biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Triangel

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
Triangel Bio den 27. september 2021. Foto: Thomas Hauerslev

TRIANGEL TEATRET
Østerbrogade 70
Åbnet 28. oktober 1926
Lukket 11. marts 1979

Indtil 1926 har Østerbro kun haft én eneste biograf på grund af den lokale politiinspektørs modvilje mod denne form for underholdning. Biorama var endda en bitte en af slagsen med blot 160 pladser. Først da biografbevillingerne faldt ind under Justitsministeriet, skete der ting og sager. Med ét slag fik Østerbro på blot én måned hele tre nye biografer. Park Teatret åbner længere ude ad Østerbrogade tre dage efter Triangel Teatret og den 27. november åbner Røde Mølle sine døre på Ryesgade. Triangel Teatret afløser den helt utidssvarende Biorama torsdag den 28. oktober 1926. Den nye, store sal har 816 pladser. Biografen var blevet opført på fire måneder og havde kostet 300.000 kroner. Forud havde der ligget en sodavandsfabrik i baggården, mens forhuset i fem etager er fra 1883. Her var to butikker ud mod gaden slået sammen til den nye indgangsportal.

• Gå til stoleplan Triangel Teatret
• Gå til galleri
Triangel Bio som møbelhus, oktober 2010

Det er Ingvar Jørgensen, der flytter sin Biorama-bevilling til den nye biograf, som er tegnet af arkitekt Viggo Jacobsen. Indgangen sker gennem en åben portal fra Trianglen med filmens titel strækkende sig umiddelbart over indgangen og til venstre over husets portudgang. Forhuset er ikke særlig bredt, der er kun tre vinduer på hver af de fire etager ovenfor. Mellem hhv. første, anden og tredje sal står Triangel Teatret delt i to med neonoplyste bogstaver i grønt suppleret med et par høje plakater mellem vinduerne på første sal. Inde til venstre er der billetsalg med to kasser og kiosk bagerst før to glasdøre i portalens højre side fører videre ind i en langstrakt, grønmalet foyer, der nærmest virker som én lang gennemgang. Bagerst fører to dobbeltdøre ind til salens venstre side.

Salen er malet i røde og violette farver og strækker sig ret bagud med de 816 pladser fordelt på 36 rækker med midtergang og to sidegange flankeret af otte marmorsøjler i hver side udført af stenhugger Scheller. Fire dobbelte udgangsdøre til venstre fører ud til gårdpassagen mod gaden. En tværgang helt bagerst i salen bag yderligere søjler rummer bænkepladser til børnene. Normalt var disse placeret forrest, men på grund af søjlerne så man ikke godt herfra. Dem kunne børnene så få fornøjelsen af. Det højloftede rum har bjælkeloft, men er uden balkon. En mindre scene rummer lige akkurat plads til et timands orkester ledet af kapelmester Knud Lindhard, som tidligere har dirigeret i både Kino-Palæet og Palads. Lærredet er ganske stort og placeret relativt lavt i lokalet. Både ventilation og opvarmning fungerer ved indblæsning af luft under sæderne, hvilket var en populær løsning i 1920’erne. B.T. kaldte biografen for et ’penalhus i sin svimlende uendelighed’.

Åbningsfilmen var tysk og bar titlen ”Israels søn” med Henny Porten i den kvindelige hovedrolle. Den 5. november skiftes til et amerikansk premiereprogram med titlen ”Storfyrstinden og hendes kammertjener”. Her stod Florence Vidor og Adolphe Menjou øverst på plakaten. Biografen er ikke egentlig premierebiograf, men får ligesom Park en række af de bedste titler, der ikke er levnet plads i centrumbiograferne. Efterhånden får flere film danmarkspremiere på Østerbro, simpelthen fordi filmene spiller temmelig godt her i kvarteret. I januar 1927 er ”Wienervalsen” med Lya Mara og Harry Liedtke en rekordsucces i Triangel med 2½ uge på plakaten. Det er distributørerne Paramount, Kosmo og Skaarup Film, der leverer en god del af de nye film. I foråret 1928 er den første filmatisering af ”Tiggerstudenten” med Liedtke fra sidstnævnte filmselskab endnu en rekordsucces med fire uger på plakaten. Rekorden slås samme efterår med det lille Valkyrie Films franske titel ”Den store prøve”, der vises en hel måned. Efter de første to år er Triangel ganske enkelt blevet en kæmpesucces.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
Triangel Bio den 27. september 2021. Foto: Thomas Hauerslev

