biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Platan Biografen

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dk Dato: 01.10.2021
Platan som Irma forretning den 4. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev

PLATAN BIOGRAFEN
Vesterbrogade 152 (efter krigen nr. 162)
Åbnet 19. marts 1939
Lukket 29. august 1976

Biografens unge indehaver, den blot 29-årige Ebba Heyman med kælenavnet ’Micky’, havde flyttet sin bevilling fra det kun femten år gamle men totalt udtidssvarende, klejne og nedslidte Rahbek Teater. Den gamle biograf lå kun få skridt væk på den modsatte side af Vesterbrogade på hjørnet af Rahbek Allé. Heyman havde været på studietur til Paris for at finde inspiration til sin nye biograf. Her var hun naturligvis stødt på Europas allerstørste, nemlig Rex og havde oprindelig tænkt at benytte dette navn. Det blev nu i stedet til Platan Biografen, da den nye placering var nær hjørnet til Platanvej. Det er hendes mand, statsautoriseret revisor P. M. Heyman, der køber den nye grund og dermed ejer Platan Biografen sammen med sin kone.

•  Gå til stoleplan Platan

På grunden inde bagved har der tidligere ligget en gammel krydderifabrik, mens der er åbent ud til Vesterbrogade og lidt bagtil ved Platanvej nr. 32. Placeringen bliver i sig selv kryptisk, idet kommuneskellet mellem København og Frederiksberg går durk gennem den nye indgangsportal. Biografens billetsalg og chokoladekiosk ender med at ligge i København, mens foyer og sal er placeret på Frederiksberg. Der var bygningsregulativer, der forbød salens grundmure i at dele kommuneskel og derfor drejes salen en tand ekstra og kommer dermed pudsigt nok ligesom Rahbek til at ligge i samme vinkelforskydning på 45 grader i forhold til indgangen fra Vesterbrogade. Af delvist samme årsag flytter biografens indgang sig helt hen om hjørnet og nogle meter ned ad Platanvej, da der i 1959 ud til Vesterbrogade opføres en helt ny beboelsesejendom på seks etager. I 1939 er der i to forretninger yderligere i det nyopførte forhus, mens to ældre bygninger til højre rummer Kjøbenhavns Handelsbanks Vesterbro-afdeling. Hjørnehuset er en sekskantet bygning med form som et bastant tårn med to sidebygninger ned langs Platanvej, der netop havde været beplantet med platantræer indtil 1932.

Biografen opføres i 1938-39 af Kampsax i funktionalistisk art-deco stil af Ernst Kühn, der også har tegnet Palladium. Der åbnes søndag den 19. marts 1939 til øjeblikkelig kæmpesucces. Ud mod gaden rummer biografen en stor, hvid og smukt neonoplyst baldakin med biografens fulde navn ovenfor. Platan stod med store bogstaver efterfulgt af ’biografen’ i lille skråskrift. Der er plakatskabe på begge sider og en chokoladekiosk til højre, hvor man altså handler i København, mens man derefter ser film i Frederiksberg. Helt pudsigt betyder alt dette i forhold til loven, at forlystelsesskatten på biografbilletterne skal afregnes fifty/fifty mellem de to kommuner. Fra gaden med billetkontoret i midten af indgangspartiet fører en trappe ned til en 25 meter lang og ti meter bred foyer med en række midtersøjler af sort kunstmarmor. Rundt om disse lyser glorier i neon fra loftet. Der er lænestole på endevæggene og stribevis af udhængsskabe til kommende attraktioner.

Som i Palladium strækker foyeren sig ind under halvdelen af salen, der er løftet op i terrasseform med kraftig hældning bagtil. To trapper fører op til to indgange midt i salen og hver side har tre udgangsdøre. Biografen er dermed hurtig at tømme for gæster efter hver forestilling. Det er endnu nemmere end Palladium, hvor publikum fra siderne gelejdes ned i foyerområdet. Her skal man hente sit overtøj på vejen ned. Det bruger man ikke i Platan, men der til gengæld hattebøjler ved alle pladserne, der er 712 lænestole i rød velour. Væggen foran logepladserne er udvendigt betrukket med læder. Der er ikke gjort meget af vægudsmykningen, de består af gnidret, gulligt puds, men billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen har formet prosceniet med en springende sort hest over sig inspireret af det berømte gæstgivieri ’Sorte Hest’, hvis historie i området kan spores tilbage til slutningen af 1600-tallet. Der er to fortæpper, et sort og et sølvtæppe. Lampetter og gulvtæpper har desuden grønne platanbladsmotiver, så helt bart er der ikke. Loftet er indirekte belyst og ventilationssystemet fungerer perfekt. I sal og operatørrum er al lydteknisk udstyr installeret af Bang & Olufsen.

