|
| | Direktøren – en hård banan | Tilbage til forsiden
| | Skrevet af: Henrik Westergaard Christensen | Forår 2007 | Forretningsmæssigt | |  Premiere på "My Fair Lady". August Andersen ses i midten blandt "Elizaerne".
Direktøren – ofte en hård banan med et varmt glimt i øjet
Jeg vil kort beskrive direktør August Andersen ud fra 2 indfaldsvinkler – forretningsmæssigt og som chef for personalet.
Direktør August A. Andersen var en meget dygtig film- og forretningsmand. Han havde blik for de rigtige film på de rigtige tidspunkter. Han havde selv arbejdet sig op i filmverdenen – fra stik-i-rend-dreng til filmoperatør og til sidst til direktør. Han havde et godt samarbejde med filmselskabet Warner Brothers, hos hvem han også havde arbejdet tidligere. Dette gode forhold anvendte han naturligvis for at fremme 3 Falke Bios muligheder på konkurrencemarkedet mellem de store biografer. Alle de store biografen dengang ville naturligvis have fat i de bedste film. Det lykkedes særdeles godt for August Andersen. Det var yderst sjældent, at August Andersen genererede underskud. Så 3 Falke Bios ejerkreds må have været tilfredse med direktøren.
August Andersen lagde særdeles godt ud med premierefilmen ”Sound Pacific”. Det var også biografens åbningsfilm. Sammen med den berømte rutschebanefilm [”The Miracle of Todd-AO”], som var en lille forfilm. Folk følte, at de virkelig var ude at køre i rutschebane. Den gik i hele 6 år og i langt de fleste forestillinger, kunne man melde alt udsolgt. Senere havde hr. Andersen succes med film som ”My Fair Lady” – også en kassesucces, ”Det Beskidte Dusin” og ”Ørnebogen”. En genialitet fra August Andersens side bestod i, at lade den gamle helaftensfilm fra 1938 – ”Borte Med Blæsten”, genopstå.
| Læs mere her:
Mit Liv i 3 Falke Bio af Henrik Westergaard Christensen
Foråret 2007
En almindelig arbejdsdag
En typisk arbejdsaften som piccolo
Folkene i operatørrummet
Personalegoder, fribilletter og løn
Det osede af seksualitet
De 3 forretninger – måske 4
Publikummet i 3 Falke Bio
Mobning på jobbet
Tid med mange minder
3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater
Internet link: |  Fulde huse til hver forestilling og med det resultat, at han fik en bøde fra filmselskabet bag ”Borte Med Blæsten”, fordi en film, jf. de indgåede kontrakter, ikke måtte tages ned, medmindre der i en periode på 14 dage havde været under 350 biografgængere i gennemsnit pr. forestilling. Og fulde huse var der jo til hver forestilling. Han betalte bøden og lovede, at han senere ville lade ”Borte Med Blæsten” være på programmet. Det kom den også. Forholdet var det, at han med et andet filmselskab, havde indgået aftale om en premierefilm.
Premierefilm som ”Becket” og ”Bibelen” var også på plakaten, men med mindre publikumsinteresse. ”West Side Story” og ”Oklahoma!” kunne også trække publikum til, men ikke helt så meget, som de nævnte film i det foregående afsnit. ”West Side Story” var en film, som tidligere var blevet vist som premierefilm i Imperial. Det var den film, som var på plakaten, dengang jeg blev ansat. Personligt har jeg aldrig brudt mig om ”West Side Story” eller om Bernsteins musik. Der er et par enkelte gode musiknumre, men filmen har ikke det format, som flere af de nævnte. En anden film August Andersen på et tidspunkt overtog fra Imperial Bio var, ”The Sound of Music”. Til trods for, at den havde været en kassesucces hos Imperial, trak den ganske mange folk ind i 3 Falke Bio.
Rent forretningsmæssigt var August Andersen helt ubestridt en meget dygtig leder og direktør af biografen.
| | Som chef for personalet | | August Andersen var en ”hård banan”. Helt klart en leder af den gamle skole – tak for det. Ofte forekom han at være sur eller gal, men der var også en anden side af ham – mere herom senere. De fleste af de ansatte lærte aldrig August Andersen at kende for alvor. De kunne ikke ”åbne” ham og han ”åbnede” sig heller ikke på eget initiativ.
August Andersen og overkontrollør Knud Nielsen gjorde meget ud af, at fortælle os unge, at 3 Falke Bio til stadighed skal være Danmarks flotteste og bedste biograf og at man ikke accepterede sjuskede og usoignerede medarbejdere. Bukserne skal presses og håret sidde pænt, ligesom vi lærte at tale pænt til publikum og altid være dem behjælpelige. Vi skulle altid være punktlige og sørge for, at udvælge de rigtige personer i vor omgangskreds i vor fritid. Heller aldrig noget med krøllede skjorter.
