 |
Biografmuseet's Formål:
"At dokumentere i tekst, illustrationer, video og
billeder, alle danske biografer, som historien nu har udviklet sig
igennem mere end 100 år - fra den første "Kosmorama" i 1904 til den
sidste nye superbiograf."
• Forord |
Ris & Ros
• Ansvar |
Kontakt
|
BIOGRAFER
• Skematisk Oversigt
• København |
Omegn
• Nordsjælland
• Vest, Midt & Syd
• Bornholm
• Møn, Bogø
• Lolland & Falster
• Fyn, Thurø, Tåsinge
• Langeland & Ærø
• Sydjylland |
Øst
• Midt-Vest |
Nord
• Rejsebiograf, Drive-In og Open
Air
PIONERBIOGRAFER
•
Kjøbenhavns Panorama Kinoptikon
• Panoptikons
Kinoptikon
•
Panorama Hafnia
•
Kinoptikon
•
Odeon Teatret
• Kalender
7OMM FORMATET
• Historie |
Biografer
• Film |
Maskiner
• 3 Falke Bio
• Kinopalæet
• Imperial Bio
FILM & SYSTEMER:
1952 Cinerama
1953 CinemaScope
1953 Widescreen
1954 Panavision
1954 VistaVision
1955
Todd-AO
1957 Ultra
Panavision 70
1958 Cinemiracle
1959 Super
Panavision 70
1959 Super
Technirama 70
1961 Sovscope 70
1963 7OMM Blow-Up
1966 Dimension
150
1970 IMAX / Omnimax
1972 Pik-A-Movie
1974 Cinema 180
1974 Sensurround
1984 Showscan
2018 Magellan 65
NYHEDER
• 2027 | 2026 | 2025
• 2024 |
2023 |
2022
• 2021 |
2020 |
2019
• 2018 |
2017 |
2016
• 2015 |
2014 |
2013
• 2012 |
2011 |
2010
• 2009 |
2008 | Arkiv
BIBLIOTEK
• Premierer 1911-2020
• Filmannoncer
• Biografdrift Annoncer
• Film- og Kinoteknik
• Teknikkalender
• Store Lærreder
• Holger Pind
• Stoleplaner
• Interview |
Farvel
• Filmfestival
• Det Store Udland
• Olsen Banden
• Indhold |
Søg
• Din historie |
|
|
Åbnet 1. januar 2005
Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder
forbeholdes.
|
 |
Besøg også in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store
filmformater
in70mm.com
|
| |
Panoptikon Teatret,
København |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.10.2021 |
Åbningsannoncen
for Panoptikons Kinoptikon den 9. juli 1899.
PANOPTIKONS KINOPTIKON (KINOPTIKON-SALEN)
Vesterbrogade 3 (Den nye Panoptikon-bygning samme sted opført i 1952 har
nr. 5)
Åbnet 9. juli 1899
Lukket 30. september 1900
• Gå til mere om Pionerbiografer |
Kjøbenhavns
Panorama Kinoptikon |
Panorama Hafnia |
Kinoptikon |
Odeon Teatret
Samme sted:
PANOPTIKON TEATRET
Åbnet 9. april 1910
Lukket 20. april 1927
Panoptikon-bygningen er opført i 1885 og var ved åbningen nabo til
Tivoli og Wivex med restaurant Bræddehytten klemt ind imellem. Den blev
revet ned, da Bernstorffsgade blev ført igennem i 1911, hvor den nye
hovedbanegård kom til. Oprindelig gik Bernstorffsgades vejføring på den
anden side af huset, mens den tidligere hovedbanegård lå ovre på den
modsatte side af Vesterbrogade.