Heyman fortsatte sit udmærkede repertoire fra Rahbek og åbner med en danmarkspremiere på ”Kentucky” med Loretta Young og Richard Greene. Det var en ægte ’Romeo og Julie’-historie med masser af heste – lige nøjagtig den slags, Heyman syntes allerbedst om. Alle kvarterets borgere – og dvs. fra begge kommuner – elsker deres nye biograf, som i folkemunde i begyndelsen netop går som ’Det lille Palladium’. I senere år, hvor repertoiret skifter karakter og publikum ligeså, skal man i stedet en tur i ’platten’. I aviserne annoncerer man allerede i 1940’erne blot som ’Platan’.

Den 13. april afløses ”Kentucky” af en ny, amerikansk premierefilm. Det er denne gang ”En kvinde siger nej” med Barbara Stanwyck. Filmen er i sig selv vel kort, blot fem kvarter lang, så der er tilsat et halv time langt forprogram. Ja, så længe varer såmænd alene reklamerne snart nu om dage, men dengang var det bestemt i overkanten, nu man et stykke inde i tonefilmens æra var blevet vant til at fokusere på hovedfilmen. Stanwyck er kun på lærredet en uge, før der skiftes til Strauss-filmen ”Den store vals”, men Platan er åbnet som premierebiograf og det vedbliver man at være. Alle år er der ganske mange premieretitler mellem de øvrige titler. Platan Bio bliver desuden en af byens mest benyttede biografer til repremierer, hvor filmene ofte relanceres i ny kopi.

Allerede den 18. maj 1939 er der en ny danmarkspremiere. Denne gang ”Topper ta’r på tur” med Roland Young. Resten af året deler man en del premierer med Park Teatret på Østerbro. I begyndelsen af december er reprisen på ”Den røde pimpernel” med Leslie Howard så stor en succes, at man udvider til også at spille kl. 17.15. Selv en julepremiere aflyses og flyttes ind i 1940, så pimpernellen kan fortsætte sine redningsaktioner. Under 2. verdenskrig svinder premiererne ind. I begyndelsen er der fortsat enkelte amerikanske film på programmet, men fra 1941 er det næsten udelukkende svenske premierefilm, man kan se i Platan foruden det øvrige repertoire, der også oftest er svensk hvis ikke tysk. Heyman var særligt glad for svenske film og alle de succesfulde blev taget op flere gange. Man kunne dog ikke gentage nummeret fra Nørreport Bio, der havde holdt den svenske ”Landevejskroen” på programmet i halvandet år. Den fidus havde man sat en stopper for. Kroen blev dog vist flere gange også i Platan og der var repremiere i 1947 og igen i 1968, hvor filmen denne gang kunne holde sig på plakaten i 2½ uge på et tidspunkt, hvor repertoiret ellers så markant havde skiftet karakter.

Sidst i 1941 forhandles der om, hvorvidt Platan i sommermånederne skal omdannes til revyscene. Ved midnatstid er der lørdag aften sommetider midnatskabaret, som man benyttede mange steder til indsamlinger for nødlidende børn. Der blev også afholdt jazzshows på eftermiddage med et udvalg af swingmusik fra amerikanske tegne- og musikfilm. Dette kunne naturligvis kun lade sig gøre i krigens første år, indtil de amerikanske film blev forbudt. Det forhindrede dog ikke, at man fortsatte på dansk. Således kunne man i Platan eksempelvis høre Leo Mathisen, Svend Asmussen og mange flere.