Nogle år senere kunne jeg i Livgarden genkende moralen i budskaberne fra 3 Falke Bio. Ofte sagde officererne noget i retning af: ”De andre militærregimenter består af – slappe, dovne, ligegyldige, sjuskede soldater – helt fra bunden og til toppen hos disse regimenter. Sådan vil de aldrig blive i Livgarden. Husk det”. Og i praksis lagde jeg mærke til det, når vi var på øvelser med soldater fra andre regimenter. Officererne i Livgarden havde ret. Det havde August Andersen også. Vi skulle bare adskille os positivt i forhold til servicen hos alle andre biografer.
I 3 Falke Bio skete det nu og da, at en del af de nyansatte glemte alt om denne moralkodeks, og med det resultat, at de meget hurtigt blev fyret. Blot det forhold, at direktør August Andersen af skattemyndighederne blev bedt om at trække ekstra til skat i folks løn, var nok til at fyre dem. Som han flere gange sagde: ”Tror I at jeg og min kontordame gider, at bruge ekstraordinær tid for administration, blot fordi nogle usle mennesker ikke gider, at overholde deres samfundspligter”. Eller: ”Afregn med den person med det samme. De skal ikke fremover vise Dem her i biografen”, kunne August Andersen også finde på at sige. Til tider røg det ud og ind med personale. Dem, der misforstod opgaven, røg hurtigt ud.
Vi befandt os i Danmarks absolutte bedste og flotteste biograf og så på de fine Frederiksberg. Det vidste August Andersen, men han vidste også, at der var 2 andre direktører at tage hensyn til i Falkonercenteret. Direktør Blicher-Hansen på Falkonerscenen samt direktøren for Hotel 3 Falke. Dengang var sidstnævnte en direktør Ingeman, så vidt jeg husker. August Andersen og Blicher-Hansen (som senere blev direktør for Ålborg Kongrescenter) kom rigtigt godt ud af det sammen.
| | De brød sig ikke om direktøren for Hotel 3 Falke. Om det var reelt eller ej, ved jeg ikke, men de var ofte bange for, at denne hoteldirektør skulle klage til ledelsen hos FOF (Liberalt Oplysningsforbund, som ejede hele 3 Falke centeret), hvor der var en forretningsbestyrer ved navn Wagner. ”Klagerne” kunne, så jeg vidt erindrer August Andersens udtalelser, dreje sig om flere forhold – fra påstande om usoignerede medarbejdere i 3 Falke Bio og Falkonercenteret til manglende rengøring i områderne foran forlystelsesstederne. En enkelt gang var det ved at komme til håndgemæng mellem August Andersen og direktøren for Hotel 3 Falke. De kunne bare ikke lide hinanden.
Denne konkrete eller forventede klagerisiko over 3 Falke Bio, herunder over personalet, gjorde, at August Andersen rettede sine krav nedad blandt medarbejderne.
Imidlertid kunne den del af personalet, som August Andersen udviste tillid over for, gennem mange positive hændelser se en helt anden, varm og omsorgsfuld side af August Andersen. Han var utrolig glad for hans noget yngre hustru – som vi blot kaldte fru Andersen og som ofte sad på billetkontoret sammen med lederen af denne afdeling, Inge Wallin. Han var også særdeles stolt over deres dengang lille søn Stefan. Men han følte også en form for socialt ansvar over for de unge piccoloer og kontrollører, som han syntes om – ét eller andet sted, fordi han jævnligt kunne finde på at ringe til deres forældre, hvis noget måtte halte. Han kunne mærke om det var ”gode unge” eller ”dårlige unge”. Sidstnævnte gruppe blev hurtigt smidt ud uden nogen form for medlidenhed fra August Andersens side.
| |  August Andersen danser med en billetdame under en aftenfest i 3 Falke Bio. Foto fra Henrik Westergaard Christensen.
August Andersen var glad for en bajer og drikkevarer generelt. Alkoholiker eller noget i den retning, nej slet ikke. Til hans job har sikkert hørt en hel del frokoster med drikkevarer og det kunne ske, at han nogle gange mødte op om aftenen i biografen i en let løftet stemning. Som personale lærte vi, at det så kunne gå 2 veje den pågældende aften. Enten var han gnaven og ondskabsfuld eller også ville han feste videre. Det var alene et spørgsmål om, at komme i snak med overkontrollør Knud Nielsen, som altid var den mand, August Andersen først talte med.