Røde Mølle forblev en ægte lokalbiograf det meste af sin levetid, mens Triangel og Park Teatret kæmpede om et bredere publikum. Særligt Triangel var kunstnerisk anlagt de første årtier og filmene gik ofte forbavsende godt. De to biografer lignede ikke hinanden på andre måder end i deres programvalg. Park Teatret var langt mere pompøst med stor gulvfoyer og en endnu større foran balkonen, mens forholdene bogstaveligt talt var væsentlig smallere midt på Trianglen. Alligevel var de stort set lige populære. Benpladsen var nu lidt presset i Triangel og der blev strengt taget aldrig ryddet ud i rækkerne.

Samtidig med de første amerikanske tonefilmspremierer præsenteres den 14. august 1929 et nyt dansk lydsystem i Triangel. Apparaturet er udviklet af ingeniør Viggo Jensen og finansieret af filmmanden Frede Skaarup. Lyden går fint igennem og der er ingen skratten, som man har hørt ved tidligere præsentationer, lød dommen. ’Tilhørerne havde svært ved at se, at de kostbare udenlandske lydmaskiner har fordele frem for denne danske, som tilmed skal kunne sælges for en overkommelig pris, omkring 6.000 kr.’ Der blev vist et udsnit af fire forskellige film, som anvender hvert sit lydprincip, som det blev beskrevet. Der var bl.a. billeder fra en engelsk fodboldkamp og særligt en ugerevy gjorde lykke med sin gadestøj, larm, musik og tale. Mest begejstret var man dog for noget ganske nyt: En tegnefilm tilsat musik og lyde. Filmen hed ”Steamboat Willie”. ’Man lo, så tårerne trillede ned ad kinderne’. Det var såmænd den allerførste visning af en Disney-tegnefilm i Danmark nogensinde. Filmen fik officiel premiere i Metropol fem dage senere som ekstranummer til Skaarup Films franske ”Spejderdrengen”.

Fra begyndelsen af 1930’erne er Triangel også med på bropremiererne på danske film, der godt kan være af mere lystig karakter. Triangels force er ellers fortsat de gode dramaer og musikalsk anlagte titler af alle nationaliteter. I de første år var det orkestret, der var førsteklasses. Siden lød tonefilmene også vældig godt på Trianglen. Akustikken var umådelig god. I 1934 sættes marmorsokler op ud til gaden således, at større udhængsskabe mod afgift får lov at række 20cm ud.

Sidst i 1930’erne, hvor det begynder at skorte på nye europæiske film, fylder de ’underholdende’ film mere på repertoiret. Forholdet mellem Park og Triangel var kunstnerisk ved at være jævnet ud omkring 1940. Muligvis gik Triangel nu hen og blev endnu lystigere. Selv en ny ”Tarzan”-film kunne man blænde op for så tidligt som i august 1938 sammen med Aladdin og Colosseum og ”Kong Salomons miner” fra 1937 havde samme premierekonstellation ugen efter. Triangel havde fortsat ganske mange premierefilm, men de fleste titler delte man nu med andre. De snart få solopremierer fik mindre opmærksomhed og bestod nu primært af ganske marginale titler, der ofte kun spillede få dage.

Ingvar Jørgensens søn, Knud, er inspektør i Triangel Teatret, mens to øvrige sønner er direktører for hhv. Metropol på Strøget og Gefion Film. Han har desuden en datter, der er direktør for det mindre distributionsselskab Centrum Film, så der er tale om et helt lille filmdynasti. Begge selskabers titler er flittige gæster på Triangels lærred.

Under krigen var en forestilling den 23. april 1944 om aftenen blevet afbrudt ved, at pistolvæbnede mænd trængte ind under forevisningen af den italienske premierefilm ”Don Pasquale – den gerrige”, hvor de viste karikaturtegninger af Hitler og afspillede en propagandaplade. Lignende optrin fandt sted andre steder i byen og dagen efter blev alle byens biografer tvangslukket frem til sidst i maj. Krigsafslutningen fejrede Triangel med premiere på Rita Hayworth og Charles Boyer i ”Manhattan” den 14. maj 1945. Filmen var på plakaten helt til den 24. juni og havde også haft premiere i Fasan.
 