Natten til den 31. marts 1944 blev Kino-Palæet raseret af bomber placeret af Schalburgkorpset. I den tro det var danske modstandsgrupper, der havde udført angrebet, begår andre fraktioner af korpset et tilsvarende angreb på Platan Bio natten derpå. Her bliver der kastet en brandbombe ned gennem en udluftningskanal, der sprænger ventilationsrummet fra hinanden. Operatørrummet placeret lige ved siden af fik trykket muren lidt ind, men intet udstyr tog skade. Biografens tykke betonvægge afværgede en lige så kraftige ødelæggelse, som Kino-Palæet havde været udsat for, men salens loft og de bagerste rækker måtte dog repareres. På gaden blev en forbipasserende mand lettere såret af glassplinter. Denne sommer skulle der netop have været revyteater, men dette rykker man i stedet over i Rialto, da man ikke kan sige, hvor lang tid der vil gå, før biografen kan genåbne.

Ebba Heyman beretter mange år senere, hvorledes man på grund af attentatet på Kino-Palæet havde fået assurancen op hos forsikringsselskabet, hvor bekræftelsen indløb samme dag som attentatet fandt sted om natten. Enten har man handlet hurtigt selvsamme dag eller også er bekræftelsen på assuranceforhøjelsen et heldigt sammentræf i forhold til, man allerede tidligere kunne spore forøget risiko i forbindelse med øvrige attentater på biografer og filmstudier. Nogle biografer havde indført fast nattevagt. Truslen kunne også komme fra danske modstandsgrupper eller anonyme brevskrivere. I 1941 var Platan forsøgt truet til at tage en tysk version af ”Den grønne elevator” med Heinz Rühmann af plakaten. Man var dog tvunget til at vise disse tyske film efter ordre fra besættelsesmagten; der var ingen vej udenom. Heyman var midt under krigen selv blevet nødsaget til at gå i eksil på den anden side af Øresund, da hendes mand var jøde. I denne periode tog hendes inspektør, Svend Hardenberg, sig af driften.

Heymans krigserindringer holder dog ikke helt stik. Biografen var ikke lukket i otte-ni måneder, sådan som hun siden fortæller i et interview og genåbner ikke med James Stewart i ”Spil op, Jimmy”. Denne var jo amerikansk og kom derfor først op efter krigen nærmere bestemt den 24. august 1945 og blev i øvrigt en fantastisk succes. Dagen forinden havde man taget afsked med Ginger Rogers i premierefilmen ”Der er bryllup i luften”, som havde spillet siden den 8. august og allerede den 14. maj havde der været premiere på ”Sig det med orchideer” med Fred Astaire og Rita Hayworth.

 
Læs mere her:

Platan, Frederiksberg

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
Platan i efterårsfarver den 4. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev

Nej, Platan var såmænd allerede genåbnet den 18. juni 1944, men nogen tid havde man da ligget underdrejet. De 2½ måneds restaurering havde kostet omkring 150.000 kroner. ”Livets parade” fik premiere i Danmark som første sted udenfor Schweiz og ’Platan Biografen kunne ikke have fundet nogen smukkere film til sin genåbning’, som det noteres i Politiken. I 1946 vandt filmen en Oscar for bedste originalmanuskript.

Platan Bio bidrager med en sidste krigsanekdote, da biografen onsdag den 21. marts 1945 lægger hus til Frederiksberg Socialtjenestes nødoprettede opsamlingssted for over 1.000 mennesker, der havde mistet deres hjem i forbindelse med Royal Air Force’s bombning af Gestapos hovedkvarter i Shellhuset, men hvor adskillige bomber ulykkeligvis blev kastet forkert og i stedet ramte Den Franske Skole og andre bygninger.

Den 30. januar 1946 viser Platan sin første helaftensfilm. Det er en fransk udgave af ”Greven af Monte Christo”. Filmen varer næsten 3½ time og så lange film var aldrig tidligere vist forud andre steder end i en kæmpebiograf som Palads. Nu valgte man at vise filmen i sin fulde længde i Platan med tilladelse fra myndighederne til at tage dobbelt billetpris i nervøs spænding, om publikum nu også kunne holde en så lang film ud i Platan. Forud ville filmene altid have været vist i to separate dele med eksempelvis en uges mellemrum. Eksperimentet blev en gevaldig succes og banede vejen for alle senere helaftensforestillinger rundt om i det ganske land. ’Bare filmen er god, har publikum ikke noget imod at sidde over en time længere i biografen, end man er vant til’. Sådan lød det og sådan blev det. Der var succes over hele linjen og udsolgt flere dage frem. Platan kører helt forrygende efter krigen.

