Panoptikon Teatret, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Åbningsannoncen
for Panoptikons Kinoptikon den 9. juli 1899.PANOPTIKONS KINOPTIKON (KINOPTIKON-SALEN) Vesterbrogade 3 (Den nye Panoptikon-bygning samme sted opført i 1952 har nr. 5) Åbnet 9. juli 1899 Lukket 6. oktober 1900 • Gå til mere om Pionerbiografer | Kjøbenhavns Panorama Kinoptikon | Panorama Hafnia | Kinoptikon | Odeon Teatret Samme sted: PANOPTIKON TEATRET Åbnet 9. april 1910 Lukket 20. april 1927 Panoptikon-bygningen er opført i 1885 og var ved åbningen nabo til Tivoli og Wivex med restaurant Bræddehytten klemt ind imellem. Den blev revet ned, da Bernstorffsgade blev ført igennem i 1911, hvor den nye hovedbanegård kom til. Oprindelig gik Bernstorffsgades vejføring på den anden side af huset, mens den tidligere hovedbanegård lå ovre på den modsatte side af Vesterbrogade. Panoptikon var ved åbningen et pænt hus i fem etager med stort, rundt hjørnetårn og kuppel ud mod Vesterbrogade på Tivoli-siden. Huset indeholdt Danmarks første vokskabinet, Skandinavisk Panoptikon, der både var overraskende og imponerende for sin tid. Her kunne man bl.a. kan se et stort tableau bestående af Napoleon med sine soldater samt mange andre fantasifulde opsætninger med historiske personer fra både ind- og udland. Museet bød også på ’optiske overraskelser’ og var særdeles populært. Det var indrettet af Vilhelm Pacht, der i 1896 også var den allerførste til at vise levende billeder i Danmark, da han åbnede Kjøbenhavns Panorama med Kinoptikon på den nuværende rådhusplads. |
Læs
mere her: Pionerbiografer i København Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer 7OMM, Storformat, Film- og Lydsystemer Historien om 70mm og De Store Formater • CinemaScope | Widescreen • VistaVision | Todd-AO • "Windjammer" i Cinemiracle • "Dette er Cinerama"! • Vises "i Sensurround" High-Impact biografdesign |
 Før
de regulære filmforevisninger begyndte i Panoptikon Teatret i 1910,
præsenterede Panoptikon fotoplastiske udstillinger og optiske visninger.
Annonce fra 1897.Træpavillonen, det var indrettet i, stod inden længe til at skulle rives ned og Pacht flytter derfor sine visninger over i Panoptikon, hvor han omdanner en sal i bygningens stueplan til brug for sine levende billeder. Det nye forevisningslokale, indrettet i en tidligere restauration, kaldes for Kinoptikon-salen eller mindre mundret Panoptikons Kinoptikon, hvor dørene åbnes søndag den 9. juli 1899 kl. 13. Selve indretningen er mere sælsom end noget, man hidtil har kendt. Ved indgangen er der tælleapparat og prisen for entré kun 25 øre for voksne svarende til det halve af hidtil. Bagved er forrummet dekoreret med hundehvalpe udlånt fra voksmuseet, mens salen noteret både hyggelig og rummelig med bekvemme siddepladser har fundet plads til et antal ekstra stole ved at indrette en alkove, der lader tilskuerne placeret herinde vende ryggen mod scenen og i stedet se billederne i et stort spejl, som Social-Demokraten forklarer det. ’Murhvælvingerne har nødvendiggjort dette arrangement, som er klaret meget snildt’. Adresseavisen tilføjer, at billederne kastes hen på en gennemsigtig skærm. Forestillingen består af fire afdelinger, hvor de to første er lysbilleder fra bl.a. Frederiksberg og Kongens Have i forbindelse med fejringen af Grundlovens 50 års jubilæum nogle dage senere suppleret med et antal yderligere fra en kæmpestor grundlovsfest i Fredericia samt såkaldt ’iris-billeder’ af naturen taget i tre farver, der ved synet smelter sammen. Hernæst er der optagelser af Pacht og Ellehammer med levende billeder fra nedgang ved Brooklyn-broen i New York til opstigning med elevator på Eiffeltårnet i Paris og lokalt en søsætning ved Refshaleøen og Tivolis gamle rutchebane. Visningerne sker nu under fuld belysning i salen, ’da apparaterne er nået til større fuldkommehed’, som Social-Demokraten