver døbt ’Giraffen’. Man påtænker at vise smalfilm som levende underholdning under dineringen, men det bliver nu i stedet til levende musik og dans. I december 1937 udbryder en mindre brand i restaurant Frascati. Brandvæsenet møder talstærk op, idet man er bekymret for den megen løse træ i forbindelse med opførelsen af biografen ved siden af. Hele Industriens Hus var vist heller ikke for ’ildfast’, som man udtrykte det. Man havde oprindelig håbet på at kunne åbne allerede den 15. december, men det kommer til at vente yderligere fem uger. Størstedelen af forsinkelsen skyldtes ikke branden men nærmest tværtom nattefrost. Man er ved at lægge gulv i foyeren og cementen sprænger, hver gang temperaturen falder under frysepunktet. Hele biografens indre incl. orglet var allerede klar før juletid og prøvekøres dagligt. Biografen er opført efter de mest moderne principper fra Berlin, Paris og New York. Mange kalder den en miniature-udgave af Radio City Music Hall i New York, der var åbnet i 1932 med 5.933 pladser. Palladium er placeret på 1. sals niveau, hvilket ikke var set tidligere i Danmark. Foyeren strækker sig langt ind under salen. Imperial opføres i 1961 efter lidt af samme princip.

Det er en amerikansk film, der kommer til at åbne kæmpebiografen den 19. januar 1938, nemlig ”Tre smarte piger” med den debuterende Deanna Durbin på rollelisten. Det var en ganske smart titel at starte med. Dagen forinden var der gallapremiere under overværelse af hele kultureliten med justitsminister Steincke i spidsen. Statsminister Stauning var også tilstede. Hans Hartvig Seedorff Pedersen fremsiger til stort bifald en prolog med titlen ”Den verden, du gæstede i drømme”. Herefter holdt Steincke vanen tro en syrlig tale, hvor han revser dansk film midt i premiererusen. Det var endnu ikke i 1938 gået op for kultureliten, at folk sommetider blot gerne ville more sig i biografmørket. Det behøvede ikke være stor filmkunst det hele, men hele bevillingssystemet og særligt biograferne med produktionsbevilling var hægtet op på dette mystiske begreb. Kunst. Hvad er kunst og hvordan definerer man kunst?

Før hovedfilmen blev der vist en film om forandringen af det gamle hus til ny biograf. Det er denne, der i dag kan streames hjemmefra med Fyrtårnet Carl Schenstrøm som H.C. Andersen, der fortæller om den gamle by og det nye Palladium. Titlen er ”Midt i byens hjerte”. Efter denne i sig selv imponerende forfilm kom Wurlitzerorglet op fra gulvet med organisten i hvidt kjolesæt og front mod publikum, før det vender rundt mod lærredet. Orglets fremkomst udløser enormt bifald og spiller ti-femten minutter. Herefter er der en pause, hvor publikum promenerer rundt i foyeren. Første film på lærredet efter pausen er en dansk turistfilm optaget i farver med billeder fra Kronborg og Roskilde samt Kongen til hest på Amalienborg Slotsplads m.v. Det var altid populært. Herefter vises uddrag af en ældre Palladium-titel, før den amerikanske premierefilm kører gennem fremviserne.

Indgangen til Palladium rummer en monumental, neonoplyst baldakin. Den vistnok største i Danmark nogensinde og mange år frem det perfekte tilflugtssted på en regnvejrsdag. Herover lyser biografens navn i neon med lysrør op langs facaden mod husets top. Selve biografsalen rager godt op og kan ses fra alle sider. Her står Palladium-bogstaverne tydeligt på hver side. Selve facaden over baldakinen er en åben glasfacade i små vinduer, der mellem de bastante mursten på hver side fremstår lidt presset. Det oplyste rum over indgangen var tiltænkt som nyt udstillingslokale. Udvendigt modvirker den hvide neon det indelukkede, men Palladium ser alle dage ud som om, den er klemt ind som et fremmedlegeme, hvad den jo også er. I det indskudte parti hænger en kæmpe streamerplakat over dørene og breder sig ud på hver side. Et ovalt billetsalg er placeret midt i indgangspartiet.

