Claus Berthelsen og hans Orkester
Historien om '80er bandet Naïve, der i 2020 er genopstået efter en meget lang pause

Et fritidsjob i en biograf kan have stor indflydelse på ens fremtidige karriere: Biografdirektør, popstjerne, filmudlejer, discjockey, jurist, stationsbestyrer, filmklipper, filminstruktør og meget andet. Claus Berthelsen (1958) og orkesteret Naïve tager afsæt i et job som piccolo i Københavnske biografer i slutningen af '70erne. Karrieren tog fart i '80erne, hvorefter der snart kom familie og børn. Musikken blev lagt til side, men som man har set med mange andre popgrupper, er Naïve genopstået i 2020, efter at børnene for længst er flyttet hjemmefra. Claus Berthelsen fortæller her om Naïve's historie, musikskrivning og koncertplaner. Hasselbladfoto, oktober 2020: Thomas Hauerslev

"-, altså bandet kunne godt bruge en ekstra guitarist, så sangeren kunne koncentrere sig om det han er bedst til - nemlig at synge".

Forelagt det, så gik jeg så til Hilmer og spurgte, om han havde lyst til at være med. Det ville han godt. Vi delte øvelokale på Åboulevarden hvor Hilmer spillede i det band der hed "Scatterbrain". Så fik vi en aftale med Irmgardz [pladeselskab] om at lave en plade ["Fish", 1985]. Hilmer og jeg bliver enige om, at den plade skulle vi lave selv, så resten af orkestret kom ikke med der. På nær, at nogle [alligevel] var med. Gorm [Ravn-Jonsen] spillede lidt hihat på nogle numre, og ham, der spillede keyboard inden Hilmer kom med - Jesper Siberg - han er også med på pladen. Så var det ligesom det. Så samlede vi et band med fem musikere, og tog ud og spille nogle koncerter. Jeg lavede nogle flere sange, og så lavede vi en ny plade, der udkom i 1989, der hed "Careless". Så gik der nogle år, hvor vi kæmpede med at få lavet en plade færdig, fordi vores pladeselskab gik konkurs. Den sidste plade i denne omgang, kom i '95 [Absolution Music] og så lukkede butikken ret stilfærdigt. Hilmer havde travlt med "Love Shop", og jeg blevet fastansat i DR i '95 efter at have været ansat som freelance i 10-11 år. Så gik der tid med det, og så gik der faktisk 17 år inden jeg udgav en ny plade - en EP under et andet navn. "David Bowie" kaldte jeg mig [griner]. Det var sjovt at lave en plade igen. Det var godt at se, at det kunne bære hele vejen igennem. Jeg besluttede mig for at lave noget mere, og nu ville jeg så bare kalde det for "Naïve".

Så fik jeg Henrik [Balling] med, der har produceret "Amazement" [EP] pladen med seks numre. Det var egentlig min plan, at lave en "Naïve" plade, hvor jeg tager de seks "Amazement" numre og får dem mixet om, fordi det kunne godt gøres bedre. Sammen med seks nye numre, så havde jeg så et album, og kalder det "Naïve" i stedet for. Jeg fik det mastered, og det var klar til at sende afsted til vinyltrykkeriet. Så tænker jeg, at det var måske lidt "billigt" at lave et album hvor halvdelen af sangene allerede var udkommet under et andet navn. Så gik jeg til Povl Kristian, som havde været med ind over på "Careless". Keyboardspiller, filmkomponist og alt muligt og jeg spurgte ham, om han kunne tænke sig at være med i bandet hvis vi skulle ud og spille live? I forlængelse af det syntes jeg, at det var pinligt at udgive de samme sange én gang til under et andet navn. Jeg spurgte Poul Kristian om han ville producere nogle nye sange hvis jeg skrev nogen. Det ville han meget gerne, og så røg jeg ind i et eller andet craze og skrev fem sange på en uge.