tilføjer. Herudover ser man kvinder i slåskamp og en tidlig filmatisering af ”Faust og Mefistofeles”. Charlotte Cordays mord på Jean-Paul Marat i 1793 brød man sig som vanligt ikke om iscenesat her godt hundrede år senere. Det virkede nærmest parodisk, skrev en anmelder, der som en af de få havde set det allerbedste, ingen andre fik at se, nemlig en strimmel, der var blevet forbudt af politimesteren. Til slut forlyster en ’kæmpefonograf’ med musik og sang. Publikum var ovenud begejstret og programmerne skifter ofte. Et senere program viser billeder fra boerkrigen i Sydafrika, hvor tilsvarende også kan ses i det nytilkomne Panorama Hafnia. Man noterer i den forbindelse, at programmet er særligt velegnet for børn! Reportagefilm og aktualitetsbilleder fylder det meste, mens handlingsfilmen forsvinder helt ud af billedet. Mest populær har i september været en fem minutter lang kamp på liv og død mellem en løve og en tyr optaget på en fransk arena i Roubaix to måneder forinden, hvor kampen blev styret af en spansk toreador. Snart er der spansk tyrefægtning hos konkurrenten, hvor det her er toreadoren, der dræbes i hvert fald på film. I januar 1900 er dramatikken nedtonet i Panoptikon til en boldspillende hund, mens Hafnia byder på overraskelser af de historisk helt store. Kinoptikon-visningerne ophører igen lørdag den 6. oktober 1900, efter filmene har nået laveste blus med et bevægeligt fortov fra en kæmpeudstilling i Paris, en boldspillende søløve, mere tyrefægtning og mere brydekamp. Kun varietéerne andetsteds i byen holder dem herefter kørende på må og få, selvom Pacht nogle måneder i begrænset omfang genoptager filmforevisninger nede i kælderen i et rum med plads til 100 gæster kaldet Krypten, der fra marts 1901 ledes af forfatter Herman Petersen. Her ser man bl.a. nogle af Elfelts optagelser med ski og kælke i Ulvedalene, indtil temperaturen igen stiger en smule i november 1901 ved tilkomsten af et nyt Kinoptikon på Frederiksberggade. Dette drives såmænd af Elfelt selv, indtil også han giver op i maj 1902. En måned senere opstår Odeon-Teatret ude på Frederiksberg i forlystelseshaven Skt. Thomas. Dette overlever kun til og med september, men drives af Constantin Philipsen, som ikke giver fortabt af den grund. To år senere starter han i september 1904 Kosmorama og efter at have slikket sårene med Kinoptikon genoptager Peter Elfelt sin biografgerning i form af Kinografen fra november 1906. Akkurat imellem dem placerer Ole Olsen sig med Biograf-Teatret i Vimmelskaftet fra april 1905. Resten er historie… Kinoptikon-visningerne ophører igen lørdag den 6. oktober 1900, efter filmene har nået laveste blus med et bevægeligt fortov, en boldspillende søløve, mere tyrefægtning og mere brydekamp. Kun varietéerne andetsteds i byen holder dem herefter kørende på må og få. I november 1901 stiger temperaturen igen en smule ved tilkomsten af et nyt Kinoptikon på Frederiksberggade, der giver op i maj 1902 for at blive erstattet af Odeon-Teatret ude på Frederiksberg en måned senere i en ældre træbygning ikke ulig det tidligere Panorama her placeret i forlystelseshaven Skt. Thomas. Denne overlever kun til og med september, men drives af Constantin Philipsen, som ikke giver fortabt af den grund. To år senere starter han i september 1904 Kosmorama og fra Kinoptikon genoptager Peter Elfelt sin biografgerning i form af Kinografen fra november 1906. Akkurat imellem dem placerer Ole Olsen sig med Biograf-Teatret i Vimmelskaftet fra april 1905. Resten er historie… |
|
 Panoptikon Teatret
