Statens Filmcensur |
Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk. Billeder: Thomas Hauerslev, maj måned 1990 | Dato: 04.07.2008 Opdateret 19.02.2021 |
 Statens
Filmcensur i 1990. Her ses facaden ud imod Ved Vesterport på 5. sal.Nogle måneder efter åbningen af Kosmorama åbnede Philipsen så endnu en biograf, nemlig Royal Teatret i det fortsat eksisterende Savoy Hotel på Vesterbrogade. Det var før bevilligssystemet var trådt i kraft. Bevillingssystemet betød, at én person ikke måtte drive flere biografer. Biografernes succes betød nemlig, at biografbilletter blev anset som en luksusvare, som staten følte, de skulle kontrollere ved at uddele biografbevillinger til bevillingshavere, der måtte have fortjent det. Bevillinger endte ofte hos ældre skuespillere og instruktører, der ikke nødvendigvis havde en pind forstand på biografdrift. Bevillingsindehaverne var også indirekte eller sågar direkte underlagt en vis kunstnerisk vurderingsprofil. Derfor gik det ikke an at vise alt for mange ”underlødige” film. Hvad det så end dækkede over. Det var derfor ofte temmelig tilfældigt, hvordan der sondredes og det bemærkedes særligt, at luppen særligt var rettet mod de større biografteatre, mens de mindre etablissementer nemmere kunne slippe afsted med et mindre kunstnerisk-anlagt repertoire. Men der fandtes ingen retningslinjer. Censuren alene kunne ikke sige det. Den kom nemlig først til efter filmene havde levet adskillige år. I begyndelsen vistes film helt uden censurforanstaltninger. Siden var det op til den enkelte politidirektør i byerne at bestemme, hvad byens borgere måtte se og hvad de skulle forskånes for. Man husker illustrerende en scene fra den italienske ”Mine aftener i Paradis” (Cinema Paradiso, Italien 1988), hvor det der var byens præst, der bestemte, hvilke scener, der skulle klippes ud. Noget tilsvarende fandt dermed sted rundt om i Danmark med politimestrene som beslutningstagere. Denne foranstaltning var imidlertid særdeles upraktisk og man besluttede at oprette Statens Filmcensur, der havde en censor til at se filmene igennem og tage beslutning som ville være gældende på landsplan. |
Læs mere her: Statens Film Arkiv i Bagsværd Biografmuseet's bibliotek Biografer på biografmuseet.dk Historien om 70mm Film i Danmark Internet link: |
 Censorenes kontorer, med billeder af alle de forhenværende filmcensorer på væggen.
Kun to kvinder blandt 16 censorer. Regnemaskine, stempler og kolonnebog
på skrivebordet.Ligesom i Italien og sikkert mange andre steder også, var det i Danmark også hovedsageligt pikante scenerier, der faldt censor for brystet. I spændingsfilm kunne man oftest slippe afsted med meget, før det havde nogen betydning og faktisk blev langt de fleste film, der blev censureret i 1910’erne og 1920’erne tilladt for alle. Der blev jævnligt klippet en smule i dem, men kun de færreste blev forbudt for børn, hvilket ville sige under 16 år og ligeledes kun få blev total forbudt. Det sidstnævnte skete endda for den danske film ”Grænsefolket” produceret i 1926, som først året derpå efter en fuldstændig omklipning endelig passerede gennem censurens nåleøje. Også film med politiske agendaer blev nøje gransket og det skete ikke sjældent, at udenlandske ministerier rettede henvendelse til Danmark, hvis eksempelvis en tysk krigsfilm var blevet forbudt eksempelvis med henvisning til to tilsvarende engelske, der måtte være blevet tilladt og dermed pressede på for også at få den tyske tilladt. Russiske film var også ganske pænt repræsenteret i Danmark i særligt anden halvdel af 1920’erne. Beskyldninger vedrørende flere af disse films motiver betød da også, at en film som ”Panserkrydseren Potemkin” ved sin første premiere i Danmark varede under en time, hvor den i sin fulde originallængde varer 75 minutter. Man må formode, at filmen udover adskillige øvrige klip måtte have manglet den berømte og for tiden ganske voldsomme scene fra Odessatrappen. Man forstår dermed også, hvorfor netop den film ikke fik lutter rosende ord med på vejen af den danske presse, der dog havde gennemskuet, af filmens instruktør, Sergei Eisenstein havde et genialt filmsprog, men at en saks havde spoleret oplevelsen så ganske eftertrykkeligt herhjemme. Filmen er senere vist i de danske biografer uden censurklip. |