 
Knud Jørgensen overtager bevillingen efter sin fars død i 1947 og opretholder det høje niveau. Efterhånden som større kunstneriske film atter tilflyder Danmark fra sidst i fyrrerne begynder flere af dem at få premiere i Triangel som i gamle dage. Alternativt kommer de hurtigt på plakaten efter Alexandra eller Grand. Resten tager Park Teatret sig som regel af og man kan næsten altid se en god film på Østebro. I 1949 bygges billetsalget om og flyttes ind midt i vestibulen med indgangsdøre bagved på hver side. Den gamle kiosk bliver nu omdannet til kontor, mens en ny kiosk med Toms Chokolade opsættes midt i foyerkorridorens højre side. Knud Jørgensen får desværre ikke så mange år på direktørposten, idet han allerede dør i 1953.

Den 42-årige Johan Jacobsen har gennem mange år arbejdet indenfor filmbranchen. Hans far havde åbnet og drev fortsat Colosseum på Jagtvej, mens unge Jacobsen på dette tidspunkt i 1953 gennem nogle år havde instrueret en række succesfulde titler, senest for Palladium. I 1947 var han medproducent på sin egen, prisbelønnede ”Soldaten og Jenny”, der blev optaget på Saga og året efter købte han nogle bygninger i Nærum, der blev til Flamingo Film Studio. Her begyndte han en spillefilmsproduktion i 1949 sammen med Annelise Hovmand, som han også privat dannede par med. På denne baggrund og med hans tidligere film for øje, ikke mindst ”Soldaten og Jenny”, giver justitsministeren på indstilling fra bevillingsrådet Triangel til Jacobsen på en produktionsbevilling pr. 1. januar 1954. Jacobsen kunne imidlertid ikke få en ordning i stand med Knud Jørgensens enke, der havde videreført biografen efter sin mands død. Sidst i april 1954 griber justitsministeriet ind og lukker biografen lørdag den 1. maj 1954. Så sker der endelig noget og allerede onsdag den 12. maj kan Triangel Teatret genåbne under ny ledelse med premiere på den engelske ”Mandy” med Jack Hawkins som lærer for en døvstum pige.

Jacobsens næste udenlandske premierer er for en stund alle engelske titler, der gør større eller mindre væsen af sig. De danske premierefilm spiller klart bedst. Samtidig fortsætter han sin instruktørgerning, hvor han de efterfølgende år står bag nogle markante og omdiskuterede film i tiden som ”Blændværk” i 1955 og ”En fremmed banker på” i 1959. ASA udlejede den første, som ikke fik premiere i egen biograf, mens den anden via Gloria Film kun havde premiere i Triangel Teatret, hvor den spillede fra den 21. april 1959 helt frem til den 2. august, hvorefter den først her rykkede over i Carlton og Colosseum. Det blev biografens største succes nogensinde og var den sidste helt store triumf for Jacobsen. Der havde været en del kontrovers omkring filmen, der endte med, at blot et par sekunder af et (simuleret) samleje måtte klippes ud. Blot to dage forinden så det ud til, at premieren helt måtte aflyses, hvis der ikke efter Jacobsens eget forslag blev indført en ny 18-års censurgrænse for netop denne film (i stedet for de vanlige 16 år) fremfor beskæringer, der ifølge instruktøren (og altså biografdirektøren) ville være kunstnerisk uansvarligt. Historien var på forsiderne og publikum stod i kø langt ned ad Østerbrogade.
 
 
En ganske usædvanlig premiere havde fundet sted lørdag den 28. maj 1955. Som midnatsprogram får Hasse Ekmans svenske ”Pigen og hyacinten” premiere og vises hver lørdag nat frem til den 17. december. Først den 9. januar 1956 får filmen regulær premiere sammen med Rialto, hvor den vises til begge de ordinære aftenforestillinger, i Triangel frem til den 19. januar. Biografen gør på mange måder opmærksom på sig selv og Annelise Hovmands ”Ingen tid til kærtegn” spiller længst i Triangel af alle steder, nemlig hele marts 1957. Ved installationen af CinemaScope samme år justeres rækkerne med et par gennemgange i højre side og pladsantallet reduceres til cirka 750.

