biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM I DANMARK
Historie | Maskiner
Aktuelt i 70mm
Biografer | Film

7OMM FILM I:
Todd-AO
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Blæst op til 70mm
IMAX Dome
Special Venue

NYHEDER

• 2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Filmformater
Sensurround
Film- og Kinoteknik
Interview mm.
Filmfestival
Det Store Udland
Premiere i Danmark
Olsen Banden
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Biograf i Stege
Glimt af biografens historie igennem 100 år (1907 - 2007)

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Birthe Thystrup. Tekst og billeder venligst stillet til rådighed af Alice Bonhof, Stege. Tekst forberedt til web af Anders M Olsson, Lund, SverigeDato: 14.07.2020
Indledningsvis skal der rettes en en stor tak til Claus Karstensen og Hans Ole Petersen fra lokalhistorisk arkiv på Møns Museum, idet deres hjælp med fremfinding af data og scanning af gamle filmprogrammer har lettet vort arbejde, med at lave dette jubilæumsskrift, ganske betydeligt.

Teksten er dels baseret på artikler, notitser, billeder og annoncer i aviserne: Møns Folkeblad, Møns Dagblad, Mønsbladet, Møns Tidende og Ugebladet for Møn, og dels på tekst- og billedmateriale venligst udlånt af tidligere biografdirektør Alice Bonhof. Vejroplysningerne er indhetet hos DMI (Dansk Meteorologisk Institut).

1907:

Før der kom et fast biografteater i Stege, havde en herboende karruselejer m.m. J. Olsen, i hvert fald hele året 1906, rejst rundt på Møn og Sjælland og vist levende billeder i sit telt, samtidig med at folk kunne få en tur i karrusellen. Olsen var en driftig medborger, og den første på Møn der brugte betegnelsen "Biografteater". Allerede i september 1906 reklamerede han med et elektrisk biograf-teater.

Søndag den 10. februar 1907 ankom en fremmed dame til Stege by i den hensigt at leje et lokale til et fast biografteater, hvor de levende billeder så skulle skiftes hver uge. Da Olsen hørte det, bekendtgjorde han omgående i aviserne, at han sandelig også agtede at bygge et fast elektrisk biografteater - enten i Rådhusgade eller Storegade, så det så ud til at der ville blive skarp konkurrence lige fra starten af. Imidlertid opgav Olsen sine planer og den fremmede dame løb af med sejren. Hun var en frk. Petersen fra Rønne, som i alt drev 7 sådanne teatre landet over. Frk. Petersen fik bevillingen og der blev installeret fast biografteater i Frelsens Hærs tidligere lokale i baghuset i Møllebrøndstræde 10.

Det er uvist hvem den første biografdirektør var, for når man læser de gamle aviser står der altid han om biografdirektøren, men uden at der bliver nævnt et navn. Meningen var at biografteatret skulle åbne i marts 1907, men på grund af sygdom i biografdirektørens familie blev det udsat til april måned, og den 4. april 1907 var der så premiere om eftermiddagen. Frelsens Hærs gamle lokale var blevet malet og istandsat; der var opsat nye bænke og indgangen var belagt med beton. Indvendig var der for enden af salen indrettet et lille maskinrum, hvor der stod en 3-hestes engelsk gasmaskine med dynamo til elektrisk lys. Vejret på premieredagen var mest skyet, men tørt med en frisk til hård sydøst og østenvind og temperaturen lå mellem 3 og 5 grader, så det var ikke vejret der afholdt folk fra at gå til premieren i det nye biografteater i Stege.

Den første forestilling, som blev overværet af et halvt hundrede børn, rummede bl.a. nogle danse i vekslende kostumer, et drama i Venedig og nogle regulære kæferter. Biografteatret var tyndt besøgt i starten, men det har nok hjulpet at aviserne skrev, at ingen behøvede at genere sig for at gå hen i Frelsens Hærs gamle lokale, for i løbet af ganske kort tid blev biografen godt besøgt, ikke kun af børn og unge - men også af den voksne del af befolkningen. Og et gennemsyn af de gamle aviser afslører, at den lokale presse har været flinke til at støtte biografteatret ved med jævne mellemrum at omtale forestillingerne i større eller mindre notitser.
 
Læs mere her:

Biografen Stege - Biografmuseet

Mit liv med biograferne i Stege og Vordingborg

Genåbning af Stege Biografen, 1941

Internet link:


 

Dramatik i biografteatret

 
Imidlertid gik der kun godt en måned, førend der indtraf en katastrofe - biografteatret brændte! Søndag den 12. maj ved halvtolv-tiden om aftenen stod bygningerne omkring biografteatret i lys lue. Meget hurtigt bredte ilden sig hen gennem den daværende vognremise til Storegade, så der var virkelig tale om en brand af dimensioner. Særligt truet var Møllegården, hvor der gentagne gange var ild i hø og halm i en sidelænge med foderlo og hestestald. Heldigvis lå der to orlogsskibe i havnen - opmålingsdamperen Grønsund og kanonbåden Krieger - og mandskabet herfra - i alt 40 mand - løb til brandstedet medbringende sprøjter og brandspande. Fra slukningsarbejdet begyndte gik der kun kort tid, førend al fare for Møllegården var ovre. Brandvæsenet Stege sprøjter kom også til med nye slanger, som kunne sprøjte op over taget på biografteatret og man blev hurtigt herre over ilden. Dernæst galdt det en tilstødende bygning hvor købmand Carl Nielsen dels havde lagerskure af træ og dels en hestestald. Først og fremmest fik man hestene ud og et par vogne, men resten måtte man opgive, ikke mindst fordi lagerskurene indeholdt en del petroleum, tjære, carbolineum og vognsmørelse, altsammen meget brændbare stoffer, som gav ilden næring. Det medførte at der var en ganske betydelig materiel skade, både hestestalden og alle træskurene langs to andre ejendomme brændte ned og købmanden anslog sin brandskade til ca. 7-800 kr. Det var mange penge den gang. I Møllebrøndstræde blev indboet flyttet ud af et par ejendomme og i en anden tilstødende ejendom, hvor lederne af biografteatret boede, blev hele øverste etage så godt som ødelagt. Man fik dog reddet film og filmforevisningsmaskinen.