Allermest overdådig er næsten den kolossale foyer inde bagved, hvortil alle har adgang selv uden billet, hvilket ikke var almindelig praksis på dette tidspunkt. Et foyerareal på størrelse med salen er hidtil uset i landet. Selv Palads kan ikke måle sig i omfang, men stilen i Palladium er helt anderledes moderne end den klassiske renæssance, der særligt præger paladsets foyer. Lige indenfor dørene er yderligere to billetsalg placeret i hver side ved udmundingen til den tværgående foyer. Disse er beregnet til forhåndsreserverede pladser. Billetterne sendes fra telefonrummet med rørpost til udleveringsskrankerne, der har en smukt formet, kuppelrund glasfacade. Telefonbestilling havde man forhåndsannonceret som værende gratis men på grund af stramt budget, havde direktionen alligevel set sig nødsaget til at opkræve 25 øre for at kunne holde samme prisniveau på billetterne som de øvrige storbiografer. Den var aldrig gået i dag. Der er ligeledes garderober i hver side af foyeren. Man indleverer tøjet her i en af siderne alt efter stoleplacering og modtager tøjet i sidegarderober placeret i de brede nedgangspartier fra hver side af salene. I foyeren er der yderligere børneparkering i en legestue pyntet med børnevenlige malerier på væggene, masser af legetøj og dertilhørende legeonkel. Der er desuden hundeparkering, hvor vuffer får sig en skål vand. Den store chokoladekiosk ligger til højre i foyeren, mens baren ligger placeret til venstre med indgang gennem glasdøre til restauranten til højre herfor. På toiletterne for enden i højre side, er dametoilettet indrettet med elegant forværelse, hvor man kunne nette sig. Det brugte man også i Amerika. Der er desuden opsat telefonbokse og hele foyeren er udstyret med fuldstændig moderne sprinkleranlæg. For enden modsat indgangen er der opsat hvilestole, ligesom der også er stole ved kiosken og baren. Udstillingsskabe til filmplakater findes kun i foyerens sider og dominerer således ikke. Gulvet er mosaikbelagt i sort og hvidt med tæpper på hovedarealerne. Hele foyeren er blidt rosabelyst. 

Dekorativt er der overordentlig smukt i den nye foyer. Billedhugger Stæhr-Nielsen står for de rosa-lyse sandstensvægges smukke relieffer i naturfarvet kalkpuds over de palisander-beklædte paneler, som følger med helt op til salen. Søjlerne er af grøn marmor. Kunstmaler Svend Johansen har begået et imponerende maleri på endevæggen ved trappeforgreningen til salen i lakfarve på en baggrund af guld. Billedet symboliserer filmdramaets faser med vildfarne filmstrimler gennem sig. Over trappen er ophængt et belyst kniplingsloft i stuk. Gelænderne i bronze har overflader af flettede, sorte skinremme og er forneden på den sidste del op mod salen indlagt med lys. For foden af trappen er der på hver side af første trappetrin opsat en pegasusfigur.

Salens gulv er stærkt skrånende og der er ingen balkon. Logerne har bordeauxrøde lænestole af ypperste kvalitet i lys ahorn. Salens øvrige sæder er blidere, røde nuancer. I venstre side af salen ned mod lærredet sås et selvlysende ur, der nærmest gik i ét med væggen, hvor man kunne holde sig orienteret med tiden. Sofapladserne var så store, at der var plads til tre i dem, selvom de kun var beregnet til to. Alle de fine pladser ligger lidt tilbage for midten af rummet umiddelbart ved de to opgange midt i salen. Der er særlige logepladser og tilkaldepladser for læger o.a., hvor en rød lampe blinker på sædet foran, hvis der er telefon. Der er ca. 30 pladser for svagthørende med teleslyngeanlæg. Pladserne på hver side af logerne er fritstående lænestole. Alle pladser bag opgangen er opsat i kraftigt hævet terrasseform i forhold til rummet nedenfor. Der er tykke, røde gulvtæpper overalt. Loftet i lyseblå toner i svagt reliefmønster er inddelt i lameller med indirekte belysning. Salens vægge er inddelt i etaper på samme facon. Som i foyeren er der også sprinkleranlæg i salen. I alt findes der i Palladium 400 sprinklere, så biografen er særdeles godt sikret mod brand.

Rygning er tilladt i salen, der har et velfungerende ventilationsanlæg, hvor temperaturen kan reguleres pr. grad. Hele salens front vender ned mod Vesterbros Passage. Prosceniet med scenen og orkestergraven foran med kinoorglet er i hvidt. Foran lærredet er der intet mindte end tre, mægtige fortæpper i silkevelour, silkedamask og et sølvtæppe til projektørbelysning. På hver side af prosceniet er der bag salen indrettet garderober, der kan benyttes ved levende underholdning på scenen. Det topmoderne operatørrum er udstyret med to Ernemann-kinomaskiner i allernyeste fabrikat fra Zeiss-Ikon.

Hele biografen ender med at koste 1,6 millioner kroner. Det er næsten det dobbelte af det budgetterede og skyldes primært, at brandvæsenet undervejs stillede ekstra krav til sikkerheden i form af sprinkleranlæggene og ekstra nødudgange. I marts er man bagud med betalingerne og der indkaldes til kreditormøde, som finder en mindelig løsning.

Lige fra onsdag den 19. januar vises film hele dagen. Ikke kun om aftenen men ’uden stop’ fra kl. 12. Om eftermiddagen vises i mange måneder filmprogrammer hver time med billetter fra 70 øre. Det er en udvidelse af forprogrammerne eller tidligere tiders sammenblandede forestillinger og meget lig D.S.B. Kino. På premieredagen vises dansk filmrevy, krigsreportager, Paramount-filmjournal, tegnefilm og kinoorglet spiller hele dagen. Premierefilmen med de smarte piger vises kl. 17.15, 19.15 og 21.15. Premieredagen var udsolgt længe i forvejen og filmen bliver ikke overraskende en gevaldig succes, som spiller i fire uger. Mere overraskende bliver eftermiddagsprogrammerne også vanvittig populære og skiftes mange gange, før de til sidst ebber ud. Sommetider spiller kortfilmene helt til kl. 18, før det ordinære program tager over til aftenforestillingerne. Andre gange spilles hovedfilmen fra omkring kl. 16 og om søndagen spilles oftest kun hovedfilmen. Det er ugens bedste dage, hvor billetterne går som varmt brød.