Panoptikon var ved åbningen et pænt hus i fem etager med stort, rundt
hjørnetårn og kuppel ud mod Vesterbrogade på Tivoli-siden. Huset
indeholdt Danmarks første vokskabinet, Skandinavisk Panoptikon, der både
var overraskende og imponerende for sin tid. Her kunne man bl.a. kan se
et stort tableau bestående af Napoleon med sine soldater samt mange
andre fantasifulde opsætninger med historiske personer fra både ind- og
udland. Museet bød også på ’optiske overraskelser’ og var særdeles
populært. Det var indrettet af Vilhelm Pacht, der i 1896 også var den
allerførste til at vise levende billeder i Danmark, da han åbnede
Kjøbenhavns Panorama med Kinoptikon på den nuværende rådhusplads.
|
Læs
mere her:
Pionerbiografer i København
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
Stumfilm, Tonefilm og
nye Systemer
7OMM, Storformat, Film- og Lydsystemer
Historien om 70mm og De Store
Formater
•
CinemaScope
|
Widescreen
•
VistaVision
| Todd-AO
•
"Windjammer" i
Cinemiracle
• "Dette er
Cinerama"!
•
Vises "i
Sensurround"
High-Impact
biografdesign
|
Før
de regulære filmforevisninger begyndte i Panoptikon Teatret i 1910,
præsenterede Panoptikon fotoplastiske udstillinger og optiske visninger.
Annonce fra 1897.
Træpavillonen, det var indrettet i, stod inden længe til at skulle rives
ned og Pacht flytter derfor sine visninger over i Panoptikon, hvor han
omdanner en sal i bygningens stueplan til brug for sine levende billeder.
Det nye forevisningslokale kaldes ligesom tidligere for Kinoptikon-salen,
hvor dørene åbnes søndag den 9. juli 1899 kl. 13. Det nye Kinoptikon har
tælleapparat ved indgangen og entré koster 25 øre. Selve forestillingen
består af fire afdelinger, hvor de to første er lysbilleder. Hernæst er
der optagelser foretaget af Pacht og Ellehammer med optagelser fra New
York og Paris. Få dage senere vises billeder fra grundlovsfesten i
Fredericia, hvor man fejrede Grundlovens 50 års jubilæum. Endelig
forlyster en ’kæmpefonograf’ med musik og sang. Folk var ovenud
begejstret og programmerne skifter ofte. Et senere program viser
billeder fra boerkrigen i Sydafrika. Man noterer i den forbindelse, at
programmet er særligt velegnet for børn! Modsat i træpavillonen, hvor
lyset blev slukket under forestillingerne, forbliver det tændt i det nye
forevisningslokale. På hverdage spilles mellem kl. 11 og 20. Selve salen
blev beskrevet som hyggelig og rummelig, mens forrummet er dekoreret med
hunde udlånt fra voksmuseet.
Kinoptikon-visningerne ophører igen den 30. september 1900, da filmene
nu er nede på laveste blus og kun varietéerne holder dem kørende på må
og få. I november 1901 stiger temperaturen igen en smule ved tilkomsten
af
Kinoptikon på Frederiksberggade, der giver op i maj 1902
for at blive erstattet af
Odeon-Teatret ude på Frederiksberg en måned
senere i en ældre træbygning ikke ulig det tidligere Panorama her
placeret i forlystelseshaven Skt. Thomas. Denne overlever kun til og med
september, men drives af
Constantin Philipsen, som ikke giver fortabt af
den grund. To år senere starter han i september 1904
Kosmorama og fra Kinoptikon genoptager Peter Elfelt sin biografgerning i form
af Kinografen fra november 1906. Akkurat imellem dem placerer Ole Olsen
sig med Biograf-Teatret i Vimmelskaftet fra april 1905. The Rest Is
History, som man siger…
|
|
Panoptikon Teatret
på hjørnet af nuværende Vesterbrogade og Bernstoffsgade. Fotograf ukendt, public domain
’Det Stumme Teater’ åbner i Panoptikonhuset lørdag den 9. april 1910.
Sådan præsenteredes det nye biograflokale, som er blevet til ved
’gentagne forfinelser’ af søjlesalen, der i de mellemliggende, filmløse
år var overtaget af vokskabinettet, der hele tiden formerede sig inde i
bygningen. Nu måtte museet permanent afstå den pompøse søjlesal. Få år
senere afmattedes interessen så meget, at voksmuseet flyttede ned i
kælderen. Det lukkede permanent i 1924, mens et nyt ’folkemuseum’
flyttede ind ovenpå.