|
 Arkivskufferne med censurkort på alle film vist offentligt i Danmark igennem tiderne.Men faktisk var Danmark i mange år – og sikkert gennem alle årene – et af de frieste steder, når det kom til film og filmcensur, der blev indført som en landsdækkende foranstaltning den 1. april 1913. Før da var det som tidligere nævnt landets politimestre, der gennemså filmene og forbød, hvilket betød at en film, der var tilladt i den ene by kunne være forbudt i den anden. I Frederiksberg Kommune havde man overladt censuren til kommunelærer Nicolaisen, der sad og så film i et lille rum på politistationen og stemplede udstillingsbilleder og plakater, som også skulle tillades. Nicolaisen blev i 1913 landets første statsfilmcensor. Han fik til huse i en tidligere operationsstue på Frederiksberg Hospital, men hurtigt fik de flyttet fasciliteterne over til nye mere ordentlige forhold ved Vesterport Station. Som medcensor havde han dengang skuespiller Chr. Zangenberg, der efterfulgtes af professor Riis Knudsen. Ved hans død blev skuespiller Olaf Fønss udnævnt og udtalte, at han interesserede sig så meget for film og havde set så mange, at han følte, det var det helt rigtige for ham og at han ville have god forstand på gerningen. Desuden at han ville forfølge sin stilling med ildhu og rimelighed. Udover censorerne var en repræsentant for Justitsministeriet altid tilknyttet ved tvivlstilfælde om en afgørelse. Selvom censor Nicoolaisen, som han blot blev kaldt, blev antaget som en kende strengere i sine bedømmelser end sine kollegaer, var han dog i de fleste tilfælde betydeligt mere liberal end censorerne i de øvrige skandinaviske lande. I Sverige blev langt flere film nemlig totalt forbudt. I Danmark overgik det primært amerikanske gangsterfilm fra 1930’erne og senere hårdkogte gysere. |
|
 Biografen hvor censorerne sad og så filmene igenne. Bemærk at lokalet er lydisoleret og malet
"Scharnberg grøn". Se også telefonen of skrivebordslampen på borden bag sofaen.
På væggen i højre og venstre side ses to B&O effekthøjttalerer til
4-spors magnetlyd.Nicolaisen blev dengang bl.a. spurgt ind til, hvordan man censurerede. Emnet var oppe fra tid til anden. Bl.a. i forbindelse med den førnævnte danske film, men også andre, hvor en given film lod mærke, at der var fjernet klip eller hele scener. Nogle gange fandt man, at censor havde været ’for god’ og tilladt både det ene og det andet, som så var faldet nogen for brystet. Censoren udtalte, at man faktisk med vilje ofte tillod film, simpelt hen fordi man mente, biograferne såfremt en film havde fået stemplet ”forbudt for børn” brugte dette som reklame for filmen og at det unge – og dermed mente man åbenbart – letpåvirkelige publikum ofte nærmere ville igorere en given film, hvis man ikke gjorde dem forbudte fremfor det omvendte. Han kan nemt have haft en pointe. Siden blev filmene ”skrappere” og mange flere film gjort forbudt for børn, men censor Nicolaisen fortsatte ufortrødent lige frem til sin død i marts 1939 og havde da fungeret i mere end 25 år. Den danske film ”Skilsmissens børn” fra 1939 var den første danske, der blev forbudt for børn. Det lod tilfaldt endda en nytiltrådt kvindelig censor. |
|
 Det lille bitte
normalformatlærred og de lystætte skodder ud imod Ved Vesterport.
