biografmuseet.dk
Forord | Søg | Kontakt
Skriv din historie

Danmarks Biografer
Oversigt
Stoleplaner
Litteratur
Biografkalender
Lærredstørrelser

Roadshow
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido
Folketeatret


Store Filmformater

70mm Film
Todd-AO / Cinespace 70
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
CineMiracle
Sovscope 70
Super Technirama
Cinerama
Dimension 150
Cinema 180
SHOWSCAN
IMAX Dome
Motion Master

Nyt på biografmuseet

2016 | 2015 | 2014
2013 | 2012 | 2011
2010 | 2009 | 2008
Nyhedsarkiv

Bibliotek
Interview mm.
Film- og Kinoteknik
Filmfestival
Det Store Udland
Sensurround
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

eXTReMe Tracker

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com

 

Niels E. Andersen om sin tid i Kinopalæet i København

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Niels E. Andersen, StruerDato: Juli 2002
Niels E Andersen i begyndelsen af 1960erne.

Jeg kommer fra en lille by på Sjælland ved navn Fuglebjerg, hvor jeg har trådt mine barnesko. Jeg kom ud af skolen efter 7. klasse, det var meget normalt den gang, hvilke som regel passede med at man blev konfirmeret. I sådan en lille by var der ikke de stor uddannelses muligheder, men jeg fik dog en læreplads hos den lokale bager, jeg holdt jobbet ud i de fire år læretiden varede, men heller ikke mere. En af de få ting der skete i sådan en by, var livet omkring den lokale pølsevogn og så biografen.
Fuglebjerg havde en af Danmarks mindste biografer, med ca. 100 pladser, en forestilling om dagen, hvilke vil sige at man spillede en film, mandag, tirsdag og onsdag og så en ny resten af ugen, engang imellem havde man så søndag eftermiddag en forestilling. Biografen havde kun en filmmaskine, så det var nødvendigt med en pause midt i forestillingen, men det øgede omsætningen af is og slik. Ligeledes var der ingen toilet, kun et tissehus udenfor til mændene.

Jeg begyndte i biografen som kontrollør da jeg var 15 år, det eneste jeg fik i løn for det var at jeg så filmen gratis. Ret hurtigt begyndte jeg at interessere mig for at komme til at køre filmen, og da ham der hidtil havde gjort det gerne ville holde op så fik jeg chancen. Oplæringen var ret simpel, jeg sad bag ved operatøren og så hvordan han gjorde, jeg fik lært at splejse film og så ikke ret meget mere, resten måtte jeg selv finde ud af, hvilke jeg så gjorde. Men jeg havde fået blod på tanden og ville gerne lidt mere, så da jeg blev 18 år i 1963, brugte jeg en ferie på 14 dage på et kursus på Teknologisk Institut i København, hvor jeg fik operatørkortet.

Operatørkortet kom mig til stor hjælp mens jeg var soldat i København bl.a. på Østerbrogades kasserne, hvor man havde en intern biograf, deres 16mm film var i en elendig forfatning og jeg tilbød at prøve at få lidt styr på dem, på den måde slap jeg for mange vagter mod at jeg i stedet brugte tiden til at få styr på deres film.

En af mine soldater kammerater sagde en dag til mig, at man vist manglede en operatør i Center Bio i Nærum, så jeg tog derud og fik jobbet. Det gav et fint tilskud til den i forvejen lave soldaterløn. Mens jeg var i Nærum søgte Saga Biografen på Vesterbrogade en operatør og jeg tog ind for at snakke med inspektøren. Det var åbenbart svært at få operatører på det tidspunkt, for de to operatører man havde, havde ikke haft en fridag i lang tid. Så jeg blev ansat med det samme, som tredje operatør. Det var dengang der altid var to mand i operatørrummet. På trods af at jeg ikke var helt færdig med at være soldat begyndte jeg derinde så mange dage jeg nu havde til rådighed. Efter et par måneder blev jeg hjemsendt og begyndte på fuld tid. Jeg var kun i Saga et årstid, da jeg ikke havde det så godt sammen med 2. operatøren, og jeg valgte at forlade Saga og søgte indtil DSB.
 
