Todd-AO, - det sensationelle filmsystem med 6-sporet, stereofonisk lyd

"Hvad er Todd-AO-processen?"

• Todd-AO, er knivskarpe 70mm film, vist med 30 billeder i sekundet (HFR) på meget STORE og BUEDE biograflærreder.
• 70mm film med høj billedkvalitet er meget imponerende takket være det store billedareal - og den høje billedhastighed.
• Negativet er ca 4 gange større end standard 35mm widescreen film.

Todd-AO-processen satte standarden for 65mm og 70mm film - og inspirerede filmindustrien i 50 år. 70mm filmformatet er ofte forbundet med de store episke film og ikke mindst filmmusicals fra 1960'erne. Begyndelsen på Todd-AO går tilbage til sommeren 1952, hvor min historie begynder.

For snart 70 år siden lykkedes det Broadwayproducenten Michael Todd at overtale American Optical Company til at deltage i udviklingen af det første nye filmsystem i mere end to årtier.

"Du er med i filmen!!"

Før jeg begynder, skal jeg først forklare et fænomen kendt som "det perifere syn". For at forstå dybte og afstand er vores orienteringsevne mere afhængig af, hvad øjnene ser til siderne, end hvad vi ser lige frem. Dette princip fungerer også i biografen.

Hvis du fotograferer et kavaleri af heste, der kommer løbende imod dig og forbi kameraet med konventionelle objektiver med almindelige brændevidder, så "ser" kameraet aldrig hestenes sider. Hvis dette nu vises på et biograflærred, og dette gælder også store buede lærreder, så vender hestene alle sammen mulen imod dig, imens de galopperer sidelæns ud af lærredet. Dette er en lille fin detalje, men fordi man aldrig ser siderne af hestene, så forsvinder fonemmelsen af at være med i filmen også.

Fred Waller, amerikansk opfinder og ingeniør eksperimenterede med det perifere syn og forsøgte med succes at kopiere den menneskelige synsvinkel på film. Hans opfindelse "Cinerama" gengav en meget realistisk illusion af virkeligheden ved at fotografere et ekstremt vidvinklet panorama på tre filmstrimler. Når en tilskuer sidder et sted tæt på "the sweet spot" (Centrum af lærredets radius), og ser på lærredet oplever tilskueren en effektiv "1st person" oplevelse - en nærmest 3D lignende fornemmelse af at være med i filmen. Denne "1st person" oplevelse er hele grundlaget for de store buede lærreder og korte brændevidder, og det hele forgik uden brug af de vulgære 3D briller.

Cinerama reproducerer denne fornemmelse af at medvirke i filmens handlingen med et meget kompliceret projektionssystem, der består af tre filmprojektorer, der viser tre paneler af 35mm film side om side på det store buede lærred. I teorien ses de tre billeder på lærredet som ét stort komplet uforvrænget billede. Der er dog en vis bevægelse mellem panelerne, og denne ustabilitet er ekstra synlig, hvor de tre billeder mødes ved de to sammenføjninger. Denne ustabilitet nedsætter illusionen, og tilskuerens oplevelse af at være med i filmen spoleres - i teorien. I praksis, og selv om der er lidt ustabilitet imellem panelerne, er det er det stadig en imponerende oplevelse at se Cinerama, med tre synkront kørende 35mm film på et stor buet lærred.

Cinerama var også meget dyrt at installere, fordi biografer ofte skulle gennemgå væsentlige ombygninger for at gøre plads til tre operatørrum og det store lærred. Mange siddepladser blev ofret, i nogle tilfælde blev flere hundrede siddepladser fjernet, og det var ikke så populært for biografdirektøren. Michael Todd, der var en af producerne bag den første Cinerama film indså hurtigt de tekniske begrænsninger ved systemet, og at det var dyrt at installere. Todd mente heller ikke Cinerama ikke var egnet til at fortælle en historie, når man altid kunne se de to samlinger oppe på lærredet. Fred Waller forsikrede ham om, at de tekniske mangler ville blive rettet før premieren af "Dette er Cinerama". Imidlertid blev der ikke gjort mere ved det, og de to samlinger blev aldrig fjernet.
 

"Doktor O'Brien, jeg ønsker at bygge et Cinerama lignende filmsystem, hvor det hele kommer ud af ét hul, kan det lade sig gøre?"

