Brønderslev Biografteater / Biograf-Teatret / Biografteatret Bien / Bien & Orkideen | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.05.2025 |
| Brønderslev Biografteater / Biograf-Teatret / Biografteatret Bien / Bien & Orkideen Bredgade 15 (siden Bredgade 45, i dag Bien - Passagen 4) Åbnet 17. januar 1908 Lukket 22. marts 1908 Genåbnet 7. marts 1909 Lukket 11. december 1910 Genåbnet 18. oktober 1918 Lukket 23. december 1990 Genåbnet 1. april 1991 Lukket 7. april 1991 Hotel Eduard åbnes i maj 1907 af fhv. konditor Eduard Petersen fra Vestergade og her flytter Christian Nørgaards biografteater ind i januar 1908 efter senest at have taget ophold på Hotel Phønix længere oppe ad Bredgade. Allerede måneden derpå køber et konsortium bestående af fire entreprenante forretningsdrivende både apparat og bevilling af Nørgaard, der i øvrigt stiller træskoene senere samme år. For 25.000 kroner erhverver konsortiet samtidig en større ejendom i Nygade for derovre at indrette et såkaldt tidssvarende biografteater, som åbner sidst i marts for herefter at eksistere i 11 måneder. Pr. 1. marts 1909 sælges hotellet for 100.000 kroner til barber Poul Højlund, som var blandt biografkonsortiets investorer, hvorefter Pedersen for sin part genoptager konditorgerningen og filmene flytter tilbage. Eduards sal – placeret let højredrejet i gården – er trods balkon hele vejen rundt dog ikke beregnet på teater – dette har alle dage haft hjemme i enten Phønix eller på byens tredje store hotel, nemlig Hotel Brønderslev nede ved stationen, der også lægger hus til biograf mellem 1921 og 1925. Eduard eller rettere Højlund kan ikke helt holde sig i skindet, men inviterer dette år på sommerteater, sådan som der også er året derpå foruden, at der kan noteres visit fra skuespillere tilknyttet Det Kongelige Teater. Den store, rummelige lokale er luftigt med masser af vinduer både oppe og nede. Højlund, der ejer flere ejendomme, går konkurs i juni 1910, men har inden da solgt hotellet videre til proprietær Wacher og med handlen følger samtidig bevillingen til biografteatret. Fra efteråret blomstrer det således op på ny med driften fra november overladt Christian Fin Jensen, som var en anden herre fra førnævnte konsortium, der i mellemtiden havde fornøjet sig med at starte biograf i Sindal. Biografen fortsætter herefter et år yderligere på Eduard, før der søndag den 11. december 1910 nu gives to store afskedsforestillinger her, da biografteatret drager videre på dets utrættelige færd denne gang mod Vestergade, hvor et værksted bliver forandret til biograf. At der aldrig blev givet spiritusbevilling til Eduard er til alle tider dette steds største hæmsko, men har så biografgevinsten sidenhen. Wacher kaster sig dog i favnen på et alkoholisk foretagende, da han sælger stedet til bryggeriet Vendia i Hjørring, som forpagter ud til en stakkels fhv. kroejer ved navn Jens Jensen, der for alvor kommer i problemer, da den tidligere ejer fortsat personligt råder over bevillingen til både det ene og det andet. I hele 1911-12 er der stor ballade i byen med krusninger helt over til Justitsministeriet i København og tilbage igen, da Jensen forsøger at få tilladelse til både gæstgiveri og servering, hvad han strengt taget fortsat ikke har henover sommeren 1912, hvor mange slet ikke fatter, at stedet endnu er åbent. Ikke mindst afholdsfolk, der som forfatteren Johan Skjoldborg i et større indlæg klandrer, at hotellerne ikke nøjes med at være til behag for rejsende, men virker dragende på byens folk, der klatter pengene væk her fremfor at tilbringe tid hjemme hos familien. Han gør sig i samme forbindelse også interessant i andre byer – ligeledes spændende i forhold til biograf, da han siden søger netop en sådan bevilling på egnen, hvilket så sjovt nok ikke tildeles ham. Det finder man så anledning