Læs mere her:

Fuglebjerg Bio

Kinopalæet

Internet link:

 
Operatørbevis forside

Mens jeg var i Saga havde jeg fået en del gode kontakter inden for biograferne. Igennem dem fik jeg kontakt med inspektør Leif Olin i Kinopalæet. De havde ganske vist tre operatører, men deres 3. operatør havde ingen operatør uddannelse og ville vist heller ikke have det, så fik jeg muligheden for at begynde der og jeg droppede derfor jobbet ved DSB.

1. operatøren i Kinopalæet var Ejnar Møller, der på det tidspunkt ikke var så rask, 2. operatøren var Erling Dencker. Begge var rutineret operatører. Meningen var, at Ejner Møller skulle stoppe på grund af sin sygdom og så skulle Dencker og jeg tage over, samtidig med at Kinopalæet gik over til enmandskørsel. Det trak dog lidt ud inden Møller gik af, desværre for ham, for han døde af sin fremskreden sygdom et halvt år efter han var holdt op.

Jeg begyndte i Kinopalæet i 1969. Jeg er sikker på årstallet, da jeg var derinde til en samtale med Inspekør Leif Olin kørte de "Oliver" i 70mm, men den var taget af plakaten da jeg startede.

Indgangs partiet til Kinopalæet var, modsat flere andre biografer, bl.a. Saga og Palladium, ikke særlig prangende. Det vendte ud mod Gammel Kongevej, og når man kom ind igennem dørene, kom man til billet kontorerne. I dem sad der normalt en billetdame, der ikke bare tog sig af billet salget, men hun lavede også vores lønregnskab og sørgede for at vi fik udbetalt lønnen til tiden. Dengang var det hver 14. dag og det var kontant ikke noget med bankoverførsel.

Efter foyeren ved billetkontoret kom de store glasdøre op til selve foyeren. Det var her publikum mødte billetkontrolløren. Efter at være kommet igennem hans nåleøje skulle man op af en lang og meget bred trappe og på 1. sal kom så publikums foyeren. En hel enorm stor foyer, og jeg har da mange gange haft den store glæde at den var helt fyldt med kunder. Det første man så var slik kiosken. Den var på det tidspunkt lejet ud til en Chokoladefabrik, formentlig var det Toms Fabrikker. I publikums foyeren var også biografens bar, som blev bestyret af Restauratør Per Lip, som havde baren i al den tid jeg var i Kinopalæet. Han fik senere også baren i Imperial Bio. Per Lip er i dag, ligesom jeg, helt udenfor biograf branchen. Han er i dag Antikvitetshandler i Holme-Olstrup.

Fra Foyeren var der to store indgangsdøre op til salen, hvor man blev mødt af de flotte røde stole og det enorme store fortæppe. På det tidspunkt var der ingen scene i Kinopalæet, fortæppet gik som lærredet helt fra gulv til loft og fra væg til væg.

For at komme op i operatørrummet skulle man først igennem den store foyer og bagest i den var der en næsten skjult dør. Når man kom ind af den skulle man op af en jernvindeltrappe igen var der en gang, hvor man for enden af den kom igennem en jerndør ud på en lille altan, igen en jerndør og så var man i operatørrummet. Lige når man kom ind i rummet føltes det som at komme ind i et mørkekammer, men ret hurtigt vendte øjnene sig til mørket og det var ikke så slemt. Operatørrummet var ret stort og havde tre Kinomaskiner som alle kunne køre 70mm film. Den første man mødte var en Bauer U2, som dog kun blev brugt til at køre reklamer på og eventuelt en trailer i Widescreen, dernæst kom de to store Philips DP70 maskiner.

