Tale- og Farvefilm i København for 50 år siden! | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: Reklame-Nyt, Gutenberghus, 1954, og publiceret i Filmoperatøren, nummer 10, 1954 | Dato: 01.01.2026 |
 Biografpioner og filmoperatør Alfred James Gee afbilledet i Filmoperatøren. Fotograf: UkendtCinema Veterans 1903 er en højst eksklusiv klub. Den har et meget lille antal medlemmer, og ingen kan blive optaget, uden at opfylde een bestemt betingelse: Man skal have arbejdet i filmbranchen så tidligt som i 1903 eller endnu før. Klubben har hovedsæde i London, men medlemmerne er spredt over mange af verdens lande. De har aldrig nogen sinde været samlet på een gang, og der arrangeres ingen fælles skovture. Hele glæden ved at være medlem består i den ære, det er at blive autoriseret som pioner! Også Danmark er repræsenteret i Cinema Veterans nemlig ved biografdirektør Alfred J. Gee, Aalborg. Ganske vist er han englænder af fødsel, kommet til verden i Manchester, men i løbet af det halve århundrede, han har opholdt sig i vort land, er han blevet så dansk som nogen dansker bortset fra en vis akcent. • Gå til Alfred James Gee og hans aktiviteter Et filmapparat kaldtes en Wargraph Jeg begyndte i filmbranchen allerede i 1896, fortæller mr. Gee, der nu er 72 år gammel. Min onkel var violinist og havde i Johannesburg set en tryllekunstner, der havde et filmapparat. Onkel købte selv et i London, og da der skulle to til at betjene det, kom jeg med i foretagendet. Vi begyndte på teatre og varietéer i sidste halvdel af 1896, og siden viste vi også film i den engelske provins. I 1897 begyndte jeg et samarbejde med en anden mand. Hans film apparat var af en anden type, en såkaldt Wargraph. Navnet skyldtes, at man i denne periode viste en hel del film fra den spansk amerikanske krig. Siden kom Boere krigen, så benævnelsen kunne længe bruges med rette. Vi havde dog også andet på programmet, men det var jo meget korte film, almindeligvis kun 15 meter. Til gengæld viste vi adskillige i hvert program. I begyndelsen kunne apparaterne ikke selv spole op. Det brugte man ikke før i 1904. Når et program var kørt igennem, lå alle filmene i en sæk eller kasse på gulvet, og så gjaldt det fornuftigvis om at få dem rullet rigtigt sammen igen. Når filmen vistes, hang filmspolen på et søm over apparatet. Det var meget primitivt, og brandfarlige var filmene. Jeg husker en begivenhed i Cardiff i 1897. Det var et juleshow, og vi skulle vise en række småfilm. Da den første var kørt igennem, og en 15 meters strimmel lå foran i apparat, blev der noget galt med filmlampen, og jeg måtte slå spidsen af kullene. Uheldige vis fløj noget af de glødende kul lige ned på filmstrimlen og antændte den. Der kom en vældig flamme, og det sagde phuww. Men så var det overstået, og jeg kørte hurtigst muligt videre med den næste film. Der blev ingen panik. Men manden, som ejede varieteen sank helt sammen i stolen ved siden af mig, da det var overstået. Han var bleg og svedte, så perlerne stod på hans pande. Han havde sat alt, hvad han ejede, i varietéen, og var uheldet sket længere fremme i films programmet, havde der ligget en betydeligt større bunke film foran apparatet. Uden vanskelighed kunne man tænke sig til, hvad der så ville være sket. | Læs mere her: Biografmuseet.dk fejrer 130 år med levende billeder i Danmark Pionerbiografer og Pionererne Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer 7OMM, Storformat, Film- og Lydsystemer Historien om 70mm og De Store Formater • CinemaScope | Widescreen • VistaVision | Todd-AO • "Windjammer" i Cinemiracle • "Dette er Cinerama"! • Vises "i Sensurround" High-Impact biografdesign |
