biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt
København 1904 – 2020
Fakta 1904 – 2020

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premiere i Danmark
Film- og Kinoteknik
Filmformater
Sensurround
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

World Cinema

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 01.10.2021
WORLD CINEMA / CIRKUS VARIÉTÉ
Jernbanegade 8 / Farimagsgade (Axeltorv fra 1918)
Åbnet 15. september 1917
Lukket 23. marts 1982

Genåbnet 14. august 1992
Lukket 30. august 1992

Historien om World Cinema er et af de mest usædvanlige kapitler i dansk biografhistorie. Biografen blev til i Cirkusbygningen på hjørnet af Jernbanegade og Axeltorv og åbnede lørdag den 15. september 1917, men filmhistorien på adressen strækker sig endnu længere tilbage.

Cirkusbygningen blev opført midt i 1880’erne og åbnede sine døre fredag den 16. april 1886. På dette tidspunkt i historien er placeringen ved at være ganske central i København, selvom den er udenfor den gamle midtby. Dagmar Teatret er åbnet næsten ved siden af tre år forinden og lige midt imellem var den enorme, cirkelrunde bygning ’Panorama’ opført i 1881. Her blev der vist kæmpemæssige billeder af historiske begivenheder, men stedet blev på grund af svigtende besøg allerede kort efter åbningen overtaget af Cirkus Schumann i 1882. Samme år havde det nye Etablissement National slået dørene op lige overfor ud mod den store plads foran Københavns anden hovedbanegård, der i 1912 blev til Palads Teatret. Axeltorv er endnu ikke dannet. Det sker først i 1918 i forbindelse med nedrivningen af banegården, vejomlægning og opførelsen af det nye Palads. Den snart overflødige Panorama-bygning blev allerede revet ned i 1888.

•  Gå til stoleplan World Cinema, 1582 pladser
•  Gå til stoleplan World Cinema, 1612 pladser

Tømrermester Fritz Pedersen havde i 1884 købt et større grundareal, der strakte sig helt til Studiestræde, for den kolossale sum af 954.000 kroner med den intention sammen med snedkermester og byggematador Hans Hansen at opføre en cirkusbygning med restaurationslokaler. Hansen var også manden bag opførelsen af Etablissement National og Dagmar Teatret. Allerede før åbningen var der adskillige kildne punkter. Det var nemlig allerede på dette tidspunkt ikke tilladt at give ’beriderforestillinger’ i København i vinterhalvåret, hvilket gjorde det temmelig vanskeligt at drive traditionelt cirkus året rundt. Man kan roligt gisne om, de københavnske teatre havde haft en finger med i spillet at trumfe bestemmelsen igennem således, de vanvittigt populære cirkusforestillinger blev holdt ude af byen i teatrenes højsæson. Tilmed havde Hansen ved afståelsen af National måtte betale 200.000 kroner i erstatning, da han i strid med overdragelsesaftalen opførte Dagmar Teatret. Med et vinterprogram i Cirkusbygningen, der igen måtte formodes at komme til at ligne Nationals, var den gal igen. Både Hansen og Pedersen ender med at gå konkurs, før bygningen står færdig. Det lykkedes at få byggeriet færdiggjort i og med, den tyske cirkuskonge Ernst Renz købte sig ind i projektet til stor frustration for københavnerne, der så afgjort helst så danske kræfter involveret. ’Så mange gode, danske cirkusfolk er derude’, hed det i et læserbrev. Renz sælger året efter bygningen til den østrigskfødte Albert Schumann, der dermed flyttede sit cirkus fra Panorama lige ved siden af i 1887. Allerede året efter var Cirkus Renz dog tilbage og herefter er forskellige cirkusdirektører indenfor de næste par årtier.

Arkitekt Henrik Vilhelm Brinkopff har tegnet den cirkelrunde bygning med en prangende, fremskudt hjørneindgang flankeret af to enorme cementsøjler på hver side hvilende på en opsats og øverst pyntet med ornamentering. Indenfor i den fremskudte vestibule indrettes et større billetkontor bagerst til venstre. Hele cylinderbygningen opføres af røde mursten, hvor yderfløjene øverst pyntes af billedhugger Frederik Hammeleffs frise, der forestiller et enormt hestevæddeløb fra antikkens verden. Den overliggende tagkonstruktion med vinduer, åbent kuppeltårn og spir er af træ. Ud mod gaden indrettes en artistcafé. Adskilt af brandmure opføres flere baghuse og stalde til dyrene. Den nye cirkusbygning er indrettet til at rumme 4.000 tilskuere. Første parket indeholder lænestole med rødt fløjl, mens de fleste andre er hørstole med læderbetræk. Nogle af de billigste pladser består blot af træbænke, men der findes desuden et galleri med ståpladser helt oppe øverst bagved. I sommeren 1887 står der for første gang ’Cirkus Schumann’ henover indgangsportalen. I vinterhalvåret er navnet ’Cirkus Varieté’.

I september 1898 bliver Cirkusbygningen solgt til Peter Rasmussen, som planlægger at rive den ned for i stedet at bygge hotel og lade en helt ny cirkusbygning opføre ved siden af. Han vil dog lige tage vintersæsonen i ’varietéen’ med. Her åbnes den 23. september med et større artistprogram, men aftenens ’clou’ viste sig at være englænderen Mr. Swanborough, der havde medbragt sin ’Wargraph’ med en række mægtig interessante krigsbilleder fra Cuba med kavaleri, marinesoldater, krigsskibe, som passerer forbi og matroser, der med raske åretag stævner ud mod skibene. Herefter så man scener fra New York, hvor brandvæsenet rykker ud til store ildhav, hvor folk reddes ud af brændende bygninger på store stiger. Sidste nummer var hovedattraktionen: En togtur, hvor man forestiller sig tilskueren stående på selve lokomotivet, der i rasende fart bruser fremad forbi stationer, hvor andre tog holder ved perron og gennem et nålesving, hvor et andet tog nærmer sig fra den modsatte retning og et sammenstød synes uundgåeligt. Publikums gispen og stærke bifald beseglede succesen. De levende billeder var så populære, at programmet blev taget op igen nogle uger senere, hvor man annoncerede med tidspunktet for filmfremvisningerne, der fandt sted så sent som kl. 22.15. Året efter var Wargraph atter på plakaten i Cirkus Varieté denne gang med billeder fra Boerkrigen i Sydafrika og der blev vist billeder fra Dreyfuss-processen i Paris, hvor publikum havde svært ved at forholde sig til, om det var aktuel reportage eller digtning. De nye ejere fik så stor succes, at alle planer om nedrivning gik i glemmebogen. Måske var det filmvisningerne, der reddede Cirkusbygningen?

