| |
Det er NO TIME TO DIE for Kino og Sune!
Sune
Thomsen Kæmper for Gentofte Kino |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet
og fotograferet af:
Thomas Hauerslev |
Dato:
10.04.2020 |
Sune
Lind Thomsen overtog Gentofte Kino den 1. marts 2020. 11 dage senere
lukkede Kino indtil videre som følge af COVID19 virusudbruddet i Danmark.
"Kommer om 2 minutter", skriver Sune i sin SMS efter jeg havde
parkeret min cykel i Kino's vindfang, og meddelt min ankomst. Klokken er
13, onsdag den 8. april 2020. Kino har været lukket i omtrent en måned
og foyeren er fyldt op med sofaer og ting og sager. Kino er midlertidigt
lukket lige som alle de andre biografer i Danmark for at forhindre
COVID19 virus i at sprede sig for hurtigt. Alle biografer er lukket -
ikke bare i Danmark, men i hele verdenen.
• Gå til Galleriet:
Besøg i Kino 8.
april 2020
Et øjeblik efter kommer Sune rundt om hjørnet, og låser os ind i
biografen. Undskyldende siger han "Det passer faktisk ret dårligt,
for jeg SKAL have sendt nogle e-mail....". Jeg forsikrer Sune om, at
det OK, og jeg tager billeder i foyeren imens han tænder sin laptop på
bardisken og foretager nogle telefonopringninger. Sune er vildt stresset
siger han selv og taler lige så hurtigt som han plejer. Pga nedlukning
og statslige hjælpepakker i denne højst usædvanlige situation, ser det
ud til, at KINO ikke kan få nogen hjælp og derfor er udsigten til
en lukning af Kino faretruende nær.
Pga omstændighederne ved overtagelsesdatoen, og betingelserne for
udbetaling af COVID19 støtte ser det ret sort ud for Sune. Én dag
tidligere havde Sune selv beskrevet det på facebook:
Kære venner af Gentofte Kino.
I dag må vi dele nogle alvorlige nyheder med jer. Idét vi har overtaget
Gentofte Kino per 1/3-20, så kan vi IKKE modtage hjælp fra regeringens
hjælpepakker. Vi kan godt nok dokumentere 100% tvungen omsætningsnedgang,
men da vi jo ikke ejede biografen i februar, så dækkes vi 100% af nul
kroner. Man skal nemlig have minimum en måneds reference. Vi nåede kun
11 dage før vi blev lukket. Vi falder simpelthen udenfor
hjælpemulighederne.
Hvis dette virkelig bliver en realitet, så er fremtiden mere dyster end
allerede forventet. De faste udgifter i biografen hører jo ikke op blot
fordi vi ikke kan få hjælp, så konsekvenserne af den nu ekstra lange
lukning uden hjælpepakker tegner unægteligt et meget mørkt billede. Med
andre ord – vi bukker under, inden vi når frem til start.
- er der mon nogen der har en hotline til erhvervsministeriet,
kulturministeriet eller til de højere magter?
Kommentarene har været mange,
støttende og medfølende. "Det kan simpelt hen ikke være rigtigt",
"KINO må ikke lukke!" og ".... det SKAL lykkedes" går igen
og igen. Selv om der er lukket, er der stadig mange driftsudgifter hver måned.
Det er de simple fakta. "Jeg kan ikke starte med en gæld af den
størrelse. Det kan jeg ikke skubbe foran mig. Jeg får den aldrig betalt,
og lige nu ser det ud til at vi måske først kan åbne 1. august. Worst
case, 1. september."
|
Læs
mere her:
Gentofte Kino
Galleri: Gentofte Kino 8. april 2020
Galleri:
Gentofte Kino (2004)
Internet link:
TV Lorry
Lorry text
Ekstra Bladet
Godt nyt for Kino
|
Kino
på Gentoftegade skulle planmæssigt genåbne den 2. april 2020 med den nye
Agent 007 film "No Time to Die". Pga COVID19 lukning, er premieren
udskudt til 12. november 2020.