Alle tre maskiner var koblet sammen så det var muligt at lave overkørsel mellem dem, og de havde alle tre kulbuelys.
 
 
Operatørbevis bagside

Lige inden for døren stod en Westrex 6 kanal rør forstærker, en meget gammel sag, men den fungerede udmærket, bare der var trækpapir mellem rørene til at tage fugtigheden. Denne forstærker blev dog ret hurtigt skiftet ud med en næsten ny 7 kanal Bofa forstærker, som kom fra Bio i Roskilde. Det var en forstærker som kørte upåklageligt i de år jeg var i Kinopalæet.

På den bageste væg sad så el tavlerne og gik man videre gennem operatørrummet kom man igen ud på en lang gang og lige bagved døren var så ensretter rummet. Gangen førte ud på et tag og den vej kunne man så kommer over til det gamle Cinerama A operatørrum, hvor Cinerama maskinen stadig stod, hvilke den også gjorde i C operatørrummet på den modsatte side.

En af de særlige ting ved Kinopalæet var de store projektionsvinduer, de gav et rigtigt godt overblik over hele lærredet, men også af en stor del af salen. Lige meget hvor i operatørrummet man befandt sig kunne man følge med i hvad der skete på lærredet og i salen. Det betød desværre også mange forespørgelser om at få lov til at se operatørrummet, derfor var det nødvendigt med et næsten total forbud mod besøg. Men var det kollegaer fra andre biografer eller nogen vi kendte kunne det selvfølgelig lade sig gøre.

Vi havde to erhvervspraktikanter i min tid i Kinopalæet, men da vi fandt ud af, det ikke var jobbet der var interessant, men det at de først skulle møde over middag i den uge praktik perioden varede, blev det nærmest betragtet som en ekstra uges ferie, og det fik derfor en hurtig ende.

Kinopalæet havde ligesom så mange andre biografer en særlig loge, med plads til nogle ganske få personer, den lå ved siden af operatørrummet, den var yderst sjældent i brug, så det var nok mest operatørerne der brugte den.

Da jeg begyndte i Kinopalæet var der på en normal arbejdsdag en billetdame, to kontrollører, to piccoloer og to operatører. Piccoloerne var der dog kun til aftenforestillingerne og deres opgave var at følge publikum på plads, desuden skulle de være i salen under hele forestillingen vel nok mest for at hjælpe dem der skulle på toilettet under forestillingen.

Første forestilling var som regel kl. 14 og mødetiden var en halv time før. For det meste var vi i lidt god tid og vi mødtes derfor ofte ved baren hvor vi fik en sludder. Det var som regel den eneste kontakt vi havde med kontrollørerne i løbet af dagen.

Hvordan arbejdsdagen forløb i operatørrummet kom an på hvem der skulle køre den dag. Når jeg skulle køre sammen med Ejnar Møller, så var det gerne mig der kørte alle forestillinger. Det var nu ikke fordi han ikke gad, men han var ret syg og havde det ikke så godt. Når det var sammen med Erling Dencker, så delte vi forestillingerne mellem os, så jeg kørte forestillingen kl. 14 og 19 og han kørte dem kl. 16.15 og 21.15.

Da Ejnar Møller holdt op, gik vi over til at være en mand i operatørrummet. Erling Dencker og jeg blev enig med Kinopalæet's ledelse om, at vi selv fordelte kørslen mellem os. Det blev så til 2 dages kørsel og to dages fri. En ordning som alle parter blev rigtig glade for og som fungerede upåklageligt til alles tilfredshed.

Langt de fleste film vi kørte var 35mm. Hovedfilmen samlede vi på 3 spoler med to akter på hver, hvilke passede til den tid vi havde kul til i lampehuset. Reklamefilmen blev kørt på den ekstra maskine vi havde, en Bauer U2. En eventuel CinemaScope trailer og hovedfilmen på Philips DP70.