Det var forfatteren Otto Larssen, der et års tid forinden havde fået en
biografbevilling og idéen med at omdanne salen til regulære
biografforestillinger. Egentlig skulle biografen have været placeret et
andet sted i huset, men i søjlesalen lod det sig bedst gøre. Da han går
til firmaregistret med navnet til sin biograf, er en ældre herre kommet
ham i forkøbet dagen forinden og lagt beslag på netop dette navn og så
har Larssen alligevel intet stumt teater. Biografen døbes i stedet slet
og ret Panoptikon Teatret. Netop som han er færdig med indretningen, dør
han pludselig i januar 1910.
Bevillingen overgår i stedet til en anden forfatter, Sven Lange. Hans
intention er at lede publikums smag ’ind i et bedre spor’. Der skal være
plads til både ’det tragiske og det pudsige’. Sven Lange forventer, de
programsatte film vil blive danske, mens udenlandske ’valgt med smag og
kritik’ også kan finde vej. At Panoptikonbygningen overlever midt
imellem de betragtelige udvidelser og ombygninger lige udenfor dørene,
gør kun placeringen stadigt mere attraktiv. Ikke mindst da den nye
hovedbanegård indvies året efter. De følgende år bringer jernbanen langt
flere mennesker ind til midtbyen, hvor de som det første på deres færd
møder Panoptikon. Der var nu mange, der gerne så den blot 25-årige
bygning revet ned og erstattet af noget, der mere elegant matchede
trekantsområdet mellem den nye og den gamle banegård og så den elegante
forlystelsespark, Tivoli.
|
|
Annonce
for Panoptikon contra annonce for Kinoptikon Salen.
Indretningsmæssigt er salen nu ganske overvældende med krummelurer i
tidens ånd. Et smukkere biograflokale fandtes ikke på dette tidspunkt,
hvad man på det bestemteste påpegede. Ikke alle var enige, men biografen
bliver øjeblikkeligt byens mest populære med plads til 225 gæster på
faste stolerækker. Oprindelig havde det i længden ikke fungeret for
Pacht med de levende billeder krydset med lysbilleder og musikalsk
indslag. Det var stort set samme historie, man så beskrevet i samtlige
biografkapitler omkring århundredeskiftet. Nu skriver vi 1910 og en del
nye biografer har bevist, at filmen i sin rivende udvikling lokker flere
og flere interesserede gæster til biografteatrene og væk fra de levende
scener. Filmene varer da heller ikke længere et minut eller to, men
nærmer sig tre kvarter eller længere.
Åbningsforestillingen har titlen ”Et gensyn”. Det er ’et gribende
storstadsdrama’ med fru Ellen Aggerholm, frk. Annegrethe Antonsen samt
d’herrer Adam Poulsen og Johannes Poulsen. Det er Det Kgl. Teaters
personligheder, der benyttes. Herudover er der et fransk drama med
titlen ”Faderen som rival”, komedien ”Konge for en dag” samt aktuel
ugerevy. Man regner med at skifte program ugentligt. Den
forvaltningsmæssige side af driften varetages af direktør Louis von
Kohl, der forinden på forstandig vis har drevet
Falke-Biografen på
Frederiksberg.
Lærredet er placeret i fin højde på endevæggen, så udsynet er rimelig
godt, selv hvis Damerne ikke tager deres hatte af. Lokalet er udsmykket
i detaljeret barokstil med et væld af ornamenter og udskæringer i
søjlegranitten og dennes pynt. Publikum kunne næsten ikke kende salen
igen, så flot var der blevet med små lysekroner i loftet. Man havde også
ofret mange penge på indretningen i klar forventning om, at driften
denne gang skulle blive vedvarende. Den lille forhal er overdådigt
pyntet med bronzefarvede og røde fløjlsdraperier.
Udvendigt er udsmykningen holdt i samme stil med stænk af art nouveau.
Indgangspartiet er ganske typisk for tiden: En anelse indskudt med lille
dobbeltdør og vinduesmosaik samt udhængsskabe på hver side. Over
indgangen pryder Panoptikon Teatret i typisk bueform. Den malede
udsmykning består af enorme blomstervaser, som også pryder den lille
forhal. Her sælger uniformerede piccoloer programmer, mens
kontrollørerne udover fuld uniformering også bærer hvid paryk. Det var
måske lige at overdrive det. Der spilles dagligt fra kl. 14 til 23.