Der bygges om to gange hvert eneste år. Både i det sene forår ved omdannelsen til cirkus med stor manege og i det tidlige efterår til varieté, hvortil der kræves sceneopbygning. I efteråret 1911 er loftet sænket under kuplen og hele det indre moderniseret, hvor alt nu stråler i lyse farver, mens gulvene kan smøge sig i lækre tæpper. Dette år åbner Niels Hansen Nielsen fra Ribe sine nye vinterlokaler som ’Centralteatret’ med vægten lagt på sceneunderholdning med sang og optræden fremfor den traditionelle varieté. En enkelt trup med akrobater sørger for, publikum stadig mindes om, hvor de befinder sig. Nielsen har tidligere drevet restaurant i Zoologisk Have og teater i Odense, hvor han allerede skabte sig en formue. I Cirkusbygningen går det på sigt endnu bedre for ham, men først efter en brutal start. I 1913 vender han på baggrund af svigtende omsætning med Centralteatret tilbage til det klassiske Cirkus Varieté, men et halvt år senere sker det uhyrlige: Lørdag den 7. marts 1914 brænder bygningen tidligt om morgenen ned til grunden. Ydermurene og cementsøjlerne bliver stående, men alt er indvendigt brændt væk. Der er kun aske tilbage. Det samlede tab bliver gjort op til omkring trekvart million kroner. Ingen er heldigvis kommet til skade under branden.
 
Læs mere her:

World Cinema, København

Biografer på biografmuseet.dk

Biograferne i København 1904 – 2020

Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

Hvad CinemaScope Byder på

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Hvad er VistaVision?

Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien
 
Cirkusbygningens ydermure var netop opført af mursten, idet man havde vurderet en bygning udelukkende bestående af træ som alt for farlig. Nu det alligevel gik så galt, får det et par år senere konsekvenser for Kæmpe-Biografen på Åboulevarden, der var indrettet i en konkurrerende cirkusbygning lige over grænsen til Frederiksberg (med tilladelse til hesteoptræden) og som netop udelukkende var opført af træ dog kun med plads til halvt så mange mennesker. Cirkusdirektør Nielsen, i folkemunde blot kendt som ’Cirkus Nielsen’, har i 1914 ikke planer om at give slip på sin cirkusbygning, men forestiller sig store forandringer i lyset af Københavns fremtidsplaner for området. I pressen går de spændende gætterier på, om det bliver ’ingeniørerne’ eller ’cirkusfolket’, der er stærkest.

Cirkusbygningen ender med at blive genopført stort set uforandret men med et nyt kupelloft i beton. Indvendigt skal rummet fortsat omdannes to gange om året. Det er det unge ingeniørfirma Christiani & Nielsen, der sammen med arkitekt Holger Jacobsen står i spidsen for genopbygningen. Ydermurene med sine friser og den høje indgangsportal består som hidtil og endnu den dag i dag. Ved genåbningen pryder et gitter langt op over indgangen med henholdsvis cirkus og varieté-navnene, ligesom det stod umiddelbart før branden. Den nye bygning står færdig allerede et år efter og selv i vintersæsonen 1916/17 er Cirkus Schumann indenfor. Det har vist sig temmelig vanskeligt at få udenlandske kunstnere til landet under krigens rasen.

Efter sommeren 1917, hvor Cirkus Hagenbeck har været på visit, skrives atter Cirkus Varieté over facaden som i de gode gamle dage, men nu anbringes der her i september et navn yderligere herover, ’World Cinema’. Direktør Nielsen har nemlig fået biografbevilling og åbningsfilmen kommer til landet via aftale med det amerikanske distributionsselskab World Film, som i Danmark distribueres af Skandinavisk Filmcentral, der også får kontor i Cirkusbygningen. Selskabet stammer fra Sverige og bliver siden til Palladium. Nielsen går selv i kompagniskab med den svenske ejer, Lars Björck, før Nielsens ene søn, Svend Nielsen, overtager filmselskabet i 1921, mens faderen fortsat har penge i produktionerne. Læs meget mere detaljeret om dette i kapitlet om Palladium-biografen.

Det havde været Nielsens hensigt at sammensætte et varietéprogram som i svundne tider og havde adskillige underskrevne kontrakter liggende i skuffen, men betingelsen derfor var, at krigen var overstået og det var den som bekendt ikke. Nu bliver hovedvægten i stedet langt på filmfremvisninger, sådan som man allerede knap tyve forinden havde haft en så forrygende succes med. De levende billeder vil blot blive suppleret af enkelte kunstneriske eller artistiske numre for at afbøde ensformigheden. Hovedprogrammet ”Trilby” har Wilton Lackaye i hovedrollen som forføreren Svengali og varer en time. Som indledning får man en serie forskellige World-film med billeder fra New York dag og nat samt en kortfilmsfarce med Chaplin, der på premiereaftenen kun blev halvt færdig, før lyset blev tændt. Den levende underholdning bestod af sang og dans. Der vises én daglig aftenforestilling og en ekstra søndag eftermiddag. På premieredagen var der udsolgt på nær enkelte pladser.