John Hustons ”Ridderfalken” med Humphrey Bogart fik danmarkspremiere den 28. oktober 1946 og blev solgt som ’en rigtig gyser’, hvad den jo ikke var. Begreber som ’neglebidende spændingsfilm’ og ’hårrejsende gyser’ var slet ikke kommet på mode endnu og ”Ridderfalken” var i virkeligheden også noget ganske andet, nemlig en film-noir krimi og fungerede ikke specielt godt i Platan. Fra den 26. september 1947 er den franske ”Det hemmelige politi” på plakaten i to måneder og det er til gengæld ny rekord. Det var atter en premiere i helaftenslængde. Senere er biografen heller ikke bleg for at sammensætte tidligere årtiers film til dobbeltprogrammer, nu ofte kortere titler af omkring en times varighed, der dermed selv i dobbeltprogram fortsat kan præstere to aftenforestillinger. Det er nu alligevel sjovt at se, hvad der fungerede og hvad der ikke fungerede dengang sammenholdt med nu.

Sidst i 1940’erne viser biografen også mange Tarzan-film og de amerikanske film fylder igen mere. Der er trods alt også langt færre svenske film i cirkulation. Snart begynder westerns også at blande sig med junglefilmene og titlerne bliver mere bredt underholdende end egentlig intellektuelle. Heyman ville gerne dem alle og holder da også stædigt fast i de bedste til repremiereprofilen, men fra omkring 1950 er de fleste premierer bredere Hollywood-produkter. En svensker sniger sig fra tid til anden også ind. Nogle af dem må nøjes med tre spilledage, men selv i 1952 kan ”Gårdmandstøsen” spille i hele fire uger, selvom den også havde også haft premiere i Atlantic. Betimelige svenske dramaer om storbyens skyggesider fungerer også rigtig godt til den profil, Platan langsomt bevæger sig hen imod. En forsmag på filmudviklingen finder man i 1956, hvor den første japanske ”Godzilla”-film får premiere i Danmark med undertitlen ”Uhyrernes konge”. Premieren deler Platan med Colosseum.

På nær renaissancen flere år senere med ”Landevejskroen” tynder det ud i de svenske titler sidst i 1950’erne, hvor Heyman må erkende, at disse nu fungerer bedre andetsteds. Platans publikum har forandret sig. Der kommer flere krigsfilm på plakaten og en del af både spændings- og komedierepertoiret går hen og bliver sydeuropæisk men ofte i engelsksprogede versioner.

I september 1954 lukkes der hele tre uger for opsætningen af nyt panoramalærred til de brede formater. Der genåbnes søndag den 3. oktober med Janet Leigh og Tony Curtis som Harry Houdini i ”Manden uden nerver”, der vises i widescreen. Samme år har en regulering fundet sted, der betyder, at bygningens lejere på kommuneskellet nu overgår til Frederiksberg Kommune. Det giver på sigt mulighed for en større sanering og i 1958 besluttes det at rive alle forhusene ned helt op til Handelsbankens hjørnebygninger. Der skal i stedet opføres en ny seksetagers ejendom med forretninger i stueetagen, hvor Handelsbanken vil rykke ind og fortsat fylde det meste. Herudover indrettes kontorer på første sal og lejligheder ovenover. Heyman sælger kort før opførelsen det hele undtagen biografen til Jacob Hartmann, der bl.a. også står bag opførelsen af Domus Vista ti år senere. Biografen lejes herefter. Platan Bio får flyttet sin indgang til Platanvej, mens der ikke pilles ved salen. Byggeriet koster omkring tre millioner kroner. Både Domus Vista og det nye Platan-byggeri tegnes af arkitekt Ole Hagen, der siden også står bag Tre Falke Bio i 1958 og Kinopalæet i 1959. Biografen lukker søndag den 12. juli 1959 med Eddie Constantine i ”Flotte piger til salg”.

