Wide-Screen Biografmusik | Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: Arne Dupont, Aabenraa | Dato: 01.01.2011 |
 I forbindelse med Wide-Screen film – eller
film i hele taget – er en vigtig faktor også lyden, og her tænker jeg
specielt på musikken. Ellers ville det store lærred ikke virke på samme
måde, hvis vi kun ser billedet og hører dialogen mellem de optrædende.
Teater forestillinger har ikke behov for underlægningsmusik på samme
måde, som når vi ser filmen der er redigeret og klippet sammen med
forskellige handlingsskift. Ved film i bredformat har lydeffekter og
musik en endnu større betydning, da dette ofte er en del af oplevelsen.
I tonefilmens barndom var det dog ikke alle producenter som var lige
interesseret i at have for meget musik udover en kort ouverture og lidt
afslutningsmusik. I forbindelse med en film, som for en stor dels
vedkommende foregik på havet, sagde instruktøren til komponisten: ”Hvad
vil publikum ikke tænke når de hører musik i en sådan scene på havet, -
hvor sidder musikerne?”, hvortil komponisten svarede: ”Mon ikke publikum
mere vil tænke over, hvor kan man have kameraerne stående i en sådan
bølgegang?”. Her ramte komponisten det som det drejer sig om, - musik
skal ikke høres i en film, - men føles! En god komponist kan komponere
og indspille over 1 times musik til en film uden at publikum bagefter
kan huske en tone. Hvis han har gjort det, er arbejdet udført korrekt.
Selvfølgelig er der tju-bang film med pre-indspillet popmusik eller
musicals, hvor musikken skal høres, - men det er en anden historie. Her
skal det handle om rigtig filmmusik specielt komponeret og tilpasset
filmen, men som også er lytteværdigt uden for biografen.Hvordan optager man egentlig musikken og får den redigeret ind i filmen. | Læs mere her: Wide-Screen Biografmusik Operatør i Villabyerne Kino Teatret, Aabenraa Internet link: |
 I de første mange år blev musikken simpelthen indspillet på acetatplader,
- det som vi også kender som 78 rpm lakplader. Når musikken var
indspillet på en sådan plade kunne den senere redigeres ind i filmen
sammen med lydeffekter og tale på ét optisk tonespor, som blev kopieret
ind på den færdige film sammen med billederne. Senere fandt man ud af,
at indspille musikken på en 35 mm råfilm med et eller flere optiske
tonespor. Grunden til at der blev anvendt flere spor, var ikke for at
lave en stereoindspilning. Men man havde nu mulighed for at dæmpe f.eks.
rytmesektionen eller at hæve bassen. Den indspilning der blev lavet i
flere spor kan ikke sammenlignes med en stereoindspilning, da den ikke
indeholdt et egentlig stereobillede, men mere sektioner af orkesteret. I
begyndelsen af halvtredserne fik man magnetbånd og der kunne nu laves
indspilninger i betydelig bedre lydkvalitet, som var lettere at redigere.
I USA gik man så vidt, at det blev almindeligt at benytte 35 mm
magnetfilm til musikindspilning. På en sådan 35 mm magnetfilm kunne man
have mange spor og havde derved bedre redigeringsmuligheder. I England
var det mere almindeligt at benytte magnetbånd. Dette er måske en af
årsagerne til, at mange indspilninger af filmmusik lavet i London for
mange år siden er ødelagt eller gået tabt, hvorimod indspilninger fra
Hollywood fra begyndelsen af halvtredserne er i rimelig tilstand. I USA
fik man efterhånden nogle fine indspilningsstudier, hvoraf nogle stadig
eksisterer i dag. Endvidere var mange af de bedste musikere dengang at
finde i USA, ligesom lydteknikerne var blandt de bedste. Hollywood var
en fabrik, hvor der skulle arbejdes hurtigt og effektivt med et højt
kvalitetsniveau. Komponisterne blev også bedre og på University of
California, Los Angeles (UCLA), blev mange af de bedste filmkomponister
uddannet. | |
Restaurering af filmmusik. | |
|
I dag kan vi være glade for de tekniske
fremskridt i USA i 40’erne og 50’erne. Det er i dag muligt at udgive
