| |
Claus Berthelsen og hans Orkester
Historien om '80er bandet Naïve, der i 2020 er genopstået efter en meget
lang pause |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
Thomas Hauerslev |
Dato:
01.01.2021 |
Et
fritidsjob i en biograf kan have stor indflydelse på ens fremtidige
karriere: Biografdirektør, popstjerne, filmudlejer, discjockey, jurist,
stationsbestyrer, filmklipper, filminstruktør og meget andet. Claus Berthelsen
(1958) og orkesteret Naïve tager afsæt i et job som piccolo i
Københavnske biografer i slutningen af '70erne. Karrieren tog fart i
'80erne, hvorefter der snart kom familie og børn. Musikken blev lagt
til side, men som man har set med mange andre popgrupper, er Naïve genopstået
i 2020, efter at børnene for længst er flyttet
hjemmefra. Claus Berthelsen fortæller her om Naïve's historie,
musikskrivning og koncertplaner. Hasselbladfoto, oktober 2020: Thomas Hauerslev
Thomas Hauerslev: Hvem er Claus Berthelsen, ham der laver musik, og hvor kommer
han fra?
Claus Berthelsen: Jeg kan fortælle, at på et eller andet tidspunkt sidst på året,
eller i
foråret [2021], afhængigt af tempo, så kommer der en dejlig udgivelse med med
vores første plade "Fish" på menuen. Den er parret med den første maxi-single vi udgav,
"Carry On", også på vinyl, og så en booklet hvor Martin Bigum har leveret nogle
malerier og en tekst til. Der er også et portræt af Naïve i de unge år,
skrevet af Klaus Lynggaard, så der kan man læse hvem Claus Berthelsen er.
Jeg er en sangskoledreng, er vokset op i Valby og gik på Sankt Annæ Gymnasium.
Min far spillede violin og min mor sang ude i køkkenet under madlavningen. Så
blev jeg åbenbart glad for musik og fodbold. Jeg voksede op og blev student, og så begyndte det at tage overhånd med musikken.
På det tidspunkt havde
jeg
arbejdet seks syv år i Nordisk Film. Jeg startede i
Imperial Bio, og da
Palads Teatret blev til 12 biografer [juni 1978], så var vi nogen, der "flygtede" over til
Palads. Først var jeg kontrollør og senere billetsælger. Jeg arbejdede i Palads til
omkring 1985-86, da jeg var begyndt at lave radio
på Danmarks Radio. Det var samtidig med, at det første album med Naïve udkom,
og så var det ligesom dét jeg gjorde de næste år.
Jeg var begyndt at spille musik for alvor da jeg var i biografen, men med hensyn til
Naïve, begyndte det først, da jeg holdt op i Nordisk Film. Musikken var det vigtigste i nogle år
selvom jeg tjente ikke så meget. Jeg klarede mig med det
radioarbejde der var, og der kom bare mere og mere. Med tiden var det på fuld tid
i radioen. Jeg skulle jo også tjene
nogle penge.
THa: Hvornår er Naive født?
CB: Bandet begyndte at hedde Naïve i november '83. Indtil da hed bandet "Words and Welfare".
Vi er en kvartet, der spiller opvarmning
for nogen der hedder “Eyeless in Gaza” inde på Musikcafeen. Der skifter
vi navn til Naïve. Det er vores første job med dét navn. Vi er fire i
bandet og så har vi Hilmer Hassig med som lydmand. Der er en anmeldelse af koncerten
i Information hvor Lars Willemoes skriver mest om “Eyeless in Gaza”, og så
skriver han lige til sidst om opvarmningsbandet. Det er egentlig meget pænt,
det han skriver om "sangeren og guitaristen Claus Berthelsen"
"-, altså bandet kunne
godt bruge en ekstra guitarist, så sangeren kunne koncentrere sig om det han er
bedst til - nemlig at synge".
Forelagt det, så gik jeg så til Hilmer og spurgte, om han havde lyst til at være med.
Det ville
han godt. Vi delte øvelokale på Åboulevarden hvor Hilmer spillede i det band der
hed "Scatterbrain".
Så fik vi en aftale med Irmgardz [pladeselskab] om at lave en plade ["Fish", 1985]. Hilmer og jeg
bliver enige
om, at den plade skulle vi lave selv, så resten af orkestret kom ikke med der.