Mellem kl. 14 og 16 og igen mellem 18 og 22 er der
strygeorkesterledsagelse. Normalt består orkestret af en trio. Salens
bedste pladser koster formedelst 50 øre, mens ordinære pladser erhverves
for 35 øre. Børn har adgang for 15 øre.
|
|
Panoptikon
lige over Kinoptikon.
Der var allerede få dage efter åbningen adskillige, der var ude med
riven efter den nye biograf. Det var de evige sammenstød mellem den
stumme og den levende scene og fortalerne for enten det ene eller det
andet. ’Der er jo slet ingen forskel på at besøge
Kosmorama, Biografen,
Kinografen eller hvad de nu allesammen hedder’. Kritikerne mente,
biografhusene kun var til for at opsamle ussel mammon og de udøvende
kunstnere blev ladt i stikken, når de udfoldede sig i levende billeder.
Grundtanken var, at de meget hellere skulle blive på deres levende
scener efter devisen ’skomager, bliv ved din læst’. Visse af de meget
gamle stumfilm er da også umådeligt teatralske i deres udformning, men
filmene på Panoptikon – særligt de danske – blev ikke desto mindre
særdeles populære. De blev også bedre, som årene gik. Sven Lange er så
engageret, at han selv begynder at skrive filmmanuskripter. Det første
resulterer allerede i en film måneden efter Panoptikons åbning. Det får
titlen ”Elskovsleg”, der ligesom åbningsfilmen er produceret af Regia
Kunstfilms Co. med brødrene Poulsen på rollelisten denne gang i
følgeskab med Clara Pontoppidan. Filmen kommer op i egen biograf den 16.
maj.
Den 23. januar 1911 får den hidtil længste film premiere i biografen.
Det er Nordisk Films ”Den hvide slavehandels sidste offer” igen med
Clara Pontoppidan. Filmen spiller i fem uger og er endnu en forrygende
succes som de forrige danske, der har taget afsæt i det populære
slave-emne optaget i enten Aarhus af Fotorama eller i Valby af Nordisk.
Historien om fejden mellem de to selskaber, hvor Nordisk havde plagieret
Fotoramas oprindelige film, kan læses i kapitlet om
Løvebiografen. Den
får stor betydning for Panoptikons fremtidige drift, da Fotorama ender
med at distribuere alle Nordisk Films titler i Danmark. Fotoramas Eduard
Schnedler-Sørensen er nemlig i december 1910 kommet til Panoptikon, hvor
han tegner biografens profil de næste mange år, selvom han i 1914
personligt får bevillingen til
Vesterbros Teater længere ude ad Vesterbrogade, der nu fungerer som
biograf om end de første år rent faktisk blot på varietébevilling.
I Panoptikon overtages biografbevillingen af ingen ringere end Otto
Larssens forhenværende hustru, skuespillerinden Anna Larssen-Bjørner,
med årlig afgift til Sven Lange. I sommeren 1911 vises en boksekamp
optaget i Reno i Nevada, men efter denne er samtlige film på Panoptikons
repertoire danske produceret af Nordisk og distribueret af Fotorama. Det
er her, man ser langt de fleste danske film med stumfilmens største
mandlige stjerne, Valdemar Psilander. Filmene kommer i et sådan tempo,
at man ofte kan skifte program ugentligt. Der er så stort behov for gode
titler, at man i 1911 udsteder en forfatterkonkurrence om det bedste
filmmanuskript. De mest succesfulde film tages sporadisk op som
repremierer i stillestående sommermåneder. Da
Victoria Teatret kommer
til i november 1911 som den hidtil største københavnske biograf, får en
del af filmene også premiere her, men Panoptikon forbliver Fotoramas
flagskib. Året efter kommer Palads
Teatret også til i sin kæmpeskikkelse
lige overfor Panoptikon i den gamle banegård og denne mister man også
enkelte Fotorama-film til, men der er stadig rigeligt at tage af.
|
|
Den 2. april 1917 får biografens hidtil største succes premiere, da
”Telefondamen” er på plakaten i halvanden måned og i oktober samme år
når ”Fjeldpigen” helt op på to måneders spilletid. De er begge
instrueret af Eduard Schnedler-Sørensen, der også beskæftiger sig med
andet end biografdrift.