musik fra dengang på CD. Musik som aldrig har været udgivet på noget
medie siden det blev indspillet og redigeret ind i filmen, og som blot
har ligget på et eller andet lager i mange år og samlet støv. Jeg har
her 2 eksempler på filmmusik, som er udgivet på CD ud fra gamle optiske
35 mm musikindspilninger: | |
Prince of Foxes | |
 "PRINCE OF FOXES" (Fox-1949) med
musik af Alfred Newman, som foruden komponist også var en fremragende
dirigent, og som interesserede sig meget for det rent tekniske. Han
indspillede ofte musikken med 2 mikrofoner. En foran orkesteret og en
bagved for at opnå en ”fed” (mono)lyd. I dette tilfælde var de 2
mikrofoner ikke i fase, hvorved man med dagens computerteknik er i stand
til at adskille indspilningerne fra de 2 mikrofoner til 2 separate spor
og derved frembringe en ægte stereogengivelse. Det er fantastisk at høre
en sådan indspilning i dag, som dog ikke kan måle sig med nutidens
digitale teknik, men det lyder alligevel forbavsende levende. | |
 Den anden
film er "THE GHOST AND MRS. MUIR" (Fox-1947) med musik af Bernard
Herrmann, som blev indspillet på 35 mm optisk tonespor i 2 kanaler for
bedre at kunne redigere musikken til dialogen i filmen. Denne musik
lyder også i en forbavsende levende og klar gengivelse, selvom det
optiske tonespor har et frekvensområde på omkring 50-8000 Hz. Der findes
flere af disse gamle indspilninger helt tilbage fra 1936, som er udgivet
på CD i stereo. Ingen af de ovenfor nævnte film er Wide-Screen film, men
det siger lidt om forarbejdet og udviklingen i forbindelse med
lydarbejdet inden for filmindustrien, som har haft stor betydning for
nutidens teknikker. | |
Ice Station Zebra | |
 "ICE STATION ZEBRA" (MGM-1968) var
en film som blev præsenteret som en Cinerama film, - hvad den absolut
ikke var. Filmen blev optaget med 65mm kameranegativ og kopieret over på 70 mm og 35 mm prints. Super Panavision
(70 mm) udgaven var med stereofonisk lyd og 35 mm udgaverne i
CinemaScope var med optisk mono lyd. Filmen blev optaget i MGM’s egne
studier i Hollywood og enkelte scener i San Diego. Det ser lidt komisk
ud, når man ser billeder fra optagelserne, hvor instruktøren og andre
bag kameraet står i bermudashorts og selve indspilningsstedet er
indhyllet i (kunstig) sne med skuespillere i kraftig vintertøj.
Komponisten blev Michel Legrand, hvilket var et lidt usædvanligt valg,
da Legrand var en forholdsvis ukendt komponist og ikke fortrolig med
arbejdet i Hollywood. | |
 Han havde været filmkomponist i ca. 10 år, da han
fik denne store opgave, og han var mest kendt i Europa som jazz-komponist
og her skulle nu laves et symfonisk filmscore med et stort orkester.
Musikken blev indspillet på MGM Studios Scoring Stage fra den 6. til den
9. maj 1968. Der blev udgivet forskellige LP-plader med en del af
musikken og senere på CD. I 2003 udgav Film Score Monthly (USA) en CD
med næsten hele det komplette indspillede musik med en total tid på i
alt 79:20. Musikken er storslået og meget symfonisk og lydkvaliteten i
denne restaurerede udgave er helt i top. |
|
Ben Hur | |
 "BEN HUR" (MGM-1959) er en af de
helt store film, hvor alle sejl blev sat til. I Danmark fik filmen
premiere den 19. februar 1962 og der blev lavet et større biografprogram
på dansk med en nærmere forklaring om filmens tilblivelse og de
medvirkende, samt tekniske detaljer. Filmen blev optaget med MGM’s
Camera-65 (negativet) og blev udgivet i såvel 70 mm 6-sporet
stereofonisk lyd og 35 mm CinemaScope format. Komponisten var
Miklos Rozsa,
som var en af MGM’s topkomponister. Han kom oprindelig fra Budapest i
Ungarn, hvor han havde gennemgået en klassisk musik uddannelse. Han
startede sin filmmusik karriere i London i 1937 af pengenød og springet
til Hollywood kom i 1940 i forbindelse med musikken til The Thief of
Bagdad, som på grund af 2. verdenskrig ikke kunne færdiggøres i England.