Den nye biograf kan rumme 1.728 tilskuere. I alle årene bygger man fortsat om således, at manegen i vinterhalvåret overdækkes med stole, mens omkring 300 siddepladser i periferien inddrages, da man ikke vil kunne se ordentligt fra disse pladser. Der er således allerede reduceret væsentligt i forhold til ved bygningens oprindelige indvielse, men alle ståpladser er naturligvis også forsvundet. En række af manegepladserne bliver salens bedste, da dette areal udstyres med lækre fauteuilstole. Kapelmester Waldemar Larsen ansættes til at dirigere det attenmand store orkester. Man er ovenud tilfreds med den nye indretning, de smagfulde tæpper foran lærredet og forhæng på begge sider af scenen. Den rummelige foyer, der strækker sig bag vestibulen, indeholder fortsat en stor café og der er naturligvis garderober. Udvendigt er der plakatskabe mellem næsten alle vinduer. Billetsalget ligger som ved åbningen i indgangshallens bagerste, venstre side, hvor der åbent for forsalg allerede fra midt på dagen, ligesom billetter naturligvis kan forudbestilles pr telefon. Et nyindrettet operatørrum udstyres med to filmapparater. Cirkusbygningens navn i vinteråret er egentlig fortsat Cirkus Varieté, men som tiden går, vinder ’World Cinema’ mere og mere indpas.
 
 
Mandag den 24. september 1917 er hovedprogrammet skiftet til ”Pigen fra natcafeen” med Clara Kimball Young. Dette var naturligvis også en ’World’-film denne gang med forprogram bestående af et prægtigt rundskue over New York fra en skyskraber og tur med både luftbane og underjordisk jernbane. Herefter følger aktuelle krigsfilm og den levende underholdning. Programmerne skifter ofte en gang om ugen, men allerede i januar 1918 er ”Carmen” på plakaten i hele fire uger. Den supplerende artistoptræden strækker sig ofte over flere uger, da man dårligt kan engagere for kortere perioder. Hvert år varer sæsonen fra cirka september til udgangen af april, men det kan svinge nogle uger. Hele omstillingsprocessen fra cirkus til biograf og omvendt tager ikke mange dage.

De første år er alle titler World-film, men efterhånden trænger Palladiums svenske produktioner sig på og i 1920’erne kommer de danskproducerede Palladium-titler til. Den 17. oktober 1921 er der således premiere på ”Film, flirt og forlovelse” med Fy & Bi alias Carl Schenstrøm som ’Fyrtårnet’ og Harald Madsen som ’Bivognen’. Filmen blev en forrygende succes gennem fire uger. Allerede tre måneder senere følger ”Sol, sommer og studiner” og i september 1922 trækker ”Han, hun og Hamlet” endnu flere til huse. Fy & Bi er blevet kæmpenavne på de danske biograflærreder og Palladium-selskabet i Hellerup er for en stund langt større end Nordisk i Valby. Et andet stort navn på World Cinemas lærred bliver Rudolph Valentino, der bl.a. kan ses i ”Sheiken” fra den 6. november 1922. Det var hans første hovedrolle i de danske biografer og både ”Sheiken” og hans øvrige film leverede siden langt større omsætningstal end denne første. Harold Lloyd får også succes. På dette tidspunkt kommer filmene også fra andre distributører.

Cirkus Varieté står efterhånden kun meget småt under World Cinema, men først i 1927 forsvinder det fuldstændig. I oktober 1926 har biografen haft en film, der om nogen passer til rammerne med tanke på hestevæddeløbsfriserne, nemlig ”Ben-Hur” med Ramon Novarro. Filmen vises i hele tre måneder, hvilket er rekordlænge.

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet ragede cirkusskiltene langt op over husets tag og det bliver ikke mindre, da World Cinema kommer til. Biografen har alle år nogle prægtige facader. Det er helt imponerende, hvordan skiltemalerne i samråd med biografens direktion og filmdistributørerne fik designet de kolossale reklamefacader, der ydermere havde biografens navn og den aktuelle films titel stående i lysende bogstaver funklende udover Axeltorv skråt ned mod Tivoli. Kun Palads kunne med tiden nå op på siden men aldrig overgå udsmykningerne af World Cinema. Det nye Palads var åbnet for enden af Axeltorv i 1918.

World Cinema tog konkurrencen i stiv arm. Ikke blot med Palads men også Kino-Palæet, der producerede fornemme repertoireplakater, som blev distribueret over hele byen. I Cirkusbygningen hyrer man i samarbejde med Skandinavisk Film tegneren Sven Brasch, der oprindelig er uddannet malersvend, men som videreuddanner sig i Paris og München mellem 1906 og 1914. Han gik på rekordtid hen og blev samtidens mest anerkendte danske plakatkunstner, sandsynligvis den dygtigste nogensinde. De fleste af sine omkring 500 plakater tegnede han i løbet af blot tyve år. De produceres som helt vanlige filmplakater til biografen og byens plakatsøjler med Cirkus Varieté og World Cinema samt fortrykte spilletider på de tidligste. Plakaterne produceres til World-filmene men også til titler med Charlie Chaplin, Buster Keaton, Harold Lloyd, Greta Garbo og Mary Pickford m.fl. samt Palladiums danske Fy & Bi film etc. Der er fortsat originalplakater og gode kopier i cirkulation, som sælges for mindre formuer på auktioner. Med rette regnes de som fuldstændig unikke i tegning og streg. Under Braschs korte ophold i USA i 1921 havde designervikaren noget at leve op til.

