biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt | Pioner
København | Omegn
Nordsjælland
Vest, Midt & Syd
Bornholm
Møn & Bogø
Lolland & Falster
Fyn, Thurø, Tåsinge
Langeland & Ærø
Sydjylland | Øst
Midt-Vest | Nord

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM FORMATET
Historie | Biografer
Film | Maskiner

FILM & SYSTEMER:
Todd-AO | Blow-Up
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Omnimax
Showscan
Cinema 180
Sensurround
"Windjammer"
CinemaScope

NYHEDER

2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premierer 1911-2020
Film- og Kinoteknik
Teknikkalender
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
Store Lærreder
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com
 

Wide-Screen Biografmusik

Tilbage til forsiden
Skrevet af: Arne Dupont, AabenraaDato: 13.04.2010
Filmmusik er et medie man ikke kommer uden om når man har interesse i film i hele taget. Hvis vi ikke havde filmmusikken ville film slet ikke være den oplevelse vi kender når mørket sænker sig i salen og fortæppet ruller ud til siderne og de første symfoniske toner kommer ud af højtalerne. Allerede under forteksterne får vi indtryk af, hvad det er vi skal se i de næste 90 minutter.

Filmmusik kendte man allerede inden tonefilm kom på tale. Den gang man gik i biografen, hvor der var indsat tekster i de scener, hvor der var en dialog mellem personerne på lærredet, sad der en pianist som kunne slå den rigtige stemning an lige fra starten og som også var i stand til at spille den rigtige stemningsmusik, hvad enten det var en kærlighedsscene eller helten beskyttede det svage køn i heftig fægtekamp. Nogen pianister var rigtig dygtige til dette og som regel blev der benyttet musik fra kendte klassiske komponister. Større biografer havde ligefrem et mindre orkester til at spille og i de seneste år blev der ofte leveret et ”score” fra filmselskabet med noder som var specielt komponeret til filmen.

Da tonefilmen blev en realitet var man imidlertid i starten meget sparsom med musik. Ofte var der kun en meget kort overture under de sparsomme fortekster og igen ganske kort musik ved slutteksten. Skulle man høre musik i selve filmen, var det som regel kun det man i dag kalder ”source” musik, d.v.s. musik som hidrører fra f.eks. en radio eller et orkester som samtidig kunne ses. Producenter var simpelthen bange for, at publikum ville gøre sig tanker om, hvor musikken ellers kom fra, hvis de ikke kunne se kilden. Dengang tænkte man endnu ikke på musik, som var specielt tilpasset scenen og man havde ikke teknikken og musikere eller komponister som beherskede denne evne. Det kom først senere i en film som f.eks. ”King Kong” (1933), hvor komponisten Max Steiner (1988-1971) af egen regning tilbød at indspille musik der kunne anvendes som baggrundsmusik til at skabe de rette stemninger under filmens forløb. Efter dette var grundstenen lagt for det vi i dag kender som filmmusik. Max Steiner regnes også i dag for filmmusikkens fader.

Jeg vil i denne artikel ikke beskæftige mig mere med de gamle Hollywood film og komponister, men først og fremmest koncentrere mig omkring de store film til det store lærred. Såfremt interessen er til stede kan jeg vende tilbage med yderligere artikler, herunder om tiden fra omkring 1930 til 1950 og komponister i denne tidsperiode og yderligere om de store film fra 50’erne og senere.
 
Læs mere her:

Wide-Screen Biografmusik - 2. del

Operatør i Villabyerne

De Gamle Biografer I Aabenraa

Internet link:

 

Ladies & Gentlemen, This Is Cinerama

 
Sådan lød det fra Lowell Thomas da den første Cinerama film havde premiere den 30. september 1952 i New York. Biografpublikummet blev simpelthen trykket ned i biografsædet da fortæppet rullede til siden – og siden – og siden. Det var som om det ingen ende ville tage. Tænk på at biografgængere på det tidspunkt kun havde været vant til se et lille firkantet billede, - af biografoperatører senere ofte kaldet ”frimærkelærred”. Nu kunne man se et billede helt ude i øjenkrogene og som noget nyt – lyd i Stereofonisk High Fidelity. Det må have været af en oplevelse og det slog da også rigtig godt an og fik igen lokket publikum tilbage til biograferne. Det nærmere tekniske omkring Cinerama dets lydsystem, samt de øvrige bredformater er fuldt ud beskrevet på biografmuseet.dk.

