| | Rømø Sommer Bio / Kino Lakolk | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 15.11.2023 | Rømø Sommer Bio / Kino Lakolk Lakolk Butikscenter 4
Åbnet 24. juni 1978 Lukket 20. august 1978
Der var ikke mange historier at læse i dansksprogede aviser om et kortvarigt biografeventyr på Rømø i sommeren 1978. Nogle år forinden florerede dog artikler om en gevaldig biograf, der skulle indrettes med 471 pladser endda kombineret med en teatersal, som derved kunne rumme små 1.000 mennesker eksempelvis ved musikarrangementer. Herudover skulle stedet indeholde discotek, restaurant og spillehal. Manden bag projektet var en kendt pornoforhandler, der flere gange havde tegningerne på bordet til godkendelse hos Skærbæk kommune, som gav afslag.
Derimod er der lidt tekst at hente på tysk i Der Nordschleswiger, hvor man mere gavmildt kunne berette om et nyt Kino i det tidligere discotek ’Laden’ placeret her i Lakolk Butikscenter, som i løbet af 1970’erne var blomstret gevaldigt op foran campingpladsen ud mod sand og strand. For indretningen med fast fremvisningsudstyr står nu i stedet Preben Christensen, der året forinden har overtaget Toftlund Biograf, mens virket her på Rømø sker i forening med kobbersmed Ole Madsen. Der lægges ud med to forestillinger hver dag i den første uge, mens man i højsæsonen når op på fem daglige visninger med eftermiddagsprogram for børnene og et mere voksent repertoire om aftenen uden dog vist i det store hele at nærme sig den genre, der måtte kunne henføres under den tidligere ansøgers domæne.
En stor del af filmene forventes at udgøres af tyske titler, men dem er der ikke mange af på det danske marked, så Christensen regner med at henvende sig direkte til tyske distributører. Det afstedkommer i øvrigt siden et mindre antal tyske spillefilm, der med rimelig succes udelukkende får premiere her i det sønderjyske. Det med sommerbiograf på feriesteder havde man imidlertid forsøgt før i historien bl.a. på Fanø og det gik til gengæld ikke så godt. Det gør det heller ikke på Rømø, hvor Christensen efter sæsonafslutningen forklarer, at en sommerbiograf altid er afhængig af vejret. Normalt trækker dårligt vejr mange indenfor i biografmørket, men det kræver som bekendt, at der er sommergæster udendørs at trække på. Underskud har det ikke givet, uddybes det – og erklærer sig parat til at starte op igen næste sæson, men det sker nu ikke. I stedet kommer der atter discotek i lokalerne frem til 1985, hvor det bygges om til værelser og spillehal, i dag spisested. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround
High-Impact biografdesign | | | | | • Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | | | | | | • Gå til Rømø Sommer Bio / Kino Lakolk | | Gå: tilbage - op Opdateret 15-11-2023 | | |