I 1929 banker tonefilmen på, men i World Cinema mener man, det er håbløst at overveje talende film med tanke på akustikken i det store lokale. Direktør Nielsen lejer sig i stedet ind med talende film i Det Lille Teater, mens han fortsætter med stumfilm i Cirkusbygningen. Det gik hurtigt op for ham, der snart slet ikke kom flere nye stumfilm og da slet ikke nogen, der kunne fylde det store rum og så blev der alligevel installeret tonefilm også i World Cinema. I 1929 åbnede efterårssæsonen den 3. oktober med premieren på ”Hallo! Afrika forude”. Det var endnu en Fy & Bi-film og den var stum – sådan næsten da. Duoen overværede som altid selv premiereforestillingen og afslørede, at de også kom til at tale i deres næste film. De havde nyligt gennemgået et engelskkursus i London, men skulle også tale tysk. ’Udviklingen står nødig stille, selv om World Cinema i går lod sit menneske-orkester blæse ’Western-Electric’ et langt stykke’, som det så fornøjeligt stod at læse i Politiken dagen derpå.
 
 
World Cinema i Jernbanegade den 22. september 2021. Foto: Thomas Hauerslev

Det lod sig naturligvis udmærket gøre med tonefilm i Cirkusbygningen, selvom man ventede et år. I foråret 1930 slutter biografsæsonen allerede ved udgangen af februar, idet Nielsen havde udlejet bygningen til teater i marts og april før cirkussæsonen. En færdiggjort men endnu ikke udsendt Fy & Bi-titel blev gemt til efteråret. Sandheden var, at Nielsen manglede film, så der var ingen vej udenom. Det nye tonesystem blev installeret til premieren den 1. oktober 1930 på ”Zigøjner-kærlighed” med Lionel Barrymore. Mange savnede det store orkester i vinterhalvåret. De første par sæsoner. Så var alt det gamle for længst glemt.

I 1932 åbnes sæsonen den 29. september med premieren på den første ’rigtige’ Tarzan-film, hvis man spørger eftertiden, nemlig versionen med Johnny Weissmuller. Det blev en kæmpesucces, som afløses af den sidste store Fy & Bi-succes, nemlig en genindspilning af ”Han, hun og Hamlet” som tonefilmsversion og Palladiums første af slagsen. Muligvis var det Marguerite Viby på plakaten mellem Schenstrøm og Madsen, der var det virkelige trækplaster? Filmen var på programmet helt fra den 8. november til 22. december. 2. juledag var der premiere på ”Grand Hotel” med Greta Garbo, Joan Crawford og John Barrymore. World Cinema var på dette tidspunkt en ekstremt succesfuld biograf. Tiden med hyppige programskift var for længst forbi. Kun sjældent blev en ny film taget af efter få dage.

Den 30. november 1933 er der premiere på ”King Kong” med Fay Wray i hænderne på kæmpeaben. Filmen blev en overraskende kæmpesucces og det lod til, at det Nordisk Film-kontrollerede distributionsselskab Kinografen opkøber billetter i World Cinema, for at forhindre filmen i at blive taget af plakaten 2. juledag. Denne dag stod ”Københavnere” med Olga Svendsen og Christian Arhoff til at få premiere, men der var indgået aftale om, at ”King Kong” skulle nå under en vis daglig omsætning, før filmen kunne tages af. Et system, der blev benyttet af de københavnske biografer helt op til nutiden. Mistanken var næppe ubegrundet, idet Nordisk Film gennem Kinografen selv havde 2. juledagspremiere på ikke mindre end to danske film, ”Så til søs”, der ligeledes havde Arhoff på rollelisten her i selskab med Viby samt ”Kobberbryllup” med Henrik Malberg. ”Københavnere” endte med at måtte holde sin julepremiere i ni provinsbyer, men World Cinema fik dog sendt aben videre tre dage senere således, der kunne blive københavnerpremiere på Axeltorv den 29. december. Filmen bliver biografens hidtil største succes og vises til 8. april 1934. Øvrige store succesfilm resten af tiåret tæller ”Cavalcade” med Clive Brook, Lau Lauritzens ”Barken Margrethe af Danmark”, Ib Schønberg som ”Panserbasse” og de sidste Fy & Bi-film, før interessen for dem rendte helt ud.

I efteråret 1938 er der ingen biografforestillinger i World Cinema. Bygningen er helt frem til midt i oktober udlejet til Cirkus Miehe efter, den gamle cirkusdirektør nu er død i juni. I efteråret får hans anden søn, Tage Nielsen, bevilling til at videreføre driften. Han har de foregående tolv år været direktør for Filmcentralen-MGM, efter MGM’s enegang Filmcentralen Palladium, men er nødt til at opgive denne for at kunne blive biografdirektør. En tredje søn er også tilknyttet filmatelieret i Hellerup og den afdøde direktør efterlader sig desuden to døtre. Alle børn ejede før faderens død hver 10% af aktiemajoriteten i Cirkusbygningen, mens cirkusdirektøren selv rådede over den resterende halvpart.

Sidst i oktober 1938 går håndværkerne i gang med at fjerne al indmaden, så det enorme tilskuerrum står helt blottet rundt om manegen. Cirkusbygningen skal gennemgå den største ombygning siden genopførelsen i 1914-15 med arkitekt Ernst Kühn som manden med tegningerne. Han har året forinden også stået bag opførelsen af Palladium Palladium og planen er, det nye biografrum i World Cinema skal indrettes omtrent på samme facon. Ombygningen koster ca. 300.000 kroner.

Den nye sal med bedre siddekomfort har plads til 1.582 gæster på polstrede stole med rødt betræk. Året efter er tallet 1.524 og det er sjældent det samme hvert år. To brede mellemgange fører fra de to indgange i midten ned gennem salen frem til 7. række med logepladser bagerst i midten mellem indgangspartiet som i Palladium. Bagved er terrasse-pladserne også inddelt i tre afsnit med to midtergange og på hver side er der her yderligere to afsnit, der i hver side har yderligere indgange. I cirkussæsonen er der plads til over 2.000. Overskydende stole opbevares i nyopførte magasiner bagved. Der er opsat nye, brandsikrede vægplader beklædt med asbestlærred(!). Kuplen er malet himmelblå, mens to fortæpper får farvespil fra en række projektører. Der er desuden et opadgående mellemtæppe, som man sjældent ser anvendt i danske biografer. Dette er overdådigt udsmykket med Chaplin, der hilser med sin hat, Filmens Muse, der kommer ridende og ser sit spejl, filmen, desuden sol og filmstrimmel. Under manegen er et bassin fra gamle dage blevet reetableret til cirkussæsonen, så man kan opføre vandpantomimer. Hele salen kan fremover omdannes på blot fire dage!