Triangel Teatret bidrager økonomisk til Flamingo Films produktion, hvilket er en af sikkerhedsventilerne og grundlaget for at give en række af de større danske filmselskaber biografbevilling. Desværre kæmper Flamingo Film nu med underskud og en svindende produktion. I 1965 bliver huslejen ikke betalt til tiden på Trianglen og teatret er heller ikke blevet tilstrækkeligt vedligeholdt. Året efter bliver Jacobsen derfor opsagt af bygningens ejer, grosserer Carl H. Klentz, umiddelbart før han også fratages sin biografbevilling. Han må samme år dreje nøglen om på Flamingo Studios, der overtages af Mogens Skot-Hansen, som her fortsætter sit kortfilms-produktionsselskab Laterna Film, som han havde oprettet i 1955. Skot-Hansen har tidligere arbejdet for Undervisningsministeriet, som manuskriptforfatter og konsulent m.v. og ender med også at få bevillingen til Triangel, der i den mellemliggende periode er blevet drevet af Klentz på midlertidig bevilling af kulturminister Hans Sølvhøj.

Klentz gik lidt uforsigtig til værks med premieretitler som ”Agent sex” og en flad sydeuropæisk filmatisering af ”Den sidste mohikaner” samt den engelske ”Tordenfugle med go” blandet med højprofilerede premieretitler som den tjekkoslovakiske ”Attentat” om likvideringen af Heydrich i Prag i 1942; den sande historie, der siden blev filmatiseret som ”Nazi-bødlen” i 1975. Johan Jacobsen dør i 1970.


Skot-Hansens overtagelse i 1967 sker på den betingelse, at biografen overleveres istandsat, men heller ikke denne gang sker overdragelsen helt gnidningsfrit. Den nye direktør henter i sommeren 1967 Knud Hauge fra Camera-biografen til Trianglen. Han forsøger i få måneder uden held at efterligne repertoiret på Sdr. Boulevard med en enkelt succesfuld svensk premiere den 24. november 1967 på Jan Troells helaftensfilm ”Her har du dit liv”. Det er åbningsfilmen efter en månedlang lukkeperiode, hvor biografen først nu gennemgår den betingede modernisering med nye stole og et mere tidstypisk indgangsparti, der fortsat har de store lysskilte over facaden. Den renoverede sal har 700 pladser.

I juli 1968 får Hauge selv bevillingen til Windsor, hvis profil passede bedre til ham, mens Skot-Hansen efter Hauges exit involverer sig mere i sin nye biograf, hvor han i februar 1968 med egne ord i Politiken ’må se at finde ud af, hvad Triangel Teatret er for en biograf og hvilket repertoire, der egner sig til den. Foreløbig har jeg gjort den chokerende opdagelse, at man skal sælge forfærdelig mange billetter for at undgå et enormt underskud.’ Skot-Hansen ser en fremtid mellem film og tv… ’at det bliver muligt at bringe fjernsyn og film sammen til et frugtbart team-work’. Moderne ord i 1968, men Skot-Hansen var langt fra begejstret for de erfaringer, han gjorde med biografen på Østerbrogade. Allerede måneden efter søger han for anden gang bevillingen til Dagmar i Jernbanegade efter Carl Th. Dreyers død i marts 1968, men denne går i stedet til Henning Carlsen.
 
 
Triangel Bio den 27. september 2021. Foto: Thomas Hauerslev

Skot-Hansen får tilladelse til at bortforpagte en del af indgangspartiet til en bistro, der åbner i 1968. Ved inddragelse af den gamle kiosk og en køkkentilbygning i venstre side, bliver der plads til en langstrakt forretning, hvor der indrettes nye toiletter i det nuværende kontor og i udvidelse heraf. Betingelsen er, at langt den største del af salget skal ske ud af huset, men grillbaren bliver også særdeles populær blandt biografens publikum, særligt til midnatsforestillingerne. Billetsalget flyttes et godt stykke ind, men forbliver som hidtil med billetkontor i midten og indgangsdøre på hver side. Der er nu langt mere åbent ind i biografens vestibule, mens selve foyeren er væsentlig reduceret bagved. Kiosken lader til helt at forsvinde, men der sælges også is i bistroen og formentlig dermed også andre søde sager.