Det var som nævnt ikke kun selve filmene, der blev censureret. Det gjaldt også filmenes plakater og udstillingsbilleder. Selv titlen skulle også godkendes og det skete ikke sjældent, en efter censors mening lidt for vovet titel måtte skifte dansk titel umiddelbar ført premieren. Det skete også jævnligt, at en premiere måtte udsættes dagen før den planlagt premieredag, idet censor endnu ikke havde tilladt filmen. Man kan undres over, en del af disse film først blev censureret i allersidste øjeblik, når mange andre film kunne ligge på hylderne i månedsvis. En tanke kunne være, at et sidste øjebliks forbud med den dertil afstedkomne presseomtale skabte den ekstra interesse, der kunne løfte billetsalget, når filmen (forhåbentligvis) kort efter blev frigivet. Hvad de næsten altid gjorde. Selv på en premieredag i Det Lille Teater blev dagens første to eftermiddagsforestillinger aflyst, idet de to censorer, der skulle vurdere, ikke kunne blive enige. Den tredje, som da havde det afgørende ord måtte derfor i al hast drage mod Vesterbrogade for at godkende. |
|
 To Ernemann X maskiner og en enkelt 16mm maskine til højre.Et eksempel på censur af titel som alt andet lige af eftertiden må føles komisk, var en tysk film fra 1926, der skulle have haft den direkte oversættelse fra tysk ”Madame ønsker ingen børn”. Det faldt de mandlige censorer for brystet, da det efter deres opfattelse ikke var noget, man måtte give kvinder inspiration til. Filmen måtte derfor premiereføres med den nye titel ”Moderne ægteskab”. I 1932 blev filmen genindspillet i Tyskland. Denne version fik dansk premiere i 1935 – med den originale direkte oversættelse til dansk. I et andet tilfælde var en film blevet forbudt for børn, fordi en ægtemand i en enkelt scene i en togkupé havde en samtale med en kvinde, der ikke var hans hustru. Det kunne så efter censors mening opfattes forkert og filmen måtte derfor logisk forbydes de letpåvirkelige poder under de seksten år. Pressen morede sig kosteligt over det helt latterlige og én kunne nok spørge sig selv, om det ikke nærmere var unge over 16, der i givet fald skulle kunne lad sig påvirke. Sådanne spørgsmål blev også senere vendt, bl.a. i forbindelse med premieren på den omdiskuterede danske film ”En fremmed banker på” fra 1959, hvor det blev drøftet, om der skulle indføres 18-års censurgrænse. Det skete dog aldrig. I stedet indførte man en ny 12-års censurgrænse, som betød, at film med begrænset vold eller seksuelle hentydninger kunne vises for større børn og unge. |
|
 Forstærkerne til 4-kanal magnetlyd,
35mm delespoler på væggen og det uundværlige operatørrumskøleskab.
Den danske voksenfilmcensur, hvor film kunne totalt forbydes, fortsatte indtil 1969, hvor den blev ophævet i forbindelse med billedpornografiens frigørelse. Herefter blev censur udelukkende en foranstaltning som beskyttelse mod børn og unge. Censurgrænserne var fortsat 12 og 16. En del film blev omcensureret i 70’erne. Bl.a. blev samtlige James Bond-film nu tilladt over 12 i stedet for de oprindelige 16. Sidst i 70’erne som udløb af den fortsatte frigørelsesproces, der var fulgt i kølvandet på 60’erne og forældrenes ønske om selv at kunne bestemme over, hvad deres børn så i biografen, betød, at der blev lavet en ny mulighed, at film kunne ”tillades for alle, men frarådes børn under 7 år”. Det skete efter særligt to film primært henvendt til børn var blevet forbudt under 12 år, nemlig ”Brødrene Løvehjerte” og ”Den sorte hingst”. Med denne nye vurderingsgrænse fik de ændret deres censur. Tanken var, at en række film, der ellers fortsat var blevet vurderet ’12’ skulle have den nye ’7’-års grænse. I realiteten blev det dog nok nærmere snart, at 7-års grænsen blev sat på film, der ellers tidligere blot var blevet tilladt for alle uden klip. Man kunne nemlig stadig foretage klip i film, hvilket distributørerne ofte benyttede sig af, hvis de ville have filmen godkendt for et yngre publikum. Den sidste film, der skulle have fået klippet scener ud, er genindspilningen af ”Kong Salomons miner” i 1985 for at opnå en 12-års grænse. Justitsministeren kunne i øvrigt helt frem til 1997 ”over-rule” censorernes beslutning. Denne mulighed bortfaldt, da den danske filmcensur endegyldigt blev nedlagt i 1997 og erstattet af ”Medierådet for Børn og Unge”, der overvejende blev til en vejledning for voksne, idet en voksen – over 18 år – herefter kunne tage børn over 7 år med ind og se en hvilken som helst film. Udover den bevarede grænse med frarådes børn under 7, ændredes 12- og 16-årsgrænserne til hhv. 11 og 15. Går et større barn eller en ung alene i biografen, gælder disse aldersgrænser. |
|
| Gå: tilbage - op Opdateret tirsdag, 02 februar 2010 13:59:29 |