 Alfred J. Gee boede på Vodroffsvej 22 på Frederiksberg. Skråt overfor på den anden side af gaden lå Vodrofflund. Den 7. juni 1896, 60 år tidligere, viste "Bioscopticon" levende billeder.En filmforevisers besværligheder Det er ikke altid rart at være filmforeviser. Man havde det varmt. Modstanden, som stod ved siden af apparatet, udviklede en ulidelig hede, hvad publikum også fik at mærke. Undertiden, når jeg var placeret på balkonen i en sal, var der nogen, som satte sig på modstanden. De kom altid meget hurtigt op igen. Blev man anbragt i et lille bur af trælister og Lærred midt i en sal, havde man det heller ikke for godt. Folk yndede at jage en albue ind i lærredsvæggen og ramme den travlt optagne operatør. Eller man spyttede over væggen ned i hovedet på ham. Eller man kom med tilråb, hvis der skete et teknisk uheld: "Se nu at få skægget ud af apparatet" o. s. v. Filmene skulle selvfølgelig komme slag i slag. Pauserne måtte ikke være ret lange. Der var jo pause, hver gang man skiftede film, og et program kunne bestå af 7-8 film, som hver spillede et minut. Jeg rejste også med cirkus i England. Så blev der vist film på et lærred, som var spændt ud midt i manegen og gjort fugtigt, så billederne også kunne ses klart af dem, der sad på den anden side af det. De fik dem altså blot spejlvendt. Det var et uroligt liv at følge med en cirkus. Endnu mens man arbejdede med at spole filmene op, faldt teltet, og farten til en ny by begyndte. Jeg kom også til kontinentet med den samme Wargraph, som jeg rejste med i England, og jeg var rundt i mange storbyer. I 1898 kom jeg for første gang til København, og der befandt jeg mig så godt og følte mig i den grad hjemme, at det siden blev min by. Året efter begyndte jeg i Cirkus Variété, den nuværende cirkus i Jernbanegade, med min egen Wargraph. En filmhandling: Toget kommer til stationen, rejsende stiger ud. Jeg havde ingen startkapital, men klarede anskaffelsen af maskine og film ved en vis portion frækhed. Man er jo lidt frimodig i den alder. Da jeg havde fået kontrakten med gamle direktør Rasmussen, bad jeg om forskud til film. Det fik jeg. Derefter bad jeg om forskud til et apparat. Direktøren var lidt forbavset, men gav mig også de penge. Derefter bestilte jeg maskinen. Den nåede imidlertid ikke frem til premieredagen den 1. november, og det var naturligvis ikke så godt, men direktøren skrev i annoncerne: Edisons store Wargraph forsinket. Der stod ikke noget om. hvorfor apparatet ikke var kommet, og faktisk spændte det kun forventningerne. Jeg blev i Cirkus Variété i 15 vintersæsoner, og det var en dejlig tid. Til 1900 viste jeg bl.a. film fra Boerkrigen og ellers film af forskellig art. Folk var ikke så forvænte den gang. De var tilfredse, blot noget rørte sig på lærredet. En film kunne f.eks. vise følgende: En smed tager en stump glohedt jern ud af essen og stikker det i en spand vand, så dampen slår op. Det var alt. Eller: Et tog ankommer til en station, og de rejsende stiger ud. Ikke mere. Men der var også handlingsfilm som f.eks. denne: En gartner vander have. En dreng sætter foden på slangen, Gartneren kikker ned i strålerøret for at se, hvor vandet bliver af. Drengen slipper med foden. Resultatet: Styrtebad til gartneren. Stor jubel hos publikum. Der havde jo lige frem været spænding i billederne. Håndkoloreret farvefilm I 1901 kom der syngende og talende billeder! Det var en mand i London, der begyndte. Man kørte en grammofonplade samtidig med filmen, og lyden fulgte nogenlunde billederne. Det skulle den i hvert fald, men det var jo ikke altid, der var dødt løb. Somme tider vandt jeg med filmen, sommetider ham med pladerne. Man morede sig blot endnu mere, når der ikke rigtig var forbindelse mellem billeder og lyd. Talefilmenes holdt dog op inden så længe, for vi kunne ikke skaffe nok. I 1903 kom den første farvefilm. Den hed "Tornerose" og var på hele 300 meter. Hvert lille billede var håndkoloreret, og det så faktisk meget nydeligt ud. Den gang var man i hvert fald stærkt imponeret. Filmen blev vist under musikledsagelse, et orkester på 18 mand. Nu var filmen ikke mere legetøj, og udviklingen tog for alvor fat. | |
