biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Regina Teatret

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Regina Teatret i 2008 set fra Åbulevard. Foto: Thomas Hauerslev

REGINA TEATRET
H.C. Ørstedsvej 69
Åbnet 30. september 1917
Lukket 31. marts 1962

C. F. Bokkenheuser havde gennem nogle år drevet Kæmpe-Biografen på Åboulevarden, der fungerede lidt i stil med Cirkusbygningens varietéforestillinger kombineret med filmvisninger. Her udgjorde spillefilm siden hele programmet i vinterhalvåret, men det var først efter Kæmpe-Biografens dage. Det enorme rum løb ikke særlig godt rundt økonomisk og så kom brandmyndighederne tilmed på tværs og krævede det hele lukket på grund af brandfare. Hele herligheden var nemlig opført i træ. Således lukker Kæmpe-Biografen den 15. april 1917 efter et halvt års henstand. Bokkenheuser fandt hurtigt en ny adresse til sine filmforestillinger og har pr. 1. april overtaget en villagrund nærved på H.C. Ørstedsvej, hvor en ny biografsal bliver opført bagved. Allerede søndag den 30. september 1917 kan Regina Teatret åbne sine døre med Valdemar Psilander i ”Kærligheds-væddemålet”.

•  Gå til stoleplan Regina Teatret

Det ældre forhus er i to etager og tagetagen har et lille fremspring i midten, men ellers gør biograffacaden ikke stort væsen af sig ved åbningen. Der er ingen baldakin og intet andet lys end det, der kommer fra den lille indgang til højre med billetsalg på hver side i indgangsportalen. Der ligger en lille butik midt i forhuset, mens trappen fra balkonen fører ned i venstre side og operatørrummet er i øvrigt placeret helt oppe under loftet. Foyeren er udsmykket med malerier af Thor Bøgelund-Jensen med motiver fra det gamle Frederiksberg og smyger sig op langs salen. Den store balkon, der rækker helt ud til gaden, har 156 pladser, heraf 20 logepladser foran, hvor man sidder i magelige, gobelinbetrukne klubstole. Hele salen blev benævnt både smuk og stilfuld med plads til i alt 457 gæster. Prosceniet er lyst indrammet og hævet, så lærredet er nemt at se fra alle pladser. En lille scene pynter foran til den musikalske ledsagelse. Loftet er hvælvet og væggene holdt i en varm, rød farve, som på premieredagen endnu ikke er helt tør, hvorved flere gæster får en souvenir med hjem på frakkeærmerne. Der er ikke helt udsolgt på premiereaftenen, men åbningsfilmen vises i otte dage med tre forestillinger fra kl. 17.30, om søndagen allerede fra kl. 16.

Allerede i 1919 erkender man, at der er for lidt plads og får tilladelse til at flytte indgangen hen i midten, hvor et nyt indgangsparti etableres på samme facon med billetsalg i hver side. Der er nu masser af billeder og plakater på facaden og hele huset prydes af det aktuelle program i en lang reklamestreamer mellem stue og første sal. Udsynet fra gulvet har alligevel ikke været helt godt på de bagerste rækker, så balkonen får hugget det yderste stykke af, hvorved to rækker forsvinder. Der er fortsat et par logepladser ude i hver side, men balkonen har nu kun 133 pladser og salen 434 i alt.

Som så mange andre velfungerende biografer begynder der fra tid til anden også at falde yderligere premierefilm af til Regina Teatret. Med tiden bliver det til en del københavnerpremierer og den 28. november 1921 ses en danmarkspremiere på Holger-Madsens tyske wienerfilm ”Den døende stad”, som får klapsalver og lovord med på vejen, selvom den forekommer agiteret. Halvanden uge holder denne sig på plakaten og Regina skiftede gerne program to gange ugentligt.

Senere i 1920’erne holder Regina københavnerpremiere på et par westerns, hvor man her bl.a. kan opleve Tom Mix på sin hest, Tony, i ”Blandt kvægtyve og kvinderøvere”, hvilket jo lød ganske forjættende. Det er Frede Skaarup Film, der giver Regina disse og i 1928 har Fox en danmarkspremiere til Regina med tidens anden cowboyhelt Buck Jones i ”Cowboy og komtesse”. Westernhelt nr. 3, Ken Meynard, rider også forbi på en premierestrimmel i Paramounts ”Guldrøverne” endda i dobbelt premiereprogram med Florence Vidor i lystspillet ”Ritas forlovelse”. Efter endnu en Paramount-premiere i 1930, denne gang kun københavnerpremiere, på Jack Holt i ”Den farlige flugt” holder man inde resten af tiåret med de helt nye titler, men man har for længst fundet nøglen til succes.