Foyeren er også forandret. Garderoberne er flyttet ud i siderne og der kommer særskilte udgange således, publikum, der tidligere måtte stå i kø og vente helt ude på gaden, nu kan opholde sig indenfor før forestillingen. De første mange år, hvor der kun var én aftenforestilling, havde det ikke haft nogen betydning, men ved overgangen til tonefilm, blev det helt almindeligt med to aftenforestillinger, ligesom Palads også var gået over til. Udvendigt er den renoverede facade blevet neonoplyst og filmreklamerne har aldrig været mere overdådige end nu med biografens bomærke, en globus med månesegl lysende øverst til venstre med funklende stjerner henover. I vestibulen ligger billetsalget fortsat på sin vante plads, men er udvidet hen mod indgangen og moderniseret med lysende billettavler, så man nemt kan se, hvilke pladser der endnu er ledige. Gennem dobbelte glasdøre træder man ind i en rummelig foyer med sorte og hvide søjler, spejle og lampetter samt udsmykninger af billedhugger Stæhr-Nielsen med morsomme motiver fra film- og cirkusverden. Malerne Mogens Zieler og Viggo Peter Guttorm Pedersen har dekoreret opgangene. Toiletterne moderniseres også og alle lokaler får installeret nyt varme- og ventilationsanlæg.

Genåbningsfilmen 2. juledag 1938 bærer titlen ”Ham og ingen anden” og det er Gary Cooper, der her hentydes til. Fremover skal der vises tre daglige forestillinger, idet der udvides med en sen eftermiddagsforestilling. Om søndagen er der fremover hele fire forestillinger mod tre forud. Programmerne består herefter primært af amerikanske film suppleret med franske, men adskillige af Palladiums danske produktioner får fortsat premiere i World Cinema selv efter Palladium-biografens åbning i begyndelsen af 1938. Traditionen var åbenbart indgroet. I januar 1940 hedder en ny amerikansk succesfilm ”Mr. Smith kommer til Washington” med James Stewart. Ham var publikum også vældig glade for.

Under krigen skifter man i hast de påtvungne tyske titler ud med nye programmer og undgår i videst muligt omfang at vise repremierer. En særlig, bemærkelsesværdig succes får man med Carl Theodor Dreyers mesterværk ”Vredens dag”, der vises knap 2½ måned. Den 8. februar 1943 er der endda en tysk premiere, der går hen og bliver krigsårenes største fra besættelsesmagten. Det drejer sig om Veit Harlans ”Den gyldne stad”, der udspiller sig i det smukke Prag. Det var den første europæiske farvefilm og sådan blev den også stort annonceret i World Cinema. Det var samtidig den eneste farvefilm i byen, så succesen hænger utvivlsomt sammen med dette faktum. Knap tre måneder holdt den sig på plakaten. Den 6. oktober 1945 åbner den nye sæson med Johan Jacobsens ”Den usynlige hær”, som er på plakaten helt til den 13. januar. Det var den første modstandsfilm på biograflærrederne.

Krigen fik indirekte også en betydning for World Cinemas direktør. Tage Nielsen ender med at måtte afstå bevillingen til biografen i foråret 1946, efter det i forbindelse med saneringen af det danske pengemarked gennem store overskrifter i aviserne, er kommet frem, at biografdirektøren har bedrevet omfattende sortbørshandel under besættelsestiden. Han får både en vældig bøde og en fængselsdom. Henover sommeren er der forlydender om at omdanne Cirkusbygningen til teater og koncertsal i vinterhalvåret. Sejr-Volmer Sørensen er en af kræfterne, der har lagt billet ind. Før bevillingsspørgsmålet er afklaret med hensyn til fortsat biografdrift, forlænges cirkussæsonen til sidst i oktober. Tage Nielsen er fortsat ejer af bygningen. Det ender med, Dansk Kulturfilm overtager driften på en midlertidig bevilling samtidig med, man driver Toftegaards Bio. Direktør og skuespiller Kai Holm må pludselig tage sig af to biografer foruden sine øvrige gøremål.

Allerede i 1939 var en ny helligdagslov trådte i kraft, som betød, der ikke længere kunne vises ordinære forestillinger påskelørdag. Fire dage i træk var der nu lukket; fra skærtorsdag til påskesøndag. Rejsefilm med ledsagende foredrag var dog tilladt, men en række provinsbiografer er i 1945 begyndt at klage til Justitsministeriet om ulovligheden i disse. I provinsen kunne man nemlig sjældent få fat i de forjættede filmkopier, der altid blev placeret rundt om i København. World Cinema var en af de allerivrigste, når det kom til disse, men i påsken 1946 måtte biografen beklageligvis aflyse sine programsatte forestillinger af Preben Franks ”Ja-ja”, idet bevillingsnævnet fandt filmen ’for underholdende’. Ja, ja, så havde man hørt det med. World Cinema tog siden revanche, hvor den berømte zoolog Ingvald Lieberkind, slet og ret kendt som Dr. Lieberkind, på mange helligdage samt søndag eftermiddag kl. 13 og 14.30 stod på scenen med sine berømte filmforedrag. Selv uden Lieberkind var der årelange programmer med disse helligdagstitler.