Ret mange gav biografens motor skylden for ildebranden, enkelte gættede på en kortslutning ved de elektriske ledninger, men man aldrig fandt frem til hvor ilden var opstået. På spørgsmålet om biografens drift ville fortsætte, svarede lederen af teatret hr. Petersen at det håbede han, men han kunne ikke sige det med bestemthed, førend direktør Lassen nogle dage efter ville komme til Stege. Imidlertid var hr. Petersen overbevist om, at ilden ikke stammede fra biografteatret.

Allerede sidst i maj måned forlød det, at biografteatret ville være klar igen en måneds tid efter. Gasmotoren kunne godt bruges, men der skulle skaffes en ny dynamo og bygges et nyt maskinhus, som ville blive muret og dermed brandfrit, og iøvrigt ville der blive taget alle mulige sikkerhedsforanstaltninger imod brandfare. Biografejeren led ikke noget økonomisk tab, idet deres forsikring dækkede skaderne. Søndag den 16. juni 1907 åbnede biografteatret igen.
 
 

Ejerskifter i biografteatret

 
1908:

Nytårsdag åbnede en kafé og restauration i biografteatret.

Men frk. Petersen, som angiveligt ejede biografteatret, må have været kørt træt i det, for allerede den 7. januar 1908 blev biografteatret solgt til en kandidat Louis Wolthers fra København, efter sigende for en købesum af 8.000,- kr. Wolthers lagde omgående ud med gode tilbud. For eksempel annoncerede han med at enhver voksen havde ret til gratis at medtage 2 børn. Og jævnligt i de næste måneder reklamerede han for biografkafeen.

Da Justitiafesten løb af stabelen i februar måned, tilbød Wolthers dobbelt program for enkelt betaling, det har sikkert trukket mange publikummer til. I hvert fald begyndte det at gå rigtig godt for biografen, for selv om forsvarsbrødrene og Berggrenkvartetten i marts måned holdt fest på den ene side af Gåsetorvet, var der fuldt hus i biografen på den anden side - hele aftenen.

I december lykkedes det så endelig at få den meget omtalte film Løvejagten til Stege. Filmen var blevet vist i hele Skandinavien, men blev forbudt herhjemme, fordi man skød et par løver, så der var en masse tovtrækkerier frem og tilbage, inden der blev givet grønt lys til at vise filmen. Historien skulle forestille at foregå i Sahara ørkenen, men den blev optaget på Elleore - en lille ø i Roskilde Fjord - og løverne var nogle gamle udtjente øg, der alligevel skulle aflives på grund af alderdom.

1912:

Den 19. oktober 1912 var det sidste gang man så hr. Wolthers på scenen i biografteatret, han havde nemlig solgt biografen til en Kristian Hansen fra Rønne. Det var ikke Louis Wolthers man så, men hans broder Carl Wolthers, som allerede kort efter ejerskiftet mellem frk. Petersen og Louis Wolthers, havde overtaget biografen fra sin bror. Men nu kom der altså nye kræfter til. Kr. Hansen fandt en ny filmleverandør og kunne ofre sig helt for sagen. Han var initiativrig og virksom og havde et vågent øje for alle tekniske forbedringer ude i den store verden, så det varede ikke længe inden de også blev afprøvet i biografteatret i Stege. Kr. Hansen kom til at præge udviklingen i biografen i mere end 20 år. Han lagde ud med følgende program:

1913 - 1914:

En interessant detalje i biografens historie er, at i oktober 1913 købte en konditor Høyer fra Slagelse hr. konditor Oluf Hansens konditori, for en købesum af 1.800,- kr. til omgående overtagelse.

Nogen havde planer om at bygge et nyt biografteater i Storegade 55, for den 14. februar 1914 blev kransen hejst i et diset eller gråt vejr, med temperatur omkring 4 grader og en let til frisk vind fra sydvest.

Der foreligger en situationsplan for Matr. 225 - 226, Storegade, Stege - udført af Chr. Christensen, Bygmester, Stege - og forevist i Stege Bygningskommision den 4/10 - 1913 og igen den 3/8 - 1914, underskrevet af Andersen.

Biografteatret i Møllebrøndstræde kørte på sidste vers, og i april lykkedes det for direktør Hansen - efter mange genvordigheder - at få filmen Chatollets Hemmelighed hjem. Filmen blev også kaldt for Klintefilmen, fordi optagelserne foregik omkring Møns Klint, iøvrigt den første film der er optaget på Møn. Nordisk Film stod for optagelserne under ledelse af Hjalmar Davidsen og fotografen var Louis Larsen. Manuskriptforfatteren var Carl Th. Dreyer og skuespillerne var Aage Fønss, Lauritz Lauritzen og Ella Sprange. Den 24. april var så det historiske vendepunkt, hvor filmen som den allersidste blev vist i Møllebrøndstræde.

Dagen efter den 25. april ved indvielsen af den nye biograf i Storegade, bød vejret på en frisk vind fra nord-nordvest og temperatur mellem 7 og 11 grader.

Det var letskyet og holdt tørt. Måske har det milde vejr været medvirkende til at trække folk ud af huset og op i den nye biograf, der var ihvert fald - bogstaveligt talt - stuvende fuldt til åbningsforestillingen. Samtlige 200 siddepladser var optaget, foruden at en mængde besatte pladsen i sidegangene og pladsen bagved bænkerækkerne. Lokalet var hyggeligt og rummeligt og foran indgangen fra gaden var der et skilt med en lysende ramme af elektriske lamper. Den lange tunnel, der førte gennem gården, var smukt buet foroven. Åbningsforestillingen var filmen Pompejis sidste dage og der var musikledsagelse ved direktør Petersens orkester.
 