til at give ham ovre i Brønshøj ved København, hvor han overhovedet ikke tager bopæl, hvilket falder lige så mange for brystet. Han var tydeligvis en herre, der kunne slippe afsted med lidt af hvert og levede højt på princippet om at moral er godt men dobbeltmoral meget bedre. Balladen består i, at der er mange, der gerne ser stedet nedlagt, nu det alligevel åbenbart ikke kan svare sig at drive det. Salen står tom det meste af tiden; der afholdes nogle politiske møder og ved højtider er der fest og julebal, men uden videre drift andet end lidt forretningsudlejning en svær skude at holde oven vande. At den er helt gal, ses i oktober 1911, hvor ”Den hvide slavehandel” er på programmet. Altså ikke filmen – hverken Fotoramas original, der var en bragende succes henover tre dage i november 1910 – eller Nordisk Films plagiat, men et foredrag ved oplæg af en frue, der rejser rundt for at advare folk og ikke mindst ungt frøkener om at blive lokket, sådan som man jo har set det ske i disse og lignende film. Jovist var der en heftig trafik mod USA eller steder, der var værre. Kun godt og vel et dusin tilskuere mødte denne gang op. I januar 1912 dør så Wacher, hvorefter enkefruen lader sig betale af de to konkurrerende hoteller for ikke at udnytte bevillingen, men det vil jo Jensen så gerne og dermed polemikken, der til slut påtvinger en lukning, men da sagen er ulden, får Jensen lov at genåbne – på afholdsbetingelser, hvorefter stedet herefter refererer som Brønderslev ny Afholdshotel. Det andet på Nørregade med byens allerførste biograf fandtes da endnu. Idet alle fortsat kun benævner stedet som Eduard, vender navnet hurtigt tilbage også fra officiel side. I januar 1916 overtages Eduard af K.F.U.M., men så i februar 1917 sælger Vendia hele herligheden til et nyt konsortium bestående af snedker Mikkel Jensen i rollen som førstkommende direktør samt cykelhandlerne Mikkel Andersen og Jens Nielsen Vendel, der var svogre med sidstnævnte som bevillingshaver. Byens biograf er i mellemtiden stille og roligt flyttet tilbage til Bredgade blot få meter væk ovre på den anden side af gaden hos rebslager Lehm i et pænt, lille lokale, så her bliver man nok ikke begejstret, da det viser sig, at Vendel sværmer for film og allerede i marts ansøger om bevilling til at genoptage biografdriften. Denne kommer forbavsende hurtigt, da man i de andre henseender er lidt beskæmmet over de seneste år, men først i foråret 1918 påbegyndes en gennemgribende ombygning, så biografen kan åbne på linje med de nyeste af slagsen i større byer. Hele forhuset undergår en samtidig forandring, hvorefter der således heller ikke længere skal være traditionelt hotel. Familien indretter beboelse til sig selv med fru Sigrid som fortsat bevillingshaver efter mandens død mange år senere, mens resten bliver til lejligheder. I stuen flytter Andelsbanken ind sammen med et konditori og en butik yderligere, mens Eduard til højre består af navn med alkoholfri udskænkning nu stukket af Bien, der som Vendels største aktiv bliver biografens nye navn. Indgangen til den sker herefter fra bagsiden gennem gården, hvor en sidebygning rummer et venteværelse med samme gamle, indvendige trappe fra salen op til balkonen, hvor der bagved er indrettet operatørrum. Bien letter under pomp og pragt den 18. oktober 1918 med orkesterledsagelse af ti mand. Allerede fem uger forinden er det næsten færdige lokale blevet forevist den nysgerrige presse, der beretter om en fuldstændig forandret sal i både smukke og sjældne farver samt ikke mindst en overdådig udsmykning med blik for løjerlige scenerier begået af en københavnsk kunstmaler også kaldet kryptdekoratør ved navn Madsen-Wisneth, der lader sin vision udspille sig hele vejen rundt op over selve loftet, hvor flotte lysekroner liver yderligere op. Man forstår dog ikke