| | Palle Bio, Augustenborg | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 30.06.2023 | Palle Bio Storegade 47
Åbnet 1. september 1939 Lukket 30. april 1971
Augustenborg fik først en fast biograf fremme i 1939; inden da havde rejsebiografforestillinger fundet sted på Slotshotellet, som havde en stor sal til rådighed. Palle Bio kom til verden på foranledning af en af byens ihærdige entreprenører, el-installatør Axel Pallesen, der navngiver den efter ham selv med meterhøje bogstaver på facaden. Han var allerede blevet byrådsmedlem som 25-årig i 1933 og to år efter biografens åbning udnævnes han som borgmester. Biografen indrettes umiddelbart til venstre for ’Pallesens Hus’ opført året forinden, som rummer beboelse og radioforretning. Han sælger desuden pumpe- og køleanlæg. Forretningerne drives sammen med fru Marie.
Palle Bio præsenterer sig som en særdeles flot biografbygning tegnet af arkitekt Carl Storgaard med bred og dyb indgangsportal fyldt med billedskabe. På grunden lå indtil 1930 et gammelt hus opført omkring 1796. Tinglev Kino var åbnet nøjagtig ni måneder forinden opført af samme arkitekt med sans for rene linjer. Der er plads til 248 gæster i den fine sal smykket i lys birketræsfiner med indirekte belysning og et stort tæppe foran lærredet, mens operatørrummet er udstyret med allernyeste model fra Bang & Olufsen. Christian Arhoff og Ib Schønberg har fornøjelsen af at åbne den nye biograf i det danske lystspil ”En lille tilfældighed”.
I oktober 1962 opsættes nye Bauer-maskiner med Zeiss-Ikon toneanlæg og Palle Bio er herefter i stand til at vise film i CinemaScope, hvor første film den 15. oktober er ”Flagermusen” med Peter Alexander i bredformat. Nogle sæder forsvinder ved det nye lærred, der er fremover plads til 230 gæster.
Efter flere års fortvivlelse over stærk nedgang i besøgstallet opgav Pallesen biografdriften i 1969, da publikum i stor stil søgte mod Sønderborg for at se filmene et godt stykke tid før, de nåede til Augustenborg. Til sidst var han gået fra fire ugentlige spilledage til blot to, lørdag og søndag aften. Tilbage ved åbningen i 1939 havde han spillet seks dage om ugen. Forespurgt om det i stedet kunne svare sig med kunstfilm, som ikke havde været vist på egnen, svarer direktøren, at det tvivler han på. ’Jeg har vist film i 30 år, så jeg ved, hvad publikum vil have. Det er et for stort eksperiment.’
I oktober 1970 genåbnes biografen med fotograf Knud Svenstrup som ny bevillingshaver, men det blev kun til godt et halvt år, før også han måtte lukke efter netop at have forsøgt sig med en stribe kvalitetsfilm, som den forhenværende direktør fik ret i, at overhovedet ingen ville se. Sidste program den 30. april 1971 hørte til disse, Luis Buñuels ”Tristana” med Catherine Deneuve. Fra sommeren 1972 har Svenstrup atter fundet sig en biograf på Als, denne gang den kommunalt ejede biograf i Nordborg, som han leder gennem to år. Han driver siden discotek i Odense.
I november 1972 sælger Axel Pallesen biografbygningen til Niels Christiansen, der indretter bogtrykkeri i salen, mens der gives tilladelse til at ombygge resten af huset til butik og beboelse. Der kom siden hundeshop i foyeren. Pallesen drev fortsat radioforretningen frem til 1978, hvor den blev afhændet og i januar 1991 bygget om til kro. Biografbygningen er ikke til at kende igen, faktisk er det kroen, der i dag kunne minde om indgangen til en gammel biograf. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround
High-Impact biografdesign | | | | | • Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | | | | | | • Gå til Palle Bio, Augustenborg | | Gå: tilbage - op Opdateret 18-06-2023 | | |