Olav Lind Eriksen: Biograferindringer og Anekdoter fra et liv i Operatørrummet

Der er herhjemme skrevet meget litteratur om filmen, men det er alt sammen koncentreret om pionererne indenfor atelierets folk, om skuespillere, instruktører, forfattere, producenter og biografledere. Ingen har hidtil skrevet noget om manden bag de mystiske huller i bagvæggen i biografsalen, nemlig filmoperatøreren, der som det sidste led i kæden, også bør have sin plads i den danske filmhistorie. Dem er der ingen der har tænkt på.

Det var ofte meget særprægede og specielle mennesker, som havde deres kampe og problemer. Nogle som for eksempel Constantin Philipsen, Ole Olsen og Sophus Madsen endte alle med at blive store kanoner. De startede dog alle sammen ved at stå og dreje forevisningsmaskinerne på markederne. Om dem har jeg gennem mange år samlet stof. Mest som interviews optaget på wire rekorder eller erindringer som de gamle pionerer selv havde skrevet ned.

Det startede i 1898, da to af de første operatører kom til Danmark med meget primitive forevisningsapparater, og chokerede folk med deres levende billeder. Noget man dengang ikke rigtig forstod. Så for deres skyld og for dem der kommer efter os er det, at denne bog er blevet til som et autentisk minde fortalt af pionererne indenfor en helt ny kunstart, der foreløbig har kulmineret med talefilm i widescreen og CinemaScope.

• Gå til Kalender om de tidlige film- og biografpionerers virke før 1904
• Gå til Pionerbiografer i København
 

Glimt fra Olav’s karriere
Det ny Teater, atelieret på Palladium, Carl Th. Dreyer og Fy & Bi

Foreningsarbejde og nye formater

Stålbåndsoptagelser med de gamle filmoperatører

De første filmoperatører fortæller

Den Mauriske Hal mellem Alleenberg og Sommerlyst. Fotograf: Ukendt, Public domain

Operatør Henrik Bidsteds beretning:

Ja, jeg skal ikke gøre dem trætte ved at snakke alt for meget, men forholdet er jo det, at jeg har kørt ude på Alleenberg. Før jeg kørte derude, lærte jeg det hos en der hed Elfelt. Næh, hvad var det nu han hed? Det var en med et stift ben, nå, men det er ude på Alleenberg, og der var der jo et gevaldigt liv. Vi kørte i Danmarks største biograf teater, for der var jo plads til 600 mennesker *). Der var ikke stolerækker men kun bænke og vi havde det største lærred, som var 5 m bredt. Vi havde de små Pathé maskiner og små Pathé lamper. Det var kulbuelys som skulle passe hele tiden. Vi drejede maskinerne med den ene hånd og skruede kullene sammen med den anden hånd, mens vi spolede film op med tæerne.

*) biografmuseet.dk har fortsat ikke selv fundet bevis for filmforevisning i Alleenbergs Varieté (identisk med Schultz Varieté) før 1914, hvor der heller ikke på dette tidspunkt var plads til i nærheden af 600 gæster. I årene forinden var der ved siden af i Sommerlyst Biografteater plads til endnu færre, hvilket fotografier af bygningerne også antyder.

Det skulle jo gå stærkt når vi kørte. Ham ”Jakob”, han var spoledreng hos mig, og han måtte ofte køre det alene, når jeg sad over i Schultz Varieté. Sommetider det meste af tiden. Men vi havde det jo godt derude, og Jakob var jo også på dén med at samle brugte programmer sammen for at få en ekstra fortjeneste. Så, når forestillingen var færdig, så gik der sådan en 20 minutter, så havde han jo fået samlet programmerne sammen, for at sælge dem én gang til.

Interiør fra Schultz Varieté ca 1900. Fotograf: Ukendt. Københavns Museum, Public Domain

Foruden at jeg måtte køre, så måtte jeg også være rekommandør, og jeg ved ikke om nogen af jer har set mig der derude. Jeg optrådte i hvert tilfælde i diplomatfrakker med høj hat og med langt slips og hver anden gang, så i jakét med stribede benklæder. Når jeg først havde stået og rekommanderet for hele forestillingen, og de masede sig ind, måtte jeg jo op og køre. Hvis ikke han havde lavet filmen klar, så måtte jeg jo selv, ikke sandt? Men han fik som regel en god opdragelse, og han vidste, at hvis det ikke var i orden, så var der altså øretæver i luften. Han skulle jo også hente øl forstår I, det skulle også passes.

