| |
Nyheder om VistaVision fra FILMAKTIESELSKABET PARAMOUNT
PARAMOUNT's revolutionerende nye system til
optagelse og fremvisning af film
|
Tilbage
til forsiden
|
Skrevet
af: Paramount Film,
Vesterport, Meldahlsgade,
København V., 20/3-1954 |
Dato:
28.05.2010 |
Irvin
Berlin's musical "Det Glade Firkløver" premiere i Palads, København
den 29. april 1955.
Paramounts nye, sensationelle optagelsessystem, VISTA VISION, forener
den film, der vises på lærredet, med en skønhed, udstrækning og glans,
der gør den til en tro gengivelse af virkeligheden - erklærer Harry
Brandt, en af Amerikas førende biografejere, der blandt andet driver det
store og fornemme Mayfair-teater i New York, ved sin tilbagekomst fra
Hollywood, hvor han i Paramounts studier havde overværet en forevisning
af Vista Vision.
"Vista Vision" - udtaler Mr. Brandt -
"løser ethvert problem, hvad
forevisningens kvalitet angår, og giver billedet på lærredet en ny og
forbløffende udstrækning, glansfuldhed, klarhed og skønhed, som jeg
aldrig - selv i mine vildeste drømme - ville have troet mulig. Der på
lærredet var alle regnbuens farver - farvenuancer, som jeg aldrig før
havde set - i så fuldendt gengivelse, at det ikke længere var billeder,
man så, men selve det pulserende liv. Der var ikke selv den mindste
flimren eller fortegnelse.
Og hvad der er af stor betydning for ethvert biografteater: Vista Vision
fordrer ikke specielt tilbehør eller særlig installationer. Intet
CinemaScope-objektiv, intet Tushinsky-objektiv, ingen trick af nogen art
- bare et ganske almindeligt objektiv, som man har i enhver biografs
foreførings-apparater."
Brandt beskrev Vista Vision som det største fotografiske fremskridt i
filmindustriens historie. "Jeg vil hurtigst muligt bringe det frem i
mine teatre", sagde han. "Lad mig betone, at jeg på, ingen måde vil være
illoyal over for CinemaScope, som jeg stadig synes er et uhyre
virkningsfuldt system. Men som biografejer er jeg taknemlig for - uhyre
taknemlig for - at jeg har fået lejlighed til at se Vista Vision, som
har begejstret mig i højere grad end noget som helst andet, jeg nogen
sinde har set på et filmlærred, og som jeg ved vil begejstre publikum i
lige så høj grad."
"Vista Vision giver biografejerne uanede muligheder. Nu kan vi ved at
vise CinemaScope den ene uge og Vista Vision den næste, give publikum en
større afveksling, end man nogen sinde havde turdet drømme om. Der
venter biografejerne en helt ny fremtid, langt større og rigere end det,
fortiden kunne byde dem."
De tre første Vista Vision-film fra Paramount bliver: "WHITE CHRISTMAS",
Irving Berlin's store Technicolor-musical med Bing Crosby, Danny Kaye,
Rosemary Clooney og Vera Ellen - "THE BIG TOP', en lystig cirkusfilm i
Technicolor med crazy-parret Dean Martin-Jerry Lewis og Janet Leigh - og
Technicolor flyvefilmen "STRATEGIC AIR COMMAND" med James Stewart og
June Allyson.
Efter årelangt arbejde i Paramount's laboratorier er man nu nået til
vejs ende og lancerer et nyt system for optagelse og fremvisning af
film. Systemet kaldes Vista Vision og skal efter alt at dømme være et af
de største fotografiske fremskridt i filmindustriens historie. Det skal
have store og iøjeafaldende fordele fremfor de allerede lancerede nye
systemer, der - med CinemaScope i spidsen - har givet den "gammel-dags"
film et new look, som dog hovedsagelig er forbeholdt det fåtal af
teatre, hvis størrelsesforhold og økonomi tillader installation af et
stort og kostbart udstyr.
|
Læs
mere her:
Historien om VistaVision
Demonstration af Widescreen paa Fanø
Hvad er VistaVision?
Historien om
CinemaScope
Historien om Widescreen
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Her er, hvad Paramount foreløbig har at fortælle om Vista Vision
|
|
Annonce
for 8-perf VistaVision præsentation af "Strategic Air Command" fra Los
Angeles USA
For det første - Vista Vision kan anvendes i både store og små
biografteatre. Det har fra første færd været Paramount magtpåliggende,
at de mindre biografer ikke blev ladet i stikken til fordel for de
større. Og samtidig har Paramount altid været af den mening, at et nyt
system ikke måtte gøre det tvingende nødvendigt for biografejerne at
investere en formue i nyt apparatur, hvad der uvægerligt ville medføre
en forhøjelse af billetpriserne. Vista Vision kan benyttes af ethvert
teater af hvilken som helst størrelse hele verden over - uden andre
udgifter end anskaffelsen af et stort lærred og et mere spredende og
mere lysstærkt objektiv, hvis biografejeren da ønsker at gøre sit lærred
større, hvad de fleste sikkert vil for at imødekomme tidens - og
publikums - krav. Gør de det ikke - fordi lokalet måske ikke tillader
det - vil der slet ingen udgifter være forbundet med at vise Vista
Vision, da kopierne efter dette system udmærket kan vises på det mindre
lærred og med det gamle apparatur - og alligevel give et langt bedre
billede, end man er vant til.
