| | Hellerup Biografteater (1908) - Hellerup Teater (1913) | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 26.03.2022 | Hellerup Biograf Teater (1908) som lingeriebutik "Bee Lee", 28. maj 2020. Foto Thomas Hauerslev
HELLERUP BIOGRAFTEATER (1908) – HELLERUP TEATER (1913) Strandvej (Strandvejen) 143 Åbnet januar 1908 Lukket 1930
Søren Nielsen har i 1907 ’såfremt han overholder helligdagsloven og følger brandvæsenets krav’ tilladelse til at drive indtil flere nye biografteatre Kjøbenhavns Amts Nordre Birk, hvilket udover Hellerup omfatter biografteatre i Charlottenlund, på Dyrehavsbakken samt Hotel Rustenborg i Lyngby. Han har allerede startet sin første biograf på Østerbro, hvor Biorama er åbnet lige ved Trianglen tilbage i november 1905. Nielsen havde drevet biograf i Hellerup siden januar 1906, men dette biograflokale på hjørnet af Strandvej og Lille Strandvej udbrændte efter få ugers virke og igen i april 1907, hvilket bestemt ikke var betryggende, da det var indrettet i en ejendom, der også indeholdt beboelse. På dette tidspunkt ser den uheldige direktør sig så om efter et helt nyt lokale. Således indrettes det nye Hellerup Biografteater i to tidligere forretningslokaler på hjørnet af Strandvejen og Callisensvej i en sal med 90 bænkepladser. Her er der imidlertid også lejligheder ovenpå. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biograferne i København 1904 – 2020
Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
Hvad CinemaScope Byder på
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Hvad er VistaVision?
Biografmuseets biografhistoriske kalender. Vigtige datoer og begivenheder i biografhistorien |  Strandvej nr. 143 er opført i 1899-1900. Som flere andre biografer i tiden er indretningen aldeles håbløs og faktisk endnu ringere end den forrige. Der er i forbindelse med den nye biograf kommet en mindre foyer men dog så beskeden, at man blot kalder det en forstue. Der er billetsalg i et lille vindfang ud til gaden, mens salen er placeret i butikslokalet til højre, der strækker sig op langs Callisensvej med adskilt operatørrum bagerst. Der er salsudgang på gadehjørnet, hvor der før var forretningsindgang og en ekstra nødudgang bagerst ved siden af operatørrummet, så biografen er for så vidt brandsikker efter de nyeste reglementer. I forhold til publikum er lærredet placeret skråt i forhold til bænkepladserne, hvilket betød, at samtlige tilskuere måtte dreje hovedet lidt mod højre og man kunne alligevel dårligt se det hele fra de bagerste rækker på grund af to søjler. | | Hellerup Biografteater 1908
Søren Nielsen sælger i 1913 til revisor Christian Ahlefeldt Hindenburg, der i juli og august renoverer biografen fra ende til anden med rigtige stole, nyt lærred samt nyt fremvisningsudstyr i et nyt operatørrum som udbygning, hvorved der kunne skabes flere pladser inde i salen ved at udvide den ind i den oprindelige operatørrum. Han forkorter omvendt navnet til blot Hellerup Teater, der således nu har 115 pladser, men lærredet sidder fortsat skævt og de to søjler kommer man heller ikke udenom.
Den nye biografdirektør var ikke meget for organiseret arbejdskraft og ansatte gerne skoledrenge til at varetage de fleste funktioner undtagen nødvendigvis dem i operatørrummet. Dette område kommer der ekstra fokus på i 1922, hvor det faldt nogen for brystet, at der faktisk var adgang til operatørrummet via udgangskorridoren fra salen. Belært af de mange biografbrande skulle adgangen til operatørrummet i teorien være fuldstændig adskilt fra publikum, hvad den dog langt fra var alle steder. Biografen er nu i mange år særdeles populær blandt den helt unge befolkning, der ofte kommer i biografen med biografdirektørens velsignelse uden at betale en øre for det. To gange om måneden afholdes stribevis af gratisforestillinger for et nærliggende børnehjem. Programmerne skiftes derudover to gange om ugen, mandag og torsdag. | | Hellerup Biografteater i 1913
I det lange løb var biografen et levn fra fortiden. I 1930 var der kun én anden biograf tilbage i Københavnsområdet, der i form og indretning lignede Hellerup Teater, nemlig Jernbanebiografen på Frederiksberg. Da stumfilmene forsvinder i løbet af 1930 samtidig med, der ses et behov for yderligere forandringer, som biografen umuligt kunne honorere, lukker Hellerup Teater og overlader publikum til de omkringliggende, nyere biografer. Ahlefeldt Hindenburg tjener penge på ejendomshandler de efterfølgende år og får i 1937 bevilling til at udnytte Bellevue Teatret som biograf udenfor teatersæsonen, der for dette teaters vedkommende er sommermånederne, hvilket passer perfekt med alligevel at være lavsæson for biograferne (og teatre normalt i øvrigt). Lejemålet med ejerne, brødrene Wilhelm-Hansen, går i orden på fordelagtige betingelser i september 1937 og dermed kan Ahlefeldt Hindenburg atter kalde sig biografdirektør. Bellevue Teatret er ligesom begge Hellerups biografteatre gennem årene beliggende på Strandvejen, her helt oppe ved Klampenborg Station.
Efter lukningen af biografen på Strandvejen 143 blev salen bl.a. benyttet som udstillingslokale af Hellerup Messe, siden blev det atter til ordinær forretning. I 2022 ligger tøjforretningen Bee Lee og optager hele den gamle biografs foyer og sal. | | | | • Gå til Biograferne i København 1904 – 2020 • Gå til Biografmuseet.dk's liste over alle biografer i Danmark • Gå til mere om Hellerup Biografteater (1906) | | | | | |  • Gå til Hellerup Biografteater (1908) - Hellerup Teater (1913) | | Gå: tilbage - op Opdateret onsdag, 30 marts 2022 13:55:19 | | |