Som sidebemærkning til ugerevyerne blev biografen allerede få uger efter åbningen kritiseret for flere tyskervenlige af slagsen, hvor man håbede, der snart blev vekslet bedre mellem de tyske og de amerikanske. Kinoorglet blandede sig sommetider undervejs i kortfilmsprogrammerne, dér hvor filmene måtte være lovlig stumme i sig selv. Det var der også delte meninger om. Den 18. februar skiftes åbningsfilmen ud med den franske ”Et balkort” med Harry Bauer. Også denne bliver en fin succes og den gode stime fortsætter med de næste. Den 20. april er Deanna Durbin tilbage øverst på plakaten i ”Hundrede mand og en pige”. Den bliver en endnu større succes end den første og vises helt til den 3. juli. Hver eneste aften indfinder en ung kvinde sig med billet til 1. række midt for. Sidste spilledag spørger inspektøren, om hun ikke vil være direktionens gæst og tage plads i logen. ’Nej, tusind tak’, svarede den unge dame, ’det er jo ikke filmen, jeg skal se, men Bobby Pagan’. Turister var alle dage særligt glade for den nye biograf, men den lå også så centralt, man kunne ønske sig på strækningen mellem Hovedbanegården og Rådhuspladsen.

Indtil november veksles mellem europæiske og amerikanske film. Det er de amerikanske, der opnår allerstørst succes og det bliver også disse, der kommer til at kendetegne biografen sammen med de danske. Den første hjemlige produktion får premiere den 3. november. Det er Svend Gades ”Balletten danser” med Bodil Kjer. Ingen særlig god film og ingen særlig succes. Fra 29. november og resten af året vises Carl Froelichs tyske ”Hjemve” med Zarah Leander.

I 1939 starter året med en ny dansk Palladium-premiere, nemlig ”Den gamle præst” med Poul Reumert den 2. januar. En endnu mere gammelstøvet film end den dansende ballet, men i samtiden blev den opfattet som ’enestående’. Med et hold af gamle teaterskuespillere var den da også indbegrebet alt det, Palladium var nødt til at producere for at være sikker på at opretholde sin produktionsbevilling til biografen. Herefter er der amerikanske film på plakaten og de går fortsat bedst. En enlig fransk og tysk premiere i året kan kun mønstre hhv. fem og syv spilledage. Filmcentralen Palladium importerer selv en række europæiske film, men sætter oftest disse op i andre biografer.

En af de mindst succesfulde amerikanske i foråret 1940 er mærkeligt nok ”Troldmanden fra Oz” med Judy Garland, der kun var et års tid ældre end Jeanne Durbin, da hun indspillede sin første film. Denne vandt aldrig den store popularitet i Danmark. Dagmar tog den over en uge efter Palladium til eftermiddagsforestillingerne, men her vandt den heller ikke mange hjerter. Problemet var nok, at den blev betragtet som en børnefilm. Der er endnu en amerikansk film på plakaten, da krigen bryder ud i Danmark den 9. april, men allerede fra den 29. i samme måned sætter Palladium sin egen tyske ”Kærlighedens land” på programmet. Det var øjensynligt om at vise flaget, selvom det næppe huede publikum. Efter en uge blev programmet også amerikansk igen, men fra efteråret er man efter ordre nødt til at vise tyske film mellem de amerikanske. Der er fortsat nok af disse at tage af fra egen distribution, men ellers er de nyetablerede tyske filmselskaber UFA og Tobis også særdeles leveringsdygtige. Palladiums egen tyske ”Postmesteren” med premiere 5. december 1940 var der rent faktisk nogen, der gerne ville se. Den blev vist helt til den 19. januar.

I 1940 var det ikke Palladiums egenproduktion, der prydede biografens repertoire. Det blev blot til Fy og Bi’s tidligere nævnte svanesang samt en kongefilm, mens resten af krigsårene naturligvis var præget af besættelsen. I 1942 får Palladium-biografen sin hidtil største succes med ”Ballade i Nyhavn”, der har Svend Bille og Christian Arhoff i hovedrollerne. På den første uge blev filmen her set af 34.000 og den holder sig på plakaten i tre måneder. Tre uger efter denne er der flere lykkelige Palladium-dage, da den særdeles vellykkede ”Vi kunde ha’ det så rart” med Bodil Kjer vises i over fire måneder og dermed atter slår en rekord. De efterfølgende danske Palladium-film begynder at fungere rigtig godt, men filmene er også i den lyse og lystigere ende. Det har folk også brug for i de år. Selv de tyske film er publikum nu overbærende for i Palladium, men her får man også nogle af de bedste, tiden bringer og de er som de danske i perioden i den lette ende uden alt for megen propaganda.

