| |
Give Bio |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
19.11.2023 |
Give Bio
Vestergade 7 (i dag delvist Jernbanegade 8)
Åbnet 14. april 1937
Lukket 22. maj 1988
En gammel landbrugsejendom ud mod Vestergade bliver i 1936 forkortet og
en kostald omme bag ved revet ned til fordel for en ny funkisbygning,
der opføres af C.M. Rasmussen til brug både for sin fotoforretning og
biografen, der indrettes i gården med smøge ind til salen med en lille
foyer foran. Her i gården blev der stadig hængt vasketøj til tørre, mens
plakat- og udhængsskabe på hver side af hjørnet ud mod Vestergade drager
publikum ind mod mørket.
Indgangen er relativt usynlig i gadebilledet, men kommer man anstigende
fra Torvet, er der malet store bogstaver med Bio på den modsatte gavl. I
biografens senere år kommer der lodret biografskilt op på den
tilsvarende gavl på det ældre nabohus til højre for gyden. Den gamle sal
var ikke klejn, men den nye bliver med sine 236 pladser større og endda
med polstrede sæder på nær børnerækkerne nede ved lærredet. Han møder
Rasmussen frk. Anne Marie, som hidtil har drevet tricotageforretning,
men nu helliger sig fotoudsalg i dagtimerne, mens hun om aftenen står
for billet- og kiosksalg. Åbningsfilmen er ”Chefens frue og den anden”
med Jean Harlow og Clark Gable i selskab med en lille tegnefilm. I
begyndelsen gives forestillinger fire dage om ugen, det intensiveres
hurtigt til at omfatte dem alle.
Under 2. verdenskrig er der ofte tyske film på programmet også om
formiddagen for tyske soldater. På et tidspunkt blev der til en ordinær
aftenforestilling – af uvisse årsager – vist optagelser med engelske
fly, der bombede Kölner Dom og folk klappede begejstret. Hvem, der ikke
klappede, var en tysk kommandør, som tilfældigvis overværede visningen.
Han var rasende og spruttede, at hvis det skete én gang til, så skød
han. Det var så vist også den største dramatik, der kunne berettes om.
I begyndelsen af 1950’erne renoveres salen på et tidspunkt, hvor ”De
røde heste” vises 22 gange, hvoraf samtlige forestillinger får den røde
lygte til at tænde. Man er nødt til at sætte ekstra bænke op i forhallen
og sniger åbenbart også flere stole ind i salen, hvor man med blot let
omrokering fremover har plads til 242. Sidst i årtiet kommer
CinemaScope
til byen uden det af den grund reducerer antallet af sæder.
Direktøren beholder sin bevilling til sin død i 1969, hvorefter
direktricen fortsætter driften frem til juni 1970. Der var efterhånden
sjældent udsolgt, måtte fru Rasmussen erkende, da hun sælger til
sadelmager Bent Ove Hansen, som også overtager bevillingen efter at have
været involveret i biografdrift i Struer og Silkeborg med karrierestart
som operatør i Palads Teatret i Fredericia og har desuden draget rundt
med rejsebiograf. Direktricens sidste program bød på Jacques Tatis
”Playtime”.
Den nye direktør forsøger at tækkes ungdommen ved at afholde
beatkoncerter og mange øvrige tilsvarende arrangementer af moderne
karakter. Han påtænker samtidig at både modernisere og udvide foyeren,
men den forbliver på den mere beskedne skala i forhold til salens
størrelse. Hansen leder Give Bio med fru Conny frem til
bevillingssystemets ophævelse i 1972, hvor han køber
biografen i
Middelfart, mens Bio her i Give fremover drives af Poul Nielsen, som
renoverer salen fra top til tå i maj 1977. Den fremtræder herefter i
’gammeldags teaterstil’ og rummer nu 215 pladser, mens operatørrummet er
gjort fuldautomatisk. Genåbningen fejres med reception og ”Olsen-Banden
går amok”.
Nielsen beholder Bio indtil november 1985, hvor han sælger bygningen til
Mogens Henriksen fra Bredsten, der overlader driften til Karl Johan
Schreiber, som har været uden biograf i ti måneder, efter
Biograf-Teatret i Vejle er lukket tilbage i januar. Han erkender i 1988,
at det ikke længere kan lade sig gøre at få publikum indenfor. Bille
Augusts ”Pelle Erobreren” blev sidste film og end ikke denne tiltrak ret
mange mennesker til Schreibers store skuffelse.
Den engang ganske pæne smøge var på dette tidspunkt også et sørgeligt
syn og virkede næppe tillokkende. Mogens Henriksen håber på indspark til
bygningens fremtidige virke, men er desværre helt sikker på, at det er
endegyldigt forbi med biografdrift og får desværre ret. Et par år senere
er der tæppeudsalg i den gamle biograf, da Carl E. Henriksen køber
ejendommen. I 1995 gives tilladelse til at nedrive for i stedet at
opføre en ny bagbygning med forretninger i to etager nu med adgang fra
venstre side, hvor der var etableret et større antal parkeringspladser.
Den nye forretningsejendom ombygges i 2020 til lejligheder i forskellige
størrelser.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Give
Biograf-Teater |
Give Kosmorama
|
|
|
|
|
|
• Gå til Give Bio |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|