| |
Egtved Bio, Egtved |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af: Filmoperatør Keld P. Andersen, Slagelse |
Dato:
16.02.2018 |
Der var rejsebiograf i forsamlingshuset inden den rigtige biograf i Egtved blev
bygget. Den nye biograf på Dalgade 23 åbnede d. 7. August 1955 med 193 pladser.
Bevillingshaver og direktør var J.H. Hansen Brunn og han åbnede biografen med
filmen "Der kom en dag". Omkring 1959 blev biografen solgt til A.P. Sørensen fra
Varde og han havde biografen frem til 1962 hvor den solgtes til
Manufakturhandler L.C. Bertelsen der sammen med sin kone drev den frem til 31.
Oktober 1976. Bertelsens største succes i hans tid i Egtved var "Dr. Zivago",
den blev set af 999 mennesker på seks forestillinger og den sidste film
Bertelsen viste var "Olsen Banden på Sporet".
D. 1. November 1976 blev Egtved Bio overtaget af tidligere operatør i Ribe Bio,
Anders Holm Knudsen og han startede med "Måske ku vi" fra Kino Film i Næstved.
Knudsen indførte også "natbiofilm" som bestod af de lidt mere kulørte
filmstrimler og sidstnævnte forestillinger havde ret stor søgning. I 1977 skete
der en fordobling af omsætningen og der blev opsat nye stole i salen så
pladsantallet kom ned på 122. En ny Philips-Kinoton fremviser med
tallerkensystem blev opsat i operatørrummet i stedet for den gamle Kalee-maskine
fra 1930. Det skal fortælles at den nye filmmaskine var den første af sin art i
Danmark. Udover det almindelige repetoire kom Egtved Bio også med i en ordning
med seriøse film hvor et eventuelt underskud blev dækket af Filminstitutet -
disse film var dog ikke nogen større succes men det gav biografen en masse
presseomtale.
Pr. 1. Januar blev biografen solgt til rørlægger Morten Brigsted fra Vejle, der
til forskel fra den tidligere ejer ville drive Egtved Bio som bi-job. Anders
Holm Knudsen, der havde givet Egtved Bio en stor ansigtsløftning overtog nogle
måneder senere biografen i Rødding og fik senere også Brørup Biograf.
Biograf besøget i Egtved var hastigt dalende og i vinteren 1980-81 besluttede
Morten Brigsted sig for at lukke biografen. Efter lukningen var der planer om at
indrette en discount butik men denne blev bygget andetsteds i byen. Efter at
have stået tom i et par år fik et forsikringsselskab i 1983 kontor i den
forreste del af bygningen mens selve biografsalen blev til en opbevaringsplads
for en murermesters maskiner. Maskinerne fra Egtved Bio havde Morten Brigsted
taget med til Vejle, hvor han i ca. 6 måneder i 1982 forsøgte sig med en lille
cafe-biograf og da dette forsøg ophørte blev Kinoton-maskinen solgt til Ølgod
Bio - den gamle Kalee-maskine blev solgt til Orla Nielsen i Aalborg.
|
Læs
mere her:
Alle danske biografer
Internet link:
|
|
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
lørdag, 18 december 2021 14:04:46 |
|
|