Krigsafslutningen markeres en uges tid efter med en amerikansk premiere som de fleste andre biografer i byen, men sommeren bliver atter dansk med Johan Jacobsens ”Mens sagføreren sover”, der er noget så relativt sjældent som en dansk krimi. Den er folk glade for i sommervarmen. Den 16. maj 1946 får Danmarks første tegnefilm i spillefilmslængde premiere. Det er eventyret om ”Fyrtøjet”, der vises i 4½ måned. Danske og amerikanske film fortsætter med at være biografens mest populære og fylder her efter krigen atter det meste. Endnu en rekord sættes, da Esther Williams som ”Svømmepigen” får premiere den 16. december 1946 og vises helt frem til 14. maj. Fuldstændig lige så lang tid spiller ”Støt står den danske sømand” med Poul Reichhardt, da den får premiere i april 1948. Det er endda denne gang en ASA Film. Generelt skifter Palladium ikke længere program særligt ofte. Det er som regel altid et tegn på velstand. Næstsidste film i årtiet er et regulært mesterværk for eftertiden, nemlig Carol Reeds ”Den tredie mand” med Joseph Cotten og Orson Welles.

Begyndelsen af 1950’erne fortsætter som det foregående årti er afsluttet. En østrigsk film ses meget tidligt i perioden, hvor distributørerne ellers holdt sig langt væk fra tysksprogede film. Der kom enkelte franske film på lærredet og herudover var det som altid fine succeser i den blandede pose med danske og amerikanske bolcher. Filmrådet er igen ikke helt tilfreds med Palladiums produktioner, men da man i 1954 producerer Dreyers ”Ordet” med premiere i Dagmar i januar 1955, klapper man igen i som en østers og forlænger selskabets bevilling. I 1960’erne kommer Dreyer atter selskabet til undsætning i forhold til bevillingsspørgsmålet med ”Gertrud”, selvom filmen ligger milevidt i niveau under instruktørens tidligere mesterværker. Det bliver Dreyers sidste film og Palladium taber en forfærdelig masse penge på den, men det er som bekendt historien om gyngerne og karrusellerne…

Den 25. januar 1954 havde der været premiere i Palladium på ”Herfra til evigheden” med en stjernebesætning på rollelisten. Burt Lancaster, Montgomery Clift, Frank Sinatra, Deborah Kerr, Donna Reed og Ernest Borgnine m.fl. Hvem kunne ønske sig mere? Den vises naturligvis godt og længe. Da den tages af plakaten, har 350.000 set den på Vesterbrogade. I november vises ”Mytteriet på Caine” med Humphrey Bogart. Ingen af dem er i CinemaScope, men i Kino-Palæet og Palads har man taget hul på fremtiden med bredere lærred. I Palladium er kinoorglet fortsat hovedattraktionen og med de mange danske film har man endnu ikke travlt. Faktisk bygger man om vældig sent og de udenlandske film sidst i 1950’erne hører efterhånden ikke til de mest mindeværdige. Pressen begynder at stikke til biografen, men publikum forbliver trofast, selvom man efterhånden skifter program atter oftere.

I påsken 1957 holdes lukket for mindre reparationer, men først i sommeren 1960 lukker man i to omgange for ombygning med bredere lærred og installation af Todd-AO og 70mm. Efter 22 års virke måtte man i samme anledning tage afsked med wurlitzeren, der spillede for sidste gang den 22. maj med Peer Frost ved orglet. Den 30. maj og ugen derpå tages det alt sammen ned og biografdriften er derfor indstillet en uge under opførslerne af ”Poeten og Lillemor og Lotte”, der til en sjælden forandring havde fundet vej fra Nordisk Film. Man mente ikke, biografens mere musikalske publikum ville fælde en tåre i anledning af wurlitzerens bortgang, men nok snarere ånde lettet op. Efter manges mening lød orglet nemlig aldeles forskrækkeligt. På Palladiums kontor mente man, wurlitzeren var umulig at sælge, men det lykkedes alligevel at få orglet afsat til en fabrikant og biografdirektør fra Roskilde, der havde planer om at gøre det elektronisk, hvilket aldrig lykkedes for ham. Hr. Hansgaard betalte blot 1.000 kr. for hele herligheden.

Kort forinden var der blevet skudt med skarpt i Palladium. Ikke fordi man havde sat en ny krimi på programmet, men efter to mænd havde mødt i hinanden i Giraffen, hvorefter de gik over mod biografens toiletter for at afgøre et væddemål om, hvorvidt en ladt pistol nu også virkelig var en ægte pistol. Det var den så. To projektiler blev affyret og det ene gik gennem et vindue.