 
Klintefilmen "Chatollets Hemmelighed" var så stor en succes, at direktør Hansen besluttede at vise den ved to ekstraforestillinger i den nye biograf.

Bænkene i det gamle biografteater i Møllebrøndstræde blev annonceret til salg.

Den 13. juni blev det bekendtgjort at cigarhandler Mads Peter Madsen havde købt husejer Anders Andersens ejendom i Storegade, og at handelen nu var endelig ordnet for en købesum af 26.500,- kr. Hr. Madsen havde til hensigt at bygge et nyt forhus, hvor der skulle være lokaler til en fin lille cigarforretning og et førsteklasses konditori. Samtidig skulle indgangen til biografen gøres endnu flottere end den var nu. Cigarhandler Madsens daværende butik lå længere nede i Storegade, på hjørnet hvor butiksnavn? nu ligger.

1915:

Det blev konditor Høyer, der i oktober måned flyttede ind i det første klasses konditori, som cigarhandler Madsen havde gjort plads til ved siden af sin cigarforretning.

1916:

Det pyntede gevaldigt på Storegade, da ombygningen af forhuset, som rummede indgangen til det nye biografteater, stod færdig. Til højre for biografindgangen ses cigarhandler Madsens butik og næst efter den konditor Høyers nye forretning.

1917:

Den anden film der blev optaget på Møn var Pigen fra Palls. Igen stod Nordisk Film for optagelserne og Eduard Schnedler-Sørensen var både manuskriptforfatter og instruktør. Johan Ankerstjerne var fotograf. Hovedrollerne spilledes af Karen Sandberg, Arne Weel og Alf Blütecher. Premieren på Møn fandt sted i biografteatret i Stege den 16. november 1917.

Indsæt billede af forsiden og det dramatiske billede fra filmprogrammet, når jeg får det fra Claus Karstensen på lokalhistorisk arkiv.

1919 - 1925:

Biografdirektør K. Hansen tog i februar måned 1919 navneforandring til K. Hærsteen, som var hans familienavn. Og i maj måned 1919 viste biografen, vel nok den første egentlige helaftensfilm der er lavet, nemlig En nations fødsel. Filmen var lavet af Griffith og blev betragtet som værende et mesterværk. Der var ca. 18.000 medvirkende i filmen og den varede 9 kvarter, dvs. 2 1/4 time.

Senere - nemlig i 1923 - blev Møn igen centrum for filmoptagelser. Det blev til filmen Dårskab, Dyd og Driverter, som egentlig var en kærlighedshistorie, men to kendte skuespillerre Carl Schenstrøm og Harald Madsen - også kendt som Fyrtårnet og Bivognen - stjal fuldstændigt billedet med deres løjer. Filmen havde premiere i biografteatret i Stege den 11. august 1924, og den 27. november 1925 var der premiere på et af Nordisk Films bedste lystspil Solskinsdalen med Peter Malberg og Alice Frederiks i hovedrollerne. Man kan uden at overdrive sige, at biografdirektør Hærsteen forstod at trække publikum til biografteatret ved sine valg af film - godt støttet af cigarhandler M. P. Madsen, som var levende interesseret i den ny tids teknik.
 
 
På plakaten: "Hævnens Dage" (Dead Reckoning) med Humphrey Bogart, DK premiere 20 August 1948

1941:

Cigarhandler Mads Peter Madsen havde en ønskedrøm om at udføre en gennemgribende ombygning og udvidelse af Stege Biografteater med henblik på at opnå en bedre komfort i - og anskaffe nyt teknisk udstyr til - biografteatret. Han tog initiativ til dette projekt allerede i 1938, men nåede ikke at se projektet gennemført fordi han døde, og derfor blev ombygningsplanerne blev stillet i bero midlertidigt.

Da hans søn Børge Madsen fik overdraget bevillingen, genoptog denne ombygningsplanerne, men imidlertid forårsagede udbruddet af 2. verdenskrig endnu en udsættelse af projektet.

Først ved nytårstid 1941 kunne man genoptage planerne. Fru Valborg Madsen (enke efter M. P. Madsen) var bygherre med Børge Madsen som fungerende bygherre. Arkitekt Sven Jensen, Stege, udarbejdede et nyt projekt, i hvilket der blev taget hensyn til materialesituationen, dvs. hvilke materialer til byggeriet man var i stand til at fremskaffe, under hensyntagen til de forandringer - i det hele taget - som krigen medførte.

Allerede efter tre måneders arbejde, nemlig i april 1941, stod det ny biografteater, som nu fik navneforandring til Biografen, klar i al sin glans og parat til at modtage et større publikum, end det hidtil havde været muligt. Ikke mindst fra de tilstødende øer Sjælland og Falster, samt de mange turister der året igennem besøgte byen, hvilket nedenstående illustration [findes ikke, red] skulle symbolisere:

Illustrationen er hentet fra en informationsbrochure, der blev fremstillet i anledning af ombygningen - med tegning af Leif Berg, arrangeret og trykt af Axel E. Aamodts Eft.

Jo - Stege kunne med rette både glæde sig over og være stolt af sit nye biografteater, der på en smuk måde repræsenterede byen.

Foranstående illustration viser, at når man kom ind i gården, var der to brede trappetrin op til et stort glasdørsparti, som førte ind i foyeren, der var blevet dobbelt så stor i areal. Hidtil havde man brugt et tælleapparatsystem til billetsalg, men nu blev der indrettet en billetkiosk til formålet. Gulvet var Faxemarmor lagt som "flettede fliser", og besøgende som var kommet i god tid kunne sidde mageligt i en hjørnesofa, betrukket med rødt imiteret læder, og vente til forestillingen begyndte.