Efter nogle års vaklen med nogle rimelige succesfulde kortfilmsprogrammer som Astrid Henning-Jensens ”Min bedstefar er en stok” og Laterna Films egen ”Narko – en film om kærlighed” i spillefilmslængde suppleret med danske folkekomedier, gedigne spændingsfilm og de efterhånden sjældne spillefilmspremierer, opgiver Skot-Hansen Triangel i foråret 1972. Herved overtager Klentz atter direktørstolen for en kort periode sammen med en af biografens tidligere inspektører, Tage Rasmussen, der i de mellemliggende år havde stået i spidsen for forskellige filmselskaber, bl.a. Gloria Film og siden Galla Film, der i 1968 havde givet sig selv og Triangel en stor succes med den svenske bandefilm ”De kalder os Mods”, en af selskabets første importer. Tage Rasmussen overtager knap to år senere Gentofte Kino pr. 1 januar 1974 efter at have importeret en enkelt film i 1973 under et nyt distributionsselskab, Gardenia Film.

I efteråret 1972 sælger Klentz hele ejendommen til Palladium ved Niels Jørgen Nielsen med overdragelse pr. 1 oktober. Selskabet overtager nu her efter bevillingssystemets ophør også Colosseum, Platan og Husum Bio. Triangel drives resten af sin levetid med Frederik Sundram som direktør. Man fortsætter med det hidtidige program, ”Mordskab” med Marguerite Viby og supplerer nu med en 16.30-forestilling på hverdage, men disse hører hurtigt op igen.

Mandag den 16. oktober 1972 får Disney-produktionen ”Panik i andedammen” premiere i efterårsferien i Triangel frem for i Metropol, der ganske overraskende viser en russisk cirkusfilm i stedet. Fredagen forinden har man holdt repremiere på ”Snehvide og de syv dværge”, der vises til tre eftermiddagsforestillinger. Denne fortsætter et par uger, men allerede om fredagen er andedammen tørret ud midt i efterårsferien og erstattet af John Hustons ”Brevet til Kreml”. Hvorfor i al verden man dog også premieresatte en oplagt børnefilm til to aftenforestillinger, må guderne vide. Palladium må have haft høje tanker om Triangels potentiale. I 1973 opsættes en trekantet baldakin over indgangspartiet med to skiltesider og lodret bio-skilt i midten.

Det blev til enkelte solopremierer yderligere som kriminaldramaet ”Skyd, Eddie” med Robert Mitchum, hvor også Palladium nu definitivt sandede, at biografen ikke længere var god til den slags. Man forsøgte nogle premierer sammen med Husum og Palladium eller dem begge, men der var sjældent de største kasser på Trianglen. Generelt skiftede repertoiret kurs mod det mere gængse og bredt favnende. Solide spændingsfilm blev langt mere almindelige i 1970’erne end de kunstneriske strimler, der praktisk talt forsvandt. Midnatsprogrammerne var også skiftet fra det sobre – nærmest dobbeltprogrammer udi artfilm – til et helt almindeligt spændingsrepertoire.
 
 
Triangel som møbelhus i oktober 2010. Foto: Thomas Hauerslev

En rimelig gang historie-ramasjang med titlen ”Klanernes kamp” havde gode navne som Michael Caine, Trevor Howard, Donald Pleasence og Jack Hawkins på plakaten og var biografens sidste markante premiere den 27. november 1974. Ugen forinden havde man delt premieren på ”Shanghai Joe – Texas’ jernnæve” med Colosseum. Triangel havde dermed slået op med artfilmen. Året efter var Rolv Wesenlund i ”Av, min tommeltot” en pinefuld affære og blev Triangels sidste danmarkspremiere. Den fandt sted 17. november 1975.

• Gå til galleri
Triangel Bio som møbelhus, oktober 2010

Biografen lukker stille og roligt søndag den 11. marts 1979 med Richard Burton i ”Den mand er farlig”. Denne sidste dag var der kun to aftenforestillinger. Triangel havde ellers særligt mod slut forsøgt at holde fanen højt med eftermiddagsprogrammer for børnene bestående af mere sofistikerede børnefilm suppleret med de vanlige Tarzan-programmer og hvad alle disse herligheder nu bød på. Triangel havde således københavnerpremiere på Toofa Films ”Professor Balthazar”, som børnene kendte fra tv. Natten før lukningen havde man for sidste gang kunnet opleve John Wayne på Trianglen i ”El Dorado” sammen med Clint Eastwood i ”En fremmed uden navn”. Sundram havde allerede i 1977 personligt købt Husum Bio af Palladium og selskabets sidste biograf, Colosseum, lukker fire uger efter Triangel. I august åbner Palladium deres genopførte biograf på Vesterbrogade.