Platan Bio genåbner mandag den 3. august med Bill Haley and the Comets på gæstevisit i det tyske lystspil ”Caterina – en pige med rytme”. Et nyt parti glasdøre nogle meter nede ad Platanvej fører nu ind til en ny passage ned mod foyeren. Der er lige plads til en enkelt plakat på højre side af det indskudte dørparti med biografens navn ovenfor. Indgangen er en separat tilbygning til det nye seksetagers forhus.

Voksencensuren eksisterer fortsat op gennem 1960’erne, men ser efterhånden blidere på tingene. En tysk oplysningsfilm med titlen ”Seksual-lægen” bliver en kolossal succes i 1960 med fem ugers premierekørsel i Platan foruden to uger i Colosseum. Denne varsler nye tider, som eksploderer i det næste årti og mange film vises nu netop sammen med biografen på Jagtvej. Selvsamme år kan man også se titler som ”Betal med din krop”, ”Solgt til erotik” og ”Hvid slavehandel i St. Pauli”. Det sidste var nu ingen ny opfindelse. Det tema var man stødt på i adskillige danske stumfilm produceret end 50 år forinden. En del gyserfilm bliver fortsat forbudt, men blandt dem, der finder vej gennem nåleøjet kan man eksempelvis se Vincent Price i ”The House on Haunted Hill”, der i Danmark blev lanceret som ”Spøgelseshuset”.

Platan viser masser af ramasjang op gennem 1960’erne. Eddie Constantine er altid mand for at lange øretæver ud, før hans senere titler finder vej til Nørreport Bio. Denne biograf trænger efterhånden ind på Platans enemærker efter et mere omflakkende repertoire indtil James Bond tilfældigvis falder ned i Nørreports turban. Bond-filmene viser man sandelig også i Platan. Her er man allerførst til at tage hul på alle de fremtidige kavalkader, da man viser de to første i rap i sommeren 1964 efter et par måneder forinden at have overtaget den tredje i serien, ”Goldfinger”, direkte fra Nørreport og spillet fire uger yderligere. Den 1. februar 1965 har Platan Bio premiere på den danske ”Mallorcas søde liv”, hvor distributionen af filmen varetages af fotoforretningen Platan Foto. Filmen blev betragtet som årets dårligste, men spillede i fire uger og til premieren var der koncert med popgruppen The Shakers.
 
 
Platan med mælkekasser og brødkasser omkrign 2001. Foto: Thomas Hauerslev

Den mest skelsættende begivenhed for Platan i årtiet finder sted den 7. november 1966, hvor ”En nævefuld dollars” med Clint Eastwood får premiere. Mesteren i instruktørstolen hed Sergio Leone, men han var kun én af mange instruktører, der forsøgte sig med disse nye italienske spaghettiwesterns. Mange blev co-produceret med Spanien og lige så mange fandt vej derfra. Allerstørst i tiden blev ”Django”-filmene, hvor Franco Nero havde hovedrollen i originalen med titlen ”Django – vestens hævner”, som fik premiere den 24. november 1967 og spillede året ud. Den blev efterfulgt og plagieret i det uendelige – sommetider i Danmark med Django-titel, selvom ’Django’ slet ikke var med og rigtig mange af filmene kom op i Platan, der pludselig var blevet et sandt El Dorado for alt sydeuropæisk. En række agentfilm gik også hen og blev vældig populære.

I 1968 består repertoiret stort set ikke af andet end disse og det er et fortrinligt år. Django får selskab af Gringo, Ringo, Sartana og hvad de nu hed alle sammen. Der er også et lille sommerintermezzo, hvor der reklameres så forskrækkeligt med dansk porno på plakaten i Platan, men publikum fik sig nok en lang næse, selvom man fik mere at se end i en række provinsbiografer, hvor filmen havde haft premiere et halvt år forinden. Censuren var trods alt endnu ikke ophævet. Filmen havde titlen ”Lille mand, pas på!” og havde også en alternativ titel med det endnu mere forjættende ”Pornobanden”. For ligesom at sætte det hele lidt i perspektiv bestod rollelisten bl.a. af Volmer Sørensen og Christian Arhoff, selvom det ganske vist blot var små biroller. Filmen var tilmed udstyret med en kedelig forfilm, der blot bestod af lægesamtaler mellem sexterapeuterne Inge og Sten Hegeler.