Fra foyeren førte to lave trin op til salen, men gulvet fik et kraftigt fald, der aftog mod den nederste udgangsdør, og derfra så atter steg mod prosceniet (den del af scenen der ligger foran tæppet). Det bevirkede en selinieforskydning på 12 cm overalt i salen, hvilket var en overordentlig forbedring fra den gamle sal. Der blev lagt løbere på midter- og tværgangen, og væggene var malet i en lys, kalkgul farve, der gik over i hvidt ved loftet. I den bageste del af salen var loftet belyst indirekte og væggene af lampetter, mens belysningen nærmest prosceniet var holdt i lyseblåt med en noget mørkere blå loftbaldakin. Fortæppet var rødt og blev belyst fra neden. De magelige stole var betrukket med rødt, imiteret læder på sædet og rødt velour på ryggen.

Et kombineret varme- og ventilationsanlæg sørgede for opvarmningen med indblæsning under stolene og udsugning ved loftet. Anlægget var forsynet med et luftfilter, som rensede returluften. Det bevirkede også at anlægget kunne ventilere salen hurtigt og effektivt om sommeren - uden mærkbar træk. Pladsmæssigt bød ombygningen også på forbedringer. Hvor der før havde været 193 pladser, blev der nu 253 nummererede 1. og 2. pladser samt 31 børnepladser.

Indsæt billede nr. 8 - Salen fra 1941.

Som det er kutyme i dag, var der også dengang forskel på billetpriserne. 1. pladserne var dyrest og børnepladserne billigst:

Alt i alt var det en ombygning, hvor der på alle måder blev istandsat og ændret, så byggeriet levede op til datidens krav. For eksempel blev hele den elektriske installation lagt om. Der fandtes to A. E. G. fremførelsesapparater af sidste nye type, samt kontroller for ventilationsanlægget og tæppespillet. Operatørrummet med omformerrum, trappe, altan m.v. blev også forbedret. Selv udgangsforholdene blev forbedret betydeligt - og når man befandt sig ude på gaden og så hen imod den nye finpudsede indgangsfacade med keramikfliser og navnet Biografen i neonbelysning - ja så fik man lyst til at gå inden for.

Den 25. april 1941, da Biografen blev indviet, blæste der en frisk vind fra nord-nordvest, temperaturen lå mellem 7 til 11 grader, det var letskyet, men holdt tørt. Så vejret var med de mange mennesker, der til sidste plads fyldte salen for at deltage i åbningspremieren, hvor filmen Vagabonden, med Carl Alstrup i hovedrollen, blev vist.

• Gå til Genåbning af Stege Biografen, 1941

• Gå til Biografen Stege - Biografmuseet

1967:

Filmforevisningsapparaterne havde hidtil kørt 35mm film, men nu blev de udbygget til også at kunne køre 70 mm film. Det vil sige, at udstyret blev ændret til: projektionsmekanismerne til 35/70 mm, magnethovederne fra 4 spor til 4 - 6 spor, forforstærkerkabinetterne fra 6 til 10 forforstærkermoduler, projektionsobjektiverne til Todd-AO, 900 meter 35 mm filmspoler til 1100 meter 70 mm filmspoler, omspoleapparatet til 35/70 mm, filmsamler til 70 mm - og i december 1967 fik biografen to helt nye CINEMECCANIA VICTORIA 8, 35 mm kinomaskiner, forberedt for Todd-AO.

• Gå til PDF Dansk Biografteknik's ordre på leverign af 2x Cinemeccanica 70mm maskiner

1983:

Biografejer Inger Madsen solgte bygningskomplekset, som inkluderede biografen, til Vagn Bonhof, og i den forbindelse blev lejemålet for Stege Bio med biografdirektør Kurt Etin opsagt pr. 1. december 1983.
 
 

Kommunens engagement i Stege Bio

 
1984:

Med henblik på en evt. erhvervelse eller overtagelse af lejemålet foretog kommunens tekniske forvaltning og vicebrandinspektøren, den 27. januar 1984, et syn af bygningskomplekset. Forudsætningen for et evt. køb fra kommunens side var, at der blev foretaget en ændring i udstykningen af matriklerne, som fremgik af en situationsplan 1:200, dateret 13/7 - 79, men da det var tvivlsomt, at planstyrelsen ville godkende planen, udarbejdede man et andet udstykningsforslag vist på plan 1:200, dateret 31/1 - 84. (OBS! disse to planer findes ikke i tekstmaterialet fra Alice Bonhof.

Resultatet af synet var, at forslaget til udstykningen ville medføre følgende krav: Der skulle opstilles en brand- og flammesikret trappe til operatørrummet, 2 vinduer i beboelsesbygningens stueetage skulle sikres evt. tilmures, særlige foranstaltninger ved altandørspartiet på 1. salen skulle træffes, der skulle tinglyses deklarationer på begge ejendomme vedrørende færdselsret, og kommunalbestyrelsen skulle meddele dispensationer fra adskillige af bygningsreglementets bestemmelser vedrørende bebyggelse omkring naboskel og fra bygningsreglementets brandmæssige bestemmelser samt fra kommuneplanlovens bygningsregulerende bestemmelser.

Ligeledes ville forslaget medføre nye krav til toiletrum, trappe, kiosk m.v., og det ville kræve en mere detaljeret projektering at få løst alle disse krav. Endelig anslog teknisk forvaltning skønsmæssigt omkostningerne til kr. 190.000,- hvorfor der burde træffes en politisk beslutning, om de aktiviteter der skulle foregå i biografen fremover - før yderligere projektering. (kilde: brev fra Teknisk Forvaltning til sekretariatet i Møn kommune, dateret 31. januar 1984.)
 
 

Debatten i medierne

 
Da det sidst i februar 84 blev offentligt kendt, at Stege Bio skulle lukke pr. l. april 1984, brød en heftig debat løs i medierne, og mere eller mindre saglige beskyldninger føg i luften, mens de involverede parter forsøgte at placere et ansvar på modpartens skuldre, nogle få entusiaster forsøgte at få kommunen til at overtage biografdriften, og den nye ejer Vagn Bonhof gjorde sit bedste for at få bygningen solgt til en køber med interesse for biografdrift.

