Tillykke, Imperial
Imperial 50 År

Imperial Bio i 2007. Billede af Thomas Hauerslev

I dag [03.11.2011] er det præcis 50 år siden, at københavnernes foretrukne premierebiograf første gang åbnede sine døre for publikum. Imperial på Gl. Kongevej har både overlevet hippie-happenings, excentriske millionærer og lukningstrusler, siden den første direktør overtog nøglen til huset i 1961.

Skønt mange tror det, har lærredet i Imperial aldrig været det største af sin slags i Danmark. Til gengæld kan de færreste af landets biografer matche Nordisk Films flagskib på Gl. Kongevej, når det gælder auraen af luksus og svundne tiders storhed.

Imperial har opnået sin særstatus som Københavns mest prestigefyldte premierebiograf, efter hovedstadens andre kæmpesale lukkede på stribe i fattigfirserne. Men da den 9 mio. kroner dyre Imperial Bio åbnede for offentligheden den 3. november 1961, konkurrerede den med de lige så enorme 3 Falke Bio, Saga og Kinopalæet, der lå lidt længere nede ad vejen.

Datidens flotte armbevægelser spejler sig stadig i Imperials rummelige marmorfoyer og salens 1102 pladser, bredt ud i amfiteatrets vifteform. Ellers er der ingen levn af det oprindelige interiør (totempælene i siderne af biffen er originale – og også de store Philips DP70 kinomaskiner) efter 50 år og tre ombygninger. Det passer Jørgen Nielsen ganske udmærket:

»Indretningen var moderne på en ubehagelig måde. Jeg kan bedre lide det i dag. Det er mere kommercielt udnyttet, knap så fimset.«

Jørgen Nielsen tiltrådte som Imperials første – og landets yngste – biografdirektør i en alder af 33. Dengang rummede salen 1521 arkitekttegnede stole betrukket med pastelrødt tysk kamgarnsstof. Todd-AO lydsystemet var 6-spors stereofoni fra B&O. Og i loftet sad et »revolutionerende moderne aircondition-anlæg«, som det benovet lød i pressen. »Ved udsolgte forestillinger blev der nu fandens varmt allligevel,« husker Jørgen Nielsen.
 

I gadebilledet blandt store bygninger, busser, cyklister og gadebelysning er Imperial Bio næsten usynlig, og har altid været det. Foto Thomas Hauerslev

Klik på billedet og se en større udgave

Alt var fremstillet specielt til biografen: selv rækkelyset, der blev lagt ned i gulvet, så man ikke kunne komme til at skifte pærerne, når de gik ud. Dagbladenes dækning af det nye filmpalæ understregede arkitektens sobre ambitioner:

»Det er et nøgternt biografteater, anonymt i ordets bedste forstand ... Her er ingen kulørte neonskilte på facaden, ingen mark-skrigeriske plakater omkring indgangen.«

»De ønskede, at når man besøgte vores biograf, skulle man opføre sig helt specielt. Men som direktør gjorde jeg alt for, at det modsatte var tilfældet. Folk stadsede sig gudskelov ikke op for at gå i Imperial.«

I de ti år, Nielsen stod på broen i »det store skrummel«, udnyttede han chancen til at eksperimentere med repertoiret i weekenderne. Han allierede sig bl.a. med en gallerist og en museumsdirektør for at hjemskaffe de sidste nye kunstfilm om undergrundsmiljøet i New York.

»Jeg har aldrig fået så megen omtale i pressen, som dengang vi kørte Andy Warhols "Chelsea Girls" simultant på tre fremvisere for en udsolgt sal,« fortæller Jørgen Nielsen.

Imperial Bio's guldvæg i 1984. En Folkevogn brugt i "Midt om Natten" er udstillet. Billede af Thomas Hauerslev

Teenagere og hippier strømmede til midnatsseancerne, der gjorde Imperial internationalt kendt som »the world's biggest arthouse-cinema«. Og hvis kunstfærdigheden på lærredet blev for kedsommelig, sørgede publikum i salen selv for underholdningen:

»Under visningen af en Yoko Ono-film begyndte nogle af tilskuerne at løbe i gåsegang mellem rækkerne. Til sidst sprang de op på scenen og byggede en menneskelig pyramide. Kontrolløren var helt panikslagen; sådan noget havde han aldrig oplevet før.«

Den samme pligtopfyldende medarbejder præsterede senere at irettesætte en af husets mest celebre kunder. Simon Spies spærrede gerne fire pladser bag sig »for ikke at have folk i nakken«, når han besøgte Imperial. Rejsekongen insisterede desuden på at smække benene op på rækken foran, men det fandt den opsynsførende sig ikke i. »I Imperial ligger vi ikke på stolene, vi sidder på dem,« fastholdt kontrolløren. Til sidst måtte Spies bøje sig og få sine penge tilbage ved billetlugen.