På nær, at nogle [alligevel] var med. Gorm [Ravn-Jonsen] spillede lidt hihat på nogle
numre, og ham, der
spillede keyboard inden Hilmer kom med - Jesper Siberg - han er også med på
pladen. Så var det ligesom det. Så samlede vi et band med fem musikere, og
tog ud og spille nogle koncerter. Jeg lavede nogle flere sange, og så lavede vi en ny plade,
der udkom i 1989, der hed "Careless". Så gik der nogle år, hvor vi kæmpede med at få lavet en
plade færdig, fordi vores pladeselskab gik konkurs. Den sidste plade i denne omgang, kom
i '95 [Absolution Music] og så lukkede butikken ret stilfærdigt. Hilmer havde travlt med "Love Shop", og jeg blevet fastansat i DR i '95 efter at have været
ansat som freelance i 10-11 år. Så gik der tid med det, og så gik der
faktisk 17 år inden jeg udgav en ny plade - en EP under et andet navn. "David
Bowie" kaldte jeg mig [griner]. Det var sjovt at lave en
plade igen. Det var godt at se, at det kunne bære hele vejen igennem. Jeg besluttede mig for at
lave noget mere, og nu ville jeg så bare kalde det for "Naïve".
Så fik jeg
Henrik [Balling] med, der har produceret "Amazement" [EP] pladen med seks numre.
Det var egentlig
min plan, at lave en "Naïve" plade, hvor jeg tager de seks
"Amazement" numre og får dem mixet om, fordi det kunne godt gøres bedre.
Sammen med seks nye numre, så havde jeg så et album, og kalder det "Naïve" i stedet for.
Jeg fik det mastered, og det var klar til at sende afsted til
vinyltrykkeriet. Så tænker jeg, at det var måske lidt "billigt" at lave et album hvor halvdelen af
sangene allerede var udkommet under et andet navn.
Så gik jeg til Povl Kristian, som havde været med ind over på "Careless".
Keyboardspiller, filmkomponist og alt muligt og jeg spurgte ham, om han kunne
tænke sig at være med i bandet hvis vi skulle ud og spille live? I forlængelse
af det syntes jeg, at det var pinligt at
udgive de samme sange én gang til under et andet navn. Jeg spurgte Poul Kristian om han ville producere
nogle nye sange hvis jeg skrev nogen. Det ville han meget gerne, og så røg jeg ind
i et eller andet craze og skrev fem sange på en uge.
Vi gik i gang med sangene, og så fandt jeg ud af, at der var én jeg ikke
syntes var god nok og så skrev jeg en ny. På 14 dage eller tre uger der
fik jeg lavet det materiale, der er resten af pladen. Det tog lidt tid at producere det fordi vi
arbejdede på en lidt anden måde end Henrik og jeg. Det album udkom her i januar 2020 som
"Endurance".
THa:
Hvorfor skulle bandet hedde Naïve?
CB: Altså "Words and Welfare" ikke noget specielt godt bandnavn. Der var to ting,
der var oppe i mit hoved dengang. Det ene var, at jeg var meget begejstret for Brian Eno
og hans tilgang til at være kreativ. Helt konkret sagde han
på et tidspunkt, at hvis han skulle filme noget med at kamera, så næste gang så vendte han kameraet om, fordi han skulle
ligesom
have oplevelsen af, at han ikke havde en forudfattet mening om hvad der var rigtigt og forkert.
Den filosofi kan jeg jo meget godt lide. Lige så vel som jeg sætter pris på,
at ting er gennemarbejdet, og folk kan deres stads, og ved hvad de skal gøre
i de
afgørende situationer, så
synes jeg også hvis man skal opfinde noget nyt, så bliver man nødt til at
tænke ud af de konventioner der er omkring det man gør. Så bliver man nødt til at vende tingene på hovedet.
Det naive er jo på en måde det modsatte af at være fastlåst af konventioner.
"Du skal ikke gå over den gade, så bliver du kørt ned" siger
erfaringen. Den naive går bare ud alligevel. Det er et rigtigt
dårlig eksempel, men pointen er, at de der lidt åbentsindede... Det
bliver brugt negativt, når folk siger "Han er godt nok lidt naiv", når han gør et
eller andet, som tilsyneladende kunne skabe problemer for ham. På den måde syntes
jeg også, at det repræsentere det modsatte af at være fordomsfuld, at være begrænset i sin fantasi,
og være indsnævret i sin forestilling om hvad der er rigtigt og forkert.