Palladiums mangeårige direktør Svend Nielsen var død 67 år gammel i juli 1958. Det blev startskuddet til en større retssag omkring ejerforholdene i Palladium. Nielsen havde blot få uger forinden indgået aftale med filmproducenterne Henning Karmark og Preben Philipsen om at træde ind i selskabets bestyrelse med forkøbsret til aktiemajoriteten. Preben Philipsen har i forvejen bevilling til Rialto, mens Karmark er involveret i Kino-Palæet, hvortil ASA har produktionsbevilling. De to ejer i øvrigt også Nygade-bygningen, hvor Nygade Teatret (gen)optager normal biografdrift i november. Begivenheden vedrører også Odeon, der brænder i september 1958 og som også er på Karmarks hænder.

Det lignede omstændigheder, man havde set flere årtier forinden i forbindelse med Kino-Palæet og Palads og blev det sidste større filmdrama i biografverden af sin slags her i Danmark. Slagsmålet var formentlig samtidig medvirkende årsag til den forsinkede overgang til bredere formater. Under retssagen fremlægger Tage Nielsen beviser for, hans bror har indgået kontrakt med ham tilbage i 1956 ved kautionen for et produktionslån til ”Tante Tut fra Paris”, hvor biografens aktier med forkøbsret var skrevet ind som klausul for lånet. Efter to år, hvor Karmark og Philipsen har ledet studierne, når sagen helt til Højesteret, der stadfæster Tage Nielsens forkøbsret, selvom lånet var tilbagebetalt. Han overtager hermed både produktionsselskabet og biografen. Dog må han sælge sine aktier i Filmcentralen Palladium til sin hustru, der i forvejen var blevet direktør, da loven fortsat ikke tillod distribution blandet sammen med biografdrift og filmproduktion. At det hele her bogstaveligt talt ’blev i familien’ så man gennem fingrene med, sådan som man også år forinden havde gjort med Carl Bauder og Nordisk i forhold til Kino-Palæet, Palads og Nordisk Film. Tage Nielsens dramatiske historie også forud i World Cinema, kan der læses mere om under denne biograf. På studierne i Hellerup bliver Tage Nielsens søn, den bank- og revisoruddannede Niels Jørgen Nielsen, sat til at videreføre produktionen og indtræder i bestyrelsen.

Den store genåbning finder sted søndag den 14. august 1960 med europapremiere på Walter Langs meget omtalte Cole Porter-musical ”Can Can” i 70mm. Der var forpremiere dagen forinden og filmen vises halvanden måned. Palladiums scene er gjort større og de forreste rækker er fjernet. Scenen er fem meter dyb. Det nye lærred måler 18 x 8 meter og har en runding på 2½ meter. Rundt om er der anbragt tolv nye effekthøjttalere foruden højttalere bag lærredet, der har fået et nyt og kostbart, blåt pastelfortæppe af mohairvelour. Væggene er også blevet malet. Man har ofret sidelogerne, som i stedet er blevet almindelige rækker. Dermed har det ikke kostet på antal siddepladser, at de forreste rækker er forsvundet. Tværtom er der nu plads til flere i Palladium end hidtil. Hele 1.415 kan der nu sidde pr. forestilling. De nye rækker er gråbetrukne stole i lignende model, mens alle de resterende stole først udskiftes ad hoc i løbet af det kommende år. Midterlogens stole er udskiftet her i første ombæring og er blevet kongeblå.

I foyeren er den hidtidige, mere sparsomme belysning forstærket med 36 nye ambassadelamper og et tilsvarende antal Orrefors-lampetter. Der er kommet nyt linoleumsgulv i sort, gråt og karryfarvet. Det er biografarkitekternes overmand, Holger Pind, der har forestået ombygningen, der har kostet henved en million kroner. Det er næsten halvdelen af, hvad det kostede at opføre hele biografen 22 år forinden.

En af start-60’ernes markante film tæller Alfred Hitchcocks ”Psycho” med premiere i maj 1961, hvor man annoncerer med, at ingen lukkes ind efter filmens begyndelse. Det var et amerikansk reklamenummer i forbindelse med, at publikum her typisk kunne komme og gå som man ville, mens man i Danmark i årtier havde opereret med billetter til fastlagte forestillinger på nær eksempelvis i D.S.B. Kino. Alligevel var det en fin gimmick. Det blev til 3½ uges spilletid, hvilket var at regne som en pæn middelsucces. Det var i hvert fald godt nok til, at samme instruktørs ”Fuglene” med Tippi Hedren også kom op i Palladium i 1963 ligesom instruktørens øvrige herefter.

I de begyndende chartertider havde Palladiums produktion succes med at sende skuespillerne på først ”Eventyrrejsen” til Venedig i julen 1960 og i oktober året give folket ”Eventyr på Mallorca”. Man skulle tro, rejseselskaberne havde financieret optagelserne. De største danske film i årene er ”(Dirch Passer) Bussen” og ”Det tossede Paradis” ligeledes med Passer, der bliver set af 200.000.