helt, hvad det skal forestille. ’Kontrasternes harmoni’ kalder han selv de hvide, violette og gule farver, der i kalkmalerier spiller op mod hinanden med selve de påmalede figurer i bevægelse personificeret ved begreberne kraft, sorg, krig, forfængelighed og moderkærlighed, mens personer afbilledet oppe på balkonen er beskæftiget ved håndværk. Altså et eventyr til udforskning sådan som man også har set det i andre af landets smukkeste biografteatre, selvom altså de færreste selv efter adskillige besøg mener at forstå den forestilling, der udspiller sig udenfor billedfeltet. I salens hjørner er der opsat kønne kaminer suppleret af en stribe varmeapparater. I alt rummer salen plads til 425 gæster. Krigsbilleder fra Frankrig er blandt de første strimler at se efterfulgt af en fire akters vanvittig morsom amerikansk film. Om aftenen den 3. december 1919 er den gal, da operatøren under sidste akt omkring klokken halv ni lugter røg af svedent læder og papir. Det viser sig, at der er gået ild i en ny lædervarefabrik, der er vokset op bagved samtidig med nyindretningen af salen og værre, at branden allerede har godt fat. Brandvæsenet tilkaldes øjeblikkeligt, men inden man har fået has på flammerne, er værkstederne ødelagt og biografen godt beskadiget primært af vand. Natten til den 19. juni 1925 brænder læderfabrikken igen, hvor Bien ikke slipper nær så nådigt, men bliver næsten lige så molesteret af flammerne som det bagvedliggende. Henover sommeren er der indrettet biograf på dyrskuepladsen, hvor en lade fungerer som fuldgyldig biograf. Herudover er konkurrenten på banen med forstærket kraft, da Brønderslev Biografteater, som efter nogle års stævnemøde med Hotel Brønderslevs store teatersal nær stationspladsen netop er flyttet videre op ad den nuværende Algade. Dette overtager da en titel, der skulle have været på plakaten i Bien, som først er flyvende igen den 28. oktober med Karina Bell som ”Lille Dorrit” i dansk Dickens-fortolkning. Indgangen er i samme forbindelse flyttet tilbage til Bredgade gennem hotellets oprindelige dørparti med billedskabe på hver side. Gennem en smal forhal med billetkontor er der skabt ny vestibule længere tilbage, hvor der fra selve salen fortsat er trappe op til en nu helt ombygget balkon, der udvidet på maven har fået amputeret armene. Denne er indrettet med polstrede stole, hvortil der kan bestilles billetter og foran lærredet er musiktribunen nedsænket til en rigtig orkestergrav med gulvet bagtil let skrånende. Samme kunstmaler har stået for udsmykningen, der denne gang får et helt andet udtryk i indisk stil, som vist bedre var til at forstå. Der er nu i alt 350 pladser. Efter en måneds sommerferie genåbner Bien lørdag den 15. august 1931 med tale- og tonefilm på et nyt apparat fra Bang & Olufsen til 6.000 kroner hilst velkommen med ”Drømmenes vals” som en overalt påskønnet succes. De næste mange år glider forbi som en drøm i stadig konkurrence uden mange andre forandringer. Største begivenhed måtte forekomme i 1957, hvor der fra den 22. juli bydes på ”Galante eventyr” ved Sophia Loren og Marcello Mastroianni i scope. En biograf ved navn Bien er selvfølgelig lige sagen for en herre ved navn Fuglsang nærmere bestemt Karl Gunnar, der ejede en formbrændselsfabrik i Tylstrup. I november 1958 overtager han biografen efter enkefru Vendel med bevilling fra januar 1959 og lader straks facaden tage sig noget mere indbydende ud, ligesom forhallen som betingelse for bevillingen moderniseres med nye toiletter. Der kommer desuden chokoladekiosk og hvilebænke. Første år under Fuglsangs ledelse sælger Bien over 100.000 billetter, hvilket skal være rekord. Biografen på Algade, der i 1941 skiftede navn til Kino, har allerede haft flere danmarkspremierer bl.a. fra Criterion, som i oktober 1964 også finder en enkelt til Bien, da