Nordisk Film har formået at holde filmproduktionen oppe trods
verdenskrigens rasen. Men mens europæerne har ført krig, har
amerikanerne udviklet Hollywood til noget nær det, vi kender i dag.
Efterhånden begynder de amerikanske film at overstrømme biografmarkedet
i hele verden og dermed også i Danmark. Samtidig svinder Nordisk nu ind
og for Panoptikon, er der ingen anden udvej end at skifte repertoire fra
danske til udenlandske film, ligesom man begynder at overtage film fra
andre biografer startende med Holger-Madsens ”Folkets ven” i januar
1919, der har haft premiere i Palads.
I januar og februar 1919 vises D.W. Griffiths ”Intolerance” i to dele
over nogle uger. Denne film havde også haft premiere i Palads, hvor den
blev vist samlet. I Panoptikon kunne man ikke holde til en helaftensfilm
på biografens hårde træsæder, så her blev filmene delt op. Det var helt
almindelig skik og brug blandt de fleste mindre biografer. Publikum
vendte som regel altid tilbage og fik den anden del med. Panoptikons
første amerikanske spillefilmspremiere blev ”Broadway-Bill” med Harold
Lockwood den 6. oktober 1919. Efter et dansk mellemspil kommer den næste
Lockwood-film også op her med titlen ”Pjalte-Bill”. Siden kan man se
”Cowboy-Bill”.
Den 21. september 1921 får biografens næststørste succes nogensinde
premiere. ”Kan disse øjne lyve?” hedder A.W. Sandbergs drama med Gunnar
Tolsnæs, der vises helt frem til den 5. januar. ’Allerstørste filmsucces
i København nogensinde’, skriver man. Filmen kommer op igen både i 1923
og 1925. De efterfølgende år spilles et blandet program fortsat primært
bestående af danske og amerikanske titler og siden også øvrige
europæiske premierefilm. De amerikanske ender med at være i klart
overtal. En del af de mest succesfulde tages fortsat op igen som
repremierer. På et tidspunkt må en stort opreklameret, amerikansk film
udskiftes på selve premieredagen. Filmen var en almindelig handlingsfilm
men med aber i alle menneskerollerne. Censuren måtte have været
forarget, men de egentlige bevæggrunde for filmens exit blev aldrig
gjort klart. Men tænk, hvis nu dyr…? Man fik den aldrig at se.
|
|
"At
Gavne og Fornøje". Panoptikon Teatret. Fotograf ukendt, public domain
I 1923 ejer Sophus Madsen fra Palads Teatret hele Panoptikonbygningen,
men får nu ikke noget med biografen at gøre, selvom man heller ikke
længere udelukkende viser film fra Fotorama. En del komedier begynder at
komme op fremfor tidligere års mange dramaer og særligt Harold Lloyd
morer rigtig godt, da man tager hans film op som repriser.
Flere nytilkomne biografer er begyndt at gøre livet mere surt på
Vesterbrogade nr. 3. ’Det Lille
Teater’ er netop åbnet som biograf kun
få skridt længere ned mod Rådhuspladsen umiddelbart bag National Scala.
Selvom det rigtig nok var lille, var der plads til flere end i
Panoptikon og dertil noget mere moderne indrettet. Det Lille Teater blev
lige så populær, som Panoptikon havde været tolv år forinden. Dertil kom
øvrige nye biografer, hvor særligt
Alexandra Teatret fra 1924 i Nygade 3
tog alle godterne fra Fotorama, der også var økonomisk involveret i den
nye biograf. Man havde tilmed kontor i bygningen. Tilbage står
Panoptikon nu primært med film fra Paramount og First National samt
enkelte småting fra Sophus Madsens Dansk-Svensk Film. Premierefilmene
begyndte at køre vældig skidt. De bedste omsætningstal havde man nu på
film, der var flyttet over fra øvrige biografer.