Naïve hedder bandet, fordi det er en forestilling om, at man går
fordomsfrit igennem tilværelsen med åbne øjne og åben mund og polypper og begejstring og
nysgerrighed. Alle de her ting som man kan hurtigt kan lægge ned hvis man finder
ud af at det er
farligt. "Dét skal du ikke. Du skal ikke gøre dét der". Man oplever mindre
og mindre jo mere man er optændt af ikke at lave fejl.
|
Læs
mere her:
Galleri:
2020: Naïve på
Richter
2014:
Amazement på Zeppelin
Internet link:
|
De
fire dejlige Naïve udgivelser: Fish (1985), Careless (1989), Absolution
Music (1995) og Endurance (2020)
THa:
Går du gennem tilværelsen som du beskriver?
CB:
Jeg synes jeg prøver at bevare et åbent sind. Jeg har sådan et slogan at "Konventioner er kun et klods om benet, for så vidt man er
velbevandret i dem". I virkeligheden mener jeg jo bare, at man skal gøre sig
selv den tjeneste at stille spørgsmålstegn ved det som man syntes er givet. Når man holder
op med det, så tror jeg også, at man stille og roligt rolig bare går i frø. Men,
der er jo mange ting. Jeg laver altid det samme aftensmad, og handler de
samme steder. Jeg har super mange rutiner i min hverdag. Morgenmåltidet
er fuldstændig det samme.
THa: Er det ikke også meget godt af have faste rutiner? Ud fra et
fast grundlag kan man se
på verden på en anden måde måske?
CB: Hvis man ser på hvilket kreativt boost det var for dansk film, da de lavede
Dogmereglerne, og hvor meget kreativitet, der kom ud af det. Det var nogle helt stramme retningslinjer som man skulle leve
inden for. Så kan man sige -
selvfølgelig - struktur og disciplin i hverdagen er også godt. Det er ikke
sådan, at jeg syntes, at det er et
problem. Jeg synes også, at hvis man skal stå på en scene og spille, så skal man også
have øvet sig
inden. Men man skal også være i stand til ikke at lade sig slå ud, hvis der er noget
der kikser. Den evne kan man oparbejde ved at bevare en vis åbenhed og nysgerrighed.
Altså
grundlæggende at lade være med at være bange for fejl. Jeg har også altid haft
svært ved at finde ud af hvem der egentlig identificerer, hvad der er fejl? Naïve er
sådan lidt et små-filosofisk studentikost navn,
men det fungerer meget godt med de to prikker. Det er fint synes jeg.
THa:
Hvad slags musik er det I spiller?
CB:
Det er dejlig musik med keyboard, bas, trommer og guitar, og numrene varer imellem to og seks minutter. De korteste er altid de
bedste. Jeg synger på engelsk, og man kan sige, at det er gammeldags musik i dag.
I den forstand, at
jeg bruger nogle gamle skabeloner til opbygning af sangene. Det er meget melodi- og
gammeldags sangsnedkeriorienteret, men samtidig kan man sige, at det allerede fra
den første plade - og et ønske fra min side om, at det skulle have en eller anden
form for groove i musikken.
F.eks. "Carry On" har en meget ensartet bund i bassen, som ligger og
kører i cirkulære bevægelser. Jeg kan godt lide at kombinere det med nogle melodier,
der trækker tilbage til nogen af dem jeg syntes har været gode til at skrive
sange som f.eks. The Beatles og Paul Simon.
Der var en mand nede i Belgien, der skrev, at den sidste plade var den bedste "Radiohead" [udgivelse] der nogensinde var
kommet. Jeg ved ikke rigtigt hvad han havde at have det
i. Det kan jeg så altså ikke selv høre. Jeg kan godt
lide Radiohead, det er ikke nær det, men det må stå for hans regning.
THa:
Hvad tænder dig, når du skriver tekst og musik?
CB:
Det opstår som regel som en samlet pakke sådan, at der både kommer noget tekst og
noget melodi på samme tid. Det kværner jeg så lidt rundt i. Når det så
er blevet til en ide, som jeg syntes holder, så sætter jeg mig ned, som regel
med en guitar, og prøver at finde ud af, hvad det egentlig er for noget,
og hvilke akkorder passer til?
Der er et nummer på "Amazement", der hedder "Martians",
hvor jeg havde omkvædet i hovedet i fem år. Så var jeg i Berlin i en uge
og havde taget udstyret med. Jeg sad alene i en lejlighed, og så begyndte jeg at flikke det sammen til noget.