 Biograf Theatrets facade, hvor der vises "levende billeder". Public domain.Englænderen, som blev biografejer i Aalborg. Hvordan er det gået til, at en englænder, født i Manchester er blevet biografdirektør i Aalborg, og hvordan er det muligt, at han kan have bevillingen uden at bo i den nordjyske by, men om sommeren kan nyde tilværelsen i Vedbæk og om vinteren dyrke hjemlivet i en hyggelig lejlighed på Frederiksberg? Hvordan lader det sig gøre? Ja, hvordan... Der er en ganske naturlig forklaring, men det må med det samme siges, at mr. Alfred J. Gee. den heldige, sikkert bliver den eneste, der under de gældende bestemmelser, opnår en så gunstig ordning. Det skyldes alene den kendsgerning, at han har været en af biografpionererne i Danmark, en af dem, der lærte os fornøjelsen ved at se levende billeder, og beretningen om, hvordan hans tilværelse her i landet har formet sig, er tillige et stykke dansk filmhistorie. Mr. Gee's oplevelser har været mangfoldige. Allerede i 1896 kom han ind i filmbranchen, idet han sammen med sin onkel begyndte at give forestillinger i London og i de engelske provinser. Siden berejste han en række lande på kontinentet og kom i 1898 for første gang til Danmark. Man lejede et lokale og satte 125 løse stole ind. I København viste han i begyndelsen film i bl.a. Cirkus Variété, i den nuværende cirkusbygning, men i 1905 var han med til at åbne en rigtig biograf i Vimmelskaftet, og lidt senere, samme år, gjorde han en rejse til Aalborg og åbnede der et filmteater, det første i provinsen. Det var nemt den gang, siger mr. Gee. Man lejede et lokale, satte 125 løse stole ind og fik en polititilladelse, så kunne man køre. Hver forestilling varede en halv times tid, og entréen var 25 øre for voksne og 10 øre for børn. Programmet bestod af en hel række småfilm af vidt forskellig art. Billeder fra fremmede egne, tyrefægtninger og farcer på et par minutters længde! Man var nøjsom den gang. Vi havde forestillinger fra kl. 16 til hen på aftenen. Også i Aalborg? Ja, også Aalborg. Der var ganske vist ikke publikum til det. Sommetider kom der kun nogle få stykker. Man grinte lidt af det hele. Men vi spillede alligevel løs simpelthen fordi vi ville træne folk op til at gå i biografen. De første reklamefilm. Da teatret var kommet i gang, fortsætter mr. Gee, rejste jeg tilbage til København og lod en anden passe foretagendet. Han passer da for resten det daglige endnu og kan snart fejre 50 års jubilæum som inspektør. Vel hjemme igen begyndte jeg på ny at vise film i Cirkus Varieté om vinteren og om sommeren i Tivoli og Over Stalden. Det var den gang Schiøler Linck og Dagmar Hansen optrådte derude i Charlottenlund. I den periode optog jeg de første reklamefilms, der blev lavet her i landet. Jeg filmede nemlig i Zoologisk Have og i Tivoli og viste siden scenerier fra folkelivet. Der var dog ingen af institutionerne, der betalte mig for propagandaen. Jeg lavede også publicity for brandvæsenet. Jeg filmede korpset i funktion, og billederne blev vist i en stor bygning, som den gang lå i Kongens Have. Indtægterne ved billetsalget gik til brandmændenes forening. Det var sandsynligvis den første velgørenheds-filmforestilling. De første reportagefilm. På reportagens område, fortsætter mr. Gee, arbejdede jeg i flere år. I 1908 filmede jeg grundstensnedlæggelsen på Christiansborg. Det var Alberti, der foretog handlingen. Ikke mange uger efter gik han op og meldte sig. Virksomheden var efterhånden blevet så omfattende, at jeg havde uddannet en mand, som jeg kunne sende ud på reportager, og da Kong Oscar af Sverige skulle begraves, drog min medhjælper til Stockholm. Da han kom hjem, passede jeg meget på, mens han satte filmen sammen. Den skulle vises umiddelbart efter i Cirkus Variete. Men der skete alligevel et uheld, måske mens jeg vendte mig og tog frakken på. Da jeg under forevisningen var nået et langt stykke hen i filmen, stod billederne pludselig på hovedet. Det var højst pinligt. | |