Miklos Rozsa gjorde Hollywood til sit nye hjem og komponerede musik til
mange af de store film som f.eks. "Quo Vadis", "Ivanhoe", "Julius
Caesar", "King of Kings", "El Cid" m.m., men også inden for mange
andre genrer. Hans musik er som regel meget symfonisk og let genkendelig
i sin opbygning, når man hører det som ren musiknydelse. | |
 Han har også
komponeret forskellige klassiske værker og optrådt som dirigent ved
mange koncerter. Der blev udgivet mange albums med musik fra "Ben-Hur"
i årenes løb, - både LP og CD, men aldrig med den helt originale musik
og aldrig komplet. I 1996 udgav Turner Entertainment et album med 2
CD’er og en omfangsrig bog. Dette album indeholder al musik som blev
komponeret og indspillet til filmen. Herunder også musik, som ikke blev
benyttet i filmen og også de få indspilninger som blev lavet i Rom, hvor
filmen blev optaget. Det var planen at al musik til filmen skulle
indspilles i Rom, men af økonomiske årsager blev det meste musik
indspillet i MGM’s studier i Hollywood med The MGM Studio Orchestra, -
og gudskelov for det, - ellers havde vi i dag ikke haft de fine bevarede
optagelser til restaurering af musikken. De få optagelser som blev lavet
i Rom er kun lavet i reduceret 3 spors teknik og lydkvaliteten er ikke
på højde med det som blev optaget i Hollywood. Men det hele findes på
dette fremragende dobbeltalbum med udførlige data og en nærmere
beskrivelse af hvert tema. Et tema fra filmen – Parade of the
Charioteers – er ofte blevet benyttet ved olympiader. Miklos Rozsa døde
i en alder 88 år i 1995 i Hollywood. |
|
Lawrence of Arabia | |
 "LAWRENCE OF ARABIA"
(Columbia-1962) var ikke en Hollywood film, men helt igennem en engelsk
produktion af den legendariske instruktør David Lean. Filmen er et sandt
mesterværk og heldigvis er både filmen og musikken restaureret, ligesom
musikken for nylig er genindspillet i en meget troværdig komplet udgave,
så det næsten ikke er til at høre forskel fra det originale. Filmen blev
optaget på 65 mm film og kopieret over på 70 mm med stereofonisk lyd og
selvfølgelig i 35 mm CinemaScope. Det er en af de film som helst skal
opleves i en biograf med et stort lærred, - også selv om vi i dag i
mange hjem har store fladskærme med masser af højtalere. Filmen er
simpelthen en totaloplevelse, både hvad angår skuespiller præstationer,
kamera arbejdet af Fred A. Young – som er unikt, og sidst men ikke
mindst musikken, som er i en klasse for sig. Og det er ganske
interessant, idet komponisten blev den helt ukendte franskmand Maurice
Jarre (1924-2009), - og det ved et tilfælde. Da filmen efter flere år
var ved at være færdigklippet og der var meget kort tid til premieren i
London skulle der først findes en komponist. David Lean havde tidligere
benyttet Malcolm Arnold til filmen "The Bridge on the River Kwai",
men Arnold kunne ikke arbejde under et så kort tidspres. Andre
komponister som kom på tale var bl.a. Eric Rodgers, men hans forslag til
musik fandt ikke gehør, og den amerikanske komponist Bernard Herrmann,
som boede i London på det tidspunkt, krævede for høj en sum. Ved et
tilfælde kom David Lean i kontakt med Maurice Jarre som var i London i
forbindelse med en koncert. Jarre var klassisk uddannet og havde bl.a.
studeret arabisk musik, som adskiller sig en del fra den vestlige musik.
Da Lean hørte Jarre’s forslag til musik blev han straks valgt som
komponist, og inden for 6 uger komponerede og indspillede Maurice Jarre
noget af det flotteste originale musik der nogensinde er komponeret til
en film. Det var en helt igennem fantastisk præsentation, som krævede at
Jarre måtte arbejde dag og nat i ca. 6 uger. | |
 I filmens fortekster står
pudsigt nok anført, at musikken er dirigeret af Sir Adrian Boult. Dette
skyldtes at filmen til dels fik økonomisk støtte af den engelske stat og
derfor skulle der i filmens credits helst figurere en del engelske
kunstnere. Men Sir Adrian Boult dirigerede ikke en takt af musikken.