Først den 19. februar 1962 er der for alvor kæmpefilm på Palladiums program. Det er William Wylers ”Ben-Hur” med Charlton Heston, som med sin helaftenslængde på 3½ time er den længste film, biografen endnu har vist. Filmen vises i 70mm og der er fjorten dages forsalg forud. Den er på plakaten i tre måneder. I juni 1964 afholder biografen noget så usædvanligt som en uges russisk filmfestival i forbindelse med Nikita Krushtjovs besøg i København. Her er der 70mm-premiere på en balletudgave af ”Tornerose”. En russisk filmdelegation besøger København i forbindelse med filmugen, hvor der vises i alt fire premierefilm.

I juni 1965 er industriforeningen langt fremme med planer om endelig at bygge nyt. Arne Jacobsen har allerede vundet en arkitektkonkurrence blandt 35 andre om et helt nyt hus, hvor der også bliver plads til en ny biograf. Jacobsen reviderer tegningerne i 1968, hvor der er skåret noget af toppen på de høje bygninger, han oprindelig havde forestillet sig. Samtidig forelå planer om en udvidelse af Bernstorffsgade, der ville betyde en nedrivning af underholdningsstedet Wivex. I denne forbindelse udarbejdedes planer, der vil omfatte en ombygning af Tivolis hovedindgang til højre for industribygningen. De mange projekter modarbejder hinanden og ingen af dem realiseres i denne omgang, men i Palladium ved man godt, biografen eksisterer på lånt tid. Wivex står først for tur.

Den 10. september 1965 der premiere på Palladium-filmatiseringen af Soyas frimodige roman ”Sytten”. Ghita Nørby og ikke mindst 24-årige Ole Søltoft, der håbløst agerer 17-årig, har hovedrollerne i en film, der bliver en blandt flere kendetegnende for tiden, hvor først erotiske bøger og siden film bliver frigivet og alle censurorganer ophævet. ”Sytten” har gjort sig bemærket i provinsen nogle dage forud for premieren i København på grund af prolongation af ”Cat Ballou”. En ny genre har taget sine spæde barneskridt og de første er virkelig kluntede, men filmen bliver en stor succes. Søltoft får siden den allerstørste betydning for en lang række Palladium-titler, der bliver frækkere med årene. Det er en helt ny stil, Palladium med Niels Jørgen Nielsen ved produktionsroret er slået ind på og det er den kvindelige instruktør, Annelise Meineche, der debuterer med denne. ”Soyas tagsten” får premiere i julen 1966, mens den mere uartige ”Uden en trævl” får premiere i 1968. Meineche afslutter sin korte karriere i 1970 med ”Sangen om den røde rubin”. De er alle tre forløbere for de senere sengekantsfilm. Meineche tager sig også af operettefilmen ”Flagermusen”, der modsat alle de øvrige faktisk er vældig udmærket og selskabets dyreste produktion, men pressen kan naturligvis ikke lide den. Efter kæmpetab bliver det den anden genre, der dyrkes på Hellerup-studierne fremover. Bevillingsrådet var vist alligevel også faldet i tornerosesøvn.

Da Jacques Tatis ”Playtime” den 19. februar 1969 fik premiere i 70mm, besøgte instruktøren selv biografen og gav et show på scenen før filmen til stor begejstring for det inviterede publikum, der bl.a. talte tronfølgerparret. Tatis ”Min onkel” havde et tiår forinden haft succesfuld premiere i Palladium og ”Playtime” forblev på programmet i to måneder. Hans næste film, ”Trafik”, kommer også op i biografen i 1971.

De mest interessante amerikanske film sidst i årtiet talte ”Abernes planet” med Charlton Heston og ”Butch Cassidy and the Kid” med Robert Redford og Paul Newman. 1970 lagde ud med John Wayne i ”De ubesejrede” den 5. januar. Fra 27. april tages hul på katastrofefilmens årti med ”Airport – vinger af ild”, der bliver en rigtig stor succes. Det samme gør ”Manden de kaldte hest” med Richard Harris henover sommeren. I august følger en fortsættelse til ”Abernes planet”, før der er ”Mazurka på sengekanten” fra den 31. august. Sengekantsfilm nr. 1 er instrueret af John Hilbard, ligesom han instruerer alle de syv efterfølgere frem til 1976. Filmene er løst baseret på diverse Soya-forlæg og Søltoft er med i dem alle undtagen én, ligesom han bliver drivkraften i Merry Films pendant til sengekants-filmene, nemlig ’stjernetegns’-filmene. Disse ender med at blive decideret uartige, mens man holder sig til erotik ude i Hellerupkvarteret. Fra 1970 laver Palladium kun disse film samt ”Hvorfor gør de det?” i samme genre, som bliver en tilsvarende succes i januar 1971. Palladiums filmdistribution udlejer også øvrige danske pornofilmsproduktioner og mere eller mindre erotiske ditto fra udlandet, som finder vej til øvrige premierebiografer i byen. Selskabet tjener rigtig mange penge i denne genre.