Grill- og isbaren blev liggende efter biografens lukning og var i funktion frem til 1984. Irma forsøger at overtage biografen, som supermarkedskæden gjorde med mange andre biograflokaler, men i dette tilfælde lykkedes missionen ikke. I stedet køber pladestudiet Easy Sound Recording biografen sidst i 1980, hvorved lokalet blev ændret relativt minimalt i forhold til så mange andre af de omdannede biografsale. Kun salens bagerste del i midten og venstre hjørne blev ombygget til kontrolpult. Da de omdannede lokaler åbnede i 1982, var det som Europas største rockstudie. De fleste stolerækker blev stående. En pølsemand lejer sig kortvarigt ind i det yderste af den tidligere bistro i 1985 før også denne del blev til lydstudie i 1987. Her blev facaden helt lukket af og indgangspartiet blev nu benyttet som lagerrum, men nogle år senere blev der atter åbnet op ud til gaden. I enkelte tilfælde blev salen herefter brugt som koncertsal, bl.a. til et par DR-optagelser, ligesom de afsluttende runder i ’DM i rock’ (senere ’LiveContest DK’) blev afviklet i studiet i 1995 med plads til 435 tilskuere. I 1997 rykkede musikken ud igen og i 1999 rykker VideoNetto ind efter nogle måneder som tøjbutik.
 
 
Triangel som Bahne butik, november 2021. Foto: Anders Petersen

I marts 2001 spiller Mammutteatret forestillingen ”Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner” med Nicolas Bro i den gamle sal, hvor VideoNetto nu som DVD City har beholdt en betragtelig scene foran det oprindelige proscenium. Der er givet tilladelse til 147 tilskuere. I august 2001 er der erotikmesse med frække stripshows hver halve time og masser af film og ’legetøj’. Sidst i oktober spiller Mammutteatret atter en ny forestilling, hvor de annoncerer som ’Triangel Teatret’. Videoland ejer nu bygningen, men forretningen i foyeren er ophørt, så der er direkte adgang til salen gennem forretningslokalet. Det er en teateropsætning af Aki Kaurismäkis ”I Hired a Contract Killer”, der havde haft biografpremiere i Grand i august samme år. Atter en ny forestilling med titlen ”Episode” finder sted i marts 2002 med tilladelse til 122 tilskuere. I februar 2003 er der thaiboxing, dansere og dj ’i den gamle biograf’, som man skriver i pressemeddelelsen i forbindelse med udgivelsen af et nyt magasin.

Biografens markante neonbogstaver blev stående i mange år, før facaden blev renoveret. Man kan derfor ikke længere glæde sig som på Godthåbsvej, hvor Roxy fortsat lyser lodret fra facaden, selvom denne biograf lukkede endnu tidligere end Triangel, nemlig i 1976. Både omkring år 2000-01 og nogle år senere sonderede filmbranchefolk terrænet for at genåbne Triangel Teatret som biograf, men det blev hver gang ved de indledende undersøgelser.

Lokalerne husede frem til sommeren 2021 ’Normann Copenhagen’, en forretning med designermøbler, som havde ligget på adressen siden 2005. Salens marmorsøjler er forskønnet, men rummet består ellers uforandret blot uden stolene. Foyergulvet er bagtil hævet et stykke ind over salen. Ved åbningen i 2005 var der ganske smukt i de nye lokaler med en åbning midt i rummet ned til en kælderetage, der lige fra tiden som videoforretning havde indeholdt forretningsareal. Dette blev siden lukket af for offentligheden og den lange foyerpassage forekom til sidst meget slidt, som om nye vægge er sat udenpå de gamle i flere lag. På samme måde virkede salen til slut tom og livløs med meget få udstillingsvarer. Der er nok ingen udsigt til fornyet biografaktivitet på Østerbrogade 70, men på den anden side… man kan aldrig vide!
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark
• Gå til mere om Triangel Bio
• Gå til galleri
Triangel Bio som møbelhus, oktober 2010
 
 
  

• Gå til
Triangel
 
Gå: tilbage - op
Opdateret onsdag, 24 november 2021 13:49:50