Drejemændene og de Levende Fotografier
Filmoperatøren på arbejde i mere end 100 år

Lumiere brødrenes Cinematographe som filmfremviser. Bemærk, at overspole ikke er opfundet endnu, og filmen kører ned i en bunke under bordpladen. Illustration: Public domain via wikimedia

Denne side er biografmuseet.dk første udgave af beretningen om filmoperatørens arbejde og arbejdsforhold set i relation til hvordan projektionsteknik og design af biografer har udviklet sig fra den første biograf i 1896 til de nuværende biografer. Fra meget primitiv teknik og forhold, til internetbaseret fjernstyret filmfremvisning.

I 1991 besøgte biografmuseet.dk Olav Lind Eriksen (1911) på Estersvej i Hellerup ved København, der havde en lang karriere som filmoperatør bag sig. Besøget hos Olav blev afsættet til udgivelsen af bogen "Mændene bag i Biffen" (1993). I 1951 interviewede Olav nogle de første filmoperatører i Danmark med det formål at dokumentere deres beretninger om pionerbiograferne for eftertiden. Olavs beretninger om de første filmoperatører på denne side, er baseret på lydoptagelser fra besøget i 1991. Detaljerne i operatørernes vidnesbyrd skal man tage med et gran salt, men det er sandsynligt at det foregik som de beskrev.

• Gå til Olav Lind Eriksen: Biograferindringer og Anekdoter fra et liv i Operatørrummet.

Blandt de første filmoperatører biografmuseet.dk har kendskab til er englænderen Alfred James Gee, tyskeren Max Rothe, Henrik Bidsted, Ivan Eibye og Waldemar Jacobsen. Der har sandsynligvis været nogle "drejemænd" før dem, der viste film i f.eks Panorama Hafnia men deres navne fortaber sig i historien's evige tåge. Antageligvis har de mange omrejsende pionerer som James Hansen, Constantin Philipsen mfl. i perioden 1897-1904 selv stået for betjening af fremviseren når de rejste rundt og viste film i hele landet.

Blandt kendte filmfotografer, der startede som filmoperatører, nævner Engberg to [Bladet "Objektiv", Dansk Fotohistorisk Selskab]. Axel Sørensen (1885-1969), senere Graatkjær, som startede sin karriere i Københavns Biografteater som billetsælger og filmoperatør. Avancerede til filmfotograf i 1906 for Ole Olsen og Nordisk Film. Poul Eibye (1885-1972) startede sin karrieren som filmoperatør ved Kinografen i København i 1906. Avancerede til filmfotograf samme år. Mon det er den samme som "Ivan Eibye", som Lind Eriksen nævner?

I de tidligste år var lyskilden enten kulbuelys eller kalklys. Kulbuelys krævede elektricitet, der ikke var særlig udbredt i de tidlige år. Hvis elektricitet ikke var tilgængelig, blev der i stedet anvendt kalklys, en kemisk proces, der krævede gasflasker med acetylen & ilt, åben ild og hvidglødende kalk. Kulbuelys er en elektrisk proces med to kulstænger, der trækkes fra hinanden, så der opstår en lysbue imellem dem. Hvis bystrøm ikke var tilgængeligt, havde nogle biografer eget elektricitetsværk med petroleumsmotor og dynamo. Fra omkring 1910 anvendes kulbuelys i højere og højere grad, indtil det udfases i 1970erne. Sidst i 1950erne indføres xenonlys som den dominerende lyskilde i lampehuset, og brug af kulbuelys udfases langsomt. En af de sidste biografer med kulbuelys var Drive-In-Bio i Lynge, der anvendte kul helt op i midten af 1980erne.

• Gå til Levende Billeder før 1904. Biografmuseets kalender om de tidlige film- og biografpionerers virke

De første kinomaskiner havde hverken overspole eller underspole. De korte filmruller blev afviklet fra en primitiv aksel eller lignende over maskinen, og filmen kørte derefter blot ned i en brændekurv (eller pose) foran (eller bagved) maskinen. Efter forestillingen skulle filmen rulles op igen. Det var hurtig gjort, da det kun drejede sig om ca. 15 meter film, der repræsenterede 16-18 sekunders film vist med 16 billeder i sekundet. Det var brandfarlig nitratfilm, der blev anvendt, og der skulle kun én lille gnist, eller et stykke kul fra lampehuset til at antænde filmen. Ilden kunne hurtigt brede sig. I de tidligste biografer stod filmmaskinen i nogle tilfælde inde i selve biograflokalet. Når det skulle være rigtigt godt var teknikken dækket af bag et klæde. Sådan beskriver biografveteranen Alfred J. Gee forholdene, da han startede i biografbranchen i England i 1896. 
 