Sune købte Kino af Erik Hamre, der havde valgt at gå på pension efter 34 år som leder af Kino. Som en del af aftalen, overtog Sune alt i den
gamle biograf. Det vil sige, alle møbler, samlinger af plakater, gamle
16mm film, to 35mm Bauer B14 kinomaskiner, en 16mm Bauer maskine, et
selvspillende klaver, et stort akvarie, kandelabre, bardisken med
indhold, samlingen af 179 kunstværker og den originale herreurinal fra
1938. Og ikke mindst et meget, meget loyalt publikum.
Sune har store ambitioner med Kino, og som noget af det første har
han allerede udskiftet alle møblerne i foyeren fra den nuværende klunke-
og cafestil med møbler af Børge Mogensen, som han designede for FDB i
starten af '40erene. "Det giver god mening. Kino er fra 1938 og Børge
Mogensen's møbler er fra samme periode. Bellevue har deres Arne Jacobsen
stil, og jeg vil bruge Børge Mogensen i foyeren." Møblerne er
allerede ankommet, og er stillet på marmorgulvet i foyeren. "Du må
helst ikke offentliggøre billeder af dem, de skal være en overraskelse
til mit puiblikum. -, og de står slet ikke som jeg har tænkt mig".
Inde i den store smukke funkis biografsal - en af de eneste originale (og
største) i kongeriget - arbejde Sune med ideer om at hæve ryglænet på de
gamle Quinette stole fra '80erne. Stolene er meget fine at sidde i syntes
jeg, men jeg kan godt mærke, at ideen ikke er dårlig. Hævet ca 10 cm,
støtter den meget bedre i den prøvestol som Sune demonstrerer. Han har
allerede snakket med en smed om de modifikationer, der skal til. Det
karakteristiske ved Kino er, at der er usædvanlig god benplads.
Imidlertid er stolene fra en tid hvor man ikke tænkte på kopholdere og
individuelle armstøtter. Også her har Sune en plan om at bygge små borde,
der kan monteres på stolene. "Jeg har ikke råd til at købe nye stole",
siger han, imens har begejstret fortæller om planerne.
Der er lidt koldt i biografen, for den har ikke været opvarmet i næsten
en måned. På scenen foran det flotte røde fortæppe, står kandelable og
den bordeauxfarvede chaiselong sofa, der har været fast inventar i Kino
i mange år. "Det skal sælges. Det hører bedre til i
Reprisen end her",
siger Sune.
I foyeren har Sune brugt tiden under lukningen til at bygge
udstillingskabene om. De fire "gamle hengemte og ødelagte
udstillingsskabe", som Sune selv udtrykker det, har været skjult
siden engang i '80erne. Da de dukkede frem igen, sad der plakater fra
"Jagten på den Forsvunde Skat" og "Yentl" mfl., hvilket
vidner om, at skabene blev lukket af i 1981. Det er næsten 40 år siden!
Sune har store planer for de enkelte skabe, som skal rumme billeder og
historien om Kino, og et helt skab skal tilegnes hans ynglingsfilm med
filmprojektor, levende billeder, sand og plakater. "Det bliver stort",
siger han med et smil, og jeg lover ikke at afsløre noget. Sune viser
mig plakaten i en fin guldramme af Kino's anden film på repertoiret fra
1938. Det er "Alarm" med selveste Victor Borge i en af rollerne.
Det er ikke noget nyt, at man kan mærke historiens vingesus i Kino. Kino
må være en af de ældste fungerende biografer af den størrelse i landet,
som ikke er bygget helt om og "moderniseret" på bekostning af historien.
Det er ihvertfald Sune's ambition, at fremhæve det, der gør Kino helt
unik. En klassisk biograf med moderne teknik, fortæpper, gode stole og
det hele.
Oppe på første sal ligger operatørrummet med de store kinomaskiner. En
Bauer B14 35mm kinomaskine i grøn hammerlak står ved siden af den
moderne digitale maskine. Bagerst i lokalet står søstermaskinen - en
anden grøn Bauermaskine. Lyset er for længst slukket, og der kommer ikke
flere 35mm film igennem dem her i Kino. De skal sælges til en samler, og
så skal der stilles en anden maskine op i stedet for med nogle andre
muligheder, fortæller Sune mig."Det kunne være sjovt at vise publikum
nogle analog film en gang imellem". Sune vil gerne vise nogle
klassikere med pauser og hele molevitten, men så skal det være på én
maskine, og et tallerkenbord, ellers er det ikke praktisk.
|
|
Sune
bladrer i Biografbladet med CinemaScope annoncer fra '50erne. Flot indbundende
bøger med næsten 70 år på bagen. Alting er sirligt lagt på hylderne. Ro
og orden hersker på det lokale filmmuseum i Gentofte.