Jeg havde en
tekst og jeg havde omkvædet. Det var ligesom på plads. Der var ikke så
meget at snakke om. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle stille
op med det. Under en løbetur i Berlins Tiergarten,
kom versmelodien til mig, og jeg skyndte mig selvfølgelig hjem og
indsang det. Det hele
begyndte med en strofe tekst og melodi, der hang sammen.
På den nyeste
plade, der er sangene kommet lidt i etaper.
De første seks sange, som Henrik producerede, der er flere af dem, der blev til i sommeren 2016
hvor jeg var på et refugie i Sydspanien sammen med mine to
døtre. Der kunne jeg sidde og klimpre på førstesalen imens de lå ved swimmingpoolen.
Der lavede jeg bl.a. den sang der hedder "Deceit". Der havde
jeg melodien fra verssykket i forvejen også inklusiv noget tekst. Resten
fandt jeg på imens jeg sad der.
De fem sange jeg lavede senere på rekordtid, var alle påvirket af, hvordan jeg
havde det den sommer. Sangene kom ud af et brudt kærlighedsforhold, hvor jeg var
helt nede i kulkælderen.
Jeg fandt ud af, at det var et rigtigt
godt tidspunkt at være kreativ på. Ikke nødvendigvis fordi, at jeg havde
det af
helvedes til, men når jeg nu havde været nede og have det af helvedes, kom jeg i kontakt med noget, der var
mere mig selv end det, der får mig til at komme igennem hverdagen. Eller for mit
vedkommende altså det, der får hverdagen til at hænge sammen, det er jo, at man
kan lægge et lag ovenpå det normale følelsesliv, så man ikke
er så sårbar.
Men så fjerner man sig også lidt fra, hvor der er en kerne at fortælle. Fordi
det bliver så ordinært. Det bliver noget med “Hvad er klokken”
og "Have the new paper clips arrived, Enid?". Det var egentlig meget lærerigt, at jeg sprøjtede de fem sange ud på en uge.
Det er squ meget godt gået. Det var færdig sange, altså færdige demoer.
Det var simpelthen fordi, at der var hul igennem. Det har jeg fundet ud af, at jeg skal sørge for
at få det virkelig dårligt [griner]. Og så regne med at have tid når jeg kommer ud
af det igen, til lige at sætte mig ned og gøre noget.
|
|
Naïve
udgav CDen "Careless" i 1989, og spillede i Hit House, Nørregade
1 i København (den forhenværende
biograf Alexandra), lørdag den 29. april 1989. Den sidste
koncert i meget lang tid. Efter koncerten blev der spist mad på Rio
Bravo.
Den nyeste sang den hedder "Church with no Choir" og den
kom til 14 dage senere. Jeg
var ligesom mere på vej væk fra den tilstand og voksede i virkeligheden ud af,
at jeg
havde været
hjemme og besøge Peter Peter i hans studie. Han er med på pladen, og jeg vil gerne
have ham til at spille med, så jeg besøgte
ham for at snakke med ham. Han var begyndt begyndt at interessere sig får proq-rock - gudhjælpemig. Så snakkede vi om noget Jack Bruce som han havde. Da jeg kom hjem, hørte
jeg den Jack Bruce plade vi snakkede om. Der er et nummer, hvor han undervejs
synger ordene "Church with no Choir". Det synes jeg på en måde er flot.
Altså en
kirke uden et kor. Og samtidig havde jeg tænkt, at den tid vi lever i, på en eller anden måde er meget
materialistisk. Det, der optager folk er noget med materielle ting. Penge eller
status eller sådan noget. Og gud døde jo ifølge Nietzsche engang i 1800 tallet,
så det der med at have et værdisæt, som er noget andet end noget materielt eller konkret,
det flagrer lidt i vinden. Så bliver folk buddhister og så tager
de på sensikurser i Nr. Snede og
alle mulige ting. De prøver at finde en form for sandhed - og jeg tror absolut ikke på den der
gudefortælling - fordi vi er blevet koblet af et fællesskab, der er større end det, der
er nede i fodboldklubben
eller badeklubben, men som er ideen om, at vi tilhører noget der er evigt.
Det er vi blevet koblet af.