på hjørnet af nuværende Vesterbrogade og Bernstoffsgade. Fotograf ukendt, public domain’Det Stumme Teater’ åbner i Panoptikonhuset lørdag den 9. april 1910. Sådan præsenteredes det nye biograflokale, som er blevet til ved ’gentagne forfinelser’ af søjlesalen, der i de mellemliggende år var overtaget af vokskabinettet, som hele tiden formerede sig. Nu måtte museet igen afstå det pompøse rum og få år senere er interessen dalet så meget, at voksmuseet pakker sig helt ned i krypten og de øvrige kælderrum. Det lukker permanent i 1924, hvor et nyt folkemuseum flytter ind ovenpå. Det var forfatteren Otto Larssen, der et års tid forinden havde fået en biografbevilling og idéen med at omdanne salen til regulære biografforestillinger. Egentlig skulle biografen have været placeret et andet sted i huset, men i søjlesalen lod det sig bedst gøre. Da han går til firmaregistret med navnet til sin biograf, er en ældre herre kommet ham i forkøbet dagen forinden og lagt beslag på netop dette navn og så har Larssen alligevel intet stumt teater. Biografen døbes i stedet slet og ret Panoptikon Teatret. Netop som han er færdig med indretningen, dør han pludselig i januar 1910. Bevillingen overgår i stedet til en anden forfatter, Sven Lange. Hans intention er at lede publikums smag ’ind i et bedre spor’. Der skal være plads til både ’det tragiske og det pudsige’. Sven Lange forventer, de programsatte film vil blive danske, mens udenlandske ’valgt med smag og kritik’ også kan finde vej. At Panoptikonbygningen overlever midt imellem de betragtelige udvidelser og ombygninger lige udenfor dørene, gør kun placeringen stadigt mere attraktiv. Ikke mindst da den nye hovedbanegård indvies året efter. De følgende år bringer jernbanen langt flere mennesker ind til midtbyen, hvor de som det første på deres færd møder Panoptikon. Der var nu mange, der gerne så den blot 25-årige bygning revet ned og erstattet af noget, der mere elegant matchede trekantsområdet mellem den nye og den gamle banegård og så den elegante forlystelsespark, Tivoli. |
|
 Annonce
for Panoptikon contra annonce for Kinoptikon Salen.Indretningsmæssigt er salen nu ganske overvældende med krummelurer i tidens ånd. Et smukkere biograflokale fandtes ikke på dette tidspunkt, hvad man på det bestemteste påpegede. Ikke alle var enige, men biografen bliver øjeblikkeligt byens mest populære med plads til 225 gæster på faste stolerækker. Oprindelig havde det i længden ikke fungeret for Pacht med de levende billeder krydset med lysbilleder og musikalsk indslag. Det var stort set samme historie, man så beskrevet i samtlige biografkapitler omkring århundredeskiftet. Nu skriver vi 1910 og en del nye biografer har bevist, at filmen i sin rivende udvikling lokker flere og flere interesserede gæster til biografteatrene og væk fra de levende scener. Filmene varer da heller ikke længere et minut eller to, men nærmer sig tre kvarter eller længere. Åbningsforestillingen har titlen ”Et gensyn”. Det er ’et gribende storstadsdrama’ med fru Ellen Aggerholm, frk. Annegrethe Antonsen samt d’herrer Adam Poulsen og Johannes Poulsen. Det er Det Kgl. Teaters personligheder, der benyttes. Herudover er der et fransk drama med titlen ”Faderen som rival”, komedien ”Konge for en dag” samt aktuel ugerevy. Man regner med at skifte program ugentligt. Den forvaltningsmæssige side af driften varetages af direktør Louis von Kohl, der forinden på forstandig vis har drevet Falke-Biografen på Frederiksberg. Lærredet er placeret i fin højde på endevæggen, så udsynet er rimelig godt, selv hvis Damerne ikke tager deres hatte af. Lokalet er udsmykket i detaljeret barokstil med et væld af ornamenter og udskæringer i søjlegranitten og dennes pynt. Publikum kunne næsten ikke kende salen igen, så flot var der blevet med små lysekroner i loftet. Man havde også ofret mange penge på indretningen i klar forventning om, at driften denne gang skulle blive vedvarende. Den lille forhal er overdådigt pyntet med bronzefarvede og røde fløjlsdraperier. Udvendigt er udsmykningen holdt i samme stil med stænk af art nouveau. Indgangspartiet er ganske typisk for tiden: En anelse indskudt med lille dobbeltdør og vinduesmosaik samt udhængsskabe på hver side. Over indgangen pryder Panoptikon Teatret i typisk bueform. Den malede udsmykning består af enorme blomstervaser, som også pryder den lille forhal. Her sælger uniformerede piccoloer programmer, mens kontrollørerne udover fuld uniformering også bærer hvid paryk. Det var måske lige at overdrive det. Der spilles dagligt fra kl. 14 til 23. Mellem kl. 14 og 16 og igen mellem 18 og 22 er der strygeorkesterledsagelse. Normalt består orkestret af en trio. Salens bedste pladser koster formedelst 50 øre, mens ordinære pladser erhverves for 35 øre. Børn har adgang for 15 øre. |
