| | Videbæk Kosmorama / Bio Videbæk (1908) | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.09.2023 | Kosmorama Videbæk til venstre på Westergaards Hotel i 1908 (postkort)
Videbæk Kosmorama / Bio Videbæk (1908) Bredgade 12
Åbnet 16. marts 1908 Lukket 1910
Genåbnet 5. juni 1941 Lukket 29. maj 1946
I februar 1907 får kroejer Christian Westergaard mod en årlig betaling på 200 kroner til fattigkassen tilladelse til at indrette biografteater på Videbæk Kro under forudsætning af, at visningerne ikke står i forbindelse med beværtningen og at der således heller ikke serveres under forestillingen. Det når ikke at komme i gang, for den 24. april 1907 nedbrænder kroen incl. stald, hvor kreaturerne indebrænder, mens piger og børn undslipper flammerne, en gårdkarl let forbrændt på hænderne. Hovedbygningen og den ene længe var helt nyistandsat og skulle have lagt rum til biografen, der var påtænkt åbning omkring den 1. maj.
Westergaard går straks i gang med at genopføre kroen i væsentlig større skikkelse og skifter nu navn til Westergaards Hotel. Biograf bliver der plads til i venstre side af den nye, ganske elegant indrettede bygning. Direktøren annoncerer indvielse af Kosmorama mandag den 16. marts 1908, som herefter er i funktion med faste forestillinger torsdag og lørdag kl. 20 og 21 samt søndag kl. 16, 17, 20 og 21. Efterhånden reduceres antallet af visninger en anelse, men der spilles fortsat tre dage om ugen, før det ikke længere kan svare sig for Westergaard med permanent drift.
Senest i begyndelsen af 1910 er det hørt helt op. Fra september fungerer i stedet ’Videbæk Biografteater’ i byens nye forsamlingshus på Godthaabsvej 1 med rejsebiografudstyr ved brødrene Ib og Laurits Pasgaard, som havde været aktive med filmfremvisninger lige siden 1897. Her havde der allerede været vist levende billeder i september 1906, samme år det var åbnet. Omkring 1915 svinder det ind, men så bliver forestillingerne atter hyppigere fra 1919 ved Dansk Biograf-Kompagni.
Videbæk Biografteater fortsætter i forsamlingshuset op i 1920’erne, før driften fra 2. september 1926 primært henlægges til byens afholdshotel nu som Videbæk Biograf. Westergaard dør året derpå, men hans enke fortsatte hoteldriften frem til sin død i 1938, hvor den da overtages af datteren.
Tre år senere, hvor krigen er nået til Danmark, vender biografen til Westergaards Hotel med ny, fast bevillingshaver ved Johannes Lund, søn af den forhenværende kroejer Jens Jensen Lund, som havde opført kroen tilbage i 1857, så ringen sluttes. Unge Lund på nu 58 år var oprindelig uddannet maler, stærkt kunstinteresseret og fungerede også som fotograf. Tilmed sad han i menighedsrådet, så det var en snild sag for ham at få overbevist byen om, at han var den rette mand til at lede den faste biograf, byen så længe havde savnet. Repertoirets lødighed kunne ingen betvivle.
Lund lejer salen for en årrække og indretter fast operatørrum ved hovedgavlen. Her installeres en ny filmmaskine fra Bang & Olufsen. Der er plads til 211 gæster og der vises film næsten alle ugens dage – ligesom dengang i 1907. Første forestilling i Bio Videbæk finder sted den 5. juni 1941 med Carlo Wieth i ”Elverhøj”. Programmerne er ofte danske, men også de amerikanske film forevises med stor succes. Mindre begejstret er man for de uvelkomne gæsters strimler, som fylder mere og mere. Særligt efter de amerikanske film bliver forbudt. Her når man at vise Judy Garland i ”Troldmanden fra Oz” som den sidste i november 1942.
På et tidspunkt går besættelsesmagten ganske enkelt ind og beslaglægger Lunds biografudstyr, så man kan opildne de tyske soldater, der ofte lagde vejen forbi. Ellers havde Lund helst holdt sig til de tyske hjemstavnsfilm, kunne det ikke være anderledes. Nærmest hver anden foreviste film kom i krigens sidste år fra nazi-filmfabrikken UFA. En slem historie fortæller også om to tyske soldater, der i september 1944 havde lagt deres uniformskasketter på stolene for at trække frisk luft, men da de kom tilbage, var kasketterne væk og stolene ’besat’ af et par danskere. Tyskerne gik grassat. Et par tilfældige unge mennesker blev udpeget og efterfølgende sendt til forhør og endte i Frøslevlejren.
Efter krigen opsiges lejemålet, da hotellet selv ønsker at benytte lokalet. Lund finder hurtigt placeringen for en ny biograf og får modsat mange andre steder endnu hurtigere stablet den på benene i forbindelse med familiens nye beboelseslejlighed på Søndergade. Her åbner Bio Videbæk nøjagtig fem år efter indvielsen af hotelbiografen – den 5. juni 1946.
Den gamle sal benyttes herefter til selskaber og øvrige arrangementer. Mange år senere fandt man under en renovering biografens gamle billetluge oppe på loftet, som herefter udstilles på hotellet. Efter et par års lukkepause er Westergaards Hotel i 2023 genåbnet som Hotel Videbæk. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround
High-Impact biografdesign | | | | | • Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | | | | | | • Gå til Videbæk Kosmorama / Bio Videbæk (1908) | | Gå: tilbage - op Opdateret 04-09-2023 | | |