I mange år var endevæggen i Imperials vestibule beklædt med 24 karats bladguld. To velvoksne kaktusser foran væggen afholdt dog ikke folk fra at forrette hærværk på den fine belægning. Således greb fhv. biografdirektør Jørgen Nielsen engang et ældre ægtepar i at stå og kradse i guldet med spidsen af en paraply: »Manden blev helt stiv i ansigtet og lignede en dreng på 6 år, da han fortrak med sin kone i hånden.«

60'ernes optur var ebbet ud, da Jørgen Nielsen forlod Imperial i 1973. Omtrent samtidig tog nyboderdrengen Thomas Hauerslev S-toget ind til Vesterbro, så han kunne nyde datidens version af "De tre musketerer" formedelst 12 kroner. Yndlingspladsen dengang var allerbagerst i salen. I dag placerer han sig gerne på 10.-14. række i den sal, hvor han styrede teknikken som filmoperatør i årene 1987-94.
 

Den store marmortrappe dekoreret med et 50 års fødselsdagslogo i 2011. Foto Thomas Hauerslev

Thomas Hauerslev husker start-80'erne som en sort tid for biografbranchen. Rungende tomme sale fremskyndte ombygningen af enkeltsalsbiografer til multiplexer. Glansen var også gået af Imperial, der viste politi- og voldsfilm for to ludere og en lommetyv. Da ejeren i 1983 besluttede sig for at dele kæmpesalen op i fem mindre, så det ud til, at Imperial skulle lide samme skæbne som byens andre hæderkronede biografteatre.

»Hvis ikke Nordisk Film havde overtaget lejemålet og ført Imperial videre som etsalsbiograf, ville den næppe have overlevet,« mener Thomas Hauerslev, der bestyrer websitet biografmuseet.dk.

Hans forhold til Imperial som et nostalgisk og hyggeligt sted er til dels farvet af, at han mødte sin nuværende kone, Charlotte, i huset for et kvart århundrede siden. Hun sad i vestibulens billetsalg; han lagde "Den Sidste Kejser" i kinomaskinen oppe på operatørgangen.

Men også det buede lærred og subwooferens buldrende bas trækker op i Thomas Hauerslevs bedømmelse af Imperial:

»Bundtrækket i deres lydsystem giver mig gåsehud på armene. Og så er der altså noget særligt over at se film sammen med 1100 andre mennesker – det kan man ikke ret mange steder længere«

Imperials Greatest Hits

Operatørrummet med Philips maskiner og Dolby anlæg hvorfra filmene er blevet vist i mere end 50 år. Foto Thomas Hauerslev

I Jørgen Nielsens direktørtid tegnede storfilmene "Kleopatra" og "The Sound of Music" sig for nogle af biografens største succeser. Trods deres popularitet nærede han lige stort had til begge film.

»"Kleopatra" er nok det værste lort, jeg har vist. Udlejeren Fox tabte så mange penge på at køre den i Imperial, for det rygtedes jo hurtigt, hvor pinlig filmen var. "Sound of Music" var også fæl, men folk så den jo gladeligt ti-tolv gange. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at være på kontoret, for efter kl. 14 kunne jeg høre musikken gennem væggene.«

I 1986 slog Karen Blixen-filmen "Mit Afrika" rekorder, idet Imperial holdt den på plakaten i 8 måneder og 9 dage. Senere vakte biografens klientel opsigt i medierne, da de mest ihærdige fans af "Ringenes Herre" lagde sig i kø på fortovet foran billetkontoret, en hel måned før forsalget til filmene startede.

Blandt andre publikumstræffere i Imperials historie kan nævnes "West Side Story", "Sidste stik", "Dødens Gab", "Stjernekrigen", "E.T.", "Die Hard", "Matrix", "Titanic", "Avatar" samt Harry Potter- og James Bond-serierne.
 

Fakta

Højdepunkter