 Englænderen Mr. Alfred James Gee (1878-1970) blev sendt til Danmark af et engelsk firma for at vise film i Københavns Cirkus Variété i 1898 som et artistnummer. Gee havde erfaring med Robert Paul’s ”Theatrograph” 35mm maskine. Fotograf ukendt.Teaterstykker med indlagt film. Men så kom Central Teatret. Det blev indrettet i Cirkus Varieté, og man opførte teaterstykker. Jeg blev imidlertid ikke arbejdsløs af den grund, for filmen indgik som et led i den sceniske handling. Der blev optaget særlige film, hvori teatrets skuespillere medvirkede, og som dels indledte selve teaterforestillingen, dels udfyldte mellemakterne, og som supplerede, hvad der foregik på scenen. Sluttede en akt f.eks. med en forfølgelse, så man i mellemakter på filmen, hvordan forfølgelsen udviklede sig, og når tæppet gik igen, stormede forfulgte og forfølgeren ind på scenen. Jeg må dog sige, at disse special film ikke blev op taget af mig. Jeg blev i Cirkus til vinteren 1912-13. Så begyndte jeg at repræsentere filmselskabet Transatlantic Film, som lå i England, men som faktisk var en aflægger af Universal. De film, som nu kom, var på fem akter og spillede godt og vel en time, en fjerdedel af tiden blev dog optaget af tekster. Mit københavnske filmkontor var det første i sin art i hele Skandinavien, og det var lagt op i den fine stil med kontordame, operatør og eget forevisningsrum. Det gik udmærket, men så udbrød krigen, og det blev svært at få film. Der var ganske vist nogle krigsfilm, men vi skulle jo være neutrale. Lidt havde vi dog at vise. I 1921 *) holdt jeg op med at sælge film og var derefter freelance med mit optagelsesapparat og min forevisningsmaskine. Biografen i Aalborg havde jeg dog stadigvæk.
Hvorfor valgte De netop Aalborg frem for andre provinsbyer? | |
Cinema Veterans | |
 Gravsten / mindesmærke for William Friese-Green på Highgate kirkegården i London. Foto: Maria Hauerslev, oktober 2025Cinema Veterans foreningen startede formeldt i 1924. Dette skete som følge af William Friese-Greens død som fattig pioner i maj 1921. En gruppe ledende medlemmer af den engelske biografbranche, herunder Sir William Jury, Arthur Cunningham og bestyrelsesformand William Blake fra Empire Cinema i Bedford (UK), mødtes sammen med andre og besluttede, at branchens grundlæggere aldrig igen måtte dø under så fattige omstændigheder. De blev enige om, at ethvert medlem af branchen, der havde været i branchen i eller før 1903, kunne kaldes en 'Cinema Veteran'. Kvalificering af medlemskab blev forfulgt med stor omhu for at sikre, at betingelserne var opfyldt. Den første genforeningsmiddag fandt sted i London på en Holborn restaurant den 24. december 1924. 101 'Cinema Veterans' var til stede. Filmbranchen betalte for William Friese-Greens begravelse, og hans gravsten på Highgate Cemetary er et monument bestilt af Sir Edwin Luytens. Hans gravsten bærer indskriften "Opfinderen af kinematografi" og patentnummeret 10.131. | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Alfred James Gee og hans aktiviteter | |
 • Gå til Samtale med filmveteranen, biografdirektør Alfred J. Gee, Aalborg, der begyndte i filmbranchen i 1896 | |
| Gå: tilbage - op Opdateret 02-01-2026 |