Hele anlægget kørte utroligt stabilt og jeg har aldrig oplevet at det gik ned og vi ikke kunne gennemføre forestillingen normalt. Kun en gang kan jeg huske at der var problemer og det var efter ombygningen i 1972. Vi havde fået et helt nyt spolebord og et nyt spoleapparat. Akslen i spoleapparatet brød sammen mens jeg spolede tilbage og spolen var lige ved at løbe ud. Spolen standse med et ryk og filmen fortsatte med at løbe ind i navet på spolen. Mærkeligt nok skete der ikke noget med filmen ikke engang en ridse var der i den, da jeg fik den pillet ud, men vi kunne ikke spole tilbage resten af den dag. Det var ikke særligt heldigt da uheldet skete om eftermiddagen. Men her kom Imperial Bio os til hjælp. Hver gang en spole løb ud, var en kontrollør klar til at spurte over til dem, som så spolede tilbage for os. Spoleapparatet var dog klar igen til næste dag.
 
 
Kinopalæet havde på det tidspunkt ingen maskespil, kun faste masker. Så skulle vi køre en CinemaScope film eller bare en trailer i CinemaScope, så måtte vi køre widescreen uden sidemasker. Det var et større omgang hver gang der skulle skiftes, en kontrollør måtte kravle op bag ved lærredet på det stillads det sad fast i og hejse sidemaskerne op eller ned, alt efter hvad vi skulle køre. Når det var 70mm så skulle undermasken også tages ned, 70mm billedet gik fra gulv til loft.

Når sidemaskerne skulle hejses op eller ned, så skulle kontrolløren passe på ikke at røre ved lærredet, der faktisk ikke var et lærred men en række lameller, som kunne forskydes, så det så ud som om der var en stor ridse i filmen. Det med lamellerne var lidt af et problem for bag ved det sat biografens udsugnings anlæg og hvis det kørte når fortæppet gled til siden, så kunne det ramme lamellerne og de kunne forskubbe sig. Hver gang det skete og når man så den sorte "ridse" sad man og tænkte er det lamellerne eller er det en ridse i filmen. Heldigvis var det altid lamellerne.

Efter ombygningen i 1972 vi fik maskespil, hvilke gjorde det hele noget lettere.

Da jeg begyndte i Kinopalæet var det ASA filmstudie der havde lejemålet til Biografen. Det var en såkaldt produktionsbevilling, men det var nu ret sjældent at vi kørte ASA's egne film.

Dog kan jeg huske en enkelt film som ASA havde lavet som vi kørte, det var "Oktoberdage" som Bent Christensen havde instrueret og Henning Kristiansen havde fotograferet. Det var en film om forfølgelsen af de danske jøder i oktober 1943, filmen var optaget på engelsk og skulle derfor tekstes.

Premieren var en galla premiere, hvor dronning Margrethe og prins Henrik var til stede, og overskuddet på forestillingen skulle gå til en velgørenhed forening, der skulle derfor kun køres en aftenforestilling.

Om eftermiddagen skulle der køres en presseforestilling for ca. 200 journalister, som bl.a. kom fra Israel for at se filmen. Først 10 minutter før denne presseforestilling kom filmen fra tekstning, men kun de første 2 akter af filmen, de sidste 3 var ikke færdig tekstet. Der var således ikke andet at gøre end at begynde at køre de akter jeg havde, der var ikke tid til at samle filmen som vi plejede, men jeg måtte køre den i normale akter. Det gik fint med 1. akt, jeg kørte over på 2. akt. Stadig uden de sidste 3 akter. Nerver begyndte at melde sig efterhånden som aktet blev mindre og mindre. Et minut før aktet løb ud, kom de sidste akter med et hæsblæsende bud. På med en skillespole og i maskinen med den og der kunne laves en normal overkørsel, selv om det var med svedige hænder. Forestilling forløb derefter uden problemer og uden at journalisterne mærkede noget.