Ligesom i Vesterbros Teater er dobbeltprogrammerne lige noget for Reginas publikum. Man går ikke så højt op i kvalitetskriterier som i succeskriterier, men begge dele følges vel pænt ad hånd i hånd i Regina, der ganske enkelt bare viser god underholdning. Det er typisk de kortere film, der programsættes, så man snildt når to film både kl. 19 og 21.15 eller 21.30. Tidspunkterne varierer lidt efter længde, men det var utroligt, hvad man kunne nå på H.C. Ørstedsvej, hvor der også skulle være plads til korte pauser, ugerevy og andet. Var en film alt for lang til dobbeltprogram, nøjedes man såmænd med den ene eventuelt suppleret med en kort forfilm. Det foregik alt sammen ligesom på Vesterbrogade.

I maj 1934 bliver biografen moderniseret både indvendigt og udvendigt, hvor facaden nu stråler i guld og sølv. Indgangsportalen sløjfes, billetkontoret rykkes helt ind og salen får også en grundig tur med malerpenslen samt nye PH-lamper på væggene. Der kommer tilmed nye stole og sædeantallet reduceres til 403 pladser. Der genåbnes 2. pinsedag, mandag den 5. juni, med den tyske ”Husarerne kommer”, der måneden forinden havde haft premiere i Carlton.
 
Læs mere her:

Regina, Frederiksberg

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien

 
Regina Teatret i 2008 set fra H C Ørstedsvej. Foto: Thomas Hauerslev

1930’erne bliver reprisernes år og Regina er omkring 1940 lidt ugleset i finere kredse. I februar 1941 dør Bokkenheuser og biografens bevilling opslås som ledig, mens hans enke midlertidigt viderefører biografen. Selvom forlystelsesafgifterne er ved at vokse de fleste over hovedet, har tonefilmen givet et opsving og 56 ansøgere melder sig i håbet om at få en biograf. Selv en fremtrædende biografdirektør som Hjalmar Davidsen søger bevillingen, idet han har måttet fraflytte Alexandra Teatret på Nygade. Han ender dog med at kunne opføre det nye Alexandra lige om hjørnet ved Gl. Torv.

Bevillingsrådet kigger alle ansøgninger efter i sømmene i håbet om at finde nogen, der muligvis kunne løfte repertoiret på H.C. Ørstedsvej og ender nok et sted midt imellem. Den nye bevilling tilfaldt såmænd ingen anden end Frede Skaarup, Københavns ukronede forlystelseskonge gennem tre årtier. Han havde også sat umiskendeligt præg på filmbranchen gennem sit distributionsselskab, som flittigt havde leveret film til Regina og alle andre ved en blandet bolchepose fyldt med lødige titler og strimler af mere underholdende karakter. Skaarup havde på dette tidspunkt bevilling til Standard, som i stedet ender med at lukke, men når slet ikke at overtage biografen, idet han dør 60 år gammel den 2. januar 1942 mindre end et år efter Bokkenheuser. Det forventes, at Skaarups enke kan overtage bevillingen, hvis hun ønsker det og sådan bliver det. Efter overtagelsen i april starter Hertha Skaarup ud med en gennemgribende modernisering af hele biografen i juli, som først nu får de sanitære forhold i orden, da der indrettes toiletter. Det måtte vel også være strengt nødvendigt med de lange programmer. En chokoladekiosk havde man dog haft siden ombygningen i 1919. Dobbeltprogrammerne bliver der til lokalbefolkningens jubel ikke ændret på.
 
 
Der genåbnes den 31. juli med Gary Cooper i ”Kun engle har vinger” og Joe E. Brown i komedien ”Gangsterhotellet”. Skaarups gamle ven, Ib Schønberg, holder genåbningstalen for det feststemte publikum. Der er fortsat 403 pladser i salen incl. balkon. Der er nu kommet fortæppe foran lærredet og væggene er nymalet i en behagelig, gråblå farve med grønne toner, mens panelerne er hvide. PH-lamperne er malet på overfladen og kaster således nu et blåt skær mod det lyse loft. Et nyt ventilationsanlæg er også kommet på plads og foyeren fremstår nymalet i cremefarver og der er opsat en række dekorative, hvide sofaer i de før så bare rum. Udvendigt er facaden malet lyseblå.