Men kort sagt, vi havde i hvert fald nogle gevaldigt gode dage derude. Det kunne dog også kan være nogle strenge dage, for vi kendte jo ikke til frihed. I påsken, der kørte vi lige fra kl. 12:00 om middagen til klokken var sommetider 12 til 1 om natten. Med forestillinger hver halve time, og det var både søn- og helligdage. Der var ikke noget, der hed, at vi havde fridage dengang. Næ, det kendte vi ikke til. Så var der for eksempel pinsen hvor det var meget almindeligt, at vi mødtes derude kl 4 pinsemorgen.

Ved siden af vores teater Alleenberg var der en tryllekunstner, der hed Leo Montani og han stod og råbte ”Hallo, Hallo, Hallo”, så de kunne høre det helt over i Søndermarken og den vej. Så kom folk jo styrtende fra de små haver og nu kunne forestillingen begynde, både for tryllekunstneren og for biografteatret. Og så arbejdede vi fra klokken var fem til klokken var ni-ti stykker, så holdt vi altså frokost. Derefter på den igen til vi var henne af kl. 23. Det var lange drøje ture, men alligevel. Vi tjente gode penge derude, og vi drak dem sgu også op. Det var jo i 1907 eller 08 eller sådan noget.
 

Sommerlyst Biografteater. Fotograf: Ukendt, Public domain

Jeg kan lige tilføje, at vi havde en enkelt film derude, og den var ret pudsig. Den hed nemlig ”Humski Bovsi” (”Humsi Bousi”?). Det var en fransk film, der handlede om to klovner, der balancerede på borde og stole ovenpå hinanden, og som Andersen sagde, så var der jo markørdrengene derude bag ved tæppet. Nu var de jo fra Alleenberg og Sommerlyst alle de hersens jernstole og jernborde, ikke sandt, som markørdrengene havde fået slæbt nogle af ind bagved lærredet. Og hver gang artisterne på filmen faldt ned, så gjorde drengene det samme for lydens skyld. Det gik godt mange, mange gange, men desværre så var der en søndag, hvor det gik så uheldigt, at både borde og stole faldt ud igennem lærredet. Så måtte jeg jo se at få fat i nogle maskinpapir og få det klistret det sammen, så vi kunne køre resten af dagen færdig.

De første lydfilm, det var jo et hjul på maskinen som [med snoretræk] kørte op over loftet og ned bag lærredet. Der stod der en grammofon hvor maskinen så trak en grammofonplade. Det lød forfærdeligt, men der var lyd på filmen! Det var heller ikke noget, der varede ret længe for det fungerede ikke så godt.

Operatør (og Forbundsformand) Valdemar Jacobsen beretning:

Det mest komiske har Henrik Bidsted glemt at fortælle. Operatør Rasmus Jensen ude fra Bagsværd, og Henrik Bidsted skulle forevise film med det såkaldte kalklys. Nu kommer Rasmus så til mig og siger ”Du Jacob, du kender det her kalklys? Hvordan husker du det? Hvordan virker det?” Nu skal jeg altså i parentes bemærke, at kalklys ikke er andet end svejseapparatet om igen. Det er altså ilt og brint eller ilt eller acetylen, som blæses på en kalkskive [på størrelse af en gammel femøre]. Når kalkskiven så gløder med et knaldhvidt lys, så kommer lyset så nær buelampen som muligt, ikke?

Nu brugte man meget kalklys dengang, for elektricitet var jo ikke så udbredt. Ja, det var næsten et helt tilfælde, hvis man kom et sted hvor der var elektricitet. Nå, jeg forklarede dem hvordan de skulle variere kalkskiven. Først skal man altså lukke op for acetylengassen, og så skal man tilsætte den lille smule ilt for ellers springer den hvis det sker for pludselig. Jeg forklarede det fuldstændigt for de to banditter, og de drog afsted for at fremvise film. Det var på Skodsborg badehotel. Næ, det var i Humlebæk salen, og der mødte de jo tilskuerne i Grand Toilet, med kvinder og officerer i uniformer og så videre.