Premieren skulle som sagt være om aftenen, til forhøjet billetpriser og overskuddet skulle gå til et velgørende formål, desværre var der ikke ret mange som havde lyst til at se denne film og sikkert slet ikke til forhøjet billetpriser, gode råd var derfor dyre for biografen, personalet i biografen fik besked på at der var næsten ubegrænset fribilletter bare der kom mange mennesker, derfor måtte vi ringe rundt til familie og venner og invitere den til gratis gallapremiere og det lykkedes da også at få biografen næsten fyldt, man sørgede for at de blev spredt godt i salen så det så ud af noget.

Premieren forløb derefter uden problemer til forhåbentlig til alles tilfredshed. Filmen derimod blev ingen succes og blev hurtigt taget af plakaten.
 
Ombygning 1972 tilendebragt, og der blev taget et billede. Fotograf ukendt.

Klik på billedet for at se en forstørrelse.


ASA havde problemer med at få biografen til at løbe rundt, og for at få lidt ekstra indtægter lavede man en aftale med nogle udenlandske foreninger om at vise deres "lokale" film søndag formiddag. Det blev så til en række indiske film. Når man taler om almindelige indiske film, så er det meget "korte" film, de varede aldrig under 3 timer, de var meget farverige og med mange sange. Desværre havde de filmkopier de skaffede være på en større turne i Europa. De var meget slidte, fyldt med olie og snavs. Så vores ellers så rene filmmaskiner lignede en kulkælder når vi endelig var færdig med at køre en forestilling. Filmene kom ikke bare i normale akter, kernen i midten af filmen var væk og vi måtte selv sørge for at få filmen op på spoler og af igen. Det værste var nok, at akterne ikke var ret lange, ca. på længde med en trailer, så der var mange af dem og der skulle løbes stærkt for at kunne køre en forestilling, det viste sig dog senere at være en "fordel" for os. Desuden var samlingerne ikke altid limet sammen, men sat sammen med knappenåle eller clips, her kom den gode og solide Philips DP70 til sin ret, den kørte filmene igennem uden stop. 

Der kom ikke så mange for at se disse film, så dem der arrangerede forestillingerne trak hele tiden start tidspunktet ud, så meget ud at vi ikke kunne nå at blevet færdig med forestillingen inden vi skulle begynde vores normale eftermiddagsforestilling, her kom de "korte" akter til deres ret, og jeg valgte at "tilpasse" filmlængden, så vi blev færdige til tiden. Det foregik ret simpelt ved at jeg hen mod slutningen valgte kun at køre hver anden akt, det lavede de selvfølgelig en del vrøvl over, men jeg lagde ansigtet i de rigtige folder og sagde at de manglende akter slet ikke var der og da de ikke havde mulighed for at kontrollere det måtte de godkende det. På den måde så passede tingene sammen.

Som tidligere nævnt var det ASA filmstudie der havde bevillingen til Kinopalæet, men det var Codan forsikring der ejede bygningen, 

Da det var ikke muligt for ASA at få et overskud på biografen, valgte man at give op og give biografen fri. Det blev Preben Philipsen der derefter overtog biografen, med Direktør S.A. Christensen i spidsen for biografen. Preben Philipsen havde i forvejen Rialto Biografen på Frederiksberg og han blev således den første der dannede kæde biografer i Danmark (Rialto Cinema Group). 
 
 
Jeg var absolut ikke stolt over at høre at det var Preben Philipsen der skulle overtage biografen. Jeg havde i forvejen hørt ikke særlige pæne rygter om ham og Henning Karmark, det var heldigvis rygter der ikke holdt og min tid i Kinopalæet under Preben Philipsen's og S. A. Christensen's ledelse, blev nok mine bedste år i branchen. De overtog biografen, og de overtog de aftaler vi havde lavet mundtlig med ASA, helt uden forbehold, så i operatørrummet mærkede vi ikke meget til overtagelsen.