|
 Panoptikon
lige over Kinoptikon.Der var allerede få dage efter åbningen adskillige, der var ude med riven efter den nye biograf. Det var de evige sammenstød mellem den stumme og den levende scene og fortalerne for enten det ene eller det andet. ’Der er jo slet ingen forskel på at besøge Kosmorama, Biografen, Kinografen eller hvad de nu allesammen hedder’. Kritikerne mente, biografhusene kun var til for at opsamle ussel mammon og de udøvende kunstnere blev ladt i stikken, når de udfoldede sig i levende billeder. Grundtanken var, at de meget hellere skulle blive på deres levende scener efter devisen ’skomager, bliv ved din læst’. Visse af de meget gamle stumfilm er da også umådeligt teatralske i deres udformning, men filmene på Panoptikon – særligt de danske – blev ikke desto mindre særdeles populære. De blev også bedre, som årene gik. Sven Lange er så engageret, at han selv begynder at skrive filmmanuskripter. Det første resulterer allerede i en film måneden efter Panoptikons åbning. Det får titlen ”Elskovsleg”, der ligesom åbningsfilmen er produceret af Regia Kunstfilms Co. med brødrene Poulsen på rollelisten denne gang i følgeskab med Clara Pontoppidan. Filmen kommer op i egen biograf den 16. maj. Den 23. januar 1911 får den hidtil længste film premiere i biografen. Det er Nordisk Films ”Den hvide slavehandels sidste offer” igen med Clara Pontoppidan. Filmen spiller i fem uger og er endnu en forrygende succes som de forrige danske, der har taget afsæt i det populære slave-emne optaget i enten Aarhus af Fotorama eller i Valby af Nordisk. Historien om fejden mellem de to selskaber, hvor Nordisk havde plagieret Fotoramas oprindelige film, kan læses i kapitlet om Løvebiografen. Den får stor betydning for Panoptikons fremtidige drift, da Fotorama ender med at distribuere alle Nordisk Films titler i Danmark. Fotoramas Eduard Schnedler-Sørensen er nemlig i december 1910 kommet til Panoptikon, hvor han tegner biografens profil de næste mange år, selvom han i 1914 personligt får bevillingen til Vesterbros Teater længere ude ad Vesterbrogade, der nu fungerer som biograf om end de første år rent faktisk blot på varietébevilling. I Panoptikon overtages biografbevillingen af ingen ringere end Otto Larssens forhenværende hustru, skuespillerinden Anna Larssen-Bjørner, med årlig afgift til Sven Lange. I sommeren 1911 vises en boksekamp optaget i Reno i Nevada, men efter denne er samtlige film på Panoptikons repertoire danske produceret af Nordisk og distribueret af Fotorama. Det er her, man ser langt de fleste danske film med stumfilmens største mandlige stjerne, Valdemar Psilander. Filmene kommer i et sådan tempo, at man ofte kan skifte program ugentligt. Der er så stort behov for gode titler, at man i 1911 udsteder en forfatterkonkurrence om det bedste filmmanuskript. De mest succesfulde film tages sporadisk op som repremierer i stillestående sommermåneder. Da Victoria Teatret kommer til i november 1911 som den hidtil største københavnske biograf, får en del af filmene også premiere her, men Panoptikon forbliver Fotoramas flagskib. Året efter kommer Palads Teatret også til i sin kæmpeskikkelse lige overfor Panoptikon i den gamle banegård og denne mister man også enkelte Fotorama-film til, men der er stadig rigeligt at tage af. |
|
|