Brian O'Brien forklarede, at sådan en omfattende opgave krævede en stor virksomhed med speciale indenfor optisk arbejde, og ifølge Dr. O'Brien var der kun tre amerikanske virksomheder, der kunne løfte sådan en opgave: Eastman Kodak, Bausch & Lomb eller American Optical Company. Dr. O'Brien sendte sin assistent Walter Siegmund til New York for at se "Dette er Cinerama", der entusiastisk rapporterede om oplevelsen til Dr. O'Brien i ét ord "WOW!". Walter beskrev selv oplevelsen i 2002 under et interview med biografmuseet.dk

"Cinerama var det bedste jeg nogensinde havde set på et filmlærred, og "Wow" var en enkel måde at udtrykke det på."

Mike Todd ringede til Dr. O'Brien en måned senere for at fortælle ham, at han havde besluttet sig for American Optical Company. O'Brien bad Todd om at komme til Southbridge [MA] den følgende søndag for at spise frokost med Walter Steward, præsident for American Optical Company. Mike Todd fremlagde ideen om "et Cinerama ud af ét hul" til Walter Steward. Han gjorde det så godt, at Steward fortalte ham, at hvis Todd kunne sammensætte en gruppe mennesker, som alle var velbevandret i filmindustrien, og samtidigt fremlagde et budgetforslag til at udvikle denne proces, ville American Optical Company gå med på udviklingen. Todd forsikrede ham om at finansiering og filmfolk var ikke noget problem, og at den første film i det nye system blev Rodgers og Hammerstein's Broadwaymusical "Oklahoma!". Todd havde allerede henvendt sig til Rodgers og Hammerstein for at få dem til at sælge deres største success nogensinde, for at producere den i den nye proces. En process, der ville "fungere som Cinerama, men uden Cinerama's ulemper".

Dr. O'Brien fortalte ham, at det ville koste 20 millioner dollars og tre år at udvikle processen, hvortil Mike Todd svarede:

"20 millioner dollars er ikke noget problem, men tre år er udelukket - De får seks måneder".

"Dette er rationelt og giver god mening - lad os gøre det"

Filmhastigheden blev sat op fra 24 billeder i sekundet til 30 billeder i sekundet for øge illusionen af virkelighed, og for at udjævne stroboskopering eller flimmer, hvilket kan være meget irriterende for øjnene i lyse scener og især på et stort lærred. Det blev besluttet, at biografkopierne skulle være 70mm brede for at gøre plads til lydsiden af filmen. De extra 5mm var nødvendig for at gøre plads til at rumme de fire striber magnetisk brun jernoxid, der bar de seks lydkanaler med hifi lydspor.

Todd-AO-multifunktionsprojektoren blev udviklet af American Opticals instrumentafdeling i Buffalo og fremstillet af Philips i Holland. Todd-AO projektoren, eller DP70, der blev det populære navn, var designet til at være kunne vise ethvert filmsystem i 70mm og 35mm, og kvaliteten af denne maskine er ikke overgået siden. Maskinen betragtes stadig af mange som Rolls-Royceen blandt filmprojektorer. Hr Jan Kotte, Philips' chefdesigner, blev hædret med en OSCAR for udviklingen af DP70 maskinen i marts 1963.

65mm kameraerne blev udviklet i samarbejde med Mitchell Camera Corporation. Lydsystemet blev udviklet i samarbejde med Altec, som også udstyrede biografer med deres "Voice of the Theater" højttalere. Ampex Corporation udviklede afspilningsteknologien, herunder tonehoveder. Alt blev fremstillet til strengeste specifikationer, der var fastsat af Forsknings og Udviklingsafdelingen hos American Optical Company i Southbridge, MA. i USA.

Westrex Recording udviklede lydoptagelses-, mix- og redigeringsudstyr, der blev defineret som 6-kanals magnetisk stereo med 5 lydkanaler bag lærredet og 1 effektkanal ude i biografen. Frekvensområdet skulle være 20 - 18.000 Hz.
 

Det største show i Todd-AO

"Denne proces er en forlængelse af livet...", imens han på stedet improviserede Todd-AO sloganet: "Det største show i Todd-AO".