I 1969 er der andre boller på suppen. Det lille filmselskab Galla har året forinden købt den italienske dokumentarfilm ”Africa addio” om alle mulige frygteligheder på det afrikanske kontinent. Man ser dyremishandlinger, vold og virkelige henrettelser. Filmen varer godt over to timer og er produceret af de samme, der lavede ”Mondo Cane”, som nogle år forinden havde haft premiere i Carlton af alle steder. Den nye film med den danske undertitel ”Farvel til Afrika” havde haft provinspremiere den 20. januar 1969 i Slotsbio i Randers og skulle i København op i Platan, men her truer en sammenslutning af ni kommunistiske og socialistiske ungdomsorganisationer med omfattende demonstrationer, hvis Platan vælger at tage filmen på programmet. Man finder filmen dybt racistisk. Heyman er tilbageholdende og får nogle måneder senere en forsmag på, hvad man kunne vente sig i forbindelse med den lige så udskældte Vietnamkrigsfilm ”De grønne djævle” med John Wayne. Den får premiere mandag den 5. maj længere inde ad Vesterbrogade i Saga. Store demonstrationer forhindrer her publikum i at komme indenfor i biografen og ikke mange tør overhovedet nærme sig. Saga kapitulerer og tager filmen af plakaten allerede fire dage senere. Længere ude ad Vesterbrogade bliver der ikke foreløbig noget goddag til Afrika-filmen, men tiden læger som bekendt alle sår. Knap tre år senere vover man pelsen og sætter filmen op sammen med Colosseum i november 1971. Der kom alligevel ingen bål og brand i gaden i den anledning.

Gennem det foregående årti havde man flere gange delt film med netop Colosseum og derfor forekommer udviklingen de efterfølgende år heller ikke unaturlig. Ebba Heyman spillede næppe et repertoire, hun havde et særlig varmt forhold til. Efter det sidste nostalgiske besøg i ”Landevejskroen” var de nye genrer fuldkommen dominerede. Lørdag aften og siden også fredag vises de vanlige ’dobbeltmidnattere’ og tilsvarende mere fredsommelige søndag eftermiddag for de yngre generationer. Hver aften blev der skudt med skarpt på lærredet omkring kl. 19.15 og 21.15, hvis ikke en sjælden komedie forvildede sig ind. I 1970 er samtlige premierefilm europæiske og ingen af dem kommer dette år fra de amerikanske distributører.

Ved årsskiftet 1970-71 vises en tysk-spansk B-film med titlen ”Frankenstein og bludsugerne”. Den holder sig på plakaten i 2½ uge, men besøget daler generelt i takt med filmenes kvalitet. Clint Eastwoods westerns sælger så godt, at de får premiere i de største biografer og så Nørreport Bio, der som bekendt havde fået stjernestatus på grund af James Bond. Ellers mindede de to biografer såmænd ganske meget om hinanden. Platan tager mange af disse westerns op som repriser, men blandt premierefilmene må man i det nye årti nøjes med smådistributørernes importer samt de mest ubetydelige fra eksempelvis MGM. I løbet af 1971 synker Platan endnu dybere med filmene, der fulgte efter ”Frankenstein”-historien med et mindre lyspunkt i skrækfilmen ”Syre sletter alle spor”, der både havde Vincent Price, Christopher Lee og Peter Cushing på plakaten. Tre af de største gyser-skuespillere samlet i én og samme film. Tre ugers spilletid på denne tændte et lille lys, men titlen der fulgte hed ”Et sexdyr i lejr 7” og kom fra distributionsselskabet Scan-American, der fandt en fed fidus i at navngive næsten alle deres titler med ’Et sexdyr et eller andet sted’. ”Lejr 7”-filmen blev den største succes af disse og fik også repremiere i Platan i 1974 og så sent som i 1983 i Saga, hvor den helt uforståeligt holdt sig på plakaten i over tre måneder.