Den 2. april 1917 får biografens hidtil største succes premiere, da
”Telefondamen” er på plakaten i halvanden måned og i oktober samme år
når ”Fjeldpigen” helt op på to måneders spilletid. De er begge
instrueret af Eduard Schnedler-Sørensen, der også beskæftiger sig med
andet end biografdrift. Nordisk Film har formået at holde filmproduktionen oppe trods verdenskrigens rasen. Men mens europæerne har ført krig, har amerikanerne udviklet Hollywood til noget nær det, vi kender i dag. Efterhånden begynder de amerikanske film at overstrømme biografmarkedet i hele verden og dermed også i Danmark. Samtidig svinder Nordisk nu ind og for Panoptikon, er der ingen anden udvej end at skifte repertoire fra danske til udenlandske film, ligesom man begynder at overtage film fra andre biografer startende med Holger-Madsens ”Folkets ven” i januar 1919, der har haft premiere i Palads. I januar og februar 1919 vises D.W. Griffiths ”Intolerance” i to dele over nogle uger. Denne film havde også haft premiere i Palads, hvor den blev vist samlet. I Panoptikon kunne man ikke holde til en helaftensfilm på biografens hårde træsæder, så her blev filmene delt op. Det var helt almindelig skik og brug blandt de fleste mindre biografer. Publikum vendte som regel altid tilbage og fik den anden del med. Panoptikons første amerikanske spillefilmspremiere blev ”Broadway-Bill” med Harold Lockwood den 6. oktober 1919. Efter et dansk mellemspil kommer den næste Lockwood-film også op her med titlen ”Pjalte-Bill”. Siden kan man se ”Cowboy-Bill”. Den 21. september 1921 får biografens næststørste succes nogensinde premiere. ”Kan disse øjne lyve?” hedder A.W. Sandbergs drama med Gunnar Tolsnæs, der vises helt frem til den 5. januar. ’Allerstørste filmsucces i København nogensinde’, skriver man. Filmen kommer op igen både i 1923 og 1925. De efterfølgende år spilles et blandet program fortsat primært bestående af danske og amerikanske titler og siden også øvrige europæiske premierefilm. De amerikanske ender med at være i klart overtal. En del af de mest succesfulde tages fortsat op igen som repremierer. På et tidspunkt må en stort opreklameret, amerikansk film udskiftes på selve premieredagen. Filmen var en almindelig handlingsfilm men med aber i alle menneskerollerne. Censuren måtte have været forarget, men de egentlige bevæggrunde for filmens exit blev aldrig gjort klart. Men tænk, hvis nu dyr…? Man fik den aldrig at se. |
|
 "At
Gavne og Fornøje". Panoptikon Teatret. Fotograf ukendt, public domainI 1923 ejer Sophus Madsen fra Palads Teatret hele Panoptikonbygningen, men får nu ikke noget med biografen at gøre, selvom man heller ikke længere udelukkende viser film fra Fotorama. En del komedier begynder at komme op fremfor tidligere års mange dramaer og særligt Harold Lloyd morer rigtig godt, da man tager hans film op som repriser. Flere nytilkomne biografer er begyndt at gøre livet mere surt på Vesterbrogade nr. 3. ’Det Lille Teater’ er netop åbnet som biograf kun få skridt længere ned mod Rådhuspladsen umiddelbart bag National Scala. Selvom det rigtig nok var lille, var der plads til flere end i Panoptikon og dertil noget mere moderne indrettet. Det Lille Teater blev lige så populær, som Panoptikon havde været tolv år forinden. Dertil kom øvrige nye biografer, hvor særligt Alexandra Teatret fra 1924 i Nygade 3 tog alle godterne fra Fotorama, der også var økonomisk involveret i den nye biograf. Man havde tilmed kontor i bygningen. Tilbage står Panoptikon nu primært med film fra Paramount og First National samt enkelte småting fra Sophus Madsens Dansk-Svensk Film. Premierefilmene begyndte at køre vældig skidt. De bedste omsætningstal havde man nu på film, der var flyttet over fra øvrige biografer. I sommeren 1924 er nogle nye film nede på blot at spille tre dage. Det er ny bundrekord. Et par måneder senere holder man simpelthen op med at vise