Blandt de scener som gæsterne så var optagelse fra en rutchebanetur i New York, scener fra MGM's back lot med Peter Graves som statist, og optagelser af unge mennesker på en skovtur i Ellicott Creek Park, Buffalo samt syv smukke kvinder i datidens badetøj fotograferet på MGM studierne i Culver City. Især scenerne af de unge mennesker var så livagtige at Rodgers og Hammerstein udbrød:

"Jeg ville række ud efter deres donuts - og derpå række ud efter pigerne!"

Demonstrationen var en succes, og Rodgers og Hammerstein besluttede at Todd-AO havde den visuelle kvalitet og dybde, de havde brug for, og solgte filmrettighederne til deres musical "Oklahoma!" til MAGNA for en million dollars og 40% af filmoverskuddet.

Mike Todd mente, at han selv skulle producere og instruere "Oklahoma!", men Rodgers og Hammerstein var ikke interesseret i at se deres musical forvandlet til en "rutsjebanetur" som de frygtede Mike Todd ville gøre. De ville sikre sig imod, at Mike Todd ikke fik den mulighed, og med George Skouras og de øvrige medlemmer af MAGNA's bestyrelse i ryggen afslog de Todd's foreslag. Mike Todd hævdede ellers at "Oklahoma!" var filmen, der skulle gøre processen kendt fordi Todd mente, at det var Todd-AO systemet, der var stjernen i hele showet. Men han havde gjort regning uden vært og han blev atter skubbet ud på et sidespor.

Akkurat som det var sket i CINERAMA-bestyrelsen, blev Todd igen skubbet ud en konservativt instillet bestyrelse. Bestyrelsen bad ham om ikke at sælge sine aktier i MAGNA. Mike Todd forblev modvilligt, men satte sig for at finde en ny historie, der skulle produceres i Todd-AO. Et projekt, hvor han ville have fuld kontrol, og for at vise Todd-AO's fulde potentiale. Et år senere meddelte han, at den anden film produceret i Todd-AO ville være hans egen filmversion af Jules Verne's klassisker "Jorden Rundt i 80 Dage".

Optagelserne til "Oklahoma!" gik igang i Todd-AO onsdag den 14. juli 1954. Kun to prototype 65mm kameraer var til rådighed til at begynde med, men Mitchell Cameras leverede fem helt nye kameraer undervejs i produktionen. American Optical's objektiver 128° & 64° blev brugt i ganske få scener under optagelserne. Det var hovedsageligt 48° (55 mm) og 37° (76 mm) brændevidderne, der blev brugt. Man kan derfor sige, at det meste af "Oklahoma!" blev optaget med tyske objektiver. Filmen tog 107 dage at indspille og optagelseren sluttede den 6. december 1954. Da det var umuligt at lave reduktionskopier fra 65mm film med 30 billeder i sekundet til 35mm film med 24 billeder i sekundet, blev "Oklahoma!" optaget samtidigt i 35mm CinemaScope. Grundlæggende er historien den samme, men der er stor forskel i perspektivet  i de to versioner.
 

Distortion Correction Printing

Todd-AO: Et Overblik

"TODD-AO 70mm film, plus TODD-AO's specialkamera, plus TODD-AO's nyudviklede 6-kanals high-fidelity magnetiske lydsystem, plus TODD-AO's "all purpose" 70mm projektor, og det store buede TODD-AO lærred, repræsenterer sammenlagt det mest revolutionerende af alle biografpræsentationssystemer med en renhed, perspektiv, detaljer og farvegengivelse, der aldrig tidligere er opnået. Takket være Todd-AO's revolutionerende teknik, der nu har nået et foreløbigt klimaks, har publikum omsider chancen for opleve fornemmelsen af at deltage i handlingen til fulde, og med det mest ægte udtryk".

Todd-AO er Michael Todd's vision, og sammen med American Optical Company's stab af ingeniører under ledelse af Dr. Brian O'Brien, er det lykkedes dem at udvikle:

"... et filmsystem system, der er istand til at fotografere scener med en meget stor vidvinkel .... med ét kamera .... på én strimmel film ...., der skal projiceres fra én enkelt projektor .... på et meget bredt lærred .... med en kvalitet så perfekt, at publikum ville være en del af handlingen, og ikke bare passive tilskuere."