Vi gik i gang med sangene, og så fandt jeg ud af, at der var én jeg ikke syntes var god nok og så skrev jeg en ny. På 14 dage eller tre uger der fik jeg lavet det materiale, der er resten af pladen. Det tog lidt tid at producere det fordi vi arbejdede på en lidt anden måde end Henrik og jeg. Det album udkom her i januar 2020 som "Endurance".


THa: Hvorfor skulle bandet hedde Naïve?

CB: Altså "Words and Welfare" ikke noget specielt godt bandnavn. Der var to ting, der var oppe i mit hoved dengang. Det ene var, at jeg var meget begejstret for Brian Eno og hans tilgang til at være kreativ. Helt konkret sagde han på et tidspunkt, at hvis han skulle filme noget med at kamera, så næste gang så vendte han kameraet om, fordi han skulle ligesom have oplevelsen af, at han ikke havde en forudfattet mening om hvad der var rigtigt og forkert. Den filosofi kan jeg jo meget godt lide. Lige så vel som jeg sætter pris på, at ting er gennemarbejdet, og folk kan deres stads, og ved hvad de skal gøre i de afgørende situationer, så synes jeg også hvis man skal opfinde noget nyt, så bliver man nødt til at tænke ud af de konventioner der er omkring det man gør. Så bliver man nødt til at vende tingene på hovedet. Det naive er jo på en måde det modsatte af at være fastlåst af konventioner.

"Du skal ikke gå over den gade, så bliver du kørt ned" siger erfaringen. Den naive går bare ud alligevel. Det er et rigtigt dårlig eksempel, men pointen er, at de der lidt åbentsindede... Det bliver brugt negativt, når folk siger "Han er godt nok lidt naiv", når han gør et eller andet, som tilsyneladende kunne skabe problemer for ham. På den måde syntes jeg også, at det repræsentere det modsatte af at være fordomsfuld, at være begrænset i sin fantasi, og være indsnævret i sin forestilling om hvad der er rigtigt og forkert. Naïve hedder bandet, fordi det er en forestilling om, at man går fordomsfrit igennem tilværelsen med åbne øjne og åben mund og polypper og begejstring og nysgerrighed. Alle de her ting som man kan hurtigt kan lægge ned hvis man finder ud af at det er farligt. "Dét skal du ikke. Du skal ikke gøre dét der". Man oplever mindre og mindre jo mere man er optændt af ikke at lave fejl.
 

"I begyndelse af Naïve kom folk jo også til mig og sagde, “Hvorfor synger I ikke på dansk”? Jeg syntes det var meget fedt, at vi ikke sang på dansk, for så var der ikke noget af det, som teksterne handlede om, som stod i vejen for musikoplevelsen". Claus Berthelsen og Naïve spillede på Richter's scene i Søborg 2. november 2020. Foto: Thomas Hauerslev

THa: Jeg er “ordblind” hvad tekster angår. Jeg kan for det meste slet ikke høre hvad er synges.

I begyndelse af Naïve kom folk jo også til mig og sagde, “Hvorfor synger I ikke på dansk”? Jeg syntes det var meget fedt, at vi ikke sang på dansk, for så var der ikke noget af det, som teksterne handlede om, som stod i vejen for musikoplevelsen". Det bedste er selvfølgelig hvis tingene går hånd i hånd, men det er jo musik. Hvis det kan opleves uden af man fatter hvad det er “idioten” står og synger, så er det fint for mig. Sådan har jeg det selv med meget musik. Jeg kan godt finde ud af at huske tekster, og kan godt forstå indhold, men jeg kan også sagtens ikke lytte efter det. Musikken er jo i sig selv et sprog, og når man så begynder at synge ord hen over noget, der egentlig er et andet, abstrakt sprog, så gør man det ... eller så er der risikoen for, at man igen indsnævrer oplevelsen. Man kan sige, at det bliver sværere at være naiv, for pludselig fanger man jo ordene og siger “Nåe, det er det, det handler om!"