Her bringes et uddrag af debatten i avisen Møns Tidende (herefter M. T.): Biografejer Inger Madsen solgte bygningskomplekset til Vagn Bonhof fra Viborg. Biografdirektør Kurt Etin fra Præstø som var lejer af - og stod for biografdriften i Stege Bio, blev sagt op pr. 1. december 1983, men han fik lov til at forsætte til 1. april 1984, så han kunne få afviklet de kontrakter han havde med forskellige filmselskaber. Inger Madsen havde tidligere forsøgt at sælge biografbygningen til Møn kommune for kr. 336.000,- men kommunen takkede nej. Ifølge borgmester Verner Rasmussen var det ikke salgssummen, der var afskrækkende, men "de store krav der stilles ved et ejerskifte, f.eks. brandsikring." (kilde: M. T. 25/2 - 84).

Årsagen til den heftige debat var angiveligt, at Kurt Etin "har langet en gevaldig bredside ud mod Møn kommunes kommunalpolitikere både her i avisen og i regionalradioen. Politikerne beskyldes for massakre og drab på biografen." Men daværende kulturudvalgsformand Hertha Damkjær tog til genmæle og beskyldte Kurt Etin for at stramme den rigeligt, tage munden for fuld og for at "omgås temmelig letsindigt med sandheden."

Som forklaring på at kommunen for en stor dels vedkommende var ude af biografsammenhæng, fortalte hun at Kurt Etin ønskede at lukke biografen pr. 1. december, da han fik opsigelsen. Det blev dog forhindret og i stedet indledtes forhandlinger om biografens fortsatte drift. Kulturudvalget havde møder dels med Kurt Etin og dels med biografejer Inger Madsen og en sagfører.

Ligeledes blev Stege Bio's faciliteter vurderet dels af en uvildig biografkonsulent og dels af kommunens teknikere i januar måned. Samtidig med at kulturudvalget i februar måned fandt ud af, at det ville blive en dyr affære hvis kommunen skulle gå ind i biografprojektet, viste der sig en seriøs køber, som havde en plan klar for biografen. Kulturudvalget syntes at denne plan så så lovende og spændende ud, at det anbefalede planen og ekspederede den til ejendomsudvalget som en hastesag. Det kom derfor som en ubehagelig overraskelse, da kulturudvalget i avisen læste, at biografen var solgt til Vagn Bonhof fra Viborg, som ikke var identisk med den seriøse køber med den spændende plan. Hertha Damkjær sluttede med at sige, at det hele ikke stod og faldt med Kurt Etin, samt at kommunen absolut ikke var ligeglade med Stege Bio - tvært imod. Resultatet af ovennævnte forhandlinger blev da også, at kulturudvalget bevilgede økonomisk støtte, så Kurt Etin kunne fortsætte driften af biografen ti1 den 31. marts 1984. (kilde: M. T. 1/3 - 84).

I et læserbrev udtaler Margit Sloth Jensen at der kun er to muligheder. Enten kan kommunen vælge at engagere sig direkte ved at købe biografbygningen - eller også kan man "afvente, at en privatperson påtager sig det barske job, det i dag er at drive biograf." Samtidig opfordrer hun kommunalbestyrelsen til at engagere sig helhjertet i Stege Bio's fremtid, og tage stilling til spørgsmålet om enten en kommunal økonomisk støtte til en evt. privatperson der har lyst og mod til at engagere sig i biografdrift, eller om kommunen skal købe bygningen. I relation til sidstnævnte mulighed nævner Margit Sloth Jensen en vigtig pointe, nemlig: "som supplement til borgmesterens udtalelse i M. T. den 25/2 vil jeg her indskyde, at kun når bygningen ændrer formål, stilles der skærpede brandkrav." (kilde: M. T. den 2. marts 1984).

Den 3. marts 1984 kunne man i Møns Tidende læse et "Åbent brev til kulturudvalget" fra Møn Filmklub og Møn Børnefilmklub, hvori filmklubbene fremhæver at klubbernes medlemsskare "er større en nogensinde - 170 i voksenfilmklubben og 450 i børnefilmklubben. En opbakning, der fortæller, at filminteressen er stor og endda stigende på Møn." Filmklubbernes klare ønske var, at Møn kommune engagerede sig direkte i biografen enten som ejer eller lejer, fordi den daværende situation var uholdbar. Efter filmklubbernes mening trængte Stege Bio til et sikkert økonomisk fundament, og bestyrelserne for de to filmklubber var villige til at stille hjælp og erfaring til rådighed for kulturudvalget. (kilde: M. T. 3/3 - 84).

I et brev fra kulturudvalget, dateret den 13. marts 1984, stilet til Møn Filmklub, v/Ulf Moslet og Møn Børnefilmklub, v/Margit Sloth Jensen, fremgår det at kulturudvalget har modtaget en skrivelse af 1. marts 1984 fra filmklubberne, hvori disse har spurgt til kulturudvalgets holdning til Stege Bio's fremtid. Kulturudvalget svarer bl.a.: "udvalget finder det overordentlig væsentligt, at biografforestillinger er blandt de kulturelle aktiviteter, der tilbydes kommunens borgere. Udvalget er altså særdeles interesseret i biografens fremtidige beståen." Videre skriver kulturudvalget, at "udvalget er indstillet på at medvirke til en løsning af evt. problemer, der vil vanskeliggøre drift af biografen." Men udvalget understreger, at det ikke ønsker at blande sig i mulige forhandlinger, som den nye ejer evt. fører om udlejning eller salg af bygningen. Derfor forventer udvalget "et udspil fra ejeren, hvis en ordning om leje eller salg ikke findes gennemførlig uden udvalgets medvirken." Brevet slutter med at anføre "at kulturudvalget, der følger sagen nøje, siger tak for filmklubbernes venlige tilbud om at stille hjælp og erfaring til rådighed. Udvalget vil vende tilbage til tilbuddet, hvis dette bliver aktuelt." Brevet er underskrevet af Hertha Damkjær og Keld Hansen.

