biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt | Pioner
København | Omegn
Nordsjælland
Vest, Midt & Syd
Bornholm
Møn & Bogø
Lolland & Falster
Fyn, Thurø, Tåsinge
Langeland & Ærø
Sydjylland | Øst
Midt-Vest | Nord

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM FORMATET
Historie | Biografer
Film | Maskiner

FILM & SYSTEMER:
Todd-AO | Blow-Up
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Omnimax
Showscan
Cinema 180
Sensurround
"Windjammer"
CinemaScope

NYHEDER

2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premierer 1911-2020
Film- og Kinoteknik
Teknikkalender
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
Store Lærreder
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com
 

Kosmorama / Biografteatret, Kjellerup

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dkDato: 18.08.2024
Det nye Kosmorama i den gamle sal på Schous Hotel - åbningsannonce 26. februar 1911

Kosmorama / Biografteatret
Søndergade 2 (i dag Vestergade 1)

Åbnet 26. februar 1911
Lukket 5. april 1911

Ny sal:
Åbnet 2. marts 1913
Lukket 22. maj 1947

Biografteatret på Søndergade 29 lukker i januar 1911 og derved vender det hele tilbage, hvor det alt sammen begyndte på hjørnet af Vestergade. Her ligger den ældre gæstgivergård, Kjellerup Kro, der omkring 1869 får tilføjet en teatersal bagved ud mod Vestergade. Hovedbygningen er senest ombygget i 1896, hvor den gamle gæstgivergård i forsommeren er revet ned til vinduernes underkant og herefter genopført i to etager samt desuden forlænget lidt mod nord. Ombygningen er planlagt og skyldes ikke en brand, som det ellers står forklaret i byens historie. Det foregår endda i to tempi, så der kan holdes åbent undervejs.

Det nye Hotel Kjellerup fremstår helt moderne med for tiden ordentlige sanitære forhold. Teatersalen er blevet stående uforandret kun tilføjet ny mellembygning, hvortil der er indgang fra hotellet via korridor og separat entré fra Vestergade til en mindre forhal med billetsalg og en lille garderobe. Efter et par hurtige salg købes stedet i 1900 af Niels Schou, hvorefter hotellet fra 1901 kendes som Schous Hotel. Teatersalen rummer en kæmpestor scene med god plads til de mange kulisser bagved, hvor selve tilskuerrummet med plads til omkring 150 siddende gæster kun fylder halvdelen af bygningen. Her gav The American Biograph Co. i november 1899 to store forestillinger og de næste år lægger forskellige rejsebiografselskaber vejen forbi.

Et nyt filmisk højdepunkt finder sted søndag den 23. september 1906, hvor ’Kosmorama Teater for levende Billeder’ viser film både kl. 16, 17.45, 19.30 og 21. ’Absolut største program, der endnu er set i Kjellerup”, lokker annoncen, der fremhæver titler som ”Nybyggerens datter” også kaldet ”Mellem Rødhuder” foruden den overalt så populære ”Foraarets fe”, der ugen forinden har været på åbningsplakaten i Silkeborgs nye Fotorama på Vestergade. Billetprisen er endda under halvdelen af de 75 øre, man måtte betale, hvis man ønskede at sidde ned blot et halvt års tid forinden. ’Kosmorama’ bliver navnet man tager til sig hos Schou, men der går endnu en rum tid.
 
Læs mere her:

Biografer på biografmuseet.dk

Biografer Oversigt

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Biografpremierer 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

7OMM Film og De Store Formater

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

"Windjammer" i Cinemiracle

CinemaScope | VistaVision

Super Technirama 70 | Panacolor
Dimension 150
| Sensurround

High-Impact biografdesign
 
Den gamle teatersal bag Schous Hotel (foto 1899, public domain)

Sidst i 1906 er der Biorama ovre i Hotel Dania på Nørregade, før drejer Bräuner i september 1907 åbner Biografteatret med permanent virke længere oppe ad Søndergade. Da dette lukker definitivt efter allerede at have flyttet lokale én gang, ender filmene igen hos Schou, hvor det på regnvejrsdage endnu er en sjasket affære udenfor med masser af mudder slæbt med indendørs, idet gaderne omkring først brolægges i 1913.

Første forestilling i ’Det Nye Kosmorama’ finder sted fastelavnsmandag den 26. februar 1911, hvor der annonceres for ”Eventyrerne i Gulddalen”, ”Gennem Norge”, ”Den bedragne chauffeur” og ”En snedig plan”. Et flot koloreret indianerdrama, rejsebilleder og to lystige situationer, hvoraf den ene altså er uhyre komisk. Som det nu er kutyme, varer filmene samlet under en halv time, hvor der første dag gives syv forestillinger. Herefter er søndag den store biografdag suppleret med ekstra forestillinger på hverdage i større antal, når filmene trækker ekstra stort publikum til. Det gælder eksempelvis Fotoramas ”En helt fra 64”.

Der skal fortsat levnes plads til Kjellerup Teater og her begynder det at knibe, da forholdene i den gamle teaterbygning efterhånden synes temmelig anstrengte. Det besluttes bare fem uger senere i april 1911 at rive den gamle sal ned for at bygge en ny, der kan rumme dobbelt så mange tilskuere. På markedsdagen den 5. april ses det sidst annoncerede filmprogram, men visningerne kan såmænd godt være fortsat lidt endnu. Salen rives ned i maj.