Derfor render vi ligesom rundt som hovedløse høns på en
eller anden måde. Så står der jo nogen folk lige foran os. Man skal bare åbne
for TV, så tilbyder de dig en fladskærm på 52 tommer. Det er super billigt og i
weekenden er det oven i købet billigere.
Vi får ligesom proppet det der sublimering i hovedet. Forestillingen om, at så går
ens problemer væk hvis man bare køber en ny fladskærm. Man vågner midt om natten og
ikke kan sove, og tænker, at hvis jeg bare får ny 10-gears cykel og et nyt cykelstel,
så
skal det nok gå alt sammen. Den der måde - specielt i den vestlige verden - men
også rigtigt for mange mennesker over hele verdenen - er lige som bare blevet
ved med at pøse rigtig mange ting oven på sig selv, for ikke at mærke den her tomhed.
Følelsen af ikke at høre
til. Følelse af ikke at vide hvad der er godt, og hvad der er skidt. Det var så
nemt med Gud. Man skulle bare tro på Gud. Man skulle bare læse biblen, så stod
det hele der.
THa:
En fælles fortælling?
CB:
Ja, også det. Som jo så er forskelligt fra kultur til kultur. Vi har jo brugt
sindssygt meget tid herhjemme på at skælde dem ud, som stadig tror. Jeg er ikke
religiøs, men jeg kan jo se, at det vi har fået ud af det, er en flok identitetsløse tosser, der løbet rundt og som mildt sagt er på skideren.
Så "Church with no Choir" er et billeder på, at der ikke er noget, der samler
os. Der er ikke den der oplevelse af, at når vi kommer ind, så står vi alle sammen
og synger den samme salme og tror på at vi har noget tilfælles.
Så kommer Corona og så sidder Philip Faber i fjernsynet og så sidder folk -
ihverfald nogle steder og synger med - og så kan man bare se, “Jamen hey!
Hvad var det”?
Jamen, der skete jo lige præcist det - det var et fælles projekt. En krig er også
godt for det, men det slap vi for, og så fik vi Corona i stedet for. Så den
handler om det, og specifikt om det dér med, at man er blevet det man er blevet.
Man er jo menneske ikke? Men man bliver først og fremmest set som forbruger. Det er
identiteten ikke? Så, den er sådan lidt bagvendt ‘70er venstreorienteretagtig
i det, men
hvor jeg syntes, at for mig er det afgørende, at ideen om en eller anden spirituel sammenhæng, den er der
ikke rigtigt nogen, der køber længere. Det kan man ikke tage lån i banken med.
Man kan jo sige, at udgangspunktet for "Church with no Choir" var samtalen med
Peter Peter, hvor jeg opdagede, at i det der lille stykke tekst, der kunne jeg se, at den
tanke jeg havde haft, fandt et sted at være.
THa:
Så for dig er det godt at have en krise i en gang imellem?
CB:
Måske er det godt for sådan en som mig, fordi størstedelen af tiden, så er jeg jo en
normalt fungerende bedsteborger, der passer mit arbejde og har ingen sygedage.
THa:
Kan man ikke skrive musik, hvis man er vildt glad?
CB:
Jo det kan man. Men det er jo også en ekstrem følelese, og det er jo dét, der er
pointen. Man skal ikke nødvendigvis havde det af helvedes til. Man kan også
være superlykkelig over et eller andet. Pointen er, at man skal pludselig
opdage sine følelser. Eller ikke pludselig, man skal bare opdage sine
følelser. Men det kan jo godt være, at man opdager dem klokken tre om natten, når
man vågner og ligger der i to timer og ikke kan sove. Så er det lidt ukonstruktivt,
men det
kan godt være, at man kan sidde og skrive noget. Men man skal dybere ned,
man skal længere ind i sindet [griner].
I mit tilfælde kunne jeg bare se, at det gav mening. Det var lang tid hvor jeg
var helt bombet sønder og sammen, og det bar frugt. Så nu gør jeg alt hvad jeg
kan, for at få
det af helvedes til igen [griner].
|
|
"I begyndelse af Naïve kom folk jo også til mig og sagde, “Hvorfor synger I ikke
på dansk”? Jeg syntes det var meget fedt, at vi ikke sang på dansk, for så
var der ikke noget af det, som teksterne handlede om, som stod i vejen
for musikoplevelsen". Claus Berthelsen og Naïve
spillede på Richter's scene i Søborg 2. november 2020. Foto: Thomas
Hauerslev
THa:
Jeg er “ordblind” hvad tekster angår.