Det blev åbenbart ikke aktuelt med filmklubbernes tilbud, for den 26. marts 1986 vistes den sidste forestilling, som var den tyrkiske film "Yol", hvorefter nøglen blev drejet om. (kilde: M. T. 17/3 - 84).
 
 
Allerede 3 dage efter forlød det, at en mønsk restaurationsmand havde en plan for Stege Bio's fremtid klar i skuffen, som han var parat til at realisere. Planen var først og fremmest at restaurere biografens indre, så den kunne bruges til kulturelle formål. Restaurationsmanden havde en idé om at kombinere offentlig filmfremvisning med filmklubbernes forestilling, og et forslag til et samarbejde med Møn-Langebæk Teaterforening, som kunne vise nogle forestillinger i biografen. Endvidere satsede han på foredrag, og i sommerperioden kunne han forestille sig, at der blev opført en sommerrevy. Kulturudvalget var informeret om planen og ville give det al den opbakning, som det havde mulighed for. (kilde: M. T. 20/3 - 84).

Planen blev imidlertid ikke til noget, men ejeren Vagn Bonhof udtalte om biografens fremtid: "Jeg håber selvfølgelig på at få den solgt, og hvis jeg får en køber, at der så kan ske en matrikkeldeling. Bliver den ikke solgt, vil jeg, som det næstbedste, søge at udleje biografen." (kilde: M. T. 24/3 - 84).

Debatten fortsatte endnu et par måneder, frustrationer blev udtrykt i læserbreve, filmklubben blev lagt i en "mølpose" og der blev gisnet om, hvem den mønske restaurationsmand var - men så besluttede ejerens datter Alice Bonhof og hendes mand Finn Nielsen at blande sig. På trods af at begge havde fuldtidsarbejde, besluttede de at overtage biografdriften. De talte med Vagn Bonhof, og rådførte sig med Margit Sloth Jensen, som hjalp dem med at stille et regnskab op - og så indsendte de en ansøgning den 3. juni 1984, til kulturudvalget i Møn kommune, om kommunalt tilskud til dækning af budgetteret underskud i 1984 og 1985 vedr. drift af biografen. Sagen blev behandlet den 28. juni 1984, som sag nr. 108 i hvilken det bl.a. forlyder at kulturudvalget og borgmesteren indstiller til at imødekomme ansøgningen. Økonomiudvalget anbefaler ligeledes indstillingen "under forudsætning af, at regnskabet omfatter samtlige aktiviteter i bygningen incl. evt. kioskvirksomhed." Et par kommunalbestyrelsesmedlemmer tog forbehold, en enkelt var direkte imod, men flertallet var for - og det afgjorde sagen. Biografdriften var reddet et par år endnu.

Atter engang blev de dramatiske måneder omkring biografens fremtid endevendt i avisen, kommunalbestyrelsesmedlemmer udtalte sig positivt om den fortsatte drift, på nær een nemlig Knud Pedersen (Z), som udtalte: "Jeg tror ikke, biografen har en fremtid. Og den er ikke mere kulturel end noget andet på Storegade." (kilde: M. T. juli 1984).

Under overskriften "Kulturbrev fra Møn", skriver Nina Davidsen, i avisen Information, den 27. juli 1984 en længere artikel om biografen og kommunale "bøffer” i det hele taget. Hun skriver bl.a.: "Møn kommune har tidligere haft talent for at gøre sig ufordelagtigt bemærket." Og så følger en kortfattet redegørelse for skandalesagen omkring det tidligere hotel Østersøbad, som kostede en sparekassedirektør stillingen, og som "gav Møn øgenavnet Hotelkongens Ø, fordi moderniseringen også omfattede det gamle navn, der nu var blevet til Hotel Kongens Ø." Og så var skandalesagerne omkring nedrivningen af Marienborgs hovedbygning og det gamle hotel Skandinavien, hvor kommunen i begge nedrivningssager var "påfaldende treven". Men det lykkedes altså at redde biografdriften og til det faktum udtaler Bonhof & Nielsen: "Samtidigt med at være oprigtigt interesserede i vores planer har vi også fornemmelsen af, at kommunen greb projektet som en kærkommen anledning til at reparere sit skrammede image." Og "efter grønt lys fra kommunen blev biografbygningen lejet for en 10-årig periode med et års opsigelse fra lejernes side." (kilde: Information, den 27. juli 1987).
 
 
Straks efter beskeden om at kommunen bevilgede tilskud, gik Alice Bonhof og Finn Nielsen i gang med istandsættelsen af biografen, fast besluttede på at holde premiere den 24. august. Der blev hamret og banket og muget ud. På billedet herunder ses Alice i fuldt sving:

Efter bekendtgørelsen om biografens fortsatte drift kom filmklubberne igen frem af mølposen, og Margit Sloth Jensen fra filmklubben udtalte at "det lykkedes at lave aftaler med filmudlejerne, og vi har også aftalt med de nye biografdirektører, at vi kan lægge ud i oktober for de voksne og i november for børnene." (kilde: M. T. 9/8 - 84).

Der gik rygter om, at der, når nu biografen åbnede igen, ville der blive vist helt nye film. Men sådan blev det ikke, og det har en naturlig årsag ifølge Finn Nielsen, som fortalte: "Biograferne i Danmark er inddelt i 3 kategorier, nemlig A-, B- og C biografer. A biograferne der har en omsætning på over 1. mill. om året er premierebiografer og d.v.s. at disse får alle de nye film der kommer på markedet. Dernæst er der B-biograferne som har en omsætning på ½ mill., der får filmene når de er færdigspillet i A-biograferne. Rosinen i pølseenden er C­biograferne (hvortil Stege bl.a. hører) der kan leje filmene efter B-biograferne." Finn Nielsen oplyser også, at han og Alice Bonhof vil satse på, at alle nye film kommer til Stege på et eller andet tidspunkt. (kilde: Ugebladet for Møn, den 14/8 - 84).