I oktober 1946 er der endelig kommet en ordning for den fremtidige biografdrift i Cirkusbygningen. Det bliver skuespilleren Olaf Fønss, der på baggrund af hans store indsats på filmområdet, får bevillingen til biografen, der genåbner 1. november 1946 med René Cléments franske modstandsfilm ”Kampen om jernbanerne”. Fønss lod til at værdsætte de franske, som han giver et par stykker af det første års tid. I april 1947 får man således samme instruktørs version af ”Skønheden og udyret” at se på det store cirkuslærred.

Den 1. december er der premiere på Chaplins ”Diktatoren” og en del engelske film kommer også på plakaten. De danske film er til gengæld forsvundet – på nær de populære dokumentarfilm udi naturgenren. Den 5. marts 1948 får John Fords ”Vredens druer” premiere som sæsonens bedste film, men er nu langt fra den, der sælger flest billetter. Efter krigen går biografen hurtigt hen og bliver en rigtig ’amerikaner-biograf’ med mange af de allermest solide Hollywood-film. Olaf Fønns dør i november 1949, hvorved bevillingen atter bliver ledig. Som vanligt er der stribevis af kvalificerede ansøgere til en storbiograf som denne og dramaet omkring tildelingen bliver også et af de større. Justitsminister Steincke vælger at give den til Arbejdernes Oplysningsforbund, AOF, der i forvejen har bevilling til Nora Bio. Her får Kai Holm tilbudt at varetage den daglige drift, da han allerede havde kendskab til driften som vikar og takker ja.

Holm er en både afholdt og dygtig direktør. Han viderefører biografen som forud med stribevis af amerikanske succestitler. Om sommeren er der fortsat cirkus med Schumann. Store, amerikanske titler gennem særligt første halvdel af 1950’erne tæller Alfred Hitchcocks ”Rebecca”, Howard Hawks’ ”Red River”, King Vidors ”Duel i solen”, Fred Zinnemanns ”Sheriffen”, Richard Thorpes ”Ivanhoe”, Robert Siodmarks ”Den knaldrøde pirat”, Chaplins ”Rampelys”, der var på plakaten i 4½ måned, George Stevens ”Shane - den tavse rytter”, ”Kong Salomons Miner” med Stewart Granger samt Richard Fleischers Disney-produktion ”En verdensomsejling under havet”, biografens første film i scope med premiere 1. oktober 1955. Ja, selv et solidt, fransk spændingsdrama som ”Frygtens pris” med Yves Montand trak fulde huse. Alle disse år var danske film fortsat blot en yderst sjælden gæst. Omkring 1950 viste biografen et par år også juleshows beregnet på familier mere end kun børnene, men de skiftevis franske og amerikanske kortfilmsprogrammer kunne ikke gøre livet farligt for Metropol på Strøget.
 
 
Til indvielsen af efterårssæsonen i 1955 med ”En verdensomsejling under havet” i bredformat, er scenen og lærredet gjort større. Således forsvinder de fire første rækker, men eftersom man har inddraget logepladserne og i stedet opsat sofarækker med lænestole, stiger det faktiske antal siddepladser til 1.612. Verdensomsejlingen var på plakaten i to måneder og året efter bliver ”Jorden rundt i 80 dage” en endnu større succes, som vises fra 4. oktober 1956 helt frem til 22. februar 1957. Den femdobbelte Oscar-vinder med David Niven, John Gielgud, Noël Coward, Trevor Howard, Cantinflas, Fernandel og mange flere har danmarkspremiere samme måned som 3 Falke Bio tre uger senere åbner med ”South Pacific” i 70mm Todd-AO. ”Jorden rundt i 80 dage” i World Cinema var en 35mm-version nedkopieret fra 65mm 24/fps Todd-AO.

Anden halvdel af 1950’erne var generelt blevet vanskeligere både for World Cinema og mange andre biografer. Igennem flere år havde man været forsynet med både nye og lidt ældre amerikanske titler, der ikke var kommet til landet forud på grund af krigen, men nu var der ’filmblokade’ mod de amerikanske titler eller rettere filmselskaber. Det lyder dramatisk og det var det såmænd også, for en del premierer blev yderligere forsinket eller kom slet ikke i biograferne. Man ser noget tilsvarende her i 2021 ved størstedelen af danske biografers blokade af eksempelvis Disney-titler. Nu i 2021 af helt andre årsager og så alligevel ikke helt. Dengang handlede det imidlertid kun om én ting, nemlig filmleje, hvor amerikanerne i grove træk krævede en generel forhøjelse fra 30% til 40% og endnu højere for enkelte ’virkelig store’ film. Hele kapitlet hører ikke til her, men Kai Holm var en af de biografdirektører, der satte sig ned ved forhandlingsbordet i 1956 for at nå til enighed, hvad der tog meget lang tid. I en biograf som World Cinema kunne man bestemt mærke det. Der var ikke nær de samme godbidder som blot få år forinden og omsætningen og dermed også overskuddet faldt. Betragteligt. Mens Chaplins ”En konge i New York” vises i 1957, er kun lidt over halvdelen af pladserne fyldt på selv den bedste aften. Tv havde også sit at skulle have sagt.

I november 1961 er der sand dramatik omkring Cirkusbygningen. Andelsvarehuset Anva havde købt både Scala incl. teater og biograf samt Cirkusbygningen og planlægger at rive det gamle cirkus ned og bygge nyt forbundet med en bro henover Jernbanegade til et kæmpe, sammenhængende stormagasin. Allerede i februar samme år har man i World Cinema haft premiere på en mægtig film, nemlig intet ringere end Hithcocks fuldstændig uovertrufne ”Menneskejagt” med Cary Grant, James Mason og Eva Marie Saint. Fem ugers spilletid måtte man være glade for i denne tid. Jagten blev efterfulgt af John Sturges’ ”Sidste tog fra Gun Hill” med Kirk Douglas. Amerikanerne kunne endnu. Sidst i oktober er ”Alamo” med John Wayne den største succes i efteråret, men ved juletid er der endnu en gevinst i lotteriet, der i lyset af Anvas overtagelse ikke kunne være kommet mere belejligt. Den 18. december 1961 er der således premiere på ”Navarones kanoner” med Gregory Peck, David Niven og Anthony Quinn m.fl. på vanvittig spændende krigsmission. Filmen vises i tre måneder og er biografens sidste store gigantsucces. AOF’s kontrakt med Cirkusbygningen løber da også tre år endnu, så før da kunne stormagasinet alligevel intet stille op. Anvas vilde planer ender med at blive skudt ned og World Cinema fortsætter ufortrødent, selvom vintersæsonen 1963/64 i lang tid så ud til at kunne gå hen og blive den sidste.

