| | Toftlund Biografteater / Toftlund Biograf | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 30.06.2023 | Centralhotellet i Toftlund med salen bagved og den gamle Kosmorama til højre, luftfoto cirka 1948
Toftlund Biografteater / Toftlund Biograf Østergade 1
Åbnet 7. oktober 1921 Lukket 30. juni 1950
Fredag den 7. oktober 1921 er der atter biograf i Toftlund, hvor forestillingerne nu finder sted på Centralhotellet, som er opført i 1902 på grunden af den gamle Junckers Kro. Kosmorama på den modsatte side af gaden var lukket 3½ år forinden.
Toftlund Biografteaters åbningsprogram består af ’et 5 akts filmdrama’ med et lystspil som supplement foruden en række naturbilleder. Salen benyttes også til levende teater, blot tre dage forinden har man eksempelvis opført ”Nøddebo Præstegård” med stuvende fuldt hus. Lokalet er rummeligt med galleri på første sal og plads til op mod 300 gæster. Både hotel og biograf ejes af Hans Heinrich Petersen Gabelgaard fra Vojens.
De levende teaterforestillinger er fortsat populære, men som biograf falder lokalet igennem og visningerne ophører allerede få måneder senere. I 1922 sælges Centralhotellet til Christian Rasmussen, der sammen med cigarhandler Callesen i januar 1923 overvejer at gøre et nyt forsøg med levende billeder i hotellets sal, men bevillingen skal via politimesteren først godkendes af Justitsministeriet, så det trækker noget ud.
Forholdet var gået i orden i juli med Rasmussen som bevillingshaver, men forventningsfulde gæster må væbne sig med tålmodighed en rum tid endnu, før biografen mellem jul og nytår slår dørene op med August Bloms stumfilmsudgave af Steen Steensen Blichers ”Præsten i Vejlby” den 29. december. I begyndelsen bliver det blot til én ugentlig forestilling, da salen fortsat benyttes til alle mulige andre formål. Byens ungdomsforening holdt eksempelvis til på hotellet, men efterhånden som de blev ældre, fandt yngre generationer andetsteds hen. Det ændrede sig først igen til allersidst, hvor salen blev benyttet som discotek. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround
High-Impact biografdesign | Toftlund - Centralhotellet med biografsal
I biografens dage var antallet af siddepladser efter en renovering i 1936 endt på 200 med Cathrine og Julius Lassen som midlertidigt direktørpar, før driften i 1940 atter overtages af Christian Rasmussen frem til 1943. De næste fire år er redaktør P. Tolderlund-Hansen indehaver af biografbevillingen. Han sørger for installation af et nyt lydanlæg i 1944.
1. januar 1947 flytter Tolderlund-Hansen fra byen og afløses af den nuværende hoteldirektør Anker Andersen. Samme år i maj udstedes en helt ny biografbevilling til cigarhandler B.M. Nissen under forudsætning af, han opfører en ny biograf. Nissen havde to år forinden købt Vamdrup Biograf, som han drev nogle få måneder, før byens biografbevilling blev overdraget inspektør Thorkild Petersen fra Palads Teatret i Fredericia, der i stedet åbnede Kino-Palæet, den nuværende Kino. I Vamdrup fortsætter visningerne på Centralhotellet ved direktør Andersen, selvom Nissen forsøger at få dem flyttet over på Frosch Hotel, hvis stald da skulle omdannes til biograf med 186 pladser. Et tidligere forslag om at benytte en gammel skole var forinden blevet forkastet og nyopført var en staldbiograf jo heller ikke.
Efter nogle omtumlede år for Nissen får han atter biograf i Vamdrup, da han i november 1948 overtager Kino-Palæet, som den nye direktør ikke kunne få til at forrente sig og opgiver derved Toftlund. I nærheden af den gamle stationsbygning, der i 1. verdenskrigs sidste år var ejet af byens oprindelige Kosmorama-indehaver, bliver det til sidst automobilhandler Karl Brinkmann, der er mand for opførslen af helt ny biograf, efter han under samme klausul har fået overdraget bevilling til byens levende billeder i september 1950. Hans plan om at opføre en ny biograf omme bag Centralhotellet forkastes af sognerådet, der i stedet anbefaler at bygge på en grund ved siden af tandtekniker Hansens villa ved den nuværende rutebilstation, som kan erhverves for fire kroner pr. kvadratmeter.
Den nye biograf står først færdig i september 1951, så længe er byen igen uden fast biograf, efter visningerne på Centralhotellet er definitivt ophørt ved udgangen af juni 1950. Hotellet rives ned i 2005 sammen med nabobygningen til højre. Der er i dag parkeringsplads på grunden med supermarkeder bagved. | | | | • Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | | | | | | • Gå til Toftlund Biografteater / Toftlund Biograf | | Gå: tilbage - op Opdateret 27-06-2023 | | |