| |
Keaton Cinema, Brande |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
19.11.2023 |
Bagstykket
af Brande Biograf i Storegade 31 til venstre og Keaton Cinema til højre
i 1980
Keaton Cinema
Storegade 31
Åbnet 31. juli 1980
Lukket 11. november 1984
I 1914 var Brande Biograf
flyttet fra Brandes gamle gæstgivergård over til
Westergaards Afholdshotel fra 1897, der havde vokset sig større
med en ny tilbygning på hjørnet af Blichersvej i 1923 opført af
biografens direktør Theodor Madsen, som tillige havde overtaget hotellet
efter sin svigerfar og nu navngivet det efter ham selv.
Biografen var imidlertid flyttet igen i 1942, denne gang skråt over
gaden til en nyopført sal bag Storegade 56, hvor
Brande Bio stadig
fungerer her i 1980, men nu vender filmene tilbage til nr. 31, hvor det
ikke er den gamle sal, der atter er i funktion, her er der nemlig
indrettet restaurant under navnet ’Kronjyden’. Det er i stedet
hjørnebygningen, som var yderligere forlænget med en
administrationsbygning i 1925 indeholdende en mindre mødesal, der bliver
til ny Keaton Bio, som der står over indgangen, den gamle hotelentré,
mens det officielle navn Keaton Cinema ses på et tilsvarende håndmalet
skilt til højre over stuevinduerne. Navnet er til ære for Buster Keaton,
en af særligt stumfilmfarcernes ypperste, der i agtelse var på linje
Harold Lloyd. Unge læsere har måske svært ved at huske dem begge, men
deres bedste farcer var helt på højde med Chaplin.
Salen indrettes med 64 stole hentet fra
Middelfart Biograf og
lægger naturligvis ud med Keaton-farcer i forbindelse med
åbningsreception for hele byens befolkning dagen før den officielle
start, der skydes i gang torsdag den 31. juli med Robert Bentons ”Godt
skudt, du gamle” kl. 19 og 21.15.
Lokalet kaldtes forud ’Bamboo Klub’ og måtte det i visse øren lyde lidt
uartigt, var det vist et respektabelt sted, der bl.a. benyttedes af den
lokale badmintonklub. Foran salen er der venterum indrettet i de gamle
mødelokaler med små billeder på væggene og café-, plakat- og billetsalg
i tidligere værelser ud mod Storegade, hvor der også afholdes
galleriudstillinger, mens toiletterne til nogen møge og besvær er
placeret nedenunder, hvor de deles med samme pub, der havde ligget her i
årevis. Indgangen deler man også som grobund for adskillige hovedbrud
siden.
Keaton Cinema drives af fotograferne Jan Dyrlund Hansen og Preben
Housted med følgeskab i august 1982 af Bodil og Jens-Christian Kjær,
Kirsten Eskildsen samt multikunstneren Eric Storél, der allerede i
forbindelse med indvielsen havde ageret stumfilmspianist sammen med
violinvirtuosoen Wandy Tworek til Keaton-filmene. Bygningen er på samme
tidspunkt overtaget af revisor Niels Yde Nielsen, som ikke gør det let
for Keaton fremover.
’De to klovner’ blev de to direktører i spøg benævnt tilbage i 1980. Ni
år forinden havde et samleprogram med netop Keaton i selskab med Charley
Chase og Gøg & Gokke haft premiere under titlen ”De fire klovner”. ’Det
ville aldrig gå’, mente man, men det gjorde det nu alligevel selv i en
lille by som Brande. Store kunstneriske succeser fra hovedstaden nød
samme opbakning her i byen, det gjaldt eksempelvis Volker Schlöndorffs
Oscarbelønnede ”Bliktrommen”, en af Keatons største succeser af nyere
dato sammen med Bernardo Bertoluccis ”1900” i to helaftensdele som
uomtvistelig kæmpesucces forevist i ét stræk samme aften. I forbindelse
med biografens 4-års fødselsdag udstilles en stor plakat akkurat
forestillende fire klovner. Salen rummer da 59 pladser.
Udfordringerne startede for alvor i 1982, da Keaton klager over larm fra
det nye Discotek Stardust i tilbygningens stueetage i en tidligere pub,
der senest havde fungeret som discotek ’Tophat’, hvor Keaton på
genåbningsaftenen måtte betale sit publikum pengene tilbage for John
Carpenters gyserfilm ”Tågen”. Discoteket ender med at indrette sig efter
biografens åbningstider fremfor at bruge store summer på at lydisolere.
Til en begyndelse havde Keaton selv skruet op for musikken til deres
næste program, ”ABBA”-filmen af Lasse Hallström og egentlig var det kun
fredage, der udgjorde et problem, da Keaton ikke viste film på lørdage,
mens discoteket omvendt kun holdt åbent disse to dage i ugen. Man når
til mindelig overenskomst ved, at Keaton helt lavpraktisk skal ringe til
Stardust, når forestillingen er slut fredag aften, men glemte dog at
tage højde for længere spilletid ved helaftensfilm som eksempelvis
Michael Ciminos ”The Deer Hunter”, Stanley Kubricks ”Barry Lyndon” eller
franske ”Moliere” på næsten 4½ time, hvorefter der atter var ballade.
I starten af 1983 åbner en Chicken & Burgerbar i den gamle pub med ny
indgang fra hjørnehuset, hvorved man en tid også lider af gener fra
friture-os, før køkkenets ventilation kommer i orden. Ikke nok med det
piller bygningens ejer biografens skilt ned for i stedet af reklamere
for kyllingerne, idet Keaton havde nægtet at justere skiltets højde med
de fornødne 30 centimeter. Biografen har desuden undladt at betale
varmeregningen, da der angiveligt var blevet lukket for selvsamme i et
forsøg på bogstaveligt at fryse dem ud, mens huslejen samtidig var sat
op fra de oprindelige 500 kroner til nu 4.000, før et forlig i
boligretten var endt på lige knap 1.100 kroner, som ifølge Keaton dog
først kan træde i kraft, når toiletforholdene og en manglende branddør
er bragt i orden. Det var virkelig svært at holde rede på omfanget af
stridighederne.
Fir- eller rettere femkløveret overtager i stedet ledelsen af
Bio på den anden side og lukker Keaton søndag den 11. november
1984 med Warren Beattys ”Reds”. Egentlig skulle biografen være fortsat
til årsskiftet, men Keaton blev løst fra sin kontrakt, det kunne vel
heller ikke gå hurtigt nok. Filmapparaterne blev solgt til Pia og Peer
Bruun, der drev både
Bio
og
Cinema Center i Herning.
Efter lukningen fortsætter discoteket som ’Natekspressen’. Det havde på
et tidspunkt forud sjovt nok også heddet ’Trinbrættet’, men i 1990 rives
det alt sammen ned; hele det oprindelige hotel med restauranten i den
gamle biograf og den nyere fløj ud mod Blichersvej, der alt sammen var i
kraftigt forfald. En ny ejendom med beboelse og supermarked blev året
efter opført på dets sted med nyt vejstykke og parkeringspladser
umiddelbart bagved. Her i 1991 blev også Brande Bio revet ned,
efter at være blevet lukket i 1988.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Brande Bio (1942) |
Brande Biograf (1914) |
Brande Biograftheater (1911) /
Verdens Biografen / Brande Biograf
|
|
|
|
|
|
• Gå til Keaton Cinema |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|