Allerede i april 1963 har John Frankenheimers nervepirrende thriller ”Kandidaten fra Manchuriet” med Frank Sinatra og Laurence Harvey spillet sit iskolde spil og fra 17. december 1963 hedder titlen, der tårner langt op over World Cinemas facade ”Sejrherrerne”. En krigsfilm i helaftenslængde af Carl Foreman, som næppe er så kendt i dag, men Cirkusbygningen vandt i hvert fald over Anva og byder i februar 1964 endvidere på ”Den store flugt” med Steve McQueen. Flere år senere ved stormagasinet endnu ikke, hvad man skal stille op med den kuppelrunde bygning ovre på den anden side af gaden. Biografens lejemål bliver nu fornyet fra år til år, hvor eventyr- og krigsfilm er det, man ser mest af sidst i 1960’erne. Holm er fortsat ivrig direktør, men AOF lader forstå, man er ved at være kørt træt og agter formentlig ikke at søge fornyet bevilling. Biografdriften har givet underskud de seneste sæsoner. Cirkus Schumann optræder for sidste gang i Cirkusbygningen henover sommeren 1969 og AOF opsiger som forhåndsadviseret bevillingen og kontrakten pr. 1. oktober 1970. Kai Holm falder samtidig for aldersgrænsen og går på direktørpension som 74-årig. Skuespillerfaget opgiver han bestemt ikke, selvom rollerne frem til sin død i 1985 er relativt få.

Anva sælger ikke, men udlejer nu fra 1970 fortsat på årsbasis ud til Schumanns nærmeste konkurrent, Eli Benneweis, som planlægger at investere betragtelige summer på en tiltrængt modernisering af bygningens indre. Anva er for sin part gået med på at investere en god sum penge i en udvendig skønhedsbehandling. Allerede i foråret forhandler en af de nye cirkusdirektører, Claus Jespersen, om en teateropsætning af ”Hair” i næste vintersæson, hvorved biografdriften vil blive indstillet for en periode. Men… allerede den 1. oktober 1970 slås dørene op for endnu en World Cinema-sæson med den helt passende titel ”Cromwell – den ukuelige”. Richard Harris spiller hovedrollen i det historiske drama. Eli Benneweis har selv fået bevilling til biografdriften så sent som i september og de første titler var derfor forhandlet på plads af Claus Jespersen, før man overhovedet vidste, om man også var de reelle biografledere. Kun én øvrig interesseret havde meldt sig på banen, nemlig Athena Films direktør, Michael Barking, som accepterede nederlaget, da kulturminister Kristen Helveg Petersen valgte showbizz-ekspertise fremfor film-ekspertise.

”Hair” opføres i marts 1971, hvorved biografsæsonen dette år allerede slutter i februar. Ved indretningen af en større teaterscene reduceres antallet af siddepladser til 1.361 ved filmvisningerne. Benneweis opgiver at omdanne rummet forår og efterår. Lokalet ser ud på samme måde på alle årstider, hvilket giver flere skæve filmvinkler end i Schumanns dage. Benneweis’ filmsmag var nok heller ikke helt identisk med Holms eller også var filmudvalget skræntende. I hvert fald uddeler pressen efterhånden flere tærsk end roser, når det kommer til biografens repertoire. En af de nye, faste gæster på lærredet er eksempelvis Charles Bronson, men John Wayne får man da stadig at se fra tid til anden. Blandt de meget barske film på lærredet i begyndelsen af 1970’erne hører John Boormans uforglemmelige ”Udflugt med døden” med Jon Voight, Burt Reynolds og Ned Beatty.

Man forventede fortsat, bygningen før eller siden ville bliver revet ned, men i september 1974 sælger Anva til Københavns Kommune og nedrivningsplanerne bliver derfor annulleret. Dette år giver biografen fortsat et underskud på 200-300.000 kroner og Benneweis og Jespersen så gerne vinterhalvåret suppleret med anden underholdning end blot 35mm-film. Cirkusforestillinger med dyr var fortsat forbudt i forhold til den oldgamle forordning. Måske den dog med et snuptag kunne være raderet bort, hvis Benneweis havde presset på? Måske det i virkeligheden var helt tilstrækkeligt med sommerforestillingerne, men selv disse var ved at miste sin tiltrækningskraft her i byens midte.

De mest nævneværdige film omkring 1975 har titler som ”En mand ser rødt”, ”I dragens kløer” og ”Motorsavsmassakren”, så man kan godt se, hvor det bærer hen. En del titler trækker fortsat et ganske betragteligt publikum, men altså ikke nok til at generere overskud og en tanke om at bygge om til biograf med flere sale var naturligvis helt omsonst. Modsat tonefilmen kunne dette vitterlig ikke lade sig gøre på blot nogenlunde fornuftig vis. Man har også fortsat en forskrækkelig stor personalestab, særligt et væld af kontrollører på grund af de mange opgange. Det var åbenbart vanskeligt at sondre mellem sæsonerne, så de samme arbejdsfunktioner benyttes året rundt.
 