premierefilm. Biografen kører fra og med dette år med underskud. I november 1925 gør man alternative tiltag med ’filmkabaret’ bestående af franske kortfilmsprogrammer som i gamle dage, der endnu ikke lå så fjernt endda. På strøget var lykken gjort med tilsvarende, men til forskel indeholdt disse tegnefilm fra Walt Disney og det gjorde naturligvis hele forskellen. Initiativet fejler totalt og få uger efter vender spillefilmene tilbage i form af flere repremierer og overflyttede titler, men publikum gør ikke. I februar 1926 udbryder der brand i i en privatbolig på første sal over Kafé Maxim i huset. Man frygtede, ilden kunne have spredt sig gennem de mange luftkanaler og holder bygningen under observation en god rum tid. Det er den femte brand på fire år og bygningen vurderes som yderst brandfarlig. Det nye folkemuseum tæt på arnestedet var i fare, men klarede denne gang frisag, ligesom biografen ikke blev omfattet. Samme år har ’Foreningen til kønssygdommenes bekæmpelse’ importeret en tysk film med titlen ”Menneskehedens svøbe”, der på grund af sin vigtighed og oplysende karakter bliver fritaget for statsafgift. Det gør den billigere i billetpris og da emnet samtidig interesserer, går den hen og bliver en succes og ikke bare en succes men en bragende succes. Tilmed får biografen nu sin første danmarkspremiere i knap to år og vises fra den 31. juli 1926 helt frem til den 20. april 1927. Det var det længste spilleforløb i Danmark nogensinde. Rekorden bestod, lige til ”Landevejskroen” kom op i Nørreport under 2. verdenskrig. Det bliver Panoptikons allersidste film. Seksualoplysningsfilmen fik kolossal opmærksomhed og afstedkom også i Tyskland og Schweiz en større produktion af ’oplysende lægefilm’, som næsten alle fik et enormt publikum. Der var mange endog særdeles nærgående skildringer, men filmene var tilladt af censuren for voksne på grund af emnernes karakter. De havde simpelthen en samfundsforebyggende virkning, selvom de var nok så vovede set med datidens briller. Når de kunstnerisk bedste af dem så samtidig også blev fritaget for skat og billetterne kunne sælges billigt, ja, så havde lige præcis den del af befolkningen, som filmene (med censurens og ministeriets briller) sigtede mod også råd. Publikumsreaktionerne udeblev ikke. Der fortælles fra København og provinsen om, hvordan kvinder besvimede på stribe. Det er måske ikke populært at skrive i disse dage, men sådan var det. Ikke sjældent blev ambulancer tilkaldt og ude foran Panoptikon kunne det til denne første film ligefrem være praktisk at have en parkeret nærmest permanent. Så mange episoder var der. Biografens lejemål bliver opsagt i 1927. Det er nu ikke Madsen, der er bange for konkurrencen, men han måtte sælge bygningen, idet han skyldte et større beløb i en krakket bank, der havde pant i huset. Arbejdernes Landsbank havde modsat et større beløb til gode i den krakkede bank og overtog derfor pantet til dækning af gælden. Denne bank havde tidligere holdt til i Hector-bygningen på Frederiksberggade, hvor Metropol-biografen havde hjemme; en bygning som Sophus Madsen også ejede. Den nye bank ønskede nu at bruge Panoptikon Teatrets centralt beliggende lokaler til deres virksomhed. Dermed slutter et lille kapitel i københavnsk biografhistorie. Dagen før lukningen ses annoncer med billigt biografinventar til salg. Der er 188 pladser tilbage samt flygel og to fremvisere. Eduard Schnedler-Sørensen bliver adspurgt, men har ingen planer om at flytte biografen andetsteds hen. Hele huset nedbrænder den 4. januar 1950 og erstattes af den nye Panoptikonbygning, der åbner i 1952. Arbejdernes Landsbank holder fortsat til i huset. |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om |
|
 • Gå til Panoptikons Kinoptikon |
|
 • Gå til Panoptikon Teatret |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret lørdag, 27 december 2025 18:26:23 |
|