Musikken til den første Cinerama film krævede lidt mere end et almindeligt lille studioorkester, som dengang normalt kun indspillede musikken i et mere eller mindre tilfældigt lokale ved filmmusikselskaberne. Cinerama Philharmonic Orchestra var sammensat af håndplukkede musikere fra New York Philharmonic, The Metropolitan Opera og The NBC Symphony dirigeret af Louis Forbes. Komponisterne var først og fremmest Max Steiner og Roy Webb, samt et par andre mindre kendte filmkomponister. Desuden blev anvendt klassisk musik af bl.a. Verdi og Handel. Originalmusikken fra filmen blev først udgivet i 1995 på Label X i en Collectors Special Editions. Selvom musikken er indspillet i august 1952 i en nedlagt tennishal i Oyster Bay ved New York, er den bestemt stadig lytteværdig og en stor oplevelse i stereofonisk lyd. CD’en er nu ”out of print” og kan måske med lidt held købes brugt på internettet. En del af musikken findes også på et opsamlingsalbum med musik af Max Steiner på label X ATM CD-2005 fra 1996.
 
 

The Wonderful World of the Brothers Grimm

 
Denne Cinerama film havde premiere I 1962 efter at Cinerama slog sig sammen med Metro Goldwyn Mayer. Det var egentlig tænkt at "How The West Was Won" skulle være den første film, men grund af tekniske vanskeligheder under indspilningen kom "The Brothers Grimm" først. Baggrundsmusikken (music score) blev komponeret af Leigh Harline (1907-1969), som havde arbejdet en del for Disney studios, hvor han bl.a. havde komponeret musikken til "Snow White and the Seven Dwarfs" (1937) og "Pinocchio" (1940), så han var et oplagt emne til at komponere musik til denne film. Sangene blev komponeret af Bob Merril (1921-1998) og hele herligheden blev arrangeret og dirigeret af Leigh Harline og indspillet fra slutningen af 1961 og frem til juli 1961 i MGM Studio Scoring Stage i Culver City. Metro Goldwyn Mayer havde nu fået et af de bedste indspilningssteder med sit eget orkester og med nogen af de bedste musikere der kunne opdrives. Mange store film har fået indspillet deres musik i dette studie.

Musikken fra filmen har været udgivet af flere omgange på LP – både i originale og i genindspillede versioner med andre dirigenter, - men aldrig i komplet udgave. Screen Archives Entertainment der har specialiseret sig i restaurering og udgivelser af ældre filmmusik har udgivet en dobbelt CD i 2010, som indeholder alt det musik der blev indspillet til filmen i flot stereolyd, - herunder også den musik som ikke blev anvendt i filmen. På hjemmesiden findes nærmere information om dette album, som bestemt er værd at lytte til, når man interesserer sig for film fra en svunden tid. Albummet indeholder endvidere musik fra filmen "The Honeymoon Machine" (1961) – også med musik komponeret Leigh Harline. På hjemmesiden er det endvidere muligt at høre musikeksempler fra filmen.
 
 

How the West Was Won

 
Det er vel den film som er bedst kendt af de fleste og som i øvrigt også var den sidste film, der blev produceret i Cinerama. Som tidligere nævnt var det egentlig den første handlingsfilm i Cinerama der skulle udsendes efter at Cinerama tog partnerskab med MGM. I denne film blev alle sejl sat til. Hele 3 instruktører blev sat på opgaven og i filmen medvirkede et hav af datidens kendte skuespillere. Filmen var et epos i bedste Hollywood stil, om hvordan vesten blev erobret. Komponisten var Alfred Newman (1901-1970) som var en gammel veteran i filmmusik. De fleste kender hans musik uden egentlig at vide af det. Det var ham der bl.a. komponerede den kendte 2oth Century Fox Fanfare i 1933 og senere i 1953 udvidede fanfaren i forbindelse med indførelsen af CinemaScope. Den bliver brugt den dag i dag. Newman komponerede musik til 255 film og i flere år var han leder af 2oth Century Fox Studios, hvor han viste store egenskaber – både som komponist og som leder. Han var endvidere en fremragende dirigent ved koncerter uden for filmverdenen. I denne film samarbejdede han med Ken Darby (1909-1992) som tog sig de vokale solo- og kor arrangementer. Musikken i filmen indeholder foruden flot og storslået symfonisk musik desuden typisk nordamerikansk folkemusik der blev specielt arrangeret til filmen.
 