Da biografbevillingssystemet ophæves i 1972 sætter det på samme tid Ebba Heyman fri, idet der nu pludselig bliver en forstærket interesse for andre i at overtage Platan Bio, hvor belægningsprocenten nu er faldet så meget, at der typisk kun sidder omkring 150 gæster pr. forestilling. Heyman er på dette tidspunkt i begyndelsen af 60’erne og har drevet biograf i 43 år. Gunnar Obel er først fremme med tegnebogen og overtager biografen. Han har i forvejen erhvervet Colosseum året forinden. Obel sætter flere af sine egne film op, men trods adskillige pæne succeser får han intet overskud af driften. I Obels tid vises flere film, der nærmer sig den regulære pornogenre, men de bider sig ikke fast i Platan. I oktober 1973 sælger han begge biografer videre til Palladium, der ikke ændrer noget i profilen, selvom man drosler ned for premiererne og i stedet søsætter adskillige kavalkader med kvalitetsfilm fra den brede underholdningsgenre. Efterhånden som karatefilmene vinder indpas, kommer flere af disse også på programmet. Den nye asiatiske genre udkonkurrerer ganske hurtigt de tidligere så populære spaghettiwesterns, der ikke længere importeres mange af. Nu er de italienske politifilm den nye mode fra disse kanter, men det er ikke dem, der kommer op i Platan. I stedet finder enkelte amerikanske premierer atter vej, men en titel som ”Morderen foretrækker blondiner” gør intet væsen af sig. På den store skala ser det samlede premiereprogram i Platans sidste år ret sølle ud.


Palladium Film opgiver driften ved udgangen af 1975 og sælger atter videre. Den nye køber er Tage Borg, der også driver Borg Film samt biografer i provinsen. Han sætter to af sine egne film op, nemlig komedierne ”Lille sælger, ka’ du nu” den 1. marts 1976 og ”En mand i huset” den 2. august. Sidstnævnte spillede i tre uger, men der var langt fra fuldt hus hver aften. Det blev biografens sidste premiere. Den afløses af David Leans ”Broen over floden Kwai”, der vises fra mandag den 23. august frem til søndag den 29. august 1976, hvor det er slut. Sidste eftermiddag spilles også ”Søløve på sjov” og ”Far til fire på landet” om eftermiddagen. Der var ingen bekendtgørelser omkring lukningen, så man nåede ikke at tage afsked. Tage Borg tager atter en chance med biograf på Vesterbrogade, da han køber sig ind i Carlton i 1978.

Platan var den første store biograf, der ophørte på Vesterbrogade. I dag er der som bekendt slet ingen tilbage. Biografen var blevet solgt til Brugsen, der åbnede i september 1977. Hele salens indre omdannes i forbindelse ombygningen. Brugsen bliver siden til Superbrugsen og udvides. Midt i 1990’erne fjernes den separate biografindgang, der kom til i forbindelse med nybygningen i 1959. Den blev ofret til fordel for flere parkeringspladser. Udvendigt ligner biografbygningen sig selv her i 2021, hvor Irma har overtaget efter Superbrugsen og udvidet forretningen yderligere ved inddragelse af banken, der i mellemtiden var blevet posthus og ejendommens øvrige butikker.

Ebba Heyman overlevede Platan Bio med adskillige årtier. Som 90-årig gik hun mannequin og holdt sig i form med golf og tennis og så var hun tilmed helårsbader. I 2009 kunne Ebba Heyman fejre sin 100-års fødselsdag og dør kort før sin 101-års fødselsdag året derpå. Inden da når hun i 2010 at være hovedperson i en svensk-dansk produceret kortfilmsdokumentar med titlen ”Micky bader”, der vandt juryprisen i Cannes. Her fortæller hun bl.a. om sine oplevelser under 2. verdenskrig, hvor hun som gift med en jødisk mand måtte træffe nogle svære beslutninger. Hun fik eksempelvis aldrig børn. Hendes mand som hun var gift med i 66 år, biografen og personalet havde været hendes et og alt.
 
 
   

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om Platan, Frederiksberg
 
 
   

• Gå til
Platan Biografen
 
Gå: tilbage - op
Opdateret søndag, 07 november 2021 16:56:49