Maurice Jarre klarede selv denne opgave på Shepperton Soundstage i
London med The London Philharmonic Orchestra. Musikken har været udgivet
af flere gange på LP og EP, men aldrig i komplet udgave og som regel
ikke i særlig god kvalitet. Varese Sarabande har i 1990 udgivet en CD
med musikken i en restaureret udgave og med at par enkelte ”bonustrack”,
som ikke var på LP-udgivelserne. Men dette album er heller ikke komplet,
da en del af den indspillede musik er gået tabt. Man har således kun LP
masterbåndet. Dette er der rådet bod på i 2010, hvor Tadlow Records
udgav en dobbelt CD med al den musik som blev komponeret til filmen ud
fra Maurice Jarre’s originale partitur. Musikken er i denne udgave
indspillet med The City of Prague Philharmonic Orchestra dirigeret af
engelske Nic Raine. Det er en usædvanlig flot indspilning, - både
kunstnerisk og teknisk. Der findes også et andet album med The
Philharmonia Orchestra dirigeret af Tony Bremner som blev udgivet i 2000
af Silva Screen Records (UK). Dette album er ikke komplet, men
indeholder dog mere musik end det originale fra Varese Sarabande, - og
lydkvaliteten er også på denne indspilning fremragende. | |
The Robe | |
 "THE ROBE" (Fox-1953) var den
første film i CinemaScope og med 4 sporet stereofonisk lyd. Et bibelepos
i bedste Hollywoodstil. ”Det moderne mirakel som kan ses uden briller!”
Med den bemærkning var tænkt på ét blandt mange forsøg på at trække
publikum væk fjernsynsskærmen, - nemlig 3-D film, - som krævede at
publikum skulle bære nogle særlige briller under filmforevisningen. Det
var lidt forskelligt, hvordan filmen var lavet. Ved nogle film skulle de
særlige 3-D briller bæres under hele forevisningen og ved andre skulle
de først benyttes når det blev bekendtgjort. Men nu kom CinemaScope der
med ét gjorde biograflærredet ca. dobbelt så bredt, som man havde været
vant til, og der gjorde 3-D film med irriterende briller unødvendigt. Og
som noget nyt – stereofonisk lyd. OK - nogen havde allerede oplevet det
store lærred med stereofonisk lyd med Cinerama i 1952, - men det var kun
ganske få steder dette kunne ses. | |
 Nu kom et system som ikke krævede de
store ændringer i de almindelige biografer og som rent økonomisk kunne
klares inden for rimelighedens grænser. Alfred Newman komponerede
musikken i bedste symfoniske stil. Newman var på det tidspunkt leder af
20th Century Fox’s musikafdeling. I 1933 komponerede han den kendte
melodi til Fox-logoet. I 1954 blev melodien udvidet nogle sekunder så
den passede til CinemaScope formatet og den bruges stadig i dag.
Musikken er udgivet af flere gange på LP i en såkaldt re-recorded
version – d.v.s. en version som Alfred Newman indspillede specielt til
pladeudgivelse. I 1993 udgav Fox Film Scores en CD med næsten det
komplette originale musik fra filmen. Musikken på denne CD er således
det originale som blev indspillet til filmen i juli/august 1953 ved Fox
Scoring Stage i Hollywood. Der er senere udgivet en dobbelt CD med endnu
mere original musik fra filmen af Varese Sarabande (USA). Dette album er
kun udgivet i ganske få eksemplarer og er stort set umuligt at erhverve. |
|
2001: A Space Odyssey | |
 "2001: A SPACE ODYSSEY" (MGM-1968)
blev også præsenteret som en Cinerama film, men i virkeligheden var
filmen optaget med Panavision udstyr på 65 mm negativer i Technicolor og
overført til 70 mm i 6 spors stereofonisk lyd og 35 mm cinemascope med 4
sporet stereofonisk lyd. I forbindelse med genudgivelsen i 2001 blev
filmen lave i DTS 70 mm – et digialt system. Filmen er i dag lidt af en
cult film. Der er egentlig ingen handling i filmen, men mange effekter
som nok har den største virkning i en biografsal på et stort lærred. På
en almindelig hjemme-fladskærm virker filmen lidt bedaget. Den kan slet
ikke sammenlignes med "Star Trek" og Star Wars film. Musikken er
en historie for sig og nogen vil nok mene - en tragedie. Til at
komponere musikken blev ansat den legendariske amerikanske komponist
Alex North (1910-1991) som var et godt valg. Alex North var en af første