Jeg kan for det meste slet ikke høre hvad er synges.
I begyndelse af Naïve kom folk jo også til mig og sagde, “Hvorfor synger I ikke
på dansk”? Jeg syntes det var meget fedt, at vi ikke sang på dansk,
for så var der ikke noget af det, som teksterne handlede om, som stod i
vejen for musikoplevelsen". Det bedste er selvfølgelig hvis tingene går hånd i hånd, men
det er jo musik. Hvis det kan opleves uden af man fatter hvad det er
“idioten” står og synger, så er det fint for mig. Sådan har jeg det selv med
meget musik. Jeg kan godt finde ud af at huske tekster, og kan godt forstå indhold, men jeg kan
også sagtens ikke lytte efter det. Musikken er jo i sig selv et sprog, og når man
så begynder at synge ord hen over noget, der egentlig er et andet, abstrakt
sprog, så gør man det ... eller så er der risikoen for, at man igen
indsnævrer oplevelsen. Man kan sige, at det bliver sværere at være naiv,
for pludselig fanger man jo ordene og siger “Nåe, det er det, det
handler om!"
Hvis man bare hører et stykke instrumental musik, så har man frit
spil til en vis grænse. Kommer der så en panfløjte, så siger man "Nåe, nu er
vi i Sydamerika" eller sådan noget. Musikken i sig selv kan gå ind og respondere
med dig, på et andet plan end det som man så ellers bevæger sig på i
dagligdagen, netop fordi det ikke er verbalt. Det er jo superfedt.
Det er jo det, der er fantastisk med musik. Det kan skabe følelser uden at du
ved hvorfor. Du ved ikke hvad det er det for nogle følelser
musikken handler om. Der sker bare noget med dig. Om man begynder at danse eller
sidder helt glad eller trist . . . hvor teksten er straks en indsnævring af
mulighederne. Man forstår det alt for godt.
Jeg kan godt forstå det. Det er jo heller ikke så interessant hvad folk de går
og siger. Jeg har altid haft det svært med Bob Dylan. Jeg kan godt se, hvad det
er han efterlader sig af ting, og indflydelse og betydning og sådan noget. Men jeg har altid foretrukket, når det var nogle andre, der sang hans sange.
Grundlæggende synes jeg at for langt størstedelen af det han har lavet, så kunne
han bare udgive en bog.
THa:
Hvad er din største succes du har lavet? Er det "Marble Afternoon", som man
stadig hører i radioen?
CB:
Ja, det er også den der bliver streamet mest på Spotify. Altså hvis man skal
fortælle folk, at man har spillet i et orkester der hedder Naïve, så er det den,
man skal bruge som sidste udvej, hvis de ikke ved hvad man snakker om. Det er jo
utroligt, at den 30 år efter udgivelsen stadig er i rotation på
radioen. Primært på P5, men også på P4. Det er den, der har størst folkelig
udbredelse kan man sige. Jeg syntes jo, at der er andre ting,
der er også lykkedes rigtigt godt. Det sjove er, at på den nye plade "Endurance" [2020] er det
"Deceit", der har klaret sig udmærket. Det har ikke bidt sig fast på radioen som
"Marble Afternoon", men på nettet, der går det meget godt.
For nylig er det gået op for mig hvad det første album ["Fish"] kunne, fordi det
udkom i forholdsvis få eksemplarer og solgte mindre end det. “Carry on” var på
"Fish", og den bl.a. var meget populær på bøsseklubberne inde i København. Og
maxisinglen fik en meget god hype, men LPen fik ikke sindssygt god anmeldelser, og
den kom kun på vinyl. Da vi lavede “Careless” havde jeg i hvertfald oplevelsen
af, at vi var kommet et skridt videre. For det første var der mere band ind
over, og vi havde en rigtigt levende trommeslager og sådan noget. Så "Careless" kom til at stå som den plade, der
er lykkedes bedst. "Absolution Music" var
Hilmer og jeg enormt tilfreds med, og "Endurance" er jeg meget tilfreds med.
"Careless" er den som flest har opdaget bl.a. med "Marble Afternoon", men det er også
en meget homogen plade på en eller anden måde. I mange år syntes Hilmer , at det var den bedste plade han nogensinde havde lavet, og med tiden fandt han også
ud af at "Absolution Music" var ret god.