Den 25. maj 1945 er der danmarkspremiere på et amerikansk drama med Claudelle Colbert, der har titlen ”Remember the Day”. Filmen vises også i Windsor. Det var en af de første amerikanske film efter krigen og i årene efter kommer en del tidligere succesfulde film op som repremierer i Regina. Nogle er nye kopier på ny filmlicens og enkelte film har også fået ny titel. Mange af dem er westerns. Den 4. november 1946 er der atter en danmarkspremiere. ”Her kommer jeg” hedder en beskeden amerikansk film fra et lille nystartet filmselskab, Victoria Film, der snart må lukke igen.

Væsentlig bedre går det med nogle nye detektivfilm i 1947 og sandelig, om man ser ikke blot ét, men hele to Gøg og Gokke-kortfilmsprogrammer med nogle farcer, der aldrig tidligere har været vist i Danmark. Her er det filmselskabet Kosmo Film, der leverer det første og dette selskab giver Regina rigtig mange film det næste tiår. Det andet program distribueres af Atlantic Film og et større selskab som Teatrenes Films Kontor har nu også adskillige premierer i Regina, hvor alle vises som dobbeltprogrammer. Yderligere premierer finder vej fra Globe og Gefion Film. Således ses i julen 1948 en dobbeltpremiere på Buster Crabbe i ”Fuzzy som postrøver” og ”Texas’ musketerer” med Dave O’Brien.

Publikum havde afgjort opmærksomheden rettet mod biografen i denne tid og derfor bliver det til endnu en sidste modernisering af Regina Teatret i september 1949, hvor der kommer nyt betræk på stolene, mens væggene atter får en tur med penslen. I operatørrummet bliver de gamle filmmaskiner udskiftet. I 1952 ansøger fru Skaarup om tilladelse til at udvide teatret, men får afslag.

Reginas sidste premiere finder sted den 23. maj 1961 og har titlen ”Ørkensheiken”. Filmen har haft provinspremiere i Aalborg to år forinden og den er kun på plakaten tre dage i Regina. Da Hertha Skaarup dør i juli 1961 videreføres biografen af teatrets inspektør, Poul Møller, der allerede måneden efter indser, at biografen formentlig må nedlægges. På nær ombetrækningen af sæderne og nye fremvisere, er der praktisk talt ikke sket nogen forbedringer i huset udover de mange opmalinger. Biografen har eksempelvis aldrig fået opsat bredt lærred eller installeret CinemaScope. Særligt dette faktum holdt overfor det ekspanderende antal tv-apparater hjemme i dagligstuerne, giver ikke Møller mange forhåbninger. Når der vises en god film i hjemmebiografen, er der ifølge Møller helt tomt på H.C. Ørstedsvej. Da biografen samtidig er så utidssvarende og en forandring formodes at blive kostbar, vil det næppe være rentabelt.

Ved udgangen af 1961 er der planer om en nedrivning af ejendommen, der da vil blive erstattet af en ny beboelsesejendom i fem etager med benzin- og servicestation i stuen. Dette projekt løber ud i sandet, selvom grunden bliver solgt af boet efter Hertha Skaarup for 350.000 kr.

I marts 1962 besluttes det ikke at opslå bevillingen ledig og på månedens sidste dag vises den sidste film. Det bliver William Wylers ”Folket i den lykkelige dal” med Gary Cooper, som var en smuk film at runde af med. Denne sidste aften, en lørdag, spilles kun kl. 19.

I 1963 flytter Ring-Bilen ind og omdanner salen til kontorer. I 1980’erne kommer der reproduktionsvirksomhed på begge etager og fra 1990’erne frem til 2006 er der skolelokaler og kontorer i gamle Regina. I 2013 indrettes et værkstedsfællesskab i de efterhånden stærkt nedslidte lokaler, hvor der også er plads til digtoplæsning og små solokoncerter.

I 2016 bliver den forhenværende biograf samt forhus og andre bygninger ved siden af revet ned og først nu erstattet af et nybyggeri i fem etager. Her kommer der en Netto-forretning i stuen, der strækker sig ind i et ligeledes nyopført nabohus til venstre. Det nye byggeri står færdigt i 2019.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om Regina, Frederiksberg
 
 
  

• Gå til
Regina Teatret
 
Gå: tilbage - op
Opdateret torsdag, 11 november 2021 10:47:42