 
I efteråret 1978 er der ingen biograf i Cirkusbygningen, men i stedet balletforestillinger med ”Salome”. Der åbnes først op for filmposen den 14. januar 1979 med dræberbierne i ”Swarm” fra Warner-Metronome. Efter den fulgte ”Det store urankup” med Fabio Testi fra Nordisk Film. Fra den 21. marts vises en udmærket krigsfilm fra ASA-Panorama med Anthony Quinn og James Mason under titlen ”Farlig passage”. Det er biografens sidste film, der leverer bare nogenlunde gode tale. 67.000 billetter bliver der solgt på landsplan. Efteråret 1979 er også filmløs. Dette år danses ”Dødens triumf” på de skrå brædder og forestillingerne fortsætter ind i januar 1980.

På dette tidspunkt er der så få film til rådighed, at man spiller en del repremierer. Det havde man ellers kun yderst sjældent praktiseret tidligere. De nye film man får tilbudt, kommer heller ikke længere fra de større distributører. Palads på den anden side af Axeltorv rummede nu 17 sale og der var mange flere biografsale på alle sider af World Cinema, som dermed var i ganske alvorlige problemer. Publikum var på få år svundet ind til noget nær ingenting. Alligevel giver Benneweis et par sæsoner mere med fuldt biografprogram i vintersæsonen, mens udenlandske cirkus med mellemrum lejer sig ind, således det russiske statscirkus med den verdensberømte klovn Oleg Popov i forsommeren 1981.

Både 1980/81 og 1981/82 er der fire daglige forestillinger i biografsæsonen, som man har benyttet det i hele Benneweis-tiden. Det er de tre førnævnte distributører, der også giver biografen sine premiere i foråret 1980, men herefter er det udelukkende sidstnævnte, biografen må sætte sin lid til. Selskabet har en række danmarkspremierer, men flere af dem er ældre titler og næsten alle rene B-film, der kun i bedste fald sælger et par tusind billetter i biografen. Sidste forestilling finder sted tirsdag den 23. marts 1982, hvor repremieren på ”Buffalo Bill – helten fra (det vilde) vesten” er på plakaten for sidste gang. ’Største indianerfilm nogensinde’, reklamerer man med, men der var nu tale om en sydeuropæisk western fra 1964 med Gordon Scott. Ikke mange overværede visningerne de syv dage, den var på plakaten.

Udvendigt var Cirkusbygningen medtaget og de sidste par år pakket godt og grundigt ind i stilladser og presenninger, mens håndværkerne arbejdede på at restaurere bygningens ydre. Nogle dage efter lukningen pillede håndværkere de gamle cirkus-bogstaver ned fra facadens top. I stedet for at ende sine dage i den tiltænke container, blev de reddet af nogle elever fra Kunstakademiet. I september 1983 træder det meste af facaden endelig frem igen og i foråret 1984 er den ført helt tilbage til sin oprindelige skikkelse. Bygningen bliver fredet i 1988.

Benneweis fortsætter med sommercirkus frem til sommeren 1990. Herefter benyttes huset fortsat til adskillige øvrige formål nu blot ikke længere cirkus. Der er i stedet forskellig sceneoptræden og koncerter. Kim Larsen har eksempelvis spillet her for blot at nævne én. Han fandt i øvrigt, at lyden var ganske elendig, mens han havde kære minder om tiden som biograf.
 
 
Batpremiere i Batgade i august 1992. Batfoto: Thomas Hauerslev

I august 1992 vender World Cinema til alles overraskelse tilbage. Filmselskabet Warner-Metronome ved Bent Fabricius-Bjerre lejer Cirkusbygningen til Tim Burtons ”Batman vender tilbage” med Michael Keaton og hermed genopstår World Cinema henover sytten dage. Filmen har premiere den 14. august sammen med Scala og vises til den 30. august. Til lejligheden har biografen fået sat et nyt lærred på 18 x 8 meter op. Udenfor var en rød løber på premieredagen lagt ned gennem Jernbanegade helt til Rådhuspladsen, hvor 275 piger stod som en garde på hver side og serverede hvidvin. Indenfor bød danseinstruktøren Britt Bendixen på en katte-ballet i en hilsen til Michelle Pfeiffers rolle som Catwoman. Ved den efterfølgende nattefest stod Master Fatman for musikken. Det var noget af en københavnerbegivenhed, men filmen blev nu ikke en særlig stor succes i den genopstående World Cinema, så man gentog det ikke yderligere. Man sad heller ikke særlig godt i de spraglede sofasæder. Desuden kom Warner-Metronome, Fabricius-Bjerre og Scala nu endelig overens med Nordisk Film Biografer, så man herefter kunne dele filmene fornuftigt mellem sig. Lidt kom der på en måde ud af det lille ekstra eventyr med World Cinema. Det var nu definitivt forbi med filmvisningerne, men rummet består. Som kuriosum, også beskrevet i forbindelse med Nørreport Bio, rummer Palle Kjærulff-Schmidts ”To” fra 1964 en masse optagelser fra World Cinema, hvor filmens hovedperson arbejder som kontrollør.

I foråret 2002 sælges Cirkusbygningen til det svenske Wallmans Salonger, der overtager bygningen pr. 1. januar 2003. Wallmans foretog efter afholdelse af arrangementerne på de indgående kontrakter en omfattende indvendig istandsættelse af lokalerne med nye plateauer, borde og stole med plads til væsentlig færre end tidligere. På sin vis vender man i 2004 tilbage til de gamle dage med ’Cirkus Varieté’. Der er både dansere, sangere og artistoptræden. Tillige foregår det alt sammen under et ’Dinnerparty’, som man kalder det. Stedet benyttes ofte til events. For at blive i filmmiljøet har adskillige Robert-prisuddelinger fundet sted i bygningen, der udvendigt stort set ser ud som ved genåbningen i 1915.
 
 
  

• Gå til Biograferne i København 1904 – 2020
• Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark

• Gå til mere om World Cinema, København
 
 
  

• Gå til
World Cinema
 
Gå: tilbage - op
Opdateret mandag, 15 november 2021 05:37:37