Man hviskede til Knud Nielsen – ”er direktøren sur?”. ”Ja”, så overså man direktøren, ”nej”, så fristede de af os, som følte, at vi var inde i varmen hos direktøren, sig til at sige: ”Kunne De ikke tænke Dem en øl”? Hvis der blev svaret ja, kunne August Andersen – det lærte vi os – godt være den, som gav den næste og næste øl. Nogle gange sagde han, ”nej den går ikke. Hjælp mig ud i en taxa”. Disse hændelser skete aldrig, hvis han ikke havde tillid til og godt personligt kunne lide det hold af ansatte, som tilfældigvis havde vagt de pågældende aftener. Enten var man inde i varmen eller helt ude og kom aldrig ind.
| | Mit personlige forhold til direktør August Andersen | | Igennem de næsten 5 år, hvor jeg var ansat i biografen, er det min erfaring, at jeg havde et godt forhold til direktøren. Der var heller ikke grund til andet. Jeg var en velsoigneret og punktlig ung mand – både i min tid som piccolo og senere som kontrollør. Desuden var jeg aldrig bange for at arbejde og besad et godt humør. Jeg gjorde aldrig forsøg på at ”slikke” over for direktøren, men havde nu og da nogle gode samtaler med ham, hvis jeg kunne mærke, at han selv indbød til det. Vi talte sjældent om biografen, men om samfundsforhold.
August Andersen var på en måde lidt af en ”beskyttende engel” over for mig. Dels var det ham som i sin tid lukkede mig ind – mit tilfældige møde, dels kunne både hans hustru og Inge Wallin på billetkontoret lide mig og det smittede af på direktøren. Dels skrev direktøren en meget flot anbefaling om mig, da jeg bad ham udarbejde en sådan (det var vist den første og eneste gang August Andersen havde udarbejdet en anbefaling) og endelig hjalp han mig i forbindelse med en lidt kedelig episode.
På et tidspunkt i min tid som kontrollør, blev det sådan, at nogle enkelte af de øvrige kontrollører forsøgte at holde mig væk fra jobbet. Det skete på den måde, at mit navn ikke fremgik af vagtlisterne. Jeg aner heller ikke i dag, hvad baggrunden for ønskerne om dette ”udelukkelse” af mig, bestod i. Men en formiddag i 3 Falke Bios kontortid, forlod jeg mit faste job og besøgte August Andersen på kontoret. Jeg spurgte ham om årsagen til, at jeg åbenbart ikke længere blev nævnt på vagtlisterne: ”Er jeg fyret”, spurgte jeg. August Andersen så forundret på mig og sagde: Nej, Henrik. Du er da ikke fyret. Lad mig undersøge sagen, som jeg ikke kender noget til”.
 Samme aften ringede overkontrollør Knud Nielsen til mig og bad mig møde op i biografen. Han sagde med stor flovhed i munden og rød i hele hovedet: ”Hvilke dage vil du have. Du kan tage alle dem, du har lyst til”. Knud Nielsen havde helt klart fået en skideballe af August Andersen på grund af min ”udelukkelse” og Knud Nielsen var bange for sit eget job på grund af miseren med mig. Senere blev alle dog gode venner igen. Baggrunden for denne udelukkelse skal formentlig søges i, at ikke alle mine medkontrollører var lige søde. De blev simpelthen jaloux, hvis man havde opbygget en god samtaleplatform med August Andersen. Derfor skulle jeg ned med nakken.
Efter én af de store premierer sagde August Andersen og hans hustru, at min dengang værende forlovede og nu hustru, skulle sammen med blandt andet Blicher-Hansen og hans hustru ind og spise et godt måltid mad på restauranten på Hotel 3 Falke. De gjorde vi så. Stolte var vi, fordi ingen andre af mine kolleger modtog en sådan invitation. Dette skabte en del jalousi.
Den løn jeg tjente hos 3 Falke Bio var ikke på nogen måde betydningsfuld for mig. Det var den til gengæld for nogle af de andre kontrollørkolleger. Vi unge drak alle de penge vi tjente op – fester og morskab i øvrigt.
Da jeg selv forlod 3 Falke Bio i foråret 1969 for at blive soldat, sagde August Andersen til mig, at han var foruroliget over fremtiden for biografen. Han regnede selv med, at den bedste tid var overstået. I USA var de store filmmagere, komponister og sangskrivere døde. Der ville aldrig fremover komme en film som ”South Pacific”, ”The Sound of Music” eller ”My Fair Lady”. I det hele taget helaftensfilm, som passede ind i 3 Falke Bio's koncept. Og han fik ret. Samtidig skete der det, at stort set alle biografen bukkede under i løbet af 70’erne. Tv fik en større og større andel af publikums interesse.
I dag kan jeg godt ærgre mig over, at hustru og jeg ikke opretholdt forbindelsen til August Andersen, så vi nu og da kunne have fulgt lidt med i hans og hustruen senere forløb. August Andersen døde vist i 1990.
| | | | | | Videre til En almindelig arbejdsdag. Tilbage til Foråret 2007 | | | | | | | Gå: tilbage - op
Opdateret lørdag, 13 marts 2010 06:51:05 | |
|
|