Preben Philipsen havde planlagt en større ombygning af biografen i sommeren 1972, men inden ombygningen gik i gang, foreslog jeg Direktør S.A. Christensen at man tog en værdig afsked med det store Cinerama lærred. Jeg forslog at man støvsugede udlejningsselskaberne for 70mm film og kørte en større kavalkade med disse film. Det blev så til "Giganterne Kavalkade". Det blev en ret pæn succes for biografen, men et enormt slid i operatørrummet, der lå ret mange 70mm film på de forskellige lagre og vi skiftede film 2 - 3 gange om ugen, for at undgå at vi skulle slæbe de tunge 70mm film op af den stejle jerntrappe, lavede vi et lille hejseværk ved balkonen lige udenfor døren til operatørrummet. Der blev så alle de tunge filmspoler hejst op og ned igen. Det var meget spændende at køre alle de store film og så i 70mm, men også meget tungt at arbejde med. Da kavalkaden sluttede, lukkede biografen for ombygning i godt en måned og vi blev alle sammen sendt på ferie, og det var med fuld løn.

Kinopalæet 1980. Foto: Thomas Hauerslev.

Efter ombygningen, var der kun sket få ændringer i operatørrummet, vi ville gerne have haft Xenon lamper, med det var der ikke råd til i denne omgang, med det kulbuelys, som vi kørte med var nu heller ikke at foragte, det kørte fint, stabilt og gav os rigeligt lys

Der skete faktisk kun to ændringer i operatørrummet, udover at der blev malet. Det var at vi fik det føromtalte spolebord, og så blev vores ekstra maskine, Bauer U2, pillet ned, den blev flyttet ud til Søborg Bio, som Direktør S. A. Christensen selv ejede, men jeg tror nu aldrig den nåede at komme i brug der.

De to Cinerama maskiner der stod i side operatørrummet blev taget ned og givet til Filmmuseet, det tomme rum der blev tilbage, blev bibeholdt, selv om de gamle projektion vinduer også blev fjernet, så blev der lavet en lem i væggen i stedet, så rummene kunne bruges til projektører, det blev dog kun til en enkelt gang, nemlig åbningsforestillingen d. 16. oktober 1972.

Salen og foyeren blev der ændret ret meget på. I foyeren blev loftet sænket og der kom tykke gulvtæpper på gulvene og der blev opsat to store B&O fjernsyn til publikum, det var også meningen at der efter den sidste aften forestilling skulle være mulighed for i foyeren at få sig en dans til diskotekmusik og baren ville være åben, det blev dog ikke den store succes og det blev hurtigt opgivet og diskoteket pillet ned igen.

Det var i salen den store forandring skete, der blev sat nye vægge op, ny belysning, nye moderne blågrønne stole. Men ikke mindst så kom der en stor scene foran lærredet. Denne scene blev bl.a. brugt til åbningspremieren efter ombygningen, hvor Stig Lommer og Aage Stentoft optrådte.

Det store røde fortæppe blev nænsomt taget ned, renset og syet til så det passede til den nye scene. Det gamle Lamel lærred blev taget ned og blev erstattet med et nyt og tidssvarende lærred og så kom der et længe savnet maskespil, der kunne klare alle filmformaterne, helt uden hjælp fra kontrollørerne.

Efter ombygningen fortsatte arbejdet i operatørrummet uændret og der skete ikke det helt store i resten af den tid jeg var operatør i Kinopalæet

Jeg valgte at forlade Kinopalæet i 1975, for at søge nye udfordringer, men det blev stadig indenfor filmbranchen. Jeg fik et job på Nordisk Film Teknik i Frihavnen, hvor jeg kopierede film til biograferne.

I 1980 valgte jeg helt at forlade film branchen og søgte tilbage til DSB, hvor jeg i dag stadig er ansat. Dog ikke i København men i Struer.
 
 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret fredag, 19 februar 2010 06:08:21