De nye biografdirektører Alice Bonhof og Finn Nielsen arbejdede hårdt på, at der skulle være indvielse og premiere den 24. august 1984. De havde planlagt en reception og derefter en forpremiere, som var en lukket forestilling for en kreds af særligt indbudte. For eksempel indbød de een repræsentant fra samtlige foreninger, institutioner, skoler:

Åbningen af biografen blev omtalt i flere aviser, således kan man, i Ugebladet for Møn, den 21/8 - 84, under overskriften "Biografen starter op igen..." læse: "- Endelig starter biografen igen. Fredg d. 24. august er der premiere i Stege Bio med en offentlig forestilling kl. 21,00. Her i bladet kan programmet for den kommende tids film let overskues i den store annonce der er indrykket." Og det var en stor annonce - så stor at vi ikke har mulighed for at indsætte den her, fordi det er svært at kopiere ned til så lille et format, som denne bog er lavet i. Men vi har tilladt os at manipulere lidt med teksten fra annoncen, som det ses i nedenstående billede:

Og så oprandt den store dag, hvor biografen igen var åben. I foyeren var der lavet helt om, den var holdt i rødt og hvidt. Der var sat hyggelige lamper op og langstrakte teaterplakater prydede væggene. Selve premierefilmen var "Rocking Silver", som handler om et gammelt rockband - og før den blev forevist, varmede Hårbølle Rockband op, for ligesom at slå tonen an. Af særligt indbudte gæster var bl.a. formand for kulturudvalget Hertha Damkjær og Det danske Filminstitut var repræsenteret ved konsulent Mona Jensen. Sidstnævnte havde en gave med på kr. 30.000,- fra filminstituttet, som blev modtaget med stor glæde, ikke mindst fordi regningen for istandsættelsen overskred budgettet med præcis det beløb. (kilde: M.T. 25/8 og 28/8. - 84).
 
 

Tidligere biografdirektør Alice Bonhof fortæller

 
Jeg tror slet ikke vi havde haft biograf i dag, hvis ikke min far, Vagn Bonhof, havde købt ejendommen som biografen ligger i, den 1. marts 1984. Der var så mange på det tidspunkt, der var interesseret i bygningen til andre formål - mere eller mindre seriøse - for eksempel til møbelopbevaring, værtshus og ja - til alt muligt forskelligt. Samtidig havde den daværende biografdirektør Kurt Etin en værre ballade, fordi Møn Kommune på et tidspunkt meldte ud om, at den overvejede at købe biografen, og det vidste man jo godt at kommunen ikke ville. Og netop på det tidspunkt, var det så at min far sprang til og købte ejendommen hen over hovedet på dem allesammen, mens de snakkede frem og tilbage - ikke mindst i medierne.

• Gå til Mit liv med biograferne i Stege og Vordingborg

Min mand Finn Nielsen og jeg havde boet hernede nogle år, og vi syntes det var en katastrofe at biografen lukkede, fordi de unge mennesker havde meget få steder at gå til den gang, der var hverken diskotek eller andre spændende tilbud til dem på det tidspunkt. Jeg tror at Freddy Johnsen havde en ungdomsklub, men det var jo ikke noget for dem, som også gerne ville have lidt fest i gaden og det der med bankospil på Nanok, det er jo ikke noget for unge mennesker vel? Godt nok var der idrætsklubber, men det dækker jo ikke de unges behov, de har også brug for at kunne gå i biografen med kæresten og holde i hånd, for når man er ung skal man prøve mange forskellige ting, sådan er det jo. Og hvis man ikke har flere tilbud til de unge, hvilken ungdom får vi så?

Da Finn jo er uddannet fotograf og altid havde været interesseret i film som medie, foruden han i sin ungdom ville have været ind på filmskolen, men aldrig kom det, så syntes han at vi skulle se om vi ikke kunne få lov til at køre biografen igen. Men vi var klar over, at vi skulle ansøge kommunen om at få et tilskud for at det kunne løbe rundt og så skulle vi også arbejde i fritiden, vi havde jo fuldtidsjob begge to. Hvis vi skulle starte op i efteråret 84, så skulle ansøgningen behandles inden sommerferien, så den 3. juni 84 lå der en ansøgning på kommunens bord og allerede 2 dage efter fik vi kulturudvalgets ja til et drifttilskud. Vi regnede lidt på det, og blev enige om at det kunne vi godt klare.

Og så gik vi igang med at restaurere biografen, far, Finn og jeg. Det så forfærdeligt ud, da vi overtog den. Ikke bare nedslidt og grimt lugtende - men det var beskidt og uspændende helt ude fra gaden og ind. Så der var mange ting vi kunne tænke os at gøre, men vi havde altså en begrænsning i pengene, for vi ville ikke lægge vores egne penge til til selve restaureringen, for vi gav vores arbejdskraft gratis. Men vi syntes at det vi fik ud af det, ligesom var rimeligt til at vi kunne præsentere en ny og lidt mere spændende biograf. Både med hensyn til udseende og sammensætningen af de film vi fik hjem. Det var jo også en ny verden vi skulle ind i, mange spørgsmål rejste sig: hvordan skaffer man film og hvem henvender man sig til - hvornår kan en biograf i Steges størrelse få filmen hjem - og - der var mange restriktioner på det tidspunkt. De er lempet lidt nu, sådan at man i Stege får filmene hurtigere nu end man gjorde den gang.