Frederik Sundram er i 1968 blevet direktør for Palladiums filmudlejning, mens han er inspektør i Husum Bio. I 1969 avancerer han til direktør på Frederikssundsvej og får løftet biografen gevaldigt. Da Tage Nielsen dør 70 år gammel i juli 1971, bliver Sundram også forfremmet til direktør for Palladium-biografen. Idet bevillingssystemet endnu er i funktion, må han derfor midlertidigt trække sig fra Husum. Året efter købes biografen af Palladium og Sundram vender tilbage dertil, mens han også på Vesterbrogade løfter biografen yderligere på den tekniske side med to nye fuldautomatiske Cinemeccanica-filmmaskiner fra Italien. Som en af de ti første biografer i Europa kunne maskinerne startes automatisk, skifte format og tænde og slukke lyset selv ved hjælp af små magnetstriber påklistret filmene.

Fra den 12. april 1971 vises Arthur Penns bemærkelsesværdige western ”En god dag at dø” med Dustin Hoffman. Der ses væsentlig flere westerns på Palladiums lærred end forud. Det er et sjovt årti i Palladium, hvor de amerikanske film generelt er af højeste karat, mens de danske må siges at befinde sig et helt andet sted på skalaen. Blandt øvrige bemærkelsesværdige film skal nævnes Ken Russells ”Djævlene” og Hitchcocks ”Frenzy”. Desuden kom Alistair MacLean-filmatiseringerne ”Spillet er ude”, ”Dødens dukker” og ”Frygten er mit våben” op i Palladium. Biografen havde et vældig trofast publikum til spændingsfilmene, mens man udover Tati ikke så megen kunst på lærredet fra andre lande. Var der italiensk plakaten, var det film med titler som ”Duk dig, fjols!” instrueret af Sergio Leone. Clint Eastwoods ”En fremmed uden navn” blev også en succes af de større.

Palladiums allerstørste film de sidste år blev ubetinget Francis Ford Coppolas ”The Godfather”, en af verdens bedste film. Palladium havde premiere på filmen sammen med Tre Falke. Palladium viste filmen fra 2. juledag 1972 frem til 18. marts, mens Tre Falke fortsatte helt til september. Forsalget var startet allerede mandag den 30. oktober! Et lignende forsalg med den tidshorisont så man ikke igen før ”Titanic” 25 år senere. På dette tidspunkt var forsalg blevet mere almindeligt end år forinden, hvor der primært var salg til samme eller efterfølgende dag. Man havde måtte garantere ti ugers spilletid i Palladium for at få filmen fra C.I.C., men det blev heller ikke svært at honorere. Allerede efter syv uger havde 100.000 set filmen i biografen, der havde biografens største belægningsprocent til eftermiddagsforestillingerne nogensinde eller i hvert fald mange år. Filmen var en helaftensfilm og spille derfor kun kl. 16 og 19.30 på premieredagen og søndage samt kl. 13, 16.30 og 20 på hverdage.

Niels Jørgen Nielsen blev efter Tage Nielsens død hovedaktionær i Palladium. Han køber i november 1973 Metropolbygningen på Strøget for ti millioner kroner til overtagelse pr. 1 januar i forventning om at kunne overtage biografen her og bygge den om til to sale, ligesom ABCinema er åbnet med to sale. Biografen skulle nærmest være en slags baghåndsreserve, såfremt man endte med at miste Palladium, hvor lejemålet fortsat kun forlænges på kortvarige kontrakter. Det lykkes ham imidlertid ikke at få Metropols leder, Oda Meyer, til at opsige sit lejemål, der løb frem til 1980. Man har i forvejen udvidet koncernen med købet af Triangel Teatret og Husum Bio samt Colosseum og Platan, men skiller sig af med dem alle efter få år. Palladium er selskabets eneste egentlige centrumbiograf.

Julepremieren 1973 på Fred Zinnemanns ”Sjakalen” med Edward Fox bliver endnu en forrygende spændingssucces for Palladium. Den efterfølges den 22. februar af Franklin J. Schaffners ”Papillon” med Steve McQueen og Dustin Hoffman, som man ligesom med ”The Godfather” deler med Tre Falke. Natten til den 26. februar 1974 var der indbrud i operatørrummet. Ved 10-tiden næste formiddag ringede en mand til billetkontoret og fortalte, han havde stjålet halvdelen af filmen. Biografens inspektør, Fanny Jørgensen, undersøgte straks sagen og konstaterede, den rigtig nok manglede. Manden ringede tilbage og forlangte løsesum og frk. Jørgensen aftalte at mødes ham på en nærliggende café, men han dukkede ikke op. De efterfølgende dage delte Tre Falke halvdelen af sin kopi med Palladium. Det var en værre redelighed. Tre dage senere henvender en manden sig personligt i biografen og bliver anholdt. Filmen var i øvrigt slet ikke blevet stjålet men gemt af vejen under et varmeskab i operatørrummet.

