| |
Børkop Biograf / Biografen |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af: JG, biografmuseet.dk |
Dato:
13.10.2023 |
Børkop Biograf / Biografen
Amaliegade 6
Åbnet 26. december 1946
Lukket 12. november 1982
Børkop skulle egentlig have en nyopført biograf efter krigen, men
materialemangel bevirkede, at man benyttede det gamle forsamlingshus som
hidtil nu blot med fast udstyr installeret, før da havde der siden 1914
kun været rejsebiograf i byen. Fotograf Niels Dahl Steensgaard har fået
bevilling og lejer sig ind for en i begyndelsen kortere periode, som
imidlertid gang på gang forlænges et år ad gangen. Bygningen stammer
helt tilbage fra århundredeskiftet og har ikke undergået store
forandringer. På hver side af døren sættes plakatskabe op på vinduerne,
mens et lodret Bio-skilt påføres gavlen ud mod gaden. I tidernes morgen
havde man haft et fast Kosmorama på gæstgivergården. Nu var turen så
kommet til forsamlingshuset, men logiet blev hverken kort eller blot
midlertidigt.
Indendørs findes et mindre antal klapstole, men de fleste pladser
udgøres fortsat af de gamle bænkerækker. I alt kan salen rumme 175
gæster. Første forestilling gennem biografens nu faste
forevisningsudstyr er ”Der var fem brødre”, en særdeles populær titel
med Anne Baxter.
I 1958 overtager prokurist Knud Østervig Larsen Børkop Biograf og driver
den som hidtil, men kunne naturligvis godt tænke sig at gøre noget
gevaldigt med foretagendet og ikke mindst gøre sig fri af
forsamlingshusets forpligtelser, som betød, der kun blev vist film få af
ugens dage. Han køber derfor bygningen i 1964, hvorefter der altid
spilles torsdag til søndag. Herefter udfærdiges tegninger til en mindre
udvidelse i højden ved at tilføre huset en etage ekstra til et væsentlig
større operatørrum flyttet op ovenpå med ekstra gevinst i form af en let
udvidet foyer nu med projektion under det lave loft, mens resten af den
nye etage skulle benyttes som inspektør- eller direktørbolig.
Det var ikke just voldsomme forandringer, der var tale om, men et levn
fra dinosaurernes tid, sognerådet, strittede voldsomt imod og afgjorde
med eklatant afslag i juni 1966, at biografen sagtens kunne moderniseres
uden at lade huset vokse, da der ellers derved skulle gives visse
dispensationer. Det orkede man åbenbart ikke at tage fat på. Østervig
Larsen udlagde afslaget som ren diktatur, idet der således ikke var
nogen som helst mulighed for at indgå kompromis, ligesom sagen heller
ikke kunne gå videre til det nye amtsråd og længere op i systemet.
Noget sker der alligevel, for i maj 1967 genåbner Børkop Biograf nu med
Asta Friis-Pedersen som direktør, efter Knud og fru Grethe havde givet
fortabt og frasagt sig bevillingen i november. Først nu kan biografen
vise film i
CinemaScope, hvor salen er nymalet med nye paneler i
valnøddetræ, mens alle de gamle stole og træbænke er røget på
lossepladsen og erstattet af mere magelige stole, i alt 132. Foran
lærredet er der opsat et fint fortæppe, det havde man heller ikke
tidligere. Tilmed vises nu film hver aften i stedet for blot de fire
dage om ugen, ligesom der bliver midnatsforestilling om fredagen, mens
man fortsætter med børneforestillingen søndag eftermiddag. Der skal
vises ’lødige’ film de to første dage på ugen, film for de helt unge
onsdag og torsdag og herefter familiefilm i weekenden. Samme koncept
benyttede man også mange andre steder og det lod til at fungere.
I 1971 sælges Biografen til journalist Finn Christensen fra Holstebro
som søndag eftermiddag allerhelst sætter noget med Dirch Passer på
plakaten. Han påtænker allerede i 1973 at sælge grunden til
isenkræmmeren ved siden af, der vil benytte stedet som parkeringsplads,
men det finder byen ikke hensigtsmæssigt. Toner lyder om et nyt
kulturhus, der muligvis kunne rumme biograf, men det bliver ved snakken.
Helt morsomt bliver det sidst samme år, da man nu så i stedet gerne vil
indrette cafeteria i biografen, men får afslag, ’dels fordi der indenfor
ejendommens areal ikke kan etableres tilstrækkelige parkeringsarealer’.
Det gik man frygtelig højt op i, 300 firehjulede skulle der eksempelvis
blive plads stil ved det nye ’kæmpecenter’. Omvendt beholdt Børkop så
sin gamle biograf en rum tid endnu, men i 1981 dør Finn Christensen
pludselig efter en ulykke.
Fru Lilian ønskede ikke at fortsætte driften på sigt og forespørger, om
kommunen vil være interesseret i at overtage. Det vil man under ingen
omstændigheder og ’da slet ikke i disse sparetider’ og bygningen var jo
for øvrigt ’oldgammel’. Herefter sørgede Marianne Jochumsen for, der
stadig blev vist film. Kommunen havde ladet muligheden stå åben, at
’ejendomsudvalget muligvis måtte være interesseret i køb af huset med
nedrivning for øje’ med den geniale plan nu rent faktisk at etablere de
parkeringspladser, der tidligere havde udløst vilde feberdrømme. De
måtte virkelig hade film i den by. ”Ud at køre med de skøre” lød et af
de sidste programmer i november 1982. Den køber vi! Det hele slutter af
den 12. november med hyggevisit hos ”Baronessen fra benzintanken”. Dirch
er med.
I februar 1983 bliver et forslag om at benytte biografen til ungdomsklub
nedstemt og i efteråret 1984 fremlægges så et ombygningsprojekt med
billige ungdomslejligheder, hvilket atter møder modstand i byrådet, da
det er ’endnu en forringelse af Amaliegade som handelsgade’ efter også
slagteren, damefrisøren og broderiforretningen er forsvundet, ligesom
naboejendommen i nr. 4 står tom med sit isenkræmmerlokale. Det hele
skulle fortsat helst ligne sig selv som årtier forinden, men til sidst
erkender man dog, at byens handel er flyttet andre steder hen. Projektet
omdannes nu til et par almindelige lejligheder i stedet, men også disse
planer stilles i bero, mens man afventer byfornyelsesplaner for gaden.
Det ender i 1990 med, at alle bygningerne på Amaliegade 2, 4 og 6 rives
ned og erstattes af en række nye ældreboliger.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn,
Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø,
Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Børkop Kosmorama
|
|
|
|
|
|
• Gå til Børkop
Biograf / Biografen |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
onsdag, 08 januar 2025 11:33:25 |
|
|