Ved siden af operatørrummet har Sune brugt næsten hele marts måned på at
rydde op. Lokalerne er fyldt op fra gulv til loft med gamle filmplakater
og 16mm film. Det var en del af købsaftalen med Erik, at alt dette
fulgte med. Sune er selv samler af filmplakater og han antager, at der
ligger ca 7000 af slagsen på hylderne. I et andet lokale ved siden af ligger der
yderligere hundredevis af filmplakater fra mange af de film, der har været
vist i Kino igennem tiden. Alle disse plakater skal også katalogiseres
og lægges til den store samling. Det er tanken at lave en web shop med
filmplakater - men det antager jeg ligger lidt ude i fremtiden. Det
bagerset rum er fyldt op med 16mm kopier af forskellige film. Sune's
plan er også at aktivere 16mm maskinen, så de gamle film igen en dag -
under særlige omstændigheder - atter kan vises på de store lærred.
Som en af de få biografer i Danmark har Kino en loge ved siden af
operatørrummet. Trappen derop skal lige sættes istand, og der skal
indrettes en minibar. "Så kan Hendes Majestæt godt komme ind og se
film standsmæssigt", siger Sune med et smil.
Den klassiske biograf spiller godt ind i tiden for øjeblikket. Alt er
tilgængeligt på elektronisk medier som YouTube og streaming på utallige
platforme. Publikum kan se ALT muligt indhold på en computer eller TV
skærm som de lyster. Men den autentiske biografoplevelse og
sociale oplevelse, kan de kun få ved at
henvende sig i billetkontoret. Kun i biografen's mørke kan publikum opleve den helt rigtige film- og
biografstemning med store billeder og lyd. Få steder kan gøre det så godt som Kino. Imidlertid ser
det ret dystert ud for Sune og Kino under de omstændigheder der
foreligger lige nu. Sune arbejder på højtryk med advokater, kommunen og
venner for at finde vejen ud af problemet med hjæpepakken, der kan sikre
Kino's fortsatte virke.
Klokken er næsten 14:15, og det er tid at sige farvel igen, efter denne
fine rundvisning. Jeg forsikrer Sune om, at det er mig, der siger tak
for hans tid. Kino er for en tid lukket ned, imens der bygges og
reorganiseres. Sune's plan var at genåbne Kino med nye møbler, ny foyer
mm den 2. april med danmarkspremiere på den nye Agent 007 film "No
Time to Die". En premiere af den kaliber ville give ham et økonomisk
boost, til at financiere alle hans biografplaner hen over sommeren og
langt ind i efteråret. Historisk set er ny James Bond film altid garant
for 10% af et helt års indtægt i de danske biografer, siger Sune. Den
ide ligger nu i ruiner.
Sune skrev på Facebook for et par dage siden "- er der mon nogen der
har en hotline til erhvervsministeriet, kulturministeriet eller til de
højere magter?". Sune er optismistisk og men også realistisk, og
siger, at han ikke har tænkt sig at stifte så meget gæld, og gør
sig klar til at lukke Kino. Trods meget uheldige odds nærmest vælter
entusiasmen for Kino ud af Sune i en lind strøm i løbet af denne visit.
Sune besidder en urokkelig tro på biografen som et sted hvor publikum
skal have det godt, og han glæder sig til at åbne og komme igang.
Det er NO TIME TO DIE for Kino og Sune!
|
|
Nyt fra Gentofte
|
|
Fredag 10.04.2020 kl 18:40, Gentofte Kino's Facebook side:
Så er der godt nyt! Jeg har igennem hele dagen været i dialog med
erhvervsstyrelsen og det ligner at der er fundet en løsning for Gentofte
Kino. Tilbage står nogle teknikaliteter som jeg forventer løst efter
påske. Igen vil jeg gerne takke både alle jer og systemet for stor
støtte og opbakning i denne proces. Det har været enestående. Så
medmindre noget uventet sker tør jeg godt love at Gentofte Kino åbner
igen.
Rigtig god påske til alle.
Sune Lind Thomsen
26.05.2020
Så tæller vi ned!!! Vi åbner Grundlovsdag og kan næsten ikke vente til
d. 5. Juni. Filmprogrammet er på vej. Vi får automatisk sædespærring, så
alle bookinger placeres med god afstand til de næste i salen .... og med
2 meter mellem rækkerne er @gentoftekino måske (en af) landets mest
corona-sikre biografer.
Vi ses!
Billetbestilling starter 1. Juni.
|
|
|
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
mandag, 01 januar 2024 18:17:42 |
|
|