den tyske ”Attentat på Fyrskib RS-2” med James Robertson Justice får premiere her som eneste sted i landet. I april 1966 moderniseres salen, hvor fem slidte rækker erstattes af helt nye og moderne stole, i alt 78 bløde sæder nu også på gulvet. Der kommer desuden nye løbere på gulvet, mens væggene males i friske farver. I maskinrummet sørger B&O for at udskifte kulbuelys med xenonkolber, hvilket bevirker et langt kraftigere skær. Fra sommeren 1970 går det dog omvendt sommetider temmelig dunkelt for sig med pornofilm på 8mm, men kun frem til jul, hvor Fuglsang garanterer, at han herefter vil holde sig til ordentlige film, sådan som Bien altid havde været kendt for et kunstneriske repertoire plantet mellem de store sællerter. Vi synes dog selv mange år senere at støde på en titel kaldet ”Purung, våd og villig”. I efteråret 1975 er Fuglsang blevet sin konkurrent kvit og tror alt godt indtil oktober 1977, hvor biografdirektør Preben Østerfelt fra Boulevarden og Københavneren i hovedstaden meddeler, at han har købt den gamle Kino for at genåbne i januar. Fuglsang melder straks ud, at han så for sin part vil udvide med en sal ekstra, der skal placeres oppe i den gamle direktørlejlighed, hvis nuværende lejer netop er flyttet ud. Efter sigende foreligger tegningerne allerede. Mere kærligt bliver forholdet ikke til naboen ovre på Algade, da denne vil lade Kino skifte navn til Blomsten. Hvad den nye biograf på Bredgade så skal hedde? ’Måske bliver navnet Honningkrukken, så Bien kan suge honning fra Blomsten’, gnækker direktøren. Valget faldt på Orkideen og pudsigt nok stammer både stole og maskineri til denne fra netop Kino, som han overtog, da den lukkede og herefter stillede til opmagasinering. Efter ti måneder kommer salen til verden sidst i august indrettet med 72 pladser og operatørrummet hægtet sammen med Biens eksisterende, så samme mand nemt kan betjene dem begge, hvilket også gælder billetsalget. Dette foregår fortsat fra en pult i foyeren, hvor en trappe fører direkte ovenpå. Spilletiderne vil som udgangspunkt blive kl. 19 og 21 i den store sal, mens den lille klemmer sig ind kl. 20 med plads til udvidelse efter behov. Første eksotiske film på toppen den 2. september bliver ”Alle tiders race” med et stjernecast bestående af bl.a. Jack Lemmon, Natalie Wood og Tony Curtis, mens den store denne uge nøjes med at vise den lige så fint besatte ”Ørneborgen” kl. 19 på grund af længden. Bien flyver i denne tid med 240 pladser og når et højdepunkt mellem jul og nytår 1978, hvor John Travolta i ”Saturday Night Fever” på fire dage indspiller 20.000 kroner, hvilket svarer til fire udsolgte forestillinger. Særligt glad er Fuglsang desuden for Nordisk Film og ikke mindst ASA-Panorama, der ved flere lejligheder venligt byder på samtidig nordjysk premiere i fem biografer, hvilket for ”Ud at køre med de skøre 2” fra 1984 betyder, at den indspiller fem-seks gange mere end den første. Alene første spilleuge sælger den 910 billetter, hvilket er lige så mange som Erik Ballings ”Midt om natten” nogle måneder forinden, der rundt om i landet er årets største succes. Det samlede resultat blegner dog noget, da Bien & Orkideen på hele året kun noterer sig for 18.000 solgte billetter. Fuglsang er ikke bleg for at klage sin nød og modtager pension ved siden af, som han siger, for ellers var han død af sult. Efter en ophedet kulmination i 1981, som man kan læse om på Algade, har han den seneste tid ikke hidset sig nær så meget op over sin konkurrent, hvor Blomsten har været på foryngelseskur og vendt tilbage til blot at hedde Biografen som tidligere i historien. I sommeren 1985 tilbyder Fuglsang at udvide den gamle tilbygning i gården, som kan benyttes til garderobe m.v. i forbindelse med banko i den store sal, hvis ellers kommunen er med på idéen. Orkideen fortsætter