Så er det for nylig, at jeg har undervurderet "Fish", og det sker på det tidspunkt
hvor jeg udgiver "Endurance" i foråret. Jeg gør lidt opmærksom på den, laver en
webshop hvor folk kan handle. Så begynder der at tikke nogle hilsner ind fra
folk ude i verdenen som siger:
“Den der "Fish", kommer den aldrig ud på CD?”
Først tænkte jeg, at nu må I holde op. Det "gamle bras".
Vinylerne er ikke til
at opdrive. Jo det er de, man kan få dem på eBay, men der er ikke så mange. Det
undrede mig lidt, at der var flere, der sagde, at det kunne være spændende hvis "Fish" udkom på CD, så ville de i hvertfald købe den. Ja, ja, så er der måske fire, der gerne vil købe den. Men fordi jeg er i gang med et andet projekt med
"Fish", tænkte jeg, at så laver jeg også den CD. Og det havde jeg så tilkendegivet over
for de her folk. Da den så kom ud her forleden dag [oktober 2020] og jeg skrev
på Instagram og Facebook, at nu var den der, så skal jeg love for, at der skete
noget i den lille Naïve webshopbutik. Jeg fik 18 ordre ind og solgte 70
eksemplarer i weekenden på ingen tid. Seks-syv danske ordrer, og resten er
relateret til kunder på Filippinerne.
Det viser sig, at siden engang i '90erne, der har "Fish" været kult i Manila,
og indtil flere af sådanne pladesamlergrupper har været opmærksomme på den. Jeg skrev sammen med en af dem, som fortalte mig her forleden dag, at han var
meget glad for at den udkom. Han havde posted det på Facebook og gjort
rigtigt meget ud af det. Han fortalte mig at "Fish" havde været i omløb på
[bootleg] CD i mange år. Der var nogen, der havde kopieret den, så han var glad for,
at der omsider kom en officiel udgivelse. Det syntes jeg jo var mærkeligt,
for jeg havde jo ikke tænkt, at den plade nødvendigvis havde dette potentiale.
Det viser sig så, at på verdensplan [smiler] så er dét vores hit. Det er "Fish", og det er i særlig grad filippinere på Filippinerne, og filippinere bosat i
Californien, i Hong Kong, i Frankrig og i Storbritannien. Det er dertil jeg har
sendt CDere i weekenden. Det er nærmest til alle kontinenter. Der var også en
Australier, der ville købe et eksemplar, men så så han hvad det kostede at få fragtet den til
Australien. Det mærkelige er jo, at det tilsyneladende er vores allerførste plade,
der har fået denne bevågenhed ude i verden. Det er mærkeligt, men jeg er glad
for det. Den har jo ikke været til at opdrive på nogen måder. For det første
var der ikke særlig mange vinyler i omløb, og for for det andet er der ikke noget af
den, der har været digitalt distribueret før i 2018 [på Spotify]. Det har dog ikke afholdt
nogen fra
at lægge numrene fra vinylpladen på YouTube, og trykt CDer og fordelt dem til
vennerne.
THa: Havde du båndet til "Fish"?
CB: Nej, man kan sige, at sådan som processerne var med vores pladeselskaber, der
gik konkurs, så var "Fish" den eneste plade i et godt stykke tid, som jeg kunne
gøre med som det passede mig. For jeg havde alle rettighederne til den, men jeg
har ikke selve masterbåndet. Jeg har 2" 24-spors spolebånd en-masse liggende.
Det færdige mix blev mixet ned på et 1/4" bånd, og sendt afsted til det
firma hvor man fremstillede de stampers man brugte til at presse vinylerne med [i
1986].
Hvor det er endt, er der ingen der ved. I forbindelse
med, at pladeselskabet gik konkurs, så havde de alt muligt stads, som skulle
realiseres, så der blev lidt penge til kreditorerne. Der fandt jeg fornyeligt
et brev jeg havde liggende fra en advokat, der bestyrede det her konkursbo. Han
havde tilbudt os at købe - som jeg husker det - det, der havde med Naïve at gøre
for 1800 kroner. Hvorfor vi ikke bare købte det dengang, det begriber jeg ikke.
Men jeg kan se af denne brevveksling, at så kommer der et nyt brev, hvor der står,
at en fyr fra Århus har købe hele lortet for 1200 kroner. Altså ALT hvad der
var.