35mm maskine fra Pathé Frères, der har tilhørt Peter Elfelt. Foto: Thomas Hauerslev

Det var naturligvis ikke holdbart i længden, hverken for operatøren, eller publikum. I stedet blev der indrettet et "operatørrum" bagerst i biograflokalet, så fremvisningsmaskineriet, elektriske apparatur og "drejemanden" kunne arbejde dér under betryggende forhold, og uden at genere publikum. Det var meget primitive forhold hvor moderne opfindelser som sanitetsforhold og nødudgang ikke eksisterede endnu. Filmoperatøren havde meget simple og ikke mindst relativt farlige arbejdsforhold. En rig cocktail af sod og dampe fra kulbuelyset eller gasflammen gjorde det til helbredsmæssig risikabel affære at arbejde i det miljø. Læg hertil varmeudvikling fra modstande og ensrettere. Udsugning fra operatørrummet blev først indført langt senere. Det kunne være med livet som indsats at vise film i de tidlige pionerår.

At lade filmen køre ned i en kurv eller pose var uholdbart, og med opfindelsen af underspolen få år senere, kunne filmene gøres længere og længere, og dermed var kimen lagt til at lave længere og dramatiske film. Man kunne nu klippe film sammen, skabe historier og dermed øge spilletiden. Den voksende filmlænge gjorde, at teknikken måtte følge med, og dermed filmoperatørens arbejdsbetingelser. Filmenes spilletid voksede gradvist fra respektfulde 15-20 sekunder i 1896, til 3 minutter omkring 1900, og i få tilfælde hele 7-8 minutter i 1901. Først i 1911 kom spilletiden op på mere end 45 minutter og filmen deles nu op i akter ligesom teaterforestillinger. I takt med at film bliver længere må operatørrummet udvides med ekstra maskineri.

De første maskiner var hånddrevne, meget spinkle, og havde end ikke et malteserværk, men i stedet en griber som i et kamera (f.eks. Lumière's Cinématographe). Maskinerne havde åbne værker og skulle smøres hele tiden. Holdbarheden var begrænset, og forskellige kilder antyder, at filmoperatørerne kappedes om hvem der ved nedbrud hurtigst kunne skifte et værk. Maskiner af forskellige fabrikat havde navne som Birt Acres' Kineopticon, Robert W. Paul's Theatrograph, Lumière's Cinématographe (Udviklet af J. Carpentier, Paris som kombineret fremviser og projektor), Alfred J. Gee 's Wargraph *), som han refererede til som "biograf" (der antages at være Edisons Vitascope), eller den populære maskine fra franske Pathé Frères, der blev fremstillet i tusindvis af eksemplarer. Til sidst skal naturligvis også nævnes maskinerne fra Dansk Kinematografisk Fabrik A/S, der starter virksomhed i 1906 midt i København.

*) Kombinationen af ’war’ og ’biograph’ stammede fra det engelske salgsselskab Warwick Trading Company, der havde leveret filmene og maskineriet, der blev benyttet, hvor situationerne uden de nyeste krigsscener allerede havde haft premiere på Casino i Slagelse den 1.8.1898 som ’The American Biograph’.

Udviklingen af maskiner gik hurtigt. Maskinerne fik lukkede værker, blev motoriseret og lampehusene blev mere og mere avancerede med bl.a. automatisk kulfremføring. Blandt de mest populære og solide maskiner var Heinrich Ernemanns "Imperator", fremstillet i Dresden, Tyskland.
 