 
Det første musik til filmen blev indspillet i 1961 og derefter indspillet i en periode på 18 måneder til ind i 1962 kort før filmens premiere. Der blev anvendt et symfoniorkester på 75 musikere (The MGM Studio Orchestra) og The Ken Darby Singers. Når man ser på MGM Studio Orchestra’s sammensætning var der mange senere kendte musikere som f.eks Nino Rosso, Vincent De Rosa, Carl Fontina, Richard Nash, Tommy Morgan, Al Hendrickson. Alle musikere i MGM Studio Orchestra blev regnet for noget af det bedste man kunne få. De skulle som regel kunne spille direkte ”fra bladet” uden først at gennemprøve de forskellige temaer. Musikken blev udgivet af flere omgange på LP-vinyl og CD, - men aldrig i komplet udgave. Rhino Records (Turner) udgav i 1997 en dobbelt CD boks med alt musik fra filmen, inkl. den musik som ikke blev anvendt i filmen, samt flere demoversioner. Musikken er restaureret fra de originale 6-track stereo studie masterbånd og lyder som var de indspillet i går. Med albummet medfølger endvidere en omfattende booklet. Albummet er stadig til at få i handel – i hvert fald ved mange internetbutikker. Filmen er nu også blevet restaureret således at de to overgange i billedet ikke længere er synlige, og det er helt fantastisk at se filmen i denne flotte udgave. Denne restaurerede udgave findes på en DVD med ekstramateriale, bl.a. en meget interessant dokumentarfilm om Cinerama.
 
 

It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World & Grand Prix

 
Jeg vil afslutte artiklen med to film, som begge blev bekendtgjort som Cinerama film, men som ikke var det. "A Mad World" var optaget i 70 mm med 6-track stereophonic sound. Den blev også kopieret til 35 mm Cinemascope med 4-track sterephonic sound. Desuden blev filmen udgivet forskellige længder efter premieren den 7. november 1963 i det dengang nylig byggede Cinerama Dome Theater i Hollywood. Musikken til filmen var komponeret og dirigeret af Ernest Gold (1921 Wien, Østrig - 1999 Santa Monica, Carlifonia). Musikken er udgivet flere gange på LP og CD, men aldrig i helt rigtig original udgave. ”Originalmusikken” på de forskellige albums indspillede Ernest Gold med et mindre symfoniorkester efter filmens premiere. Kritzerland Records har i 2010 udgivet en CD i restaureret udgave af det musik som tidligere var udgivet, samt yderligere rigtig original musik fra filmen. CD’en er kun udgivet i 1000 eksemplarer, så den kan være svær at erhverve.
 
 
"Grand Prix" blev optaget i 70 mm med 6-track stereophonic sound og 35 mm Cinemascope kopierne havde almindelig optisk monolyd. Den havde premiere den 21. december 1966 i USA og i Danmark den 3. april 1967. Der blev i filmen benyttet mange specielle effekter med split-kamera, ligesom racerbilerne havde påmonteret kamera så man fulgte kørslen som racerkøreren så banen. Det har sikkert givet en god effekt på det store lærred. Musikken blev komponeret af franskmanden Maurice Jarre (1924-2009) som ellers var kendt for hans musik til "Lawrence of Arabia" og specielt "Doctor Zivago". Musikken i "Grand Prix" er typisk Maurice Jarre og minder nogle steder lidt om musikken til "Doctor Zivago" og mange af de andre film han har komponeret musik til. Musikken er udgivet på LP og CD i flere omgange, men aldrig i komplet original udgave. Screen Archives Entertainment har udgivet en CD med det komplette originale soundtrack i 2008 og findes stadig i handel hos SAE, hvor der også er muligt at høre musikeksempler fra filmen.
 
 
 
Gå: tilbage - op
Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:16:57