Hver dag i 3 måneder (juni, juli og august), når vi havde fri fra arbejde, var vi i biografen for at renovere, sammen med nogle af vores venner, som hjalp os. Een af de ting jeg husker tydeligst, det var da vi kørte trillebørene ind i salen. Vi lå på alle fire og skrabede lakridser af gulvet med et barberblad. Lakridser er noget af det værste at få ind i en biograf - for det smelter, når det kommer ned på gulvet - og så sidder det lige så fast som - nærmest som beton. Da skrabede vi 4 eller 5 trillebøre fulde af lakridser og tyggegummi ud af biografen.

En anden ting jeg husker tydeligt er, at dengang vi overtog, var der jo stadigvæk det der pissoir på hjørnet, og det var så uhumsk og så ulækkert. Jeg rensede derinde med saltsyre i dagevis for at få kalk af og jeg ved ikke hvad - og det blev helt rent og skinnende inden jeg ville have nogen til at gå derind. Men det holdt vi jo åbent, og det blev gjort rent hver dag, fordi det var offentligt tilgængeligt. Vi pillede de gamle cowboyrækker med træsæder ud - og vi pillede også nogen af de andre træsæder ud, et stykke tilbage i salen, så vi fik en stor gulvplads foran, for vi vidste godt at så mange mennesker ville ikke komme i biografen, så vi måtte kunne udnytte salen til noget andet også. Så da vi kom til blev der gjort noget ved alt - fra den mindste skrue til den største væg.

En meget vigtig person omkring restaureringen var min mor. Man kan jo ikke arbejde på tom mave, og mor stod i baggrunden med mad morgen, middag, aften til os alle sammen - ligegyldigt hvor mange der arbejdede. Det er utroligt vigtigt at man ikke skal tænke i baner der hedder: nå, nu skal vi også have købt det ind og nu skal vi også have lavet mad - og nu skal vi også sørge for det - og - hvem vasker vores arbejdstøj og hvem gør det - og - der stod mor så i baggrunden, og var den der hele tiden sørgede for, at der var det ene og det andet og det tredje - så uden hendes indsats havde det ikke kunnet lade sig gøre at restaurere biografen på så kort tid.

Og så var der det med: hvad skulle biografen hedde, hvordan skulle skiltene se ud og hvilke farver skulle vi vælge? Vi holdt farverne i rødt og hvidt, og da jeg er meget glad for runde former, så ville jeg have lavet skiltene i ovale og biografen skulle være med sådan lidt snørklede bogstaver, så vi fik lavet de skilte, som faktisk er der i dag.

Fredag den 24. august 84 havde vi så en stor åbning. Der var inviteret folk fra kommunen, fra filmselskaber, fra Nordisk Film og Filminstituttet. Vi fik den dag et tilskud fra filminstituttet, og det var vi lykkelige for. Renoveringen blev dyrere, end vi i første omgang havde regnet med, men med tilskuddet fra Filminstituttet, kom det til at løbe rundt.

Om eftermiddagen var der åbent for publikum, og så blev der lukket - og så senere på dagen, så var det så for indbudt publikum, og pressen var der selvfølgelig. Vi var mange - der var helt fyldt. Vi serverede selvfølgelig nogen drinks og noget spiseligt, og vi holdt taler nede i biografen, andre holdt taler - og filminstituttet holdt taler - og vi åbnede med Clausens film Rocking Silver. Vi havde ihvertfald en rigtig dejlig dag på den der åbningsfest - og - ja så kørte det så altså med at vi havde biografen i vores fritid og vores fuldtidsarbejde ved siden af.

Iøvrigt var vi heldige at få nogle gode operatører fra start af: En ung mand Tony Jensen og John, som er der endnu, han er jo en institution. Vores øvrige personale var 4 -5 søde, unge piger, som stod for billetsalg og salg af slik og sodavand. Vi havde lukket lørdag aften - sådan så der var mulighed for at lave andre arrangementer, bl.a. havde vi Bodil Udsen hernede, hvor hun læste og fortalte om H. C. Andersens eventyr, og der var også andre foredragsholdere, såvidt jeg husker. Andre lørdags-arrangementer var rock i biffen, det lavede vi med lokale musikere, men en gang lykkedes det os at få et orkester MissBehavin fra København herned. Vi brugte altså salen til andre ting end bare biograf, og det var der også søgning til dengang.

Vi havde børnefilmklub, vi gik i samråd med Stege Skole - så der var børnefilm både for helt små og for større børn, og så mener jeg osse vi prøvede at lave nogle tiltag med at køre skæve film engang imellem, lige som onsdagsfilm i dag, men det gik slet ikke den gang. Jeg mener at det var voksenfilmklubben, som ikke kunne køre så den blev hurtigt lukket. Der var ikke rigtig tilslutning til den, det nytter jo ikke at der er mange medlemmer i en filmklub, hvis de ikke går i biografen. Der var nok for få tilflyttere dengang, som kunne slutte op om det. Mønboerne var nok mere til Morten Korch og stadigvæk til de der sådan almindelige film, end de var til de smalle film, men det har jo også vendt, fordi alt vender jo i det øjeblik blod bliver blandet. Og i dag er det også mere almindeligt end dengang at man kører udenøs, når man vil noget. Der er jo mange der kører bare en enkelt aften i det Kgl. Teater for eksempel, eller nogen vil se premierefilmen den dag den kommer frem, og så kører de efter det - det gjorde man ikke dengang. Man kunne godt vente, til filmen kom hjem i den lokale biograf.

Selvom det var et hårdt slid at drive biograf i vores fritid, har vi været glade for de ca. 10 år vi havde den, indtil Frans Jacoby overtog den efter os i 1994.

PS: Biografteatret har kørt uafbrudt fra efter branden i 1907 til d.d. i 2007 - undtaget en periode under 1. verdenskrig, hvor alle offentlige forlystelser var lukket, fordi den spanske syge hærgede - og undtaget en periode på 3 måneder i sommeren 1984.
 
 
  
  
Gå: tilbage - op
Opdateret tirsdag, 14 juli 2020 09:58:43