Den nye står færdig sidst i september indrettet med elektrisk lys og fine installationer overalt, hvor foyeren i mellembygningen består næsten uforandret. ’Det er at haabe, at de nye betingelser, der nu bydes teaterselskaberne, vil bidrage til, at ordentlige selskaber vil finde vej hertil i vinter.’ Kosmorama synes imidlertid stærkt nedprioriteret med fokus i stedet på en række nok så udmærkede koncerter som supplement til teateropførslerne. Det er givetvis heller ikke længere Niels Schou, der står for filmforevisningerne den kommende tid men nærmere en rejsebiograf.

Driften genoptages først officielt søndag den 2. marts 1913, hvor programmet består af en ”En tur over Zürichersøen” samt det danske kærlighedsdrama ”Hendes ære” med Valdemar Psilander. I januar 1913 har malermester Jørgen Ottesen nemlig fået biografbevilling og annonceret efter en ny udstyrspakke til maskinrummet, der dog i sig selv gerne må være let brugt. Under hans ledelse indskrænker driften sig gerne til søndage, hvor der typisk spilles kl. 17, 20 og 21 eller 21.15, efterhånden som det samlede program når op på en times varighed, men mandag aften kan også gå an, når publikum mander sig op.
 
 
Tegning til ny sal for Kjellerup Teater og Kosmorama i april 1911

Efter Ottesen bliver Jens Breinholt-Schou i 1915 næste kosmoramaejer i rækken. Han er, som navnet næsten afslører, søn af den gamle direktør og har allerede overtaget hoteldriften i 1913. Junior lægger ud med at benytte Biografteatret som navn, før Kosmorama tages til nåde.

Fra december 1920 begynder Breinholt-Schou at spille op mod tre dage om ugen sommetider også lørdag. Flere gange og bl.a. i februar 1921 diskuteres det ivrigt i byrådet, om biografen skal fortsætte i hotellets sal eller om en interesseret udefra, der har lagt billet ind på bevillingen, skal have mulighed for at opføre en helt ny biograf i byen. Familien Schou har gennem tyve år drevet hotellet til punkt og prikke og i perioder så herudover kosmoramaet, der altså er indrettet med separat udgangsdør, som det blev særligt bemærket med henblik på aspektet om sikkerhed, sådan som murermester Holmberg i rollen som byrådsmedlem måtte sande vigtigheden i, dengang han selv drev Biografteatret på Søndergade 29. Holmberg ville ikke for sin part foretrække den ene for den anden, men anfører dog som argument, at en ny biograf ville afhjælpe arbejdsløsheden og sikkert også lønne ham selv. Ministeriet får lov at træffe den endelige afgørelse, som endnu falder ud til Schous fordel.
 
 
Schous Hotel med Kosmorama i den nye teatersal i 1912 (postkort)

I december 1923 tabes om ikke det hele så i hvert fald filmen på gulvet, der til publikums mishag samles på må og få og fortsætter i aldeles vilkårlig rækkefølge, hvilket efterlader mange så vrede, at man i fællesskab får optaget et læserbrev i avisen under signaturen ’Flere misfornøjede’, hvor de garanterer aldrig mere at sætte sine ben i kosmoramaet, når så ukyndige hænder er på spil i maskinrummet. Endnu mere rasende er man over, at direktøren end ikke tilbød at betale pengene tilbage.

Før tonefilmen kommer til byen i 1931, gøres der virkelig noget ud af det. Eksempelvis engageres en koncertsangerinde til at synge til forestillingerne, når der fx er wienervals eller opera på programmet. Det er der ofte omkring 1930, hvor Kosmorama nu spiller fire mindst fire dage om ugen fra torsdag til søndag og så afgjort har taget førertrøjen i forhold til stedets øvrige virke.

Straks efter krigen kommer tilladelsen til fortsat at drive biograf for Jens Breinholt-Schou med et krav om nu at opføre en ny sal. Tegningerne er såmænd allerede parat og den nye biograf bliver rigtig stor. Således åbner Kjellerup Bio i haven længere omme bagved den 31. maj 1947 til stor festivitas, men også sidste program i den gamle sal bliver vældig fornøjeligt; det sørger George Formby for i ”Det ligger i luften” den 22. maj. Efter lukningen bliver forhallen til garderobe, mens der etableres ny indgang til salen inde fra hotellet som i tidligere tider.

I efteråret 1978 bygges salen gevaldigt om til to nye butikker, hvor det nærmest kun er skelettet, der står tilbage. Få måneder senere brænder hotellet natten til den 1. juni 1979, hvorefter ruinen rives ned til grunden, mens den opdelte sal igen bliver stående. Foran på hjørnet opføres en blok med boliger, butikker og bank. Kjellerup Bio eksisterer fortsat længere bagved – filmløs i 2024 men teoretisk klar til bedre tider med både sal og scene intakt, skulle nogen atter se lyset. I Kosmorama er 2/3 af bygningen i dag omdannet til beboelse, men fortsat butik i den forreste ende.
 
 
  
Det nye Hotel Kjellerup med den gamle teatersal i tegning fra 1896

 
 
Schous Hotel med den gamle sal og projektionen af den nye

 
 
Den nye sal fra 1911 bag Schous Hotel (postkort med hund i 1915)

 
 
Schous Hotel og Kosmorama som butikker i 1978 kort før hotellet brænder

 
 
Kosmorama på Schous Hotel, salen i 1978 før ombygning.
 
 
  
  

• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt
• Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord
• Gå til mere om Biorama - Elektrisk Biografteater | Biografteatret | Kjellerup Bio (1947) | Kjellerup Bio (2005)
 
 
  
  

• Gå
Kosmorama / Biografteatret, Kjellerup
 
Gå: tilbage - op
Opdateret 17-09-2024