uforandret, hvor Bien med nu 220 pladser lægger hus til andre sager, efter projektet stilles i bero. Så sent som i januar 1989 lægges der atter nye tæpper og belysningen forbedres, mens lokalkunstner Niels Gorm Andersen dekorerer foyerens vægge med motiver af ’Olsen-banden’ og ’De uheldige helte’ med bl.a. vores ven Tony (hov, det var jo tv…!) samt Liza Minnelli m.fl. foruden biografdirektøren som den naturligvis største attraktion selv har stået model med sin bemærkelsesværdige pondus. Trods veltrimmet fuldskæg ligner han ikke just Bud Spencer. Efter et år med den største succes i ti år, nemlig ”Dansen med Regitze” fra Nordisk Film med Frits Helmuth og Ghita Nørby, der kommer på plakaten tre gange, lukker Bien & Orkideen den 23. december 1990, hvor der kun er to film på plakaten om eftermiddagen, nemlig Erik Clausens familiefilm ”Tarzan Mama Mia” samt tegnefilmen ”Tintin og Hajsøen”. Der kommer så det lille appendiks til historien, at Fuglsang alligevel tager mod til sig og genåbner. Det sker 2. påskedag den 1. april 1991 og kun Bien med Charlie Sheen og Emilio Estevez i ”Vi ta’r skraldet” distribueret af Egmont Film. Det er ikke en aprilsnar, men filmen sælger på syv dage bare 34 billetter, hvorefter han ikke skal nyde mere. Titlen var vel også nærmest profetisk, for det store problem består i, at distributørerne nu i mellemtiden har indgået aftaler med den konkurrerende biograf, hvilket fx også omfatter Egmonts ”Danser med ulve”, som Fuglsang ellers gerne havde suget næring fra. Skraldet bliver i øvrigt gentaget i biograflisten resten af måneden, men der er ikke flere forestillinger indenfor. Trods udsagn om genåbning efter en god, lang sommerferie, er Bien faldet til jorden. Hvor der var hotel- og biografindgang, fører døren fra 1994 ind til ny beboelse i Orkideen og bagved bliver mellemhuset med foyer og operatørrummene henover revet ned. Bien var dog ikke helt færdig med at summe alligevel, da den store sal tages i brug som aktivitetscenter. Det sker fx ved nogle hip-hop arrangementer, hvor stolene tages ud, for at blive sat ind igen, hvilket slet ikke var ukendt for salen, da Fuglsang allerede i 1966 havde lokket med Hit House og pigtrådsorkester i et nærmest identisk arrangement. Dengang skete det søndag eftermiddag, hvilket en tid havde aflyst børneforestillingerne. I 1995 bygges scenen om i form af en større udvidelse og i august 1997 kommer det faktisk på tale at genindrette den gamle sal som biograf, hvor indgangen da er ført tilbage til Passagen bagved som i 1918 nu indrettet med toiletter. Udvendigt står salen i dag nymalet med alle de gamle vinduer, der i hundrede år har været spærret af på den indvendige side. Her afholdes der fortsat kulturelle arrangementer, som fx i april 2024 en aften ved Foreningen Norden, hvor publikum hører om Selma Lagerlöffs liv og forfatterskab med musikalsk afrunding. Foreningen stiftet i 1919 havde i øvrigt selv drevet biograf ved Nørreport Bio i København fra 1952 til lukningen i 1981. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer 7OMM, Storformat, Film- og Lydsystemer Historien om 70mm og De Store Formater • CinemaScope | Widescreen • VistaVision | Todd-AO • "Windjammer" i Cinemiracle • "Dette er Cinerama"! • Vises "i Sensurround" High-Impact biografdesign |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Brønderslev Biografteater (1906) | Brønderslev Biografteater (1907) | Brønderslev Biografteater / Biograf-Teatret | Brønderslev Biografteater (1908, marts) | Brønderslev Biografteater (1911) | Brønderslev Biografteater / Biografen | Brønderslev Biografteater (1921) | Brønderslev Biografteater / Biografen / Kino / Blomsten | BASbio, Brønderslev | |
• Gå til Brønderslev Biografteater / Biograf-Teatret / Biografteatret Bien / Bien & Orkideen | |
| Gå: tilbage - op Opdateret 08-04-2025 |