Samme år i april er der tegnet et skitseprojekt for industriforeningens nye hus i seks etager. Industrirådet prøver nu for tredje gang at få godkendt et projekt med butikker og kontorlokaler på hjørnet af Rådhuspladsen og Vesterbrogade. Huset vil blive indrettet med en overdækket arkade. Industriforeningen havde holdt til på adressen helt fra 1872. Den oprindelige bygning var tegnet af Vilhelm Klein, mens en større ombygning fandt sted i 1880. Bygningerne var dermed mere end hundrede år gamle, oprindelig slet ikke tænkt som værende permanente og dermed bestemt ikke i god stand. Gulvene hældte og væggene mere og mere skæve. Husets bygningsværdi var vurderet til 0 kroner. Man mente efterhånden, den var en skændsel for Rådhuspladsen og begyndelsen af Vesterbrogade. Dette projekt bliver faktisk det endelige blot med småforandringer. I 1974 var der ikke afsat plads til biograf, da man mener, det vil blive svært for biografen at betale en væsentlig højere husleje. Der ville desuden kun kunne blive plads til halvt så mange i en eventuel ny biograf end i den tidligere, men Niels Jørgen Nielsen presser naturligvis på. Industrirådet håber, den nye bygning vil stå færdig i 1977 og lejerne opsiges dermed til fraflytning ved udgangen af 1974.

I august 1974 er der premiere på William Friedkins excellente filmatisering af ”Eksorcisten” sammen med Rialto. Repertoiret består ellers af de vanlige spændingsfilm og westerns, mens man bider negle. Da man alligevel for lov at fortsætte driften ind i 1975, giver det julepremiere på Ronald Neames fortræffelige spionthriller ”Odessa kartoteket”. Efter denne følger Roman Polanskis endnu mere fortræffelige ”Chinatown” med Jack Nicholson. Der er fortsat rigtig mange besøgende i Palladium. Den 29. august 1975 får 2. del af ”The Godfather” premiere. Julen 1975 står også i den gode spionfilms tegn med Robert Redford i Sydney Pollacks ”Tre døgn for Condor”. Frederik Sundram er umådelig dygtig til at få de på samme tid rigtig gode og rigtig populære film til biografen, hvor det på dette tidspunkt kniber langt mere ved Vesterport og længere nede ad Gl. Kongevej.

Overgangen til 1976 bliver dog biografens endegyldigt sidste. I 1976 står det lysende klart, at man ved udgangen af dette år er nødt til at forlade huset. Heldigvis står det nu også klart, at Palladium kommer til at genopstå som tre-sals biograf. Hidtil har biografen ligget på 1. sal. Nu kommer den ned i kælderen.

Efter kondoren er der en næstsidste gang ”Hopla på sengekanten”, før en række sømænd skvulper rundt i den allersidste søgang på sengekanten i november, der bliver en publikumsmat afslutning på Palladiums filmproduktion. Året har herudover givet biografen en række vanlige spændingsfilm og westerns til det store lærred med Charles Bronson i ”Fort Humboldt”, Clint Eastwood i ”Øje for øje” og Terence Hill i ”Jeg hedder stadig Nobody”. Selv en gyser som ”Dødens kløer” bliver en forbavsende stor succes og gysermesteren Hitchcocks sidste film ”Family Plot” fik premiere i Palladium på falderebet. Selv John Waynes sidste film fik premiere som biografens tredjesidste premiere og havde på dansk ironisk nok titlen ”Seksløberen som blev tavs”. Denne fine, nostalgiske western var der dog ikke mange, der fandt vej til. Så gik det lidt bedre med Roger Moore i ”Mission: Mafia-korset” ugen efter. Bud Spencer lukker ballet med ”Den runde ridder svinger sværdet”, der spiller fra 13. december 1976 frem til den 30. december. Til 21-forestillingen denne dag aflyser man Spencer til fordel for en forpremiere på Palladium Films Brian de Palma-thriller ”Besættelse”, der får premiere i Grand den 5. januar. En gruppe rockere havde forventet at se Bud Spencer og hidser sig så meget op, at politiet må tilkaldes. Det blev en lidt mat afslutning på sidste forestilling, hvor ikke mange havde fundet vej for at tage afsked. Hele direktionen og al personale var mødt op den sidste aften.

Nedrivningen er noget af en publikumsattraktion. Den finder sted i løbet af marts og skal være afsluttet inden Tivoli starter sin sæson den 1. maj. Det meste af inventaret er for gammelt til at kunne genanvendes, men nogle af de bedste stole bliver solgt til Klaptræet, der åbner i december 1977. De relativt nye filmmaskiner blev opmagasineret og genopstillet i den nye sal 1. Mens giraffen forlader Palladium, flytter en zebra i stedet ind i Palads, hvor dette bliver navnet på teatrets store bar, der åbner efter ombygningen i 1978. Sundram flytter med. Fanny Jørgensen, der havde arbejdet i Palladium siden 1950, fulgte med over i den nye biograf i 1979.
 
Læs mere her:

Gå til
En Storstadsbiograf i Verdensformat Aabner
Palladium, København, 1938
Palladium's kinoorganister 1938 - 1960
Palladium's repertoire 1970 - 1976
Hus og Frue, 1938
Billeder fra Palladium's historie

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om Palladium 1938, København
 
 
  
  

• Gå til
Palladium (1938)
 
Gå: tilbage - op
Opdateret mandag, 08 november 2021 10:16:21