amerikanske komponister som benyttede jazz-musik i film og han kunne
håndtere større filmproduktioner, som f.eks. "Spartacus" (1960)
og "Cleopatra" (1963), og denne film krævede helt speciel musik,
som Alex North kunne mestre. | |
 Stanley
Kubrick havde ved klipningen
benyttet (temp-track) musik af bl.a. Richard Strauss – Also Sprach
Zarathustra – og Kubrick ønskede at North komponerede noget musik, som
kunne ligne dette tema. Det er almindeligt, at der i forbindelse
klippearbejdet midlertidig benyttes færdigindspillet musik fra andre
film og klassiske værker for at finde ud af, i hvilken retning
instruktøren og producenten ønsker at gå rent musikalsk, - og det kaldes
temp(orary)-track. Det er noget enhver filmkomponist frygter, da han
således ikke vil have frie hænder. Men North komponerede et tema som
lignede Also Sprach Zarathustra og komponerede derudover yderligere
musik til og med filmens Intermission, hvorefter han fik besked på, at
hans arbejde ikke længere var nødvendigt. Alex North fik sin betaling
for arbejdet, men stor var skuffelsen, da han umiddelbart efter
premieren så filmen, og kunne konstatere, at ikke en takt af hans musik
var benyttet, men i stedet var indlagt færdigindspillet musik af
forskellige klassiske komponister. Den musik Alex North nåede at
komponere blev ny-indspillet og udgivet i 1993 af Varese Sarabande med
The National Philharmonic Orchestra dirigeret af kollegaen Jerry
Goldsmith (1929 - 2004). Senere blev fundet et bånd med det originale
musik som var indspillet i studiet med Alex North som dirigent og
Intrada Records (USA) udgav i 2007 en CD med denne musik. Musikken som
Stanley Kubrick benyttede blev udgivet på flere forskellige LP og CD
albums. I 1996 og senest i 2001 udgav Turner Records en CD med de
komplette benyttede klassiske værker plus bonus-tracks, samt en lille
bog, der fortæller om filmens tilblivelse med forskellige fotos. Men
mange vil nok mene, at det havde været et plus for filmen, hvis den
musik Alex North komponerede var blevet benyttet. | |
Vertigo | |
 "VERTIGO" (1958) er optaget i
VistaVision
og teknikken bag dette specielle og unikke format er beskrevet udførligt
på biografmuseet.dk. Men for at genopfriske det kort, - optages filmen
på 35 mm negativ horisontalt, hvorved der benyttes et betydelig større
areal på negativet med bedre klarhed til følge. Filmen kopieres derefter
over på normal 35 mm film som wide screen format. Enkelte biografer
viste dog filmen i 35 mm horisontale udgaver og det har helt sikkert
været et utrolig flot billede. Filmen er i 1996 restaureret fra det
originale 35 mm vistavision negativ og over på 70 mm kopier og 35 mm
kopier og fremstår i dag med en utrolig flot skarphed og klarhed i
farverne. | |
 Musikken er komponeret af Alfred Hitchcock’s hofkomponist
Bernard Herrmann (1911-1975) og musikken til denne film regnes for noget
af det bedste musik Herrmann komponerede til en Hitchcock film. Normalt
dirigerede Herrmann altid selv sin musik, men i dette tilfælde var det
ikke muligt, da der i USA på det tidspunkt var strejke blandt studie
musikerne. Musikken måtte derfor indspilles i London med Muir Mathieson
som dirigent. I sympati valgte Bernard Herrmann ikke at dirigere
musikken i London. Efter at Londonmusikerne strejkede i sympati, måtte
de sidste optagelser indspilles i Wien, - stadig med Muir Mathieson som
dirigent. Musikken fra filmen er udgivet flere gange på LP og i en
restaureret udgave i 1990 på CD fra Mercury Records. Denne udgave
indeholder kun det musik som blev indspillet i London, men er bestemt
lytteværdig. I 1996 udgav Varese Sarabande pudsigt nok 2 CD’er med musik
fra denne film. Først en gen-indspilning med det komplette musik med The
Royal Scottish National Orchestra dirigeret af Joel McNeely. Kort tid
efter samme år udkom en CD med det (næsten) komplette musik indspillet i
London og Wien i en vellykket ny remastered udgave. Det er her tale om
virkelig lytteværdig musik af høj kvalitet og om den originale version
købes eller gen-indspilningen er en smagssag. | |
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:16:58 |
|