Ham havde jeg faktisk været i kontakt med for nogle år siden, og gjort
det, som jeg nu har gjort igen, nemlig lånt - dengang var det kun "Fish" jeg
lånte af ham - sådan en kobberplade, der er identisk med en plade. Det hedder
en master, men man kaldte den en matrice i gamle dage. Den brugte man til
at fremstille stampers, som man trykker vinyler med. Så den er sådan set 1:1 med
en plade. Den kan spilles på en grammofon, men det skal man bare ikke gøre alt
for meget, for den bliver slidt hver gang. Pointen var, at det kunne lade sig gøre
at overspille den til et DAT bånd. Den fik Hilmer, og så re-masterede han den.
Den der nu er kommet, er en ny remaster fra samme kilde. Renset for alt muligt.
Helt pletfri og den lyder (skide) godt på CD, hvilket glæder mig meget.
|
|
Fra Piccolo til Popstjerne! Naïve
spillede live på Richter's scene i Søborg den 20. november 2020. Første
optræden siden Murens fald. Pop og godt humør for alle pengene.
Musikanter: Lars Krarup (guitar), Mette Mathiesen (trommer), Claus
Berthelsen (guitar & sang), Peter Michael (Bas) og Flemming Muus
(keyboard). Foto: Thomas Hauerslev
[Undervejs]
I den proces, der har været her for nylig, hvor jeg fik fat i fyren fra Århus,
der har jeg så fået både masteren til "Fish" og masteren til [12" Maxi
Singlen] "Carry On". Jeg tog dem med ud til Nordsø Records, da jeg lavede
"Endurance" og spurgte, om jeg kunne
bruge det til noget? De sendte dem ned til en mand i Holland, som
laver deres stampers. Normalt får han lyden, så laver han en master, og så laver
han en stamper. Efterfølgende laver Nordsø Records vinyler af den, og når den bliver slidt, så laver
han en ny stamper. Han fik masteren til "Fish" ned, og lavede fire stampers som
lyder helt perfekt. De kommer så nu i, hvad man godt kan kalde old-school
mastering, fordi det er jo 100% som pladen var, da den udkom i 1986.
Jeg laver en
[ny] vinyl med "Fish" og "Carry On" i et dobbeltalbum. To vinylplader i 180 gram med et helt nyt cover.
Coveret er et billede som Martin
Bigum malede i 1986 inspireret af en af sangene på "Fish". Da jeg hørte om det,
spurgte jeg ham om jeg måtte bruge det til at lave en kompilation plade. Det
måtte jeg godt, og jeg kunne også få nogle andre billeder. Han kunne også skrive
en tekst om det. Det er så blevet til, at der kommer et dobbeltalbum med Maxisinglen og
"Fish" i et nyoptryk fra den oprindelige master.
Inklusiv en booklet på 20 sider med en meget lille tekst fra mig, og en
biografitekst som Klaus Lynggaard har skrevet. Og så er der Martin's tekst, der
handler om hvordan han kom ind med toget nede fra Ishøj som 13 årig og så punks, mods
og den slagsfor første gang. Et par år senere kom han i gymnasiet og opdagede Naïve, men også Scatterbrain og
Gangway, og de bands
som vi er beslægtede med. En supersjov tekst om udgivelsen, der kommer ud under navnet
"Formatif?". Fordi både det, der står om Naïve, og Martin's tekst, handler om formativ periode.
Altså fra før det bliver til noget. Det bliver sjovt, og vi laver det takket
være ham
fyren fra Århus, der har stillet det til rådighed. Han er bare glad for at det
kan bruges til noget. Hvad han ellers har liggende i sin kælder ved jeg ikke, men
det skal jeg da over og se.
THa: Hvordan går det med koncertplanerne?
CB: Ja, der er jo ikke så meget endnu, men nu spillede vi i november
[Richter, Søborg, 20. november 2020]. Jeg håber selvfølgelig at tingene
bliver normaliseret, så man kan komme i gang med nogle ting til foråret.
Det skal nok blive til noget. Vi har samlet et band Peter Michael og
Flemming Muus, der har været med i en evighed på henholdsvis keyboard og
bas. Så har vi fået Mette Mathiesen som trommeslager. Hun spillede i
Miss B Haven i sin tid. Og så havde vi Lars Krarup med på guitar, da vi
spillede på Richter. Der kan man sige, at vi gjorde som Led Zeppelin,
genstartede karrieren i en forstad til København [griner].
|
|
|
|
|
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
mandag, 01 januar 2024 18:17:42 |
|
|