Hvis man bare hører et stykke instrumental musik, så har man frit spil til en vis grænse. Kommer der så en panfløjte, så siger man "Nåe, nu er vi i Sydamerika" eller sådan noget. Musikken i sig selv kan gå ind og respondere med dig, på et andet plan end det som man så ellers bevæger sig på i dagligdagen, netop fordi det ikke er verbalt. Det er jo superfedt. Det er jo det, der er fantastisk med musik. Det kan skabe følelser uden at du ved hvorfor. Du ved ikke hvad det er det for nogle følelser musikken handler om. Der sker bare noget med dig. Om man begynder at danse eller sidder helt glad eller trist . . . hvor teksten er straks en indsnævring af mulighederne. Man forstår det alt for godt. Jeg kan godt forstå det. Det er jo heller ikke så interessant hvad folk de går og siger. Jeg har altid haft det svært med Bob Dylan. Jeg kan godt se, hvad det er han efterlader sig af ting, og indflydelse og betydning og sådan noget. Men jeg har altid foretrukket, når det var nogle andre, der sang hans sange. Grundlæggende synes jeg at for langt størstedelen af det han har lavet, så kunne han bare udgive en bog.


THa: Hvad er din største succes du har lavet? Er det "Marble Afternoon", som man stadig hører i radioen?

CB: Ja, det er også den der bliver streamet mest på Spotify. Altså hvis man skal fortælle folk, at man har spillet i et orkester der hedder Naïve, så er det den, man skal bruge som sidste udvej, hvis de ikke ved hvad man snakker om. Det er jo utroligt, at den 30 år efter udgivelsen stadig er i rotation på radioen. Primært på P5, men også på P4. Det er den, der har størst folkelig udbredelse kan man sige. Jeg syntes jo, at der er andre ting, der er også lykkedes rigtigt godt. Det sjove er, at på den nye plade "Endurance" [2020] er det "Deceit", der har klaret sig udmærket. Det har ikke bidt sig fast på radioen som "Marble Afternoon", men på nettet, der går det meget godt.

For nylig er det gået op for mig hvad det første album ["Fish"] kunne, fordi det udkom i forholdsvis få eksemplarer og solgte mindre end det. “Carry on” var på "Fish", og den bl.a. var meget populær på bøsseklubberne inde i København. Og maxisinglen fik en meget god hype, men LPen fik ikke sindssygt god anmeldelser, og den kom kun på vinyl. Da vi lavede “Careless” havde jeg i hvertfald oplevelsen af, at vi var kommet et skridt videre. For det første var der mere band ind over, og vi havde en rigtigt levende trommeslager og sådan noget. Så "Careless" kom til at stå som den plade, der er lykkedes bedst. "Absolution Music" var Hilmer og jeg enormt tilfreds med, og "Endurance" er jeg meget tilfreds med. "Careless" er den som flest har opdaget bl.a. med "Marble Afternoon", men det er også en meget homogen plade på en eller anden måde. I mange år syntes Hilmer , at det var den bedste plade han nogensinde havde lavet, og med tiden fandt han også ud af at "Absolution Music" var ret god.

Så er det for nylig, at jeg har undervurderet "Fish", og det sker på det tidspunkt hvor jeg udgiver "Endurance" i foråret. Jeg gør lidt opmærksom på den, laver en webshop hvor folk kan handle. Så begynder der at tikke nogle hilsner ind fra folk ude i verdenen som siger:

“Den der "Fish", kommer den aldrig ud på CD?”

Først tænkte jeg, at nu må I holde op. Det "gamle bras". Vinylerne er ikke til at opdrive. Jo det er de, man kan få dem på eBay, men der er ikke så mange. Det undrede mig lidt, at der var flere, der sagde, at det kunne være spændende hvis "Fish" udkom på CD, så ville de i hvertfald købe den. Ja, ja, så er der måske fire, der gerne vil købe den. Men fordi jeg er i gang med et andet projekt med "Fish", tænkte jeg, at så laver jeg også den CD. Og det havde jeg så tilkendegivet over for de her folk. Da den så kom ud her forleden dag [oktober 2020] og jeg skrev på Instagram og Facebook, at nu var den der, så skal jeg love for, at der skete noget i den lille Naïve webshopbutik. Jeg fik 18 ordre ind og solgte 70 eksemplarer i weekenden på ingen tid. Seks-syv danske ordrer, og resten er relateret til kunder på Filippinerne.

