 Overkontrollør Knud Nielsen omgivet af 2 billetdamer; Maj-Britt W. Christensen og Lene til højre. Foto fra Henrik Westergaard Christensen
Som vi nu om dage hører og læser meget om, nemlig mobning, var det sådan, at dette også fandtes i 3 Falke Bio-tiden, men der var slet, slet ikke tale om noget, som stak særligt dybt. Alle blev gode venner igen og ingen var direkte ondskabsfulde over for andre. Lidt jalousi engang imellem, kunne forekomme.
Alligevel satte vi nu og da nyansatte på visse prøver for at se, om de havde ”hjerne”. Chefoperatør Svend Åge nød disse hændelser. Han glædede sig altid. Især en af piccoloerne (han blev senere kontrollør, fordi direktør August Andersen havde en form for medlidenhed med ham og talte ofte med vedkommendes mor i telefonen), hoppede alt for ofte på disse ”hjerne-test-prøver”.
Svend Åge og nu og da vi andre, når vi ønskede at afprøve ”hjernerne” hos de udvalgte, sagde: ”Vi skal have renset vandet i ønskebrønden (det lille springvand ovre i hjørnet ved baren). Tag en gulvspand og gå ind i receptionen på Hotel 3 Falke og bed om noget destilleret vand”. Naturligvis skulle der ikke destilleret vand i springvandet.
Hotel 3 Falke var dengang – og måske stadig – et meget flot og dyrt hotel. Piccoloerne gik, som de fik besked på, ind på hotellet og bad om en spand destilleret vand. Receptionisterne på hotellet afviste dem straks med – ”sikken en gang vrøvl. Tror du virkelig, at vi her på hotellet har destilleret vand til jeres springvand – ud”.
En anden ”prøve” bestod i, at bede de nyansatte om, at vande blomsterne i forhallen – der, hvor publikum ventede på at dørene til biografen blev åbnet. Vi bad dem altid om at gå ud med en stige og vande, når der stod allerflest publikummer i kø, for at komme ind. Sagen var den, at de blomster, der hængte i loftet, var kunstige og havde aldrig været andet.
Men de udvalgte piccoloer gik gladelig ud og vandede blomsterne til stor forundring for det ventende publikum. Piccoloerne opdagede simpelthen ikke, at blomsterne var kunstige, men ofte skete det, at nogle publikummer sagde det til dem.
En tredje metode bestod i, at bede ”test-kollegerne” om at hente en familie Petersen, der skulle sidde på 36. række (der var kun 32 rækker i biografsalen). Der var blevet ringet, sagde vi til de ”udvalgte”. Piccoloerne gik op i salen og kunne ikke finde række nummer 36, hvorefter de kom tilbage til foyeren og meddelte, at de ikke kunne finde rækken: ”Prøv igen, sagde vi. De må være der, fordi der er blevet ringet efter dem”. Og de prøvede.
Én af piccoloerne var meget glad for mad. Han spiste næsten altid. Han havde en form for motoriske vanskeligheder. Når han havde købt det højtbelagte smørrebrød i forretningen ABC-smørrebrød begyndte han at skille det ad. Italiensk salat havnede i regelen på hans jakke eller bukser. Så gned han det ud i tøjet med sine hænder. Men han kunne heller ikke lide fedtkanten på fx skinken. Den blev skåret væk. På den måde endte det ofte med, at han stort set kun havde noget rugbrød og lidt pålæg tilbage inden han spiste det. Han burde naturligvis have kunnet nøjes med langt prisbilligere smørrebrød.
Han faldt ofte over diverse ting (gled på trappen, snublede i gulvtæpper, kom til at gå ind i søjler og lignende). Han deltog naturligvis også i pæreudskiftningen inden publikum blev lukket ind. Én af de gange, hvor han skulle hente en træstige bag scenen, glemte han at tænde for lyset i salen. Han gik om bag lærredet, tog stigen og glemte alt om, at der i siderne af scenen var trapper. Nej, han gik i mørket direkte ind på midten af scenen med stigen og begyndte at gå nedad, ligesom hvis der havde været trapper på dette sted. Det var der ikke og resultatet blev, at han brækkede sit håndled og slog sig alvorligt.
Af én eller anden grund var barmanden Frey Jørgensen mødt tidligere på sit job den dag. Han kørte den uheldige piccolo til Frederiksberg Hospital, hvor piccoloen havde stukket hånden, der var brækket ned i bukselommen. Sygeplejersken spurgte: ”Hvad kan jeg så hjælpe jer med? ”Hjælpe og hjælpe”, svarede piccoloen. ”Det er da min hånd, som er problemet. Det kunne jo også være hovedet”, svarede sygeplejersken, fordi den skadede hånd jo ikke var taget op af bukselommen.
| Læs mere her:
Mit Liv i 3 Falke Bio af Henrik Westergaard Christensen
Foråret 2007
Direktøren – en hård banan
En almindelig arbejdsdag
En typisk arbejdsaften som piccolo
Folkene i operatørrummet
Personalegoder, fribilletter og løn
Det osede af seksualitet
De 3 forretninger – måske 4
Publikummet i 3 Falke Bio
Tid med mange minder
3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater
Internet link: |