For det andet - Paramount har altid været overbevist om, at
filmlærreedets højde var lige så vigtig som dets bredde - altså, at en
altdominerende bredde ikke var det eneste saliggørende, - og har i denne
overgangsperiode, hvor man vaklede mellem forskellige systemer, tilrådet
biografejerne at installere det - også i højden - størst mulige lærred.
For det tredje - Paramounts Vista Vision - teknik er ret enkel, hvad der
altid er en fordel, men bryder alligevel med tidligere principper. Når
en film optages med Vista Vison-kameraet, ligger negativspolen vandret i
optagelsesapparatet og ikke - som tidligere - lodret. Det enkelte
billede fotograferes på to "rammer" af negativet i stedet for på een -
og da enkeltbilledet tidligere havde en størrelse af 24 x 18mm bliver
Vista Vision-billedet 45 x 24 mm. (altså 2 gange så stort), idet to
rammebredder giver 36 mm., hvortil kommer de sorte afdækninger mellem de
normale enkeltbillelleder. Når filmen nu kopieres, formindskes billedet
ved en teknisk proces til den normale størrelse, men ved det nye system
bortelimineres alt det slørede og kornede, der - når filmen projiceres
ind på et stort lærred, - giver et ubehageligt storkornet billede, der
skæmmer fremvisningen. Vista Vision-systemet giver i modsætning til de
andre systemer et i alle måder fuldkomment billede; der ingen ikke
tilsigtede uskarpheder har, og som "står" lige godt, hvad enten det ses
på lang eller kort afstand - eller forfra, fra siderne eller fra
balkonen.
For det fjerde - det var Paramount's hensigt med Vista Vision at lancere
et system, der kunne anvendes i ethvert teater og samtidig var
"elastisk" - to egenskaber, som intet af de andre systemer besidder.
Paramount overlader det således til biografejeren selv, om han vil lade
installere et supplerende lydapparatur. Ønsker han understøttende
lydeffekter, finder Paramount, at den såkaldte "dimensionale" lyd er
enklere og mindre kostbar at operere med end "stereofonisk" lyd, og at
virkningen så nogenlunde er den samme. Dimensional lyd kommer fra et
enkelt lydspor på kopien, men hvis biografejeren vil udnytte denne
effekt, må han lade foretage en nyinstallation, der vil koste ca. 1500
dollars. Lyden bliver så ført til tre højttalere bag lærredet. Alle
Paramount-film vil for fremtiden ("White Christmas", der er
færdigindspillet, var den første) have dimensional lyd på lydsporet -
men enhver af disse film vil alligevel kunne køres i enhver biograf på
teatrets normale lydapparatur.
For det femte - de biografejere, der vil gå endnu videre og vise filmen
på lærreder af særlig stor bredde og højde, anbefaler Paramount at
anskaffe "Tushinky"-objektivet. Med dette objektiv kan man fremvise film
i ethvert størrelsesformat fra 1,33:1 (det "gode, gamle" format) op
til 3:1 (altså et lærred, der er 3 gange så bredt som højt. Men
Paramount er overbevist om, at et billedformat på 1,85:1 (det
format, Vista Vision optages i) eller 2:1 giver det bedst
afbalancerede billede. Med Vista Vision er Paramount iøvrigt i stand til
at optage film i hvilket som helst format, men finder dog absolut, at
billedhøjden ikke er mindre vigtig end bredden.
Når Paramount i første omgang er gået langsommere og mere forsigtigt til
værks end adskillige andre filmselskaber, er det, fordi man har villet
give sig tid til at finde frem til et system, der vil kunne bringes til
anvendelse i enhver biograf overalt i verden, og som derfor sikkert også
ville blive det sejrende. Ikke alene giver Vista Vision uanede
billedvirkninger, man de derved forbundne omkostninger er ubetydelige.
Selv om en biografejer ønsker at installere et "dimensionalt" lydanlæg,
vil installationen ikke andrage mere end ca. 3.500 dollars, hvoraf de
1500 går til maskinens apparatur og de 2000 til de tre højttalere.
Prisen for installeringen af "stereofonisk" toneapparat løber derimod op
til ca.10.000 dollars. Vista Vision i forbindelse med "dimensional" lyd
er utvivlsomt den bedste og billigste løsning af de problemer, der
opstod, da man begyndte at gå nye veje.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
søndag, 02 februar 2025 11:54:57 |
|
|