Det viser sig, at siden engang i '90erne, der har "Fish" været kult i Manila, og indtil flere af sådanne pladesamlergrupper har været opmærksomme på den. Jeg skrev sammen med en af dem, som fortalte mig her forleden dag, at han var meget glad for at den udkom. Han havde posted det på Facebook og gjort rigtigt meget ud af det. Han fortalte mig at "Fish" havde været i omløb på [bootleg] CD i mange år. Der var nogen, der havde kopieret den, så han var glad for, at der omsider kom en officiel udgivelse. Det syntes jeg jo var mærkeligt, for jeg havde jo ikke tænkt, at den plade nødvendigvis havde dette potentiale. Det viser sig så, at på verdensplan [smiler] så er dét vores hit. Det er "Fish", og det er i særlig grad filippinere på Filippinerne, og filippinere bosat i Californien, i Hong Kong, i Frankrig og i Storbritannien. Det er dertil jeg har sendt CDere i weekenden. Det er nærmest til alle kontinenter. Der var også en Australier, der ville købe et eksemplar, men så så han hvad det kostede at få fragtet den til Australien. Det mærkelige er jo, at det tilsyneladende er vores allerførste plade, der har fået denne bevågenhed ude i verden. Det er mærkeligt, men jeg er glad for det. Den har jo ikke været til at opdrive på nogen måder. For det første var der ikke særlig mange vinyler i omløb, og for for det andet er der ikke noget af den, der har været digitalt distribueret før i 2018 [på Spotify]. Det har dog ikke afholdt nogen fra at lægge numrene fra vinylpladen på YouTube, og trykt CDer og fordelt dem til vennerne.


THa: Havde du båndet til "Fish"?

CB: Nej, man kan sige, at sådan som processerne var med vores pladeselskaber, der gik konkurs, så var "Fish" den eneste plade i et godt stykke tid, som jeg kunne gøre med som det passede mig. For jeg havde alle rettighederne til den, men jeg har ikke selve masterbåndet. Jeg har 2" 24-spors spolebånd en-masse liggende. Det færdige mix blev mixet ned på et 1/4" bånd, og sendt afsted til det firma hvor man fremstillede de stampers man brugte til at presse vinylerne med [i 1986]. Hvor det er endt, er der ingen der ved. I forbindelse med, at pladeselskabet gik konkurs, så havde de alt muligt stads, som skulle realiseres, så der blev lidt penge til kreditorerne. Der fandt jeg fornyeligt et brev jeg havde liggende fra en advokat, der bestyrede det her konkursbo. Han havde tilbudt os at købe - som jeg husker det - det, der havde med Naïve at gøre for 1800 kroner. Hvorfor vi ikke bare købte det dengang, det begriber jeg ikke. Men jeg kan se af denne brevveksling, at så kommer der et nyt brev, hvor der står, at en fyr fra Århus har købe hele lortet for 1200 kroner. Altså ALT hvad der var.

Ham havde jeg faktisk været i kontakt med for nogle år siden, og gjort det, som jeg nu har gjort igen, nemlig lånt - dengang var det kun "Fish" jeg lånte af ham - sådan en kobberplade, der er identisk med en plade. Det hedder en master, men man kaldte den en matrice i gamle dage. Den brugte man til at fremstille stampers, som man trykker vinyler med. Så den er sådan set 1:1 med en plade. Den kan spilles på en grammofon, men det skal man bare ikke gøre alt for meget, for den bliver slidt hver gang. Pointen var, at det kunne lade sig gøre at overspille den til et DAT bånd. Den fik Hilmer, og så re-masterede han den. Den der nu er kommet, er en ny remaster fra samme kilde. Renset for alt muligt. Helt pletfri og den lyder (skide) godt på CD, hvilket glæder mig meget.