Projektionsapparat fra A/S Dansk Kinematograf-Fabrik, Model "Perfekt", 1906

I oktober 1898 reklamerede Arena-Teatrets Variété med amerikansk "Triograph" og "30 fods Kæmpebilleder" i hele prosceniets størrelse. Der blev kælet for publikum allerede dengang. Der skulle meget lys til, selv om lærrederne ofte ikke var større end en "thepose". Nogle lærreder blev ovenikøbet overrislet med vand, for at reflektere så meget lys som muligt. I omrejsende cirkus var lærredet placeret i manegen, og det var almindeligt, at publikum kunne se filmen fra begge sider af lærredet. "Cirkus i Danmark, Bind III" (slaegtsbibliotek.dk) beskriver fint filmfremvisning med ’Kinematografen’

Fremviseren var en såkaldt Pathé Frères, der blev drejet med håndkraft. Lyskilden i apparatet var kulbuelys. Den elektriske strøm, der skulle bruges for at få de to kulstænger til at danne lysbue, kom fra en medbragt dynamo trukket af en petroleumsmotor. Den stod og larmede uden for teltet. Kulbuelyset var meget varmt, og da filmstrimlen var noget brandfarligt stads, blev fremviseren installeret i et lille hus, af størrelse og form som et gammeldags lokum. Af hensyn til brandfaren var huset foret med jernblik. Herinde stod operatøren og drejede som en rasende på et håndtag, mens filmstrimlen løb gennem apparatet ned i en stor flettet brændekurv.

Huset var placeret midt for den ene side af gardinet, og lærredet var hængt op over manegen i flugt med indgangen og fortæppet. Og nu kommer den fidus, der, udover sensationen som sådan, gjorde filmforevisningen akceptabel som del af en cirkusforestilling: Lærredet var gjort drivende vådt, så man kunne se billederne på begge sider. Forevisningen varede kun ganske få minutter, og handlingen var banal ud over alle grænser. Filmforevisningen var som regel sidste nummer på cirkusprogrammet, og bagefter havde personalet et farligt mas med at få rullet strimlen tilbage på spolen.

Det var en betragtelig brandfare med nitrafilmen, der en gang imellem manifesterede sig ved nærmest eksplosionsagtige brande hvor publikum resolut flygtede ud af lokalet imens operatøren ofte forgæves prøvede af slukke ilden. Der er mange frygtelige eksempler på ildebrande i biografer i USA, Mellem- og Sydeuropa samt Rusland med hundredevis af døde, der som regel blev trampet ihjel nærmere end de var døde af røg eller ild og oftest børn. Her i Danmark kan vi kun notere os for én død 12-årig dreng i et operatørrum foruden en direktør under evakuering af salen, hvor han var faldet om af røgforgiftning. De mange ildebrande, der ofte ryddede hele biografen gjorde, at brandvæsnet begyndte at stille krav til sikkerheden. I 1948 introducerede Eastman Kodak sikkerhedsfilmen, der ikke kunne brænde. Produktion af nitratfilm stoppede i 1951, men der var stadig rigtigt mange filmkopier i omløb i årene herefter. Filmmuseet på Christianshavn var en af de sidste biografer, der havde tilladelse til at vise nitratfilm, og filmoperatør Ole Skou Olsen, var efter eget udsagn den sidste filmoperatør med "Nitratkort".

Efterhånden som film fik længere spilletid, kom der to maskiner i operatørrummet så man kunne blænde over fra den ene maskine til den anden ved aktskifte ca. hvert 20. minut. Brandvæsnet stillede krav om, at der skulle være to mand i operatørrummet - en mand til hver maskine. Kulbuen i lampehuset krævede operatørens fulde opmærksomhed under hele filmen. I de største biografer med kulbuelys var bemanding med to mand i operatørrummet helt almindeligt helt op i slutningen af 1960erne, selv om nitratfilm var udfaset for længst. Efterhånden som xenonlys blev indført, blev operatørrummene 1-mandsbetjent. I multibiograferne, der kom frem i 1970erne var de fleste operatørrum 1-mandsbetjent. Med automatiseret fremvisning og fjernstyring af maskiner, formatskift og non-rewind systemer, hvor hele filmen er samlet i én lang spole kunne 1 filmoperatør nu køre flere sale på samme vagt. I Palads Teatret med 17 biografer var der tre filmoperatører til at passe alle biograferne. Filmoperatøren var reduceret til filmilægger mente onde tunger.