Og så glemmer de to fyre at sætte det rigtige blandingsforhold til. Nå, nu ved jeg ikke om I kender acetylen. Såfremt forbrændingen ikke er absolut, så soder det noget så forfærdeligt. Men de havde det forkerte blandingsforhold på, og de lægger ikke mærke til noget i mørket. På grund af varmeudviklingen farer disse sodklatter op igennem lampehuset. I mørket breder det sig ud over hele salen og daler langsomt nede på tilskuerne. Da de var færdige med at køre film og lyset blev tændt, så de hvordan at alle de nedringende damer og herre var svinet til. De (operatørerne) gik slet ikke derned (i salen), men stak af fra det hele uden at få noget som helst for det.
 

Max Rothe (1875-1959) afbilledet i Filmoperatøren, april 1959. Fotograf: Ukendt, men muligvis kollega Olav Lind Eriksen

Operatør Max Rothes beretning:

Max Rothe fortæller, at han skulle køre ovre i National Scala, så der var lavet sådan et træhus højt oppe over folk. Så skulle han op ad en stige, og deroppe stod apparatet på et bord. Filmen løb fra spolen og ned i en kasse. ”Hvis der var gået ild i det, så var jeg ikke sluppet levende fra det, for jeg skulle under maskinen og hen og løfte en lem og ned af en trappe”. Der stod det, og sådan var et meget almindeligt operatørrum dengang. Det var mange andre, der fortæller, hvordan der har været ildebrande flere steder, når kulstykkerne faldt ud på gulvet.

Da brandvæsnet begyndte at høre om de her store ildebrande, der havde været i udlandet og hvor mange mennesker kom til skade, så begyndte de at tage affære her i landet. De forlangte, at der skulle være en stor balje med vand og en svaber og ikke andet, men selv om nitratfilm kom i vand, så brænder det videre og udvikler giftige gasser. Man dør af [at indånde] det. Så hvis der gik ild i det, så var det med at komme ud og lukke døren. Og så fortæller de om hvordan at de stod deroppe, uden hverken håndvask eller wc eller noget som helst. De skulle jo tisse en gang imellem, og så gjorde de det i den der balje. Den har været lækker!

De havde heller ikke nogen kassetter [spolebord] til at sætte filmene ind i. Men i stedet havde de et søm til første, andet og tredje akt og så videre [som spolerne kunne hænge på]. Der var mange akter, og det var jo kun små ruller. Jeg så en [filmoperatør Husum i Kosmorama], der sad og læste avis og så hængte han spolen op på sømmet. Men han ramte forkert, så den røg lige ned i den balje med urin og vand. Det var heldigvis sidste forestilling, så vi måtte ned og hænge den [film] ud over alle stolerækkerne, og så gik vi på værtshus. Da vi kom derop klokken to – tre stykker om natten, så var den blevet tørret.

Her er et eksempel på hvordan en biografforestilling foregik i cirkusbygningen i årene omkring 1916 - 1918. Max Rothe fortalte, at de begyndte forestillingen med to–tre farcer af Mack Sennett. Efter farcerne var der en halv time med artistoptræden, og det kunne være med elefanter og alt muligt. Så var der pause, og så gik folk ud i foyeren, hvor der var servering. Direktøren skulle jo tjene penge. Og så først derefter kom hovedfilmen. Der var i øvrigt et stort orkester med 20-25 mand og en meget kendt kapelmester Waldemar Larsen, der spillede derinde. Orkesteret havde prøvet før filmen, for at finde nogle melodier, som passede nogenlunde og understøttede filmen. Sådan foregik en biografforestilling dengang.

Dengang var der ikke noget der hed bystrøm. I stedet havde vi et elektricitetsværk i kælderen, med en gasmotor, som trak den [generatoren]. Værket blev passet af en svensker, sagde Rothe. Elektricitet var noget helt nyt, og Cirkusbygningen og andre steder i byen reklamerede stort med "elektrisk lys".

Filmoperatør i World Cinema
Olav Lind Eriksen beretter