I sommeren 1924 er nogle nye film nede på blot at spille tre dage. Det
er ny bundrekord. Et par måneder senere holder man simpelthen op med at
vise premierefilm. Biografen kører fra og med dette år med underskud. I
november 1925 gør man alternative tiltag med ’filmkabaret’ bestående af
franske kortfilmsprogrammer som i gamle dage, der endnu ikke lå så
fjernt endda. På strøget var lykken gjort med tilsvarende, men til
forskel indeholdt disse tegnefilm fra Walt Disney og det gjorde
naturligvis hele forskellen. Initiativet fejler totalt og få uger efter
vender spillefilmene tilbage i form af flere repremierer og overflyttede
titler, men publikum gør ikke.
I februar 1926 udbryder der brand i i en privatbolig på første sal over
Kafé Maxim i huset. Man frygtede, ilden kunne have spredt sig gennem de
mange luftkanaler og holder bygningen under observation en god rum tid.
Det er den femte brand på fire år og bygningen vurderes som yderst
brandfarlig. Det nye folkemuseum tæt på arnestedet var i fare, men
klarede denne gang frisag, ligesom biografen ikke blev omfattet.
Samme år har ’Foreningen til kønssygdommenes bekæmpelse’ importeret en
tysk film med titlen ”Menneskehedens svøbe”, der på grund af sin
vigtighed og oplysende karakter bliver fritaget for statsafgift. Det gør
den billigere i billetpris og da emnet samtidig interesserer, går den
hen og bliver en succes og ikke bare en succes men en bragende succes.
Tilmed får biografen nu sin første danmarkspremiere i knap to år og
vises fra den 31. juli 1926 helt frem til den 20. april 1927. Det var
det længste spilleforløb i Danmark nogensinde. Rekorden bestod, lige til
”Landevejskroen” kom op i Nørreport under 2. verdenskrig. Det bliver
Panoptikons allersidste film.
Seksualoplysningsfilmen fik kolossal opmærksomhed og afstedkom også i
Tyskland og Schweiz en større produktion af ’oplysende lægefilm’, som
næsten alle fik et enormt publikum. Der var mange endog særdeles
nærgående skildringer, men filmene var tilladt af censuren for voksne på
grund af emnernes karakter. De havde simpelthen en samfundsforebyggende
virkning, selvom de var nok så vovede set med datidens briller. Når de
kunstnerisk bedste af dem så samtidig også blev fritaget for skat og
billetterne kunne sælges billigt, ja, så havde lige præcis den del af
befolkningen, som filmene (med censurens og ministeriets briller)
sigtede mod også råd.
Publikumsreaktionerne udeblev ikke. Der fortælles fra København og
provinsen om, hvordan kvinder besvimede på stribe. Det er måske ikke
populært at skrive i disse dage, men sådan var det. Ikke sjældent blev
ambulancer tilkaldt og ude foran Panoptikon kunne det til denne første
film ligefrem være praktisk at have en parkeret nærmest permanent. Så
mange episoder var der.
Biografens lejemål bliver opsagt i 1927. Det er nu ikke Madsen, der er
bange for konkurrencen, men han måtte sælge bygningen, idet han skyldte
et større beløb i en krakket bank, der havde pant i huset. Arbejdernes
Landsbank havde modsat et større beløb til gode i den krakkede bank og
overtog derfor pantet til dækning af gælden. Denne bank havde tidligere
holdt til i Hector-bygningen på Frederiksberggade, hvor
Metropol-biografen havde hjemme; en bygning som Sophus Madsen også
ejede. Den nye bank ønskede nu at bruge Panoptikon Teatrets centralt
beliggende lokaler til deres virksomhed. Dermed slutter et lille kapitel
i københavnsk biografhistorie.
Dagen før lukningen ses annoncer med billigt biografinventar til salg.
Der er 188 pladser tilbage samt flygel og to fremvisere. Eduard
Schnedler-Sørensen bliver adspurgt, men har ingen planer om at flytte
biografen andetsteds hen.
Hele huset nedbrænder den 4. januar 1950 og erstattes af den nye
Panoptikonbygning, der åbner i 1952. Arbejdernes Landsbank holder
fortsat til i huset.
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
|
|
|
|

• Gå til
Panoptikons Kinoptikon |
|

• Gå til
Panoptikon Teatret |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
onsdag, 28 maj 2025 17:50:05 |
|
|